How to tell a story ( Samuel )

Samuel hørte ikke rigtig efter hvad hun sagde, men sad blot i sine egne tanker og slog fast, at Camille fuldstændig havde misforstået ham. Det var nok også lidt svært at gøre andet, når man jo sad med den klæbrige veninde op af sig, som tydeligvis havde en meget dårlig situations sans.
Med jævne mellemrum indførte han et ja, eller mmm, der hvor han håbede det passede godt ind Inges sætninger, mens han blik lå på de drinks der var stillet foran ham. Tøvende greb han ud efter den ene, og tog den hen til sig, og kiggede lidt på glasset der skiftede farve alt efter hvor man kiggede. Han førte glasset op til læberne og nippede lidt til drikken, og kiggede lidt på Inge som virkede til at have det helt fint med at Camille var forsvundet et eller andet sted hen, vel op til disken? Måske skulle han gå der op, og så håbe Inge forsvandt? Det var da et forsøg vær.

Inge forsøgte at fange hans opmærksomhed og holde den .
"Hey Samuel....hvad laver du egenlig når du ikke hænger ud i din skov hytte ? Tror du jeg kunne komme forbi og se den en dag ? ".hun sad tæt på ham og havde sin hånd nær hans på bordet.
Men ikke så tæt at hun rørte ved ham, dét skulle kun være hvis selv han ville.
Hun synes han var spetakulær flot, og interessant at han var lidt reserveret.

Camille gav sig under hans hårde greb og fik tåre i øjnene.
"Du slipper mig lige nu...skøre stodder...eller ...eller jeg smadre dig fuldstændig "
Han lagde den frie hånd på hendes bagdel og klemte til og dét var tilstrækkeligt til at bringe hende ud af fatning, ikke fordi hun var snerpet, men fordi han gjore hende fortræd og fordi hendes følelser var ude af balance grundet Samuel.
Hun lukkede øjnene og knyttede sine hænder og visualiaerede hvordan han slap hende og faldt sammen i smerte.
Da hun mærkede noget tungt ramme hendes fødder slog hun øjnene op og stirrede skrækslagent på manden der lå slap ved hendes ben.
Hun satte sig ned og greb om hans håndled...for helvede der var ingen puls, hvad havde hun dog gjort.
Hun måtte lade helt vær med dét, hun kunne aldrig bruge den evne igen.
Hun sad knælende over ham, næsten som en mor der græd over sit barn.Tårene flød fra hendes øjne , ned af kinderne , ned af hagepartiet og videre ned at den røde læder dragt.
Dét var kun et spørgsmål om tid ,inden nogen ville fatte mistanke og opdage hvad der var sket.

En lille klokke ringede i Samuels baghoved, og fik ham til at søge Camille oppe ved disken, men han kunne ikke finde hende der oppe. Han sprang på benene, og maste sig forbi Inge, hvor efter han hurtig smuttede forbi de folk der stod oppe ved baren, og så Camille der sad lænet ind over en eller anden mand. Han hævede kort et øjenbryn, og kiggede lidt på dem, før han besluttede hun sikkert havde slået ham ned. Det fremkaldte et lille smil på hans læber. Han kunne virkelig ikke forstille sig at hun skulle have gjort det, men det lykkes jo de fleste kvinder at overraske ham, så hvorfor skulle Camille være anderledes?
"Ehm, skal vi se at komme væk?" Han greb fat i hendes arm, og trak hende på benene, mens han trak hende ud via hoveddøren, hvilke sikkert ikke var den smarteste ide, men herre gud, verden faldt vel ikke sammen ... endnu?
Han stoppede kort op udenfor, og tøvede kort, hvad med hende Inge-tøsen, skulle hun med? Nej, lige nu skulle han have Camille væk, før hun slog flere ned. Det gik jo ikke at den lille djævel viste sit sande jeg, til for mange denne aften, hun kunne vente til de kom i sikkerhed, eller - de andre kom i sikkerhed.

Camille sad med armene svøbt omkring den nu døde mand, blændet af samvittigheds nag og anger, da en arm greb i hende og trak hende op.
Først troede hun at hun var opdaget og hun nåede lige at tænkte at nu var dét hele slut, men så brød en velkendt stemme gennem hendes slør af fortvivelse og trak hende ud, væk fra gerningsstedet, væk fra al dét slemme.
Hvis man lige ignorerede at hun var den slemme altsår.
Da de stod uden for , rystede hun stadig i hele kroppen, og var så flov.
Hvor meget havde han set ?Var han klar over manden var død ?og vidste han at hun var årsagen til dét i givet fald ? Hun lagde hovedet mod hans skulder og begyndte at opremse en lang undskyldning
" Dét jeg virkelig ked af...skulle vide bedre og...aldrig mere...kompensere for det.." var nogle af de ord Samuel muligvis kunne udrede af hendes mumlen.
Camille vidste ikke om de skulle gå fra stedet, eller om dét ville vække for meget opsigt hvis en af festens hoved arrangører pludselig var forsvundet...måske skulle de vende tilbage...måske til Samuels bord ?

Samuel fik ikke meget ud af hendes ord. Undskyldninger for hvad? At have slået en mand ned? Han havde ikke bemærket at manden var død, det skulle jo gå hurtigt, og det at se om manden levede fandt han som en selvfølge. Han kunne ikke i sin vildeste fantasi forstille sig at hun kunne dræbe nogle. I hans øjne var hun et harmløst væsen, eller ikke helt, men ikke noget der kunne dræbe andre væsner, og da slet ikke en fuldvoksen mand, heller ikke selvom han var specielt pæn. "Camille, prøv at start forfra." Bad han hende og og løftede blidt hendes hage op og betragtede hendes øjne, der stadig var fugtige. "Der er da intet galt i at slå fra sig." Han lod let en fingre glide over hendes kind, før han lod hånden falde ned langs siden.
Han forstod stadig ikke hvorfor hun endte sådan. Han måtte indrømme at han var bare en smugle stolt over hende, at hun sådan slog manden ned, måske havde hun øvet sig til en form for kampsport, men hvad vidste han? Måske var det noget feer bare havde i deres blodåre?

Dét gjore næsten fysisk ondt da han kærtegnede hendes kind, hun fortjente ikke dette , fortjente ikke hans omsorg
Kun Zean var bekendt med denne del af hende og havde rent faktisk hjulpet hende en lignende gang, men dengang var dét med vilje...idag var et uheld.
Zean var nok den eneste der ikke ville dømme og ikke ville forlade hende....menneske liv betød intet for ham, derfor.
Tristan derimod, kunne never ever vide dette om hende.Han tilgav og fandt sig i meget, men dette ville støde ham væk. Og Samuel....hvad med ham ?
Hendes øjne mødte hans og hun skælvede da hun med grådkvalt stemme sagde " jeg er ikke...normal...jeg er ikke god....dét der fe i mit blod....jeg slog ham ihjel , undskyld " hun begyndte igen at græde, lydløst for omverdenen ...øredøvende inden i hendes sjæl.

Det lykkes ham for en gang skyld at forstå hvad hun sagde, noget der overraskede ham, men alligevel frembragte et lille smil, selvom det måske ikke var det bedste tidspunkt at smile på, derfor lod han også smilet glide væk. han tøvede kort, og valgte så blot at lide hende blive vred bagefter, så måtte han jo tage den dér fra. Han trak hende forsigtigt ind til sig, og lage armene omkring hende. "Hvorfor undskylder du?" Hviskede han ind i hendes øre, mens han skævede hen mod indgangen. "Jeg er nok den dummeste at beklage et mord til." Fortsatte han, og kunne ikke lade være med at smile. til sidst kunne han ikke dy sig, og placerede et let kys på hendes kind. "Kom, vi smutter." Han slap hende, og skævede kort hen mod indgangen. Intet endnu, men det kunne vel ikke blive ved? Han trak hende ned af gaden, med et godt greb så hun ikke pludselig skulle smutte fra ham.

Hun ville formentlig på alle andre tidspunkter gå ind i en diskution med ham om deres grænser og hvad man gør og især hvad man ikke gør, men lige nu var hun ved at gå i opløsning og hans favntag hjalp til med at holde sammen på sig selv.
Hun lyttede imens hun tavst kæmpede med at få tårene til at standse og hans stemme virkede beroligende.
Pludselig kunne hun genkende noget af den samme afsmittende ro, som ulven gav til hende og hun så overrasket op på ham..hun troede kun dét var en følelse han kunne få hende til at føle som ulv.
Hun lod sig drukne i den følelse af trykhed og protesterede ikke engang over kysset på hendes kind, han trak afsted med hende og imens hun forsøgte at få hendes hjerne i omdrejninger igen og få bare et minimum af hjernebaktivitet , fulgte hun efter ham.Et tidspunkt overvejede hun kort at stilke af, idet hun pludselig blev urolig over han kunne berolige hende, ak ja....livet var kompliseret....men hans greb om hånden var fast og tillod dét ikke, så hun fulgte med....
De var gået lidt tid og Camille kunne ikke undgå at indkassere en del blikke og enkelte bemærkninger som hun gik ved hans side, forklædt som djævle og med indtørret striber af tåre på kinderne.
Hun kunne umuligt være et kønt syn.
Hun spekulerede lidt over hvor han var på vej hend med hende, i hendes outfit.

Da de havde gået lidt tid, endte de i et mindre boligkvarter hvor der var en legeplads som han gik ind på, og skubbede hende ned på en bænk. "Du ser mere farlig ud nu." Mumlede han, og prøvede let at tørre nogle af hendes sorte streger af hendes kinder. Da han havde fået så meget af han kunne, lod han sin hånd falde ned, og bare betragtede hende med et minimalt smil på læberne, som han prøvede for alt i verden at fjerne helt, men han fandt det åbenbart vildt komisk. "Er du okay?" Spurgte han så til sidst, da han havde fået fjernet smilet, og ikke mindst tjekket at de var alene. Det var ikke så godt hvis Inge, eller en eller anden zombie var fulgt efter dem.
Han vendte til sidst sin fulde opmærksomhed mod djævlen, som han måtte indrømme så bare en smugle skræmmende ud, især i mørket der omgav dem.

Hun så sig omkring ...et villa kvarter...og hun begyndte at trække vejret mere frit da han guidede hende ind på legepladsen og plantede hende på en bænk.
Dét var godt tænkt, her burde ikke være nogen på dette tidsunkt af døgnet, anyway.
Hun følte sig lidt som et barn, der lod den voksende bestemme....og vaske deres ansigt hvis de var blevet for snavsede, men hun magtede ikke at protesterer.På en måde var dét rart at lade en anden, at lade Samuel passe lidt på hende, selv om dét kun var for en kort stund.
Om hun var okay , spurgte han.
Hun sukkede , hun ville aldrig hele sit liv blive istand til at tilgive sig selv når hun endte et liv, hun betalte hver gang en stor pris...nemmelig et lille stykke af sin sjælefred.
Men hun nikkede bare et lille 'ja' til ham.
"Tak Sam...fordi du ikke gik da..." Hun bremsede sig selv netop som hun skulle til at sige 'da du opdagede jeg slig ham ihjel ' men hun kunne ligesom ikke rigtigt få dét over sine læber...dét ord.

Han betragtede hende lidt, med hoved på sned, før han kort lænede sig tilbage, og sukkede let. "Hvorfor skulle jeg gå? Jeg dræber normalt for at få noget at spise ..." han fugtede hurtigt sine læber og kiggede på hende for at sikre sig hun ikke gik helt amok. Han mente at hun lige så godt kunne lære at det var sådan han levede, om hun så kunne lide det eller ej. Hvis hun ikke kunne, måtte hun jo gå, selvom han inderligt håbede at hun ville blive. Det var måske lidt forhastet at smide den ud, men hvad skulle han gøre! Det var jo sådan han var, og sådan han var skabt, han kunne ikke ændre det, med mindre han skulle æde mad fra en køledisk rasten af livet, og det ville han bestemt ikke. Han lukkede kort øjne, og kiggede så med det ene øje op på hende igen. "Hvad vil du?"

Hun.så på ham.med et are you kidding me look.
"Du kan da umuligt sammenligne dét, du dræber for at spise ...for at overleve...jeg gjore dét for et blåt mærke og en hånd halvejs oppe i enden på mig...og dét er jo ikke mennesker vel...du spiser vel ....eh...dyr ?" hun så på ham og tænkte * please sig du kun slår dyr ihjel Sam, ikke uskyldige mennesker i flæng *
Hun holdte vejret og så på ham.
Dét var omvendt ikke første gang hun var blevet konfronteret med væsners barske adfærd, Zean måtte ende folks liv hver gang han spiste , dét var dem eller ham og eftersom hun holdt af ham, var hun.....efter lang tid og mange diskutioner....kommet til forståelse med det.Nu forsøgte hun så at få ham til at finde hans måltider mere målrettet, gå efter de onde og slemme....men øh, dét var ikke så godt , Zean var ikke helt med på den...endnu.
Hun så på Samuel, han var god....dét måtte han være, han åd for helvede da ikke mennesker ?Var hun et stykke frokost i hans øjne ?

Samuel pressede sine læber hårdt sammen for ikke at grine. "Nej, jeg spiser ikke mennesker - men du ser altså mennesker som mere end dyr?" Han kiggede kritisk på hende og sukkede så. "Nå, jaja, det vælger du selv." Han satte sig bedre til rette på bænken, og sad ellers tavst, og kiggede hen mod gyngerne. "du svarede mig ikke rigtig på mit spørgsmål." Hans øjne lå på den modsatte side af gaden hvor han kunne se nogle gade lamper som lyste en fin cirkel under. Han lukkede endnu en gang øjne, og blev pludselig utrolig træt. Kunne han tillade sig at ligge sig til at sove? Han tøvede i lang tid, mens han mærkede sine øjenlåg blive tungere, men til sidst endte det med at han tvang dem op, og kiggede på Camille. "Kunne jeg mase mig ind i din lejlighed i nat?" Spurgte han, og prøvede at diske op med de største hundeøjne han kunne få gravet frem.

Thank god...han spiste ikke mennesker, men dét næste overraskede hende.
"Ja...eh...dét gør jeg da...et menneske liv er da mere værd end en høne...eller en ged....dét håber jeg da ved gud du er enig i." Sagde hun lidt tvært.
Hun tænkte først og fremmest på Sam som en fyr, ikke som ulv.
Han var en fyr med et...twist...en der kunne noget udover dét normale.
Så dét var ikke på nogen måde for at fornærme ham.
Hun tænkte lidt over hvad hun ville....hun ville væk...i skjul fra dét der var sket, måske bare se at komme hjem og ud af britney outfittet.
Men hun nåede ikke at svare før Samuel så død træt ud og spurgte til lejligheden.
"Sam...den ekstra nøgle jeg gav dig...den var til alle de gange du gerne ville sove i en seng eller på en sofa "skyndte hun sig at rette " den er din til at bruge....selvfølge må du overnatte ......er du okay ?" Spurgte hun med en bekymret tone, hvorfor var dét at han ofte blev så pludselig træt ?"Kom...vi går hjem " hun rejste sig op og glædede sig pludselig til at komme hjem, væk fra Inge og helt væk fra den døde mand.

Han kiggede hen mod hende, og smilede let. "Beklager, men jeg tror jeg glemte nøglen hjemme ved dig, men skal nok huske den på vej ud igen." Han smilede kort, og kom på bene med en overraskende friskhed. Han kiggede kort på hende, og lage kort nakken tilbage. "Ehm, jo, men alligevel, hvad ville du gøre uden en ged, eller høne? Så kunne du ikke få æg, og ingen ... gedeost." Han grinede kort, og fulgte efter hende. "Ehm - du havde muligvis ikke tænkt over at politiet leder efter dig?" Han vendte hoved lidt om til siden og kiggede hen hvor fra de var kommet. Lyden af politisirene kunne langsomt høres, samt man kunne se det blå lys blive kastet op på husmurene.
"Hvor gode veninder er du med hende Inge?" Han lage hoved let på skrå, og kiggede kort på Camille, før han vendte sig om, og kiggede hen mod gaden som blev mere og mere oplyst af blåt lys.

"Ja...den var til dig..så husk den " formanede hun og klemte øjnene sammen da han nu var forbavsende frisk all of a sudden, tog han fusen på hende eller hvad ?Nej...dét ville han siden .
ikke gøre, afgjore hun sin tvivl , imens hun tyggede lidt på hans anekdoter om gedeost og hønseæg.
Hun grinede ...endeligt med en lyd af lidt glæde, men intet varer evigt og hand hentydning til hun måske nærmest var eftersøgt virkede truende, i det her tøj var hun ligesom rimelig nem at genkende eller omvendt temmelig svær at skjule.
"Inge...Inge er en fantastisk kollega men en døv dårlig veninde...men...du tror da vel ik....dét ville hun da ikke...ville hun ?". jamrede hun og begyndte at panikken da både sirener og dét blinkende lys synes at kredse ind på dem.
"Samuel....kom afsted, dét er mig de leder efter...du behøver ikke blive indblandet ...smut NU " sagde hun med en puls dét hamrede i og dunkede i hele hendes krop.
Hun havde rejst sig fra bænken og stod med let adskildte ben og armene ned langs siden, uden at bevæe sig.
Forsvarsmekanismen dikterede flugt eller kamp, og hun kunne ikke tænke ordenligt da hun var ved at blive bange, hun havde aldrig prøvet at skulle forhøres, men hun vidste hun var verdens dårligste løgner...så hun var på vej til galgen, dét var stensikkert.

Han kiggede uforstående på hende. "Undskyld mig, er hun fantastisk og dårlig?" Han forstod ikke en prik, men han kunne godt opgive at få et svar ud af hende. Han stønnede en smugle irriteret. "Kom nu bare." Næsten vrissede han, og greb hårdt fat i hendes hånd, for så igen, for et x antal gange at trække hende afsted. Han håbede inderligt hun ville tage med, ellers blev han nød til at tage andre metoder i brug, for hun kunne da ikke bare stå og glo, og hvem sagde de havde set det var hende der havde gjort det? Eller ... hendes kluns var måske ikke ligefrem det man overså, så måske skulle de bare komme væk i en fart, og finde noget andet tøj til hende?
Han håbede hun ville følge med ham hen til skoven, da de uden problemer ville kunne komme videre der fra, men det indebar selvfølgelig at hun selv tog sine ben på nakken, og flyttede sig frem for at ligne en forgrædt prinsesse. Samuel havde hurtigt erfaret at hun havde det med at panikke når der var fare på færre, hvilke han ikke helt vidste hvad han skulle syntes om.

" ja...hun er hjælpsom på arbejdet...men lidt urar når vi har fri " mumlede hun selvom hun vidste han var stoppet med at lytte.
Han trak i hende igen og de satte i løb.Hun var naturligvis en kende besværet af støvlerne med hæl på, men angsten bevirkede at hun pilede afsted uden at tænke yderligere over dét upraktiske fodtøj.
Hun løb ikke nær så hurtigt som ham, men var i nogen lunde form....så hun løb da en rum tid inden åndenøden og side stikken indhentede hende.
"Samuel...pause " prustede hun og bukkede sig let forover.
De var lige ved skovens begyndelse....hun var forvirret...de skulle jo hjem, skulle de ikke ?
Dét viste sig rimeligt praktisk at svede i den røde dragt, den begyndte at føles irriterende og hun ville hjem og skifte til noget andet .

Han var næsten lykkelig for at hun var fulgt med da de kom hen til skoven. Han satte farten ned, og trak hende med ind i skoven hvor han kort bed sig i læben, og derefter kiggede på hendes mundering. "vil du have noget imod at smide tøjet? Du får en af mine skjorter, og jeg skal nok kigge væk." Uden rigtig at vente på svar stod han med en af de hvide skjorter han så tit gik i. Han lage den over hendes arm, før han vendte ryggen til hende, og stod lidt og tænkte. "Smid også lige skoende, du ender med at ødelægge fødderne af at gå i dem." Tilføjede han med ryggen til, lænet op af den nærmeste træstamme mens han indsnusede den søde duft af træ og bark ind i næsen. hans tøj ville ikke på samme måde vække opsigt, håbede han da, ligesom hendes røde dress med halen. folk ville forhåbenligt i første omgang bare overse dem, og så først kigge efter dem senere, når de var forsvundet.

Om hun ville have noget imod at smide tøjet ?
Nej...dét var da helt normalt for hende at stå som naturen havde skabt hende midt i en mørk skov med Samuel...efter hun havde dræbt en mand.Just another day at the office, tænkte hun spidst men sagde stille...
"Okay...men du opfører dig ordenligt Sam " sagde hun tillidsfuldt og rakte ud efter skjorten.
Hun havde ikke set hvor han havde taget den fra , men han havde den vel liggende...et eller andet sted, men alligevel...den var hverken krøllet eller noget.
Hun lynede den lange lynlås hele vejen ned til under navlen og inden hun trak hele dragten af, bukkede hun sig og baksede støvlerne af.
Skovbunden var kølig men blød mod hendes fødder.
Hun krængede dragten af og så hurtigt hun kunne fik hun skjorten på og begyndte at knappe den.
Da hun skulle til at smørre ærmerne lidt op sagde hun " du kan godt kigge nu...jeg har tøj på...mere eller mindre " mumlede hun lidt sårbar, for dét var en hel del mindre at være iklædt end hun havde til vane.
Skovens lyde var høje og mange....og hun drejede lidt omkring og prøvede at spidse øre for at få dem alle med....
En lidt underligt syn , en pige med bare ben og fødder, kun iført en skjorte og undertøj....midt i en skov...gud ske tak og lov Sam var her til at få hende hjem, aldrig ville hun kunne det når mørket var faldet på.

Han vendte sig om, og smilede kort. "Hvor ser du ... putte klar ud." Han betragtede lidt tøjet. "Jeg kommer med det en anden dag." Han folde hurtigt kjolen sammen, og smed sko og kjole ind under en busk, hvorefter han begyndte at gå ud af skoven igen. "Kom, så finder vi en vej hjem til dig." Han bekæmpede et gab, og førte hende igennem den mørke skov som han kendte så godt. Han følte sig utrolig kantet og kejtet i sin menneskeform. Han havde det meget nemmere på fire ben, men han blev som han var, fordi det var mest praktisk, og fordi at han ikke orkede at skifte.
Han ledte hende igennem den mørke underskov i et rask tempo, uden et øjeblik tjekke om Camille var med da han havde travlt med at finde ud af hvor de befandt sig da de var bevægede sig længere ind i skoven. Det var besværligt når man ikke havde sine gode sanser at følge efter, men efter en lang gå tur, stoppede han op, og kiggede op for at sikre sig Camille var kommet med. Han stolede på hun fulgte efter, for han var ret sikker på at hun ikke ville efterlades ude i skoven alene, men hvis det nu alligevel skete, krævede det ikke meget at finde hende igen, han kunne jo forvandle sig, og med sin ulve krop kunne han meget hurtigere finde en forvildet prinsesse i skoven.

Hun måtte smile af hans bemærkning om putte klar...men måtte sande at hvis hun bare havde en paraply lignede hun den kvindelige udgave af Ole lukøje...fedt...tænkte hun sarkastisk.
Dukke Lise i skoven ...hun så åndsvag ud.
Hun satte kurs efter ham , dét gik fint selv om hun skulle venne sig meget til at gå barfodet i mørket.Dét var en sælsom følelse når man ikke rigtig kunne se hvad skovbunden gemte, men alt gik fint , ingen skår af glas eller Andre grimme sager.
Hun sakkede dog lidt bagud men ikke mere end hun aldrig mistede ham af syne.
Da han stod stille...og hun fik indhentet ham spurgte hun "Du...den skjorte her...hbor kom den fra Samuel ?"

Han smilede lidt da Dukke Lise kom igen skoven. "Hvor den kom fra?" Et kort skævt smil kom over hans læber. "Mig ... Der er ikke mange andre steder den kan komme fra." Han begyndte at Gå igen, dog var det denne gang meget nemmere da de blodt fuglte en tilgroet skovsti.
Mens de sjoskede afsted, kunne han ikke lade være med at undre sig over hvordan Camille havde dræbt manden, der var jo intet blod, og Van måtte indrømme at Camille ikke lignede en der kunne komme til at kvæle ham, eller brække halsen på ham ved et tilfælde.
Da de havde gået omkring ti minutters tid, var de ude af skoven, men fra en helt anden side end de var gået ind, ellers havde Samuels plan gået noget så meget i vasken. Det var jo meningen at de skulle forsvinde ind i skoven, og ikke komme tilbage. Det ville se yndigt ud hvis de så alligevel kom frem.

Camille forsatte sin lydige gang efter ham , alt imens hun vendte og drejede hans ord lidt.
Hun kunne ikke helt forstå hvad han mente.Selvfølgelig kom den fra ham...men hvor havde han haft den ? Dét var jo dét hun havde ment.
Hun greb ud efter hans arm og standsede ham , netop som de var ved udkanten af skoven.
Godt nok et helt andet sted end hun havde befundet sig før.Hun takkede igen mentalt Sam for hans gode stedsansegenskaber, eller havde de været dømt til at vandre rundt i flere døgn, havde dét været pålagt hende at guide dem ud derfra.
"Ja....smartass....fra dig, men hvor havde du den ? Dét er dét jeg vil vide, den er ikke krøllet eller noget, den virker stort set som ny ?" Hun så spørgende på ham, og mærkede for første gang at hun begyndte at føle sig kølig, dét var godt de snart var hjemme.

Han grinede kort over hendes ordvalg, men smilede så bare uskyldigt, mens han lod sit blik løbe hen over skovbunden, før han fandt hvad han søgte. Han knipsede og lavede et lille drej med hånden, hvorefter der befandt sig to blomster, der mere eller mindre var identiske med skovbundens, som dog var svære at se, da det ikke ligefrem var lyst. "Sådan." Svarede han med et grin, og vendte rundt. "Skal vi komme videre?" At få sin evne til at fremstå som en trylle kunst var ikke det sværeste måtte han indrømme, så længe det ikke blev større end ved blomster eller de andre små genstande. Han smed blomsterne over skulderen og spankulerede glædeligt videre med et stort glad smil på læberne.
Nogle gange måtte han erklære sin store kærlighed til sin evne, selvom den sikkert var noget latterlig at forelske sig i, men den var fandens praktisk, og som nu, også utrolig morsom.