En skummel tur i byen //Cleon//

Han lod hende bare tage af hans blod, fordi det gav ham en fantastisk nydelse. Han nød det i fulde drag også selvom han kunne mærke at han blev svagere af det. Han havde valgt at lægge hånden sådan at hun skulle bruge lidt kræfter på at holde den oppe. Han mistede lige så langsomt blod, og med at blodet forsvandt mistede han også lidt energi. Han nåede det punkt hvor han ikke længere havde kræfter til at holde hånden oppe, så den bare faldt ned, den gled lige så langsomt ned af hendes nakke og ned over hende ryg til den bare hang slapt.

Hun kunne mærke han blev svag af det og stoppede så, da hun enlig havde taget mere end hun havde brug for, for en gangs skyld. Nyelsen havde distraheret hende, hvilket fik hende til at skamme sig over at havde ladt sig rive med. Hun lagde ham bestemt ned på ryggen igen og lagde et lille tyndt lagt krystal på der hvor hun havde bidt. Hun havde opdaget at duften af hans blod ikke kunne trænge igennem krystallen, hvilket hun var meget taknemlig for. Hun trak dynen op over ham igen og kunne allerede mærke styrken fra hans blod der fordelte sig i hendes krop...

Han lod sig langsomt falde tilbage på gulvet, så han kunne slappe af. Han mærkede at hun var stærk trods hendes størrelse men hun var jo også vampyr så det overraskede vel enligt ikke nogen. Han lod sin ene hånde glide ned af hendes arm, indtil han fik sig lagt helt ned. Han kiggede på hende og kunne se at hun skammede sig. Han brød sig ikke om det at hun skammede sig.
"Du skal ikke skamme dig, jeg bad dig jo selv om det."
Han smilede let, men hans stemme var meget svag, da han ikke havde mange kræfter tilbage.

//Jeg skal til spejder, og svarer nok først lidt over 22 men der svarer jeg også^^//

//jeg var til håndbold så det er helt okay^^//

Hun tænkte stille og betragtede ham bare, mens hun stille nikkede som svar mens hun tilføjede "du har brug for vile" med en svag og lav stemme. Hun fik kuldegysninger af hans hånd, der langsomt gled ned af hendes arm, mens hun godt kunne mærke at han var meget svagere end normalt. Hun sad bare stille og tankerne var helt tomme, selv om hun stadig skammede sig meget...

"Jeg ved godt jeg burde hvile mig..."
Hans stemme fadede ud mens han bare faldt tilbage mod gulvet. Det var faktisk overraskende behageligt at ligge her på gulvet, selv når man ikke kunne sove. Han havde et problem han havde sovet alt for meget så han kunne ikke falde i søvne og hvile sig ordentligt på den måde. Han kiggede på hende, og overvejede om han skulle fortælle hende, at han nød det når hun bed ham. Han var på ingen måde sikker på om det ville være noget der hørte sig til. Han besluttede sig så istedet at han ville spørge om hendes navn.
"Hvad hedder du? Jeg hedder selv Cleon..."

Hun tænkte stille og betragtede ham med de dybe og mørke øjne der havde et skær af blåligt. Hun så ned og knyttet hænderne da minderne om sidste gang nogen havde udtalt hendes navn dukkede op i hendes hukommelse. Hun havde sat gang i sit hjerte og sin puls igen, da hun svarede ham med en svag stemme "Val...Valerie" Hun stammede lidt og holdte bare blikket ved gulvet, da hun helst ikke ville have at han skulle se hendes svage punkt..

Han kunne ikke helt forstå hvorfor hun stammede sådan og han havde heller ikke kræfterne eller overskuddet til at tænke over det. Han havde knap nok kræfter til at snakke. Han blev bare liggende der på gulvet fordi han ikke rigtigt kunne gøre andet. Han ville gerne spørge hvad det var der gik hende på men han kunne alligevel ikke gøre det.
"Valerie, det er da et pænt navn..."
Han smilede så varmt og venligt han nu kunne. Han havde dog lidt problemer ikke med at sige ordene eller andet mene det, men mere at holde fokus på at sige dem.

Hun tænkte stille og mumlede lige lavt nok til at han kunne høre det "Det var min mors navn" Hun knyttede stille hænderne i kanten af kjolen og så stadig ned, Hun kunne mærke at det tog mange af hans krafter at snakke og ville inderligt ønske at han kunne falde i søvn så hun kunne få styr på sig selv igen..

Han kiggede bare venligt på hende, med en varme og omsorg i øjnene som sagde at han ville ønske han kunne hjælpe hende. Han faldt bare helt tilbage og lukkede øjnene, han kunne ikke sove men han kunne sagtens hvile sig. Det var ikke fordi det var noget problem at hvile sig når man kunne genvinde det man mistede af blod. Han regnede ikke med at han ville være faldet i søvn, men det gjorde han ret hurtigt.

Hun var lettet da han faldte i søvn. Hun kunne mærke tårene presse sig på og hun sank en klump for at holde det inde. Tårene var mere bestemte end hun var, hvilket resluterede i at hendes tåre der bestod af blod trillede ned af hendes kinder og dryppede ned på hendes hænder. Hun kneb bare øjnene hårdt sammen og prøvede at stoppe tårene...

Han sov bare mens hun græd han vidste ikke hvor slemt det stod til med hende. hans søvn var meget rolig der var ingen drømme, hverken gode eller onde denne gang. Det var bare en rolig dyb søvn han lå i. Den var vel sådan set et sted mellem det at sove og så at være besvimet. Han sov tungt og muligvis længe før han vågnede.

Hun græd bare og fik et nærmest unaturligt udseende, da hendes helgen agtige udseende ikke passede godt sammen med blodet der trillede ned af hendes kinder. Hun gemte bare sit ansigt i hænderne og græd. De voldsomme og ubehagelige minder havde låst hende fast i en bølge af sorg og smærte. Der var intet hun kunne gøre for at få det til at holde op. Hendes eneste valg var at gennemleve det hele igen og igen på repeat...

Han vågnede lige så langsomt op igen. Han havde sovet utroligt tungt, og faktisk også godt. han rullede om på siden da han vågnede og kiggede sig omkring. Han kunne tydeligt fornemme at der var noget med hende, men ikke helt hvad der var galt. Han rullede om og kiggede på hende.
*Sidder hun og græder*
Han blev meget nervøs, over at hun havde det på den måde hun havde det. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han lagde en hånd på hendes skulder for at fortælle hende at han var her.

Hun lod bare de røde tåre trille ned af kinderne og blev overrasket da hun mærkede hans varme hånd på sin skulder. Hun græd bare stille, mens det hele blev ved med at gentage sig igen og igen. Billederne limede sig fast i hendes hukommelse. Hun åbnede kort øjnene og så blodet på sine hænder, hvilket fik billedet af hende med sin families blod på hænderne, køkkenet der var helt indsmurt i blod og hendes familie der lå, døde og helt kolde på gulvet. Det fik hende bare til at trække sig væk og helt ind i hjørnet af hyttet, hvor hun sad, helt sammenkrøllet og stirrede på sine blodindsmurte hænder. En morders hænder...

Han blev meget overrasket over det da hun trak sig væk og satte sig over i hjørnet. Der var virkeligt noget grueligt galt med hende, men hvorfor? Han forstod det ikke, lige nu ville han bare ønske han kunne læse tanker og forstå hvad det var der forgik i hendes hoved. Han gik over mod hende med langsomme skridt, så han ikke kom for tæt på hvis hun ikke ville have det. Han havde et varmt og sørgmodigt smil, som viste han havde ondt af hende.

Hun græd bare stadig, mens hun stirrede på de blodindsmurte hænder. Billedet af hendes døde familie og deres blod på hendes hænder blev bare ved med at være der, ind til hele scenen begyndte at spille sig for hende øjne, hvilket fik hendes tåre til at gå over i en hel syndflod og hun hulkede lavt. Hun var allerede smurt ind i sit ejet blod og havde ikke opdaget at han var kommet hen imod hende. Hun vuggede stille frem og tilbage, mens tårene trillede ned af kinderne på hende...

Han gik helt hen til hende og satte sig ned foran hende. Han lagde sin ene hånd på hendes skulder, og tørrede hendes ene kind af med den anden hånd. Han smilede stadig venligt og varmt til hende. Han håbede hun forstod at han gerne ville hjælpe men ikke kunne gøre det uden at vide hvad han skulle hjælpe hende med.

Hun græd stille og mærkede så en varm hånd der blidt tørte blodet af hendes venstre kind. Hun vidste instinktivt at det var Cleon, og reagerede på den måde at hun lænede sig ind til hans varme krop, mens tårene stadig trillede ned af kinderne. Hun havde lagt armene om ham, selv om de ikke kunne nå helevejen rundt om ham, var det betrykkende at mærke hans varme favn. Hun græd bare stille...

Han trykkede hende ind til sig med den ene arm mens han tørrede blodet af hendes kind med den anden. Han havde virkeligt ondt af hende, og ville virkeligt gerne gøre noget for hende. Han blev bare ved med at ae hendes kind mens han tørrede blodet af hende, det var virkeligt synd for hende.
"Hvad er der galt...?"
Han sagde det lavt nærmest en hvisken, fordi han følte at det ville virke forkert hvis han sagde det høj. Hans stemme var også meget venlig og varm som den næsten altid var.

Hun snøftede, mens tårene stadig trillede ned af kinderne. Scenen for hendes øjne skiftede så det ligepludselig var hendes fars varme favn hun stod i. Det fik hende til at falde lidt til ro, så Cleons blide stemme trængte igennem ind i hendes minder. Hun sank en klump før hun hviskede med en meget svag stemme der næsten ikke var hørlig "blodet... Min families blod... Min døde families blod" hendes stemme knækkede over ind til flere gange og hun sagde ordet 'døde' med en lidt mere fast hvisken før den knækkede over i familie. Tårene trillede stadig ned af hendes kinder...

Han trykkede hende lidt hårdere ind i til sig. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved hende men han vidste der skulle gøres noget. Han aede hendes kind igen og igen. Han lagde hovedet ned til hende for at hviske noget til hende.
"Husk det er ikke din skyld, og selv hvis det er, så er du et god person. Du holder af dem."
Hans stemme var varm og venlig.

Hun græd stille og havde knebet øjnene i, da hans rolige og varme stemme trænkte igennem til hende. Det tog lidt tid, før hun fik samlet sig nok til at svare ham "de p-p-prøvede at d-d-dræb-b-be m-m-mig" hendes stemme var meget svag og kunne ikke en gang kaldes en hvisken mere. Hun græd bare fortsat, mens hun nød varmen fra hans krop...

Han fortsatte med at ae hendes kind mens han trykkede hende ind til sig. Han sad bare og holdt om hende, for at hun skulle vide at hun ikke var alene. Han forstod enligt godt hvordan hun havde det. At blive såret af folk man holdte af eller elskede var noget af det værste.
"Lige meget hvad de mente om dig, betyder det ikke det er sådan du er..."

Hun græd stadig, da hans rolige stemme langomt fik hevet hende tilbage lidt efter lidt. Hun var stadig i sin fars arme, da hun hviskede svarede ham "De-de ang-greb m-mig.. J-jeg j-jeg d-d-dræbte dem..d-de v-v-v-ville ik-k-k-ke l-l-lyt-t-te" Hun snøftede stille og havde efterhånden smurt hans trøje ind i sine tåre/sit blod...

Han blev bare ved med at trykke hende ind til sig, mens han aede hende. Han havde virkeligt ondt af at hun havde sådan nogle minder som trykkede så meget. Han begyndte at vugge hende fra side til side mens han fortsat aede hendes kind.
"Rolig nu, hvis de gjorde det, er det fordi de var kede af at have mistet dig eller at have mistet dit menneskelige jeg"