Dont hurt me again - Mussi

Camille rejste sig fra sofaen.
"Nej...ingen ulv med høretelefoner, men måske med rød hale efter en røvfuld ?" teasede hun og lavede en 'truende' bevægelse med den ene hånd.
Hun gik over og gennemgik sine cd'er og hev to meget forskellige frem.
Den ene med Shinedown, Call me som hun næsten vidste han kunne lide ,men den anden var langt mere alternativ og ville nok udfordre hans øregange just a bit.
Hun satte den på og ud af højtalerne lød de første toner af Ok Go og deres Quiet mind.
Den mindede hende om ham , hvorfor var ikke lige til at sige.Teksten var ikke umiddelbar, man skulle lige vende den et par gange, men never the less...en dejlig sang.
Hun satte sig over ved siden af Sam igen, og så spændt på ham.

// kan ikke linke på min mobil desværre, du må Google den Samuel //

Da musikken gled ud af højtalerne, kunne han straks høre det ikke ligefrem var pop. Samuel lyttede intenst til musikken, og stemmen af en mand, sammen med guitaren og alle de andre lyde der var med i sangen. Han kunne ikke rigtig afgøre hvad han syntes om det, det virkede anderledes, og spændene, men alligevel også kedeligt. Han lage hoved på sned, og trak lidt efter på skulderende, uden rigtig at vide hvad han skulle sige til det.
"Hmmm ... måske ikke dén type musik jeg vil høre på, men det lyder dog alligevel interessant, tror bare hurtig jeg bliver træt af den." Indrømmede han, og kiggede mod Camille, med hænderne pænt foldet i skødet, som om han var en fin lille dreng, der måtte indrømme at han ikke fandt lærens læremåde specielt effektiv.

Hun rystede på hovedet.
Der var ingen dårlige lærere kun håbløse elever, var det ikke sådan ?
Hun skiftede cd, og Call me flød ud i rummet...dissede han den ville hun finde på en passende straf.
Hun så spændt på dén.
Her var både melodi og tekst noget særligt og selv elskede hun dén sang.
" og hvad synes Simon Cowell så om dén her ?"jokede hun og håbede han havde hørt om american idol dommeren.

Da hun skiftede sangen ud, lyttede han interesseret til hendes nye valg af sang. Han rynkede let på panden, før han sukkede. "Den første er hundrede gange mere interessant, den sidste er mig en smugle kedelig." Indrømmede han, og lænede sig tilbage. "Har du ikke noget med lidt mere gang i den, ellers ender vi jo med at falde i søvn." Drillede han med et stort grin. "Du virker mere som pop tøsen, eller mere typen med rolig musik i huset, eller har jeg fået helt forkert fat på den?" Han lage hoved let på sned, mens han kiggede interesseret på hende. Han fugtede kort læberne, mens han satte sig bedre tilbage.

Hun rakte ud efter en pude hun smækkede i hovedet på ham.
"Du gode gud Sam...er du altid så svær at tilfredsstille " himlede hun op og rejste sig endnu en gang, for at gå og finde noget andet.
"Kedelig sang...er du tonedøv, er dét en ulveting ?" drillede hun ham.
"dét er fordi du vil proppe mig ned i en musikboks,og dét kan du ikke for jeg hører for meget forskelligt musik.
Hun satte så en gammel sang som hun huskede videoen til på " womanizer .....dét må lige være et nummer for dig Samuel"sagde hun med en stemme så sød som rørsukker.

Samuel trak hurtig armene til sig, for at beskytte mod den flyvende pude. "Er der nogle der har sagt jeg er let?" Han grinede kort, da hun snakkede om at han var tonedøv. "Vi kan da hyle, det lyder da normalt godt - i mine øre." Da hun rejste sig op, for at sætte noget nyt på, satte han sig spændt til at vente på hvad der nu ville komme ud. Han bed sig letter nervøst da de første toner kom ud af højtalerne. Da kvindens stemme kom ud fra højtalerne, var det første han gjorde, var at stikke fingerne dybt ind i øregangen. "SLUK!" Beklagede han sig, og sprang op fra sofaen, med retning mod hendes soveværelse, hvor han søgte skjul. Hvis hun ikke slukkede, eller skruede højere op, ville han gemme sig under hendes dyne, og vente til musikken stoppede.

Hun begyndte at grine, da hun så ham flyve op og søge skjul i soveværelset.
"Hva....Samuel...er dét lyden eller teksten der skræmmer dig " klukkede hun og lod dén spille.
Dén havde han selv bedt om.
"Nej...ingen havde sagt du var ...let....bare roligt dit ry er pletfrit " teasede hun videre.
Hun gik ind og bøjede sig over ham.Formentlig var han nu skjult under dynen, så hun trak hårdt i dén..ikke om han skulle ligge der.
"hvad så Mozart...not fancy enough for dig putte ?" sagde hun udfordrende og overvejede hvad dét mest rædselsfulde musik var hun havde, for så blev dét bestemt dét næste han skulle få lov at 'nyde'.

Han trak dynen tætter omkring sig da hun prøvede at rive den af ham. Gud fanden nej, ikke før det musik var stoppet! Der hørtes nogle små klynkende lyde, mens han krummede sig sammen, og lage sig på dynen. Mozart?! Han mindes at have hørt navnet før, men han kunne ikke lige huske lige præcist hvorfra, men det lød ikke videre specielt godt. "Bare tag en af de to første." Svarede han, mens han stadig lå som en lille kugle med dynen over sig, som om han var en blød lille bold.
Han stak lidt efter næsetippen frem fra dynen, og kiggede op mod Camille. "Sluk ..." Bad han, mens han prøvede at lave de største hundeøjne han kunne præstere. Han vidste ikke rigtig om han var specielt god til det, han var jo en slags hund, men det ville han bestemt ikke have at andre skulle vide. Han ville mene han havde en fordel, men det var ikke noget han ligefrem gjorde til dagligdag.

"aha....tortureret til vanvidets rand hvor du tigger...sådan næsten da ...med lidt god vilje " små grinede hun og så ind i hans bedende øjne.
Kun et menneske af stål, ville kunne have stået imod disse øjne og Camille overgav sig og gik imod stuen igen , dog ikke uden at vifte med en finger i luften og gøre opmærksom på "Hey...you owe me one now " , og så gik
hun ind og klikkede anlæget over på en helt anden melodi, en meget sød fyr havde introduceret hende for for længe siden....den hed A sad loves
"den her tror jeg du vil synes om...den taler til din...poetiske blide side " ,sagde hun med et lille smil.

Han syntes ikke om hendes ordvalg, men af frygt for at hun blot valgte at skrue mere op, eller noget andet, valgte han at forblive tavs, og blot trippe efter hende ind i stuen. Hvad skyldte han hende? Intet hvis man spurgte ham, han havde da lige postet en masse penge i velgørenhed, så det kunne bestemt ikke være på den kant hun manglede noget. Måske trængte hun til at blive pusset omkring? Det var en mulighed som han ville tænkte over senere. Han kiggede afventede på hende, da hun satte et klaverstykke på, der lød dejlig sprødt i hans øre. Han kiggede kort hen mod Camille, før han satte sig til rette i sofaen, og lukkede ørene, mens han lyttede interesseret til musikken med stryger i baggrunden. Normalt var han ikke vild med sådan noget stille stads, men dette var dog noget smukt halløj.
"Meget bedre!" Udbrød han så, og satte sig op med et smil. "Du har ramt plet."

Ud af dét blå vældede en ømhed overfor ham op i hende.
Dét var fordi at netop den slags musik krævede et vis...niveau....af forståelse...følelsesmæssigt og musikalsk for at kunne sætte pris på dét.
Hun blev lidt nysgerrig på ham og den barndom han havde nået at få med.
" Endelig tilfreds , hva ! ......Samuel, havde i klaver da du var lille ?"
Hans musik smag må jo stamme eet sted fra og klassisk musik havde måske været dét der blev spillet i hans hjem ?
Camille satte sig i sofaen igen, og langsomt lod hun øjnene glide i og lod sig besnære af melodien.

"Klaver?" Han lage hoved let på skrå, og rystede på hoved. "Nope, det var ikke noget vi havde, min far plejede at høvle løs på en guitar, så nej, ingen klaversange." Svarede han og kiggede mod Camille, da hun havde fået sig placeret blandt puderne. Da hun virkede til at have lukket øjne, lod han langsomt en finger glide fra midten af hendes pande, ned over hendes næseryk, ud mod næsetippen, hvor den gled ned på hendes kind og kæbe for så at forsvinde. "Men afslappende musik har altid været en stor svaghed hos mig, lige præcist hvorfra ved jeg ikke." Sagde Samuel, før han fjernede sig fra hende, og lænede sig tilbage i sofaen. "Du kan også bestikke mig med violin musik."

Intet klaver , men dog en guitar.
Stadig, et hjem hvor musik levede og havde en berettigelse.
" Du har musik i dine åre " hviskede hun og netop da mærkede hun hans finger løbe over hendes hud.
En lille gysen, af den søde slags løb gennem hende, men hun forholdte sig roligt.
Da han standsede, fik hun efter nogle alarmerende sekunder tingene...dét værende sig følelser og vejrtrækning på plads igen.
"Godt at vide 'britney er dårlig ' men lidt violin kan få dig på knæ ...interessant Samuel.

Han kiggede overrasket på hende, før han ændrede ansigt til noget mistroisk. "Hvad mener du at jeg kan komme på knæ? Vil du have jeg skal fri til dig?" Spurgte han alvorligt, trods det ikke var alvorligt. Han var ikke helt glad for hendes ordbrug, det var altid noget ildevarslende ved det, men hvad kunne han gøre ved det ... ikke meget, så han måtte bare håbe at hun ikke misbrugte det. "Meeeen ..." han tøvede kort, og valgte så til sidst at forblive tavs, det var ikke godt han uddybede mere omkring sin violin svaghed, det ville kun ende galt var han sikker på. Han sukkede, og flyttede på sig, så han sad mere ret op.

Hun så på ham med et forbløffet udtrykt printet i øjne,mund og ansigtstræk.
"Du gode nu nej...jeg sidder da ikke og opfordre til et...frieri " hun kunne dårligt sige ordene, han måtte da virkelig gasse hende nu, dét måtte han.
"Samuel...skal jeg lave et eller andet at drikke ?" Hun synes der var blevet lidt varme i stuen og dét ville passe fint, lige at trække lidt til siden.
Hvorfor var den fyr ikke udstyret med en lille låge, så hun kunne åbne op og se hvad der skete inden i ham, han fik hende virkelig ud af balance....ind imellem.

Han grinede, mens han hurtig fugtede læberne med en tunge. Hans latter blev kun mere ustyrlig da hun spurgte om han ville have noget at drikke. "Jo, ja tak." Han smilede fornøjet, da han rejste sig op, og gik ud mod køkkenet. Han elskede når det var så tydeligt at se hun ikke stod helt lige, men det var stadig ikke lykkes ham at finde ud af hvad præcist der var. Han åbnede køleskabet, og kiggede ind, mens hans øjne søgte efter noget drikkeligt. "Er der noget du vil have, eller skal jeg bare selv finde noget?"
Hans øjne fandt hen til en flaske, som han først ikke rigtig kunne se hvad var, men da han havde vendt flasken om, så han hvad det var. Juice af en art. Han lage undrende hoved på sned, og tog flasken ud, mens han undersøgte den farverige etikette. Han havde aldrig set noget i den retning, og bestemt ikke noget der hed smoothie. Det var lavet på frugt, men så mere tyktflydene ud.

Provokeret af hans grin , forsatte hun ud i køkkenet hvor hun indlod en kamp med en tilrimet fryser hvor en bakke med isterninger, på dét nærmeste skulle hugges ud af den.
Men efter et par forsøg blev den brister fri, og med små tigger på knoerne stod hun stolt med de blomster formet isklumper.
" cola til mig....og du tager bare...det ved du " så pressede hun nogle isterninger ned i et højt glas.
Hun modtog colaen, og skænkede den op, en brusen så voldsom gjore at hun måtte skyldes sig at støvsuger toppen af skummet op med sin mund, for at indgå pletter.
Hun gik over ved køleskabet og rakte over Sam, efter en pose mini gulerødder..

Han stillede flasken tilbage i køleskabet, og kiggede på Camille. "Sikker ... kreative." Kommenterede han, og lavede et let kast med hoved mod en af blomster-isterninger der svømmede rundt i glasset. Den slags form havde han aldrig set, men de var da kønne, og han måtte indrømme, at det ikke rigtig overraskede ham, det passede på sin måde fantastisk godt til Camille, og den måde hun var bygget op på. glad og venlig, og til tider for hjælpsom. Han kiggede på hendes glas med cola, som lignede noget fra en cola reklame, men det blev sporleret af gulderødderne hun trak op. Han kiggede mod dem, og smilede så kort for sig selv, før han listede ud af køkkenet, tilbage til sofaen, som han satte sig godt til rette i, og fordybede sig kort i tanker. Hvilke nogle det helt præcist var, var svært at sige med nøjagtighed, for så snart han havde fået fat i en, var der et eller andet galt med den, så den ikke passede ind, og den blev smidt væk, så han efter et par minutter havde løbet alle de mulige tanker igennem uden fangst.

Hun trak på skulderen, ja de var sjove...hun havde også nogle der var formet som fisk.
Tanker var måske nok flygtige, men var alt i livet ikke dét når dét kom til alt ?
Bekendtskaber ? Kærlighed ? Forhold ? Arbejde ? Ja...selve livet var kun et flygtigt glimt på den lange bane, når man var menneske der ikke levede evigt.
Hun fulgte efter ham ind i stuen, og dumpede ned sofaen.
Dét hun elskede mest ved sin sofa var, at den netop var så blød at man kunne putte i den og slappe rigtigt af.
"Dét snart jul...hvornår er dét bedst vi besøger din familie ?" spurgte hun med neutral stemme.

Samuel skævede mod Camille da hun kom ind, og satte gang i et nyt tale emne. Han overvejede om han skulle går op i fyr og flamme, men det ville ikke hjælpe noget, det vidste han, så han besvarede hende blot i same neutrale stemme, eller det var sådan det helst skulle lyde. "Hvornår det passer bedst ..." Det lykkes ikke helt, men videre, videre med snakken, ikke sidde og snakke over dem nu. Man sagde jo at julen var en glædelig højtid, ikke en man skulle bruge på at snakke om forældre man for længst havde forladt.
"Hvorfor er du egentligt så ivrig efter at jeg skal være sammen med dem, genforenes med dem, eller hvad du vil kalde det." Han kiggede spørgende på hende, mens han rettede sig op i sofaen, for ikke at gloide helt ned.

En tanke for gennem hendes hoved * fordi jeg vil have du har kærlighed i dit liv , og jeg er ikke fri til at give dig den *.
Tanken lavede så meget støj på frekvensen, at hun blev helt overrasket og kæmpede for at tune ind på noget helt andet.
Hvad fanden var nu dét for noget fis ?
"Bare fordi dét kunne være dejligt for dig at være på talefod med dem , ik ?".
Han ville aldrig gå med til dét frivilligt, hun ville være nød til at finde noget han ønskede...en aftale eller en.byttehandel, et eller andet der kunne motiverer ham til at synes om tank, men hvad ?
Hun måtte virkelig tænke over dén da hun ingen forslag havde, what so ever.n.

Endnu et af hans 'berømte' suk forlod Samuels læber, da han hørte hvad hun svarede. "Det ved jeg ikke, jeg tror jeg ville kunne overleve lige så godt uden." Svarede han kort og godt som det var. Hvis han havde kunne læse hendes tanker, ville han nok begynde på noget ævl om at han ikke behøvede nogle kærlighed fra dem, han havde levet uden den og bla bla bla ... det kunne sikkert blive en fin tale, som han slet ikke behøvede at tænke over, da han ikke kunne læse hendes tanker.
Hvis hun ikke straks derefter fortsatte samtalen, ville han ånde lettet op, og være godt tilfreds med dit udbytte af sine svar, for han havde endnu ingen tanker om at ville give efter, ikke med mindre Camille fandt på nogle rigtig god grund til det. Han behøvede ikke absolut at skulle have noget, men hun måtte finde en virkelig god grund til hvorfor det netop skulle være nu, og i bund og grund hvorfor i det hele taget.

"Samuel...nogen ting er værd at kæmpe for.Din familie har ikke været onde ved dig hele dit liv, gjort grimme ting eller slået dig...de var forskrækket og i Chok da du blev bidt.De var ikke sig selv.
Burde i ikke se om dét er muligt at finde hinanden igen.Hvis der sker noget en dag med dig eller med dem , så er dét for sent, jo....dét skal være nu hvor tiden er...passende..."
Hun drak lidt af sodavanden, hvorfor mon han kæmpede imod ? Bange...han var bange for deres reaktion, at blive afvist igen...men denne gang var han voksen...plus han havde Camille ved sin side, så dét ville ende godt, mente hun da.
Hun afventede en reaktion, velvidende hun pressede på og blandede sig i hans private ting, men efterhånden havde Samuel og hun ikke meget der var 'privat' mere...alle emner ...næsten....var blevet behandlet.

Han pressede læberne sammen, for at forhindre endnu et suk smutte over læberne. Det var typisk Camille at sige det, men hun havde jo ret, når det kom til stykket, uanset hvor lidt han ville indrømme det. "Hvorfor forvente der sker noget, hvis de stadig lever, som de jo må gøre, så må de jo leve i bedste velgående. Ergo savner de mig sikkert ikke, og det er heller ikke fordi jeg selv lige mangler dem." Prøvede han igen. Hvis han kunne udskyde det i endnu en tid ville han være glad, men chancerne for at han kunne få hende til helt at glemme det, var sikkert så godt som ikke eksisterende.
"Jeg har heller ikke sagt at de har været onde, eller har slået mig, jeg har bare ikke ville se dem." Fortsatte han, og begyndte at kunne mærke at han var ved at gå i selvsving, hvis han fortsatte med at prøve at overbevise hende om at han ikke havde brug for det. Det ville sikkert virke direkte modsat, så han valgte at holde sin mund lukket, og lade hende selv drage konklusionerne, men hun skulle bestemt ikke tro at han ville, selvom det alligevel var lykkes hende at lirke noget fri, der fik hendes mål til at virke tillokkende på ham.

Hun sukkede tungt.
Hvorfor kunne de fleste fyre have en gudsbenådet i.tilligens på nogen områder og så alligevel forstå så lidt på andre ?
"Hør her Samuel...du gør som du vil...jeg blander mig ikke, jeg synes bare du skal forstå at alle valg er et fravalg af noget andet, ik ?" så smilede hun til ham og roede lidt i hans hår.
"Men ved du hvad...jeg har lige et par ting jeg skal have ordnet, med min vagtplan...så lige om snart så er jeg nød til at smutte " sagde hun og holdt sit ansigt i rene folder så intet kunne aflæses deri.
Hun drak dét sidste af sin cola, og bare små rester af dét der engang var en smuk blomst af frossen vand lå nu tilbage i glassets bund.