Always on the run for you - Camille

Tristan lagde hovedet cooky på skrå og svarede med et glimt i øjet: "Du mener som at jeg lære dig nogle tricks eller som jeg angriber du forsvare?".
Det var på en måde underligt at Camille var med på 'arbejde'. Nok mest fordi han altid plejede at kende hende privat og ikke arbejdsmæssigt, også selvom hun flere gange havde set ham i action omkring væsner.
Han svingede blikket over til den lille Anni der var i en kamp med den større dreng. Havde dte ikke været fordi han vidste hvordan kampen ville ende havde han nok stoppet den større dreng fra at prøve at sparke pigen der lå ned. I det samme han sparkede fik den lille pige fat i hans ben og brugte sin vægt til at dreje det rundt, det resulterede i at drengen svingede voldsomt omkring og landede på jorden hvorefter hun hurtigt sad over ham og holdt ham nede med sin vægt..Af alle pigerne var hun nu en af de mest imponerende, også selvom den store dreng ikke var en af de bedste, han brugte sin krop alt for meget og havde ingen ynde..

Hun himlede med øjnene, nu skulle han rigtig nyde dét med at HAN skulle lære hende noget, men helt ærligt...hvis hun havde vidst hvad hun skulle gøre , så var hun rimelig sikker på hun kunne...men alle hun havde 'angrebet' i sit liv, hvilke var forholdsvis få, havde hun benyttet telekinese til.
" Ja...noget i dén stil ....jeg vil egenlig bare kunne vriste en af, der har fat i mig " forklarede hun , dét ville da være meget nyttigt.
Hun så over på dén lille Anni..." Wow...et naturtalent " roste hun og piftede anerkendende til pigen, der lyste op i et stort smil.

Tristan pladserede en hånd i siden og holdt blikket på lille Anni imens han også sendte hende et anerkendene smil. "Hun er ganske dygtig ja, et levende bevis på at piger kan leve op til drenge hvis de vil det nok" Svarede han en smule stolt over sin elev.
"Godt så, jeg kan starte med at lære dig en et simpelt , men brugbart trick" Han ragte frem og greb fat om hendes højre håndled. "Du kan bruge det hvis du skal fange nogen der ingen ide har om dig og bare vil give hånd, eller en angriber der tager fat i dig sådan her" Forklarede han og tilføjede lidt grinende. "Det bliver mest brugt når man ikke har så meget fysisk styrke og skal helst bruges overraskende så din modstander ikke kan nå at reagere".
"I princippet skal du bare 'lade som om' at vi danser - hvilket vi burde begynde at være gode til - og svinge dig rundt om min arm som i en omdrejning, prøv så at få min arm vredet om i en lås..Jeg slapper af i armen som om jeg ikke havde forventet det, prøv" Afsluttede han og smilede udfordrende til hende.

//Du burde prøve det trick IRL, folk bliver meget overraskede... kampsport ftw//

"Kan leve op til drenge ?....jeg er ikke helt sikker på jeg forstår " sagde hun lidt provokerende "Altsår med dén samme undervisning så er der ingen problemer med dét Tristan dear....overhovedet !" Og så smilede hun men skiftede til at tale mindre og lytte mere da han begynde at give hende instrukser.
Camille gjore eksakt som han sagde, landede bag ved ham, med hans arm fastlåst på hans ryg.
Hun gav et lille skub op ad , et lille vred af hans arm, han garenteret kunne mærke da hun stillede sig på tær og hviskede i hans øre "Jeg kunne heller ikke lide dén med " når man ikke har meget fysisk styrke , skat " og så skubbede hun hans arm lidt op igen, og hold ham i grebet.

// jeg finder mig et offer i morgen * LOL* jeg bliver et stort hit //

//LoL, gør det!//

Hurtigere end forventet var han havnet med armen vredet rundt og skar en lille grimasse.. "Auch..." Mumlede han af hendes vrid og grinede lidt halvkvalt. "Jamen prinsesse, det er da en kendsgerning at drenge har mere styrke end piger - til gengæld er i smukkere og mere yndefulde ikke?" svarede han igen og lænede hovedet lidt bagover. Han prøvede så vidt muligt ignorere de kuldegysninger der kørte ned af hans nakke.
"Rolig..Ikke for kæphæj, for hvert et træt er der altid et modtræk" Sagde han så og havde lynhurtigt sin anden hånd på hendes håndled hvor han fik trykket på en nervebane der automatisk fik hendes hånd til at løsne sit greb. Så drejede han omkring og fik fat i begge hendes håndled for at vride rundt så han nu stod bag hende med hendes ene arm i lås som hans egen hånd lige havde været i og hendes anden arm vredet hen over hendes skulder i en anden lås.
"Gotcha.." Afsluttede han ved også at læne sig helt hen til hendes øre. Nogle af børnene var stoppet op for at betragte deres indterne kamp, imens andre fortsatte deres slagsmål.

Intet vare evigt, og smagen af den søde sejer , var da også kort.
Et tryk på en nervebane fik hendes hånd til ufrivilligt at give slip og dermed tillade Tristan at forsætte.
Hun anede intet om noget modtræk, og inden hun kunne sige ' den går ikke grandberg ' s, var dét hende der stod med ryggen op af Tristan, fuldstændig fastlåst, enda med begge arme, ude af stand til at bevæge sig.
* Damn...han er god * tænkte hun og ignorerede en ...ny...følelse eller nærmere en reaktion på at stå i hans faste greb, så tæt.
En klog fyr havde engang sagt til Camille at hvis hun var låst i et greb, med ryggen til nogen, kunne hun forsøge at ramme, at sparke ham på skinnebenet, og selvom hun ikke ønskede at gøre ham ondt, kunne hun jo ikke bare blive stående dér.Desuden var børnene begyndt at tænke på Tristan som...gud.
Et skævt smil kom på hendes læber, som hun sparkede bagud med dét højre ben, i forventning om at ramme hans.

Tristan havde haft et smøret smil på. Sådan et rigtigt 'nu har jeg dig' smil. Det havde lige været hans øjeblik og han havde været lige ved at spørge camille om hun ikke snart gav op - uheldigvis nåede han ikke at spørge før han fik et ordenligt spark over skinne benet og slap hende imens han vaklede lidt bagud og gnubbede sit ben med en utilfreds grimasse.
"nu vel.." Sagde han så med et uforståeligt blik og slap sit ben for at rette sig op igen.
"Du har en min anerkendelse, skal vi bare sige det sådan?" Fortsatte han og sendte hende et smil. Det kunne godt være at teknikken ikke var helt på plads hos Camille, men der var bid i hende, måske var det noget af det der netop gjorde hende så attraktiv. Han stoppede sin tankegang og bed sig i læben nu skulle han ikke begynde at blive for høj imens han trænede, det gjorde ham nemt distraheret.

"Undskyld...undskyld" vendte hun sig omkring og gentog med sine hænder forskrækket over hendes mund.
Hun mente dét måtte have gjort en smule..eller en del ondt, siden han slap, og dét havde hun jo ikke haft som agenda, blot at komme fri fra en...speciel situation.
"Undskyld...jeg tager ved lære fra de bedste, du ved " og slappede af igen da hun fik en smule ros og et smil.
Camille vendte sig mod lille Anni for at se hvad hendes reaktion var.
Hun så ud til at tilgive sparket mod Tristan, for hun smilede og havde lavet et lille V for victory.
Camille kom til at le, hun var ikke mere blåøjet end hun udmærket vidste at hvis Tristan havde ønsket havde hun befundet sig spiddet til gulvet ubevægelig eller fastlåst i en stilling der tilbød vilde smerte oplevelser såfremt man forsøgte at røre på sig.
Dét var interessant nok, og måske kunne hun få Tristan til at træne mere med hende , guderne måtte vide hun kunne bruge dét...et naturtalent var hun langt fra.

"Det går nok, jeg har prøvet værre.." Sagde han overbærende for at få hende til at stoppe med at undskylde. "Besides så bad jeg dig jo næsten om det" Han grinede lidt og kradsede sig i håret.
Han vendte hurtigt hovedet da dørene bag dem gik op og en stor mand med en klap for det ene øje kom ind. "Hvad laver du nu, du skal lære dem at dræbe væsner, ikke angribe hinanden!" Udbrød den store mand vrissent og spadserede han imod dem. Tristan rullede let med øjnene, men svarede ikke med andet end: "Ja Bali." Han gav Bali et strengt blik og manden rømmede sig som om han vidste at det ikke var på sin plads at han rettede på ham. Afterall så havde han stadig fået en noget udemærket status indenfor de sidste par uger.
Bali kiggede lidt uforstået hen på Camille, men besluttede ikke at spørger og sagde istedet "Nå, men jeg er blevet bedt om at overtage herfra, så du har fri nu". En skuffet mumlen kunne høres fra flokken, det var tydeligt at de ikke så Bali som den bedste lærer.

Camille blev distrsherret da døren gik op og en mandsperson brød ind.
Han havde ikke et specielt mildt udseende og efter Camilles førstehåndsindtryk heller ikke en videre pædagogisk indfaldsvinkel til undervisningen og ungerne
Men derfor kunne han jo godt være dygtig.
Camille gav ham et lille høfligt nik og antydningen af et smil, dét blev dog først stort da hun hørte Tristan fik fri.
Men hvad var der lige med magt balancen, dén var forskubbet siden hun var her sidst,...da der var fest.
Tristan havde klart fået en højere status og respekt...dét lunede at se, for dét var fortjent.
Camille fornemmede de skulle afsted så Bali kunne overtage og forsætte undervisningen og Camille så ud over de lidt skuffede børn og sagde blidt "Hey...tak for nu...og jeg skal nok passe godt på ham...og afleverer ham til jer igen, snart........i et stykke " og så blinkede hun og så hen på Tristan, var han klar til at gå.
Nogle af børene rullede med øjnene, men de fleste fnisede af Camilles ord og lille Anni vinkede og smilede stort til Camille.

Tristan kiggede et ekstra sekund på Bali og gav ham så et nik med et lille smil. Det var jo ikke fordi han ikke var en god nok person, han havde bare sine egne metoder. "Godt så, jeg efterlader dem til dig.. Vi ses unger, pas godt på Bali" Sagde han så og viskede kort til en lille dreng ved siden af ham: "Hans svage punkt er knæene, gammel skade" Lige akkurat ikke højt nok til at Bali ville høre det. Så blinkede han til ungen og gik hen imod Camille.
"Tja, jeg har fri, du har fri, hvad siger du til at tage ud og få noget mad?" Spurgte han muntert og åbnede dørene ud til resten af hovedkvarteret.
"Søde unger virkelig, bare synd at de skal vokse op i den her verden, dusørjæger verdenen" Fortsatte han lidt henkastet og nikkede tilbage imod træningsalen. Man kunne allerede høre at de var i fuld sving derinde igen.

Camille derimod hørte fint hans bemærkning om den gamle skade og skjulte et lille grin.
* So Tristan * var hvad hun tænkte og mødte så hans blik da de smuttede ud af salen.
"Du gode gud...what time is it ? Er dét allerede spisetid ?" men hun kendte godt svaret.
Tiden fløj i godt selvskab, dét var ikke sidste gang Tristan måtte finde sig i at slæbe hende herhen, dét var sikkert.
"Well...vi skal jo spise ik...så , jo....lad os finde et eller andet.Bare noget cosy , ikke noget bling bling, det orker jeg ikke " sagde hun og forsøgte få styr på noget af dét hår der bare altid insisterede på selv at vælge umulige steder at sidde i vejen.Bag øret blev dét placeret, så længe dét varede.
"Der er et lille hyggeligt sted med pizza....enten at tage med eller at spise der.
Dét sådan lidt kro agtigt, du ved ternede dug og sterin lys....altsår ikke fordi ..." Hun holdt en lille pause, dét lød jo helt forkert...."Jeg mener vi kan tage dét med hjem til dig ?" Hun stoppede igen...lød dét ikke endnu mere dumt, eller var dét bare hende ?Alle gode gange tre forsøg "Hvor vil du spise Tristan ?" Sukkede hun , lidt misfornøjet over ikke at finde et mere rafineret ordvalg.

Tristan kiggede lidt underligt på hende imens hun holdte et grin tilbage over den diskution hun havde kørende med sig selv.
"Du ved, du behøver ikke at være bange for at sige noget upassende, jeg skal nok lade vær' med at misforstå noget" Begyndte han og rystede lidt på hovedet af hende.
"Jeg ved det ikke, at spise på restaurante er så cliché. Jeg bor stadig ved Sakref så længe det vare, så det er ikke en mulighed ... Jeg har aldrig set din lejlighed?" Afsluttede han med en tydelig hentydning imens han lavede et uskyldigt blik.
Det gik pludselig op for ham at de faktisk aldrig havde besøgt hinanden sådan privat . Han havde aldrig set hvordan hun boede - og den anden vej rundt, men det var der en grund til.
De nåede til udgangen og til Tristans lettelse regnede det ikke så meget som det havde gjort først på dagen. Det dryppede dog stadig lidt fra himlen.

Hun så en anelse, bare en anelse velmente ud "Arh...dét jeg da ikke nervøs for...at sige noget forkert " kom dét promte og lød så tyndt at selv hun kunne høre dét var usandt.Tilgengæld kom overbevisningen og beslutsomheden meget kraftigt til udtryk lige bagefter da hun jævnede hans hentydninh med jorden " min lejlighed ? No...no..dét er ikke så smart, eh...en slags ven af mig, er måske derhjemme og vi kan ikke være bekendt at brase ind."
Samuel var ikke der hjemme lige i disse dage, men han havde jo fået en nøgle og tænk et max forklaringsproblem hvis de sad der med deres pizza, og Samuel pludselig låste sig ind og stod i stuen.
Hun vidste godt hun var nød til at fortælle om ham til Tristan, måske senere i dag...men hun var lidt bange for dét.Altid var hun nervøs for at det hun havde at fortælle var dråben der fik bægeret til at flyde over.Han havde efterhånden hørt en del fra hende.Men at indlogere en ung mandlig varulv på ubestemt tid ...eller med fri adgang , kvalifiserede nok til indlæggelse i hans øjne.
Hun vidste ikke lige helt, hvordan hun skulle snakke sig ud af den og forsøgte med et afvæbende smil.

Tristan grinede lidt af hendes åbenlyse misbehag ved hendes lejlighed, hvad kunne lige være så slemt hvis han mødte hendes ven.
"Come on, det er din lejlighed. Det er jo ikke fordi at vi ville larme og være træls overfor din ven" Svarede han lokkende. Bare det at hun havde sagt nej var nok til at logge ham til at prøve yderligere.
Han blev stående indenfor udgangen. Det var nok bedst at bestemme hvad de skulle inden de tog ud i regnen. "Jeg stemmer for din lejlighed" Afsluttede han drillende og løftede et øjenbryn ned imod hende.
Han kløede sig henkastet i det orange hår og hilste på 3 jægere som væltede ind af døren, drivvåde og forpustede. De nikkede igen og fortsatte imod varmestuen.

Camille regnede med at lejligheden ville være tom.
Hun var gået , taget på job og havde selv haft i tankerne at sms til Tristan, men havde selvfølgelig ikke gjort dét.
En lille træthed overmanede hende, træthed over altid at skulle holde ting skjult og altid skulle sætte andres behov før sine egne.
Hun så op på ham og tænkte at risikoen for at hun ville fortryde var lille, trods alt.
"Okay....stædige æsel....du får din vilje, men kommer han hjem, så beholder du samtlige tanker for dig selv, deal ?". Hun forsøgte at tage ham lidt i ed, men ..hey...hvad var dét væreste der kunne ske ? Han ville jo ikke skyde Sam midt i hendes dagligstue.Og skulle hun blive indlagt af ham...tja...så fik hun roomservice.
"Vi køber noget pizza og tager dét med hjem til mig...eller måske noget med ris ?" Hun tænkte at dét var rigtigt at han så hvor hun boede, både Zean og Sam, ja selv Leonard havde set dét, tænkte hun lidt sarkstisk.

Tristan lavede et en triumferende tandsmil. Det var nu skønt altid at få sin vilje- på en måde.
"Yes! Godt nok, hvordan kommer vi derud?" Spurgte han så og plantede hænderne i bukselommerne imens han kiggede ud på regnen der hamrede ned.
Han lavede en forvirret grimasse og kiggede på hende. "Ris? Vi skal da have pizza!" Sagde han så og var ikke sikker på om hun havde forslået kineser mad istedet eller noget. Either way så fortrak han selv pizza, det gav ikke luft i maven.
"Speaking of ...Hvor bor du nu igen?" Han kløede sig undskyldene i nakken for ikke at kunne huske det, hvis han nogensinde havde hørt det og trippede let frem og tilbage.
Han havde ikke svaret på at holde sin tanker for sig selv, men havde stadig i sinde at gøre det.. Hvad kunne også være så slemt at han ville tænke sådan? Det var jo ikke fordi hun boede med en vampyr eller noget lignede.

Hun så på ham "Triiiistan.....du lover ?" krævede hun for naturligvis lagde hun mærke til hans smukke undvigelse af emnet.
"Vi skal med bus 15 , den kører os faktisk lige til døren ved Deepshell Aveny så dét er godt nok og pizzaen henter vi bare hos den lokale , Ahmed laver de bedste af slagsen ."
De gik mod bussen og efter lidt ventetid dukkede den endelig op.
Der var stuvende fyldt, flere end vanligt sikkert da mange søgte ly for regnen
Imens de kørte , tænkte hun på at Tristan havde en god indstilling , til mange ting og han på en del områder var en god balance til hendes egen lidt mere flyvske måde at håndterer ting på.
Hun rystede på hovedet og skubbede dét væk,* fokusere* pressede hun sig selv.

Han tog forsvarligt hænderne op foran sig imens han hurtigt svarede:
"jaja, jeg lover at være sød og holde min tanker for mig selv" Han sukkede over at han faktisk havde tvunget ham til at love det.
Endelig var bussen der og de blev mast sammen i midtergangen sammen med 100 andre mennesker. *Skønt...* Tænkte han og rullede med øjnene af de mange mennesker. Utroligt at lidt regn kunne tvinge så mange mennesker ind i en lille bus.
"Her står vi jo godt.." Mumlede han og en gammel dame kiggede lidt vantro på ham inden han mumlede noget med hans hår.
Bussen stoppede hvor Camille havde sagt og de massede sig med besvær ud af den lille bus. "Phew... Der var slet ikke fyldt" Sagde han sarkastisk og kigegde sig omkring.

Camille kunne ikke lade vær med at smile, altid tiltrak den fyr sig opmærksomhed på enten hans øjne, hår , attitude, kampevner eller sang.
Hun fandt dét på en måde dragende men samtidig lidt irriterende, ikke så meget den gamle dame...hun kunne da godt unde hende et blik, men tag nu 'Isolde' fra billet lugen....Camilles tanker blev afbrudt da de var ved stoppestedet , hvor de tog deres exit.
"Ahmed...er lige rundt om hjørnet...hvilke pizza kan du li ?". spurgte hun lidt nysgerrigt, denne gang kunne de jo vælge frit , modsat frysepizzaen fra sommerhuset.
Hun gav et lille suk, endnu et emne de var nød til at få snakket på plads, hvordan skulle gå.

Tristan tænkte lidt på pizza og kom frem til at han nok ikke var kræsen på det punkt.. Men han havde vel sine favoriter.
"Lad os nu se... Hmm, der er pizza med pepperoni, skinke, ost, hvisløg, salat, dressing, kebab..." Han mærkede sin mund løbe i vand ved tanken om pizza, men stoppede isn talestrøm da et suk kunne høres ved siden af ham.
"Hvad så? Du virker lidt...off?" Kommenterede han nysgerrigt og lagde hovedet på skrå.
"Hvis der er noget, ved du at du bare kan sige det " Afsluttede han roligt og kiggede hen på hjørnet hvor der skulle ligge en pizzamand.
Han glædede sig meget til at se hendes lejlighed. Var den som han havde forventet, Camille agtig? Eller helt anerledes,,,

Den fyr havde en sund appetit , han var nok let at tilfredsstille når dét kom til mad, ellers var han ganske kræsen, hvilket var et fact Camille ren faktisk syntes godt om .
"Arh...måske lidt fraværende...fortæller om dét senere " udskød hun glat emnet og de trådte ind.
"Hej Camille ...hva ska min favrut pige hav Ida ?" Store kraftige Ahmed smilede over hele femøren og forsatte muntert...."Og endelug en mand ve din side Camille....dét da dajlugt " forsatte han og Camille afbrød forfærdet "Ahmed...to a dine bedste pizza....bare lav hvad du synes..og hold dig til maden, tak " selv om hun havde fået varmen , var dét vanskeligt at være vred på Ahmed, faktisk var dét en kærkommen ændring , da hun ellers hørte om hans ugifte søn hver gang, Ahmed ville med garanti gerne have ham gift.
De fik deres mad og var klar til afgang...

"Okay.." Svarede han bare og accepterede at hun ville tage den senere.
De trådte ind i det lune pizzaria og det var svært ikke at smile til den store mand ved navn Ahmed. Han kunne næsten mørke at han blev rød i ansigtet ved Ahmeds ord og kiggede hen på Camille, kun for at finde at hun også var blevet det.. Hvis nogen spurgte var det kulden udenfor..
Tristan tog imod Pizzaerne og smilede en extra gang til Ahmed inden de trådte udenfor igen.
"Okay, så enten for du rigtig meget pizza, eller også elsker alle dig bare fra dag 1?" teasede han hende med et lille puf og ventede på at hun skulle vise vejen. Der var bare virkelig noget ved den pige der gjorde at alle var vilde med hende. Lige fra pizzamanden Ahmed og til selv de trælseste dæmoner.

Hun klappede sig på maven og bekræftede " Virkelig mange pizzaer , kan jeg love dig " og smilede hun skævt.
Camille guidede vej og inden længe var de i opgangen, og på første sal hvor lejligheden lå.
Camille lyttede efter lyde, men alt var mørkt og stille , da hun låste døren op og trådte ind.
Her var tomt og stille.Hverken ulv eller mand at se...Camille vinkede ham ind i den lille lyse lejlighed.
Som i sommerhuset var alt lyst, men med kulørte puder og sterinlys og små sjove ting som feks en toilet rulle holder der var en frø eller en køkkenrulleholder der var en gris.
Stor lys sofa og to lænestole samt et stort tv fyldte stuen, en soveværelse med tæppe på gulvet , dobbelt seng og sengeborde, køkken og toilet med brus.
"Entre silvous plait " bød hun inden for.

Han grinede lidt og rystede på hovedet. "Mange pizzaer, my ass.." Svarede han lavmælt og fulgte roligt med op i opgangen.
Han kiggede først spændt ind i lejligheden inden han tog det første skridt ind. Og et til. og et til.
Han nåede helt ind i lejligheden og det var svært at holde et smil tilbage. det var den komplet modsatte lejlighed af hans egen, men alligevel så var den perfekt for Camille.
Rydelig, lys og stadig med en masse underlige ting til at stå rundt omkring. "Her er så.... så....dig" Konstaterede han og kiggede tilbage på hende.
Efter hvad han kunne se var der ingen ven i lejligheden. Måske var denne ven taget videre, hvem vidste.