Dont hurt me again - Mussi

"Men Sam...jeg har en hel menneske race bag mig, dét er jo umuligt at have tillid til dem.Men jeg garanterer at alle mennesker bare ønsker fred og ro....jeg kan selvfølgelig ikke tale for dusørjægerne, der vil i nok skulle forhandle selv, men ehm...deres leder er god nok " talte hun lidt famlende efter ord og som reddet af klokken, kom deres kolde drikkevarer og hun drejede energisk rundt på glasset.
Hun havde fortalt Tristan om Samuel, burde hun ikke gøre det den anden vej rundt også ?
Hun blev pludselig lidt nervøs ved tanken om dét ville være dråben der fik bægeret til at flyde over for Sam, at hendes næsten kæreste var dusør jæger ,men på den anden side....måske var det uden betydning.
Hun så op på ham, han var så svær for hende at læse...
Hun besluttede sig for at hun nok skulle fortælle ham dét, bare ikke lige nu...
Lidt senere ville være bedre.
Hun synes selv dét gik fint med spørgsmålene.Dét var hans tur nu...og imellemtiden ville hun se om hun kunne finde dét afgørende spørgsmål, vindersprgsmålet.
Et stort smil gled over hendes ansigt og hun lænede sig med foldede hænder ind over bordet.
"Nå hr.Rohr....løbet tør for spørgsmål allerede " teasede hun ham lidt.

En let brummende hørtes kort, før han sukkede. "hvis du nu lige ville slå lytteklapperne ud." Startede han drillende ud, før han gentog spørgsmålet. "Spurgte jeg dig om min mening ville have effekt på dit valg." Svarede han og klappede let hendes hænder på bordet. "Jeg lader dig skam ikke vinde, den sejer må du vente med." Han grinede kort, og fugtede læberne, før han drak mere af glasset i små nip.
Han måtte indrømme at denne læskedrik altid havde haft en sødlig virkning på ham, selvom han ikke havde drukket det i mange år. "Men Camille ..." Han tænkte sig kort om, før han fortsatte. "Hvis det betyder meget for dig, vil jeg prøve at om jeg kan få det gennemført, for det virker til vi ønsker det samme, men jeg kan ikke tale for alles vejene, vi er ikke alle ens." Bedre kunne han ikke svare for hende. Et stille suk gled over Samuels læber, da han lænede sig tilbage, og lukkede et kort øjne, før han søgte Camilles øjne. Han havde en mistanke om hun havde noget på hjertet, men som hun ikke ønskede at fortælle.

" Du kan ikke træffe beslutninger på mine vegne nej" svarede hun undvigende og sukkede herefter og svarede ærligt "Måske....nej, naturligvis ville dét betyde...noget " hvad helt nøjagtigt var hun ikke selv klar over , da halvdelen af hendes følelser for Samuel var lagt i en æske med låg på, da de var al for ...kompliceret at forholde sig til.Nogen gange var dét bare som de alligevel kiggede ud, men så længe hun kunne holde dem der, gjore hun dét
" om dét betyder noget ? ..."svarede hun til dét andet " jeg og min slags ender som et tag selv bord for vampyrer og dæmoner Sam, vores eneste chance er alliancer....måske engle også kunne overtales, deres leder skulle være klog og indstillet på fred, lyder rygtet " hun nævnte med vilje ikke jægerne, selvom de var en naturlig ven og støtte for menneskerne, af indlysende årsager.

Han tænkte kort over hendes svar. "I kunne lære at forsvare jer selv bedre?" Forslog han med et let smil, før han rettede sig op i stolen da maden kom ind, som han glubsk kastede sig over. "Er det nu dig der er løbet tør for spørgsmål?" Spurgte han med et let grin, og flyttede lidt på sig, før han stoppede og smilede. "Men vi kan selvfølgelig også bare sige jeg har vundet." Tanken fremkaldte et tydeligt stort smil på Samuels læber, før det forsvandt for at indtage maden der kom flyvende med gaflen op til hans mund.
Han gumlede lidt på maden, mens han tænkte, før han fik sig en ide. "Hvorfor spørger i ikke jægerne, de er jo mennesker når det kommer til stykket, den eneste forskel er jo blot at de direkte jæger væsnerne, og normalt ikke frygter dem, af hvad jeg ved." Han smilede kort, og flyttede så lidt på sig igen.

Hendes hjerte krummede sig sammen og gjore ondt og hendes øjne blev blanke.
Hans ord ramte hende så hårdt.
Her sad hun med friske sår på halsen , flænsede ar ned af den og havde været minutter fra at dø og hans bemærkning 'I skal kunne lære at forsvare jer bedre ' ramte hende som et knytnæve slag, nej....sikkert hårdere.
Hun stirrede ned i tallerkener der pludselig synes at bulne med al for meget mad da hun tørt svarede " Vi gør hvad vi kan...men mit gæt er dét er en hel del lettere når man forvandler sig til ulv og kan matche deres styrke "
Hun pauserede og forsøgte at skjule hun var såret, for hvad skulle han bruge den viden til ?At finde hende mere svag ? Hvis væsner dog begreb hvor stærk og modig et menneske var der valgte at færdes i deres kølvand, velvidende hvilken risiko de løb ? De irriterede hende at mennesker blev opfattet som svage, dét var meget let at være kæphøj når man var hurtigere end synet, kunne flyve, blive en ulv eller havde overnaturlig styrke....piece of cake.
Dét krævede langt mere mod at gå imod en vampyr, når man for eksempel var som hun.
Hun besvarede hans spørgsmål uden den store passion " Selvfølgelig får jeg en alliance med jægerne , de vil idet mindste altid beskytte os."

Hun sukkede, troede han at han havde vundet ?
Hun forflyttede en livlig lok hår , så den kun delvist skyggede for hendes syn og mente at have helt ret da hun opfriskede hans hukommelse " Well...mr.Leader dét er din tur til at stille et spørgsmål , er dét ikke ? Men hvis det er min , så vil jeg gerne vide hvad du mener jeg skulle gøre for at have undgået næsten at miste mit liv forleden ned De- med vampyrer, for dét er er svar jeg virkelig ønsker." Sagde hun lidt spidst.
Måske var hun for hård, for en stemme hviskede at Samuel slet ikke var klar over effekten af hans ord, hvordan de havde skrammet hende, hvis hun havde opfattet dem korrekt.

Samuel bemærkede ikke rigtig noget, han bemærkede hun blev tavs, og kiggede ned i tallerkenen, men mere tænkte han ikke over det, han var i gang med at spise. Det var først da hun spurgte ham om hvad hun skulle gøre kiggede han kort op på hende, og tænkte sig lidt om, før han lage gaflen fra sig, og placerede albuerne på bordet, for at bruge sine hænder til støtte for hagen, han placerede i en skål han lavede med hænderne. Han sad lidt og tænkte, før han trak hænderne ned fra bordet.
Han havde bemærket hun havde været ved at afsløre et navn, sikkert på den vampyr der havde overfaldt hende, som startede med De, men det kunne være så mange navne, så han valgte ikke at gå dybere i det, da han kunne mærke en snert af noget han ikke helt kunne sætte ord på, noget negativt. "Det ved jeg ikke ..." Svarede han så, og betragtede lidt gaflens blanke overflade. "Have haft et kors?" Han satte sig ud på kanten af stolen og lage sin hånd på bordet, mens den anden tog omkring gaflen, og førte en mundfuld op mod læberne, op til munden som lukkede sig omkring maden, og tyggede lidt på den, før han stoppede han. "Det eneste jeg vil have du skal gøre er at passe på dig selv." Der på førte han endnu en mundfuld i munden og førte glasset op til læberne. "Jeg har ikke sagt jeg ikke vil beskytte dig ..." Hviskede han så næsten lydløst, så han næsten kunne tvivle på at hun overhoved hørte det. Der var et eller andet der havde sat en kæp i hjulet, et eller andet der havde fået ændret Camilles humør, men han kunne ikke finde ud af hvad det var, men han kunne høre at hun følte sig en smugle hjælpeløs, eller noget i den stil.
"Hvem er, eller måske skal jeg nærmere spørge hvad er Tristan?" Det undrede ham lidt at hun var så sikker på at jægerne ville beskytte dem, og ... ikke mindst hvem denne Tristan nøjagtigt var.

Først kom der ikke rigtig noget bud frem, da han pludselig kom i tanke om hvem denne Tristan kunne være. Han havde mødt en knægt der hed Tristan, ham knægten med det orange hår, den skydegale idiot der var ved at blive medforgiftet fra hans sidste tur i omverden. Han havde været jæger - Camilles gamle kæreste havde været en jæger, så selvfølgelig ville de beskytte hende, de så jo begge noget i hende, omend den ene havde smidt den smukke guldklump væk, men han havde da ikke været helt ligeglad med hende, hvad han huske rigtig efter. " .... Man føler sig lidt som byttedyret." Sagde han så til sidst, og lod det være op til Camille at finde ud af hvad han mente. Han førte langsomt glasset op til læberne, hvor han begyndte at drikke før han begyndte at spise, mens han omhyggeligt undgik at kigge op på Camille.

Hun vandt lidt tid ved at maden var sat på bordet.Den synes at tiltale Samuel der startede med at spise og dermed ikke var så iagtsom hvilke kom Camille til gode.
Hun kunne få nogenlunde styr på sin stemme og holde sine tåre usynlige for der der måtte se på hende.
"Et kors ? "udbrød hun overrasket, var dét virkelig så ligetil ?
Men hun var ikke kristen og ville ikke have et om halsen....den plads var optaget anyway og en sølle vampyr var ikke årsag nok til at ville tage den kæde hun havde af.Men måske et stort et i sin taske, sammen med hendes vievand....ja, dét ville hun anskaffe sig.
Istedet for at skælde ud fortalte hun " Jeg vil skaffe et, men om dét hjælper på de gamle vampyrer aner jeg ikke...men dét er et forsøg værd."
Hun stak sin gaffel ned i noget grøntsage miks og hapsede lidt af hvert op og tog den første mundfuld.
Hun måtte indrømme der var god s
mag i dem, intet at udsætte der.
"Jeg prøver jo at passe på mig selv ...jeg passer normalt fint på mig selv...men den vampyr der...dét er ikke første gang han bed , men dét var første gang jeg var i livsfare...jeg ved ikke hvorfor min vej krydser hans så ofte...hele 4 gange, men to af dem lod han mig gå. "
Hun stoppede sig selv, ville ikke ende med at spolerer hele middagen med sit blodsugersnak.
Hun hørte akkurat Samuels bemærkning om at beskytte hende, eller rettere at han ikke havde sagt han ikke ville...men hvad betød dét i praksis ? Betød dét at han ville ? Ingen kunne vogte over hende hele tiden, dét var umuligt og hun ville iøvrigt aldrig tillade dét , hun var ikke en baby.

Hans spørgsmål fik hende til at lægge bestikket fra sig.
Hun tog Istedet sin cola og fugtede ganen med læskedrikken hun var lidt afhænig af.
Han vidste dét...ellers ville han ikke sige HVAD er Tristan.
Hvis han blev gal og ville gå, kunne hun så skubbe bordet i hans vej via telekinesen, så dét spærrede for hans exit ? Dét var et forsøg værd.
Hun samlede gafflen op igen og stak ned i bøffen , da hun svarede uden at se på ham "Tristan....er leder af dusørjægerne " og for at nedtone og udsætte en eventuel bemærkning eller reaktion stillede hun nu sit spørgsmål, da turen var hendes..."Samuel...hvad mener du med du føler dig som byttedyr ?" hendes stemme rummede et slør af bekymring, byttedyr lød bestemt ikke til at være positivt ladet .

Han vidste Tristan var dusør jæger, men at han var deres leder var alligevel ved at få ham til at tabe underkæben, dog pressede han tænderne sammen, og lod luften passere ud igennem næsen. "Derfor ..." Brummede han, og fortsatte med at spise men han tænkte over hendes svar. "Han er jægeren ... jeg vil ende med at være byttet." Han trak let på skulderende som om det ikke betød videre for ham. "But ... its the life ..." Brummede han, og tryggede videre, ikke videre påvirket over tanken, det havde han levet med hele sit liv, så det var bestemt ikke noget nyt.
Han sad lidt, og grublede over et muligt spørgsmål at give tilbage, men han kunne ikke rigtig finde noget, hvilke han gav tegn ved, med en let panderynken, før den lidt efter blev glattet ud, og Samuel kiggede hen mod Camille. "Hvor lang tid har du tænkt dig at jeg skal lege din underholdningshvalp?" Et let smil, ikke helt ægte, lå på hans læber. For ham kunne hun kræve ham i flere uger, han nød at være sammen med hende, selvom han udemærket vidste at hun ligepludselig ville forsvinde med den undskyldning hun havde brugt så tit, at hun skulle tænke over noget, men hvad?! Et let suk forlod Samuels læber, mens han førte den sidste gaffel i munden, og han kiggede op mod Camille, med en kort tænksom mine, mens han havde sit næste spørgsmål hvilende på tungen.

Godt...katten var ude af sækken, ikke flere tyngende hemmelighedder.
Og han sad her stadig .
Camille så på ham....et stykke tid.
Så talte hun endeligt med en varm stemme "Samuel, Tristan ville aldrig nogensinde gøre dig noget.
Selv i et sammenstød i en tilfældig kamp ville han ikke, han er en god fyr og han ved iøvrigt jeg aldrig ville se ham igen hvis han gjore.Så du er ikke noget byttedyr.Du er en fyr med en unik evne, okay ...og ingen skal holde dét imod dig. Tristan kæmper kun mod dem der gør andre fortræd" sluttede hun af.Hvor sandt dét sidste lige var ,vidste hun faktisk ikke helt, han var nok mere rå end hun så ham, men hun var tilgengæld et hundrede procent sikker på at han aldrig ville gøre Samuel fortræd.
"Han ved godt du bør...periodevis...hos mig, og accepterer dét.Kun hvis du...bider mig...bliver der problemer "smilede hun skævt.

Dét næste spørgsmål fik hende til at få en lidt hurtigere respiration.Talte han om legen ?Om at hænge ud nu ? Eller hentydede han til hun holdte ham hen...på grund af Tristan ?
Hun blev lige slået ud af kurs og for ikke at slinger for meget , havde hun lige brug for lidt mere info fra Samuel.
"Samuel...jeg leger ikke sammen med dig, alt er ægte....hvad mener du helt eksakt med dét ? Var dét i sjov eller...?" hun lagde hovedet iidt på skrå og hendes øjne lå opmærksomt på hans ansigt og derefter i et intenst forsøg på at fastholde hans øjne. For hvis der var alvor bag hans spørgsmål og dét ikke kun vari sjov, skulle hun lige slå helt fast hun ikke var en person der legede med andre, slet ikke med ham, da han.betød alverden for hende.

Hans mundvige begyndte at vende op da Camille ikke kunne afkode hans spørgsmål. Et let suk kunne høres fra ham, mens han lænede sig godt tilbage i stolen, og fangede hendes øjne som de låste sig fast på. Det havde undret ham at hun Pludselig var begyndt at snakke om at Tristan var god, og derefter gravet rundt i det. "Når jeg siger du har min fulde tillid, kan du bare sige om Tristan bider eller ej, jeg tror på dig, du behøver ikke bevise noget." Startede han, og hoppede derefter over til det næste spørgsmål. "Jeg er underholdnings hvalpen, og den leger og underholder kun når den har det godt ..." Han følte sig som en klovn i et cirkus, men sagde dog ikke mere om det, ud over blot at smile, og stadig prøve at fastholde Camilles blå øjne.

Det var ikke svært for ham at holde hendes blik fanget, da hun på ingen måde havde .lyst til at slippe.
Hun forstod faktisk ikke helt den følelse der var opstået inden i hende, men der var et eller andet der ikke føltes...rart...som om nogle brikker var lagt forkert i et puslespil, dét var muligt de havde den rigtige kulør, men kiggede man efter kunne man se de ikke var skåret rigtigt i kanten.
"Tristan bider ikke , han er ikke sådan " sluttede hun af....han var den mest reaelle fyr hun havde mødt, og hun vidste at han ikke ville gøre sådan noget, naturligvis ikke.
Hun slap dog ikke Samuels fængslende øjne , men ledte i dem , forsøgte at dykke med i dem og hente svar op fra bunden og da de viste sig for dybe til at kunne bunde i , måtte hun verbslt forsøge at fiske dem ud af hsm. Men nøje udvalgte ord spurgte hun forsigtig "Samuel....dét lyder så negativt...underholdningshvalpen.....jeg elsker at tilbringe min tid sammen med dig , og jeg nyder dét, men jeg bruger dig ikke som underholdning .Faktisk er du nogen gange luge så irriterende som du er charmerende " forsøgte hun at indføre som et lille morsomt hjørnespark.
"Men vi er da enige om du skal ha dét godt...." dét var dét sidste hun sagde inden hun væk fra ham og igen koncentrerede sig om al maden på hendes tallerken.
Hun kiggede dog på ham igen , da en ristet kartoffel var på plads i hendes mund, hun ventede jo en forklaring...eller uddybning af hans ordvalg.

"Jeg har ikke sagt en ord om at det er negativt." Svarede han, og lod hende svømme rundt i hans øjne, mens han selv prøvede at finde ud af hvorfor hun nægtede at tolke hans ord på den rigtige måde. "Hvad skal vi så kalde det?" Han lage hoved let på sned, og kiggede på den stille flamme der blafrede let da han pustede blidt til den. "Jeg elsker at være sammen med dig, og nyder det i fulde drag, og jeg vil mere end gerne underholde dig." Nu kunne hun da næppe tolke det forkert, ellers vidste han ikke hvad han skulle gøre for at få hende til at forstå at han godt kunne lide at være sammen med hende, ja, han nød det, som en sød drøm som man vidste ville briste på et eller andet tidspunkt. Man klamrede sig blot til øjeblikket og håbede på den måde det ville vare længere tid selvom man vidste det ville være umuligt.
Han flyttede blikket ned mod den ternet du, hvor han begyndte at skabe mønstre af de ternet firkanter.

Hun kom til at grine.
Ikke at noget var specielt morsomt, dét var ligesom bare hele situationen , de sad og forsøgte overbevise hinanden om at de havde dét godt med hinandens selvskab.
Dén lille latter fadede ud i et kærligt smil da hun sagde "Skal vi så ikke blot konkluderer at vi elsker hinandens selvskab og nyder hvad vi kan få af hinanden ?" Hun så lidt fåret ud da hun hørte hendes egne ord udtrykt og hænge i luften.Dét lød helt...anderledes.Altsår ikke at dét ikke var sandt , men ...
Hun blev overrasket over sig selv, over dét hun sagde, over de følelser hun rummede.
Hun rystede på hovedet og så på Sams hånd der var i færd med at tegne mønstre på dugen.
"Nøglen er stadig din, hvis du vil have den....dét ved du godt , ik ? " hun ville gerne sikkre sig at han havde et ordenligt sted at overnatte , når han var menneske.Hotel var udmærket, men når han var alene tvivlede hun på han tog ind på et.Men med en nøgle til hendes hjem, så var han altid nær en varm seng, eller rettere en blød sofa.

Han sukkede, og smilede derefter ved den tanke der fulgte efter hans tanker, eller nærmere de billeder. "Jeg har ikke været i lejligheden, jeg har ergo ikke nøglerne, du må godt undersøge det hvis du ikke tror på mig." Han slog let ud med armene, og smilede kort. Et flyttede sig lidt på stolen, og placerede hagen i en skål han lavede med hænderne.
"Og jo, jeg er enig i din ide, lad os bare sige det." Han betragtede kort Camilles ansigt, og ventede - ventede på at hun pludselig skulle springe op, og give den undskyldning som hun havde givet så mange gange før, at hun lige skulle tænke, for før eller siden blev den jo nød til at komme, og Samuel var næsten fast besluttet på at den nok skulle komme, det handlede vel bare om tid, men indtil da måtte han jo bare fortsætte med at lage uviden.
"But ..." Han lage hoved let på sned, og betragtede Camilles hoved nu lidt på skrå, før han fortsatte. "What do you want?" Han strakte fødderne under fødderne under bordet, så han kunne prikke til hendes fødder.

Hun fik et drillende blik i hendes øjne.
"Hvad vil jeg have...du mener udover verdensfreden og mad til alle ? " spurgte hun og så på ham imens hun igen fik en lille luns af kødet placeret på hendes tunge og begyndte at tygge dét møre kød nogle gange igennem.
"Samuel....jeg har alt jeg behøver, resten er kun iceing on the cake " svarede hun.Dét var en sandhed med modifikationer.Jo...hun havde alt der var nødvendigt, ingen sagde at fasttømrede forhold der med tiden ledte til forlovelser, brylluper og måske enda børn, skulle være tilgængelig for alle.Camille havde ofte tænkt at kærlighed bare ikke var for hende, og den eneste der havde ulejligheddet sig med at udfordre hende, rigtigt , på dét var Tristan.Andre mænd havde været overfladiske og ikke haft humor eller været kedelige, hun kunne remse op i timevis....men måske fik de bare ikke en fair chance før hun viftede dem væk .
Hun var for bange.Meget få fandt ud af at lave huller i hendes forsvar, da hun var rimelig kvik....men fyren foran hende havde møvet sig derind, no doubt there.
Hun gled derfor lidt hen over hans spørgsmål, hvis han ville have alvorlige svar , skulle han nok ikke stille så åbne spørgsmål, når dét var Camille der var tale om

"Alt?" Det var tydeligt Samuel ikke troede på hende. "Du har da ikke prinsen i dit liv, han har ikke fået bukserne på og spurgt dig endnu." Sagde han drillende, og fortsatte i samme tone. "Hvad nu hvis der var nogle der kom før ham?" Han fjernede hænderne fra bordet, og drak atter fra glasset. Derefter stak han noget mad i munden, og tyggede løs uden rigtig at smage på det, den søde smag af colaen lå stadig på hans tunge og gav munden en sød smag. Et lille fjoet smil lå på Samuels læber, mens han trak vene til sig under bordet.
Når alt kom til alt, havde han ikke mange sorger i livet, nogle dage var selvfølgelig bedre end andre, men fordi han ikke havde viklet sig ind i alle de forhold og følelser et menneskelig frembragte slap han for at tænke over det, næsten. Lige indtil Camille altså besluttede sig for at springe ind i hans hoved og skabe travlhed inde i hans hjerne med spørgsmål han normalt slet ikke tænkte over.
Samuel kunne ikke, uanset hvor meget han bred hjernen ikke forstille sig sigselv i et forhold ud over venner, kæreste forholdet havde aldrig været et ønske fra hans side, men han havde heller aldrig bemærket det, kendte ikke til de følelser der fulgte med i det.

Hun forsøgte se irriteret ud.Og hvis tonen ikke havde været drillende og munter, var dét helt sikkert lykkedes, da hun ikke brød sig meget om at samtale om hende og Tristan, dét var ligesom imellem dem...og stadig først nu i den helt spæde start.Hvor dét helt precist ville ende, var hun ikke sikker på, men hun håbede og havde en klar fornemelse.
Derfor var dét vanvittigt forvirrende med Samuel, dét var som han ikke helt forstod hvad han lavede når han for eksempel kyssede hende.Hun kunne godt mærke han ikke rigtig lagde meget i dét, men da hun ikke havde til vane at lade alle kysse på hende, vakte dét altid mange tanker i hende, som hun forsøgte dysse ned.
" Altsår....nu er jeg jo ikke en først til møllen pris, så hvis man bare kommer først så tilhører jeg ham." lø hun og tænkte med gru på hvor kedelige fyre hun i givet fald havde haft rig mulighed for at blive kædet sammen med.
"Dét kræver nu ...liiidt....mere end bare at komme først.Men min holdning er generelt at hvis man ikke er i et fast forhold, så er alt fair game.".
Hun kunne ikke huske rækkefølgen længere, hvis tur dét var til at stille et spørgsmål, men dét måtte vel anses som værende hende, siden hun lige havde besvaret et for Sam.
" Samuel....hvorfor har du valgt dit liv i skoven, fremfor et med en sød kæreste ?" spurgte hun blidt og meget nysgerrigt.

Han grinede kort, og gumlede på en ny mundfuld. "Aha, det må jeg huske." Svarede han med et drenget smil over læberne, før det forsvandt da hendes spørgsmål faldt. En tænksom mine kom lidt efter op, før den også forsvandt mens svaret flød ud af hans mund. "Fordi det er mindre kompliceret - fordi jeg ikke ved hvem denne kæreste skulle være." Svarede han så godt han kunne. Det var så tæt på en brugelig forklaring han kunne komme, for han havde alt for mange gange hørt om sine venner, forældre ja, alle mulige folk der havde lidt under kærlighed og andre følelser, og det var ikke ligefrem noget der virkede til at være en drøm selvom så mange sagde det, han fortrak at holde sig væk fra det, beskytte sig af skovens grene, den tykke hvide pæls og ulvenes forpligtelses løse kærlighed.
For ulve varede et forhold aldrig længere end de kunne hoppe på hinanden, og så forlade hinanden igen, og muligvis forsvare, men så var det forhold også slut, de holdte aldrig sammen, kun alfa hannerne som også var de eneste der fik unger i et kobbel.

Hun små lo igen.
"nej...pris dig lykkeligt over du ikke ved hvem dét skulle være, dét lyder jo ellers som en arrangereret forhold ?"
Hun drak lidt af colaen og spiste lidt grønt og da hun havde tygget af munden forsatte hun hvor hun havde sluppet " Samuel....for dét første er du jo nød til at tilbringe noget mere tid som menneske.Og tro mig, kærlighed har dét med at poppe frem når man mindst venter dét " og når dét er mest ubelejligt, havde hun lyst at tilføje, men undlod dét.
Hun forsvandt ind i hendes tanke orgie af spørgsmål som kun hun selv var i stand til at besvare som hvad hun egentlig selv søgte i en kæreste, i en fast partner ?
Hun dvælede lidt ved dét, med vendte så tilbage til samtalen omkring bordet.
Hun betragtede Samuel....han virkede anderledes o dag...mere...mere af det hele.
Mere lyst til at bruge penge, mere drillesyg, mere al alvorlig også ? Måske var dét bare hende der var oversensitiv efter overgrebet fra Demetri, hun brugte altid lang tid på at ryste ham af efter et møde....og det sodste havde været dét mest voldsomme.
Måske hun ikke behøvede et kors, men bare en blyant ? Hun havde jo før slået en ihjel via en blyant gennem hjertet med hendes telekinese shit.

"Det tror jeg næsten ville være nemmest for mig ..." Svarede han, og tænkte lidt over et arrangeret forhold. "Men alligevel ..." Han trak lidt på smilebåndet og lyttede efter hvad hun sagde, meget indformerende ord. Da hun virkede til at ville fortsætte sætningen, men stoppede, ventede han på en fortsættelse, men det virkede ikke ligefrem til at ske noget, så han kiggede derefter spørgende på hende, men da hun stadig ikke kom med noget, valgte han at bruge sit spørgsmål på det. "Ja?" han lage hoved let på sned, og så spørgende på hende. "Hvad mere?" Han ville have det hele, hvis hun skulle overtale ham, nyttede det jo ikke ligefrem at hun pludselig stoppede op midt i det hele, og lod rasten være til ham, han kunne jo desværre ikke læse tanker, hvilke ville være meget praktisk hvis han kunne.

Hun vred sig lidt på stolen, som var et greb, usynligt for dét almindelige øje, blevet strammet om hende.
Hun svarede omend lidt modstræbende "Når man mindst venter det...og når dét er mest ubelejligt " afsluttede hun så sætningen højt.
Hun kunne med lethed kaste sig over dét næste spørgsmål, hans svar var et typisk mande svar vedrørende arrangeret forhold.
"Et arrangeret forhold ? ..hold nu op Samuel , dét da ikke andet end en købt senge partner og hushjælp.Er dét hvad der driver gennem dit smukke hoved af lyster ? Hvad med følelser ? Modspil ? Gensidighed og trang til bare at være den anden nær ? Kemi og humor ?" Okay dét var flere spørgsmål, men Camille var ikle så nøjeregnende og betragtede dét som eet enkelt
Hun kiggede på ham over sterinlysets skær.
Hun troede ikke en meter på han ville være tilfreds i sådan et forhold, der var langt mere speed mellem ørene på ham og langt mere Passion løb i hans åre...dét var hendes tro ihvert fald.

"Ubelejligt?" Han tænkte lidt over ordet til hun pludselig smed en halv million af dem i hans hoved. Han blinkede overrasket, før han så til sidst sukkede og betragtede Camille i tavshed. "Det er det jeg prøver at undgå ..." Mumlede han så til sidst efter flere minutters tavshed. Han vidste det gjorde ondt når man fik vendt den kolde skuldre til, og han ville ikke være den person som enten skulle udsættes for det, eller prøve det.
Han kunne forstå at det var noget Camille gerne ville have, og hvem ville ikke det? Samuel selv var da også med på den, det lød som en drøm, men som altid en drøm der ikke ville fortsætte, det kunne ingen. Han greb fat i glasset og tømte det med et hurtig bevægelse, før han lænede sig tilbage i stolen, og betragtede Camille med øjne der tydeligvis ikke helt var til stede da han tænkte, tænkte over hvorfor det lige var at hun gravede sådan rundt i det. Han kunne til sidst ikke finde nogle mulig løsning, og valgte så at spørge hende. "Hvorfor interesse det dig?"

Han var bare bange, ligesom hende og sikkert også resten af verdenen, når dét kom til stykket.
Camille var ekspert i at give mere eller mindre gode og velmenende råd, men ikke altid istand til at efterleve dem selv.For naturligvis skulle man tage chancen med kærlighed, var det ikke det der gav livet indhold ? Alt andet var bare dejligt fyld.
Han så tænksom ud og hun spiste lidt videre imens , lige til at stillede et nyt spørgsmål til hende.
"Hvorfor dét interesserer mig ? " hun så forlegent væk fra ham imens hun ville finde de rigtige ord, men de havde på en måde forputtet sig så dét ud til, ihvert fald kunne hun ikke rigtig beslutte sig og endelig måtte hun give et jævnt utilfredsstillende svar " Fordi.... du er dejlig, du har jo alt det en fyr skal have, du mangler bare lidt hæfteplaster i lommen, til din mund når du bliver lidt for sjov " sagde hun og hendes øjne skinnede
Hun havde svaret meget sandfærdigt, måske unladt en juicy detalje, men dét var en tanke hun ikke en gang turde tænke når hun var alene, så naturligvis kunne hun ikke sige dét højt...til ham.

Han lyttede til hendes svare, og endte med at glo ned af sig selv, hvorefter et flabet grin kom til syne på hans læber. "Ja det håber jeg." Svarede han, og hentyde til andet end udseende, men det nede mellem bene. "Hm, jeg må huske det næste gang." Han var tydeligt livet lidt mere op. Han sad lidt og ventede på et spørgsmål fra hendes side, men det virkede ikke til der ville komme mere, så han nippede videre til maden.
Han kunne ikke helt afgøre om han skulle tage hendes svar for gode, om det var derfor det interesserede hende, men han valgte at slå sig til tås med det, og blot vente på et spørgsmål fra hendes side, hvad det så kunne være, hvis hun da ikke hade givet op, for han skulle jo skynde sig at vinde, hvis han skulle betale. En plan B formede sig i hans hoved mens han ventede, hvis han ikke behøvede at gå til plan b ville han være glad, men hvis han skulle - så blev han vel ... lykkelig?

Hun var over halvvejs med sin portion og spiste langsommere nu hvor hun var begyndt at blive mæt.
Hun lagde mærke til at en af de yngre tjenere, en sød pige med kort lyst hår, klipoet i en fiks og moderne frisure, havde sit blik temmelig ofte på Samuel.Dét var faktisk på kanten til at være uhøfligt , da hun jo ikke kunne vide at de ej var et par.Camille sendte pigen et ' jeg har opdaget dét ' blik og hun synes at modtage dét nogenlunde, ihvertfald begyndte hun at beskæftige sig med at arrangerer nogle flasker bag disken, Istedet for at stå henført og savle over Samuel.
Camille sendte ham et strålende smil og kvidrede.." jeg har et spørgsmål mere...." hun mærkede sejeren nærme sig og hendes øjne skinnede i lysets skær da hun spurgte " Hvornår besøger vi dine forældre Samuel ? ".
Hun var blevet lidt kæk, nu hvor hun mente at have fået skovlen under ham , så med spidsen af hendes støvle snude, prikkede hun let til hans fod , nede under bordet.
Hun lod en finger banke let på hendes overlæbe et par gange, da hun spændt tænkte på hvad hans svar ville rumme af mulighedder for eventuel 'action' på familie fronten.