Traning [Balthasar]

Han kiggede på hende og satte også en kind på hendes kind '' then help me get my memory back.. There most be things that trigger my memory.. Things that makes me remember''. Bal gik over i døren og stod med ryggen til hende. Han stod sådan lidt tid før han så sagde '' If you feel this way.. Then i shall go and first return again when my memory is back.. I will not let you suffer under this memory loss.. If i am really such a good Sire i would go away.. Clealy you do not want me here.. Like this.. You want your cold blooded killer of a Sire back''.
Bal vidste ikke hvad han skulle gøre eller hvor han skulle tage hen men hvis han skulle genvinde hans hukommelse måtte han gøre et eller andet. Men noget i ham havde ikke lyst til at huske, til at huske den sorg og smerte som Jackie sagde at han led af. *maybe ignorence is a bliss.. Just maybe*

Stilheden lagde sig tungt i hende, da hun fik følelsen af at kvæle i sine egne ord. Hun gjorde intet for at hjælpe denne mand, selvom at hun vidste noget så inderligt, at hun burde gøre det. For han var stadig hendes skaber, og hun havde stadig givet ham et løfte, om at hun ikke ville forråde ham. Og dette var at forråde ham. Hun havde lovet at tage sit eget liv, før at hun ville gøre lige præcis det. Men stadig havde hun svært ved at få ord frem, der fortalte ham at han skulle blive.

I ren skam så hun væk fra ham, og blev siddende som før. Ubevægelig som en anden statue. Men hun prøvede at få sig selv til at være enig med hende selv. Det rigtig ville være at følge ham, men det hendes hoved fortalte hende, var at lade ham gå, og vente på at den mand hun kendte kom tilbage…
”Please… Don’t leave… Don’t let me betray you…” fik hun endelig frem, men mens at hendes blik stadig var fæstnet mod gulvet.

Hvis hun ikke snart tog sig sammen, ville hun miste alt, og hun måtte gøre en ende på sin eksistens. Hun kunne ikke forråde sin Herre, om hun kunne lide hans nye jeg eller ej. Et sted der inde, var han stadig den person hun mødte, og gav sit liv til. Om hun så kunne se den person lige nu, eller om han så nogensinde ville blive ham igen.
”Please don’t change if you don’t want to…”
Hun fik sig selv op at stå, og gik mod ham, for at tage fat i ham.

Bal virkede overrasket da hun sagde at han ikke skulle gå. han vendte sig om da hun tog fat i ham. Han sukkede og kiggede på hende. '' I do not know what i want Calliope.. You are my child and everytime i look at you i see only pain.. I would do anything to make my Child smile.. Say what i need to do and i shall do it ''. Han følte sig fortabt, som en blind man. Han vidste jo intet om hvem han var og det eneste han kunne se var den smerte han påførte hende. '' I can see the pain i am placing on your shoulders.. That is not fair.. I want to see you smile.. Be happy.. So tell me.. What would make my Child more happy.. The one that i am now or the one that i once was''. Han vidste ikke om han ville kunne holde sine minder ude hvis det var det hun ønskede men han kunne i det mindste prøve på det. Bal kunne jo ikke selv bestemme eftersom han jo ikke kunne huske hvem han var. Den eneste der kendte ham godt nok til at kunne træffe det valg var hans eget Child og det var jo Jackie.

Hun lagde sine arme om hans liv, og gemte sit ansigt i hans brystkasse. Dette her var alt sammen forkert. Og jo mere hun tænkte over det, jo mere hun fejlede, og jo mere han sagde, des tungere blev følelsen af ubehag og fortabelse. Hun fik lysten til at lade et væld af tåre blive sluppet, selvom der var intet at græde over, eller var der? Hendes egen tvivl fik hende til at stramme grebet om ham, som et andet barn der frygtede at miste sin fader.
”If you leave, I will be unhappy…” lød det kvalt fra hans brystkasse, da hun nægtede at flytte sig.
Hun følte sig som et selvisk lille barn, der ville have sin vilje. Hun brød sig ikke om den følelse… Hun havde ikke lyst til at føle sig så afhængig af nogen, som hun gjorde nu. Hvad havde Balthasar gjort ved hende, hvorfor havde hendes forvandling fået hende til at føle sådan? Før havde hun taget alt med ro, men nu var alt i hende som et landskab hærget af et dusin naturkatastrofer. Og et lille skub var alt hun havde brug for, for at blive revet væk af stormen.
”What I need is my Masters love and care, and eventually I will become happy…”

Han smilede og kyssede hendes hoved imens hun stod og krammede ham '' I can do that.. I can shower you with the love and care a Child needs of its Sire.. But i fear if my old self returns... The sadness and pain will take over.. I can feel it deep inside ''. Han aede blidt hendes hoved og rokkede lidt frem og tilbage i en rolig bevægelse. Han prøvede faktisk at trøste hende. Det var ikke noget han havde gjort før '' Lets just relax at have fun together.. We can visit paris.. London.. We can sit atop mount everest and look out over the world.. We are Vampires.. The world is our playground ''. Bal grinede faktisk lidt og krammede hende så ind til sig. Han viste følelser og han var faktisk i stand til at forstå dem bedre nu hvor han ikke var sit gamle jeg. Han smilede og faktisk havde han det rigtig godt lige nu. Han vidste at dette var et godt øjeblik.

Hans sødme gjorde hende usikker. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var rart et sted, men så samme tid, følte hun at hun var blevet overfodret med sødesager, og havde ondt i hele kroppen grundet alt det søde. Det gav hende kvalme…
En trist følelse skyllede ind over hende, og usikkerheden sparkede hende som en hest.
Hun bed sig stædigt i underlæben, og strammede grebet om ham. Hun var ikke sikker på, at hun kunne håndtere at han var sådan som han var nu. Som en anden teenager fyldt af glæde, og så manglende omtanke for sine handlinger.
”If your old self returns then let it be that way… I already promised to lead you though darkness…” mumlede hun stille.

Hun følte ikke at hun kunne få styr på sig selv. Der var for mange følelser i hende, og ingen af dem var enig med hinanden, selvom hun prøvede at få dem til at gøre som hun ønskede. Og jo mere hun fortvivlede, jo større blev lysten til at græde, men stædigt nægtede hun at gøre det.
”I don’t know how to handel you My Lord… All this sweetness and kindness… I am at lost…!”

Han krammede hende mere ind til sig '' Don't worry Calliope.. I am right here.. If my old self returns then so be it.. But i fear he will return someday.. But that day could be in several hundred years.. Eventhough i stand in darkness its not an evil darkness.. This memoryloss is not all bad.. Lets just get the most out of it as we can ''. Han smilede glad og krammede hende endnu mere. Han syntes at det var sødt at hun var så loyal overfor hans hukommelse som hun var. Det viste ham bare at hun var en meget loyal person. Han grinede en smule og ristede på hovedet '' Then be lost.. But enjoy it... I am lost right now and i am having a good time.. i am free and i feel good.. Free from that pain and the wound you speak off.. Come.. Be free with me ''. Han håbede på at hun ville tage dette skridt med ham og at hun ville prøve. Han var ikke helt sikker på hvad fremtiden ville bringe men hvis de tog skridtet sammen så kunne de i det mindste finde ud af det sammen. Han var også usikker og nervøs men det viste han overhovedet ikke. blev bare ved med at stå og holde om hende.

Hun kunne ikke forstå, hvorfor han skulle være så glad for at have glemt alt. Det virkede som om, at han havde smidt alt ansvar af sig, og nu bare gjorde som det passede ham, uden at tage højde for hvad konsekvenserne var. Og måske var det godt for ham, at han ikke kunne føle smerten, men hvad med alt det andet? Hvad med ansvaret om at skulle oplære hende, og hvad med hans andet Child? Hvad med alt det hun havde gjort, og givet slip på, for at kunne på nå det hun havde nu. Var det hele ikke blot gået til spild nu? Alt var gået til spild… Hun havde smidt alt væk for ingen ting!
Hendes greb om ham løsnede sig langsomt. Hun kunne ikke håndtere tanken. Dette var ikke sådan det skulle være, dette var ikke det hun ønskede. Hun havde smidt alt væk på Balthasar, og nu var han blot forsvundet, og havde efterladt hende til sig selv, med en stedfortræder som ikke var tæt på at være ham. Selvom hun ikke længere skulle føle smerten fra frustration, når hendes forsøg ikke var gode nok, eller konstant være præget af sorgmod eller møde hans kolde og ubarmhjertige jeg. Så var det ikke hvad hun ville have.
Langsomt gav hun helt slip på ham, og så op på ham med et sørgmodigt smil.
”Hurray… To freedom” Det var så tydeligt, at hun prøvede at klynge sig fast til en følelse af glæde, mens at sorgen trak i hende. Selv hendes stemme var et sølle forsøg på at lyde glad.
Hun trak sig væk fra ham, og begyndte at gå mod sit værelse. Tåre fandt vejen frem, selvom hun ikke havde bedt dem om det, og uden at hun registrerede det. Hun følte sig blot tom inden i, og prøvede at holde sig selv over vande.

Han kunne mærke hendes sorg og futration. Dog vidste han ikke hvorfor hun havde det som hun havde. Han havde jo ikke længere hans evne til at læse hende så godt den evne kom med hans personlighed. Da hun slap ham slap han også hende. Han kiggede undrende på hende da hun begyndte at gå sin vej. Han sukkede lidt og tænkte *I will find my old self.. Find it and return.. I swear that*. Da hun gik kunne han høre hende græde. Han sagde dette og han vidste at hun ville kunne høre det med hendes vampyr hørelse '' I will return when i have my memory back.. Until then.. I will leave this house to you.. I will do everything in my power to regain my memory ''. Bal begyndte langsomt at gå mod hoveddøren. Han havde en masse arbejde foran sig og han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. Han måtte opsøge en elver klan og få dem til at fjerne denne forbandelse før det var for sent og hans Childs kom til skade.

//Shi’ end? New tropic?

Hun nikkede blot lidt til hans ord, og registrerede ikke en gang sådan rigtig hvad han sagde. Hun havde stadig noget mixede følelser omkring alt det her. For uanset hvad hun sagde til sig selv, og uanset hvor meget hun prøvede at se det faktum, at han stadig var hendes Herre, og at hun forrådte ham. Kunne hun ikke finde ro i tanken om, at denne person var så ligeglad med alt andet, ud over sin glæde. Hun kunne dog stadig ikke helt forklare, hvad det var der fik hende til at have det sådan. Måske var hun blot en vanenarkoman og gik op i at tingende skulle være som altid? Hvad var der galt med hende!?
Hun nåede sit værelse, og satte sig ned foran sengen. Hun bankede sit hoved ind mod senge kanten, og gav et tungt suk fra sig. Ingen tvivl om, at hun måtte være det værste child nogen sinde, og at den gamle Balthasar næppe ville være glad for hendes opførsel.