En dødsyg eftermiddags tur //Blake//

Dato: 23. november
Årstid: efterår
Dag: onsdag
Vejr: køligt, men solskin
Sted: parken
Tid: 14:34
Omgivelser: Legende børn, forældre med barnevogne, gamle damer der fodre ænder.

Akela sad på kanten af en stor sten, og prøvede ikke at dø af kedsomhed. Hun var taget i parken med hendes onkel Sam, og en af hans ældre ’veninder’ som hun ikke kunne huske navnet på. De sad og snakkede om gamle dage, imens de fodrede ænderne.
Akela sad og smuldrede det brød hun havde fået og følte sig som et lille barn.. der måtte være noget mere spændende at lave her ude. Hun spejdede sig om i parken, efter en redning fra denne rædselsfulde eftermiddags tur.

Blake kommer gåden hen af stien. han kigger sig ligt omkrin, efter et godt sted at sidde. han beslutter sig for at sætte sig ved søen under et træ, så han kan læne sig op af. han tager sit teinge blok frem og begynder at tegne nogle skilser.

Akela ser sig længe om og får øje på Blake.. *en redning! En flugt!* Hun vender sig imod sin onkel "hrm Sam? Der er en jeg kender der ovre.. må jeg godt løbe hen og sige hej?" spørg hun. Onklen løfter blikket og ser lidt vurderende på Blake "jo min pige, gå du bare der hen..." sagde han med et smil.
Akela nikkede, og løb hurtigt hen til Blake. Hun satte sig ved siden af ham og hviskede "lad som om du kender mig, please?"

Blake holder op med at tegne og kigger overraskt på Akela. "hvad?" siger han "hvorfor vil du have det?" han kigger meget undersøgene på hende.

”Undskyld..” Akela kastede et blik tilbage imod sin onkel og vinkede smilede. Hun kiggede igen på Blake ”min onkel tror vi kender hinanden.. ellers slipper jeg aldrig for at høre på gamlesnak..” hun kiggede bedene på ham.

Blake kigger overvejene på Akela. "....nej" siger ham "find en anden" han begynder at tengen igen

Akela bed sig lidt i læben, og skævede bagud igen. Hun overjede det i nogle sekunder.. nej hun nægtede at gå tilbage, og onklen ville regne hende ud hvis hun pludselig kendte alle menneskerne i parken.
”Ej kom nu..” sagde hun ”du sidder jo alligevel bare og tegner, det ville da ikke skade at jeg k-” hun stoppede overrasket da hun fik øje på det han havde lavet ”hm..? Hey du er jo god”

"tak skal du have" siger Blake ud at skænke Akela i bilk, han sidder bare og arbjer vider på tegningen. "med du er da velkommen til at blive sidden, jeg er bare ikke snarkke tallige tybe"

”Det er en aftale” sagde Akela lettet og satte sig godt til rette ved siden af ham. Hun kiggede nysgerrigt på hans tegning. ”Wow… du er ret god til naturbilleder” sagde hun anerkendene og så overrasket på det ”hey?! Du har tegnet min onkel.. han ligner på en prik” hun sad lidt foroverbøjet mod tegningen for bedre at kunne se.. men lænede sig så hurtigt tilbage. Ikke taletypen, var måske også ’kom ikke for nær’ typen.

"hvem er din onkel?" siger Blake og stopper med at tegnen og kigger på den, han er ikke helt til frest med den.

”Ham her” sagde Akela og pegede på den lille tegning af onklen. ”Det er hans veninde ved siden af..” hun smilede svagt og kiggede på ham.
”Du er god til mennesker, tror du at du kunne tegne mig?” spurgte hun nysgerrigt.

"det ville jeg sarnknes kunne" siger Blake og blader til en ny side. "vil du da gerne have en tegning?"

”Altså.. kun hvis du gider” Akela tøvede lidt og vurdede Blakes ansigt. ”Jeg har bare aldrig været så god til at tegne selv, så det jeg laver kan ikke engang gøre sig fortjent til en plads på køleskabet” hun skar en grimasse og kiggede nysgerrigt på den blanke side.

Blake smiller lidt over Akela's bemarkning med køleskabet. "jeg vil godt tenge dig" siger ham "den anden bliv nemlig ikke så god"

Akela sendte ham et blik, der tydeligt viste hun ikke var enig, men lod det ligge. ”Så du vil gerne tegne mig? Nu?” spurgte hun og rettede sig lidt op. Denne her dag så ud til at blive en del sjovere end hun først havde frygtet.

"ja" siger Blake "du skal sætte dig forand mig, jeg kan nemlig best lide at have ryklen" og gør sig klar

Akela nikkede, og rykkede sig med lidt besvær hen foran ham. Hun placerede sig cirka en meter fra ham. ”Er det her ok?” spurgte hun, og overvejede om hun burde sætte sig på en eller anden speciel måde inden han gik i gang.

"ja, med minder du vil sidde på en sipæl måde" siger Blake og kigger på hende "skal det bare være et butrat billet, heller skal bagrunden med?"

”Gider du lave baggrunden med?” spurgte Akela smilende. Hun kunne godt lide naturen, og det ville også se bedre ud at det ikke kun var hende med en hvid baggrund. ”Medmindre det er for besværligt..” hun så lidt tænksomt på ham ”det må tage noget tid at få at det her med..”

"det gør det også" siger Blake og begynder at tenge. "skal du noget hen sener?"

”Nej, det skal jeg ikke” Akela sukkede svagt ”du er faktisk det mest spændende der er sket hele dagen.. min onkel er meget sød, men ikke ligefrem underholdning på højt plan” hun smilede halvhjertet.

"det var godt, for du kommer til at sidde i noget styke tid her" siger Blake "du virker som en person med meget einerki"

”Nogle gange..” sagde Akela og smilede blidt ”men jeg kan godt sidde stille, hvis der er en god grund..” hun slappede lidt af kroppen, og kiggede på hvordan Blake tegnede.

Blake kigger meget konsentræret men på en måde også afslappet på det han tegner. *hun virker ret hyperraktiv* tænker han.

Akela sad bare og betragtede ham. Det var først nu hun lagde mærke til at han var pænere, ja nærmest smuk, i forhold til normale mennesker.. og hans bevægelser selv når han sad næsten stille var meget yndefulde. Men det hun havde mest respekt for var alligevel den ro han udstrålede.. det var behageligt.