Traning [Balthasar]

Soldaterne angreb og de undgik de fleste af hendes angreb og prøvede at komme tæt på dem. Men da hun ramte den første i maven og flåede ham op så hans indvolde sprøjtede ud over det hele trådte de andre to et skridt tilbage og tog deres pistoler frem. Nu var hun tæt på dem og derfor ville de have nemmere ved at ramme hende. De stød løs men Jackies trin gjorde at en af dem blev ramt i benet af hendes klo så hans ben blev flået op. Soldaten faldt mod jorden med et skrig. Han lå og holdt sig til sit ben. Den anden gik baglæns og blev ved med at skyde. Da hans pistol løb tør, brølede han og tog kniven frem igen og løb direkte imod hende med et sindssygt blik i sine øjne. Den anden mand tog sin pistol op igen da han var færdig med at ømme sig over sit ben og så skød han videre imod Jackie.

Hun tog sig ikke af at de udgik, men fortsatte med at fægte efter dem, for at ramme dem. Det var dog ikke rigtig til at se om der var teknik bag, eller hun blot slog tilfældigt ud i luften. Uanset hvilken en af dem det var, gjorde hun det i elegance. Hun var en koldblodig morder, og hendes dans passede til det horrible syn hun var blevet. Dækket i blod, og fuldt i gang med at opføre sin dans fortsatte hun fra den nu opsprættet til den næste. Hun mærkede skuddene bore sig igennem hendes krop, men hun stoppede ikke. Til trods for at det var de færreste af dem der ramte ved siden af. Den ene faldt dog for et af hendes slags, og hun valgte at ignorere ham. Nu var den vigtige ham der stod op. Hun smed den ene klog, løb mod ham for at tage fat i hånden med kniven, og sørge for at den borede sig langt ind i hendes mave. Hun gengældte dog tjenesten, ved at stikke sit våben ind i siden på ham, og bed sig fast i hans hals, for at flå en god luns af den af. Og i det sekund ham ramte jorde, ramte en kugle hende perfekt i panden. Hun sank sammen på jorden, og lå stille.

Den sidste der havde overlevet lå og holdt sig til sit ben. Han kiggede over mod Bal og sagde ’’ I fucking won.. I killed her ’’. Bal kiggede bare på Jackie. Det var som om han overhoved ikke hørte manden. Han kunne stadigvæk fæle hende og han vidste at hun var i live. Han sagde bare roligt ’’ She is not dead’’. Manden blev bleg i hovedet. Han lå lidt og blinkede før han rystede på hovedet. Han tog fat i sin kniv og begyndte at kravle over imod hende imens han sagde ’’ I’ll fucking cut her head of.. Damn freak.. You killed my friends.. I’ll cut you into tiny bits’’. Bal vidste ikke om hun var I stand til at dræbr manden. Om hun havde kræfter nok. Dog var han skuffet over at hendes evne ikke havde vist sig. Han ville dog ikke blande sig. Han havde sagt han ikke ville blande sig og det holdt han. Det var hendes kamp og ikke hans. Hvis hun døde så døde hun.

Uden at så meget som at give et eneste tegn af liv fra sig, lå hun stille på jorden. Hun kunne stadig føle at hun var i live, men hendes krop syntes ikke rigtig at reagere. Var det sådan, det var, når man valgte at blokere et skud med panden? Uanset hvad skulle hun havet været hurtigere. Det var svagt af hende, sådan at havde ladet sine parader ned. Det var hendes egen skyld at hun var blevet ramt, hun kunne havde klaret det bedre. Generelt havde hendes slag været svage, hun kunne havde gjort det langt hurtigere. Hun kunne ikke tillade sig selv at være svag! Hun kunne ikke tillade sig selv, at lide nederlag på denne måde. Hun skulle bevise sit værd! Dette var ikke sådan det skulle være, hun var stærk og nederlag var ikke en valg mulighed. Der var for meget hun ikke havde opnået. Dette var ikke tidspunktet at lade sig fejle.
I pludselig og hurtig bevægelse – langt hurtigere end hvad et menneske kunne præstere – fik hun fat om manden, og trak sig ham ned til sig, med al den styrke hun kunne præstere. Hun fik løftet hovedet, og bed fast i hans hals, for ivrigt at flyde sig med livs energi. Hun kunne stadig ikke føle den ene side af hendes krop, og kom af samme grund til at se sær ud, eftersom at hun var bevægelses løs i den side. Men blodet hjalp drastisk og hurtigt. Hun tog fat i manden med den anden hånd, og holdte godt fast.
Dette var ikke hendes slutning, og på inden måde ville hun lade sig hverken dø, eller afhænge af andres hjælp!

Bal stod bare og så på. Da hun var færdig og manden var død gik han over til hende og kiggede ned på hende ’’ you won.. but you also failed.. You are weak.. You are of my bloodline and still you are unable to even use your powers.. You almost died because of that.. Go to your room and do not show your face to me before you can use your secret power ‘’. Bal var hård og bestemt. Han havde sagt til hende at han ville sige ting hun ikke ville kunne lide. At han ville presse hende. Dette var også for at presse hende. Dog var det ikke et fysisk pres som soldaterne men et psykisk pres. Han kunne ikke gå og vente på at hendes evne viste sig. Så han så dette som den eneste mulighed for at fremprovokere hendes evne. Han rystede svagt på hovedet af hende og begyndte så langsomt ind mod huset igen. Ikke så meget som et godt ord sagde han om at hun vandt. Han var imponeret over hvordan hun var i stand til at tænke klart når der var så meget blod og hun jo var nyfødt. Hun var stærkere, langt stærkere end hun selv troede. Der skulle meget til at imponere ham men på dette punkt havde hun virkelig gjort det.

Hun slap liget, og satte sig op. Hun havde det stadig noget sært, hvilke nok var grundet skuddet. I sidste ende skulle hun dog nok klare den, for hvis hun kunne overleve det. Ville det næppe være et problem, at komme over sig svimmelhed.
Hun så op på Balthasar, og fandt hans at hans ord irriterede hende grænseløst. Det eneste han kunne tænke på var den åndssvage evne. Det var som om, at uanset hvor god hun var til alt andet, var hun intet værd, før hun kunne gøre noget specielt. Han var som et lille barn, der ikke var tilfreds med den gave han fik, fordi den ikke have en sjov ting den kunne gøre. Hun svarede ham dog ikke igen, faktisk sagde hun slet ikke noget. Hun rejste sig blot, og begyndte at gå mod huset igen. Fint! Hvis det skulle være på den måde, så skulle hun nok prøve at lære en evne, hun ikke en gang vidste om hun havde, eller vidste hvordan fungerede. Så i fortsat stilhed gik hun mod sig værelse, og fik gjort sig selv rengjort for blod, og pakket sig i mere behageligt tøj.
Hun smed sig i sengen, og stirrede på sine hænder. Det her var jo bare fjollet, hun vidste intet om det. I ren protest prøvede hun at koncentrere sig om et metal objekt, og få det til at gøre et eller andet. Men nej… Det forblev en stille stående genstand, og først da hun smed det gennem lokalet, gjorde det andet end bare at se pæn ud.
Balthasar var en arrogant bastard, der troede at han var så ualmindelig smart, og kunne det hele! Han skulle lære at komme ned fra sin kæphest, inden at han slog hovedet mod dørkarmen, og faldt af. Den mand var da umulig at arbejde med. Hun havde lige kæmpet for livet mod 5 soldater, og klaret sig igennem det, og det eneste han kunne tænke på, var den retarderet evne!

Bal var gået ind i stuen som han plejede at gøre. Han satte sig i hans stol og kiggede på pejsen. Han tænkte tilbage på det tidspunkt han selv lærte sin evne at kende. Hvordan de otte mænd fra hans første kamp som Vampyr havde angrebet og hvor magtfuld han følte sig i det øjeblik han kunne varme deres sværd op så de tabte dem. Han havde sine grunde til at tvinge hendes evne frem. Den vigtigste af grundede var at hun ville få brug for den. Det var det største våben imod jægere. Ikke nok med det så mente Bal at ens evne har det aller helligste en Vampyr havde. Hvis ikke de havde denne evne var de ikke en sand Vampyr. Han var gammeldags og fulgte de gamle veje og hvad de troede på. Han var bestemt en Vampyr som få andre. Det var nok fordi han var som han var at mange frygtede ham og ikke turde komme tæt på ham. Han kiggede mod trappen kort. Han undrede sig om Jackie ville finde sin evne eller om hun ville give op. Lige meget hvad så måtte han være den onde og stærke. Ellers ville hun aldrig overleve. Nu havde han heller ikke svært ved at være det for han var jo normalt ond og stærk.

Frustrationen i hende var dyb, og jo mere hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, jo mere påvirkede hendes følelser hende. Det der dog tog værst på hende, var det faktum, at hun havde ingen ide om, hvad hun skulle gøre. Det var som om han havde stukket en bog i hånden på hende på et fremmet sprog, uden hun havde muligheden for at oversætte den. Hvad forventede han af hende? At hun lærte at bygge Rom på en dag?! Den imbecile, inkompetente, magtliderlige, selvglade mands person! Han kunne i det mindste lades som om, at han var villig til at hjælpe hende med at lære!
Hun knurrede irriteret, og sparkede sig ud af sengen. Hun fik et par timer til at gå, med egentlig ikke rigtig at gøre andet, end bare at spassere fra den ene ende af værelset til den anden. Men til sidst valgte hun at det var nok! Hun tvang vinduet åbent, og hoppede ud af det. Hvis det skulle være på den måde.
I intens vrede stormede hun af sted, og ikke kort efter, var hun i løb. I fuld gang med at bruge tingende omkring sig til en måde at komme hurtigere af sted på. Det hjalp ingen at hun var i det hus. Det var jo bare dumt alligevel, og hvis han ikke havde tænkt sig at hjælpe hende, måtte hun klare sig alene. Hun havde heller ikke brug for Balthasar, og hun skulle bevise at hun klarede sig fint uden!

Bal kunne lugte at hun forlod huset. Normalt var dette forbudt og straffen ville være døden for at stikke af fra sin Sire. Men han lod hende fordi han vidste at hun ikke ville vende tilbage før hun havde fundet sin evne. Han rejste sig op og gik op på hans eget værelse. Han vidste at hun nok ville være væk i nogle dage. Måske mere. Så længe at hun ikke tilsvinede hans ære der ude var han ligeglad. Hun betød så meget for ham. Han ville gerne stå og hjælpe igennem alt. Men han havde sagt at det ikke blev sådan. Ingen kunne blive stærk hvis de hele tiden blev holdt i hånden. Hun var hans Child. En kriger. En fighter, ingen Child af hans ville få det let.

Den første dag passerede, uden at der var tegn fra Jackie. Hun havde absolut ingen lyst til at vende tilbage til Balthasar’s hjem. Det var bare ikke det samme, for det føltes mere som et fængsel. Alt dette kun fordi at hendes krop ikke havde reageret, som Balthasar havde ønsket. Hun var virkelig vred på ham, og denne evne hun efter sigende skulle have.
Den næste dag gled også forbi uden et eneste ord fra hende. Hun var kun blevet mere vred på Balthasar, og havde svært ved at se ham som en ordentlig Herre, hvis overhoved at se ham som værende det længere. Han havde efterladt hende, og ladet hende sejle i egen sø. Han ville næppe lide nogle kvaler hvis hendes eksistens stoppede.
Tredje dagen gav heller ingen tegn fra hende. Hun havde besluttet sig for, ikke at tage tilbage igen. Den mand tænkte alligevel kun så eget ego, og hvis det var hans holdning, havde hun ingen grund til, at skulle bruge hans hjælp. Hvis man kunne kalde det det. At blive sat til at passe sig selv, var ikke ligefrem hjælp.
Den fjerde dag forløb som de andre, Jackie var stadig ikke til at se. Det virkede så forkert at søge tilbage. Balthasar havde stillet urimelige krav, og fair nok hun havde måske ikke prøve nok men stadig. Det var ikke på ingen måde okay. Han skulle forstille at være hende Herre.
Nu havde fem dage valgt at forløbe sig, og det var ikke til at spore nogen forandring. Og okay hun havde nok ikke prøvet så meget som hun kunne, men det var heller ikke sådan lige til, selvom hun vidste at hun blev nød til at lære det. Og hvis det bare hun havde vidst hvad hun skulle, havde hun gjort noget ved det.
Sjette dag…
Dag syv. En intens følelse af frygt sparkede til, og der efter mørke.

Stilfærdig og udmattet skubbede hun hoveddøren op. Hun arbejde ikke på at gøre sin tilstedeværelse skjult, men heller ikke særlig tydelig. Hun ville bare ned og ligge, og lulle sig selv ind i noget der mindede om søvn. Selvom det nu kun var en falsk ting, der var lidt som at meditere. Uanset hvad det var, var hun ligeglad, hun ville bare ned og ligge. Gennemblødt af regnen trak hun et langt sport af vand efter sig. Hun slæbte sig mod sit værelse, og væltede ned i sengen, da hun endelig kom der ind. I en magtesløs bevægelse klaskede hun hånden op på natbordet, og gav slip på et eller andet. Hun magtede ikke at trække hånden til sig, så hun blev liggende med hånden på nat bordet, mens hele hendes front lå ned mod sengen. Hendes ben lå halvt ude over sengen, og alt i alt lignede hun noget der var blevet slæbt ind fra de døde.

Bal kunne føle at hun var hjemme igen. Han kunne også lugte hende. Men han mente ikke at det var ham der skulle komme til hende. Hun havde svoret at adlyde han lige meget hvad han sagde eller gjorde. Normalt ville han have dræbt for det brud. Men han kunne ikke dræbe hende. Ikke Jackie. Han blev bare siddende i hans stol. Han vidste at hun ville vende tilbage. Men at der gik så lang tid. Hun ville også kunne se en forandring i huset. Der var også lugten af en anden Vampyr i huset. Bal havde fundet en jæger der havde kæmpet så godt imod ham at han havde givet hende en chance som hans Child. Jackie var nu ikke den eneste. Dog var Jackie stadigvæk noget specielt for ham. Men det kunne han ikke lade hende vide. Der var gået så mange dage og så valgte hun at gå op på sit værelse uden at forklare sig selv * Hun minder mere og mere om mig selv.. Hun er nu sød når hun leger hård *. Bal greb sig selv i at have fået et svagt smil på hans læber. Det forsvandt dog hurtigt og han kiggede bare imod pejsen igen. Om så han skulle sidde der i flere timer bare ham lige meget. Hun skulle lære sin plads. Han var herren og hun var eleven. Hun måtte komme til ham.

Skødesløs blev hun liggende i sin seng i et godt stykke tid, og hende behov der at rejse sig var minimalt. Dog efter et længer rums tid, fik hun skubbet sig selv ud af sengen, og smed den driv våde sweater af. En af hendes gamle, hvilke kunne ses på størrelsen. Hun bevægede sig langsomt og roligt ned af trappen. Hun havde tydeligvis ikke travlt, og virkede slet ikke som om hun skulle noget. Der var mere som om at det var en hygge tur ned af huset trapper.
Hun havde heller ikke lige frem den store lyst, til at skulle overkomme noget lige nu. Men det så ud til, at der var flere end en ting hun skulle tage holdning til nu. Eller rettere hun skulle lære at acceptere, for hvis hun havde ret, kom hun ikke til at få plads til at have en holdning. Men det var trivielt, hvis det var sådan tingene skulle køres, så var det sådan det blev. Hun var trods alt blot tidsfordriv.
I et roligt tempo, gik hun i retning af Balthasar, og nåede ind i stuen. Hun satte sig ned på gulvet, på det mindst feminine og elegante måde hun om muligt kunne komme til. Hendes holdning sløset, bene halvt oppe og spredt, som en anden gade knægt. Hun smed et dråbeformet metal foran ham, som lignede lidt et lille bur med lettere snørklede streger som tremmer. Dråben var ikke meget større end hvad der kunne passe i hendes håndflade. Så omkring tre centimeter i diameter, og syv i længden.

Bal kiggede på hende da hun satte sig. Han havde dræbt folk før for ikke at opfører sig dannet foran ham. Han var splittet. En del af ham havde lyst til at rive hende over i to og den anden del havde lyst til at kysse hende. Han kiggede ned på metallet og så tilbage på hende. Han vidste at hun skulle til at vise ham hendes evne. Sandheden var at han var virkelig spændt, men det ville han ikke vise hende. Han boomede med stolthed over at hendes evne havde noget med hans og gøre. Det fik ham bare til at føle at de var mere forbundet. Han sagde intet, han kiggede bare på hende. Hvis hun vidste hvordan han virkelig havde det ville hun sikkert være glad lige nu. Men Bal så ingen grund til at vise det. Han vidste at hun ville komme tilbage men han kunne alligevel ikke lade være med at føle sig forrådt af hende. Men de tanker forsvandt da han kiggede på metallet igen. Han vidste ikke hvordan hendes evne ville forme sig men han havde tænkt meget over det i de seks dage hun havde været væk.

Hun vidste at de manglede manere nok gik ham på, men for at være ærlig, var hun for udmattet til at gide tage højde for det. Muligvis var hun også lettere trodsig, og ønskede at gøre ham lidt vred. Efter hendes mening fortjente han at opleve bare halvdelen af det følelsesvæld hun havde været igennem. Lige nu var hun dog sikker på, at det eneste der havde nogen betydning for ham, var hvad hun kunne vise. Hun havde dog absolut ingen lyst til at vise ham det, men valgte at lade vær med at lytte til sig selv. Så mod sin vilje tog hun fat i det lille stykke metal, og lukkede hånden sammen om det. En grimasse af smerte skar kort over hendes ansigt, men hun bed stædigt tænderne sammen. Da hun nåede den igen, var det eneste tilbage, er sært sølv lignende mønster i hendes håndflade. Hun lukkede hånden igen, men ikke stramt som før. Og da hun åbnede hånden igen, så en lille mønt formet sølv lignede klump i hånden på hende. Hun tog fat i mønten, og brugte begge hænder ti l at trække den ud i den samme dråbe lignede form som den var startet. Hele hendes krop var spændt, og hun kæmpede imod smerten det gav hende, at gøre noget som helst med den lille klump.
Da hun var færdig med at lave den tilbage, kastede hun den op til Balthasar, og gned sit ansigt. Hun havde virkelig brug for at få noget der mindede om søvn. Hele hendes krop var smadret, og hun havde brug for at døse væk til en alternativ verden som det var.

Han sad og overværede det. Han havde lyst til at smile og kramme hende dog gjorde han det ikke. Da hun var færdig nikkede han bare og sagde ’’ Good’’. Han nikkede svagt og rakte sin arm hen imod hende ’’ your reward.. drink.. You will feel alot better after you drink my blood.. It will power you up ‘’. Han havde lyst til at sige hvor stolt han virkelig var af hende. Især fordi hun havde kæmpet så hårdt, fordi hun havde gjort det alene, fordi hun var vendt tilbage for at stå foran ham igen. han sagde roligt og blidt ’’ You are my Child and you carry that title with great honour.. I am glad that i am your Sire.. Your actions brings honour to me.. but know this.. Never break a promise to me again.. I am only trying to help you.. If I had not said or done what I did.. You would still walk around without your powers.. When you are done drinking.. Will you sit on my lap.. I liked that ‘’. Han spurgte hende faktisk og beordrede det ikke. Han ville vise hende at hver gang hun udførte noget ville han vise hende en smule mere respekt hver gang.

Hun så næsten mistroisk på hans arm, og virkede langt fra som om at det var en belønning. Hun virkede tilnærmelsesvis fornærmet, men om hun reelt var det, var ikke helt til at tyde. Uanset hvad ændrede det ikke på, at hun blev siddende stille som før.
”I never… Broke a promise to you… My… Lord…” hun lænede sig tilbage, og så på klumpen af metal. Hun kunne ikke udtrykke sit had over for den, eller beskrive hvad den havde været skyld i.
”Even if you had not said a thing, I doubt that I wouldn’t have gained what you wished for… In the end, ain’t these kind of powers thing that follow the afterlife… I would have years to train, and I could survive battels, without even haven special powers…” svarede hun I en kølig tone, og lagde en arm over hvert knæ. Hendes holdning var staidg forfærdelig, men passed til det trodse antigsudtryk hun bar.
Allerede nu havde hun ikke den store lyst til sin evne, og håbede sig på ikke at skulle bruge den ofte. Det var en smertefuld oplevelse, og som den var nu, havde hun minimal kontrol over hvad hun lavede.

Han kiggede bare på hende ’’ You are wrong.. That power will save you from death more then once.. trust me.. I know.. I take it as a no to my question because you didn’t answer me.. but the part about the blood was no question.. it was an order.. Now Drink.. I don’t want to see you tired like that.. You are my Child ‘’. Det virkede ikke til at hun forstod ham. Men han vidste at en dag ville hun og så ville hun takke ham for hvad han havde gjort. ’’ Do not think for one moment that you think you can kill a hunter without your power.. Stop being stupid.. Do you think this is a game.. I am training you so I do not lose you.. So you can protect yourself.. but you need to cut of your emotions like we talked about.. and you need to pack that attitude away… Right now.. Did I make myself clear enough?’’. Han havde fundet sig I meget mere end han ville finde sig I fra nogen som helst anden I hele verden. Men det havde også sin grænse. Han havde behandlet hende med respekt og så vover hun at afvise det han har sagt var hans allerhelligste, nemlig hans blod. Det blod hun selv er skabt af.

Endnu en gang var han urokkelig, og uanset hvor mange argumenter hun måtte komme med, ville intet falde igennem til ham. En gang i mellem var det at kommunikere med ham, som at prøve at kommunikere med en væg. Der var dog intet at gøre ved det, og hun tog blot fat i hans håndled, og bed fast. Hun følte sig dog ikke specielt beæret, men var tvært imod forholdsvis irriteret på Balthasar. Men hendes bitterhed måtte hun sluge med et smil, og så blot naje og nikke.
Uden den sædvanlige grådighed, tog hun til sig, og slap efter lidt tid, og strøg blodet væk fra sine læber. Hun følte en stærk form for sorg over alt det her. Hvilke nok til at starte med var grunden til hendes vrede.
”Thank you… My Lord…” lød det stille fra hende, selvom det var et noget dårligt tak, for der var ikke et gram af taknemmelighed i hendes stemme. Hun havde for meget på sinde, og var stadig oprørt over de sidste syv dages event. Det havde bragt for meget ubehageligt med sig, og ting hun ikke var klar til at støde på igen.
”If that is all..” hun tøvede lidt, og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Han satte en hånd på hendes kind og kiggede hende i øjnene ’’ You made me a promise.. Not to hate or resent me.. I told you that this training would be tough.. You said you could handle it.. I believed in you.. You are stronger then this.. One day you will se why I pressed so much on to get you to activate your power.. You power is a part of you.. If you do not know every part of yourself.. you can never truly understand yourself.. trust that I know what I am doing.. Trust in my teachings ‘’. Han fjernede sin hand fra hendes kind og gav hende et blidt kys på hendes pande ’’ If you don’t want to sit.. Then yes.. That was all for today.. Training will start tomorrow ’’. Han kiggede væk fra hende og ind I den buldrende ild fra pejsen. Han var sur på sig selv. Han burde ikke have sagt noget til hende. Han burde have lært hende det på den hårde måde. Men der var bare noget over hende han ikke kunne stå for. Han kunne ikke lide at se hende så ked af det. Hvorfor forstod han dog ikke.

Hendes blik begyndte at flakke lidt fra hans ved hans, ord for det ramte hende et sted, hvor det gjorde ondt. Hun havde jo lovet ham præcis det han sagde, og der var en ubehagelig følelse over, at vide at hun havde løget overfor ham. Meget kunne Calliope tilbyde sig selv, men at lyve over for sin Herre, var det hvor hun fik en dårlig smag i munden. Så hun trak sine ben til sig, og fik sat sig langt mere elegant på sine læg. Hun lagde sit hoved mod Balthasar’s knæ, og sad lidt i stilhed.
Lige nu hadet hun sig selv, for at lade sig tæmme så hurtigt. Hun følte ikke, at hun selv bestemte over sin krop. Det var som hvis han bedte hendes krop at reagere efter en bestemt måde, og så gjorde den det. Det var et sært bånd, hun havde med ham.
Hun rejste sig op, for at sætte sig på hans skød, med en ben på hver side af hans. Hun lagde en hånd på hver side af hans hals, og lod sit hoved ligge sig mod hans brystkasse. ”I am sorry My Lord… Can you forgive me by heart? I never intended to get mad at you, sometimes there are just to much inside of me, and not everything wants to listen to you” Hun kyssede ham blidt på halsen , og lod sine arme folde sig mere omkring Balthasar.
”I know it may sound like a lie, but I do trust you deep in my heart. Yet though I may not seem to at times, but thrugh be told, I am still willingly to give my life up in return for yours…” hendes stemme bar en tone af fortrydelse overfor sine handlinger. Hun kunne ikke finde nogen tilfredshed i måden hun havde behandlet ham på. Men det gjorde stadig ikke, at hun helt accepterede hvad han havde gjort. Hun lænede sig lidt tilbage, og placerede et blidt kys op hans læber. Et der viste hende langt mere underkastende end normalt.

Balthasar tog om hende da hun satte sig på ham og holdt hende ind til ham et kort øjeblik. Da hun sagde alle de ting hun sagde kom et smil frem på hans læber og denne gang blev det der ’’ I am glad that you feel that way.. I forgive you.. How could i not.. You have some sort of special way to make me smile.. Make me see the world in another light.. I am just glad that I finally got through to you ‘’. Bal kyssede hende blidt tilbage og holdt sine hænder på hendes kinder så hun ikke kunne stoppe kysset for tidligt. Han kyssede hende blidt og ømt tilbage. Sandheden var at han havde savnet hende mere end han rent faktisk selv havde troet. Da kysset stoppede forsvandt hans smil og han kiggede bare på hende med hans sorgmodige blik. ’’ will you stay here tonight.. Just be with me.. I really could use that.. When you are close I feel alittle of my old self being awaken.. my old will and power returns.. Like an old man that has forgotten how a blade feels in his hands and now someone has but a blade in his hand.. So the feeling is slowly returning to him ‘’.

Hun prøvede at give et smil fra sig, da hans ord egentlig gjorde hende lettere glad. Men hun havde et eller andet der holdte hende fra det. Så i stedet forblev hun udtryksløs, ud over sorgmoden. Den samme som der ofte var at se i Balthasar. Generelt var hun begyndte at bære det udtryk oftere.
Hun holdte kysset, og tog fat i Balthasars trøje, mens hun blot nød at vær nær ham igen. Og til trods for at hun havde været inderligt vred på ham, var det i sidste ende ikke det samme, når han ikke var til stede. Det var som om at hun manglede en del af sig selv, og en lille del af mening var blevet berøvet hende. En eller anden dag skulle den selvsamme følelse nok få hende til at knække under for verden. Det var dog følelsen, der havde gjort, at hun var vendt tilbage. Om det var en god eller dårlig ting, var ikke helt til at vide. En dag skulle alle spørgsmål dog nok finde svar.
Hun lod kysset bryde, og betragtede hans ansigt lidt. I en blid bevægelse strøg hun ham over kinden, og nikkede lidt. ”I will stay here as long as you need it… Even if it didn’t give you thoughs thoughts. But I am honoured to hear My Lord…” hun gav et svagt smil fra sig, og lod sig endnu en gang betage af hans ansigt. Hun ville nødigt indrømme det, men Balthasar var en ret flot Herre.

Han holdt hende ind til sig da kysset stoppede og begyndte at stryge en hånd over hendes hår som han havde gjort før. Han sagde ikke så meget, men han kunne føle på hende at hans være måde var begyndt at smitte af på hende. Dette var umuligt en god ting. Bal vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre så han sagde det eneste der faldt ham ind ’’ So what have you been doing this past week?’’. Han kunne lige så godt spørge om noget så de ikke sad i stilhed. Han var også en smule nysgerrig over hvad hun havde fået tiden til at gå med. Han sad lidt og lyttede til hendes svar før han sagde ’’ i missed you.. My beautifull Calliope’’. Hvorfor han sagde det vidste han ikke men han havde sagt det. Hun var jo hans Child så han kunne være hudløst ærlig overfor hende mente han.

I stilhed lod hun sig holde ind til ham, og lagde sit hoved mod hans hals. Hun følte sig tryk når hun var her, til trods for den tomme følelse. Han formede hende mere og mere i sit billede, end hvad hun havde lyst til at realisere. Nu var der også sket meget den sidste uge, så der lå meget mere bag hendes følelser end blot et bånd.
Hun frøs lidt, og blev om muligt mere stille end før. Som hvis hun prøvede at holde op med at eksistere, eller prøvede ikke at have en tydelig eksistens. Med lidt tøven svarede hun ham dog til sidst. ”… I… Was training…” hun havde ikke lyst til, at fortælle alt hvad hun havde lavet. Der var nogle ting, som bare aldrig skulle huskes. Helt faktisk bare benægtes, til at det bare var en løgn.
Hun lænede sig tilbage for at se på ham. Hun havde svært ved at fatte, at han havde sagt de ord. Hun havde aldrig regnet med, at han ville sige den slags ord, men det gjorde hende umådelig glad. Hun gav et forbløffet smil fra sig, og var tydeligt stadig noget ’stunned’. Hun vidste ikke en gang hvad hun skulle svare, selvom hun prøvede at finde noget der passede. Men hun forblev forstummet.

Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre. Han blev bare siddende og nød dette øjeblik. Han fattede ikke helt før hvor stærkt deres bånd var før nu. Han kunne nu forstå hvorfor de var så forbundet. Det var som om de begge havde brug for hinanden for at fortsætte. Brug for hinanden for at blive stærkere. Bal kyssede hende blidt på panden og holdt hende ind til sig ’’ i missed your touch.. Your being here ’’. Han sagde ikke mere. Han havde ikke mere at sige. Han blev bare siddende. Han tænkte på hvordan det ville have været hvis han havde mødt hende for hundrede år siden. Hvordan tingene ville have set ud så.