How to tell a story ( Samuel )

"Det ville være usundt med alt det sukker, så du vil slet ikke få så mange, og jeg tror heller ikke der ville kunne være meget te i sidste ende." Han satte sig godt til rette og kiggede hen mod filmen. "Hvad er det for en film?" Han lage sig på maven, med futterne inden under sengen. Han kiggede hen mod Camille og truttede lidt med munden. "Du ved hvor god jeg er til at se film." Sagde han så lidt efter. Sidst var det gået helt i vasken, men han var da klar til at prøve igen, selvom filmen virkelig ikke syntes at være i interesse for Samuel.
Den ene hånd i druerne, den anden om te kopopen, og blikket mod skærmen, hvor han forgæves prøvede at forstå filmen. Han måtte indrømme film måske ikke var den bedste underholdningsmetode for ham, men han gjorde det nu alligevel, da Camille åbenbart godt kunne lide det.

Han var sjov idag, virkede til at være i godt humør...og endnu bedre, manden lavede den skønneste te.
Camille sukkede veltilfreds og drak lidt mere.
"Det en slags gyser ....scarry" sagde hun og lavede et ansigt der skylle forstille 'ren rædsel'.
Hun kunne godt mærke at hvis hun forsatte med filmen , ville hun blive tiltagende døsig for tilsidst at falde helt i søvn.Forståeligt efter sådan en aften, ærgeligt når man endelig kunne nyde lidt luksus.
"Du Sam....hvorfor har du egenlig ikke en lejlighed et sted..jeg mener når du nu faktisk ikke behøver tænke smeget på penge ?
Hun lyttede til dét svar han sikkert gav.........
Og spurgte herefter "Samuel.....hvad kender du til at alle racer skulle have en leder ?Ever heard of that ?" Camille var kommet frem til den beslutning, at hendes nærmeste burde kende til den rolle og nye funktion hun nu skulle til at varetage.

Samuel sprang tilbage, væk fra Camille mens han grinede. "Åh gud, det skal nok blive en uhyggelig aften." Spillede han med på den, og nippede til sin te. Han tyggede lidt på et svar, før han til sidst valgte at formulere nogle ord han kunne bruge som svar. "Fordi jeg godt kan lide at leve som ulv, og fordi jeg tror det vil blive kedeligt i længden, det er sjovere at få det over mindre overgange, og så er det sjovere, især når det er sammen med andre." svarede han, og fandt svaret tilfredsstillende for sig selv. Det næste fik vakt en underlig mistanke, men han lod til sidst, efter adskillige minutters tænkepause som ingen ting. "Ja, ikke sådan vildt meget, men en pæn del." Han havde fået stukket sin rolle i hoved, og havde blot fået besked på at håndtere den efter bedste evne, så det prøvede han mere eller mindre på at gøre, med den begrænset viden der nu stod til hans rådighed.

Hun tænkte at livet som ulv var...ensomt, men hun vidste ikke bedre.
Og stimuleret af hans svar om lederne, at han vidste lidt om det...ville hun gerne have ham i tale, så hun på en god måde kunne finde ud af hvordan hun dog skulle få dét sagt .
"Sam....vil du ikke godt fortælle mig hvad du ved ?...dét kommer ikke videre....ved du for eksempel hvem din egen leder er....og ...eh...de andre racer ?" hun håbede han stolede nok på hende , da hun selv havde næsten blindt tiltro til ham.
Måske dumt ?måske naivt....men sådan var hun, havde man ikke tillid til dem man elskede og sine venner....hvor var man så ?

Han kiggede en smugle undrende på hende. "Hvorfor er du så nysgerrig efter det?" Han flyttede lidt på sig, og fugtede derefter let læberne i en hurtig bevægelse med tungen. "Ja, jeg ved godt hvem min races leder er." Han lod pænt være med at sige hvem der var hans leder. Han ville først vide hvad der lå til grunde for alle hans spørgsmål. "Hvem er da din races leder, hvis du da har en." Hun var jo hybrid, så måske havde hun valget hvem hun ville være sammen med? Det var et spørgsmål der vakte hans nysgerrighed, dog ikke noget han luftede mere end nødvendigt.
Han betragtede hende blot indgående med et let smil på sine læber, mens han nippede til ten.

Hun havde øjnene på hans mund, så han fugtede dem og så antydningen af et lille smil.
Men der kom intet navn ! Han stolede tilsyneladende ikke tilstrækkeligt på hende og hendes hjerte kunne ikke undgå at give et lille stik fra sig i den forbindelse.
Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde et behov for at være ærlig omkring dette....måske var det dumt men hun måtte følge sin intuition.
Hun så undskyldende ind i hans sølvgrå øjne, druknede dér et øjeblik og indrømmede så " Fordi jeg ved hvem der er blevet leder for menneskerne.....mig , og jeg ville bare vide hvad jeg måske kunne forvente fra din leder.....du skal ikke sige dét til ham, men jeg er faktisk ved at dø af skræk over dét ansvar" sagde hun fuld af fortrolighed.

Hvis det havde været muligt for Samuel at tabe underkæben, sad han uden underkæbe, men da den sad godt fast, måtte han blot åbne munden, for derefter at lukke den igen og lade et smil glide over hans læber. "Nå, det var da dejligt at vide." Han tænkte sig lidt om, og grinede så kort. "Jeg siger ikke noget, men hvad nu hvis du selv kom til at sige det." Svarede han kryptisk og lage hoved let på sned. Han tog tænksomt en drue, og lod den glide ind mellem læberne, mens han kiggede på Camille med et yderst uskyldigt smil, og håbede hun selv gættede den, men det ville også være sjovt hvis hun ikke gjorde. Han kunne ikke helt afgøre hvad han ville finde sjovest, så han lod det være op til hende at finde.

Hendes blik var fæstnet på druen mellem hans læber en lille tid og gled så over hans ansigt og op til hans øjne.
" jeg aner ikke hvad betydning dét kan have for dig...hvis dét da overhovet får nogen...men dét føltes bare rigtigt at sige.Men du må ikke gå og sige dét alle vegne " forsøgte hun at tage ham i ed , da hun stadig var bekymret for hun sikkerheds mæssigt ville være dårligere stillet, hvis dét kom ud blandt de mere ' grusomme' blandt racerne.
Hun forsatte med et lidt undrende blik , ville han have hun skulle gætte ?
Hun stjal endnu en vindrue som hun ventede med at spise , idet hun bekendte " jamen....jeg kender jo ikke andre, har aldrig mødt andre varulve end .....dig ?"
Hun havde dog tidligere haft en oplevelse med Altair....men lige nu var han ikke i hendes bevidsthed, dét var længe siden og hun havde ikke set eller talt med ham siden.

Han spiste druen, og lænede sig ind over hende. "Jeg siger ikke noget." Han smilede let, og strøg hende let over kinden før han trak sig tilbage. "Søde ven, det er mig der er deres leder." Han smilede let, og strøg håret væk fra øjne med et let smil. Han lage sig ned ned på sengen, og kiggede op på Camille. "Men du er jo ikke et menneske, men ... okay." Han grinede lidt, og fandt en drue at stikke i munden på sig selv.
Han lå lidt og suttede på den før han spiste den, uden at sige mere. han overlod det til Camille at føre samtalen videre. Det virkede til hun havde det bedst sådan, så hun kunne styre slagets gang.

Hun blev fyldt med tryghed og varme , da han strøg hende over kinden, og lovede ikke at sige noget.
Hun følte hun kunne stole på ham og at han på ingen måde ville gøre noget, der i sidste ende kunne skade hende.
Faktisk priste hun sig lykkelig over at have Samuel i sit liv.
Hendes dejlige ro, blev dog rusket lidt op da Sam forsatte ...
" Du...du er lederen ? Jamen...." hun holdte sine øjne på ham og forsøgte tage dét ind, dét han lige havde sagt.
Hun vidste der skulle laves et stor møde, hun vidste at der ville blive trukket grænser og indgået alliancer, men hvis kun dusørjægerne stod sammen med menneskerne, hvad så ? Og kunne man forholde sig neutral.
Camilles job måtte være at holde menneskerne i live , men ikke kun det...der skulle arbejdes for en tryg og dejlig verden...en verden for alle.
Hvordan fanden skulle hun dog bidrage til dét ?Ingen af racerne anså hende som noget særligt, men måske var dét netop hendes force.Den undervurderet sorte hest i spillet.
"Samuel...for pokker....bliver dét ikke et problem at vi ..øh...du ved....skal dét være hemmeligt at vi er venner eller skal dét meldes ud at vi har et tillidsbånd? Og hvad mener du med jeg ikke er menneske...dét må du aldrig sige højt...det da endnu en lidt eh, ting de kan gå op i , dem der ikke...kan li mig " sagde hun med et forskræmt udtryk og fik lagt sig ned på siden med en stor pude under hovedet og fronten ind mod Samuel.

Samuel lod hende tænke færdigt, og spiste videre til hun endelig afbrød tavsheden. "hvad er vigtigst for dig? Din race eller dine venskaber?" Han lage hoved let på skrå, og vidste udemærket det var et svært spørgsmål. Han kunne selv ikke svare på det, for som leder måtte man jo vægte sin race højre end alt andet, og det ville han ikke havde haft noget problem med for en månedstid siden, men ikke længere. Det største problem var sikkert at menneskerne ikke blev talt som noget, og derfor ikke blev taget som noget. Samuel måtte indrømme at folk på sin vis havde ret, men selvom han nu en gang var varulv, var der stadig sider af ham som var menneske - mente han da selv, selvom der ikke var mange af dem.
"Jeg siger ikke noget om det, you are a human and will always be it." Han smilede kort, og skulle tilføje mere, men sagde ikke mere. Han kiggede på hende, mens han tænkte lidt over hendes spørgsmål om at holde det hemmeligt. "Det kommer an på hvad du selv ønsker, hvis du vil holde det hemmeligt gør vi det, men personligt vil jeg fortrække at ... de andre ved det. Det handler vel om at vi skal skabe fred og fordragelighed, så bliver folk nok ikke så glade hvis vi pludselig holder det hemmeligt for dem, men du bestemmer."

"Hmm heavy stuff..." Hun mærkede efter inden i sig selv og svarede ærligt
"Jeg ville offer mig selv før mine venner , hvis dét er svar nok "
Hun vidste udmærket at hun aldrig kunne deltage eller være vidne til hvis der skete noget med dem hun elskede og holdte af. Hun kunne jo dårligt overvære hvis urætfærdig ramte fremmede, såfremt de var uskyldige.En lidt irriterende egenskab, men sådan var hun skruet sammen.
"Det er godt du ikke siger noget, dét vil sikkert betyde en masse unødvendig tumult, der opbrugte værdifuld tid.
Men dét næste han sagde var den bedste gave hun havde fået længe.
Dét var så stort af ham at lade hende vælge, at lade hende beslutte hvordan de skulle takle at de var så tætte, men hun var helt og komplet enig i hans forslag.
De skulle ikke lyve om dét, men fremstå som gode solide rollemodeller , vise et nært og tæt forhold med masser af føelser i, så at handre kunne blive inspireret til at danne venskaber på tværs af racerne.
"Ih....du en skat...jeg kunne kramme dif hvis det skulle være sagde hun og smilede stort.

Han grinede kort, og rystede let på hoved. "Det må du da gerne." Han forstod ikke helt præcist hvorfor hun blev så glad over det, men det var der nok en grund til. Han rullede om på maven, satte kruset ned på gulvet, og lage hagen på armen, og kiggede hen mod skærmen, men da filmen stadig ikke rigtig fangede ham, vendte han hoved om og kiggede hen mod Camille. "Men hvordan vil du sige det til dem?" Der var flere ideer inde i hans hoved, men den ene lød dummere end den anden, så han endte med at droppe dem alle sammen, og blot kigge afventende på hende med et let smil på læberne.
Han havde det helt perfekt i sengen, men han skulle sikkert flytte sig når de skulle sove, for det skulle ikke undre ham, hvis Camille ville insistere på at de ikke måtte sove i samme seng. Samuel havde personligt intet problem med det, men sådan var det jo ikke altid for alle.

Istedet for at kramme ham, hvilket også var lidt besværligt når han efter et øjeblik lå på maven, lod hun en finger løbe fra skulder og ned af hans arm i en rolig bevægelse, så han forhåbentligt kunne mærke de varme følelser der lå bag hendes gestus.
" Ved...du hvad, dét har jeg ingen idé om hvordan man fortæller .....dét skal jo ikke bare være 'hej, vi kender hinanden ....eller hva synes du ? "Hun spekulerede lidt ....dét var stadig uafklaret hvad Tristan og hende ville gøre , de havde overvejet at sige at de havde en alliance , at de var et par ....men intet var besluttet....og de var sådanset teknisk stadig blot nogen der havde haft en enklt date.
Men hendes forhold til Samuel var så loaded med følelser hun ikke engang selv forstod men hun.vidste at hun ville lægge sit liv i hans hænder , og hun vidste at gjore hende tryg ...og glad som i dag hvor han havde taget sig af hende
, på et tidspunkt hvor Tristan ikke kunne fordi han rendte rundt med en eller anden ny partner på sit job.
Sove arrangementet ....hjemme ville hun ikke havde gjort dét, sikkert slet ikke på et hotel, da signalerne let kunne Misforståes, men hun var sårbar og hudløs efter at have taget livet fra en mand, tænk...han kunne have fire små børn og en kærlig kone der netop nu fik overrakt deres livs mest forfærdelige besked...og HUN var årsag til dette.
Hun mærkede smerten inden i vende tilbage og besluttede at så længe de var enige om at dét var sove de skulle, ville hun meget gerne have Samuel tæt hos sig, altsår sengen var jo stor så helt tæt behøvede dét jo ikke at .være.

Der gik et let kuldegysning igennem hans arm, da han mærkede hendes hånd løb op af hans hånd. Han kiggede op på hende med et lille smil over læberne, før han gav sig i kast med at gave, store lange gab, mens han strakte sig som om han var en hund. Da han var færdig lod han sig dumpe ned på maven, hvor han lukkede øjne og smaskede lidt. Efter et par minutter, hvor han bare lå og nød den bløde seng, kiggede hen hen på druerne, og vidste ikke helt om han virkelig orkede at tage dem.
"Kan du ikke fodre mig?" Spurgte han, og kiggede på hende med store bedene øjne. Han var kommet frem til at han var for træt til at tage nogle, men han ville gerne have nogle druer. Han håbede han kunne lokke hende til at give ham nogle, men chancerne var ikke så store. Han bed sig let i læben og grinede så til sidst, og trak været dybt.

// undskyld dét er to linier, men de fortjente at stå alene...jeg havde så meget lyst //

Camille så på ham....nogle sekunder.
Samuel , hvad tænkte han inde bag dét plantinblonde hår ?
Camille så alvorlig ud "Om jeg vil fodre dig ? Jamen naturligvis Sam "
Hun tog en klase druer med en 10-12 på pillede en af og holdt over hans mund.
og netop som han åbnede den proppede hun hele klasen ned i munden på ham, med den anden hånd, så mange af dem brast og flød i strømme ud over hele hans mund.
Hun begyndte at grine.

Han smilede glædeligt, og kunne næsten ikke tro sine egne øre da hun sagde ja. Han åbnede veltilfreds munden, for at modtage den første drue, dog fik han sig noget af en overraskelse, da det pludselig væltede ned med druer i munden på ham. Først prøvede han at fjerne hendes hånd, blot med det resultat at han pressede hånden ned over hans mund, og lavede drue saft der løb ud af munden på ham. Han spjættede lidt under hendes hånd, før han stoppede, og begyndte at sluge saften så han ikke druknede i drue saft, selvom hovedparten løb ned ud over hans mund.
Da han endelig fik slugt nok af væsken, trak han vejret dybt ned igennem næsen, og betragtede kort Camille, før han vendte øjne, og prøvede at løfte hendes hånd væk.

Hun 'lod' ham fjerne hendes hånd imens hun grinede af ham.
Han så lidt...bare lidt kær ud med al dét meste saft i hovedet.
Hun tog med ærmet fra badekåben og rensede eller nærmere tørrede ham ren, med et glimt i hendes øjne der nok afslørede at hun ikke var så ked af dét selv om hun sagde undskyld et par gange imens hun fik tørret ham.
Filmen var der ingen af dem der rigtig fulgte med i.
Hun lagde sig på maven som han havde før og overvejede om dét var ved at være sove tid.
"Er du træt Sam ?" spurgte hun for at pejle sig ind.

Han stoppede hendes hånd da hun tørre hans mund af. "Nææ nej, så nemt går smukke." Han satte sig op med saften ned af hagen. Han greb fat i Camilles hånd, og trak hende tæt på, og pressede sine læber mod hendes. Det var ikke så meget kysset, mere at hun selv kunne få noget af det klistret. "Tak for saften darling." Han placerede et ekstra klistret kys på hendes kind, før han sprang ud af sengen, og satte kursen mod toilettet. Han brugte lidt tid på at vaske mundtøjet, før han gik tilbage til Camille. "Tak for saften." Han storsmilede og smed sig tilbage på sengen og kiggede op på Camille.

Hun protesterede "Nej..nej..Sam " da han rakte ud og trak hende ind mod sig.
At han ville have hævn var jo tydeligt nok , han kunne have fremtvunget en undskyldning, kildet hende eller mast nogle ud over hende....hun grinede derfor, lige indtil han var tæt , for tæt, og hendes grin blev erstattet af et overrasket hjælpeløst udtryk og så kyssede han hende , først på munden og så på kinden.
Han efterlod hende ' i uorden ' da hun sad tilbage i sengen og kiggede efter en Samuel der virkede alt andet end 'defeated' .
* tak for saften darling .... Fandens til flabet fyr* hun tørrede sig i ansigtet og holdte så to fingre op på sine læber.
Dét var faktisk hvad...anden gang han kyssede hende på munden og anden gang på kinden også, vidste han overhovedet hvad han lavede ? Hvad han kunne risikerer ?
Eller var dét mere en legende gestus uden noget dybere lå til grunde ?
*Uanset hvad så måtte de altsår....han skulle da...Altsår Samuel måtte...*
Hendes tanker blev afbrudt da han vendte tilbage fra toilettet og takkede for saften...igen.
Argh....hun tog en pude og kylede efter ham.

Han nåde lige at springe til side da han så en flyvende pude. "Jamen dog da!" Udbrød han og grinede. Han lod en hånd rode rundt i håret. Han listede sig hen på sengen og håbede ikke at blev overfaldet. Hun havde ikke rigtig sagt et pip, så han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke hende.
Han endte med bare at sætte sig nede i sengen og betragtede hende i tavshed, før han lage sig ned, med blikket rettet mod hende, før han trak bene op under sig og slog armene omkring dem.

//Nåde kort! O_O

// vi er ved at skulle sove, tror jeg..så dét meget forståeligt ;)//

Naturligvis havde han så gode instinkter, så han sprang elegant og ubesværet til siden .
"argh" klagede hun og lod sig falde utilfreds bagover i sengen med armene ude til siden, for bagefter at trille om på siden og se på Samuel , der nu også havde lagt sig, efter at have kigget lidt på hende.
Damn, nogen gange ville hun give sin højre hånd for at kunne læse tanker, for Samuel var på mange punkter som en dagbog med en stor hængelås på, og hun kunne kun læse de linier han i ganske få tilfælde tillod hende at få adgang til, og hun ville helst læse hele bogen.
"Sam....er du træt....skal vi sove ?" forsøgte hun igen at spørge hvad han helst ville.
Dét havde været en ...anderledes aften, og hun håbede ved gud hendes taske var til at få fat på imorgen, alle kunne jo have den nu...med nøgler til hendes hjem og det hele.Hun gyste lidt ved tanken om en fremmed med adgang til hendes hjem.

Han tænkte sig kort om. "Ikke nødvendigvis ..." Han smilede kort, og satte sig op igen. Hans tanker rode ikke rundt ved tasker og lejligheder, han vidste slet ikke hun havde haft taske med sig. "Jeg er frisk på at vi laver et eller andet, men jeg har ikke lige nogle ideer." han rode rundt i håret før han satte sig ned til hende og satte sig i skræderstilling.
"vil du se filmen, eller skal vi smutte ud og lave noget andet?" Samuel vidste udemærket han var overtræt, han havde jo været lige ved at falde i søvn for lidt tid siden, og nu virkede han rimelig frisk, sådan en friskhed man kun fik ved at være overtræt. Han skuttede sig kort, og hoppede ud af sengen og gik ud i køkkenet hvor han gik på jagt efter nogle tændstikker. Da han kom tilbage satte han sig op i sengen, og begyndte at spide druer, og stikke dem i munden.

Camille måtte smile.
Han mindede hende lidt om et barn, et barn der havde en hyggelig aften og ikke ville i seng.
Hun ville gerne gøre ham glad.
Hun sad i badekåben og ude på badeværelset hang den hvide skjorte.
"Altsår....med mindre de har en udklædningsfest så jeg kan komme som ole lukøje, så tror jeg ikke der er mange steder jeg kan gå hen i den mundering "
Hun kunne ikke få øjnene fra ham.Samuel og vindruer var næsten som at se på noget erotisk, ellers var dét bare hende der havde en underlig fantasi.
Hun gled ned af sengen...hun ville smutte ud af frotte kåben og i den hvide skjorte, for uanset og de skulle gå eller sove , var dét den påklædning hun havde.

Han kiggede kort op på hende. "Okay - det kan jeg godt se." Han rode rundt i håret og rakte en spiddet drue frem. "Do you want one?" Han viftede med druen foran næsen på hende, og hvis hun ikke spiste tog han den selv. Han tænkte sig lidt om, før han kiggede op på Camille. "Har du så andre ideer?" han tog endnu en drue og begyndte at sutte på den som en slikkepind. Han grinede kort, og bed lidt i drue skindet så saften blev presset ud, og løb ned af den grønne overfladen. Dråben så enorm ud på den lille drue som indeholdte endnu flere.