Traning [Balthasar]

Hun gav et lille smil fra sig, og strøg ham lidt over kinden igen. Der var næppe nogle ord der kunne beskrive hendes glæde. Hun gav ham et lille kys på læberne igen, og lagde sine arme tæt om hans nakke. Et lille smil fortsatte med at ligge på hendes læber, før hun svarede. ”I missed you too…” hun gav ham et lille kys igen, og så ham i øjne. ” I am to addictid to you... I am not strong enough alone, for I desire your company… You have invaded me more than you know, and one day it will be my end…” Hun gav et kærligt smil fra sig, og trykkede sig ind til ham. Hvis blot at dette ikke kun var en god drøm… For hun regnede ikke med, at hans hengivenhed ville være altid, for før eller senere ville han finde en anden. Calliope havde ikke rigtig nogle romantiske følelser for Balthasar, men hun var alligevel ikke klar til at give ham til en anden. Men hvis det skulle komme til den dag, hvor hun ikke længere ville have den store plads i hans liv, måtte hun forholde sig i baggrunden.
”You are very prescious to me…” hviskede hun stille, og gav ham et kys igen, og trykkede sig ind til ham. Hun havde faktisk savnet ham mere end hvad hun havde troet. Hun savnede at føle ham tæt på sig igen, og være sammen med ham. Hun sukkede svagt, og fugtede lidt sine læber lidt. Hun var ikke glad for at have den følelse. Hun kunne ikke lide at føle sig afhængelig af andre.

Da hun kyssede ham igen kyssede han tilbage. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til alt det her. Han vidste ikke om han havde nogen følelser for hende eller ej for han havde ikke oplevet følelser i så mange år. ’’ You are stronger then you think you are.. Beside.. We both need one another.. So its not all bad Calliope.. As long as we have one another we can give the other the strength needed to overcome anything ‘’. Han havde ikke troet at hun ville blive hans svaghed men det var hun blevet. Han længtes efter hendes kys men han nægtede at tage flere. Selv ham der var så gammel som han var havde svært ved at modstå deres bånd. Han holdt hende ind til sig og mærkede hvordan han bare ville sige hun skulle holde mund og nyde at de var sammen igen. Men han sagde intet han sad bare stille og krammede hende ind til sig.

”… But even though I need you now, I know I cannot be depended of you for the rest of my life…” sagde hun stille, og lagde sit hoved mod hans skulder. Hun bed sig I læben, og forbannede deres bånd lige nu. Hun havde et intenst begær overfor ham igen, og havde svært ved ikke at ønske ham tæt. Hun kyssede ham lidt på halsen, og lagde armene tættere om ham. Hun lod blot stilheden regere, da hun intet havde at sige. Hun ville heller prøve at bekæmpe sit begær, for hun ville ikke lade det regere hende. Men hun ville også gerne mærke ham igen. Hun strammede grebet om ham igen, hun gav dog op. Hun trak sig lidt tilbage, og placerede sine læber mod hans. Grådigt krævede hun hans kys, og havde stadig et tæt greb om ham. Hvad skulle der dog ikke blive af hende, hvis hun ikke lærte at sige nej til sit begær?

Han kiggede alvorligt på hende ’’ We both know that this bond will never become easier.. I told you that in the start.. what we have no one in the world will be able to understand.. We depend on one another even if we do not like it ‘’. Han blev overrasket over hendes kys og kyssede hende tilbage. Med en hurtig bevægelse skubbede han hende op af væggen og stod nu der og kyssede hende. Men pludselig stoppede han og tog et skridt tilbage ’’ No.. If you ever want the bond to get weaker between us.. We have to stop this.. While we still can ‘’. Han havde lyst til at gå tilbage til hende men han gjorde det ikke. Han måtte have nok selvkontrol for dem begge to. Han mærkede hvordan han gik lidt frem mod hende og greb fat i hendes nakke og skulle til at trække hende ind til sig. Men han stoppede og vendte ryggen til hende. Han lukkede sine øjne og blev stående sådan.

Han havde sikkert ret, båndet her ville kun blive stærkere, og hun ville ende med slet ikke at kunne slippe ud af dens greb. Men hun kunne ikke lade vær med at tænke, at det var lige meget. Inderst inde ønskede hun det båndet bragte med sig, det hun havde gjort at det bragte med sig. Men ville hun nogensinde indrømme det overfor andre end sig selv?
Hun mærkede væggen bag sig, og følte glæde ved at mærke den gengældte begær. Hendes krop hungrede efter det her, og kunne ikke bekymre sig mindre om, om hun så måtte lade livet for det. Hun var allerede så dybt bundet ind i dette bånd, at sandsynligheden for at hun ville komme fri, var minimal. Men trods det, holdte hun sig tilbage da han trådte væk. Hun knyttede hænderne sammen, og blev stående mod væggen. Hun måtte ikke give efter, for hvis hun gjorde, ville hun uden tvivl give slip på lysten til at kæmpe imod båndet. Så hun så blot på ham, da han kom nærmer og tog fat i hende igen. Hvad hun ikke ville give for at se ham uden kontrol igen, og blot lade sig føre af grådigheden og begæret. Men nej han vendte sig væk igen.
Hun tog fat i hans arm, fik vendt ham rundt, og skubbede ham ned mod jorden. Hun satte sig på ham, og lagde sine hænder på hans kinder, for der efter at kysse ham lystent og hårdt. På et eller andet punkt ville hun fortryde sit valg, men hun ville også fortryde det, hvis hun ikke lod sig bukke under. Hun stoppede kysset langsomt, men flyttede ikke sit hoved. Hun skulle til at sige noget men hendes blik afslørede hendes valg. Hun lod igen sine læber møde hans.

Han mærkede hvordan hun tog fat i hans arm. Da hun slyngede ham imod jorden kunne selv ikke ham modstå. Bal var van til at være den dominerende og hans store svaghed var aldrig når kvinder var det overfor ham. Da hun lå der og kyssede ham gengældte han det. Han lagde sine arme rundt om hende. Men da hun så ud som om hun ville sige noget blev han nysgerrig. Han ville gerne høre hvad hun havde at sige. Dog blev han grebet af hendes kys og glemte langsomt hans nysgerrighed. Han kyssede hende vildere og vildere tilbage. Den knurrende lod kom tilbage hos ham og han havde nu helt tabt til sit begær. Han kunne slet ikke stå for hende når hun tog styringen. Det var det bedste han vidste. Det var meget atypisk for en som ham dog var det sådan han var. Hans hænder behørte grådigt hendes ryg og overkrop.

Hun fortsatte ivrigt med at fortsætte kysset, og havde ingen tanker om at skulle stoppe nu. Hun tog fat i sin trøje, og trak den af, og fortsatte kysset. Hvis blot at hun kunne beskrive lysten til ham, men det var vidst tydeligt nok. I sidste ende var ord trivielle, og så der var ingen grund til at tale.
Hun flyttede sig lidt, så hun kunne få fat i hans trøje, og stoppede kort alle bevægelser. Hun så ned på ham, og trak hans trøje af, og betragtede ham lidt. ”Let our bond get even stronger…” hviskede hun i en forførende tone, og kyssede ham igen. Hvad hun ikke ville gøre, for at få dem begge forvildet i denne ugudelige handling. Hun ville have, at hun var alt for ham. Der var alt hvad hun begærede lige nu, for hun vidste at hun ikke kunne få ham til at føje sig. Uanset hvor meget vold eller magt hun brugte, så var det ikke hendes beslutning at give efter. Nej, hans stolthed ville ikke lade ham knække under, og hun havde ikke brug for ham mere end på denne måde. Ikke som hun havde det lige nu. Hun var ikke forelsket eller fortryllet af ham, men den slags bånd var et helt andet et. Og et nok ingen af dem var klar til at have.

Han lod sig helt rive med og da hun tog sin trøje af greb han fat i hendes hofte. Han vidste ikke helt hvad der skete. Hvorfor han ikke havde den viljestyrke han havde brug for. Han svarede roligt ’’ but what will it bring.. this bond will only grow stronger’’. Da hun tøj hans trøje af lod han hende gore det. Han prøvede at kæmpe imod men han endte bare med at kysse hende. Det var som lokkede hun ham. Han havde ikke den styrke til at stå imod han burde have. Han forstod intet mere. Hvordan kunne hun have så stor en magt over ham. Han kunne ikke forstå hvorfor de begge to havde dette ustyrlige begær. Han kyssede hende vildt og sagde så ’’ then let it grow.. Let os become stronger and lets drown in this bond ’’. Bal mente hvad han sagde, han vidste dog ikke på hvilken måde han mente det.

”Who know… All I know is that I desire to be one with you… Being strong for you, ‘til the point where all I breath for, is being the strongest, so that I can be worthy of calling myself you child with proudness…” Hun gav et lille smil fra sig, og mærkede at han kæmpede imod hende. Hun gav dog ikke efter, og smed blot trøjen fra sig, da hun fik den af. Hun gengældte kysset af hele hjertet, mens hun berørte hans overkrop.
Hun gav et kækt smil fra sig ved hans ord, og rettede sig op, så hun sad rankt, mens hun så ned på ham. ”Yes let us…” sagde hun gentagende hans ord, og betragtede ham lidt. Hun var allerede fanget så inderligt af ham. Hvis bare han vidste hvor betaget hun var, og hvordan han påvirkede hende. Han var den der fik hende til at miste grebet om sin forstand. Hun strøg sine fingre let over hans læber, og overvejede hvad hun nu skulle gøre. Hvis det havde været muligt for hende, havde hun gjort alt hvad hun kunne komme til lige nu.

Han nikkede svagt og kyssede hende på halsen og sagde ’’ I will make sure you become the strongest ever.. And you can already call your self my Child with proudness ‘’. Da hun satte sig rank op skød han sin hofte lidt op så hun blev skubbet lidt op og ned. Han stoppede og kiggede på hende. Da hun lagde en finger over hans læber kyssede han blidt hendes finger og bed lidt i den på en blid måde. Han kunne se på hende at hun var usikker over hvad hun havde lov til. Han satte en hånd på hendes kind og sørgede for at få øjenkontakt med hende ’’ just let go and take controll.. Last time you saw me lose it.. I want you to do the same.. Do what ever you want to.. go ahead ‘’. Han mente det. Hun matte gore ved ham hvad hun ville, det var jo ikke ligefrem fordi han ikke kunne holde til hvad end hun havde I tankerne at gøre. Faktisk var han også nysgerrig over hvad hun ville kunne finde på men det ville han jo snart finde ud af.

Hun smilede halvt, og så ned på ham. Hun nikkede til hans ord, selvom hun stadig havde svært ved det.
”I am not use to a mans body… So even though I want to do alot, I am not sure of what… So bare with me…” sagde hun i en blid tone, og flyttede sig lidt længer ned, og åbnede roligt hans bukser, mens hun så på ham. Hun over overraskede rolig omkring det, i forhold til hvor meget hun tvivlede på sine evner.
Hun fik sine egne bukser af, før hun kastede sig over hans. Hun bukkede sig ned for at kysse ham, og fik guidet hans lem op i sig. Hun bed sig i læben, og slap et nydelsesfuldt suk fra sig. Hun sad stille lidt, og prøvede at overvinde den tilbage værende generthed. Til sidst begyndte hun dog at bevæge sig roligt op og ned. Hun kunne ikke lade vær med at nyde denne følelse så ubeskrivelig meget. Hun elskede at være i et med ham, og mærke de kødelige glæder. Men det krævede meget overtagelse, at få hende til at tage det som var det intet. Der havde ikke været andre ud over ham, så hun var stadig noget eksperimentel omkring det.
Hun fandt dog sin egen rytme, og begyndte at bevæge sig langt mere sikker. Hun brugte sine hofter til at gøre det til andet, end bare op og ned bevægelser. Hun slap nydelses lyde fra sig, og blev langsomt mere og mere fanget af sin handling.

Det lille smil kom frem på hans læber da hun sagde det. Det betød ikke noget for ham. Så længe hun bare var sig selv var han da ligeglad med hvor meget erfaring han havde. Dog syntes han at det var sødt at hun stadigvæk var genert. Han tilføjede ’’ As long as you are you.. I know it will be perfekt ’’. Han var imponeret over hvor hurtigt hun overvandt sin usikkerhed. Da han trængte op i hende kom hans hugtænder frem og han tog hårdt fat om hendes hofte. Han følte hvordan hun langsomt fandt sin egen rytme. Han nød det meget. Denne selvsikre og vilde side af hende. Det var helt klart en side han ikke kunne få nok af ved hende. Hvordan hun overvandt sine frygt og usikkerhed og tog hvad hun ville have. At hun var tilpas nok til overhovedet at prøve at overvinde det sammen med ham. Hans smil forsvandt ikke denne gang. Normalt ville han have taget over nu. Men han nød så meget hvad hun gjorde og hvordan hun blev mere og mere vild og mistede sine hæmningen at han ikke tog over. Han lukkede sine øjne og knurrede i takt med hun bevægede sig ovenpå ham.

//Undskylder mit manglede talent for det sensuelle. ^^''

Fortsat bevægede hun sig I sin egen rytme, og jo mere sikker hun blev, jo mere tempo satte hun på. Dog forsømte hun ikke det, at gøre andet end blot at bevæge sig op og ned. Det var dog begrænset hvor meget hun kunne gøre, for at gøre det godt for ham. I sidste ende glemte hun dog langsomt at tænke på andet, end blot at få nydelse. Hun havde næsten glemt hvordan det var at mærke ham på denne måde.
Hun stødte neglene mod hans brystkasse, og lod blot nydelses lydene glide over hendes læber. Hun lod sig falde ned i mørket, mens hendes lyster tog over. Men sammen med lysterne fulgte andre følelser. Et billede i hendes hoved dannede sig. Et billede hvor hun var i gang med at slå Balthasar i stykker, smagte hans blod og grinte af ham som hans liv ebbede ud. Mens hun nød at have ham i sig, og bragte ham den samme nydelse. Og hun følte ingen sympati for ham, men nød at lade ham smage sit eget blod, blandede det med hendes eget. Han skulle dø!
Hun åbnede øjne halvt, og bar et morderisk blik. Hun tog fat i hans kæbe med et fast greb. Hun gav et arrogant smil fra sig, kradsede ham ned af brystkassen, men stoppede ikke med at bevæge sig. Nej, hendes bevægelser blev om muligt mere flydende, som var hun i gang med sin egen lille dans. Et lille grin forlod hende, hun slikkede sin underlæbe med et kækt smil. Hun satte neglende i ham igen, rev til denne gang, kun for at trække blod. Der var meget andet end kun nydelse i hendes tanker, alt hvad der var uskyldigt var forsvundet, og kun en rå kerne af noget i skikkelsen af Jackie var tilbage.

// det er da helt fint, men det er jo heller ikke det der er det vigtige. Det er selve historien som helhed der er :D

Han mærkede hendes negle og han vidste at hun langsomt var ved at give efter for den samme vampyriske lyst som han sidst havde gjort. Hvis begge parter gjorde det ville det næsten ligne en kamp mere en samleje. Dog holdt han sig tilbage. Han vidste at hun ikke var klar til det stadie i nu. Da hun fik det morderiske blik i hendes øjne blev han helt vild. Denne side af hende gjorde noget mod ham som han aldrig havde prøvet før. Det var en følelse af at hun var ren ondskab. En som han kun kunne se som en ligeværdig. Da hun kradsede knurrede han. Men da hun rev ham til blods smilede han bare ondt og tog hårdt fat i hendes hofte. Han nød faktisk denne side af hende. Denne side der bare tænkte på hendes egen nydelse og lyster. Den fangede ham helt. Hans knurren voksede i takt med at hendes bevægelser blev mere flydende. Han kiggede ind i hendes morderiske øjne.

//True, True, ville dog stadig gerne være god til det, bare for at kunne det^^

Hun fortsatte sine bevægelser, til trods for at han holdte godt fast i hendes hofter. Ikke en eneste lille del i hende, havde tænkt sig at tage højde for hans følelser. Om det var på godt eller ondt, nej alt der betød noget, var nydelsen. Så med det arrogante, kolde smil fra før, fortsatte hun det hun havde gang i. Hvad hun dog ikke ville give, for at se ham lide lige nu. Bare sprætte ham op, og lade ham føle den kolde brutale lyst.
Hun lænede sig ned til ham, og tog fat i hans nakke, for at trække ham op at side, for at tvinge sine læber mod hans. Begge hendes hænder fandt fæste på hans ryg, og ikke lang tid efter borede hendes negle sig ind i ryggen på ham. Ikke lang tid efter det, bed hun fat i hans skulder, mens hun trak sine negle hårdt over hans ryg. Hun nød virkelig sig selv, og kunne dårligt udvise mere manglede interesse for andet, end hvordan hun havde det. Hendes klimaks var alt hun interesserede sig i, men hvis væsnet under hende havde givet mere ind, så havde hun kunne overveje, at tage højde for ham. Nej intet ynkeligt væsen fortjente at hun skulle give dem noget, men måtte blot se til, som hun tog hvad hun ville have.
Hun slap hans skulder, uden at tage sig tiden til at lukke såret igen. Et lille grin lød fra hende, før hun pressede sine blodige læber grådigt mod hans igen. Kysset var dog ikke særlig langt, og blev brudt kort efter, at hun tog fat i hans hår, og trak sig tilbage. Hun så på ham med det samme morderiske blik fra før, der samtidig fortalte hvor ynkelig hun syntes han var.

Han nød hvad hun gjorde I fulde drag. Han kunne lide denne side af hende. Han så virkelig hvilken Vampyr hun var ved at udvikle sig til og han kunne lide det. Da hun tog fat i hans nakke og satte ham op kyssede han hende grådigt og da hun satte sine negle i hans ryg knurrede han dybere. Han nød at se hvordan hun kun tog højde for sig selv. Hvordan hun kun satte sine egne behov i højsæde. Hans øjne betragtede grådigt denne nye Jackie og hvordan hun bevægede sig. Da hun bed sig fast i hans skulder knurrende han dybere. DA hun så på han med det blik hun havde voksede der et ondt smil på hans læber. Han slikkede blodet væk fra sine læber efter deres sidste kys. Hans knurren voksede i takt med at hun fortsatte og efter lidt tid hvor Bal bare blev fortabt i hendes blik nåede han sit klimax.

Nedenfor åbnede døren sig og ind stormede to elvere. De havde endelig fundet den Vampyr der havde angrebet deres by og drukket af deres indbyggere de sidste par dage. Elverene stormede rundt i huset og ledte efter Bal.

Bal’s næse bevægede sig som om han kunne lugte noget og da Bal og Jackie kun havde været færdige i få sekunder sad Jackie stadigvæk på ham. Han løftede hende op og smed hende blidt fra sig. Han nåede kun lige at tage hans bukser på igen da de to elvere stod i døren til stuen. Bal bevægede sig hurtigt og med et blik af øjet stod han foran den ene og flåede struben ud på ham. Der var ingen følelse i Bal’s ansigt eller i hans bevægelser, ikke engang vrede. Han sagde roligt ’’ Calliope.. Bliv tilbage.. Det er en order’’.

Den anden elver rettede sig mod Bal og trak en amulet og begyndte at remse en formular op. Et lys skød af sted mod Bal og han blev ramt af det. Bal kiggede mod elveren og bevægede sig med langsomme og faste skridt over imod ham.

Elveren hev efter vejret og så ud til at koncentrere sig og sagde ’’ To.. Strong.. Fucking… Vampire’’. Afstanden imellem Bal og Elveren blev mindre og den lysstråle der kørte mellem dem blev svagere. Da Bal nåede helt hen til elveren sagde elveren ’’ Too.. Strong.. Can’t complete.. Curse’’. Bal tog fat i hovedet på elveren og knækkede med et let bevægelse elverens nakke.

Bal vendte sig om imod Jackie og smilede, men med et valgt han så livløst om på gulvet.

Hendes blik forblev i hans, den kyniske lyst til at mord forsvandt ikke, men lå dybt i hendes øjne. Hendes bevægelser blev mere aggressive, men var stadig flydende. For hende var det blot blevet hendes egen lille dans af ren nydelse og begær. Og ikke lang tid efter at han var nået sit klimaks, ramte Jackie sit eget med et tilfreds støn. Hun blev siddende i stilhed, smilede svagt for sig selv, alt mens hun betragtede ham. Men freden var kort, og uden nogen advarsel blev hun kastet af ham. Hun vidste ikke hvorfor, men fornemmende at der var noget hun snart ville finde ud af. Ganske rigtig fandt hun ud af hvad, da to personer kom stormende ind i stuen. Men det første der gik igennem hendes hoved, var hverken frygt, eller et behov for at gemme sin nøgne krop. Den første tanke der fandt fæste i hendes sind, var at beskytte hendes herre, og hendes krop reagerede i samme sekund. Men før hun nåede at gøre noget, blev hun stoppet af sin Herres ord. Så meget mod sin vilje måtte hun stå limet til gulvet, uden at en eneste muskel i hendes krop, reagerede ud fra hvad hun ville. Og det skal lige over streges, at hun inderligt ønskede at kaste sig i mellem Balthasar og den fremmede. Uanset hvad det var han var i gang med, havde hun på fornemmelsen, at det på ingen måde fik en god slutning.
Da Balthasar vendte sig, var hendes ansigt trukket op i en bekymret mine. Hun var stadig ikke beroliget, og hendes bekymring blev til realitet, da han væltede om på gulvet. Med et var hun ved hans side, og så på ham med frygt i blikket. Frygt som hun ikke have følt i lang tid, og hvis på denne måde overhovedet. Hun lagde en hånd hver af hans kinder, og så ned på ham. Hvis bare at han kunne komme med et livstegn fra sig.
”Balthasar… My Lord…?” Hendes stemme lød fortvivlet. Hvordan kunne dette overhoved være sket? Var det ikke meningen, at han bare børstede tingende af sig, som han altid gjorde? Hvad fanden havde de gjort ved ham!? Hun så sig tilbage mod de to mænd, og rakte ud efter amuletten, men måtte slippe den i det sekund hun fik fat i den. Den havde brændt hendes fingre, til trods for at hun ikke havde kunne mærke varmen før hun rørte det.
”SHIT!” knurrede hun, og så tilbage mod Balthasar. Hvis han havde efterladt hende, ville hun personligt sørge for, at finde en måde at bringe ham til live igen. Bare for at tæve ham til at han kunne mærke det to uger efter, så han havde fandme bare at være uskadt!

Bal så helt livløst I omkring et minuts tid men med et satte han sig op og slog øjnene op. Han kiggede på Jackie og med et blik af øjet stod han op af væggen og kiggede skræmt på hende. Hans blik bar ikke den sorgmodige glød den plejede men en forvirrelse.

Bal drejede hoved på skrå og sagde med en underlig urolig stemme ’’ Where am i.. Who are you? ’’. Han kunne ikke huske hvem han var eller hvor han var. Han vidste dog at han var vampyr og alt viden han ellers havde omkring verden. Men hans personlighed og minder var væk. Forbandelsen havde sikkert fjernet dem.

Han virkede lidt som et skræmt dyr der var fanget i et hjørne. Dog virkede han lidt til at bevare roen og hans blik fæstnede sig på hende. Han sagde lidt mere roligt ’’ Who are you beautifull Lady’’. Han kunne mærke tiltrækningen af deres bånd og han kunne se hun ikke havde noget på overkroppen.

Han lagde først nu mærke til at han selv stod i bar overkrop indsmurt i blod. Han kiggede rundt på de to lig og så tilbage på Jackie '' Are you my sire?''.

Minuttet hvor ingen ting skete, var en pinsel, og virkede langt længere end det egentligt var. Til hendes lettelse var rædslerne dog over, og et bredt smil krydsede hendes læber, da Balthasar åbnede øjne igen. Eller det troede hun de var, for før hun nåede at gøre noget, var han væk, og stod et stykke fra hende. Med mistro i blikket, og en underkæbe der var i gang med at blive tabt, prøvede hun at fremmane noget der bare mindede om ord.
Unfucking believable! Her havde hun været bekymret, og så kom han til sig selv, og kunne ikke huske noget. Hun håbede virkelig at det var noget kort varigt, eller en eller anden form for j… What the…?! Hendes ansigt skiftede brat til et af ren vrede ved hans kommentar, for hun var ikke i tvivl om hvad han så, for det var næppe hendes ansigt der appellerede. I en hastig bevægelse dækkede hun sin barm til med en arm, og på et split sekund, var hun kommet op at stå, og stillet sig foran Balthasar. Med al den kraft der var i hendes lille krop, stak hun ham årtusindet lussing. Der efter uden så meget som at sige et ord, fandt hun sin trøje og trak den på.
Det her var dråben! Nu havde hun kæmpet i syv dage, for at finde sin åndssvage evne, kommet tilbage og tilgivet sin herre. Og nu havde han glemt hvem hun var!? Hun nægtede at lege babysitter for ham, fordi at han pludselig skulle være dum nok til at miste sin hukommelse! I en protest stormede hun ud af stuen, men ikke lang tid efter var hun tilbage.
”You moron! How unfucking believable! Here I have spent freaking seven days training hard to find my ability, and then you dare to forget everything! Well not just that, but who I am and who you are! Are you mentally retarded or something?! I mean, who the fuck just forgets himself and then even have the nerves to ask stupid questions! I hope for your sake that this is just some fucking stupid joke, or I swear that I will beat you up until you remember everything!” råbte hun så højt hun kunne, og tog sig til hovedet, mens hun stampede et af ligene i ansigtet, ind til det blev deformt og langsomt fladt.
”Am I your sire…! Pff! Who am I, Where are you!” lød det mumlede fra hende, før det knækkede for hende igen.
”This is your own fucking house you idiot!”

Da hun stak ham en lussing drejede han hoved sig kun lidt. Selv om hun lagde alt sin styrke i den så virkede det ikke til at have den vilde effekt på ham. Det var bare et tegn på hvor stærk han var i forhold til hende. Hvor mægtig en Vampyr han rent faktisk var. Han forstod ikke helt hvad der foregik rundt omkring ham. Men da hun begyndte at snakke kiggede han på hende med et blik der viste en total forvirring. Gennem deres bånd ville hun nu kunne mærke at der ingen sorg var i ham. Han var ikke den samme Bal lige nu. Han satte sig på et knæ og sagde '' I am sorry.. If you are to beat me up until i remember go ahead.. I can remember nothing of my selv but my knowledge of the world is still intact. I can even remember that i am a Vampire... I am also sorry if i have upset you.. I can see however that you must be my sire because if you were my Child and you hit me like that.. The old laws instate that as betrail and the punishement lies in the hands of the sire.. And such punishments are often the true death.. So i guess i can say out of annalyzing this that you must be my sire.. But if this is my house i will gladly leave it in the hands of my Sire.. I give it to you my sire.. And if i am such a bad Child then i gladly take whatever punishment you are giving me''. Bal sukkede og sank sit hoved '' I have to tell the truth sire.. I looked at your body with a lustfull gaze.. I had thoughts about you that was unpure.. I bed your forgiveness for such unhonourfull thoughts''.

Hun slog hånden mod sit ansigt, og sukkede tungt. Det her gik i en hel forkert retning… Og hun havde bestemt ikke tænkt sig at misbruge det, og ikke kun fordi det var en dårlig ide. Det ville betyde, at hun ikke var ham loyal. Desuden når Balthasar kom til sig selv, - hvis han gjorde – ville hun være i store problemer, og næppe blive skånet fra døden. Alt i alt ville det være det samme som at forråde ham. Hvilke mindede hende om, at hendes opførsel var upassende.
Hun havde ingen ret til at omtale ham i dårlige tone, eller retten til at slå ham for den sags skyld. Men hun havde en uhyrlig lyst til at tæve ham til blods. Hun var vred, hvis ikke rasende. For hvad havde han tænkt sig, at hun skulle gøre af sig selv nu? Det var ikke ligefrem fordi, at hun stod særlig stærkt alene. Og hvis hendes lærer mester ikke længere var, var den der skulle lære hende, men hende der skulle lære ham, hvordan skulle hun klare den?

Hun tvang sig selv i knæ, og bukkede hovedet dybt for ham.
”I am sorry My Lord… I was out of my place and no excuse can make up for what I did…” Hun var ikke særlig komfortabel med det her. Det var ikke Balthasar… Det var hans skikkelse ganske vel, men det var ikke ham. Han manglede sin sørgmodighed, og selvom hun ønskede at han ikke skulle være det, var dette den forkerte måde, at han stoppede med at være det.
”I am not your sire, nor am I in any position to speak so carefree of you. I am but a mere child of yours and will obey you command, whatever it may be. Punish me as you see fit for my improper behavior”
Hun stadig en ufattelig lyst til, at kaste et eller andet efter ham, men hun råbte af ham, for der efter at tæve ham til at han ikke kunne gå. Men hun vidste, at det ikke ville være passende, men hun fandt det heller ikke passende, at det der var hendes Herre men alligevel ikke var. Skulle have retten til at bestemme over hende.
Oh hvad hun ikke ville gøre, for at få hans eksistens – den der gjorde hende så utilpas – ud af verden. Om ikke andet bare bestemte over dette sølle væsen, så at hun ikke skulle føle, at hun tjente den forkerte.

Han kiggede underligt da han så at hun knælede foran ham. Han rejste sig langsomt på og satte sit hoved på skrå '' If i am really your Sire.. Then arise.. You are forgiven ''. Bal smilede venligt og rakte hende en hånd. '' So if i am your Sire.. Then tell me about myself.. How am i.. I mean.. Am i a good person or an evil person''. Da han havde sagt det kom noget tilbage til ham og han holdt sig til hovedet. Han kunne nu huske alle de væsner han havde dræbt i hans lange liv. Hvert af deres ansigter viste sig i hans hukommelse. Han fjernede sine hælder og kiggede bekymret på Jackie '' I am not sure that i want to remember who i am.. I just saw all the people i have killed.. How can i be a good and honourable person when i have killed so many people''. Bal sukkede og krammede hende ind til sig '' I need your answer.. Do you really want a man back that killed with no remorse''. Bal vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Det første han huskede om sig selv og så var det dette. At han var en koldblodet morder der ingen respekt havde for livet.

Modvilligt brugte hun hans hånd, til at trække sig op at stå igen. Hun havde det virkelig ubehageligt med at være tæt på ham, det føltes som forrådte hun sin rigtige Herre. Af selvsamme grund, nægtede hun at se ham i øjne. I det mindste ville det gøre, at hun ikke ville ligge mærke til hvad der manglede i dem.
Hun vidste ikke hvad, hun skulle svare til hans spørgsmål, for alt hun kunne rigtig beskrive omkring ham, var at han var hård men retfærdig, og satte sin ære højt. Heldigvis så det heller ikke ud til, at han havde brug for et svar. For han holdte sig for hovedet, som om at han havde ondt. Hun ville have hjulpet ham, hvis ikke at hun stod i lidt af et dilemma. Det var som om, at den stolte leder hun havde set for lidt siden, pludselig var blevet til at lille lam, som hun skulle vogte over. Et ansvar som hun ikke havde lyst til, at skulle tag.
Et tvunget smil kom frem på hendes læber, da han krammende hende ind til sig. Da hun desperat prøvede at få lidt venlighed frem overfor ham, men fandt det umuligt, så smilet forsvandt ikke lang tid efter.
”The Master I know, is a proud man who isn’t afraid to kill, for what he think is right. A man who deserves respect, and loyalty… You are Balthasar a great leader, who gave me the gift of immortality three weeks ago. A man I will serve with my life, even if he tend to be cold and have weird ways to show his affection…” svarede hun, og skubbede sig ud af hans omfavn.
“… A man of great strength and wisdom… A person I could be proud to call My Master” fortsatte hun stille.

Bal kiggede underligt på hende da hun skubbede ham væk. Han kiggede op og ned af hende med et blik der viste at han bestemt ikke var enig med hende '' I have seen in my head all the people i have killed.. I can't even count them anymore ''. Bal nikkede svagt '' So you want that person back.. A Sire you say is cold and ruthless.. How can you even say that ''. Han rystede på hovedet '' I can sence your anger.. Its our bond.. Tell me.. Why do you hate me so much.. And tell me what happened here.. Just because i have lost my memory then it does not mean i have lost my power.. I am still as strong as before.. I... I just can't remember who i am.. Who you are.. Anything other then the people i have killed.. It is ripping me apart inside''. Han sukkede og satte sig ned på gulvet og lukkede sine øjne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. ''I order you to answer me.. Do you want me to get my memory back or do you want this.. I can feel deep inside this.. Pain.. This sadness.. Its eating my up inside ''.

“I am not good with unwanted change. So even if my Master was cold and even ruthless, it was the Master I accepted, and the Master I chose… For it was my choice. That doesn’t mean that I hate you it just means that I cannot see you as My Master, for the only thing you have in common is what you look like. Pardon me for being bold but toughs are my feelings…”
Det her var forkert, alt var forkert. Hvordan kunne sådan ting være sket? Og hvorfor kunne hun ikke bare acceptere hvad, for det blev nød til at være den samme mand, eller gjorde det? Hun var forvirret og fortvivlet, og havde ikke lyst til at skulle leve igennem dette, som var det ingen ting. Men alligevel gjorde den følelse hende vred på sig selv, som om at hun skammede sig. Balthasar var hendes Herre uanset hvad, og det havde hun lovet ham.
Hun knælede foran ham, og strøg ham over kinden. Dog kunne hun stadig ikke få sig selv, til at se på ham.
”You are… My Master, my Sire… A proud man by the name of Balthasar, I am one of your children and named by you Calliope. I chose to serve you three weeks ago and promised to serve you. The sadness you feel is as far as I know, a deep wound that has not healed yet… And the reason you can remember anything, is probably because toughs dead people did something to you…”
*This is all wrong…*