En dødsyg eftermiddags tur //Blake//

Akela kiggede lidt på hans billede. Hun smilede svagt og nikkede ”det er ret nice, har du andre talenter?”

"Ja, mange" siger Blake og rakker henden blokken

"tegen er det enste jeg kan" siger Blake "hvad med dig, kan du noget ander ikke kan"

”Jeg tror ikke på tegne er det eneste du kan..” sagde Akela skeptisk, og smilede lidt halvhjertet ”jeg er god til at løbe..”

"okay" siger Blake "går du så til allatik?"

”Nej det.. er bare noget jeg har øvet mig på i noget tid” Akela tænkte lidt tilbage med et smil ”jeg er hurtigere end de fleste af mine venner..”

"du firkker også som om du er i rigtigt godt form" siger Blake og tager noget at hans hår om bag om ørenen

”..?!” Akela lænede sig overrasket ind over ham og stirrede på hans øre ”no way! En rigtig elver?!”

Blake tager håret ned igen. han kigger på Akela "og det tire vi lige stille med ikk...." siger Balke bestemet

”Wow… bare vent til onkel Sam hører det” sagde hun overrasket og stirrede på hans øre ”jeg har aldrig mødt en elver før…”

"og det er nok ikke så underligt" siger Blake og tager fat i hendes hånd "du skal ikke siger det til nogle"

"Hm? Onkel Sam ved altså godt der findes elvere..." sagde Akela og så lidt overrasket på ham.

"han må ikke heller ikke vide det" siger Blake

".. ej han ved jo godt i findes?" sagde hun svagt irriteret.

"ja sikket....." siger Blake "jeg har ikke brug for en gammel mand, ved det" *det er garnsert en gammel senil mand, der er sindsyg* tænker han

"Hrmf...." Akela så lidt fornærmet på ham, og hævede et øjenbryn "aha, tror jeg går hen og siger det nu" hun rejste sig og gik hen imod onklen.

Blake rejers sig og tager fat i henden "hvorfor er det så vigtig at han skal vide det??"

"Hvorfor er du så skabet med han ikke skal?" spurgte Akela og sendte ham et skeptisk blik. Hun havde ikke mødt elverfolk før, men hendes førstehåndsindtryk var at... tja.

" jeg sådan en helligheds type" siger Blake. Han tænker lidt over det " ved du hvad . Bare sige det, jeg er ligeglad" han sætter sig tilbage under træet. *hvem vil tro hende, Folke vil bare tro hun er skør* tænker Blake

Akela så lidt på ham og tøvede.. var det en udfordring? Hun smilede lidt og begyndte at gå imod onklen, hun stod ikke tilbage for nogen udfordring! Hun satte sig på stenen og så lidt på onklen.. pludselig løftede han blikket og så i retning af Blake, inden han sendte Akela et roligt blik og nikkede.

Akela luntede tilbage imod Blake og satte sig ved siden af ham.

Blake ligger under træet med lukket øjnene " når skulle du ikke sige det?" siger Blake roligt

"Det har jeg gjort.." mukkede hun og så op på himmelen "han sagde at hvis jeg blev så overvældet hver gang jeg mødte et andet væsen end mennesker, så ville jeg ikke være andet når jeg boede her... han virkede ikke imponeret" det sidste sagde hun ret skuffet.

"okay...kommer du for en overtroiske familie?" siger Blake

"Lidt.. jeg ved faktisk ikke om vi tror på væsner der ikke eksistere.." Akela så tænksom ud.

"okay, hvad for nogle væsener eksisterer da så?" siger Blake