Dont hurt me again - Mussi

Samuel blev stående med dørhåndtaget trykket ned mens hun snakkede, før han slap det, og gik et skridt hen foran Camille, og skubbede hende ind mod væggen, hvorefter han placerede sine hænder på hver side af hendes ansigt. "Camille, jeg vil gerne blive hos dig, det ved du godt, men jeg har bare på fornemmelsen at det ikke hjælper, at det bare gør det svære for dig." Han tøvede, og bed sig let i læben. "Så hvis det hjælper jeg er her, skal jeg nok, men hvis det ikke gør, hvis det bare skaber problemer for dig, skal jeg nok forsvinde ud i min skov." Han trak vejret dybt, og kiggede kort væk. "Så vær sød at svare mig ærlig, for jeg vil kun det bedste for dig, det ved du, men jeg kan ikke selv finde ud af det."
Han lukkede øjne, og skubbede sig væk, mens han ventede på et svar fra hende. han håbede hun ville have han skulle forsvinde, det ville gøre det meget lettere for dem begge, men han frygtede at hun ville sige at han skulle blive, hvilke han ville blive glad for, men det ville ikke hjælpe på ... deres ... hans problemer.

Hun holdte vejret som han stod delvist på vej væk med hånden på håndtaget.
Noget i luften sagde hende at dét ikke bare var et smut væk han mente, men et mere permanent.
Og før hun fik lejlighed til idet mindste at forsøge arrangerer hendes tanker og ord, blev hun skubbet op af vægen og hendes sidste forsøg på at tænke klart blev forpurret.
Hvad pokker forventede han ? At hun ville lade ham gå ?var der brug for et clean cut ?problemer...for hende ? Talte han om Tristan ? Han havde accepteret Sam i hendes liv lige fra starten og ville aldrig drømme om år sætte et ultimatum op vedrørende ham.
Tankerne kørte rundt , og benægtede hun nogen ville dét ikke have ændret ved hendes svar .
Hun var strippet for al værdighed og bad nærmest som et utrygt barn da hun løftede hendes hænder og førte dem op til midten af hans arme, hvor de lukkede sig omkring.
" Gå ikke Sam...jeg kan ikke.."hun holdte igen, var der noget der skulle redes ud kunne de gøre dét senere, ikke sådan...ikke nu....
Hun forstod dét ikke, havde alt ikke været fint og iorden inden hun sov ?

Han kiggede ned på hendes hænder, da de lukkede sig omkring hans arme. Han vidste ikke hvordan han skulle tolke hendes svar, men han valgte i sidste ende at blive, selvom det modsagde det han selv havde sagt. "Hvorfor?" Han kiggede spørgende på hende, mens han stadig blev stående hvor han var før. Han fugtede læberne, mens han lage hoved let på skrå, mens han sølvgrå øjne stadig ventede på at svar. Han havde ikke hentyde til noget konkret, men alt, Tristan, hendes mor, hendes liv, hendes arbejde ... alt i hendes liv.
Han havde det som om han kom ind fra side linjen og væltede en brik i et domino spil, og så skred rasten, det var sådan han havde forstået det. Måske var det et forkert billed, men så måtte hun overbevise ham om, at det ikke var sådan som han havde set på det. Det var sådan han havde forstået det.

Hun følte sig fanget.
Fysisk mellem hans arme som han ville tvinge noget...et svar ud af hende som hun ikke kunne give.
Han kunne da ikke for alvor tro at han ødelagde noget i hendes liv ?Han berigede dét, på så mange måder, bare ved at være sammen med hende.
Jov....nogen ting var da lidt...anderledes ...underligt....som at hun havde givet ham fri adgang til hendes lejlighed, men nogle gange var underligt lig godt !hun stolede på Sam og hun havde lukket ham ind i sit hjerte.
Hvad havde hun gjort galt, hvor havde hun fejlet ?
Hun mærkede panikken kæmpe omkap med også en vrede inden i.
Hun følte sig også fanget..fanget af hans øjne..
"Hvad er dét du ikke forstår, at jeg elsker at være sammen med dig ? "Hun følte sig som en belastning i hans liv, en lænke om hans fod og for få timer siden havde de været så glade og hygget sig, havde de ikke ?

Han bed sig let i læben, og tænkte lidt, før han sukkede. "Ville det gøre en forskel hvis jeg var ulv?" Spurgte han, og forsøgte at tage plan b i brug. Den indbefattede at de alle burde blive tilfredse, hun fik lov til at 'beholde' ham, og så var han ulv, måske hele tiden? Han havde ikke så mange følelser at kæmpe med, og de kunne være sammen. Han kunne så skifte hvis det skulle være, men han lavede ikke noget galt i hendes liv, han blev vel sikkert bare som en eller anden hund, der kom og gik som det passede ham. Det var det eneste han kunne forstille sig kunne holde sammen.
Han trak sine arme til sig, og flyttede sig væk fra Camille, mens han betragtede hende med et afventende blik, der ventede hendes 'dom'.

Hun var helt klar over dét var hvad han gjore lige nu, trak sig væk.
Ikke kun fysisk men også mentalt.
Hun famlede som en blind i ukendt terrain ,der søgte en vej ud af et dilemma.
Hun forsøgte indfange hans øjne.
"Sam...hvad handler dét her om? Ulv ?hele tiden ?for real ?"
Hun var meget bekymret over han talte så drastisk, så definitivt...hvor ville han hen med dette ?

Han bed sig i læben, og nikkede så lidt efter, mens han kiggede op i hendes øjne. "Det være letter for os begge, hvis du gerne vil have jeg bliver." Han kiggede kort væk, før han sukkede. "Ellers tager jeg hjem, men du vil ikke have jeg går, og du benægter stadig at jeg gøre noget galt." Han sukkede, og lod en hånd glide igennem håret. "Hvis du har en anden ide, så lytter jeg." Han kunne ikke selv se andre muligheder, men det kunne være Camille kunne få en frem, hvilke ville gøre ham glad, hvis den var brugelig.
Efter et par sekunder, greb fat i hendes hånd og trak hende med ind i stuen, hvor han satte sig, og trak hende med ned i sofaen. "Du vælger selv ..." Han fugtede læberne og lænede sig tilbage, mens han spændt ventede på hendes svar.

Han snakkede.
Snakkede om at blive, snakkede om at gå og om at være ulv.
Camille havde dét sådan at hun lige nu var så fyldt op med spørgsmål og følelser og også en bekymring, nej en angst for hvad der ville ske.
Hun tabte vejret da han trak hende ind i sofaen, eller måske havde hun bare glemt at trække dét ude i gangen ? Hun holdt fat i hans hånd, lige nu var den dét eneste tegn på hun kunne holde fast i ham.
Og hun ville virkelig gerne...gøre dét rigtige, dét han forventede af hende.Men lige nu var hendes mentale balancenerve i klemme og der var slinger i valsen.
Hun så på ham..
" Et valg...? Om.du skal væk blive eller ej ? Har jeg nogen siden beklaget mig ?Jeg prøver at huske at sige tak ...hele tiden...for dét du gør for mig..ved mig " stemmen knækkede over og hun.behøvede en pause inden hun kunne forsætte. Hvis dette skuler være uden tåre som fyre havde en vis allergisk reaktion på.

Samuel sad lidt, og tænkte, da hun var færdig med at snakke. "Det er ikke dig der beklager dig, det ved jeg godt, det er mig, og det er ikke fordi du ikke siger tak, eller ikke er høflig ... men." han skar en kort grimasse, mens han prøvede at finde en fortsættelse inde. "Jeg har det bare som om jeg skubber til dit korthus." Han lage armen omkring hendes skuldre og trak hende ind til sig. "Jeg vil gerne fortsætte som vi altid har gjort, for jeg elsker at være sammen med dig, men så overbevis mig om at ... at det ikke gør noget at jeg er her." Det lød frygtelig dumt i hans øre, men han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Måske var det på grund af Camilles tydeligvis følsomme reaktion.

Han ville gerne forsætte.
Ordene rungede i hendes hoved, slaget var ikke tabt, ikke endnu.
Hun trak vejret lidt mere frit.
Dét var gået op for hende hvor stor en plads Samuel havde fået, taget, vundet...whatever .
Væltede han hendes korthus ? Måske, men var dét så ikke røget ved dét første vindstød anyway ?
Hun blev trukket ind til ham , og slog armene omkring ham.
" Samuel ..ved du ikke...hvis du gik ville du....du må ikke..." * fandens til ord, de synes at sidde galt i hendes hals...eller fast på en måde*
" du har fået en nøgle hertil , kun få kommer herhjem..du kan komme og gå som du vil, er det ikke bevis nok på du er velkommen " mumlede hun mid hans skulder og hals.

Samuel brugte lidt tid på at sidde og tænkte, før han sukkede, og kiggede ned mod Camille. "Det værdsætter jeg også ... men jeg kommer bare til at føle jeg kommer anmasende." Forsøgte han sig. Forsigtigt lod han en finger glide op i hendes blonde hår. "Men hvis du er sikker på jeg ikke gør det ..." Han trak vejret dybt, og lod luften passere ud igennem hans næse. "Så kan jeg da godt blive." Det lød sikkert som om han ikke ville, men hvis Camille kendte ham, ville han elske at blive.
Han lænede sig tilbage, og trak Camille med. "Men ..." Der var noget der havde vakt hans interesse, noget han ikke forstod hvorfor. "Hvad er det helt præcist du ser mig i form som, en ven, en hun/ulv eller?" Det var et spørgsmål der havde ligget lige under overfladen i et stykke tid, som han nu valgte at bruge, for ikke at skubbe dem ind i en pinlig tavshed.

Hun var helt bevidst om hans finger gennem hendes hår, og det afledte kort hendes hellers så fokuseret tanker.
Hun forstod stadig ikke helt ,hvordan hendes encounter med moderen kunne udløse alt dette hos Samuel, men det havde tilsyneladende udløst....en masse.
" Du kommer da ikke anmasende Sam, jeg har da selv lukket dig ind, ind i mit liv og ind i min lejlighed " sagde hun med et lille smil.
Det var muligt hun var blødsøden og emotionel i nogens øjne, men blåøjet og naiv havde hun aldrig været, og udnyttet ville hun aldrig lade sig blive.
Hans altid dejlige måde at være på når han var sammen med hende og hans omsorg for hende, hang ikke helt sammen med det han viste nu, hans tonefald var mere...afvisende, men hans kropssprog mere ....mere fysisk.
Han trak hende med ned og krævede et svar. Hun ville sikkert under helt andre omstændighedder havde fjollet lidt, smidt en kæk bemærkning til ham eller bjæffet op omkring regler for fysisk kontakt, men lige nu virkede det bare ikke som det rigtige. Et forkert ord, og hun var sikker på han var ude af hendes dør, ude af hendes liv.
desuden var der intet ubehag, tvært om havde hun altid følt sig godt tilpas sammen med ham, og hans nærhed vakte alt andet end...ubehag.
Hun prøvede at samle sig imen den ene albue støttede på sofaen og den anden på brystet af Samuel.
" hvad jeg ser dig som ?....jeg ser dig som en super dejlig fyr, en jeg holder af og ikke kan undvære. øhm..jeg tænker ikke på dig som en ulv, jeg tænker bare på dig som en mand...men jeg er efterhånden meget tryg ved dig når du er ulv....også " tilføjede hun hurtigt.
Hun løftede hånden fra hans bryst og strøg hurtigt et hår lok væk fra panden på ham, inden hånden igen landede samme sted.
" Samuel, du er nød til ikke at tænke så meget over dette her.... jeg...jeg vil jo gøre stort set alt for dig og du er på ingen måde ivejen."
En tanke poppede op, var han begyndt at føle anderledes for hende, var det et problem at Tristan stod på sidelinien og hendes forhold til både ham og Sam blev tættere og tættere, på hver deres måde.
Hun kunne godt se at hendes relation til Sam, var noget udover det normale, men kæmpede for ikke at skulle gøre rede for det.

Han tænkte lidt over hendes svar, mens hun selv virkede til at forsvinde i tanker. "Så ... altså." Han tænkte sig kort om. "Jeg skal bare lade toget køre videre og så lade som om at ... du ikke slår mig mens du sover, og skriger op som om fanden var i hælene på dig?" Spurgte han, og sukkede så, mens et lille smil krøb over hans læber. "Jeg vil prøve ... men jeg lover intet." Han smilede kort endnu en gang, dog var det ikke hundrede procent ægte.
Hvis det virkelig var dét Camille ønskede, at han bare skulle handle frem for at tænke så meget, så ville han da gøre et forsøg på det, selvom han ikke var sikker på om han kunne gøre det. Han kunne se det som en udfordring.
Han strakte sine ben, og trak sin arm til sig, dog blev han stadig liggende med blikket rettet mod Camille, som ikke havde syntes at have noget imod ham, og hans måske lidt nærgående gøremål. Han havde ikke haft nogle bagtanker omkring det, ikke hvad han selv var bevidst om.

Hun så helt opgivende ud dér for en stund.
Slået ham og skreget ?
Dét var også noget ...hø.
"jeg skal nok forsøge at få dét stoppet , jeg finder en måde at få hende...væk...eller noget, men Sam jeg ville jo aldrig slå dig, jeg var ikke helt vågen og samtidig stiv af skræk.Er dét dét hele denne snak handler om ?
Jeg ville da ikke have dét bedre uHun den dig, tværdigmod er dét hos dig og ganske få andre, jeg finder gnisten til at holde fast.
Men jeg skal nok forsøge holde hende væk " lovede hun og havde ingen idé om hvordan dét skulle ske, men hun ville regne dét ud hvis dét gav hende lov til at hænge ud med Samuel.
Hun lagde hovedet ned på hans bryst og hvilede der et øjeblik, som alle de urolige følelser opførte sig som støvpartikler der var hvivlet op og nu ventede på at skulle lægge sig, falde til jorden igen.
"Dét vi så okay ?" Spurgte hun og lyttede til hans hjerte.

"Nej, det er ikke det det hele handler om, plus det ikke er første gang du har slået mig." Påpegede han. "Meen jeg tror jeg overlever." Han smilede kort, og lod en hånd løbe igennem håret. "Hvad?" Han kiggede undrende på Camille, og kunne ikke få hendes sætning til at passe. Hun måtte vrøvle lidt. Han strakte lidt, og ville klart spinde hvis han havde været en kat, eller logre med halen, hvis han havde været en hund.
"Men lad være med at bryde dit hoved med det smukke, jeg skal nok lade være med at tænke så meget over det." Han gav hende et let klem med armen, før han lod den falde ned langs siden. Han drejede hoved, så han kunne se på hende, mens han prøvede at gennemlæse hendes hjerne, hvilke ikke ligefrem var et vellykket forsøg.

En let rynken på næse tippen indikerede hun ikke syntes om ordlyden..
"altsår...du får dét til at lyde som om jeg ikke bestiller andet end at rende rundt og banke løs på dig , hvornår gjore jeg dét ellers ?" Spurgte hun udfordrende og lod en finger kilde ham lidt i siden og lod ham herefter slippe.
"undskyld...dét er mig der vrøvler " indrømmede hun og smilede stort, han var kvik ingen slinger i valsen der , "jeg mente om vi er okay så ? " prøvede hun igen.
Hun havde mest lyst til at klistret sig til han som hår fra en hvid angorakat på en syntetisk sort bluse, men dét var jo nok ikke særligt smart at gøre lige nu , vel.

Samuel smilede let, med et let grin, før han lod hånden løbe igennem hans hår. "Da du fandt ud af at jeg kunne duplikere gav du mig da også en på kassen." Svarede han glædeligt. "Klart!" Udbrød han til hendes spørgsmål, og lod smilet blive bedrer. Det havde han jo lige sagt, men måske skulle hun bare være sikker?
Hvis han havde kunne læse hendes tanker, ville han sikkert stoppe helt op, og bare glo på hende. Hendes valg af ord ville sikkert have rævet tæppet væk under ham, men denne evne ejede han dog ikke, og ville heller ikke have den, hvis han da vel og mærket kunne slippe for den. Han sukkede let, og strakte sig. Han lukkede langsomt øjne, og trak vejret dybt. "Men du går da ikke og banker løs på mig, kun når du er oprevet." Han kiggede ned på Camille igen, og flyttede lidt på bentøjet.

Hun bed sig i underlæben og grinede "ja...dét er da vist rigtigt, dét gjore jeg vist...men måske kan vi tilskrive dét...chok ? Ellers ville jeg da aldrig gøre det "forsøgte hun at forsvare sig, selv om der var store huller i hendes defence.Hun havde varpet ham en fordi hun var blevet vred, og dét vidste de begge to godt.
" men bare rolig, jeg skal nok lade være at lave blå mærker på dig Samuel, dét ville jo ikke være så godt at skulle forklare at du havde fået tæske af n pige, vel ?"hendes tonefald var lysere og mere drillende nu, de mørke skyer der truede med torden og regn før, var stadig o sigte men synes nu at være ved at drive væk.
Hun løftede sig lidt op og så på ham.
Han ville med garanti kunne se at dét kom direkte fra hendes hjerte, så godt endte han efterhånden hendes øjne.
"tak...fordi du bliver hos mig "
Dét var måske en underlig sætning, ville være en underlig sætning for mange....men Samuel vidste hvad hun mente var hun sikker på.

Han kiggede overrasket på Camille. "Jeg får da ikke tæsk af nogle kvinde, hvordan kunne du da nogen sinde tro jeg vil det!" Spurgte han, med en drillende tone, mens han skød brystet frem. "Du kan jo prøve." Udfordrede ham, men fulgte ikke selv rigtig efter, da han bare blev liggende ned, og kiggede på hende.
Da hun kom med sine følsomme ord, gled et kort smil over hans læber. Det virkede så Camille-agtigt at sige det, dybt og følsomt, noget der kunne smelte ethvert frossent hjerte. Han overvejede kort at svare hende, men valgte at lade det ligge, og lade tiden, og livet løbe lidt forbi uden at gøre brug af kunstige høfligheder. Dem var der nok af i verden.
Med lidt asen, og masen, fik han vendt sig om, så han lå på maven, og kiggede ned mod Camille. "Men ... fik du sovet godt, den tid du sov, eller vil du sove noget mere, eller hvad vil du egenligt?"

Hun kvalte et grin, eller forsøgte på dét hvilke resulterede i et halvt fnis.
Nå, så den ville han ikke have på sig at han blev overmandet....af en kvinde.
Hvor typisk for en fyr.
Han gumpede sig lidt rundt og endte over hende istedet, hvilke gav hende et lidt betuttet udtryk.
Hun prøvede dog dét bedste hun kunne ikke at være opmærksom på det, men dét var næsten en opgave på størrelse med at spise en stor lækker berlinerbolle uden at slikke sig om munden,selv om sukker sidder alle vegne.
Hun så op på ham " du gode gud....ikke mere søvn da " ,dét ville da være helt katastrofalt at sove nu, tænk hvad der kunne ske.
"Hvad vi skal i stedet ? Dunno..? Gå ud og høre noget musik ? Hvad har du lyst til ?spurgte hun interesseret i at højne hans humør lidt.

OOC: Han ligger ikke på/over hende, men ved siden af.

Han grinede lidt over hendes hurtige svar. Okay, ingen søvn. "Hvilke musik ville du så høre?" Han lage hoved let på skrå, og kiggede lidt på hende. "Ellers har jeg ikke noget imod at blive her, jeg er helt mast efter dine gavekøb." Han tænkte kort tilbage på turen i legebutikken, før han vendte tilbage til nuet. Det havde været en hård omgang. Han havde aldrig trodet det var så hårdt at købe børnelegetøj. Man skulle bare vælge noget, betale og så skynde sig ud af butikken, men det var svært, når man løb rundt med en energisk glad legetøjs glad kvinde, der skulle købe gaver til en pænt del, alle børn, som skulle have bamser og andet legetøj. Måske skulle han købe en masse legetøj til hende, det vil hun sikkert elske.

//wuups...øh..pinligt...my mistake...Sorry//Hun lod øjnene løbe over ham og lavede en vurdering.
Han ville ikke ud, ihvettfald ville han hellere slappe af herhjemme , mon dét var muligt uden de ville skabe flere problemer ? Dét ville være en skam og al for risikabelt hvis der igen blev optræk til noget, efter hendes mening.
Hun besluttede at have sit udgangspunkt i ham og svarede derfor "Vi bliver da bare hjemme hvis du fortrækker dét Sam, her findes jo også musik hvis dét er dét " .
Hun forsøgte at komme lidt mere op i siddende stilling uden at skubbe til Samuel der lå ved siden af.
Måske hun en dag skulle slæbe ham med båden over og se sommerhuset, der var både skov og strand

Samuel nikkede tilfreds med sin beslutning. "Fortæl mig hvilke musik du kan lide." Sagde han krævede, og smilede kort. Han lage sig godt til rette, og ventede på at hun serverede noget musik, gerne på et sølvfad. Han elskede at blive opvartet, meget bedre kunne livet ikke blive, og han blev det ikke så tit, både fordi han ikke havde det på samme måde når han var ulv, men også fordi at der normalt ikke var nogle der gad opvarte ham, som var han en lille unge der ikke kunne noget selv. Han lukkede øjne, og lyttede, mens han ventede på musikken, eller lyden af en utilfreds Camille, der pludselig så sit snit til at sætte sig på ham, som replay på hans kongelige adfærd der i de flestes tilfælde ville frembringe letter irritation. Han ville sikkert ikke kunne gøre så meget hvis hun valgte det sidste, men det gjorde ikke så meget, han forventede næsten hun gjorde det, men alligevel var chancerne ikke så store, efter hans lille udbrud, så var hun sikkert mere forsigtig, eller var hun klar på at kaste sig ud med en stor og farlig ulv som ham?
Han smilede kort ved tanken, og ventede i spænding på resultatet.

Med et smil og et dramatisk suk tilføjet for at underline hvor besværlig hans krav var ,så hun på ham.
"Jamen...det er muligt at remse op, hvilke musik jeg kan lide.Jeg kan lide meget gammelt som Santana, Clapton, dr.hook og hitliste musik....og et nyt band på listen We the kings.
Men der er mange afstikkere af sange og genre jeg holder af...en catchy tune eller et tekst der taler til mig." forsøgte hun at forklare.
Dét var ikke et svar han ville kunne bruge til så meget, men hun havde meget blandet smag, af nyt og gammelt på sin ipod og havde favorit nummer i perioder.
Hun sprang ikke på Samuel som straf, ikke fordi hun manglede lyst til at drille ham lidt, men mere dét at hun ikke ønskede at pisse ham af og gøre noget forkert...igen.
" giv mig navnet på tre sange du kan lide lige nu ? Lige meget om de er nye eller ældre, bare nogle du synes er gode " udfrittede hun ham.

Hendes svar vandrede fint ind af hans ene øre, og sprang ud af det andet igen. Det hjalp, som hun selv havde spået ikke en pind, han kunne kort sagt ikke bruge svaret, men det kom ikke ud over hans læber. Da hun skiftede om til hvad han kunne lide blev det straks værre. Camille kunne tydeligvis hurtig spytte nogle kunstner ud, i modsætning til ham. "Jeg hører ikke musik, begår mig ikke med alle de der musik dimser, har du nogen sinde set en ulv med høretelefoner?" Spurgte han og smilede kort. "Sæt noget på du tror jeg ville kunne lide." Forslog han, og satte sig en smugle op, mens han afventede et forslag.
Hvis han kort løb hans musik viden igennem - som var ganske lille - ville han hurtigt finde ud af at violin musik, samt klaver musik var noget han fandt brugeligt, ligesom alternativt pop/rock, eller det mente han, men man kunne jo aldrig vide. Han var kort sagt ny i musikverden, hvis man overhoved kunne være det.