Always on the run for you - Camille

Camille smilede "tak..tror jeg nok "
Hun holdt meget af hendes lejlighed med hun havde ingen nykker med rod eller et gran a støv.
Faktisk følte hun sig nogle gange ensom , når lejligheden var så pæn.Den virkede ubeboet og så lavede hun rod med vilje, men dét fortalte hun aldrig nogen om.dét havde været rart ikke at være alene, specielt da hendes mor havde kontaktet hende, der var hun blevet rigtig skræmt.
Dét skulle hun også huske at fortælle Tristan om.
Han ville nok gå herfra med røde øre denne aften.
Camille hentede tallerkener , glas og bad Tristan hente noget at drikke.Hun vidste der i køkkenet var lidt af hvert, da hun havde slæbt hjem af vare, sammen med Samuel.

Tristan gik ud i køkkenet for at finde noget at drikke. Han tog et par dåse-cola'er ud og lukkede lågen igen. Det var sjovt, man kunne aldrig nå at se om lyset slukkede i de ting. Så vendte han om imod stuen igen og fik lige kort øje på en masse vindruer hun havde til at stå.
"Dit køkken er fyldt med druer?" Sagde han uforstået og satte sig ned hvor hun havde dækket op og rakte hende en dåse-cola.
"Så, hvar var det der gjorde dig lidt fraværende tidligere?" Startede han ud og åbnede sin egen cola. Den lavede en behagelig 'tsssss..' lød da luften sivede ud.
Det hele minede lidt om sommerhuset. Pizza, cola, Camille, hygge, underlig mavefornemmelse...Jep, det hele var der.

Hendes bekymrede blik mødte hans, nu skulle dét briste eller bære.
Men han ville nok ikke bare gå...der var jo også pizza.
" Varulve...hvordan har du dét med dem ? " hun ville gå forsigtigt frem her...føle sig vej...hun havde besluttet at fortælle dét hele også at han sikkert kom igen, men hun ville ikke give ,ikke oplyse hans navn.
Hun vidste ikke hvorfor hun søgte den, eller ville måske bare ikke stå ved dét, men hun havde brug for Tristans accept, så tingene ikke blev for kompliseret
Hun ville ikke tale om de vindruer...dét ignorerede hun, dét var nok at skulle forholde sug til dem når Samuel spiste dem.
"Varulve...og mig ?" Mumlede hun og slog blikket ned mens hun ventede på svar.

Han hævede et øjenbryn og så i tavshed på hende et sekund. "Hvordan jeg har det med varulve..?" Begyndte han lidt uforståent og troede at han havde gjort det klart at som dusørjæger var man ikke vild med nogen former for væsner.
"Tja, vi kan jo starte med at en af dem var ved at slå en god ven ihjel idag ..Cody, som du husker.." Begyndte han og kiggede ned i bordet.
Varulve og hende? Hvordan han havde det ned det? Ikke godt virkelig.. Og dte værste var at han godt kunne lægge to og to sammen for at se hvad der forgik.
"Honestly har jeg givet op på at få dig på bedre tanker.." Sagde han så og kiggede hurtigt op på hende og væk igen. "Din ven som 'bor' i din lejlighed... Nej, jeg vil ikke spørge.." Han sank en klump og lod den gå forbi.
"Det eneste jeg har at sige er hold den kviksølv tæt på kroppen... Du ve dgodt hvad jeg ville gøre hvis der skete noget med dig ikke?" Han rundede den af og prøvede at få øjenkontakt.

Hun fortrød...næsten....at have bragt dét på banen netop i dag hvor Cody og han havde været i kamp.
Men samtidig vidste hun at Tristan ' big on trust' nøjagtig som hun selv var og da relationen til Samuel var
udviklet sig på finurligvis så , han nærmest periodisk boede her, var dét noget hun havde brug for Tristan kendte til, i store træk.
Hun måtte arbejde med dét hun havde og da nogle varulve blev til ukontrollable uhyre på to ben og andre ikke, ville hun starte der.
" Tristan ....når han forvandles ...er han ikke andet en en ulv, rolig og ...som en hund "Hun undlod helt bevidst alle de tillægsord hun ville benytte til mere fyldestgørende beskrivelse af Sam som ulv, da Tristan bestemt ikke ville synes om dem, og ikke forstå hvordan ulven kunne berolige og trøste hende.
"Cody...." Hviskede hun.... "Men Tristan han ville aldrig angribe nogen " hun vidste faktisk ikke hvordan Samuel havde dét med drab, men hun vidste at han var en god og rolig fyr og hun måtte stole på sine instinkter, selv om de desværre ofte snød hende.
Hun mødte Tristans øjne kort og hendes hjerte gik i stå, for en tid anyway...
" hvis der skete mig noget ? D-d ville da i-ikke ....men jeg villle da stadig være mig " hun havde mest lyst til at tude ved tanken , ville han koldblodigt skyde hende, hvis hun ved et uheld blev bidt ? Men hun reaerede ved at smække sin pizza ned på tallerkenen og gentage med lidt hyper stemme og hævede øjenbryn " Sidder du i min sofa og siger du ville dræbe mig ?"

"Som en hund? " Han sukkede og rystede på hovedet. "Skal vi ikke bare sige at jeg vælger at stole på din dømmekraft ved denne ... ulv.." Sagde han så og havde efterhånden givet op på at beskytte hende fra nogle væsner. Først var der den dæmon , Crasie. Så var der Zean og nu en eller anden varulve-hund...Skønt...
Han lænede sig lidt tilbage og kiggede underligt på hende, havde hun forstået dte som at han ville dræbe hende?
"Tsk, jeg tror vi begge to ved at jeg ikke ville være i stand til at dræbe dig" Svarede han og sendte hende et beroligende smil. "Jeg mener bare at hvis du en dag vågnede op og var ulv, så er jeg ikke sikker på at din såkaldte ven ville slippe godt fra det."
Han smækkede ligeledes et stykke pizza op på sin tallerken og kiggede ikke på hende. Hvis han gjorde det ville han nok bare komme til at sige eller gøre noget forhastet.

Hun vidste udmærket at hun udfordrede hans verdensbillede og hans venskab i forhold til hende, dog vidste hun også at Tristan havde dét i sig at han var i stand til at tænke ud over egen næsetip og dermed give plads til andres måde at gøre tingene på.Hun elskede ham for at være i stand til det og dét var vel også den side af ham der gjore at hun når alt kom til alt , havde tillid og stolede næsten blindt på ham.
Hun blev derfor glad da han besluttede at stole på hendes dømmekræft, hvilke Camille fandt yderst fornuftigt og hendes spirende vrede forsvandt som ris a la mande en juleaften, da han fast slog at han ikke mente han ville dræbe hende....dét havde hun faktisk troet.
Dét var Sam han ville gå efter...men efter som det aldrig ville blive aktuelt, så hun ingen problem idet.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og bare så på ham..."Tak...Tak, fordi du stoler på mig og tak fordi du forsøger at passe lidt på mig....og tak for dét sølv halløj i ampullen...jeg skal nok have dét nær ...eh, hvis jeg har ...gæster "
Hun var lettet....dét var jo gået langt bedre end hun havde turde håbe på.

Han rystede bare på hovedet af hende og tog en bid af sin pizza. Ja, man kunne vel sige at han stolede på at hun holdt sig ude af problemmer- også selvom det var naivt. Det forhindrede ham bare ikke i at tænke på det alligevel. At hun nærmest boede med en varulv var ikke ret... Betryggende.
"You know me, can't help, but to help a damsel in distress" Svarede han og trak på skulderene.
Det var der han besluttede at lade det ligge og prøve, så godt så muligt, at ændre emne - før at han selv ændrede mening omkring det.
"God pizza ham Ahmed laver hva?" Sagde han så med et lille glimt i øjet og tog noget at drikke. Han kiggede kort på hende ud af øjenkrogen og havde af en eller anden grund meget stor lyst til at drille. Måske skulle det overvejes? Han tænkte lidt over hvad det skulle være han kunne drille med? Der var så meget.

Camille måtte smile og give ham ret.
Tristan var en sucker for damer i knibe, men gud ske tak og lov at han ikke var typen der var naiv og lod sig udnytte, så havde han været gaflet af en anden for længest.
Hendes tanker gled over på den del af Tristans liv der måtte benævnes som privat.
Hun havde svært ved at forstille ham med en pige, altsår.... hun kunne let se ham med mange....altsår ikke på den måde, men lige meget hvor de gik tiltrak han sig opmærksomhed fra dem så dét var nok mere et billed hun ikke brød sig om at have på nethinfen, ham og en anden.
Hun rystede let på de lange lyse lokker, som for at ryste tankerne væk.
Hun kiggede på ham imens hun meget utrakktivt forsøgte at bekæmpe et langt stykke smeltet ost der bare ikke ville give efter og knække.
"Jo....de bedste pizza i verdenen " mumlede hun tilbage og da hun endelig havde fået styr på osten og gumlet af munden, tørrede hun sig over læberne og begyndte "du....vi har ligesom et hængeparti med dét sommerhus der.....har du modtaget nøgler til dét foreksembel ?" spurgte hun nysgerrigt.
Hun var stadig vildt glad og taknemmelig over han havde trådt til og hjulpet, og hun havde stadig en lille utilfreds rebel i maven over dét havde været nødvendigt.

Han guffede lidt pizza i sig og bed mærke i at hun rystede på hovedet. Gad vide hvad hun havde tænkt på? Det var aldrig til at vide, aldrig til at blive klog på..
Han kom pludselig i tanke om sommerhus nøglen da hun nævnte det og nikkede hurtigt. "Ja, jeg var nede i banken og få den igår" Sagde han så og tænkte lidt. "Men den ligger derhjemme..." Han lavede en lille grimasse over sin egen glemsomhed, men tilgav sig selv. Han havde jo ikke ligefrem forudset at han skulle løbe ind i hende her.
"Jeg skal nok tage den med til dig næste gang" Afsluttede han og tog noget af sin cola. Det var godt at se at hun stadig var 'up for' det sommerhus.
Han blev færdig med det første stykke pizza og lagde et stykke mere over på sin tallerken. Det var let at mærke at alt det arbejde havde gjort ham sulten. Det kunne bare ikke mærkes før nu.

Hun nikkede ivrigt.
Dét ville blive dejligt at komme tilbage dertil , og rigtig kunne nyde dét var deres, eller rettere hendes...eller hans ? Åh...det var da ved gud en kende forvirret .
"Dét lyder fint...jeg kunne jo svinge forbi i morgen og hente den ?" Forslog hun med en drillende tone, da hun i forvejen kendte dét svar han ville give hende.
Hun gumlede lidt videre på pizzaen og slyngede så noget helt andet ud...og alligevel ikke, det hang jo lidt sammen med sommerhuset.
Hun var lidt beklemt ved at tale om dét, men følte et behov og følte også , uden helt at forstå hvorfor at dét var vigtigt han vidste besked herom, måske hang dét sammen med hendes mor ville have hende væk fra Tristan ?"Hun har været her igen...min mor....og dét var værre denne gang....hun holdt mere fast og ville trække mig med " fortalte hun stille.Hendes romantise drømme om et gensyn med sin mor var ved at udvikle sig til et maridt Istedet.

Han kiggede hurtigt hen på hende og rystede på hovedet. "Ikke tale om at du kommer i nærheden af Sakref borg" Svarede han så efter at have gået i krig med sit andet pizza stykke.
Da hun nævnte hendes mor var han på en eller anden måde ikke overrasket. Det var på en eller anden måde det han havde forudset. At hun ikke var så fantastisk som hun gav sig ud for. Men istedet for at sige 'hvad sagde jeg' gav han hende istedet et beroligende klap på skulderen. "Bare bliv ved at fortælle hende nej. Hold fast på det du gerne vil blive hos her." Sagde han så og gav hende et lille smil "Lige meget hvad så skal jeg nok blive ved med at holde fast i dig... Du vil da ikke med hende vel?" Han rundede af og slog hovedet lidt tilbage. Hvorfor skulle alt sådan noget lige ske for dem`Altid...Altid...altid... Men sådan skulle dte vel være.

Hun tænkte sig lidt om inden svaret kom.
Dét havde været hårdt sidst.
En stor del af hende var fristet til igen at føle som den lille pige der sad i moderens trygge favn , hun havde jo begrædt hendes død og savnet hende til evigheden og tilbage igen i alle disse år, så fristelsen var stor til at følge hendes mor og dét sled på Camille at stå imod
Begge gange havde hun haft hjælp, hvad når hun måske var alene,ville moderen så virke stærkere ?
Hun havde grædt og været bange efter sidst, så voldsomt havde dét været, så hårdt skulle hun kæmpe....mod sin egen mor....så detaljeret fortalte hun ikke om mødet, for hvad kunne han stille op ?Intet.
"Tro mig...hun ved jeg godt vil blive....men hun skræmmer mig lidt og dét er lige før jeg tror hun kunne finde på at tage mig med ved magt, hvis jeg ikke var stærk nok "Hun så op på Tristan...dét var godt nok ikke et helt almindeligt liv de levede.

Han sukkede og tog sig til hovedet. Der var intet at stille op. han kunne hverken vide hvornår moderen ville slå til eller hvordan han skulle stoppe det. Også selvom han gerne ville.
"Du tror ikke at der er en måde jeg kunne give hende en hilsen vel?" Sagde han pludseligt og var næsten forarget og vred over den måde Camilles mor ikke synes at forstå.
Hvad var det også for forældre hun havde? De lød ikke som et sundt miljø at vokse op i.
"Jamen hvem siger at du ikke er stærk nok? Du er en af de stærkeste mennesker jeg kender" Sagde han opmuntrende og håbede at hun også var stærk nok i forhold til sin mor.. Men hvad skulle hun gøre, hive hendes sjæl ud af kroppen? Det kunne da ikke passe...
Der var noget et sted i ham der brændte for at få lov at veksle et par ord med denne mor.

Camille følte og drejede lidt på hans ord.
Måske han havde ret ? Måske ville hun næste gang bedre kunne tackle dét, uden at blive bange.Nu vidste hun jo trods alt bedre hvad hun kunne forvente, var mere forberedt.
Hun huskede hvor taknemmelig hun var for at have Sam der sidst, som ulv, en stor tryg 'hund' der passede på.Måske burde hun købe sig en hund ?
"Om du kan tale med hende ? Deeet tror jeg så ikke du ønsker Tristan, dig bryder hun sig ikke om.Faktisk er dét som hun ikke kan lide alt der....gør mig glad og betyder noget for mig " hun forsøge at forklare så godt dét lod sig gøre.
"Jeg kunne sikkert fremkalde hende som vi gjore sidst....men helt ærligt bad idea" holdt hun fast.
Dét var jo nok formålst løst at tilkalde hende, hun havde en agenda af sin egen ,ville have Camille til at følge med så de kunne være sammen og Tristan så hun som en stor forhindring til dette.
Pludselig mistede Camille sin lyst til mad og bare kiggede på Tristan.
"hun kunne for pokker ikke finde på at kontakte dig...forsøge...gøre noget ? Hvis nu hun tror du er forhindringen ?"

Tristan færdiggjorde sit andet stykke pizza og skubbede tallerkenen lidt væk. Han følte sig mæt alt for hurtigt. Måske var det emnet.
"Jamen jeg vil meget gerne snakke med hende.. Måske vil hun endda synes bedre om mig , men det tvivler jeg på" Svarede han på det første hun sagde og lænede sig lidt tilbage.
Han tykkede lidt på det sidste hun sagde. 'hvad betyder noget for mig' og 'Hvis hun tror at du er forhindringen' kørte lidt i hans hoved. Måske var det på tide at køre den til regnskab. Han besluttede halvt at lade det ligge og spurgte istedet:
"Du kender hende bedst, ville hun?" Lige da han havde sagt det kom det andet spørgsmål lidt massende på ham. En hurtig vejrtrækning. *Bare slyng det ud* Tænkte han til sig selv og kiggede hen på hende igen med et hævet øjenbryn.
"Hvorfor ville hun tro at jeg var forhindringen?" Han havde sagt det hurtigt for ikke at fortryde midtvejs og begyndte nu at bande af sig selv indvendigt for at gøre det.

Overrasket over han ikke løb væk ved tanken om en snak med hendes underlige fe mor , kiggede hun på ham ikke uden en.vis nysgerrighed.Han holdte ikke op med at overraske hende , åbenbart...og hun kunne ikke lade være med at gruble lidt over hvad han mon ville sige hvis han virkelig havde mødt hende.
Camille tog lidt at drikke af sin Zero og havde næsten fået dét i den gale hals , da Tristan spurgte om hvorfor hendes mor havde udpeget ham som forhindringen ?
Han plejede da ikke at spørge ind til sådan noget ?
De små rosa pletter sprang afslørende frem på hendes kinder men Camille selv havde ikke i sinde at forklare dét ...eller ...dét var ikke fordi hun ikke ville, dét var bare lidt svært, uden at sætte ham i en forlegen situation , hvilke hun ikke ønskede.
Hun valgte sandheden....i en light udgave, hvilke betød nogle ting var tonet lidt ned , efter alt ...hun ville jo ikke have ham til at flygte ud af hoveddøren, han havde ikke engang spist op endnu.
Hun rømmede sig og skiftede lidt stilling " Tristan...du ved da godt at...du...er min bedste ven " sagde hun og forsøgte virkelig at lyde henkastet, selv om hun selv synes at kunne høre hendes stemme dirrede lidt.
Hun kiggede ned på pizzaen, og følte sig stop mæt.

At hans spørgsmål havde givet hende farve i kinderne var ikke noget overraskende. Faktisk ville han være overrasket hvis han ikke selv et kort øjeblik havde fået det.
"nåårhh, ja det... det var bare det" Svarede han og prøvede at lyde ligeså henkastet. Der var en pinlig tavshed et par sekunder. Det her gik jo ikke. Han kunne nemt redde den i land med en kæk bemærkning eller et emneskift. Det var bare ikke det han havde lyst til at gøre. Måske var spontanitet alligevel en god ting?
"...hey, kan du huske med Zean, du sagde at du skyldte mig noget?" Sagde han så og kiggede lidt ned i bordet. Det var jo ikke fordi han troede at hun havde glemt det, men det var altid godt lige at være sikker.
Han rokkede lidt uroligt frem og tilbage og bed sig i læben.

Hun ånede lettet op og nikkede bekræftende da han villig slugte hendes ord, uden at stille spørgsmålstegn ved dem.
Herefter en lidt stille tid, på kanten til dét akavet næsten.
Tristan blev den der brød den , og hun så glad op på ham da dét umiddelbart lød som et emneskift.
Om hun kunne huske hun skyldte ham ?Oh boy...check, yes....hvordan skulle hun kunne glemme, hele den aften havde været ....speciel.
Hun så på ham, hvad ville han nu lokke hende til, han skulle garanteret have lavet et eller andet ...
Hendes nysgerrighed voksede og hun løftede begge øjenbryn i et åbent og imødekommende ansigtsudtryk og med et lille smil på læberne svarede hun "Ja, søde Tristan...jeg husker dét godt og...?"

Han kiggede op på hende med et lettere drillende smil, men stadig diskret.
"Så jeg kan spørge dig om næsten alt ikke?" Blev han ved og var nu fast besluttet på at drille hende. Også selvom det måske ikke var så drillende som han fortalte sig selv. Eller også var det bare dte forige emne der gjorde det.
"Eller i hvert fald noget realistisk?" Han satte sig lidt længere op og håbede ikke at hun fangede hans drillende blik. Han havde sat den ene hånd i sofaen ved siden af ham og var lænet bare en anelse hen imod hende. Bare han nu ikke gik over stregen, men det plejede hun ikke at tage sig meget af.

Hun rystede forundret på hovedet og lo en smule..
" lad mig lige få dét her på dét rene .....jeg indfrier min gæld til dig hvis jeg bare svare dig på et spørgsmål ?.....but ofcourse, ask away " sagde hun kækt og fastholdte hans drillende blik.
For naturligvis vidste hun han ville have en eller anden vanvittig irriterende ting at tale om , men hun vidste også han kunne kræve et svar alligevel....så hun kunne jo ligeså godt forsøge at beholde lidt værdighed ved at se ud som dét var dét nemmeste i hele verdenen at indfri en gæld således
Hvilke dét måske også ville være i mange tilfælde, men nu var dét her altsår bare lige Tristan og han var ukronede mester i at gøre hende mundlam...
Hun så på ham , afventende og et lille snært af forsvar...

Han lo ligeså og rystede på hovedet.
"Godt så, ét spørgsmål" Gentog han bekræftende og hostede en gang for 'clear' halsen.
Han smilede lidt bredere og håbede lidt at spørgsmålet ville feje den kæphøjhed væk fra hende. Men det ville det også, ellers ville han nok blive slemt skuffet.
"Okay, here goes" Mumlede han og lagde hovedet på skrå.
"Hvis jeg kyssede dig nu, hvad ville du så gøre?" Spurgte han og hævede et øjenbryn med et triumferende smil allerede.
Det var jo bare for at drille ikke, eller var det? Han blev selv i tvivl om det. Okay okay.. Måske var det alligevel af nysgerrighed og.. alt muligt andet.
Han var omhyggelig med ikke at sænke det kæphøje smil, også selvom hans hjerne kørte derud af.

Okay....
Hun burde efterhånden vide bedre.
Hvorfor befandt hun sig altid i disse dilemmaer, hun KENDTE ham jo for pokker, naturligvis ville dét være et spørgsmål der efterlod hende i bedste fald fuldstændig uden ord og i dette tilfælde nærmere lamslået..
Hun følte næsten sofaen virkede som en lettere forstørret lænestol Istedet for en Kingsize sofa.
" Hvad jeg ville gøre ?" Spurgte hun med spag stemme, der tydeligt var blottet for alle nuancer af at være kæphøj nu.
Selv smilet var falmet imens hun kiggede på ham, der synes at more sig kongeligt.
Måske der var lidt dådyr fanget af billygter over sceneriet , men hun tvang sig selv til at sige noget...et eller andet i stedet for at stirre.
Han havde kysset hende før, og var gået inden hun kunne sige noget.
Hvad talte han om nu ? Drillede han bare fordi han vidste hvordan ? Eller ...
Hvad skulle hun svare ? Og skulle hun give et rapt svar eller et....rigtigt svar ?
Smukt , hun var sat i skak mat....igen.
" Tristan...jeg ville nok ikke dræbe dig " sagde hun og kiggede lidt væk.
Hun turde ikke engang forstille sig ...danne sig de billeder...hendes puls begyndte at opfører sig på irriterende vis.

Han havde håbet at få et ordenligt svar ud af hende. Bare for en gangs skyld. Det var efterhånden hvad de havde brug for på det punkt. Også kom hun med det der.. Det sagde næsten intet også alligevel kunne han mærke sin egen puls blive højere.
Skulle han finde sig i svaret og skifte emne nu? Eller køre i det, bare en smule. Han sagde ikke noget, men sukkede bare en gang og tænkte sig om. Det var med at vælge sine ord med omhu.
"Du ville ikke dræbe mig? Jamen hvad ville du så? Det var spørgsmålet" Svarede han igen og havde efterhånden fjernet det selvsikre smil til et slightly mere seriøst udtryk. Han vidste ikke med hende, men han synes altid at de bare svingede omkring emnet let og elegant og gik videre. Var det normalt? Eller burde der siges noget?
Han prøvede så vidt muligt ikke at kigge væk, men at holde øjenkontakt. Selvom hendes øjen flakkede lidt rundt omkring.

Hun mærkede lysten til at flygte, ikke fysisk at rejse sig og løbe sin vej men behovet for at komme tilbage på sikker grund, hvor der var trygt og ingen sommerfugle der flaksede rundt i hendes mave og skabte forvirring.
Hun var hvis sandheden skulle frem lidt bange....dét handlede mere om at hun så længe havde været vandt til mentalt at pakke alle disse følelser ned i en fin lille boks med sløjfe om, så der ikke skulle tages stilling til dét .
Men på dén anden side...ingen lå på knæ med en ring eller noget, han spurgte trods alt kun hvad hun ville gøre hvis han kyssede hende.
Hvilket betød han kunne være stillet tilfreds når hun havde givet ham et ordenligt svar...eller måske ...
Camille tænkte sig godt om, nu var det anden gang han spurgte så han søgte et seriøst svar .
Luften mellem dem havde altid været ladet med 'alt muligt' som de begge var klar over var der, men aldrig havde dissikeret og sat navn på.Måske var dét nødvendigt ?
Hun følte sig mest af alt som et lam på slagterbænken da hun svarede
" sikkert ønske at du gjore dét igen "
Og så snært svaret var undslipper hendes læber , begyndte hun at tage de halv tomme dåser og ville hente mere, og lige få holdt for sig selv.
Hvis han begyndte at trille rundt og skrige af grin, ville hun slå ham ihjel og bagefter fremtvinge en undskyldning...eller omvendt.