A wedding // Tristan//

Bandet havde igen de stille sange fremme og voulumen var også sat et hak ned.
De første gæster havde sagt farvel og tak til Lars og Linda, og der var begyndt at tynde lidt ud.
Camille kom i tanker om noget af hendes, der lå på champagne bordet.
" 2 sek...skal lige hente noget " sagde hun og kastede et hurtigt blik i bordets retning.
Hun satter kursen derover, og jepp...like she thought...hendes hvide lilje lå der stadig.
Hun tog den med sig tilbage til Tristan , og kunne mærke en træthed snige sig ind på hende, af den slags støjende en man burde lytte til.
" mon ikke dét er tid at komme hjemad ?" Sagde hun stille med hovedet en kende på sned.

Tristan kiggede efter hende igennem de sidste folk der var der, men han fulgte ikke med. Hun sagde trods alt at hun kom tilbage igen.
Han fik næsten et chok da noget gav ham et dask på skulderen og kiggede ved siden af sig og hen på Lars der var dukket op. Han virkede semi beruset og smilede fjernt. "Hvad så? Nyder i festen?" Mumlede Lars glad.
"Jo da, men vi var faktisk ved at overveje at tage hjemad" Svarede Tristan med et lille smil og Camile kom tilbage og bekræftede ved også at tænke på at tage hjemad.
"Jo... Har du stadig den?" Svarede han hende og nikkede imod liljen.

"Hej Lars " sagde hun glad da hun kom tilbage.
Hun kunne se på Lars at han havde 'lukket Tristan helt ind i varmen' og mente at han var en kanon fyr.
" vi er ved at vende næsen hjemad, men sikke dog en dejlig aften " sagde hun og da hendes kinder allerede med garanti afslørede at dét ikke var diasshowet hun havde i tankerne, undlod at se på Tristan.
Indtil han spurgte til blomsten.
" Selvfølgelig har jeg den " sagde hun stille og afsluttede med en bemærkning til Lars..."Hils din smukke hustru...og tusind tak for i aften " og gav ham et lille vink.
Hun begyndte at gå hen af stranden, væk fra teltene og væk fra en aften...der havde været...vidunderlig.

Det var ikke nemt at undgå at se hendes afvigende blik, men det var nok godt nok at hun ikke havde set hen på ham der. Han havde selv, kigget ned i jorden.
Lars nikkede bare forfriskende til Camille og lignede mest af alt en der kunne feste hele natten hvis det var det.. Men så igen, var det ikke det man gjorde til sit bryllup?
Tristan gav Lars et hurtigt håndtryk og smilede idet han også hilste Linda og vente rundt for at følge efter Camille. Ikke noget han var specielt vild med, at valse efter som en hund i snor, men han kunne ikke bare smutte uden at sige farvel eller noget.
"Hey...! " Han løb det sidste stykke op til hende. "Hvordan kommer du hjem?"

Standen virkede fredsfyldt efterhånden som afstand blev lagt til de store telte.
De elektriske lamper farvede den med deres kunstige kulør et godt stykke.
Hun gik lidt i egne tanker og smilede da Tristan kaldte efter hende.
Hun ville aldrig have været gået uden at sige farvel...jo...alrsår...dét ville hun jo nok...havde hun jo gjort...men dét var under andre forhold, ikke som i dag.Hun havde regnet med han ville følge efter, han skulle jo også hjem.
Men hun kunne have taget fejl, så glad vendte hun sig omkring ved lyden af hans stemme.
"kommer hjem....hmm..havde tænkt mig at blaffe, dårlig idé ?"
undersøgte hun med antydningen af et smil.

De var efterhånden nået så langt væk fra festen at stranden kun lige nøjagtig stadig havde det kunstige orange lys kastet over sig. Vinden var stadig helt død. Det var nok godt nok, for ellers havde det været meget koldt at gå her nu.
"Pæn pige leder efter et lift hjem og beslutter sig at blaffe... Arrrgg, det lyder lidt for fristende for mr. pædo nede på hjørnet..." Smilede han og rystede på hovedet. "Dårlig ide."
Han skuede lidt op ad stranden og op imod hvor han havde parkeret motorcyklen. Hun havde jo prøvet at køre med den før..
"Lad mig køre dig hjem - hvis du altså tør. " Drillede han udfordrende.

"mr.pædo?.....så er jeg vist heller ikke yngre skulle jeg mene ?"Hun puffede blidt til ham og forsatte.
"Om du må køre mig hjem ? "hun kiggede op på ham og hun havde et muntert udtryk i hele ansigtet da hun svarede
" jo..tak....sålænge du ikke insisterer på at komme op og se Titanic, så går dét nok" svarede hun rapt og fnøs bagefter "bange...give me a break ".
Men naturligvis ville hun ellere end gerne drønes hjem af ham.
De drejede af ,væk fra stranden og hun mente at kunne genkende hans motorcykel, ellers var dét godt nok en der lignede den meget.

"Så længe du ikke propper mig ned i et stuepigekustume" Svarede han igen og løftede kæphøjt et øjenbryn. Ikke tale om at han skulle ind og se Titanic. Den fejl han havde begået en gang, for laaaang tid siden, men måske var det bare mindet og selvskabet der spolerede filmen, det skulle han ikke kunne sige.
De kom op på parkeringspladsen og Tristan gik direkte hen til motorcyklen og klappede den på siden. "Her har vi hende" Sagde han så og sendte Camille et tandsmil. Det var ikke første gang hun havde kørt med på den kunne man sige.
"Her" Sagde han så og kastede hende hjelmen som havde siddet bagpå.

"you wish " mumlede hun til ham og måtte indrømme tanken havde en vis tiltrækning på hende, fra en udelukkende humoristisk vinkel.
" En hende ?" Spurgte hun drillende...typisk for mænd bikes og biler var altid af hunkøn, men igen....dét var vel dét eneste tidspunkt de fik fuld kontrol over en female.
Hun tog imod hjælmen, og spændte den fast.
"Hvorfor er dét lige at jeg skal have den på Istedet for dig ?...er dét ikke lidt macho agtigt tænkt ?" Teasede hun og huskede at dét var lidt...af en oplevelse at sidde bagpå ham.

Han havde vent sig rundt imod motorcyklen igen for at finde den jakke frem som han havde gemt et sted og kastede også den til hende.
"Macho tænkt? Tjoo... Jeg ville føle mig lidt splejset hvis du havde været den macho... Men igen, jeg er bare gentlemand - desuden har jeg et tykkere hoved end dig" Svarede han drillende og nikkede til den mørkeblå dynejakke han havde kastet hende.
"Dæk dig lidt til, det er jo pisse koldt og du har næsten intet tøj på" Sagde han så og smilede skævt. Kun at have kjole på i slutningen af november.. Hvad tænkte hun på?

Hun grinede stille, klart han ikke ville kunne lide dét.Han ville garanteret helst heller ikke lade en pige styrer bilen og selv indtage passagersldet...eller ?
Hun greb dynejakken og først da hun lukkede den omkring sig og lynede den op, gik dét op for hende hvor køligt dét var, når de ikke var i læ og under de store varmestandere der var opsat til festen.
"Jeg blev hentet af Lindas mor " forsvarede hun sig, så overtøj havde ikke haft første prioritet da hun hastede afsted for at gøre den kommende brud smuk.
Hun hankede lidt op i kjolen, parat til at svinge sig op på...bæstet...som hun i sit stille sind havde navngivet 'hende' .

"Det er ingen undskyldning" Formanede han hende og sukkede. Hun vidste virkelig ikke hvad der var bedst for hende selv.
"Så, jeg går ud fra at jeg bare sætter dig af ved din lejlighed? Medmindre du har planer om at overtage enn natklub eller noget" Sagde han så - det sidste ironisk og gik selvfølgelig bare ud fra at han skulle sætte hende af ved lejligheden.
Han slyngede sig selv op på føresædet og kiggede på hende som tegn til at hun skulle hoppe på. I lommen havde han allerede fundet nøglerne og drejet dem i låsen så 'hun' gav et motordrøn fra sig.

Mænd! De forstod...så lidt, tænkte hun og nikkede da hun stod op.
Hun var døden nær af træthed , selvfølgelig skulle hun hjem og sove.Gud ved om lejligheden ville være tom når hun kom ?
"Nej..Tristan...jeg havde tænkt mig at pooldance på Petronia ....min lejlighed vil være fin " sluttede hun af.
Hun havde forlængest opgivet at komme hjem til ham, og i dag ville alligevel være way too late, dét var jo næsten i morgen.
Hun kom på plads, og rynkede næsen lidt, da hun fastlåste sine arme omkring ham, som afhang selve hendes liv af dét.
"ready to take off" mumlede hun.

Han mumlede noget i retning af "You've got it" Og drønede så afsted fra stranden og lysene og festen. De første par minutter af turen overvejede han om Camille måske snart skulle se hans lejlighed. Han var ved at flytte tilbage til sin gamle lejlighed fra før træningen med Sakref. Hans træning var afsluttet og han behøvede den ikke mere. Det ville alligevel ikke passe sig for lederen af dusørjægerne at bo hos en dæmon.
Det tog ikke lang tid at finde Camilles lejlighed da de først var i Deepshell. Han havde kodet hedes adresse ind i hovedet fra da de havde været der før. Så da de nåede omkring hjørnet ved pizzariaet de havde været på, satte han farten ned. lige til de stoppede foran hendes bygning.

//E-RANG!!! E-RANG!!!! (Du fik den) E-FUCKING-RANG!!!//

//du er såå sød...tak ;).....vifter med to flag, tillykke //

Hun sad som klistret til ham, ikke at hun ikke kunne lide farten og friheden ved dét, dét elskede hun faktisk.Hun skulle bare lige blive dus med ikke at stemme imod hans og bæstest bevægelser, men følge dem uden diskusion og spørgsmålstegn, hvilke krævede lidt...tilvænning.
Efter lidt tid , endte turen, for Camille ved hendes opgang.
Hun slap sit greb og steg af .
"Tak...for turen " sagde hun med et lille smil imens hendes hænder forsøgte spænde hjælmen op.
Da dét lykkedes, stillede hun den hvor hun netop havde siddet.
Hun lynede jakken op og trak også den af."Tak for låen og for varmen " sagde hun og så på sit ur.
Klokken var 01.45 , dét var blevet sent og tid til at sige farvel.
Hun ville ikke have nogen akavet afsked, så i en let tone sagde hun " en super dejlig aften, alt i alt...tak Tristan...for dét hele." I hånden havde hun den hvide og rosa lilje.

Tristan kløede sig lidt i nakken og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Bare farvel eller hvad? Det var jo ikke som sådan akavet, bare underligt.
"Uhm... Kan jeg følge dig ind?" Sagde han så og steg af cyklen. Det var egentlig bare for at gå med op og sige godnat også tage hjem igen. No big deal ... Bare for ikke at skulle til at køre alene endnu. Han trykkede roligt på speederen hvilket fik motorcyklen til roligt at trille op ved siden af bygningen så den ikke længere holdt midt på vejen.
Han hoppede af og låste den med et enkelt tryk på en knap på nøglen.

//I knooow, thx ;)//

Havde hun nået at svare ville hun havde sagt at dét ikke var nødvendigt, men han stod af og slukkede den al for hurtigt
Hun skævede op til sin lejlighed på første sal, der var mørkt og dét betød at der enten var tomt eller ...at Samuel sov.
Lige nu håbede hun dét første, for helt ærligt, dét kunne være lidt svært at forklare en ung fyr i hendes lejlighed midt om natten , men dét var jo fordi han ikke selv havde et sted , et tag over hovedet.
Hun besluttede at dét måtte de tage som dét kom, og alt tydede på ingen var hjemme.
" sure...come on " mumlede hun og begyndte at gå op.
Hun satte nøglen i låsen, et klik lød og døren gled åben.
Hun trådte ind, stod lidt og lyttede efter spor af andre, men her var ingen.
Hun tændte lyset og trådte til side " kom bare indenfor...du har jo været her før såå du kender vejen " sagde hun stille.

Tristan trak på skulderene og trådte indenfor. Opgangen var varm og belyst. Skøn afveksling fra kulden udenfor.
"Tak tak... " Svarede han og tog et par skridt fremad og sikrede at hun var med. Så fortsatte han op imod hendes lejlighed.
Selvom han kun havde været her en gang før så var det ikke svært at finde frem til døren. Det havde ikke været længe siden og han kunne stadig huske det tydeligt. Sidste gang han havde været her var tydeligt brændt i hans erindring.
Han stoppede op foran døren og ville lade hende gå ind først. Også så hun kunne låse op.

//Blev lidt kort, men hey, jeg går i seng nu og er lidt træt ;)//

Camille gik en.hurtig runde og tjekkede alt var iorden og fik tændt nogle lamper hist og her.
Så vendte hun tilbage til stuen, og til Tristan og tilbød ham.noget at drikke inden han skulle afsted igen.
"Cola..kaffe...noget du har lyst spurgte hun og ville gå ud i køkkenet hvis dette var tilfældet.
Dét var rart at han var her igen, dét kunne føles som levede hun to forskellige liv somme tider, et her i lejligheden og et med Tristan.Dét .lød dumt, nå pyt.hun var også træt.
Hun så på ham efter et svar, måske lidt kaffe ville gøre godt, friske op og give varme inden den sidste stykke vej hjem.

// night //

Tristan nikkede lidt søvnigt og lukkede døren bag dem.
"Øhm... Lidt kaffe ville være godt" Indrømemde han og trak på skulderne. Han kunne mærke trætheden af dagens begivenheder snige sig ind på ham. Det blev en hård og lang tur hjem igennem skoven til Sakrefs borg...
Et gab undslap hans læber og han holdt sig for munden. Han kunne mærke lidt tåre i øjnene efter gabet og rystede på hovedet. Så satte han sig ned i sofaen de havde siddet i sidst. Gad vide om de stadig festede på stranden? Eller det var lukket ned..? Han havde set et sted at det skulle blive regnvejr i nat, så de skulle nok snart lukke ned.

"your wish is my command " sagde hun i et tilfælde af sheer good will og forsvandt i køkkenet ud.
Hun havde invasterer i nespresso maskine og efter at have udvalgt kaffe typen, en med en fyldig blød smag, tog dét ingen tid at tilberede to gode kopper.
Om han ville have noget til, vidste hun ikke men et par klejner blev lagt i en skål og taget med ind.
Dét var jo snart jul.
Hun vendte tilbage og fandt en lidt træt udgave af Tristan.Nu måtte kaffen udvirke mirakler, hvis ikke dét skulle blive en for lang tur hjem for ham.
Hun satte bakken på bordet og sig selv i sofaen.
Dét var kun anden gang Tristan var her og det var en underlig , men meget god følelse.
Hun rakte ham dét ene krus " for you , sleepy head " sagde hun i en mild tone.

"Thanks, jeg skulle nødig falde i søvn på cyklen" Svarede han og gned en 'gabe-tåre' væk fra det ene øje. Han tog imod koppen meget taknemmeligt og håbede at koffeinen ville gøre mirakler. Klejner var heller ingen dårlig ide og det skabte en julestemning.
"Så, hvordan holder du jul i år?" Spurgte han pludseligt for at holde samtalen igang. Han havde ikke slev nogle planer. Sakref ville han ikke holde jul med og sin familie var heller ikke det bedste bud.. Selvom det havde været en tilfredstilelse at se sin far i ansigtet efter den nye position.. Måske skulle han bare tage ind på hovedkvarteret til jul? Der jægere derinde d. 24 simpelt fordi de ikke havde andre at fejre jul med.

Hun snuppede den anden kop selv og tænkte lidt over hans julespørgsmål.
Hun havde ikke holdt jul de sidste par år, jo....altsår, på hospitalet, for hvem skulle hun ellers holde med ?
Hun kiggede lidt på ham inden hun svarede ham "jul ? Dét ved jeg faktisk ikke helt endnu , måske arbejder jeg bare, dét har jeg tilbudt de sidste par år....men nu må vi se ."
Egenlig var dét en skam at en så vild med julen som hun var, ikke kunne hygge sig max på selveste juleaften, men på den anden side så plejede ungerne at elske at have hende dér.Dét var altid på leucemiafdelingen hun var når hun arbejdede frivilligt.
"Du skal vel holde med resten af familien ikke ? " spurgte hun lidt nysertigt og vidste at den ihvertfald talte, Victor, Alexander og....var dét Anna hun hed , hans mor ?

Tristan nikkede lidt og forstod virkelig ikke at den person som Camille ikke vidste hvad hun skulle til Jul. Hun virkede som en person der ville elske det. På den anden side, så at tilbringe julen på hospitalet med at hjælpe andre. Det var heller ikke helt ulig hende.
"At tilbringe dine jule aftner på hospitalet... Det lyder som lidt trist?" han sagde det velvidende at han nok selv kom til at holde sin i hovedkvarteret.
"faktisk så.... Nej det tror jeg ikke. Jeg tror jeg sender Mor en gave, men at holde jul med dem..." det var jo det han plejede at gøre, men det var nu heller ikke de bedste jule aftner.
"på den anden side er alting måske anderledes nu... Jeg ved det ikke endnu" afsluttede han roligt og tog noget af sin kaffe.

"ja...en smule trist er dét vel , men lige netop den aften har folk jo dét med at være sammen med deres nærmeste, og tja..du ved...ingen familie tilbage ,såå " forklarede hun.
"Du skulle tage at nyde din familie lidt mere Tristan, en dag er de...væk.Også selv om de kan være a real pain, juleaften handler om ...andre ting." forsøgte hun at inynde ham til.
Selv misundte hun ham, at sidde med en familie og have mulighed for at skabe den helt rigtige jule stemning og hygge.
Hun trak på skulderen, hvis familien ikke kunne enes var dét jo heller ikke særligt rart og julehyggen ville så ryge a fløjten anyway.