En skummel tur i byen //Cleon//

Hun kunne høre vampyrene hviske i krogene og spændte mere i kroppen. Hun stivnede også helt da han gik hen til baren og stilte sig lige ved siden af hende. Hun holdte meget øje med alle vampyrene, da hun viste at han umugligt ville kunne komme ud her fra i live, selv om han stadig havde sit sværd. Hun undrede sig også over hvad der havde drevet ham til at følge efter hende så langt. Og så med de sår! hvad i alverden havde han tænkt! Han var bare vadet ind i en pænt befolket vampyrbar, hvad var der i vejen med ham. Tankerne for rundt i hoved på hende, det fik hende også til næsten at glemme hans blod der var så tæt på som aldrig, før mens hun havde været vogen...

Han stoppede da han nåede baren og skulle så lige til at spørge efter hende, og lagde så mærke til at hun stod lige ved siden ag ham. Det var da enligt utroligt at han havde fundet hende igen. Han vendte sig mod hende og kiggede på hende, for han ville lige være helt sikker på at det var hende, men den blege marmorfarvede hud var ikke til at tage fejl af.
"Hvorfor gik du?"
Han kendte måske svaret men var ikke sikker på det, det var meget mærkeligt at opleve det der med at løbe ind et sted man ikke kender og man har ingen anelse om hvad der venter en ved at gå der ind, bare fordi man vil redde en.

Hun trak vejret tungt og kunne godt mærke at alles blik nu var rettet imod dem. Hun rettede sig stille op men gik ham kun til lige over brystet. Hun betragtede ham med de mørke øjne og det var let at se bekymringen i hendes blik. Hun hviskede så stille at det kun var hørligt før ham og hende selv "Dit blod... Du er lige vadet med to åbne sår ind på en..." Hun nåede ikke længere, før mange af vampyrene rejste sig og en af dem, der så ud til at være den der bestemte sagde med en lumsk og lokkende stemme "Nej ser man det. Den lille pige har hentet os en lækkerbisken" Han smilte grumt så alle hans vampyrtænder kom til syne. Hun holdte stadig blikket på englen før hun stilte sig imellem vampyrene og ham. Hun svarede vampyren med et hvæs og en giftig stemme "Hvis i så meget som rør ham så ville i alle sammen.." Hun lod blikket der nu havde et rødt glimt glide rundt på dem "komme til at fortryde at jeres skaber satte tænderne i jer!" hendes stemme var koldere end før og det kunne nemt høres at hun mente det alvorligt det her...

Han vendte sig hurtigt rundt, og lod blikket glide rundt på de folk der nu havde rejst sig op. Han tænkte ikke længe over det før han kun så en mulighed og det var at kæmpe sig vej ud. Det var alt for dumt af ham at han var rendt her ind. Hvorfor han havde gjort det vidste han jo heller ikke slev. Det gav ingen mening i hans hoved at rende rundt og lede efter en vampyr. Det var jo normalt den slags væsener han forsøgte at dræbe, han havde aldrig før forsøgt at redde en af dem.
*Hvor er du dum, du burde have vidst det*
Han stillede sig klar med sit sværd med ryggen op mod bar disken.

Hun så koldt på dem, da vampyren svarede hende med "nu hvor jeg tænker over det, var du ikke den rolling der..." Han nåede ikke længere før hun havde løftet hånden imod ham og havde krystaliseret ham helt. Krystallerne sprang og spredte sig til de var helt væk. Hun så koldt på dem før helved brød løs. Næsten alle vampyrene på en gang sprang imod dem. Hun sørgede for at krystalisere den ene efter den andens hjerte og bagefter lade det springe i millioner af stykker. Det tog sin tid per vampyr, da det var et indre organ som hun ikke kunne se med det blotte øje...

Cleon kæmpede selv så godt han kunne mens han trak i Valerie, for at få hende med ud. Han vidste at de skulle ud hurtigt hvis de ville overleve, hvis de ikke var hurtigt ude ville de, eller ihvertfald ham, blive spist og suget tør for blod. Han svingede med sit sværd, ikke så meget fordi han ville dræbe men mere fordi han ville bane en vej ud gennem alle de vampyre som spærede vejen hen til udgangen.
"Det her var nok ikke det smarteste"
Han sagde det mens en vampyr smadrede en kniv i låret på ham, som han ikke lige havde set.

Hun tænkte ikke men krystaliserede og dræbte bare den vampyr der havde dolket ham. Hun kunne skimte døren 2 meter bagude og besluttede sig så hurtigt. Hun brugte den ene hånd til blidt men bestemt at skubbe ham bagud så han trimlede udenfor i seen, mens hun med den anden hånd dræbte de vampyre der var tættest på. Hun kom dog til at lave en åbning til venstre som resluterede i at hun blev skåret dybt ind i armen, men bagefter hurtigt fik lavet et tykt lagd krystal bag hende og i vinduerne så vampyrene ikke kunne slippe ud...

Han mærkede hendes skub og rullede ud i sneen, hvilket han på ingen måde var særligt glad for, men inden han fik rejst sig og ville tilbage for at hjælpe hende med at komme ud, var døren blevet blokeret af krystal. Han blev sur nu, han havde ikke været sur i flere år, det var ikke særligt ofte det skete for ham, men når det skete glemte han alt omkring sig. Han ville på ingen måde finde sig i at lægge her ud i sneen og lade hende være derinde og kæmpe for at dø. Han ville bare ikke lade hende gå i døden ikke nu når han lige havde fået hende nogenlunde på benene igen.
Han tog tilløb hen mod krystallen og kastede sig med alt hans styrke ind i den for at smadre sig igennem, så han kunne få hende ud der inde fra. Han ville have hende med eller dø, men at lade hende dø og selv overleve det var ingen mulighed. Han kastede sig afsted med sværdet først lige mod, et af de områder der så svagest ud, fordi hvis først noget af krystallen gik i stykker går strukturen i den også i stykke og de krakelere let.

Hun tænkte stille og dannede et lille beskyttet rum imellem hende og vampyrene, men ikke før hun havde fået stukket en kniv til i maven. Hun sukkede lettet og opløste så den krystal hun havde sat i døren, så hun selv kunne komme ud men vampyrene forblev indespærrede. Hun vaklede lidt men støttede sig til huset. Hun så godt han kom styrtende imod hende med sværdet først, hvilket hun stolede på at han ville nå at sænke før hun blev ramt af det. Hun var blevet en del svagere da det tog meget af hendes livsenergi at lave så meget krystal. Hun fortsatte bare vaklende imod ham...

Han kombragende mod hende, med al sin kraft og nåede kun lige kort før han ramte hende, at hoppe hende over hende, hvilket ikke var så smart sådan at komme flyvende ind i et rum hvor der stadig var et par vampyrer tilbage. da en enkelt vampyr sprang på ham, kom i et enkelt og drastisk valgt, til at bruge sine evne. Han stod der bare mens vampyren blev brændt af de store flammer der omsluttede hans krop, hans vinger voksede også ud af hans ryg. Der stod han som en engel med store vinger af ren ild. Han fik dog heldigvis rimeligt hurtigt styr over det igen, men det var for sent der var gået ild i kroen og nu skulle de bare væk. Han havde ikke mange kræfter men nogle havde han da. Han grab fat om hende og løftede hende så op, og vaklede tilbage til hytten.

Hun så godt at han fløg hen over hende og brændte kroen af. Hun havde kort efter mærket hans stærke arm omkring sig, da han løftede hende op. Hun var lidt sløret og næsten kraftløs, mens hun prøvede at fokusere, hvilket ren tud sagt gik dårligt. Hun mærkede godt varmen fra hans krop, da hun stille lukkede øjnene i. Hun kom igen til at tænke på hvorfor han var fulgt efter hende. Han var til og med vadet ind i en vampyrbar, fyldt med sultne vampyre der hellere end gerne ville have sat tænderne i ham. Tankerne for rundt i hoved på hende, mens hun prøvede at holde orden på dem, selv om det var håbløst...

Han vaklede ind af døren til hytten hvor han lagde hende på senge, og kæmpede sig over til stolen. Han nåede ikke helt over til stolen før det blev for meget for ham og han faldt sammen på gulvet. Han var glad for at være engel da hans sår i det mindste helede lidt hurtigere end mennesker. Han var også glad for at have et hjerte der producerede blod så han kunne genvinde blod mængden i kroppen. Det måtte altså være hårdt ved at være vampyr, at man altid var afhængig af at andre væsner kunne give dem mulighed for at få den mængde blod de havde brug for. Han faldt bare sammen på gulvet men han sov ikke.

Hun mærkede sengens blødelaner undersig og hans arme forsvinde væk fra sig. Hun skulle lige til at sige noget, da hun hørte et stort bump, hvilket fik hende til at sætte sig hurtigt op. Hun tænkte stille og opdagede så, at han var faldet om midt på gulvet. Hun rejste sig stille op og gik med vaklende skridt hen til ham. Hun satte sig stille ned ved siden af ham. Hun betragtede ham kort, før hun blidt vente ham om på ryggen og opdagede hans sår i låret, maven og det stadigt nye sår i hånden, som han havde brugt til at give hende blod med. Hun sagde ikke noget, men holdte bare hånden let hen over hans sår på maven, så der dannede sig et tyndt lag af smidigt krystal, hvilket stoppede blodet. Hun førte stille hånden hen til hans lår. Også der dannede hun et lille fint lagde smidigt krystal, før hun tilsidst tog hans hånd og fik et lille lag smidigt krystal til at danne sig i hans håndflade. Hun var meget koncentreret mens hun gjorde det, og havde ikke tankerne på andet end at hjælpe ham...

Han mærkede hendes hænder mod sårene og ville til at flytte dem væk. Han ville ikke have at hun skulle bruge sin energi på at redde ham. Han mente hun havde mere brug for det selv. Han frygtede at hvis hun blev ved på denne måde ville hun bare selv falde om hvilket ville resultere i at han var nød til at give hende blod igen. Han var både modstander af at give hende blod, men samtidigt med havde han ikke noget mod det. Han ville gerne hjælpe hende og hvis det betød at han skulle give hende blod så var det jo sådan det var og det var der jo ikke til at ændre på.
Han forsøgte at rejse sig op, men hans krop var for svag. Han vidste selv at der ikke ville gå længe før kroppen var klar igen, men lige nu var den alt andet end klar. Han kunne godt mærke at det ikke var nu han skulle være fysisk aktiv.

Hun tænkte stille og blev færdig med at ligge krystal over hans sår. Hun betragtede ham stille, før hun beregnede hvor langt der var hen til sengen. Hun rejste sig så stille og tog dynen og puden med hen til ham, da hun vuderede at hun ikke ville kunne løfte ham hele vejen der hen. Hun satte sig ned ved ham igen, før hun løfted hans hoved og blidt lagde puden ind under det. Hun lagde bagefter dynen blidt hen over ham, før hun stoppede den ind under ham i kanterne så han bedre ville kunne holde varmen. Hun betragtede stille sit arbejde og var enlig tilfreds. Hun så stille på ham med de mørke øjne der havde et glimt af blåligt i kanten. Det var også tydeligt at se det trætte blik i hendes øjne, da hun blidt strøj noget hår væk fra hans ansigt...

Cleon blev bare liggende og slappede af. Han ville enligt gerne sov men kunne ikke få sig selv til det. Han mente ikke det ville være fair over for hende. Han fandt det morsomt han kendte jo ikke engang hendes navn, og hun kendte heller ikke hans. Han tænkte lidt over om han skulle spørge hende hvad hun hed, men alligevel ikke han fandt det forkert bare sådan at spørge. Han besluttede sig i sidste ende at gøre det.

"Hv..."

Han forsøgte at få ordene frem hen over hans læber men han kunne ikke få dem til det. Han kunne ikke tale, han havde ikke kræfterne til det. Han var for svag lige nu. Han mærkede hendes hånd der børstede hår væk fra hans ansigt og kiggede op mod hende, han kunne se at hun selv var ødelagt og ikke kunne holde til meget mere.

Hun kunne godt høre hentydningen i hans stemme, selv om det kun var den første stavelse der nåede over hans læber. Hun tænkte stille, før hun strøj ham over kinden og sagde "sov du bare... jeg skal nok blive her" Hun tilføjede det sidste med en smule tøven i stemmen. Hun betragtede stille de sårede engel, mens hun for første gang i langt tid var helt klar i hoved...

Han faldt ret hurtigt i søvn. Han sov tungt, da hans krop virkeligt havde brug for det. Det var noget af det den virkeligt havde gået og manglet ret så længe. Han var glad for at hun selv havde sagt det, altså at hun ville blive. Det gjorde det meget nemmere for ham at sove når han vidste hun ikke rendte rundt der ude.
Han begyndte igen at drømme, denne gang var det den drøm han havde med at blive bidt af en vampyr. I drømmen blev han bidt blidt, og uden at tage for meget blod. Han nød den følelse der kom igennem hans krop da drømme vampyrens tænder gled ned i hans hals og begyndte at suge blodet fra hans krop. Det var det eneste han nogensinde havde oplevet, som havde givet ham nydelse.

Hun betragtede stille hans sovende ansigt, og fandt det facinerede at han kunne sove så roligt, som om at det var denne verden der var en drøm. Hun tænkte stille og sukkede så dybt, mens hun bare satte sig til at vente på at han skulle vogne op igen...

Hans drøm varede videre. Vampyren i den trak sig væk og stoppede bidet. Han kiggede på den, på hende, det var det selv samme vampyr, som sad i hytten hos ham. Han nåede lige at se den før han blev revet ud af drømmen og vågnede.
Han vendte sig rundt for at se på hende. Han rettede sit blik mod hende og smilede til hende. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han vidste kun en ting lige nu, og det var at hans krop allerede føltes meget bedre. Han vidste ikke hvor længe han havde sovet, men det var nok et godt stykke tid siden han faktisk følte sig helt frisk igen. Han blev dog bare liggende og kiggede på hende. Hans smil forsvandt lidt, da han lagde mærke til hvor slidt hun så ud. Han fik ondt af hende, det var ikke godt for hende at blive slidt så meget. Han havde en fornemmelse af at hun manglede blod, da hendes krop ikke selv kunne lave det.
"Du... må bare sige til hvis du mangler blod..."
Det var hårdt for ham at sige men det lykkedes. Han blev overrasket over at han faktisk kunne sige det til hende.
"Jeg bliver ikke sur over det"
Han smilede til hende, for at hun skulle forstå at han virkeligt mente det, det ville på ingen måde være et problem for ham hvis hun tog noget. Han kunne jo lave noget nyt, så det var ikke ham det blev et problem for eller ihvertfald ikke så længe hun ikke tømte ham.

Hun havde bare siddet et stykke tid og betragtet ham til han vognede. Han så allerede meget meget bedre ud, næsten helt frisk. Hun var udmattet og brugte ikke længere energi på at holde puls og åndedag i gang. Hun var stadig smurt ind i delvist sit, hans og nogen andre vampyres blod. Såret i hendes ryg var næsten healet og samme med det i hendes arm. Hun hørte godt hans forslag og vidste godt at han ikke mente det. Hvilken person ved sine fulde fem ville frivilligt bides af en vampyr. Hun så stille ned og rystede let på hoved, men det var tydeligt at se at hun havde brug for blod. Hun havde et slidt og udmattet udtryk i ansigtet og hun havde aldrig følt sig ældre end hun følte sig i det øjeblik...

Han kiggede på hende, og kunne mærke at hun havde det helt elendigt og virkeligt bare manglede blodet. Han kiggede på hende, med venlige varm øjne. Han smilede også venligt og varmt til hende. Han ville have at hun skulle forstå at han ikke havde noget imod det. Han ville have at hun skulle forstå at hun godt måtte tage alt det blod hun havde brug for.
"Jeg mener det virkeligt, du må godt tage det. Jeg har intet imod det."
Han sagde det varmt og venligt. Hans stemme var styret af sandheden. Han kunne ikke finde på at lade hende bide ham hvis han ikke mente det. Han vidste jo også godt at hvis hun ikke tog noget selv nu mens hun kunne ville hun gøre det fuldt ud når hun nåede det punkt hvor hun ikke længere selv kunne kontrollere det.

Hun så stille op på ham igen, mens trætheden stålede ud af hende. Hun overvejede om han faktisk mente det, hvilket han i høj grad gav udtryk for. Hun satte sig så stille helt hen til ham, da hun var blevet helt sikker på at han mente det. Hun kunne mærke tørsten der overfaldt hende ved synet af hans blottede hals. Hun hviskede stille "du må love mig at skubbe mig hårdt væk hvis jeg tager for meget" hendes stemme var bekymret og rystede også lidt. Hun lagde blidt armene omkring hans hals, før hun lod de spidse og kolde vampyrtænder trænge ind igennem hans bløde nakkeskind til de nåede hans pulsåre. Hun begyndte stille at suge den varme væske ud af hans krop, mens hun var meget opmærksom på et hvert tegn på at han ville have hende til at stoppe...

"Det skal jeg nok"
Han smilede let, og det venligheden kunne høres i hans stemme. Han var glad for at hun ville gøre det. Han kunne ikke lide at vide at hans sad med det hun manglede men ikke gav det til hende.
Han mærkede de spidse tænder bryder huden, det gjorde lidt ondt, men blev dog hurtigt afløst af en nydelse. Rent instinktivt lagde han hendes hænder på hendes hoved for at holde det der. Han nød det der kom af at hun sugede hans blod. Det var en mærkelig ting at opleve sådan at nyde at få den ene ting der holdt en i live drænet ud af kroppen på sig, men det måtte vel have noget at gøre med hvad hun var. Han lagde hovedet lidt bagud, grundet den nydelse der strømmede gennem kroppen på ham. Han flyttede ikke sine hænder.

Hun kunne mærke bølgen af nydelse der fulgte med til at hun sugede hans blod og vidste rent instinktivt at han følte det samme. Det blev bare bekraftet da han bestemt lagde hånden på hendes hoved for at hun ikke skulle stoppe. Hun lukkede stille øjnene og mærkede en kuldegysning løbe ned af hendes nakke. Hun sugede stille og tog ikke meget af gangen, da hun på den måde ville forlænge deres begge tos nydelse. Hun gjorde det som en tak til ham og håbede inderligt at hun ikke kom til at tage for meget...