Always on the run for you - Camille

Tristan skulle lige til at vende sig væk og mumle noget. "nå okay.." Men han nåede ikke at gøre det før hun faktisk gav et seriøst svar.
Jorden kunne have åbnet sig der og suget ham ind, lukket brutalt og bøvst tilfredst.. Han ville ikke have bemærket det.
"Undskyld hvad?" Fremstammede han og kiggede op, men der havde hun allerede rejst sig. Han kiggede lidt ud i luften og rejste sig også. "Jeg er ikke sikker på at jeg forstod det rigtigt.." Fortsatte han forvirret efter hende, men blev stående ved sofaen.
det var som om verden for ham var gået i stå eller at hans hjerne var løbet af med ham og skabt et eller andet som hun skulle have sagt.
Han rystede på hovedet.. Det var det hun havde sagt? Han var forvirret...Meget...

Hendes tv kunne have eksploderet uden hun bemærkede dét.
Hun ville hellere rammes af et lyn end at gentage hvad hun lige havde sagt.
Hvorfor kunne han ikke bare rulle rundt og grine og så kunne hun daske lidt til ham ...og dét ville så være det.
Nu havde han tvunget hende til at sige dét...eller tvunget og tvunget...jo, tvunget !
Og nu skulle hun så pines til at gentage....no way in hell...
Hendes kinder flammede , eller dét gjore hendes indre ihvertfald og hun kunne næsten mærke panikken hendes følges ven røre på sig.Denne gang havde hun ikke modet , ikke to gange i træk og hun så på ham, da hun havde opgivet at finde et musehul at forsvinde ned i , og sagde lidt betuttet " jamen...dét gør da ikke noget...Deeet var bare....en .....mere cola ?"
Hun ville dø...det var bare for pinligt, hvorfor havde hun dog svaret sådan.Alle svar var tilrådighed...og hun valgte DÉT ?!

Han stod fast til stedet og kunne ikke få sig selv til hverken at sige mere, eller gå tættere på. Havde det været dumt at spørge? Måske lidt... han slog sig selv... mentalt i hvert fald. Selvfølgelig havde det ikke været dumt, nogen skulle jo sige noget på et eller andet tidspunkt...
"Cola? Jeg mener.... Nej jeg klare mig.." Svarede han og bed sig i læben.
Han tog sig sammen og tog et skridt hen imod hende. Hvis hun ikke ville gentage det så kunne han da blive nød til det.
"Øhm, sagde du lige at du så ville have ønsket at jeg gjorde det igen?" Gentog han lidt akavet og rømmede sig. Det var svært at bedømme om det var hans hjerte der hamrede så hurtigt, eller alle de sommerfugle han havde i maven som ville ud.. Måske en blanding? De var i hvert fald ikke til at holde styr på.

Igen...?
Ville han strippe hende for al selvværd ?
Han havde hørt dét første gang, hun var sikker.Han grillede hende langsomt , dét hun bare ikke helt fangede, ikke helt forstod var udtrykket i hans ansigt.
Hans cocky indfaldsvinkel til tingene var langtfra dominerende lige nu, og selv om han var pushy og insisterende , virkede han alligevel....nervøs.
Hun kunne ikke få lagt brikkerne til puslespillet hurtigt nok, dét var for vanskeligt at koncentrerer sig...nu.
Tristan trådte nærmere, og Camille kiggede en anelse vantro på ham da han gentog hendes ord fra før.
Hun havde mest lyst til at benægte alt med en sjov afsluttende kommentar, men hun var faktisk ikke helt sikker på han denne gang ville lade hende slippe afsted med dét.
Hun vidste ikke hvad ben hun skulle stå på....for pokker , de var jo ude på gyngende grund hér....
* tag dig dog sammen...tal...et eller andet..bare noget*
" Ikke dét svar du ønskede dig ? jeg kunne også overtales til at smække dig en ...let"
sagde hun og mærkede hendes følelser var ved at komme lidt ud af hendes kontrol da en slags smerte langsomt spredte sig i hendes krop.

Tristan kunne mærke at han kom lidt til sig selv igen da hun begyndte at blive mere selvsikker igen. Der var bare et lille problem ved det. Han tog endnu skridt helt hen til hende og lo af hendes kommentar og kiggede insisterende op på hende.
"Se, det du gør der, giver mig 2 svar, det er ikke fair" Smilede han lidt usikkert og synes ikke rigtig at han havde fundet sig selv helt, men han blev bare nød til at gøre det nu følte han, eller lade vær?
Efter at have haft en mindre krig i sit hoved afsluttede med en utålmodig trippen. "Nu, bliver jeg jo nød til at prøve!". Lige efter han havde sagt det lænnede han sig hurtigt fremover og lukkede afstanden imellem dem inden hun kunne reagere og pressede sine læber imod hendes - bare et sekund. Så lænede han sig lidt væk igen.
Han havde stadig lukkede øjne og var mentalt klar til den anden mulighed hun gav - et let smæk. Imens kunne han mærke sin puls hamre afsted.

Ikke fair ? Ville han snakke med hende om fair ?
" dét er da pænt fair..du fik enda dét samme svar hele to gange " skumlede hun ikke helt ulig et tvært barn.
Hun kiggede igen da han trådte frem mod hende.Han havde få vel ikke tænkt sig ..?
Hun nåede ikke at sige andet end "D-du beh..." Så blev hun afbrudt af hans læber mod hendes.
Hun holdt vejret og lukkede sine øjne.
Hun stod stille uden bevægelser, bortset fra hendes hånd der spontant lagde sig på hans overarm, ovenpå hans drage tatovering, men hånden flyttede hun straks han stoppede kysset.
Hun fik en smittende fornemmelse i hele kroppen, en fryd og en ængstelse...
Hvor ville han.hen med dét her, hvad ville han.bevise ?

Han bed tænderne sammen og mærkede at han fik kuldegysninger hele vejen ned langs siden, efter ikke at have mærket det slag han ellers havde forudset.
"Hvor blev det af... det smæk der?" Mumlede han og åbnede øjnene igen. Hun havde ikke sagt noget, eller gjort noget. En underlig følelse bredte sig i hans mave. Havde der været en elektrisk genstand indenfor en radius af en meter fra ham så.. 'klik' og lampen over dem gik ud med en summende lyd.
"Undskyld.. Det var vidst mig.." sagde han så og kiggede kort op på lampen. Så kiggede han ned på hende igen. Var han gået over stregen nu? Men der var ingen streg at gå over var der? Det var jo ikke fordi han drillede hende mere..?
"Hey, jeg ved at du nok tror at det var et eller andet kæphøjt forsøg på at vinde en intern magtkamp imellem os eller noget, men.... det var det altså ikke, ikke den her gang.." Afsluttede han og mærkede sin puls gå fuldstændigt amok igen. Havde han lige tilstået at det ikke var en spørg. Et mentalt slag til sig selv igen, men alligevel ikke mere end et dask.

Hun svarede ham ikke på dét med smækket.
Hun stod bare og kiggede.
Var dét helt umuligt at have folk i dén lejlighed uden ting skete ?* bang* og lyset røg .
Hun så på ham nu også lidt nysgerrigt " dét var dig ? Mange talenter , alsidig fyr " sagde hun lettere ironisk.
Hun lyttede til hans udsagn om dét ikke var en magt kamp.
Dét både føltes som dét nu var en....og så alligevel ikke.
Hun var sikker på hvis hun hældte til dén side, at dét var en magt kamp så havde hun langet ham éen, hell...hun kunne da stadig nå dét, hvis han gav hende anledning til det.
Hun lod sit blik undersøge hans ansigt, hans øjne...næse...kæbe og til sidst hans mund .
Hun dvælede ved dén , kun en anelse længere end normal opførelse, dét blev forhåbenlig ikke ænset, og så spurgte hun igen med øjnene rettet mod hans "Hvad var det så Tristan ?"

Han sendte et kort blik til lampen igen. Stakkels fyr, den måtte lade sit liv fordi han blev en smule forvirret et øjeblik.
Det var ikke til at sige om hun troede ham eller ej, After all så havde de haft den magt kamp gående så længe, at han begyndte at blive i tvivl om selv de simpleste ting der blev sagt. Måske var det derfor han havde brug for en opklaring på det. Han begyndte at blive lidt bange for at han blev nød til at smide håndklædet i ringen i den magtkamp for at vinde den.
Hun spurgte hvad det var. Selvfølgelig gjorde hun det, men hun virkede ikke sur og havde ikke slået ham - endnu.
"Det var ... Jeg ved det ikke..." Mumlede han og tog en dyb indånding. Det var jo ikke rigtigt.
"Jo, jeg ved... Det var mig, bare mig, jeg havde lyst til at kysse dig og det gjorde jeg" Han prøvede så vidt muligt at holde øjenkontakt. Bare for en stund og kiggede så ned i gulvet et øjeblik.

Hun var lidt distraherret af lampen , bare for en kort tid.
Camille havde ikke ført set hans evne opfører sig sådan.Det var lidt vildt.Så havde han altsår ikke joket dengang i ballongyngerne , joket om han kunne korsslutte hele molevitten.
Måske kunne han også det modsatte ? Altsår starte noget elektroninsk ?
Men det var få sekunders tankeflugt hun blev bevilliget, så var hun tilbage i kampen igen.
Med hans første svar "det ved jeg ikke" var hun parat til at lukke og slukke samtalen for at flygte ud i køkkenet og tage kontrol over hendes puls og krop once more.
Men han smed hurtig et extended svar på banen og det krævede lidt mere overvejelse fra hendes side.
Hun mærkede hendes modstand vaporerer , forsvinde langsomt.
For pokker , han afvæbnede hende jo fuldkommen.
Hvad skulle hun sige? Ikke for at tippe magtkampen den ene eller den anden vej, men fordi hun bare var ...dårli, til sådan noget her, usikker.

" ok.. nu fik du det prøvet...igen , så. " svarede hun spagt imens hendes blik havde sænket sig ned til hans fødder.
Det lille igen havde hun ubevidst sneget ind i sætningen, da kysset han efterlod hende med dengang på dansegulvet, havde været det første og noget de ikke siden havde talt om.
Og stod det til hende behøvede de det heller ikke. Men måske krøb hun bare i skjul, som hun havde tilvane for når følelserne blev alvorlige?
Hendes øjne vandrede langsomt op ad ham , hun følte sig som Bambi på glat is i den scene hvor benene slog knude på sig selv og Bambi hjælpeløs måtte have Stampe til at hjælpe sig lidt videre.

Han trippede lidt utålmodigt frem og tilbage hvor han stod. Hun synes ikke at ville sige noget omkring det. Det irriterede ham lidt, ikke på grund af hende, men mere på grund af at han selv stod og prøvede, selvom det virkede til at få hende til at føle sig klemt.
"Ja, i guess... Igen" Svarede han med et lille smil. Det kunne godt være at de den første gang havde været lettere ... alkoholpåvirkede... Men det havde de jo ikke nu? Eller det havde han ikke og det var ligesom ham der havde handlet.
Okay... One last shot, også skulle han nok lade vær', lade det ligge.
Han kiggede op på hende igen med et sidste lille glimt af kampgejst.
" Hvad er dine følelser omkring mig?" Sagde han så og den underlige følelse bredte sig i hans mave igen. Heldigvis var der vidst ikke noget der kortsluttede denne gang.
Han havde lavet et lille løfte til sig selv, at det var det sidste og hvis virkede tiltrængt så skulle han nok lade vær' at spørge om det igen, just had to know.

Hun kiggede lidt på ham.
Tristan havde altid et flabet smil om munden , en kæk bemærkning eller et teasende blik i øjet.
Ikke at han ikke kunne være alvorlig, han kunne være dead serious....men dét havde hun bare ikke oplevet omkring deres ...personlige relation....
Hendes instinkter skreg af hende , råbte hun skulle komme ud af den situation , men hendes følelser hviskede at hun ville svigte ham...dem begge måske , hvis hun ikke fandt modet til at svare ærligt, denne ene gang.
Dét var vel rimeligt harmløst, himlen ville jo ikke falde ned af den grund, ville den ?
Hun slap sit forsvar, følte sig nøgen metaforisk talt over at hun skulle indlede denne snak, burde dét ikke være fyren først ? Med mindre dét ikke var dét samme for ham...og næste trak ville være at fortælle hende dét.
Nå, men så måtte hun jo bare tage den knock out og pleje sine sår hvis dét kom til dét.
Hun mærkede alt trække sig sammen i en følelse af at satse big time , da hun langt om længe svarede ham.
" Mine følelser for dig er ....store ....altsår....jeg ville nødigt se dig med en anden " fik hun sagt uden at lade sig gå helt i baglås....men mere kunne hun ikke få frem...lige da.

Han prøvede så vidt muligt ikke at smile af hendes svar. Det var vel positivt? Ja Det måtte det være... Hun virkede meget rolig, i forhold til ham i hvert fald. Han havde en snigende fornemmelse af at han allerede havde fyldt rummet med statisk elektricitet, men det var vel bare et gæt.
På samme tid håbede han alligevel ikke at det kunne mærkes at han ikke var helt cool lige nu.
"På den måde..." Mumlede han som svar. Var det hans tur til at sige noget nu? Men hans hals var helt snøret sammen..
"Jeg øh... jeg mener... det.. gah..." Han snublede over sine ord et par gange og gav sig selv et hårdt mentalt slag i ansigtet. *'Gah'? hvor dum kan man være?* Tænkte han irriteret på sig selv.
"Jeg mener os dig, eller lige over .." Svarede han og rodede sig i det orange hår. Havde han formuleret det godt nok, eller havde dte bare været en omgang lort han havde lukket ud ? skønt... Når han endelig prøvede at holde overblikket så mistede han det.

Hun rystede lidt forvirret på hovedet...som havde hun set noget sjovt hun ikke helt forstod.
Denne gang var dét blot noget godt hun havde hørt, uden helt at forstå meningen.
Måske havde mange andre nappet den til sig lige med dét samme, og så havde himlen været blå, men Camille havde store ridser i lakken, når dét kom til opfattelsen af at være værd at elske.Ikke at nogen havde brugt dét ord...men alle de spæde trin man tog i starten førte i bedste eller værste fald til dette...og hun.ville ikke være indbilsk og mistolke noget.
Hun vidste jo godt Tristan holdte af hende , han havde før vist sig meget beskyttende og omsorgsfuld, hvilket hun var faldet lidt for....selv om hun nu mente hun godt kunne tage vare på sig selv, sådan til husbehov, men Tristan mente nogen gange noget andet.
Hun smilede ved sine egne tanker og vendte så tilbage til hans ord, dét var måske lidt svært at gradbøje helt hvad han fortalte hende....hvad han ville ud med, så helt rene linier kom der nok ikke ligefrem, men dét måtte da være noget godt?
Dét besluttede hun og svarede med et skævt smil "ved du hva Tristan....du skulle komme over til pizza noget oftere."

Han grinede lidt af det hun sagde og var ikke sikker på at hun havde forstået hvad han havde sagt, men det var fint nok. Der var mere ude i det åbne nu, meget faktisk. Han følte sig omkring 3 ton lettere og kunne næsten have fløjet.
"Ja... Ja det burde jeg" Svarede han. Det skæve smil var tilbage vendt. Et øjeblik koncentrerede han sig for at prøve at finde ud af hvad der skete inde i hendes hoved lige nu, hvad hun tænkte og følte, men han gav op. Den evne havde han trods alt ikke.
"Troublesome... Det er du virkelig" Grinede han og følte sig straks bedre til pas.
"Men hvad fa'en, du er det værd" Han løftede et øjenbryn med et smil og lænede sig lidt tilbage . Stemningen var heldigvis ikke så tense nu om før.

Hun lo stille.
Lettet over spotlighten var blevet til en mere dæmpet belysning, og nu ikke var rettet på hende på samme vis.
Hun var ikke helt sikker på precis hvad han havde sagt , eller om han helt havde forstået hvad hun havde forsøgt at udtrykke, men NOGET var ændret og hun mente bestemt dét var til det bedre.
"Jeg må huske at takke Ahmed for hans udsøgte pizza og alt de medfører " blinkede hun til ham og listede ud i køkkenet til tonerne af hans 'troublesome tune' hvor hun igen måtte le en smule.
Hun kæmpede stadig lidt med at få sit indre helt under kontrol, til at blive normalt....hun forsøgte skubbe følelsen af hans læber mod hendes tilside.
Dét lykkedes hende i dét omfang at hun kunne finde ud af at kassere dåserne i den rette afgaldsspand og huske at tage nogen nye med ind på bordet.
Dét var ikke lige hvad hun havde troet dagen ville bringe da hun tog på job....en Cody med et varulve bid, et besøg i i hovedkvarteret og nu....dette.
Hendes drillende humør vendte til bage og hun kunne bare ikke dy sig ..." Hvad så...skal jeg så fremover gå og holde øje med om du får lyst til at kysse på mig i tide og utide ?"
Hun satte sig som den lille havfrue i sofaen, og nød igen at have styr over situationen.

Han havde bakket lidt tilbage og stod ny med ryggen imod sofaens ryglæn og støttede hænderne på kanten. Hans puls var kommet ned i slag igen og han følte sig fuldstændig klar til at svare på drillende kommentare som den hun kom med.
"Ja, det må du hellere, bare for en sikkerheds skyld" Teasede han igen og lagde hovedet på skrå.
"Hvis du ikke vil blive offer for et overraskelses angreb" Afsluttede han og sendte hende et tandsmil da hun kom ind i stuen igen.
Han tænkte lidt over børnene i hovedkvarteret. Gad vide om Bali nu havde været sød? Han plejede at være blid som et lam når han var alene med børnene, så det skulle nok gå. Bare han nu ikke begyndte at lære dem at syg tehætter. Ja tro det eller ej, det var den mands hobby..

//LOL...hold nu op, Brutalis syr tehætter ?! //

Camille så op på ham og smilede , hendes stemme var varm og glad da hun gav igen " Jamen...nu forholder dét sig jo sådan at jeg er den nye stjerne inden for selvforsvar...såå, ingen offer her " teasede hun bravt igen uden hensyntagende til at Tristan vidste nøjagtigt som hun selv at han på mindre en tre sekunder kunne pacifiserer hende .Med mindre hendes evne duede på ham ? Men det kunne ikke afrøves, den var ikke til at spøge med , at få vredet sine indvolde rundt, var fatalt og ingen spøg.
Hun havde skiftet gear og drønede nu derud af og lod til at sige henkastet
"Du..eh...du KAN sætte dig igen....nu dét jo ikke mig der....kaster mig over folk, vel " og så satte hun en meget uskyldig mine op.

//Han er en rar mand inderst inde lol//

"Uhhh, i'm so scared..." Gav han igen og bevægede sig om på den anden side af sofaen og satte sig ned igen. Det var ikke til at sige hvor god hun var med den evne, men hun burde få trænet på den kampkunst der, selvom dte ikke var så slemt som det kunne have været.
"Nej det er jo det, for jeg kaster mig nemlig over random folk hele tiden" Fortsatte han med et smil. "Jeg er faktisk risikabelt selvskab" Han lavede en lille grimasse og rodede i dte orange hår.
Gad vide hvad klokken var blevet? De havde jo lige spist så den var vel ikke forfærdeligt mange. Han lagde hånden ned på sofaen ved siden af ham. En 'bizz' lød kunne høres og han løftede den hurtigt med et dæmpet "Auch.." Skønt, så havde han ladet rummet med en smule statisk elektricitet.

" U oughta be " truede hun frygtløs tilbage i håb om at lyde mere som en løvinde der brøkede og ikke en killing der hvæsede.
"Så at hænge ud med dig medfører altsår en vis form for risiko , og dét oplyser du først nu ?...jeg føler mig ført bag lyset " klagede hun med påtaget stødt stemme.
Så satte hun sig anderledes og støttede nu hagen på sine knæ , efter at have slynget sine arme om benene.
"Noget helt andet er ....dét bryllup du har inviteret mig til er på lørdag , så der håber jeg du kan ? "
Hun fik igen en snorrende følelse i kroppen men ignorerede den på bedste vis og forsatte med at give ham lidt info om det store bryllup.
" Vi skal være der klokken tre på stranden, der er selve vielsen.linda og Lars er brud og gom.
Herefter fester vi videre i nogle store opsatte pavilioner nede på stranden.De bliver opvarmet og der vil være musik og dét hele .....Er du skræmt ? " .hun lagde hovedet på skrå....
" nå...ja...og dét er pæn påklædning ..." hun så nysgerrigt på ham, havde han fortrudt og ville melde fra ?

Han lænede sig lidt tilbage og hørte på alt bryllups snakken. Linda og Lars.. Han kendte ingen af dem.. Det skulle nok blive fedt.
"På stranden simpelthen? spændende, i guess" Smilede han og tænkte lidt over hvordan nogen kunne finde på at holde et bryllup på en strand i efteråret. "Så mødes vi der eller skal jeg hente dig her inden? Hvis jeg henter dig så skal du nok ikke sætte håret for meget , vi tager motorcyklen" Drillede han med et bredt smil. Piger hadede tit det med blive vindblæst, især før en fest, gad vide om Camille gjorde det?
Han skar en grimasse og rystede på hovedet. "Pæn påklædning? Træls...." Stønnede han og kiggede så imod hende igen. "Så skal jeg jo til at have skaffet pænt tøj...Tror du det prinse kustume fra festen går an?" Grinede han og vidste at det nok ikke ville være passende.

Hun overvejede lidt om hun ville hentes eller de skulle mødes der, men ikke af de grunde han sikkert troede.
Hun havde altid en smule messy loook i sit hår , selv når hun satte dét pænt, det var nok et udtryk for at inden i den pæne pige også var en street chick der også skulle have indflydelse, selv til en fest.Så dét var ikke på.grund af motorcyklen, dét var mere fordi hun havde lovet Linda at hjælpe lidt til med sløret og sådan.
"Dét er nok bedst vi mødes der " kom hun frem til efter lidt overvejelse.
Så smilede hun stort ". Og får min skyld behøver du ikke et jakkesæt, tag cowboy bukser og en skjorte...og rul den op så jeg kan se den hotte drage af din " drillede hun , men mente faktisk hvert et ord.
Hun kunne godt lide at få mulighed for at tage en pæn kjole på, sådan lidt eventyrsagtig men dét betød ikke en disse for hende hvad etiketten sagde, dét betød mere at Tristan følte sig tilpas.....desuden smilede hun alene med sine tanker ...så han vanvittig godt ud uanset hvad han blev proppet ned i.

Han grinede lidt, selvfølgelig skulle de mødes der. Desuden ville det nok også være en omvej for ham at skulle ud at hente hende først, ikke at det betød noget.
"Okay, så mødes vi vel der." Svarede han og nynnede en lille melodi, ikke noget specielt. Han var gået fra at have en lorte dag på arbejde til meget ...lærerig dag mente han selv.
"Du ved at jeg seriøst overvejer at gøre det hvis du siger sådan og hvis jeg kan slippe for det jakkesæt?" Svarede han kæphøjt, men blev afbrudt da hans mobil begyndte at ringe i hans lomme.
Han hev den hurtigt op og kiggede på displayet 'Chika' stod der. Skønt, arbejde... "Undskyld, det er fra hovedkvarteret" Sagde han hurtigt til Camille og trykkede på den grønne tast.
Lige havde han noget at tage telefonen op til øret, inden han meget hurtigt holdte den ud fra sig igen. I den anden ende kunne man tydeligt høre en oprevet Chika skrige hvordan de havde fanget en stor gruppe vampyrer og hvordan han blev nød til at tage hen for at hjælpe med at låse dem inde. Inden han kunne nå at svare havde hun lagt på igen og han kiggede irriteret på telefonen også over på Camille. There was no way hun ikke havde hørt det.
"Jeg tror jeg bliver nød til at gå" Sagde han så og pakkede telefonen ned igen.

Hun kunne ikke undgå at høre en temmelig højtråbende pige i den anden ende af røret.
Noget men nogle vampyrer..
En kvindelig dusørjæger ? Nå...så dét var okay for andre kvinder at blive jægere , men ikke for hende ?hun fik et lidt trodsigt skær i øjnene og funderede lidt over om han troede dét var fordi hun ikke havde evnerne til dét.
Dét kunne jo komme an på en prøve, kunne dét ikke ?Han havde éen gang før talt hende ud af dét, hell...næsten forbudt dét, og jo mere hun tænkte over dét nu...jo mere appelerende var tanken m dét.
Da han lagde på smilede hun bare til ham, satte ikke ord på hendes tanker eller de ider der netop var genopstået fra de døde og afkastede ideers kirkegård.
"Naturligvis....se at komme afsted....hey Tristan, dét lyder måske underligt....men hvis der er en lille gut der ligner en på to år, Oliver er hans navn, kan du så ikke godt tage ham til mig...eller mig til ham....beskyt ham så intet sker ....jeg beder dig "sagde hun stille og rejste sig for at gå mod døren og lukke ham ud.

Hvis hun troede at han ikke fangede det blik hun havde i øjnene et øjeblik så tog hun fejl. Han var gennemsigtig på det punkt, men han kommenterede ikke på det. Han kunne jo ikke gøre noget for en pige som havde været i jæger miljøet siden hun var lille. Det betød ikke at Camille skulle kastes ud i det.
Han fulgte langsomt efter imod døren og havde egentlig ikke lyst til at tage på arbejde. Problemet var bare at han nok ikke blev inviteret med et valg til at afslå.
"Jeg er ked af at jeg måtte smutte nu, men du ved hvordan jeg arbejder" Sagde han undskyldene op blev stående indenfor døren et øjeblik.
Bare hun nu ikke fik gode ideer omkring det dusørjæger noget imens han var væk.