Always on the run for you - Camille

"Lige meget hvor meget jeg plagede...nåå ja, for DÉT ville jeg da gøre !" vrængede hun ironisk af ham da han sagde dét.
Men hun lyste op ved tanken om at følge ham og hans arbejde lidt, måske hun kunne opsamle et par kneb, eller lære ham nogen ?
Camille fik hurtigt afsendt en sms fra hendes arbejds pda hvor der i korte trak stod hun afspadserede resten afvaftenen og de skulle kontakte dr.Brody Istedet.
Så hængte hun sin kittel og var bad Tristan møde hende uden for om fem minutter.
Så susede hun afsted til garderoben.
Hun havde sit sorte baggy bukser med army print hist og pist, som hun hoppede i .Ikke specielt lady like , men meget cool , synes hun selv .og over den blå top , tog hun en sort cardigan med lynlås .og hendes taske .
Så skyndte hun sig op for at finde Tristan.
"Well...lets go .....knægt " sagde hun forpustet, hun havde virkelig haft fart på.

Tristan fnøs og mumlede noget 'jaja' til at møde hende udenfor. Han fortsatte ned af de rene hospitals gange og kiggede efter nogle stressede læger der kørte afted med en båre. Før eller siden endte næsten alle vel på den båre? Når tiden var inde?
Han kiggede på sit ur og sukkede. Kun et kvarter til at han skulle være der og undervise de små dræbermaskiner.
Udenfor trummede regnen stadig ned og han besluttede sig meget hurtigt for bare at vente indenfor den storeglasdør som var hovedindgangen til hospitalet.
*Org maaan...Nu var jeg næsten blevet tør...* tænkte han irriteret og stirrede ud på vandet der væltede ned.

Camille kiggede ud..."What ...dét regner jo ?" Konstaterede hun lidt ærgeligt , men slog så bare den lille hætte op på trøjen, de kunne jo hverken gøre fra eller til og dét var jo til syvende og sidst , bare vand.
Hun trak mod bussen og forventede at Tristan var lige bagved, eller hvis dét stod til ham ...lidt foran
Bussen kom og hun steg ombord med det samme og smed nogle mønter , til bustren for dem begge.
Hun gik lidt ned og fandt et sædde.
Hun kiggede på Tristan, dét var både så rigtigt og så underligt.....at....at han var dusørjæger.

Tristan smilede bag hende af den åbenlyse kommentar og trådte med ud i regnen for igen at blive drivvåd. Han havde hverken paraply eller hætte og måtte finde sig i at blive gennemblødt. Hans orange hår sjaskede flat ned over hans ansigt da han fortsatte efter hende ind i bussen.
Med en hurtig bevægelse strøg han en hånd igennem sit hår hvilket fik det til at stritte ud i nogle spikes.
"Vi har 15 minutter" Sagde han så og satte sig ned ved siden af hende og kørte hånden igennem det våde hår igen. "Så vi når det nok lige, hvad skal vi lære de små sataner?"Fortsatte han med et smil.

Hun grublede lidt og besluttede hun var i mangel på info her.
"Hvor gamle er de børn der ? Og har de selv valgt at være dusørjægere ? Hvad fortæller i dem, at alle væsner er...slemme ?" Uha ja, Tristan skulle nok komme til at tænke en ekstra gang , næsten gang han tilbød hende at komme med.
Hun sendte ham et smil, så hendes spørgsmål ikke virkede så anklagende når de 'stod alene'.
Hun glædede sig faktisk til at møde the kidz og dét tiltrak hende meget dét at få et indblik i hans hverdag, var dét fordi hun følte sig tættere på ham så ....naa, hun var nok bare nysgerrig forsøgte hun overbevise sig selv.

Han lavede et tænksomt udtryk og prøvede at vende i hovedet hvad hun havde spurgt om.
"Tja, de er vel imellem 7 og 12 ca" Svarede han først og rystede på hovedet. "Nogle vælger det selv, de fleste faktisk, men de kommer alle fra dusørjæger familier og er sikkert blevet opvokset med at de skal være det - ligesom mig.." svarede han opgivende og måtte indrømme at det ikke var med helt god samvittighed at han kunne oplære børn helt ned til 7 år, at bruge et våben, men hellere det end at de ikke blev trænet ordenligt og kastet ud i en mission.
"Vi lære dem intet om holdninger, kun teori omkring væsners natur og stærke og svage sider, samt kamp selvfølgelig..Holdningerne er op til familierne" Afsluttede han og follede armene over brystet.

"7 år Tristan...jamen dét jo små børn "
Camille forsøgte at finde noget godt ved situationen, og godt var det at de havde Tristan, han ville aldrig lære dem noget...forkert.
Hun huskede de små jediknægte fra Starwars filmene og tænkte at der var lidt til fælles med dem og derfor kom hun til at spørge "Er du så deres yoda...eller Anakin ?" Og puffede til Tristan.
Cody ville have elsket hende for den sammenligning.
Hun sendte ham en kærlig tanke , Cody og håbede han lå og sov dejligt med Tanya ved sin side.
Hun kiggede ud af vinduet, og forsvandt et halvt minut ind i hendes egne tanker.

"Jeg ved det...Det er hellere ikke ligefrem et plus på samvittighedskontoen..." Svarede han med et fjernt smil og vilede let sin kind i en håndflade. Det var svært ikke at lære dem noget moralsk forkert når man skulle lære dem at dræbe.
Han fnøs og gav hende et lille puf med sin skulder.. "Det vil jeg ikke håbe, Yoda er lille og gammel og rynket og Anakin ender med at dræbe alle sine elever" Svarede han kækt igen. Når dte kom til starwars kunne han være med - ikke mindst på grund af de ikke mindre end 5 starwars maratons Cody havde hevet ham med ind i, og dte var bare i år.
Bussen begyndte at nærme sig hovedkvarteret og Tristan trykkede stopknappen med et 'pling' inden hanrejste sig fra sædet og begyndte at bane sig vej til døren.

" Jamen...du ER jo klodset Tristan, så måske er Anakin et godt bud....desuden har jeg altid ønsket at være Amidala pademe , bliver hun også kaldet, ik ?"
Hvis dét stod til Camille havde alle et .lyssværd...eller ihvertfald hende selv.Dét var bare dét sejeste våben, ever og hun ville gøre næsten alt for at få fingrene i et sådan, men desværre havde hun ikke møde George Lukas, endnu.
Hun rejste sig og fulgte efter Tristan, de lignede to våde karklude da de trådte ind i hovedkvarteret .Hun huskede sidst de havde været her sammen, eller hver for sig, afhænig af hvordan man.lige så på dét , men dét var til den store fest.
Hun kom til at tænke på hendes samtale med Samuel om halvkærester , men skubbede den meget hurtigt a vejen igen, som brændte man sig på dén.
Hun ventede på Tristans 'ordre' hvad de skulle nu.

Hovedkvarteret var meget livligt af hvad det plejede, men stadig ikke fyldt overhovedet. Folk stod og snakkede stille og roligt runt omkring på gange og i stuerne.
"Her er vi så..hovedkvarteret...Bare følg mig.." Sagde han så og begik sig ind ad en gang til højre for indgangen. Han hilste på et par velkendte ansigter på vejen og de hilste pænt tilbage. Folk var endelig begyndt at hilse pænt tilbage, efter at han havde fået bare lidt respekt hos dusørjægerene.
Foran dem udfolede sig en stor jerndør og han stoppede op foran. "Godt så er vi her, de burde være derinde alle sammen..." Et kort blik på sit ur "...Vi er her lige på slaget" han sendte hende et kækt smil og gjorde tegn til at hun skulle følge med da han åbnede den tunge dør ind til salen. Inde i salen var de ca 20 yngre børn - mest drenge. Allerede i fuld gang med at tumle rundt imens de råbte og grinte til hinanden. tristan kunne ikke holde et bredt smil tilbage ved synet af de energiske børn.
Han stoppede op da han var kommet lidt ind i lokalet og klappede i hænderne, højt og 2 gange. Børnene tav og kiggede hen på ham. Nogle begyndte straks at løbe hen imod ham som en hær af dværge imens andre mere anstændigt vandrede derover.
"Onkel tristan er tilbage, hvem har savnet ham?" Spurgte han kæphøjt ud blandt eleverne.

Camille holdt vejret da han åbnede døren...tanken om 20 børn var pludselig ...skræmmende.
Da hun kiggede forsigtigt ind, var en flok af herlige unger i færd med at brænde energi af og de fræsede rundt.
" du godeste ...dét som 20 gange Cody " mumlede hun til sig selv imens hun smilede lidt over 'onkel Tristan '?
Hun smålo.
Børnene var ikke længe om at stimle rundt om Tristan med alle mulige små tilråb som " yo T ". Og "onkel Tristan...cool ". Eller "Yai ...dét ham dén seje igen, fedt " og spørgsmål ramte ham også som "Hey..hvor mange har du slået ihjel ?" " Går en vampyr op i røg når dén dør Tristan "
Camille lyftede øjnebrynene, du gode gud...der var gang i de unger.
Så blev der helt stille da en lille klar drenge stemme skær igenem "Og hvem er...hun ?" Og så nikkede han mod Camille.

<tridtsn holdte grinene hænderne op foran sig imens han blev overdynget over spørgsmål af de små hyperagtive djævle. "AJ, hvad er det for et spørgsmål, det har ja da ikke tal på...Husk nu at liv ikke er trofæer" SVarede han en af drengende og kiggede for på den næste. "Nej nej Philip, det er skrøne, vampyre bliver liggende, de går bare hurtigere i forådnelse..".
Han havde satte sig ned på hug imellem dem og klappede en af de få piger på hovedet med et smil.
Børnene blev stille af de en af dem pegede på Camille og Tristan rejste sig helt op igen og lagde en hånd på Camilles skulder.
"Det er min ven Camille fra skadestuen folkens, hun kan lappe jer sammen hvis kommer til skade idag" Svarede han og pigerne begyndte straks at trække mere over imod Camille. De var altid mere nervøse og skrøblige i starten, men de kom frygteligt igen om et par år.

Camille så til imens Tristan på sin egen charmerende vis fik skabt en god kontakt til ungerne, med både respekt, anerkendelse og humor.
Hun vidste godt han rummede alle de ting, naturligvis, men dét var bare betryggende at se ham være sådan overfor de små banditter her.
Camille løftede en hånd til hilsen og sagde smilende " Hey guys " da Tristan præsenterede hende og indskød en lille kommentar til dét med at lappe sammen " yup, plaster og bandage ...my thing " .
Camille tog sig lidt bedre tid til at kigge og smile lidt til de piger der søgte impulsivt mod hende.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og sagde " måske kunne i piger lære mig et triks, kunne det ikke være sjovt ?"
Dét var lidt underligt at tænke på dem som kommende dusørjægere, men hun så mere på dét som en form for selvforsvar , og dét kunne alle jo gavne af
Nogle af de mindre drenge lavede ninja bevægelser og forsøgte sig med cirkel spark, hvilke resulterede i dén ene drengs sko fløj af, og ramte dén anden i hovedet "Ta dén " sagde dén lille sko løse fyr.

Tristan smilede taknemmeligt til Camille for at lege med. Det var ikke alle der lige hoppede ud i at tage kontakt til børnene. Han grinede lidt af et par drenge der legede ninjaer og rystede så på hovedet.
"Nå, hvad vil i lære idag, nogle forslag?" Sagde han så og klappede i hænderne igen for at få ro. Selvom de var mindre børn så havde de stadig den diciplin at tie stille når man sagde det. Det havde familierne lært dem.
"Som altid laver vi hold.. Vi har et hold som som altid for kampundervisning og så laver vi et hold som kan træne noget bestemt, noget i vil lære?" Fortsatte han og kiggede rundt på børnene. De fleste ville altid helst være med til at slås lidt imod hinanden og gerne ham hvis de kunne komme til det, men de skulle jo også lære teknik...

Ungerne kiggede lidt på hinanden og flere forslag regnede ned over Tristan.
En mindre pige, ikke over de 8 så vidt Camille kunne se bød ind med sin lille klare stemme "Nærkamp" skær dén igennem luften.
Camille fandt hende ganske bedårende, hvorfor sad hun ikke og legede med dukker et sted.
Pigen der hed Anni , så på Tristan , med store forventningsfulde øjne, og Camille var vundet over på hendes side, så hun kiggede ligeledes på Tristan.

Tristan holdt hænderne op foran sig da børnene næsten råbte i munden på hinaden. Han kiggede over på den lille Anni, som eller næsten aldrig sagde noget. Så kiggede han hen på Camille der tydeligvis havde taget pigens parti..Nok kun på grund af hundeøjnene..
Han sukkede og klappede i hænderne for tredje gang og børnene tav. "Godt så bliver der kun ét værksted og det bliver nærkamp" Sagde han så og nogle af drengene puffede forventningsfuldt til hinanden.
"Find sammen to og to, ingen våben, jeg gentager INGEN, og ikke slå på en der ligger ned eller har overgivet sig" Sagde han strengt og kiggede rundt. "Når i en gang er uddannet vil der ikke være muligheden 'at give op' og i skal ikke godkende en hver modstander som melder det, men for nu køre vi med det" Fortsatte han og så på børnene der fandt sammen to og to.
"Nå Camille, er det dig der skal have en nærkampslektion herover?" Spurgte han drillende og smilede udfordrende til hende.

Dén lille Anni så ud som Tristan var dén julegave hun havde ventet på hele sit liv og da hun gerne ville give et godt indtryk , susede hun straks over til en rimelig stor dreng og udfordrede ham.
Camille så efter hende og smilede stort, lige indtil Tristan afbrød hende med et tarveligt tilbud...eller nærmere en udfordring og med alle de forventnings fulde unger, der jublede over udsigten til at underviser i kamp, hvordan kunne hun så undslå ?Hurdlen var bare at Camille var total mongol til sådan noget, hun kunne en finde, og så var dét løb kørt.Men ville hun indrømme dét til Tristan ?Nej...dét ville da aldrig ske..så Istedet glimtede hendes øjne af noget udefinerbart og et smil spillede om hendes læber , da hun svarede " Naturligvis....hvis dit ego kan tage at få bank....af en pige " og så gik hun lidt nærmere Tristan.

Børnene havde på ingen tid fundet sammen to og to og stod nu klar til at få undervisning..
Tristan fnøs med armene krydset over brystet og lo af hendes ord...Yeah right... "Hvilke bank, jeg kan ikke se nogen komme fra din side?" Drillede han igen og tilføjede hurtigt. "Jeg vil endda lade dig bruge våben hvis det var det, så er det mere fair?" Han lagde hovedet på skrå og smilede ud imod børnene.
"Godt så, hvad vi skal øve vil være simple, slag, spark, blokader og undervigninger....Hvis i kan ville det bedste være at låse din modstander fast midt i deres eget slag" Forklarede han og tog sig til hovedet. "Min partner her Camille må i lige være søde ved, hun er ikke dusørjæger og har ikke uddannelsen" Fortsatte han og grinede imod Camille. "Hvis vi demonstrere for jeres kreativitets skyld...Camille vil du?" Han afsluttede med at vende sig imod hende og strække sine arme frem foran sig og lavede et nik med hovedet som tegn på at hun kunne angribe.

Smukt...kunne dét blive meget bedre.Udleveret til en flok mini dusørjægere...og Tristan.
Hun vidste absolut ingenting om...at angribe ?
Nå , måske kunne hun opfange nogen fiduser som hun selv kunne gavne af, eftersom hendes skide fe blod tiltrak så mange væsner.
Hun forsøgte skubbe væk at dét var Tristan foran hende, og dét lykkedes sådan nogenlunde, måske fordi hun faktisk gerne ville lære noget.
Hun gik mod ham , og samtidig med hun forsøgte få et slag ind i mellemgulvet på ham , hamrede hun sin højre hæl ned i hans venstre fod ...dét var ihvertfald tanken....

Tristan smilede bredere da Camille gik hen imod ham. Hun var alt for langsom når hun ikke lagde det hele i sine handlinger. Det var næsten for nemt at forudsige hvad hun ville. Da hun slog ud efter ham brugte han venstre hånd til at gribe hendes slag med sin håndflade og flyttede foden så snart hun løftede hendes. Han slog ligeledes ud efter hende sammentidlig med sin højre hånd, men stoppede førslaget ville ramme.
"Too slow, hvis jeg ikke skal se hvad du vil gøre bliver du nød til at tage dte mindre roligt..." Rettede han og slap hendes hånd idet han bakkede et skridt væk igen.

//Sorry jeg ikke lige har svaret på emnet med Zean, men skal lige tænke mig om...pride 'n' honor, or the right thing to do ..hmm//

Hun pustede ud, irriteret.
Og drejede omkring og tog et par skridt væk.
Så vendte hun sig og så ham i øjnene " nu er dét jo lidt svært at lave et surprise angreb...når du har bedt om dét...ik " sagde hun venligt grundet the kidz men Tristan der kendte hende særdeles godt ville snildt kunne opfange dét lidt bidende undertone.
Hun forsøgte igen denne gang at sparke med højer ben mod hans venstre hofte, for at give ham overbalance og derefter var tanken at vride en arm om på ryggen, jo jo ambitionerne fejlede intet...dét var mere teknikken der haltede.

// bare ok mr.Wonder//

Tristan grinede morende af hendes kommentar og rystede på hovedet.
"Jeg bad dig ikke om at overraske mig, men om at være lettere til bens.." Gav han igen med et glimt i øjet. Han hoppede adræt over hendes ben og rullede til siden på gulvet. Han stak et ben ud i et forsøg på at fælde hende, men var dog klar på at gribe hende igen hvis det rent faktisk lykkedes.
Han morede sig i stor stil for det var ikke tit at han kunne komme imod almindelige mennesker og på den måde have en så stor fordel. Normalt var det altid 'gå efter struben'.

Hun fnøs let , vat hun ikke let til bens ?
Nå, men inden hun fik set sig om var hun på røven igen, bokstaveligt talt.
Camille var helt uøvet i nærkamp...og i alle andre former for kamp faktisk, måske ville hun havde bedre held hvis hun bare skulle forsvare sig ? Men mod en dusørjæger der havde trænet ALT hele hans liv, måtte hun være realistisk og se i øjnene at hun ikke ville have en fair chance.
Ikke på den almindelige vis...og her i en lille flok af kommende dusørjægere, kunne hun nok ikke flashe sine evner, de små unger ville jo få et chok og nedlægge eller slagte hende på stedet.
Hun nåede lige at opdage at gulvet forsvandt under hende , da Tristan fejede hendes ben væk..

Tristan kiggede konsentreret op og mærkede til sin succes at det lykkedes ham at feje benene væk under Camille, bogstaveligt talt. Han strakte armene ud og greb hende i faldet for at hun ikke skulle slå sig for meget.
"Jeg tror vi siger tak for opvarmning til camille" Grinede han sejrsfuldt til hende. Så kiggede han ud på børnene igen imens han satte hende ned på gulvet igen.
"Okay fik i fat i det? Undvig eller fang modstanderens angreb... Der er altid en åbning i et angreb, en af vores hovedregler" Han viftede let med den ene hånd imod flokken "I må gerne begynde at øve nærkamp med hinanden, ingen våben og ingen slåen på nogen der ligger ned, værsgo!" Afsluttede han og smilede da børnene straks gik igang med at slå, blokere og undvige..De var langt fra trænede, men det var tydeligt at se at der var mere teknik i det end almindelige folkeskoleunger.

"arh...næste gang så tar jeg dig " sagde hun med smil om munden , da hun genfandt balancen på sine ben.
"Så unger...så fik i set og lært hvordan man ikke skal gøre, og dét er nok dét vigtigeste i dag...og dén kom fra mig " sagde Camille og blinkede til et par af små knægtene der fnisede og gik i gang med at puffe til hinanden.
"Okay...smartass...hvor god er du til den mere selvforsvars agtige del ? Ikke at vi skal lege dét nu, men det her med ...angreb...er ikke lige mig...men noget selvforsvar ville jeg jo ikke dø af at lære, tvært pm kunne dét måske gå hen og holde mig i live " sagde hun til Tristan, hvorfor hun aldrig havde fået dén ide at han kunne lære hende noget , var ikke til at sige.
Lille Anni lå på gulvet og sparkede ud efter en større dreng , der nærmest så ud til at skulle til at hoppe på hende.