How to tell a story ( Samuel )

Hun stirrede med åben mund på ham.
Hvad i al verdenen var dét ?
Kunne han....? Kunne han fremstille...eller fremtrylle identiske ting ?
Hun trak vejret ind og ville til at sige noget, men gik i stå inden hun var kommet igang.
Hun kiggede på blomsten i skovbunden og på de to han lige havde tryllet frem.
En tanke gik gennem hende og hun rynkede hendes øjen bryn i et spekulativt udtryk.
Hvis han kunne dét med en skjorte...så kunne han vel også med en mobil...eller et par sko ?Hun fik fart under de bare fødder og rendt op og spærrede ham vejen.
Hun så på ham med et såret udtryk, der udsprang fra en følelse af at være holdt for nar.
Hun løftede armen og slog ud mod ham med den intention at give ham en rungende lussing...

Han måtte indrømme at hun var hurtigt på bene da hun pludselig stod foran ham, og uddelte en syngene lussing så det sang. Lige dét havde han bestemt ikke set komme, og han vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle tolke det. Efter lidt tid, og have stået og ømmet sig lidt, og prøvet at forstå hvad han skulle have den for, valgte han at kigge på hende, med et spørgende blik, men han kunne ikke rigtig finde de rette ord frem. Han vidste hvad han ville, men kunne ikke formulere ordne i munden.
Han stod lidt og overvejede om han skulle blive fornærmet, men droppede derefter straks ideen, for hun havde sikkeret en god grund til at gøre det, selvom han ikke kunne finde den. Til sidst, efter lidt tid, hvor han bare havde kigget på hende, slog han blikket ned, men blev hvor han var, da han nødig skulle have hun blev mere vred.
"Hvorfor?" Blev hans spørgsmål så til sidst, da det endelig var lykkes ham at finde et ord der kunne dække delvist, selvom det fik fordret hele billedet.

Hun så på ham, ulykkeligt og fortrød delvist allerede sit slag.Dét kunne jo være hun tog fejl og havde handlet al for hurtigt.I så fald skyldte hun ham en kæmpe undskyldning.
Men mon ikke hun havde ret....?
"Svar mig lige...kunne du have gjort dét der med en mobil ....og nogle sko ? Eller tror du jeg svømmer rundt i penge og at dét ingenting betyder når jeg brænder et par tusind eller fire af på en mobil til dig.Kunne du have peget på den og så gået ud med en magen til ?" spurgte hun og lagde armene over kors .
Og hvor stoppede den evne egenlig....hvor meget kunne han kopiere ?Hun ville ikke indrømme dét men hans evne havde nok freaket hende lidt ud....var dét ikke nok at kunne blive en ulv for the love of god.
Hun trippede lidt rastløst på skovnunden.

Nå, så fandt han da ud af hvad der havde taget pippet sådan fra hende. "Jeg bad dig ikke om at gøre det." Svarede han så med dæmpet stemme, stadig uden at kigge op på hende. "Jeg ville kunne give dig penge tilbage hvis du vil have det." Fortsatte han så, og pressede derefter læberne i. Han havde altid fundet evnen praktisk når det kom til praktiske ting, men den var ikke meget vær hvis man skulle forsvar sig med den, for først og fremmest havde man ikke lige tid til at duplikere diverse genstande omkring sig, og for det andet var han ofte i ulve form, hvilke hindrede ham brug af evnen. Han lod luften passere igennem næsen, før han igen åbnede munden. "skal jeg få dig hjem, eller vil du selv gå?"
Han anede ikke hvad han skulle stille op med sig selv, han forstod ikke hvorfor han hele tiden søgte ind til byen, når han alligevel havde erfaret at det var langt nemmere som ulv. Han kunne jo tydeligvis ikke finde ud af det med at være menneske, så måske skulle han bare smutte med det samme? Eller når han havde fået Camille hjem i et stykke.

Hun lod sig forvirre af hans svar, der jo faktisk ikke var et svar om han havde kunne gøre dét.
Hun forsøgte at få lidt øjenkontakt med ham og sukkede i afmagt og frustration.
"Samuel...jeg vil ikke have dine penge.....dét var jo gaver, som jeg ville give og nærmest tvang ned over dig....men..men kunne du have gjort dét selv, hvis du ville have haft tingene ?". spurgte hun og håbede han fangede at dét mere var et spørgsmål om han måske ikke ville have dem ?
Hun opgav...det har for kompliseret.
Istedet sagde hun stille til ham, uden at kigge ham i øjnene, men mere ind i hans bryst...
"Tag mig hjem....dét har vi jo ligesom aftalt....og undskyld " tilføjede hun sagte og begyndte at gå videre ud af stien og ind mod byen.

"Jeg kunne gøre det hvis jeg ville jo." Svarede han kort, og kiggede kort ud på vejen. Hvis der havde været en dybere mening i hendes ord, havde han ikke opfanget den. Han nikkede til hendes beslutning, og begyndte at gå mens han prøvede at kæde det hele sammen i et håb om at finde en mening til at hun skulle slå ham, men han fandt ikke rigtig nogle grund, og endte med at det måske var en lille eftervirkning på hendes djævle rolle. En latterlig ide, men den frembragte dog et minimalt smil på hans læber, mens han ledte hende ind i byen, og håbede ikke hans stedsans havde taget helt skade efter slaget.
Han lukkede kort tænksomt øjne, før han åbnede dem igen, og kiggede ned på Camille. "Jeg har jo teoretisk sket uendelig med penge ..." Sagde han ud i den blå luft. "Så det er ikke mig der skal beklage mig hvis du vil have penge." Lige dér var evnen mere eller mindre latterlig. Hvem ville ikke have uendelige med penge? Alle andre end Samuel, han elskede at være ulv, og som ulv skulle han ikke tænke på penge.

Hun begyndte at grine...højt....du kan lave kopier af både penge og ting, dét jo helt forrykt.
Er du klar over en pris der ville blive sat på at fange dig i live og tvinge dig til at bruge den evne , hvis folk vidste dét ?
Nu går du vel ikke rundt og viser dét der offenligt , vel ? " spurgte hun en anelse bekymret hvad han kunne finde på.
Camille selv var aldelse upåvirket af penge, faktisk havde rigdom og velstand en anden effekt på hende, end på alle hendes kvindelige bekendte.De penge, en kæmpe sum, Crasie havde efterladt hende da hun...forlod Camille....havde hun doneret væk til et hjem for hunde og katte, hver en øre...og der havde været tusinder af dem.
Hun rystede på hovedet, der var meget hun ikke vidste om Samuel....og hun ville gerne vide, dét hele.

Samuel fór sammen som et lille forskrækket dyr da han hørte Camille begynde at grine. Han kiggede hen mod hende, og lod et kort smil glide over hans læber. "Ja, det ville de sikkert, men jeg bruger næsten aldrig evnen - jeg kan ikke bruge den som ulv, og når jeg er menneske, er du jo der." Han fortsatte derefter i tavshed, og kiggede lidt op i den mørke himmel, før han pludselig stoppede op foran Camilles lejlighed. Inde i ham selv jublede ham lidt af glæde over at han havde gået den rette vej, selvom han udenpå bare stod og kiggede på Camille, med let sammenpresset læber.
Han stak hænderne ned i bukselommerne mens han lænede sig op af husmuren, til hun fik åbnet, hvis hun da havde husket nøglerne, eller havde hun efterladt dem i en taske på baren? Så skulle de nok ikke forvente at kunne komme ind den nærmeste fremtid, men så havde Samuel da en plan B.

Da de stod ved hoved døren ramte dét hende , hvor dum kunne man lige være.
Hun trak vejret og pustede tungt ud og begyndte "DÉT er jeg godt nok ked af.....dét var slet ikke i mine tanker ....jeg havde jo ikke regnet med...jeg er vist ikke helt mig selv " sluttede hun af og slog ud med sine arme mod døren.
" Vi kan ikke komme ind, vi gik jo uden mine ting " forklarede hun undskyldende og håbede samtidig at nogen ville passe på hendes ting.
Der var mobil, nøgle og penge i....og hendes sølvampul.
"smukt....hvad gør vi nu ? Går tilbage , dét tror jeg ikke vi kan , eller ikke jeg kan .Hvad nu hvis politiet finder min taske og begynder at stille spørgsmål ?Hun var træt og tankerne kørte al for stærkt.Hun havde glædet sig til at krybe sammen et trygt sted og forsøge at dæmpe den forfærdelige følelse drabet havde efterladt.

Han følte sig bare en lille bitte smugle synsk, bare en lille smugle. Han smilede kort til hende og lod hende snakke ud og tænke færdigt hvis hun da nogen sinde gjorde det. "Hvad vil du sige til en overnatning på et hotel?" Han lage hoved let på skrå, og kiggede roligt på hende. Han havde jo lige sagt til hende at han havde nok penge, og det kostede jo kun penge at bo på hotel, og der kunne de være til - ja, de ikke gad mere.
"Jeg betaler det hele, og hvis du protestere kommer vi til at sove ude i skoven." Slog han fast, med et let smil. Han skubbede sig væk fra muren men han stillede sig foran Camille. "Så kan vi finde en rigtig drømme seng til dig, så vores prinsesse kan få sin skønhedsøvn." Han tog let hendes hånd, og kyssede formelt hendes håndryk. "Lets go my Lady." Han grinede kort, før han trak hende ned af gaden.
"Uh! Og jeg skal have nogle druer!" sagde han pludselig ud i luften.

Tanken om at overnatte i en skov var ikke utiltalende, på nogen måde hvis dét havde være en varm sommer nat og hun havde haft lidt udstyr med til formålet.
Men lige nu lige her, var dét ikke så attraktivt.
Hun forsøgte at hive ud af hans ansigt , helt precist hvad han mentew eller forstillede sig, aldrig havde hun tjekket ind på et hotel med en fyr før....og slet ikke halv afklædt.
Men de kunne ikke gå tilbage til klubben , så hvad valg havde hun.
Hun burde være taknemmelig for hans hjælp, at han overhovedet gad og at han havde overskud til at joke lidt og forsøge at lette lidt på stemning og humør.
"Jov....dét ville være dejligt Samuel....jeg er helt udmattet ....og jeg skal nok betale min del tilbage , senere " smilede hun til ham da han begyndte at snakke om skønhedssøvn og vindruer...
"Jamen...det skal du da.." smågrinede hun da de susede afsted.

Han lod som om han ikke hørte noget omkring at betale tilbage, men trak bare videre med hende og havde for længst besluttet sig for hvilke hotel de skulle sove på. selvom han ikke sov på hotel normalt, havde han da gjort det få gange, og han vidste hvor de lå.
Efter en længere gåtur igennem byen trak han hende op til et fint hotel med fire stjerner. Det burde være passende til dem. Han trak hende med sig ind i lobbyen, hvor han bestilte det dyreste værelse til dem, ikke fordi han manglede noget at bruge sine penge på, men prinsessen skulle jo sove godt. Der ud over bestilte han fem bakker mørke druer til værelset, og trak så Camille med sig op på værelset. Sådan!
Værelset de havde lejet var enormt, eller det var mest på grund af den enorme seng der var presset ind i værelset. Der til var der et mindre køkken, stue og et stort badeværelse med en masse unødvendige ting. Samuel smed sig i sofaen, og prøvede at slappe bare lidt af, men han opgav hurtigt. Han måtte indrømme han var bare liiidt overtræt, hvilke var grunden til den fart de havde skulle gå med ned igennem byen.

Hun ville protesterer på en normal aften, ingen grund til luksus af den art, de skulle bare have et trykt og et varmt sted at sove.Men hun var rystet stadig, dét var ikke en daglig ting for hende og ikke noget hun tog let at slukke lyset i andres øjne.Ofte sad hun tilbage med en idé om dét burde være hendes lys der Istedet burde slukke.
Så taknemmelig for Sam var der og tog sig lidt af hende nu, imens Tristan havde travlt med ...at arbejde...fulgte hun med uden nogen slags brok.
Da hun så værelset blev hun imponeret, dét var jo en mini lejlighed , bare mere luksuriøst.
Hun gik ud på badeværelset for at se om der var hvad hun søgte...og binko...et badekar.
"Samuel...er dét okay...hvis jeg lige afprøver badekarret ?" kaldet hun ind til ham.
Hun havde allerede fundet og stod med en flaske badesæbe der ville resulterer i de mest herlige bobler.
En banken på døren signalerede at vindruerne var blevet bragt op, regnede hun med...det var jo ikke til at se ude fra badeværelset hvor hun var begyndt at gøre badet klar og sad på kanten og kørte sin hånd frem og tilbage i dét vand der startede at ophobe sig.

Samuel nikkede kort, og sprang op, for at tage imod sine små elsket druer. Da han fik dem, takkede han, og satte dem i sengen. Han smed skoende foran sengen, før han smed sig op i sengen, på maven og tog den første drue, og lod den glide ind mellem læberne hvor han bed lidt i skindet, så saften kom ud af den søde bløde drue. Han smilede over hele hoved mens han tykkede løs. Den første drue var knap færdig før den blev erstattet af den næste, som han gentog det samme med. Han rullede om på siden, og betragtede stålfadet med et bjerg af druer ... kun til ham! Han følte sig et lille barn, og ville elske at kramme alle druerne, hvis det ikke så havde været fordi det ville ende som vin.
Endnu en drue smuttede ind mellem hans læber, mens han rullede om på ryggen, og lod druen komme ud igen, og lod den ligge lidt på hans læber, som han havde formet i en trut mund, før han lukkede den ind igen, og kærtegnede den med tungen.

Imens Samuel nød høsten af den søde frugt, var Camille anderledes optaget i badeværelset.
Dét var yderst sjældent hun var i nærheden af et badekar , og dét var indbegrebet af hygge, afslapning og luksus for hende.
Så da badet var klar , knappede hun den hvide skjorte op , gjore sig fri af den og trådte op i dét store boblende badekar og lod sig synke ned.
Hun kunne mærke den varme beroligende effekt straks da hun holdte sig for næsen og gled helt ned under vandet, bare et øjeblik.
Herefter lå hun med begge arme skiftevis under eller over vandet.
Da hun til sidst lignede en rosin, stod hun ud af baddet og tog en af de store frotte badekåber på og gik ind i stuen hvor Samuel var.
"Totalt skønt " sagde hun med et smil og tænkte at han så mindst ligeså veltilfreds ud.

Da Camille kom ind, var Samuel kun kommet til sin tyvende drue. De blev spist med stor omhyggelighed. Han kiggede op på hende med store runde øjne, før han smilede med munden fuld af druer, og rullede om på maven. Han slugte druerne så saften ikke skulle løbe ned over hans hage, og ned i sengen. "Vildt ... jeg tror jeg skal gøre det her oftere." Han slikkede sig over læberne, og tog endnu en drue med læberne, og lukkede læberne omkring den. "Du ligne en indtørret drue." Grinede han, og satte sig op, klar til at forsvare sine druer hvis hun ville kaste sig over dem, som hævn på hans lille drillende kommentar.
Man vidste jo aldrig hvad de damer kunne finde på. Hun kunne slå og sparke alt hvad hun ville, men ikke noget med hans druer, dem skulle han nok give ud hvis hun gjorde sig fortjent til dem.

Camille Lo stille..." Ja, dét er godt dét er vindruer og ikke rosiner du har smag for...ellers havde jeg ikke en chance " sagde hun drillende og kravlede op på den kæmpe seng og stablede nogle af de store puder op ved hovedgærdet.
Hun løftede lidt op i dynen og stak fødderne under hvilket resulterede i et lille suk af velrilfredshed.
Glemt var næsten aftenens kedelige hændelser, ihvertfald for en lille stund .
Hun så på den kæmpe bunke, nærmere et bjerg af vindruer Sam havde bestilt.
Hvad var der med den mand og druer ?
Hun kunne ikke gennemskue dét, men hun holdt øje med han spiste dem....ordenligt .
" Jeg snupper lige nogen " sagde hun og rakte ud efter en mindre klase samtidig med hun kiggede efter remoten til dét store indbyggede tv et stort skab rummede.

Nå, kvinden tog det pænt. Han ånde lettet op, og lage sig selv til rette med sine druer han begyndte at sutte på. "Hvem siger at jeg ikke kan lide rosiner?" Han kiggede op på hende, fra den anden side af bjerget med druer. Da hun advarede ham om at hun tog nogle, klistrede hans blik sig fast på hendes hånd for at se hvor mange hun tog, ikke for mange, det var ham der ville have dem, så kunne hun selv bestille nogle.
Pludselig fik han en ide der bare skulle afprøves. Han skubbede Camille om, så hun lå på ryggen, og satte sig på hendes mave, og pressede en drue ned mellem hendes læber. "Hvad vil du se i tv'et?" Spurgte han, mens han førte endnu en drue ned i munden på hende, mens han samtidig selv bed en af til sig selv. Så snart den anden drue var inde, fulgte en ny drue trop ind i hendes mund, som kun blev efterfulgt af endnu en, til han ikke kunne flere der ind, og til sidst måtte lade en drue sidde halvt inde i munden på hende.

Hun grinede drillende "Arh...de er rynkede og tørre...slet slet ikke noget for dig " gav hun igen .
Da hun så han nærmest stirrede på hendes hånd da hun ville tage nogle druer, åbnede hun hånden for anden gang og tog endnu flere end først planlagt, bare for at tirre ham lidt.
Og inden hun kunne nå at fryde sig over hans blik, havde han væltet hende omkuld og var kravlet op på hende.
"Samuel...altsår ...reglerne ..." var alt hun nåede at sige inden en drue blev presset ind mellem hendes læber , efterfulgt af en og endnu en...."hgmfh" var alt hun kunne sige da han spurgte til tv'et.
Dét var jo fysisk umuligt at tale eller tygge...hun kunne dårligt lukke munden.
Hun lagde hænderne om begge hans håndled og prøvede at skubbe ham væk, uden at begynde at grine...

"Hvad sagde du?" Han smilede stort over hendes ansigt, og lod hende prøve at skubbe sig af, men han blev siddende godt plantet på hendes mave. Da han ikke kunne putte flere i munden på Camille, ændrede han det, og stak druerne ind i munden på sig selv, hvor han sad og lod dem glide ind mellem læberne, og smagte på den glatte overflade, hvorefter han bed et hul, og drak saften, for til sidst at spise rasten af druen. "Skal jeg hjælpe dig af med dem, eller fortrækker du selv at spise dem?" Spurgte han, og smilede blot, bevidst om at hun ikke ville kunne svare med et ord, ud over lyde og hoved nik, eller ryst.
Det var ganske underholdene at se på hvordan hun sad med druer i gabet, og ikke kunne få ham ned, før han lidt efter lod sig vippede ned, og lage sig ved siden af ham med et lille grim om munden.

Hun forsøgte virkelig , dét gjore hun, men han sad for godt og lod sig ikke vippe af.
Hun begyndte at grine da han krævede et svar hvilke fik halv anden vindrue til at flyde ned af hendes jage i kvæstet tilstand.
Hun nikkede ivrigt ja, til han måtte hjælpe dem væk, men som hun frygtede kunne han slet ikke adskille hvad hun nikkede ja til, da han bare snakkede derud af.
Endelig rullede han ned, frivilligt ikke hendes sejer, og hun.rullede selv om og lå på siden imens hun lod to vindruer dumpe ned i hendes hånd og fik tygget og sunket de øvrige.
"Sam...helt ærlig...du jo...druernes Jamie Oliver ..eller hvad han hedder ham madfyren fra tv " lo hun og prikkede til hans skulder.
"Jeg ville se om der var en film at stene lidt til...ville dét ikke være hyggeligt ?"
Hun så ud mod dét lille køkken "tror du man kan lave lægge lort te her , kunne godt bruge noget at drikke, noget varmt " spurgte hun.

"Hvem pokker er han?" Spurgte han med et hævet øjenbryn, og rystede let på hoved. Han havde aldrig rigtig set mad pogrammer, så hvorfor skulle han kende denne mad mand? "Nåår, jamen prøv at finde noget." han smilede kort, og lavede en let gestus mod tv'et som om hun skulle gå hen til det. "Te?! Det ved jeg virkelig ikke." Han fandt endnu en drue, og stak den i munden og kiggede tænksomt på Camille mens han gumlede.
Det var dejligt hun ikke ville tage hævn af nogle art, så kunne han gøre lige hvad han ville, uden at han skulle være bange for liv og lemmer, men det virkede næsten for godt til at være sandt. Han sukkede kort, og rullede om på maven, og ventede spændt på at se hvad Camille fandt frem på skærmen.

Hun smilede.Sam var en skøn blandning af noget lidt uvident og sårbart og samtidig stærk og klog, interessant."Nå...ham.kender du ikke , han kan lave 101 ret med druer " drillede hun ham imens hun trak fødderne op af dynen, kom ned af sengen og over til fjernsynet.
Hun roede lidt i dét indbyggede skab, indtil hun kunne fremvise remoten.
"Jeg er tv master....så du må tjekke om der er te...eller noget...gør dig lidt anvendelig " teasede hun og kravlede tilbage i sengen igen.
Dét var rart. Dét var en god stemning og hun lagde mærke til hun fsktidkbslsppede af i kroppen og i sindet, hvilket overraskede hende.
Hun sendte ham et udfordrende blik....plukkede tre druer og skyndte sig at spise dem, på helt almindelig vis.
"Kom nu afsted...." hundsede hun led ham og prikkede med en fod i siden på hsm, imens hun forsøgte at skjule hun morede sig og prøvede at se alvorlig ud.

"101!" Udbrød han overrasket, og gloede på hende, før han rystede let på hoved. "Jeg vil bare have druer." Konstaterede han. "Te? Mig?!" Han kiggede undrende på hende men fik hurtigt andre tanker i hoved, da hun så ham tage tre af hans druer. Han åbnede munden, og prøvede at få fat i dem, men han fik dem aldrig. "Nooo!" Klynkede han, og kiggede på hendes mund. Han kiggede lidt på hendes fod, og lavede en mund, hvor mundvigen vendte ned. Han lod sig rulle ud af sengen, og sjoskede ud i køkkenet, og begyndte at lave te.
Mens vandet blev varmet, fandt han kopper, og te breve som han gjorde klar til vandet. Da han var færdig, hældte han vandet op i kopperne, og listede ind til Camille. "Her Ms. Clair." Han bukkede let for hende, og gav hende en kop. Han satte sig selv hen i sengen, og tog to druer, og lod dem falde ned i hendes te. "Og der var dit sukker. Du skal jo være sund, så frugt sukker er det vi tilbyder her." Sagde han med en meget vigtig stemme, og viftede med den ene finger, før han nippede til den skoldhede te, hvilke resulterede i en skoldet tungespids. "Piv ..."

Camille fumlede lidt med kanalerne og endte op med en en ældre film, Hostel nr.1.
Okay dét var måske prettypink hygge , men Camille elskede gyser film så med mindre Sam ville argumenterer imod , ville hun lade den køre.
Han kom med en herlig kop te , og legede tjener for hende.
"well...mange tusind tak..fornemt sukker....heldigt for dig jeg ikke bruger 20 stykker i min te hva "
Hun modtog koppen og stak igen fødderne under dynen.
En tanke ramte hende.Burde hun fortælle Samuel om at hun var udnævnt som leder for menneskerne ? Var dét relevant ? Sikkert ikke, men han var jo trods alt varulv, så dét var svært at vide om dét havde en eller anden betydning.
Hun tænkte lidt videre imens hun forslog han skulle se filmen sammen med hende.