En skummel tur i byen //Cleon//

Han sad bare i stolen da hun kom ind i hytten igen. Han var stoppet med at græde men hans øjne og kinder var stadig våde. Han tørrede dem hurtigt så godt han kunne så hun ikke skulle ligge mærke til det. Han kiggede kort over på hende da hun kom ind igen. Han flyttede så hurtigt sit blik væk fra hende og ned på gulvet igen. Han fandt hende utroligt smuk men han kunne ikke se på hende.

Hun tænkte stille og lagde ikke mærke til hans tunge sind, da hun gik ud på badeværelset. Hun lukkede døren efter sig og havde stadig den lille trækning i mundvigen. Hun smad stille håndklædet på gulvet før hun iførte sig sin kjole, og derefter begyndte at snørre romersandalerne stramt oppe omkring lårene. Hun lagde stille håndklædet på plads før hun rettede på sit tøj og gik hen til døren. Stadig med den lille trænking i mundvigen...

Han kiggede mod døren til badeværelset, med tankene rette mod hende. Han tænkte ikke på hende på nogen seksuel måde. Han tænkte bare på hendes lille trækning i mundvigen. Han tænkte også på hvordan hun lagde hovedet på skrå. Han begyndte at smile lidt over tankerne. Han blev så ramt af endnu en tanke, som var anderledes end de andre, han kom til at tænke på hendes tænder, og følelsen af når hun tog af hans blod. Han slog tanken væk hurtigt, det var forkert at tænke sådan...

Hun tænkte stille og trak vejret dybt. Før hun gik ud af døren, gik det op for hende at det ikke kunne blive ved med at være på denne måde, for på et tidspunkt ville det blive for meget for hans krop med at miste alt det blod hun tog, og på et tidspunkt ville hendes krop blive afhængig af hans blod, og kræve mere og mere og mere. Hun stod bare sådan med hånden på dørhåndtaget, da det gik op for hende at hun umuligt ville kunne undgå at dræbe ham på et tidspunkt ellers ville han blive nødt til at dræbe hende. Hun holdte enlig selv med det sidste, da det jo ikke var hans skyld at hun ville blive afhængig af hans blod. Tankerne virvlede abre rundt som en orkan i hoved på hende, hvilket fik hende til at stramme grebet om dørhåndtaget...

Hans tanker vandrede igen mod hendes tænder, hvorfor kunne han ikke lade være med at tænke på dem. Han vidste jo enligt godt hvorfor han ikke kunne lade være med at tænke på dem, det var jo det eneste han kendte til der gav ham en nydelse så stor. Den nydelse han fik når hun sugede hans blod var noget der ikke rigtigt kunne beskrives.
*Jeg håber dette kan blive som det er...*
Han vidste godt at det var nær umuligt for dem, at holde sig til hinanden på denne måde. Han var en engel og hun kunne risikere at blive afhængig af hendes blod, og det var jo heller ikke sikkert han ville kunne holde til at hun tog så meget blod fra ham. Han ville bare gerne have det til at fungere, og hvorfor skulle det ikke kunne det, han var trods alt hårdt fysisk trænet så han krop burde at kunne følge med.

Hun tænkte stille og stramte grebet endnu mere omkring dørhåndtaget, ved tanken om at hun kun havde den udvej at flygte fra ham, selv om det ville såre ham. Eller ville det? Hun havde jo ikke givet ham andet end problemer på halsen, efter han redede hende. Hun sank bare sammen, med ryggen op af døren. Hun kunne mærke fortvivlelsen og sorgen der gnavede sig hele vejen ind i hendes 'døde' krop. Hun tænkte som en gal for at finde en udvej. En mulighed for at kunne være sammen med han uden at skade ham. Hvis bare hun kunne finde en mulighed, så ville hun gribe den uden at tøve et sekundt. Hun lod fustreret hånden glide igennem det korte sorte hår, mens hunt rak vejret tungt...

Han blev siddende med tankerne i hovedet, nogle af dem ville han gerne af med og andre ville han gerne beholde. Han begyndte at blive en smule nervøs over at hun havde været ude på badeværelset så længe. Han begyndte at tænke over det og kom frem til at han hellere måtte tjekke til hende.
*Er hun flygtet? Nej hvorfor skulle hun det?*
Han slog tankerne, om at hun skulle være flygtet, væk meget hurtigt. Han kunne ikke se hvorfor hun skulle være flygtet, det burde da være muligt for dem at leve sammen. Han gik stille og roligt over til døren mens han tænkte. Han bankede på døren og tog sig sammen til at tale.
"Er du okay?"
Hans stemme var bekymret og venlig.

Hun mærkede tvivlen og fustrationen nage helt ind i marv og ben. Hun lukkede stille øjnene, før hun hørte hans bekymrede stemme fra den anden side af døren. Hun blev bare siddende mens hun tænkte som en gal. Der måtte. Der skulle! være en udvej. Hun sanke en klump, da hun ville svare ham, men hendes stemme reagerede ikke. Hun trak vejret dybt og svarede så med en hæs stemme "ja...Jeg er okay" Hun rømmede sig lidt efter jaet da hun ville have hende stemme til at lyde normal, hvilket ikke lykkes specielt godt...

Han kunne høre på hendes stemme at det ikke var helt sandt det hun fortalte, der var noget galt men måske ville hun bare ikke rigtigt fortælle det til ham. Han stod kort og undrede sig over hvorfor hun løj over for hamomkring om hun var okay eller ej. Han bankede igen på døren, for at spørge igen, da han jo kunne høre at det ikke var helt sandt det hun fortalte.
"Er du helt sikker på du er okay, du lyder ikke sådan?"
Han håbede på at hun ville fortælle ham hvad det var der var galt. Hans stemme var stadig bekymret og venligt, men der var også noget der mindede om hårdhed i den, som om han virkelig gerne ville have hende til at fortælle.

Hun tænkte stille og sad bare med hoved mellem benene mens hun prøvede at finde på en god forklaring, da det slog ned i hende som et lyn. En udvej. Hun havde jo en udvej. Hun trak lidt på smilebåndet, ved tanken om det råd dæmonen havde givet hende, og hun sendte stille tak til ham i tankerne, selv om hun ikke vidste om han var i live eller hvor han var henne i verden. Hun rejste sig stille og med fornyet energi svarede hun ham "Nej, Jeg har det lidt dårligt" Hendes stemme var stadig svag, men dog ikke hæs mere. Hun klamrede sig til ideen som en baby, der var ved at drukne. Hun støttede sig lidt til vægen ved siden af døren...

Han overvejede hvad det var for noget, han havde aldrig hørt om en vampyr der havde haft det dårligt. Deres kroppe var jo døde, så de kunne jo nærmest ikke føle noget som helst. Han tænkte så på hvordan hendes stemme lød og valgte at stole på hende i det hun sagde.
"Okay... Bare sig til hvis du har brug for noget?"
Hans stemme blev meget venlig, varm og bekymret igen. Han håbede hun hurtigt ville få det bedre, end hun havde det lige nu. Fordi der var jo ikke noget rart ved at hun havde det skidt, ikke for nogen af dem.

Hun tænkte stille, før hun fortsatte fra havd hun sagde før "... Men jeg bliver nødt til at tage en tur hjem forbi" hun tænkte stille og stod lidt, før hun åbnede døren ud til ham. Hun tænkte stille og havde et forsigtigt træk i mundvigen, der mindede lidt om et undskylende smil. Hun tænkte og støttede sig stadig til vægen, mens hun betragtede ham efter tegn på at han skulle være sur eller lignene. Hun så stille op på ham med de mørke øjne...

i det hun sagde at hun var nød til at tage hjem, blev hans øjne sørgmodige og kolde, de nærmede sig at være døde. Han vidste ikke hvorfor men at hun sagde det var jo nærmest som at få et sværd gennem maven. Han åbnede næsten munden for at sige noget men kunne ikke. Han kæmpede med sig selv om at få noget sagt.
"Hvorfor da, hvad er der sket?..."
han smilede til hende, men det var tydeligt at se at det ikke var oprigtigt. Hans stemme var stadig venlig men den var ikke længere varm, den var lige så kold som hans øjne. Han var allerede begyndt at indstille sig på at han aldrig ville se hende igen. Han hadede at tænke på det, for han havde jo lige set dette som chancen hvor deres racer måske kunne lære noget om hinanden.

Hun mærkede godt hans kolde blik, hvilket fik hende til at sænke sit ejet. Hun trak vejret tungt, hvilket hun havde fået for vane. Hun havde vidst at det ville blive på den her måde. Han ville enten dræbe hende eller hade hende resten af hans liv. Hun støttede sig bare til vægen mens hun betragtede sine fødder. Hun tog sig sammen, da hun vidste at det skulle gøres. Der var ingen vej uden om. Hun løftede blikket så hun så på hans bryst, da hun ikke var meget for at møde hans kolde blik, men tvang sig selv til det, da hun svarede "Du ville alligevel ikke forstå det, Jeg kan ikke bare blive her, jeg har noget jeg skal gøre" Hendes øjnfarve havde skiftet så der ikke længere var det varme blålige glimt, men det røde og kolde. Hun Havde sagt det med en kold og hård stemme, da hun inderligt håbede at han ville glemme alt om hende og ikke følge efter hende når hun omlidt forlod hytten for sidste gang. Hun fik sig snoet uden om ham og gik hurtigt hen til døren, som hun uden tøven åbnede...

Han havde intet at sige da hun gik mod døren, det her var bare ikke sådan det skulle gå, hvorfor ville gud bare ikke lade ham få noget han kunne holde af noget der kunne være hans, istedet for at han bare skulle udføre hans forbandede ordre. Det var her der gik noget galt i ham, hans hjerte blev knust og den sidste del han havde haft af normalitet forsvandt. Han var ikke længere den samme engel som han havde været før. Han var ikke længere klar på at beskytte de svage, ej heller børnene det hele var lige meget lige nu. Han havde lige haft det foran sig, noget han kunne holde af og elske, noget der ikke bare krævede hans beskyttelse uden at give ham noget tilbage ikke engang et tak.

Hans hjerne slog fuldstændig klik der var ikke længere kontrol over hvad det var han følte, andet end han havde elsket hende, de havde kun været sammen så kort og så var han faldet for hende. Han hadede sig selv for at han havde ladet det ske. Alle de tanker der lige var gået gennem hans tanker gik så stærkt at hun ikke hvad nået at gå ud af døren endnu. Hans hjerne blev først kort overvældet af sorg og bagefter med vrede, ikke mod hende men mod alle levende væsner.
Han mærkede hvordan vreden tændte hans indre ild, som meget hurtigt spredte sig ude gennem hans krop. Hans krop brød i flammer og hans vinger spredte sig i den lille hytte, som meget hurtigt begyndte at brænde. Flammerne der omsluttede hans krop var større end de nogensinde havde været før.

Han begyndte så langsomt at gå frem mod hende. I den ene hånd holde han sit sværd.

Hun havde lukket øjnene, da hun stille og uden at se sig tilbage var gået ud af døren. Hun vidste at han ville overleve det. Han ville kunne vende tilbage til sit normale liv *Han ville kunne få et godt liv med en anden...Kvinde* Hun tænkte det sidste ord med så meget bitterhed at det næsten ikke var til at holde ud. Hun mindede sig stille om at hun på ingen måde var god for ham, da hun, uden at lukke døren, løb ned af bjergets side. Hun kunne mærke den kolde hinde der langsomt og beskyttende lagde sig omkring hendes hjerte. Den døde stilhed i hendes indre der havde været hendes følgesvend de sidste halvfems år, lagde sig som en beskyttede kappe over hendes barnlige og skrøbelige jeg. Det var den eneste måde hun kunne bevare mindet om sin familie og den hævn hun så inderligt søgte.

Hun havde for første gang siden sin forvandlig åbnet sig op for et andet væsen, en anden person. Hun var endda faldet for den venlige engel. Savnet skar i hende værre end hun nogenside havde prøvet. Savnet efter hans varme og beskyttende arme var uudholdeligt. En lydløs tåre trillede ned af hendes kind fra de kolde og følelsesløse øjne.

Hun satte stille farten op og nåede hurtigt til det nedbrændte værtshus hvor han var vadet ind med to åbne sår for at hente hende tilbage. Havde hun været sit følsomme jeg var hun faldet om, da minderne væltede ind over hende, med samme slagkraft som en lavine, men hendes kolde og kyniske jeg fortsatte bare i løb, ned af den steje skråning imod byen. Det sjæleløse jeg ville gøre alt for at bevare den sidste lille del af menneskelighed, hun havde tilbage i sig. Hun kunne nu se byen nu, hvilket fik hende til at skubbe tankerne om englen lidt på afstand, og lukke døren ind til hendes menneskelige jeg i, en gang for alle...

Han så hende løbe afsted, dette var det forkerte valg de kunne have gjort. Han vidste jo fra starten at det aldrig ville have virket, men han havde håbet. Det gik op for ham hvad der var sket, hun havde jo bare udnyttet ham, dum som han var havde han lade hende drikke af hans blod 3 gange.

Han kastede sig op i luften på sine store flammende vinger, for at han kunne nå at indhente hende, fordi ingen skulle blive udnyttet af den tingest igen. Hun var et monster og fortjente at dø. Der var dog noget inde i ham der fortalte ham at det ikke var sådan det var, men den lille stemme valgte han blot at skubbe bort.

Han fløj efter hende, som en engel af ild, der lige nu ikke havde andet i tankerne end hævn. Han var ingen engel lige nu, nej han var mere en dæmon. Om ikke andet var han lige nu et væsen af den pureste vrede som kun ønskede en ting, HÆVN. Han ville have hævn over det hun havde gjort ved ham, sådan hun havde udnyttet ham. Han ville også have hævn på gud, ved at fjerne alt hvad han holdte af, det var jo hans skyld at Cleon ikke kunne få noget han kunne holde af.

Han fløj så hurtigt det var muligt for ham, for at han kunne indhente hende.

Hun havde ikke lagt mærke til at han fulgte efter hende, men fortsatte bare ned af bjergsiden. Hun var helt tom inden i og tvang sig selv til at stoppe sin puls og sine lunger, så hun, for første gang siden hun blev skabt, følte sig som en rigtig følelseskold vampyr. En sjæleløs morder der kun fokuserede på det næste måltidmad den ville få. Hun nåede hurtigt udkanten af byen, og fortsatte det hurtige løb ind igennem de mørke gyder, der snoede sig velkendt som slanger i en endeløs labyrint. Hun havde fået sine tanker og følelser helt gemt væk bag den låste dør, da hun satte kursen imod hendes lejlighed, der lå ikke langt fra udkanten af byen...

Han fulgte hende ind i byen selvom han godt vidste han kunne risikere at afsløre hemmeligheden. Han havde dog også en plan for at det ikke skulle afsløre at der eksisterede abnormale væsner her på øen. Han fløj bag hende og fulgte hende han til hendes lejlighed. Da de nåede lejligheden kastede han sit sværd så det gennemborede døren til lejligheden. Som begyndte at lugte af brændt træ, da sværdet var gået hen og blevet rødglødende af at han havde holdt det.
"Hvorfor"
Han råbte det med en stemme som var kold, vred, død og meget hård men samtidig var den også såret. Man kunne ikke være i tvivl om at han ikke var til at spøge med lig nu. Han kunne ikke forstå hvorfor hun havde forladt ham, hvad havde han gjort forkert. Hans hjerne kørte på højtryk med at få styr på hans følelser.

Hun havde lige taget i døren, da hans sværd gennemborrede hendes hoveddør. Hun blev forskrækket og på sammetid følte hun ikke noget overhoved. Hun stod bare med ryggen til ham uden at bevæge en muskel. Hun kunne høre hadet og vreden i hans stemme, da hans spørgsmål ramte hende som en armbolt. Hun mærkede kuldegysningerne krybe ind under huden, men følte overhoved intet. Hun stod bare lidt og vidste godt at det kunne blive hendes sidste øjeblik som levende død. Hendes hånd søgte ind til det lille hvidgulds kors da hun svarede ham med den samme stemme som da de havde mødtes første gang i den lille gyde "Ellers ville du ikke have ladt Valerie gå" Hendes stemme lød ikke som den normale Valeries, som om nogen anden talte ud igennem Valeries mund...

"Hvorfor?"
Hans stemme stadig død, kold, hård, vred og såret. Han vidste ikke hvad han eller skulle sige til hende. Hans tanker kørte stadig rundt i hovedet på ham. Han havde ikke den store ide om hvad han skulle sige, men en ting vidste han, hvis hun havde sagt sandheden fortalt ham hvorfor hun blev nød til at gå, havde han ladet hende.
"Hvorfor skulle jeg have holdt hende tilbage"
Hans stemme var næsten magen til hvordan den var før, der var bare ingen kulde længere og den var heller ikke hård, men istedet meget spørgende. Han ville bare gerne forstå hvorfor hun havde fået den ide om ham, at han ikke ville lade hende gå.

Hun tænkte stille og blev bare stående helt stille uden at bevæge sig da hun svarede ham i samme tonefald og med samme stemme "Hun ville ende med at dræbe dig hvis hun blev ved med kun at drikke dit blod, og hun havde planer om at sulte sig selv for ikke at lade det ske. Jeg gav hende en mulighed for at undgå det, jeg tilbød hende at få dig til at hade hende så meget at du ville lade hende gå, da det var mislykkes hende på egen hånd at komme hjem. Hun tog imod det, som betaling låste hun sig selv inde, så jeg igen kunne optage jagten på hendes hævn" Hun holdte en lille pause og tilføjede "Du har jo selv se hvor skrøbelig og menneskelig hun er, hun ville ikke selv kunne klare det" hun stod stadig med hånden på dørhåndtaget og havde stadig hånden omkring det lille hvidgulds kors...

"Så du mener du har hjulpet hende med at få et bedre liv ved at være fængslet i sin egen krop mens jeg render rundt og har lyst til at dræbe hende."
Hans stemme var hårdere end før, og mere død og kold end nogensinde. Han var ved at nå et punkt hvor han enten dræbte hende eller tog sit eget liv. Han kunne ikke klare at stå og snakke til den krop der indeholdt den person han elskede, mens det var en anden person der talte gennem hendes krop. Han kunne simpelthen ikke klare det.
"Måske ville hun ikke selv kunne klare det, men en ting hun ikke har brug for er en dæmon som dig, der for hende til at låse sig inde i sig selv"
Hans stemme var blev hårdere end det første han havde sagt. Han håbede på et eller andet punkt enten at Valerie ville bryde igennem og sige farvel til ham, eller byde ham velkommen. Han ønskede bare at den dæmon der lige nu udnyttede hendes krop skulle forsvinde.

Hun tænkte stille og stod bare med hånden på dørens håndtag og den anden hånd omkring korset "Hun har aldrig været specielt stabil, selv da hun var lille var hun hele tiden syg. Som hendes storesøster er det min pligt at hjælpe og beskytte hende imod alt der ville kunne skade hende. Hvilket også gælder en engel der får hendes tanker på afveje så hun ikke længere kan holde fokus på vores mål. Når hun så går hen og bliver forelsket igen så er det eneste jeg kan gøre at bryde det bånd, om jeg så skal bruge magt til at få hende til det, det går ud i et" Hun havde samme ligegyldige og tomme stemme som før. Hun tænkte stille og havde ikke rørt en muskel...

De ord hun sagde blev for meget for ham, han kunne ikke stå der og høre på en person der legede gud over for en anden, lige meget om de så delte krop det var forkert. Han greb hende om halsen og løftede hende hoved op mod ham. Han slukkede først den ild der var i hans hånd da han havde holdt hende et par sekunder.
"Og hvad tillader dig at leg gud? Det at du er stærkere eller ældre? Eller er det bare det faktum at du er et monster?"
Han smilede næsten ondt til hende, hans stemme var mere død og kold end før, men den var ikke længere hård. Han håbede stadig på at Valerie ville komme ud og snakke til ham. Han ville gerne sige farvel til hende personligt hvis det kom til at han måtte dræbe hende.
"Det er sikkert derfor du gør det, du kan ikke klare at hun er menneskelig og stadig kan huske hvordan hun elskede familien. Det kan du ikke klare, det at vide at du er et følelses koldt monster, så du gemmer hende. Med Hende gemt af vejen føler du dig nemlig ikke så dårlig."
Han sagde det med væmmelse i stemmen.