Bring Me Back - [Camille]

Selv et lam kunne blive en ulv...en interessant tanke , bestemt, men lige nu gik tingene stærke og der var ikke tid til de store tanker og mere dybsindige overvejelser.
Hun ville have sin mobil og dét billed, så hun havde noget på ham i tiden fremover og fordi han så mange gange på kort tid havde præsteret at bringe hende ud af fatning.
Hun tænkte derfor udelukkende praktisk og ikke spor andet end dét, da hun svingede sig op og sad overskrevs på Sam.
Så kunne han vel ikke lave så meget ballade med hans ben.
Hun mødte kort hans øjne og slog blikket ned inden, hun fæstnede dem på hans hænder om hendes håndled .
"Så dét tid til at slippe " advarede hun kækt, selv om hun ingen idé havde what so ever om hvordan hun skulle komme videre herfra.

Han kiggede overrasket på hende, da hun satte sig over skævs på ham, dog slap han hende ikke, ikke om han nogen sinde ville med det dress på! Han smilede blot til hende, og rystede hoved. "Nej, glem det smukke, ikke før du dropper din ide." Han lage sig bedre til rette under hende, eller så godt han nu kunne og betragtede hende nu nede fra hvor han så det på en helt anden måde end han før havde set, der var skygger og mere levende bevægelser nede fra, eller det var der jo også oppe fra, men der var flere skygger, som gjorde det hele mere levende, men han manglede hendes øjne. Han fandt dem mest fantastiske når han på dem oppe fra, dog betød ikke de var smukke hvis man så dem nede fra.

Hun forsøgte at vriste sine hænder løse. , først den ene og så den anden , men hans hænder forblev lukket om hendes.
" er du bange for et billed , hmm...ja ok...man skal vel være rimelig maskulin og have pænt med selvtillid før man....tør...stille op til dét " forsøgte hun at pirre hans psyke til at samarbejde.
Han synes at kigge lidt på hende, og dét fik hende til først at studse over hvad han tænkte på og bagefter endnu et forsøg på at rive sig løs fra hans greb, imens han virkede ukoncentreret.
Hun havde alle hendes tanker pænt stoppet i baggrunden , tanker om ...ham....men hun havde for så vidt også fået overbevist sig selv om , at hans adfærd overfor hende skyldtes han var ved at lære ting, at genopfriske hvordan mennesker nu socialiserer.

Da hun begyndte at rive i sine hænder, greb han hårde fast, og var vældig glad for at det nu var ham der havde fat i den lange ende, eller - en længere ende end før. "Jeg er bange for at se mig selv på et billed iført et blonde forklæde." Svarede han og lod sig ikke pirre. Han prøvede at lege gætte leg, hvad tænkte hun på? Hvordan hun kom fri? Den muglighed virkede som den der var nærmest, og gav mest mening, men han var ikke sikker på det, faktisk var han meget lidt sikker på det. Han sukkede til sidst, og gav slip på hendes hænder. "Okay - tag det pokkers billed, men hvis jeg ser det nogle andre steder eller hører om det nogle andre steder end fra dig, eller din mobil kommer du helt sikkert til at fortryde det." Gav han sig endelig og kiggede kort på hende.

Camille mærkede han bare strammede sit hold om hende ,da hun forsøgte at komme fri.
Hun kiggede lidt på ham , hans platinhvide hår og sølvgrå øjne, og hans fine ansigtstræk.
Samuel var en interessant blandning mellem noget fint sårbart og en slags råstyrke.
Men dét mest spændende var at dét også blev reflekteret i hele hans personlighed.
Camilles tanker vendte tilbage til den nuværende situationen , da Samuel slap hendes hænder.
Hun rystede dem lidt og lod dem derefter hvile på maven af ham.
Hun var udemærket klar over at hun på intet tidspunkt havde været et rigtigt match for ham, fysisk
Så hun skyndte sig at gribe ud efter mobilen og kravlede ned af ham imens hun indstillede den til cam.
Hun knipsde hurtigt og smed den på sengen.
Hun smilede glad til Samuel..."du behøver ikke være nervøs for at nogen ser dét billed Sam...hvordan skulle jeg dog forklare en næsten bar fyr i stuepige udstyr ligge i min seng" og så begyndte hun at grine. ?

Han rynkede på beskrivelsen af sig selv. "Hvad vil de første tro når de så det?" Spurgte han og satte sig op, og gloede ned af sig selv, hvorefter hans gøs. "Åh gud, få det her stads af mig." kastede sig over knuden, og sad i længere tid i dyb tavshed mens han kæmpede for at få knuden op. Da den endelig var af, rakte han det frem til Camille. "Hvorfor er det lige du har det? Du er jo ikke et hotel." Konstaterede han og betragtede hende indhånede. "Ikke hvad jeg ved af, og du har jo sagt du ikke er et hotel, så hvad skal man dog tro?" Han smilede kort, og lage sig til rette under Camille, hvor efter han lukkede øjne. "Hvad ser du mig egenligt som? Ikke forholds mæssigt, men ser du mig som en eller anden gut der ikke aner hvor i verden han befinder sig eller hvad?" Han slog øjne op og kiggede op mod Camille med et spørgende blik.

Camille små lo stadig "Hva de vil tro ? De vil tro at jeg har et helt fantastisk og lidt underligt sex liv, er jeg ret sikker på " grinede hun videre til dét stilnede ud helt automatisk kort efter.
Hun nikkede " ja, intet hotel...dét er helt rigtigt , jeg tror jeg købte dét engang i den vrangforestilling at jeg skulle bruge dét når jeg lavede dejlig mad i mit køkken " hun rystede opgivende på hoved, sikke en tosset idé, men nu kom dét da endelig i brug .
"Øh...men Samuel "hun blev alvorlig " jeg ser dig som en klog og kvik FYR med nogle ting der lige skal genopfriskes og vækkes af dvalen.
Du er...sjov og kærlig , og en smule sårbar men samtidig vanvittig stærk og robust " .hun smilede "Vrøvler jeg ...og hvorfor spørger du ? "Undladt havde hun den del hvor hun nogle gange tænkte på om han var bevidst om han 'gjore noget' ved hende eller om det var tilfældigt.

Han sad lidt og nikkede til hendes ord og prøvede at forme et svar. "Jeg forstår da ..." Startede han og smilede lidt. "Fordi jeg er et nysgerrigt væsen der elsker at vide ting." Han skubbede lidt til Camille så hun sad på hans lår, så han kunne sætte sig op, og kiggede på de blå klare øjne. Eller det var ikke kun derfor, men det var lige den undskylning han kunne fyrer af, så var der heller ingen grund til at tænke yderligere over det. Den helt præcise grund var nok at finde, han skulle bare indrømme det over for sig selv, at han faktisk godt ...

Hun smilede til ham, tilfreds med at hendes lidt roede forklaring trods alt gav lidt mening.
Hun havde altid ment at dét var meget vanskeligt at beskrive folk på kort tid, hvis man gerne ville have dét hele med.
Hun havde bare beskrevet dét mest umiddelbare, men Samuel var så meget mere...og så var der hele ulve tingen og den indflydelse han havde som ulv, hvilke var besynderligt.
"Nå..så du er en nysgerrig lille fyr " drillede hun ham imens han rykkede rundt på hende og fik sat sig op.
Hun begyndte at ville smutte ned af ham igen, tilbage på sengen i dét mindste .
Hun flyttede sine hænder fra hans mave og sagde imens hun kørte den ene gennem hans hår "Tak...fordi du lod mig vinde og få mit billed ".

Han fnyste kort, og rystede på hoved. "Jamen det var så lidt." Han grinede kort, og trillede om på maven, hvor han trak sig op i albuerne og rode rundt i håret. "Hvad vil du egentligt?" Han flyttede lidt på sig igen, før han fyrede næste spørgsmål af. "Du sagde før, at du ikke ville sende mig hjem før jeg ikke havde ondt, men hvornår kan du vide jeg ikke har ondt?" Han kiggede spørgende på Camille med et lille smil gemt på læberne.
Samuel var ikke ligefrem stolt af dette 'lille fyr' hun havde kaldt ham, men han valgte ikke at gøre det store nummer ud af det, hun havde vel fri adgang til at bestemme hvad hun ville kalde ham, det var jo bare sjovt at høre hvad hun kunne finde på.

Måske var dét 'must've men hun syntes dét var sødt af ham.
Han blev ved at overumble hende med sine spørgsmål "hvad jeg vil ? Ej...hvad mener du ? , men inden der kunne bores mere i dét stillede han dét næste.
Hun rømmede sig og satte sig i skrædderstilling på sengen.
"Altsår Samuel , det vi aftalte var at så længe du har ondt bliver du her og kommer til hægterne "hun så på ham ,undrende over hvad retning han ville med sine spørgsmål ."Har du ikke ondt mere ? Eller savner du skoven ?" Spurgte hun og begyndte at tænke om han ledte efter en pæn måde at tage afsked på.
Hun så ind i hans øjne ...

han kiggede tøvende tilbage i hendes øjne, før han trak blikket til sig, og kiggede den anden vej hvilke sikkert ikke gjorde det bedre. "Jeg kan ikke mærke det gør ondt, og nej, jeg har det fint her." Han smilede kort et halvhjertet smil før han kort kiggede på hende igen. Det var sådan 50/50. Han kunne virkelig lide at være der, men der var konstant noget han mente ikke skulle være på den måde som det skulle være, noget han ikke ligefrem var vildt begejstret for, og så alligevel fryde han sig over det. Det forvirrede ham kort sagt at være i huset. Til sidst lage han sig ned, med kinden mod madrassen, mens han kiggede op på hende med det lidt kunstige smil. "Jeg spørger dig om hvad du vil, så mener jeg det vel også." Et mere ægte smil kom frem da han skiftede over til det forrige emne med vilje.

"Du har ikke ondt mere ? Er dét allerede aftaget ? Men i formiddags .." begyndte hun men stoppede sig selv, smerterne ville sikkert vende tilbage så snart han ændrede form igen, ville de ikke ?.
Hun havde næsten lyst til at ae ham da han lagde sig ned.
Der var den igen...dét med han kunne virke sårbar på en måde.
Hun ville egenlig gerne besvare hans spørgsmål, men vidste ikke helt hvad han talte om .
"Hvad jeg vil , altsår med hensyn til at du er i lejligheden ? Jeg har ikke noget imod du er her, jeg nyder faktisk at have noget selvskab. Du ret underholdende, når du spiser druer " forsøgte hun at joke lidt og undgå for store og al alvorlige spørgsmål.

Han lavede en lav brummen lyd der kunne minde om et grin. "Du kan bare give mig nogle - jeg fik jo aldrig spist dem ude i køkkenet." Der gik lidt tid, før han rynkede bryne og kiggede op på hende igen. "Hvorfor finder du egentligt det underholdene? Jeg elsker bare druer, og viser det igennem ..." Han bed sig i læben, før han smaskede et stort tansmil op. "Du ved hvad jeg mener ikke?" Det håbede han, ellers skulle han til at forklare om sin liderlige omgang med druer. Uha, det kunne der sikkert komme en god historie ud af. Han stønnede kort, og rakte langsomt en hånd frem mod Camilles, som han begyndte at tegne på, eller kærtegne, men i hans hoved var det mere at tegne. Først en masse cirkler, som så blev til alt muligt andet, fra håndryggen helt ud til fingerspidserne, og ind igen, frem og tilbage.

"Druer og dig er en farlig coktail og dét er fremover forbudt , i mit selvskab.regel no et " teasede hun og smilede til ham.
Om hendes måde at opfatte hand behandling af vindruer på , var dét samme som han tænkte om dem, havde hun ingen idé om.Dét håbede hun næsten ikke, ihvertfald skulle hun ikke spørge ind til mere der så hun skyndte sig blot at nikke og sige "jo jo " .
Camille ville lige til at spørge hvordan dét var for ham pludselig at være her i byen og i en lejlighed med hende.
Men spørgsmålet blev hængende i hendes hals , da han begyndte at kærtegne hendes hånd.
Hun kiggede først på hans hånd og bagefter op i hans øjne, hvis der var mulighed for øjen kontakt.
"Samuel...d-dét der og jeg sagde jo at jeg havde en slags k-kæreste "næsten stammede hun .
Hendes hænder virkede meget følsomme og hendes tanker var forvirret.

Han kiggede op på hende da hun søgte øjenkontakt, men han flyttede ikke sin hånd. Han studerede lidt hendes ansigt, før han rullede om på ryggen, og dermed trak sin hånd til sig. Han havde en eller anden mistanke om der var noget han havde fået galt fat på, noget der var ændret de sidste mange år han ikke havde fungere specielt meget som menneske, men hvorfor havde det ændret sig? Eller var det kun for Camille det fungerede sådan, at man ikke måtte berøre personer der havde en - halv kæreste. Hvad så med dem med en hel? Måtte man slet ikke snakke med dem? Underligt. Så kunne han da så afgjort bedst lide den verden han var født ind i, hvor man ikke havde problemer med det.
En ny tanke slog ned i hans hoved, mens han lå og gloede op i loftet. Det kunne lige så godt bare være Camille som havde et eller andet imod ham, hvad det så end kunne være. Hendes lille beskrivelse af ham før havde jo ikke indholdt noget direkte negativt, men hvem ville da også sige det til en person? Samuel var kort sagt på herrens mark når det kom til stykket om Camille, for hun kunne virke glad og venlig, og meget givende, men så lige pludselig trak hun sig tilbage, så snart man havde fysisk kontakt med hende.

Hun vidste ikke helt hvorfor, men så snart Samuel kom for tæt på blev hun opfyldt af forudroligende tanker og et behov for at kridte en grænse op.
For hvem kunne ellers vide hvor og hvornår den ville blive sat ? og en grænse måtte der vel nødvendigvis være.
Hun vidste godt dét ikke var helt korrekt dét med en halv kæreste, sandheden var at hendes forhold til Tristan var ' udefineret ' og så på en måde ikke alligevel.Kunne man have flere af den slags forhold, det mente hun ikke og dét var .muligvis en af grundende til hun forsøgte at holde Samuel på en arms afstand.Dét var bare nemmere at gøre fysisk end psykisk, og dét var bestemt ikke fordi dét var let fysisk.
Hun kiggede på ham med et lidt sårbart udtryk og han så ud til at studerer hende , da han beholdte hånden på hendes.
Da han rullede om på ryggen og slap hende , så han ud som han tænkte over noget.
"Samuel ...er du vred ? " spurgte hun forsigtigt og lagde sig ned på siden ,med hoved hvilende på den ene hånd ,hvor albuen støttede i sengen.
Hun kunne ikke lide, hvis han var vred, så var dét fordi han ikke forstod hvad der skete inden i hende.

Han vendte sig om mod hende og rystede så derefter på hoved. "Nej, bare forvirret." Han gav et halvhjertet smil fra sig, før han igen vendte sig om, og prøvede at strikke det hele sammen, men det eneste det blev til, var et ufærdigt kludetæppe hvor der manglede en del lapper her og der, men det hele kunne jo også bare gøres lettere? Bade lade det hele blive ved det gamle, så slap de begge for at tænke så meget. Han satte sig op i sengen, og smilede kort igen, denne gang lidt mere rigtigt, og ikke det halvhjertet han havde præsteret før. "Uddybe hvad du mener med en halv kæreste." Bad han til sidst, efter at have kigget lidt ud i luften. Han vendte sig om, og satte sig med bene over kors som om at nu skulle Camille fortælle historier.

Okay...måske var Sam ikke direkte vred , men noget var ikke rigtigt.Dét virkede ikke til hans smil nåede helt op til hans øjne.
Han satte sig op , var en smule for tavs til dét ikke var noget man bemærkede .
Camille blev liggende og pillede lidt ved kanten på et pude betræk imens hun forsøgte knække koden til Samuels måde at tænke og handle på.
Imellemtiden havde han dog fået andre tanker og Camille sukkede højlydt , greb puden og krammede den ind til sin mave.
Hun tænkte sig om, ville gerne undgå at lyve og samtidig afsløre mindst muligt.
Hun ville garanteret snakke og fortælle langt mere end nødvendigt var , hvis hun kom i sving, så hun spillede bolden over på hans boldbane igen , og ville se hvor nysgerrig han tillod sig selv at være.Så hun lyftede et øjenbryn og sagde " Hvad vil du vide om en halv kæreste Samuel ?"

Han sukkede kort, og kunne ikke helt lade være med at smile. "Hvad din definition på en halv kæreste er." Svarede han kort. Han kunne også have spurgt hvem det var hun mente var hendes halve kæreste, men det virkede mest høfligt bare at springe den del over. Det var vel at snage i det Camille selv ville kalde privat liv, og det var heller ikke fordi Samuel havde så vildt meget lyst, eller brug for den viden. han manglede bare et svar på sit spørgsmål, og så var det vel ude af verden hvis man spurgte ham.
Hans hånd gled op i det hvide hår der var begyndt at ligne mere eller mindre en hø stak af den alvorlige kalibrer, dog var det ikke noget der generede ham - endnu.

Hun så på ham lidt, inden hun begyndte at fortælle.
Han ville sikkert finde hende småskør, but then again, gjore alle der kendte hende ikke dét ?Problemet med at definerer en halvkæreste var at der i bund og grund ingen rigtig kæreste var, selv om det var svært at vedstå.
Hun kastede sig ud i dét ,som små blodige fiske stumper blev kastet for hajerne.
"En halv kæreste ....er en man er knyttet til, uden der er lovet hinanden noget, af nogen art."
Hun fik pludselig varmen og dét gik op for hende hun virkelig var på tynd is her.
Hun havde aldrig ...
Hun så på Samuel "Var dét nok ?" Men hun havde en fornemmelse af den nysgerrige herre kun lige var begyndt at kradse i overfladen.

Han rynkede let bryne og fik stadig ikke ordne til at give mening. "uddyb ..." Blev hans eneste svar, altså et nej, men det virkede bare for kedeligt og uniformeret at sige det på den måde, så han valgte at være kreativ og bruge et andet ord. "Du kan jo godt have venner uden at du skal være ... halv kærester med dem." Han havde allerede en ide om hvad det var hun prøvede at sige, men han ville ikke hjælpe hende, hun kunne jo bare bruge den ide til at springe over hvor der var lavest, nej, han ville have det hele ud fra hendes mund, og ikke noget han havde sagt hun bare tog.

Klart. Nu skulle hun grilles, dét var sådan hun følte dét lige nu ihvertfald.
Han ville bare ikke forstå , ville han?
Indrømmet begrebet halv kæreste var nok meget 'privat ' omskrevet af Camille i denne situation.De fleste ville vel benytte dét om en senge kammerat, en løs kæreste 'friends with benefits ' , men dét var altsår ikke dét hende og Tristan handlede om .
Hun så lidt stædigt på Samuel og tog sig sammen til at uddybe dét nærmere.
"Okay...man kan sige at dét hele ligesom ligger usagt i luften og endnu ikke er sagt højt til hinanden.Altsår ..."
Dét lød jo fuldstændigt åndsvagt når hun sagde dét højt...der var jo intet der modsagde at hun var single og dét vikle han da med garanti snildt kunne høre.
"Jeg er bare ikke ledig " forsøgte hun at afslutte samtalen med.

"Aha ..." Han tænkte lidt over den, før han så kiggede på hende igen. "Så du kan lide ham, og hvis han spurgte ville du sige ja, du ved altså at han kan lide dig eller er det kun den ene vej?" Han hævede det ene øjenbryn i en spørgende mine. "Nej nej, det har jeg forstået, eller det tror jeg." Han lænede sig op af væggen sengen stod imod, og betragtede hende indgående mens han ventede på et svar, hvis hun da ville af med noget. Han tænkte ikke så meget over hvad der var privat eller ej, han skulle vel bare have et svar - og så var han tilfreds, men han ville have et svar der kunne give ham svar på det han spurgte om, og ikke alt muligt andet.

Hvorfor skulle hun indrømme noget til Samuel, som hun i grunden aldrig havde indrømmet for sig selv ?
Hendes forhold til Tristan føltes netop naturligt fordi han lod hende 'være hende og have plads ' .
Der havde været små indikationer på han kunne lide hende, eller hun.vidste han kunne dét...men hvor meget og hvor kæresteagtig de følelser var , dét vidste hun ikke, helt.
Han var flirtende af natur, så dét var svært at sige hvornår noget skilte sig ud.
Hun sukkede.Samuel og ham mindede meget om hinanden og dét var ikke godt...slet ikke.
"Jeg kan lide ham ..ja...hvorvidt dét er gengældt tror jeg kun han ved "
Hun slog ud med armen som spurgte hun 'done?'.
Hvorfor havde Samuel altid held med at punkterer alle hendes forsvar?
Hun.rullede om på maven og kiggede på ham , han sad bare og lænede sig uden nogle tegn på...noget.
* Argh* tænkte hun.