Dont hurt me again - Mussi

Et let smil lå på Samuels læber da hun tog overtøjet af, og satte en kakao foran ham, som han straks kastede sig over. "Det var godt..." Svarede han tydeligvis mere interesseret i den varme drik han nippede til. "Hvorfor tager du ikke tørklædet af?" Spurgte han da han bemærkede hun ikke havde det på, og heller ikke virkede videre forkølet. Han krydsede bene under bordet og holdt hænderne tæt omkring koppen, for at suge varmen ud af den.
Han lukkede kort øjne for at nyde varmen der spredte sig til rasten af kroppen. Da han kiggede op lå der et stort smil på hans læber. "Godt, jeg underbukser dig, men så sig mig hvilke kategori? Skal det være snik snak, eller skal vi gøre noget?" Mens han sagde ordne skød en latterlig ide op i tankerne på ham, at købe den store prinsesse kage i vinduet, bare for sjov og underholdning.
Han satte koppen på bordet, og lænede sig ind over det. "Tak ..." Han trommede let med fingerene på bordet, mens han prøvede at finde på andre ting de eventuelt kunne gøre, eller snakke om.

Hun smilede, tilfreds over han ikke brokkede sig over hun havde hentet kakao til ham.
Hun studsede over hentydningen til tørklædet, var den tilfældig og causual eller havde han lugtet lunten.
Et øje blik sad hun lidt uroligt på stolen.
Hun brød sig ikke om at lyve, og da slet ikke for en så tæt på som Sam.
Omvendt vidste hun ikke om han ville regerer med et nå...eller bliver lidt sur.
Hun besluttede sig dog for, at holde sig til den hele sandhed, men svarede i et overmuntert tonefald så dét lød som hun lavede sjov.."Tørklædet ..?...jamen , med alle de vampyrer der løber omkring må man jo skjule de ar der kommer " og så skyndte hun sig at snakke videre "Arh...vi hyggesnakker bare...eller hvad mener du at foretage os noget ? De kunne jo ikke blibe her i time dét vidste hun jo godt, selvom her var hyggeligt og en rar stemning .

Samuels sølvgrå øjne blev lige en smugle mere runde da hun nævnte vampyrer. Han kunne ikke helt afgøre om det var en virkelig dårlig joke, eller om det bare var noget hun sagde, men alt i alt svarede han hende følgende: "Der er ikke nogle her inde om dagen ..." Efter han selv lige havde tænkt over det, kom han frem til at hun sikkert dækkede over noget, for selvom det var mere eller mindre mørkt ville en vampyr normalt ikke bevæge sig ind i en bager, og hvis, så ville Samuel straks bemærke det, de stank langt væk af død, død og mere død. "Det kunne jo være du ville noget? Men det er fint for mig at hyggesnakke ... så har jeg et emne vi kan hyggesnakke med dig om." Han fugtede let læberne før han sukkede, og lage hoved let på sned, mens hans fingre løb rundt i kanten af kakaokruset.
"Hvorfor vil du ikke forklare mig hvorfor du går med det på?" Han lavede derefter en let gestus mod halstørklædet der var viklet omkring hendes hals. Samuel var sikker på at der var sket noget med den, som hun forsøgte at skjule, og da hun selv havde bragt vampyr delen på banen, havde han en stærk mistanke om at det var sådan et væsen der havde smagt lidt på hende. "Du er ikke specielt god til at skjule ting ..." Brummede han, og nippede igen til kakaoen.

Dét lod til han købte hendes fortælling og hun blinkede et par gange, meget letter over ikke at skulle forklare yderligere .Sandheden var at hun var flov, hun havde følt sig beskidt da Demetri drak af hende, og alle de gange han havde bidt.Arrene var dårlige minder.
Men Samuel ville hyggesnakke så alt var fint...troede hun.
Så talte han igen og hendes blik landede på hans fingre.
* hvorfor ville hun ikke fortælle ? ...dét var ikke noget man pralede af *Hun tøvede og kiggede derfor langsomt op på ham, hun kunne se i hans at han vidste dét.
Hun.lod tørklædet være, imens hun.fortalte den.korte udgave.
"Han flænsede min hals, han bed flere gange....selv om han...lovede at være forsigtig....jeg var nød til at give ham lov ham...e-ellers ..."hendes stemme knækkede over og hun så ned på hendes egne hænder der lå rundt om colaen, for at have en destination nu hvor uroen væltede ind over hende.

Man skulle være blind hvis man skulle overse hvor lidt Samuel kunne lide det, det lyste næsten ud af ham med de sammenpresset læber og kæbemusklerne der var helt spændte. Da hun stoppede kiggede han lidt op på hende, og lod luften passere ud igennem næsen. "Jeg troede din halvkæreste passede på dig ..." sagde han letter køligt, og betragtede Camilles hænder, som hun også tydeligvis virkede til at være optaget af. Han havde afsindigt lyst til at spørge hende om hvem denne vampyr var, men han var ikke sikker på Camille ville svare ham, for så stod hans intensioner sikkert for klare, og hævn var ikke noget Camille brød sig om hvis han kendte hende godt nok.
Hvis ikke Camille brød tavsheden ville Samuel sidde stille i adskillige minutter og gruble over hvad fanden han skulle gøre. "Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?" Hun havde klart ville undgå det, for ellers ville hun sikkert ikke tage et tørklæde på, selvom det ikke ligefremt var varmt, og hun ville sikkert heller ikke være så tvivlende om at sige noget.
Yderst forsigtigt som om hun ville gå i stykker, fjernede hun Camilles ene hånd fra colaen, og lod sine fingre glide ind mellem hendes. "Jeg holder virkelig meget af dig, og jeg vil ikke have der sker der noget ... " Han stoppede sig selv og prøvede at finde de rette ord forsætte på, for at se om han kunne lirke et navn ud af hende på, men han var ikke sikker på det hjalp, så han måtte bruge en anden metode. Han trak sin hånd til sig igen, rejste sig op, og gik om bag Camille, og løsnede halstørklædet og lod som om han kiggede på arret der kom til syne, frisk og tydeligt, selvom det egentligt han gjorde var at opfange duften af vampyr som muligvis stadig sad ved arret. Han ville sikkert kunne have fundet det hurtigt hvis han han havde været ulv, men da han kun var i menneskeform kunne han kun opfange en utrolig svag, næsten ikke eksisterende duft, men det var forhåbentligt nok. Til sidst, da han mente at have lugten sikker, rejste han sig tavst op.

Camille kunne ikke skjule sin bekymring da små fine rykker dukkede op i hendes pande og hun så helt ulykkelig ud.
Årsagen var naturligvis den at Samuel virkelig så ud til at være svært vred over episoden.
Hun blev ramt af meget ambivalente følelser idet hun blev meget rørt over hans interesse for hendes velbefindende og samtidig ønskede hun næsten at hun havde løget tykt overfor ham, da hun på ingen måde ønskede ham involvered.Hun var godt klar over at Samuel kunne passe på sig selv og var stærk, men Demetri var en gammel vampyr og han var så skide udspekuleret, så hun ville have alle dem hun holdt af langt væk fra ham.Hvis hun kunne holde sine ar skjult fra Tristan, burde han være sikker....det var den del hun havde forhandlet hjem med Demetri, der ikke have ville bevillige Camille hendes egen sikkerhed
Hun måtte forsøge at afdramatiserer dét lidt, så Samuel ikke fandt på noget overilet.

Camille mærkede tydeligt den kulde hans stemme bar præg af, da han omtalte hendes 'halvkæreste' og kunne høre den bebrejdelse der lå i at han ikke havde passet bedre på hende.
Hun rettede sine øjne op og søgte hans, dét var ikke Tristans fejl og det måtte Sam forstå, hun forklarede derfor blidt..."Han ville have passet på mig, hvis han havde været der....men jeg skal jo ikke babysittes 24 timer, og dét skete til en af vores halloween arrangementer Sam..desuden er jeg udmærket i stand til at passe på mig selv....det meste af tiden " forsøgte hun at fastholde da hun hadede ideen om at være hjælpeløs.
Han flettede sine fingre ind i hendes, og normalt ville hun komme med en kæk irettelse til dét, men lige nu var hun trist og hans omsorg lunede så meget .De søde ord der fulgte efter, var nok dem der bevirkede at hun åbnede op og fortalte....
" Der er ikke så meget at fortælle.." startede hun på en delvis løgn og da hendes stemme afslørede at dét ihvertfald ikke var sandt, og hun havde hans kærlige ord i mende så afbrød hun sig selv...for at starte forfra med den rigtige fortælling, eller dét mest vigtige af den.
Med spag stemme fortalte hun " Jeg vil helst ikke tale om det fordi...jeg føler mig snavset og dum...men jeg kunne ikke stoppe ham Samuel, og havde jeg ikke gjort dét frivilligt havde han rørt både mit blod og ....andet " mumlede hun og så væk fra ham.
"Han lovede at være forsigtig og lovede ikke at gøre mig fortræd, men han drak lige indtil jeg besvimede og var minutter fra at dø og så smed han mig foran hospitalet...bevidstløs.
Og de ar...han sagde jeg skulle huske denne nat som var dét min bryllupsnat " .
Camille kunne og ville ikke sige mere, hun havde blanke øjne og ville helst skubbe dét hele væk.

Samuel slap blidt hendes hånd og da han rejste sig, kom over ved hendes side , hvor han knælede og løsnede hendes tørklæde, sad hun bare uden at protesterer og kiggede på ham.
Han studerede hendes ar, gik hun ud fra og hun blev ilde til mode for kønne var de da ikke.Mennesker ville tro de var lavet med et kniv der var trukken ned over halsen inden den blev prikket ind i.

Han rejste sig, og Camille skyldte sig at sige..."Kan jeg lige få mit tørklæde igen, og kan vi så lade dét emne ligge...?" Spurgte hun stille ,uden at ville kigge på ham.
Hun vidste ikke om han havde flere spørgsmål eller kommentarer og idet hele taget ville lade emnet falde, men dét ville hun jo hurtig få en afklaring på.
Hun holdte enormt meget af ham, sikkert mere end var normalt for hende, og hun var meget påvirket af hans ....ja, hans interesse, beskytter trang eller hvad dét nu helt var han udviste.

Samuel lod halstørklædet falde omkring Camilles skuldre, hvorefter han gik om på 'hans side' af bordet, og betragtede hende lidt tid, før han åbnede munden. "Hvad vil du helst underholdes med?" Spurgte han så, mens han forgæves prøvede at skubbe tankerne væk, hvilke ikke helt lykkes, ligesom det heller ikke rigtig lykkes ham at lyde muntre eller noget i den stil. Han valgte derfor heller ikke at prøve at smile, det ville sikkert bare gå endnu mere i ged. Han lage hoved let tilbage, og tænkte sig om, hvad ville man gøre? Tage ud at spise, i biografen, i en forlystelse, en skovtur ... der var mange ting, dog var sidstnævnte udelukket, da det ikke var noget Samuel selv lystede, det var koldt og grådt udenfor, ikke specielt godt til en skovtur af nogle art. De andre ting krævede penge, hvilke ikke var problemet, men at Camille så ville diskutere om hvem der skulle betale, hvilke Samuel heller ikke orkede, så enten skulle han finde en måde hvorpå han kunne hindre hende i at komme til at betale på nogle tænkelig måde, eller også skulle han finde på en ting som ikke kostede penge, hvilke var letter sagt end gjort.
Han lod langsomt en hånd glide igennem håret, mens han tænkte på højtryk over hvad de kunne finde på, hvis ikke hun selv kom med en ide. Dog havde han en plan B i baglommen hvis det endelig skulle være, men han havde jo for et kvartestid siden lige aftalt med sig selv, at han ikke skulle tænkte på den slags endnu, det var alt for tidligt, men det var alligevel en plan som han ville føre ud i livet på den ene eller anden måde, helt hvordan vidste han ikke, men det skulle nok komme før eller siden, håbede han.
"Du siger jeg skal underholde dig ..." startede Samuel lidt efter ud med, og kiggede på Camille for at være sikker på det. "Derfor er det også mig der finder på hvad vi skal lave, right? Samt, ikke mindst at betale ..." Hvis hun accepterde dette ville opgaven være hundrede gange letter, hvis ikke, så måtte han gå videre til plan B.

Hun trak tørklædet stille omkring sin hals igen, for selv om katten var ude af sækken, var dét ikke et yndigt syn.
Hun var faktisk taknemmelig for han ikke forfulgte emnet, omend hun var overrasket over han ikke forsøgte at lokke et navn ud af hende, men dét passede hende jo fint, så hun ville ikke sætte spørgsmålstegn ved dette.
" hvad jeg vil underholdes med ? Altsår lige hvad du vil ..."svarede hun lidt tamt, hun sad stadig lidt fast i erindringen fra aftenen forinden med Demetri, så dét var for hende lidt af en kvantespring at tale om underholdning nu.Selv Samuel så ikke ud til at være i dét bedste humør længere
Men hans sætning om at han bestemte og han derfor også betalte, fik hendes tanker til at fokuserer og slippe minderne.
"Altsår...Sam....du må gerne vælge, så længe vi ikke skal skydive eller andet halsbrækkende, dét gider jeg bare slet ikke....og betalingen, kan vi ikke godt dele den ? " plæderede hun.
Hun anede ikke om han havde noget specielt i tankerne, men selv om hun ikke ligefrem havde råd til at lave pakkekalender til fremmede menneskers syge indlagte børn, desværre, havde hun da penge nok til lidt underholdning, og ellers ville hun da bare overtrække sit dankort...like so many times before.
Hun drak noget cola og sagde så imens hendes humør langsomt synes at vende tilbage " Sig hvad du vil .hvis der er noget særligt du har lyst til ?" hun havde lyst til at gøre ham...glad

Han sukkede, og himlede med øjne til hendes svar. "Nej, selvfølgelig skyder vi ikke til måles, men kun hvis du giver mig lov til at betale." Svarede han kort, ellers ville han tage ud, og finde et jagt gevær, og så kunne de skyde ænder. Hvis dét kunne tvinge hende til at give efter, så hun kunne give ham lov. "Jeg har lyst til at lave det du vil lave." Svarede han kort og godt.
Han strakte bene, og gav et lille smil fra sig, et mere eller mindre ægte et, men det kunne sikkert godt være mere ægte. Han pressede læberne sammen, og kiggede så ud af vinduet. "Det mest åbenlyse ville vel være at tage ud og spise?" Han kiggede hen mod Camille. "Vil du med ud og spise?" Han nippede igen til kakaoen, og kiggede op over koppens kant for at se hvad Camille ville syntes om det. "Og jeg betaler, ellers stjæler jeg din pung." Hvordan han skulle bære sig ad med dét vidste han ikke, men det ville han. Han strakte igen bene ud under bordet, men undgik omhyggeligt at ramme Camilles ben. Da han havde strukket sig tilfredsstillende ud, prøvede han at genskabe duften i hoved, hvilke var overraskende let! Han smilede let og nippede igen til den lunkne drik endnu en gang.

Dagen lå for deres fødder og de kunne udnytte den som de bedst ville.
Som en stor buffet, hvor de selv kunne udplukke de enkelte retter de ville have på deres tallerken.
De bestemte selv.
Camille slog smut med øjnene og sagde med et smil i sin stemme "Sikke høflige vi er Samuel.Vi vil begge to lave hvad den anden vil " hvilke lod til at more hende.
Efter at have tømt sin cola og var begyndt igen at slappe lidt af i kroppen, overvejede hun hans tilbud om middag.
Hun fik et listigt glimt i øjnene og uden at afsløre mere førsøgte hun at sælge en lille harmløs idé til ham " Jeg vil med glæde gå ud og spiser med dig , men på en betingelse.....dét med regningen kan vi afgøre under middagen...ved en konkurence eller et vædemål eller hvad vi nu finder på, deal ?".
Dét var nu ikke fordi dét var en seriøs urokkelig betingelse, en middag med ham ville være svær at afslå , hun havde ingen planer og havde ikke lyst til at være alene plus....dét var jo...ham!
Hun forsøgte at se helt uskyldig ud som hun sad der og ventede på an traf en beslutning.
Og hvis han ville....var der næste trin, hvor dét skulle være ?der var små hyggelige pizzarier, italienske med levende lys, nogle steder havde sågar et miniature dansegulv så man kunne tage en svingom.....der var nok at vælge imellem...

Han tænkte lidt over hendes ide, før han besluttede sig. "Nej ... jeg betaler, ellers tager vi ud og jagter ænder." Besluttede han, og smilede let. Han var ligeglad med hvor det var de skulle hen, det kunne være alt fra et pølsehus til en fin restaurant, det der var af betydning var at det var sammen med Camille, så var alt andet underordnet for Samuel. Et let smil lå på Samuels læber, før han åbnede dem. "Jo, du betaler hvis du kan løfte mig i fem minutter uden brug af hjælpemidler." Udfordrede han hende, og smilede. Han vidste det ville være umuligt, og hvis hun kunne, ville han tabe både næse og mund.
Han stort flabet smil lå på hans læber, da han sprang på bene, og gik hen til Camille. "Du kan jo prøve nu, og ellers så tager jeg regningen, samt regningen til taxien." Han stod og kiggede ned på hende, med jakken over skulderende. "Og jeg gider ikke smide tøjet for at gøre mig letter." Tilføjede han med sit og lænede sig ned over hende og pressede sin næse mod hendes mens han kiggede ind i hendes øjne. "Vis mig hvad du kan Mussi." Han grinede kort, og trak sig tilbage. Han lage jakken på bordet, og slog armene ud, så hun kunne gøre sit forsøg. "Du har alle de forsøg du vil." Lokkede han.

Protest og protest, den købte han ikke.
Hun havde ikke bestemt sig endnu for hvad dét skulle have været, dét ville hun bare have fundet ud af under middagen, ideen var jo at dét skulle være noget der sikkede hende en sejer.
Men Sam var beslutsomt og fast i forsøget på at holde hende fra omkostningerne og hun fik lidt dårlig samvittighed.Var dét mon fordi hun havde givet ham en flad, dengang hun fandt ud af han kunne duplikerer ting og dét ikke havde vært nødvendig at betale for mobilen ? Dét var jo mest fordi hun var blevet overrasket, hun anede ikke han havde andre evner end at være ulv, altsår af de overnaturlige evner.
Men så tilbød han alligevel en fair game, eller fair og fair....hun skulle bære ham i 5 min.Han var større end hende og hun led af blodtab og var derfor lidt svimmel og mat.Men forsøge, det skylle hun klart !
Han stillede sig tæt på og tirrede hende og da hans næse rørte hendes satte hun sine hænder op på hans mave og stemte lidt imod.
Hun tænkte dét var helt vildt ærgeligt at hun i sin træning ikke havde lært om tyngde punkter, da hun sikkert godt kunne bære ham, hvis der var en teknik, så dét hele ikke var afhænig af råstyrke.
Hun kunne ikke stå for udfordringen, og trådte helt ind til ham og lagde armene om livet, langt nede på ham og forsøgte lygte ham fra gulvet.
Dét var et kæmpe hit....
Alt gik godt...
Langt bedre end forventet..
I ca. 5 sekunder så måtte hun prustende sætten ham ned igen....Okay, måske gled han ligesom ud af hendes arme hvis man vil være pernippen, men ned kom han.
" Du skal ikke grine Samuel " sagde hun let truende, hun ville bare bære ham, selvom det synes være en umulig opgave. "dét var kun...opvarmning " udglattede hun og forsøgte igen.
Camille lagde sine arme om ham og forsøgte at tippe ham ind over hendes skulder, da et slags knæk kunne høres.
" av...for dælen..." peb Camille og slap grebet og satte begge hænder på sin lænd.
"Nu har jeg fået ondt i ryggen, så dét ik en fair game længere....vi må finde på en anden udfordring " forsøgte hun overbevise Samuel.

Det overraskede Samuel at hun overhoved prøvede, og endnu mere overrasket over at det lykkes hende at gøre det i hele fem sekunder. Han pressede læberne sammen for ikke at grine som hun havde befalet ham. Han lage armene omkring hendes halsen på hende og følte sig virkelig som en pige da hun igen løftede ham op. Da han igen kom ned smilede han stort til hende, og slap hende. "Og hvad skulle det så være?" Han kiggede spørgende på hende mens han tog sin jakke og begyndte at gå ud af bageren. "Kom, vi snakker om det i taxien."
Da han kom ud, vinkede en taxi hen til dem, som de kunne sætte sig ind i. Da de havde sat sig ind, kiggede han igen på Camille. "Kom med din udfordring, så skal jeg se om jeg vil acceptere den, og så fortæl lige chaufføren hvor vi skal spise." Han lage sig godt til rette, og lukkede øjne mens han lyttede til mortorens svage brummene lyd.
"Hvorfor er du egenligt så forhippet på at skulle betale?" Han drejede hoved en lille smugle og kiggede hen mod Camille med det ene øje lukket og det andet åbent. Han mente at de fleste ville være glade og lykkelige for at kunne komme gratis igennem en middag, men Andrija havde jo overrasket ham flere gange, så det undrede ham i bund og grund ikke at hun var anderledes frem fra de andre, men det var jo det der var specielt ved hende, unikt, anderledes, dét der var grunden til at han sikkert aldrig havde problemer med at være sammen med hende.

Hun skumlede hele vejen ud til taxaen.
Nogen gange var dét bare SÅ unfair at være pige.Havde dét handlet om viljestyrke og lyst til at vinde, havde hun kunne bære ham halv vejs ind i næste uge, men dét hele stod og faldt på en teknik hun ikke besad og en muskelmasse, der var langt fra tilstrækkelig.
Hun smilede venligt til chaufføren da de satte sig ind og gav ham direktion til den lille hyggelige italienske restaurant der lå en 7 minutters kørsel fra hvor de var.
Camille så overpå Samuel, der havde en gunstig virkning på hendes humør denne dag.
Nå, ja....dét havde han altid, men HAN virkede til at have dét godt hvilke gjore hende glad.
". En udfordring....?" Hun tænkte sig om.Sidst hun havde sådan en var med Isabella, der skulle Camille kysse en kvinde og få hendes nummer og Isabella skulle med en mand.Dét var Camille der løb med den sejer, da Isabella havde valgt den eneste FYR hun nok ikke kunne dét med, nemlig Tristan.
Men hun ville ikke sætte Samuel ud i sådan en udfordring , det ville hun slet ikke holde ud at se på....så noget andet ? .
" hvad med hvem af os der først melder fra til at besvare et spørgsmål, den der gør det har tabt "....lige nu var hun kæphøj og regnede med dét ville.blive den til tider sky ulv der trak i land.

Han tænkte i tavshed over hendes forslag. Det lød interessant, meget 50/50 hvor der ikke var nogle der var bestemt til at vinde. "Okay, så gør vi det." Fastslog han, og skævede hen mod chaufføren der måtte stemple dem som komplette idioter. Han lukkede det andet øje, og drejede hoved. "Da det er din leg, må du jo starte med at stille spørgsmålet." Han havde hørt om flere af disse lege, men han kunne virkelig ikke huske hvad den slags hed, det var hvor man valgte et eller andet bogstav, og så skulle man gøre det ene eller det andet.
Han vidste ikke helt hvad han skulle forvente, et spørgsmål han ikke ville kunne svare på, eller et han slet ikke ville have problemer med? Det var op til hende. Han glæde sig lidt til legen, men håbede virkelig ikke den kom ind på for mange menneskelige ting, for så var han på herrens mark. Han havde allerede et spørgsmål i hoved, hvis det passede ind under legen, nu havde han jo lige fået muligheden for at spørge Camille om alt mellem himmel og jord, så det måtte han vel udnytte.

Hun beamede.
Der var masser af spørgsmål at trække på, det var derfor meget nødvendig at minde sig selv om at hun spullede for at vinde.
Camille var en nysgerrig person, ikke på alt og alle , slet ikke nej, men dem hun havde tættest inde på livet kunne hun ikke undgå at udvise interesse i.
Men nu var der jo en sejer på spil, så hun ville lægge hårdt ud.
Hun løsnede hestehalen fra hårelastikken, os dét blonde lidt messy hår faldt ned i alle retninger dét selv syntes passende, og Camille puffede noget væk fra øjnene.
Hun så på Sam og spurgte "Hvad skulle der til for du ville indgå en alliance med menneskernes leder og informerer dit pack om dét ?" Hun så nysgerrigt på ham, måske var han skakmat i første træk ?

Han kiggede spørgende på hendes hår handlinger. Ville hun have han skulle sætte hendes hår?! Hvis hun kunne leve med en høstak kunne han da godt, men hvis hun ville have noget ordenligt, skulle hun sikkert spørge en anden. Da hun skød sit spørgsmål af, var han lettet over at det var så harmløst, at det ikke var andet end et spørgsmål om 'venskaber'. "Det vil komme an på hvad i vil kunne tilbyde, og du spurgte om to ting, så det andet spørgsmål må vente." Svarede han med et lille smil, og kiggede kort ud af forruden.
Efter et par sekunder, hvor han bare havde kigget ud af forruden, kiggede han tilbage på Camille. "Hvad hedder din halvkæreste?" Det var i bund og grund et harmløst spørgsmål, han var blot nysgerrig efter navnet, og ville sikkert aldrig komme til at bruge det igen, men det var jo altid godt at have i baglommen.
Han strakte bene så meget det var muligt i bilen, og smiledel let, mens han kiggede afventede på Camille.

Hun kiggede på ham.
Hvorfor var hun forundret, det burde hun bare ikke være.Men klart...han talte som en sand leder 'hvad de kunne tilbyde ?' Hvad kunne et simpelt menneske tilbyde en varulv ? Hun fandt et bud...måske et åndsvagt et men alligevel "Ingen jagt i skoven, den bliver fredet ?" afprøvede hun ham.
Hun vidste der ville blive problemer med vampyrerne og dæmonerne, uanset hvad de sagde og hun havde brug for alliancer, for beskyttelse af sig selv og hendes race.

Samuels spørgsmål...hvordan skulle hun kunne besvare.Tristan og hun var ikke afklaret med om de skulle offientliggøre dét forhold der reelt ikke helt var slået fast med syv tommer søm for de andre ledere, eller holde deres relation hemmelig.Måske vidste Sam hvem der var leder for jægerne, men igen flere kunne jo hedde dét navn .
Hun ville ikke afsløre at han havde en særlig position eller at han var dusørjæger til at starte med, så hun forsøgte at se henkastet ud af vinduet, som om dét var et trivielt og uinteressant spørgsmål, selv om dét var alt andet end dét.
"Han hedder Tristan "...og hun skyndte sig videre....svar mit anden del....hvad skulle der til før alle ulve vidste de ikke måtte skade menneskernes leder?

Tristan ... Han tøvede og bed sig let i læben. Specielt gammeldags navn, men flot. Han skævede hen mod Camille som virkede til at have nogle tanker flyvende rundt i hoved. "Det hjælper ikke, vi mangler ikke fred, for vi finder bare et andet sted at jage hvis det er." Svarede han, og tænkte over et nyt spørgsmål han kunne afgive til hende, men der syntes ikke rigtig at komme noget op.
"Hvorfor bliver i ikke kærester?" Spurgte han så, og kiggede letter udfordrende på Camille. Nu han havde muligheden for det ville han have et svar, et svar han kunne bruge. Det ville ikke genere ham videre hvis de var kærester, ikke hvad han selv vidste endnu, men han forstod bare ikke problemet i at de ikke blev kæreste, det hjalp da mod en masse bøvl.

Hun spidsede læberne og så på ham igen.
"Jamen hvad ville så være af interesse at tilbyde, hvad ville du kræve, hvis en alliance skulle være en mulighed ?forsatte hun lidt krævende, men dét var hans spørgsmål også...meget enda.
Og dét næste tog lidt pusten fra hende.Hun kunne umuligt forklare.
Tristan og hende var sammen meget, fakta var dog at de havde haft bare éen rigtig date , at hun så havde en idé om der lå mænge flere af dem i fremtiden....men dét anede hun i princippet ikke...helt.
Hun valgte dét korte og forenklede udgave af et svar, selvom dét nok var mere kompliceret .
"Fordi han ikke har spurgt " svarede hun stille med blikket tilbage på de huse og butikker bilen hurtigt lagde afstand til.
Hun var dog lettet over han ikke synes at sætte lighedstegn ved Tristan, jæger og leder.
" Hvordan har du dét med jeg har en halvkæreste ? " dét var bare en indskydelse hun fik, men hun havde en idé om at mange fyre ville tænke at en pige var fair game, indtil der sad en ring på hendes finger.Som Zean, der var forlovet.Ikke at Samuel nødvendigvis var interesseret i hende på dén måde, men hun vidste han for hende var....en stor komplikationer .....fordi hun syntes bedre og bedre om ham.

Han tænkte sig lidt om, før han svarede på hendes spørgsmål. "Jeg ved det ikke, Tillid?" Han kiggede ud af vinduet da taxien stoppede op, og han steg ud, og betalte for turen. "Hvis du kan lide ham, hvorfor spørger du ham så ikke?" Han lage hoved let på skrå, og smilede så kort. "Nå, mit spørgsmål ..." Han trissede hen mod det der måtte være den ønsket restaurant og åbnede døren for Camille. Da de kom ind, blev de vist hen til et bord med en ternet du hvorpå der stod et hyggelys og blafrede let i vinden de kom med da de satte sig ned. De fik stukket et par menu kort i hånden, som Samuel straks åbnede og fandt på sit næste underlige spørgsmål. "Hvad vil du have at spise?" Han kiggede op mod Camille, og lænede sig en smugle ind over bordet, mens han selv kiggede på de kødmenuer der blev solgt. Han sukkede let mens hans øjne løb ned over alle de franske fine navne på kødretter.
"Guud, der er meget!" Beklagede han, og lænede sig tilbage i stolen. Derefter kom der en let brummen, hvorefter han bladrede om på siden med drikkevare.

Da hun sad med menu kortet mellem hænderne vendte hendes tanker tilbage til hans ord, kredsese om dem som bier om honning.
Tillid ? Han havde da hendes tillid, hun ville aldrig svigte ham eller på nogen måde udleverer ham.
Han betød al al for meget , allerede.Var dét dén slags tillid ? Eller hentydede han til når hun tøvede med at fortælle ham ting , som om aftenen med Demetri, anså han dét som manglende tillid ? Dét var jo mest for at passe op Sam, og fordi hun ....bare ikke brød sig om dét.
Hun kiggede åndsfraværende på kortet, og så de havde nogle gode t bone steaks, med ristet kartofler og bearnaise sovs.Måske var dét noget? Hun elskede dét, og Sam kunne bestille en ekstra rød bøf."Nummer 16 ? " forslog hun og gik ham lidt på klingen..."Du har da tillid til mig, har du ikke ?"
Og efter hans svar , afgav hun deres bestilling af mad til tjeneren der var dukket op, kun drikkevarene lod hun Samuel tage stilling til og da de var afgivet, og tjeneren lusket af igen så hun Samuel ind i hans betagende øjne
"Jeg spørger ikke, fordi jeg ikke vil trænge ham op i en krog. Han er ikke mundlam, hvis han vil noget...så kommer dét vel, før eller siden " hvem hun forsøgte at overbevise var ikke til at sige.Kærlighed var et ømt punkt at berører, fordi dét måske var dét hun ønskede sig allermest , og netop derfor var sindsygt bange for dét, og ofte snoede sig udenom hvis noget ramte hende der mindede om ægte kærlighed.
Så en FYR skulle nok både være meget tålmodig, ærlig og også klog, hvis hun ikke skulle lykkes at stikke af, overladt til ensomhed...igen.

"Nummer 7." Bestilte Samuel, sammen med en stor Cola. "Hvad vil du have at drikke?" Han gav menu kortet til tjeneren, som forsvandt efter bestillingen var afgivet. "Jeg har fuld tillid til dig ..." Svarede han let kryptisk og fugtede kort læberne før han begyndte at lege med lyset. "Hvorfor skulle jeg ikke have tillid til dig?" Spurgte han så, efter lidt tid hvor hans øjne havde været optaget af det flakkende lys han lod fingeren suse igennem et par gange, før det blev for kedeligt, og han lænede sig tilbage. Hans blik rettede sig mod Camille, mens han krydsede bene under bordet og afventede et svar, samt spørgsmål.
Han håbede lidt de kunne køre legen ud til efter middagen, og så ville han skynde sig op at betale før Camille ville kunne nå det, og hvis hun kom først måtte man vil bruge nogle beskidte knep, der var jo ikke nogle skrevet regler. Han smilede kort, og lod en finger lave små cirkler hen over bordets dug.

Camille fangede så fint hans lille tvist af ord.
"Jamen hvis du har tillid til mig, er grundlaget for en alliance så ikke tilstede ?" Hun ville ikke presse ham da hun i bund og grund ikke troede dét ville have en gunstig effekt, men omvendt var dét ham selv der havde nævnt at dét netop var tillid, der kunne få ham til at indgå en alliance, men dét skulle jo være en alliance han kunne stå inde for og ikke en han var lokket til
"Cola max, tak " smilede hun glad til tjeneren og hendes øjne lå på Sams finger der kørte igennem flammen på sterinlyset "Dont do that, du brænder dig " advarede hun og snuppede hans pegefinger og holdt godt fast om den.
" Næste spørgsmål....Hvorfor svarer du ikke på mit spørgsmål de før, hvordan du har dét med min halvkæreste ?" Sagde hun og slap herefter hans finger, der begav sig ned og lavede cirkler på den fine dug.

Nu stak hun ham to spørgsmål! Han sukkede kort, og tog først fat i det første. "Når jeg har tillid til dig, betyder det ikke jeg har tillid til alle dem du har bag dig, de bliver nød til at bevise at man kan stole på dem, have tillid til dem, ligesom jeg bliver nød til at spørge de andre om de er med på den, jeg er ikke diktator." Svarede han, og mente med de andre, de andre varulve. Han stoppede fingeren, og tænkte lidt over hendes næste spørgsmål før han med omhyggeligt udvalgte ord svarede hende. "Det skal jeg jo i bund og grund ikke blande mig i, det er jo dit valg om du vil være kærester med ham eller ej, og hvis jeg ikke kunne lide det, så ville det vel ikke have nogle effekt på dit valg i sidste ende vel?"
Når det kom til sandheden i svaret var det ikke helt sandt, for han ville gerne have hun var glad og lykkelig med den knægt hun havde udvalgt, men om han så selv ville syntes godt om det vidste han ikke helt. Hvad der helt præcist generede ham vidste han ikke, men det betød vel ikke det store, det var jo ikke hans valg, men hendes.
Han kiggede hen mod tjeneren der kom gående med de to glas med deres kolde læskedrikke, han placerede dem på bordet efter Samuels forklaring på hvem der skulle have hvem, og forsvandt så igen, og efter lod dem tilbage. Samuel begyndte straks at nippe til glassets kølige indhold.