Så falder der brænde ned!

Han kunne høre at hun vågnede og han skulle til at tænke hurtigt, og uden at overveje hvad han skulle gøre, så greb han fast i sin skjorte løb ud i gangen tog jakke og støvler, og smuttede hurtigst muligt ud af døren. Han vidste inderst inde godt at det var et dårligt valg, men samtidigt med kunne han ikke holde ud at være så tæt på hende, efter han havde forsøgt at skade hende på den måde. Mens han var på vej ud af døren, råbte han til hende.

"Jeg er ked af det, men det kan ikke fungere."

Hans tåre trillede ned af kinderne mens han løb mod skoven, mod hans telt hvor han havde nogle ting han skulle have, og så ville han ellers bare løbe mod en anden del af skoven, ud et sted som hun ikke kendte, eller ihvertfald et sted hvor han ikke regnede med at hun ville kunne finde ham.

Hun nåede ikke at få et sidste glimt af ham, før han var ude af døren, og ordene klingede hult i hendes hoved.
*Jeg er ked af det... ked af det ... ikke fungere .... ked af det ...* Hastigt kom hun på benene, skar en grimasse over smerterne i fødderne og satte så i løb over mod døren kun for at høre yderdøren smække, lyden givende ekko i hendes hjerte, der knustes. Hun fór hen til vinduet og nåede at se ham der, og hun hamrede næverne mod ruden og skreg hans navn, ligeglad med smerterne, det sendte gennem hende. HVordan kunne han gøre det? Hulkende hjerteskærende sank hun sammen på gulvet og krøllede sig sammen med panden mod gulvet, hele hendes krop rystende af styrken i hendes gråd.
Tankerne fløj gennem hendes hoved, og på sekunder vidste hun hvad, hun skulle gøre, og hun kæmpede sig på benene, greb bilnøglerne og haltede gennem stuen og gangen, hvor hun flåede døren op uden at tænke på jakke eller lignende og tilbagelagde trapperne fuldstændig døset af smerter. Meget resolut satte hun sig ind i bilen og drejede nøglen i tændingen, hvorefter hun svingede ud på vejen og i største hast satte kursen mod skoven. Hun ville være hurtigere end han kunne være til fods, og på et eller andet tidspunkt måtte han komme dertil. Hun var nødt til at komme først, og hun trådte sømmet i bund, kørte over for rødt og var ved at køre galt flere gange, men hun kom frem til skoven, smed bilen i en håndbremsevending og sprang ud, før hun halvt haltende, halvt løbende på de knapt så hvide bandager og ellers bare tæer, stormede frem mod det sted, han havde vist hende hans telt lå. Bare hun ikke kom for sent, men hun kunne dårligt tro det.

Fortsættes her: http://deploratus.heavenforum.org/t6891-mon-det-kan-lykkes-i-skoven-colt#204256