Så falder der brænde ned!

Da han satte sig op, lagde hun forsigtigt armene om ham og lagde sig ind til ham med et let suk.
"Vi er et kønt par, hva'?" sagde hun svagt uden at se op på ham. "Jeg tænder af i en bar, fortæller dig det og vækker din vrede ... Det er noget rod, det her!" Endnu et suk undslap hende, mens hun bare trak trøst fra hans varme.
"Men hvis det er nogen trøst for dig, så tror jeg bestemt, det der var min sidste bytur ... Om end jeg virkelig vil savne at danse ... Det var jo hele grunden til, jeg tog af sted!" Så løftede hun ansigtet, lidt trist, men med et smil og kyssede ham på næsen.
"Så må jeg vel bare danse for dig herhjemme i stedet for?" foreslog hun, selvom hun havde svært ved at forestille sig de dunkende rytmer her i stuen og dansende til dem selv for ham. For det første ville han nok næppe kunne lide musikken, og for det andet vill ehun nok føle sig rimeligt akavet uden et lill eboost mod fra alkohollen. Det ville nok være slut med den form for dans, men det betød ikke, hun ikke sagtens kunne danse til roligere musik. Hun vidste, hun kunne være ganske sensuel i sine bevægelser, og hvem vidste, måske ville han nyde det? Nogen mænd gjorde, det vidste hun da.

Han smilede tørt til hende, da han slet ikke kunne se andet end det værste rod der kunne ske, og mente slet ikke at det bare var noget være rod, fordi det ville være en grund til at han kunne ende med at dræbe hende. Han sank en klump og vidste ellers ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han var fuldstændigt lost, indtil hun talte om ikke at tage ud og danse, at hun istedet kunne gøre det for ham, og han kunne da godt se det som en god ting men han ville dog ikke have hende til at opgive den del af hendes liv bare fordi han blev vred over det.

"Det behøver du ikke, du må godt tage ud og danse, du havde vel bare været uheldig med hvem du var rendt ind i?"

Hun så godt det tørre smil, der stadig bekymrede hende lidt, og hun ville næsten dø for at kende hans tanker.
Hun blev dog selv en smule tør i det ved hans ord, og hun så væk fra ham og talte en smule bittert:
"Muligvis, men jeg har fået forbud mod at komme det eneste sted der er værd at tage hen ... De vil ikke have mig ind efter det, der skete, og jeg orker ikke at skulle ud på alle mulige klamme, ukendte steder, hvor dne ene klamme stoder efter den anden forsøger at få mig med hjem eller sælge mig stoffer ... Det er ikke derfor, jeg går i byen, jeg trænger bare nogen gange til at slå tankerne fra og bare bevæge mig lidt." At det bekymrede ham om hun opgav det fordi han var blevet vred var slet ikke faldet hende ind, for selvfølgelig var det da ikke derfor.
"Jeg kom på Reggies fordi de fleste mennesker der er ærlige og til at holde ud, og dørmændene er gode til at holde styr på og luge ud i dem, der ikke er der for at have det sjovt ... Der er da stadig nogle sleske fyre, der forsøger at gnubbe sig lidt tæt op ad en når man danser, men det kan et knæ i skridtet som regel lave om på, hvis ikke de lytter til en verbal afvisning ... De gutter der kun går i byen for at score har jeg ikke den mindste interesse i; jeg er der kun for dansen!" Hun sukkede let og lagde panden mod hans kind.
"Men det er nok på tide at vokse fra det og fra al den alkohol. Der er sket alt for meget de sidste par måneder, når jeg har drukket til, jeg overhovedet har lyst til at gøre det igen andet måske til private fester." Det var tydeligt, hun hentydede til mere og andet end sidste aftens uheld. Der havde været en anden og faktisk værre episode også, og sammen med det dårlige minde om ham, der havde forsøgt at voldtage hende, var det faktisk ikke ret sjovt mere. Hun måtte bare finde en anden måde at holde sig i form på.

Han sad bare og kiggede på hende, og hans øjne var kolde og neutrale, da han ikke helt var kommet til sig selv endnu. Det var virkelig noget mærkeligt noget der var sket for dem og han havde det svært ved hvad han var og hvad han kunne så hvordan måtte hun ikke have det, og det var noget der gik ham ret så meget på. Han ville gerne vide hvordan hun havde haft med det hun lige havde oplevet.

"Nu håber jeg ikke du er blevet for bange, over at have set den side af mig, selvom jeg godt ved at den side af mig er ret skræmmende at opleve."

Han kunne faktisk godt lide at hun tænkte på at droppe at drikke så meget, da det ville gøre det hele meget nemmere og at de ikke ville få problemer af samme stil som det de lige havde oplevet. Han mente faktisk at det var en super god ide, at de begge droppede alt form for alkohol, og det skulle gælde dem begge to.

"Ja det lyder som en god ide at vi begge dropper alkohol."

Det var ikke svært at se på ham, han stadgi var halvvejs i chok selv, og hun holdt bare om ham og strøg ham kærligt ned over skulderen, mens han talte. Hun kunne fornemme hvor gerne, han vill ehave svaret.
"Jeg blev da lidt skræmt," indrømmede hun, "mest over at se alle de der horn der pludselig kom frem - det havde du ikke lige forberedt mig på ... Det andet kunne jeg bedre håndtere." Hun kyssede ham blidt på kinden for at lade ham vide, hun var okay nu og at det var det vigtigste. Hun havde selv ikke så meget imod at droppe alkohollen. Den havde skabt flere problemer end gode ting på det sidste, og det eneste hun beklagede at måtte opgive, var dansen.
"Godt, så gør vi det! Ingen af os, mere alkohol fra nu af!" Hun gav ham et lille klem og puttede sig lidt tættere ind til ham med et suk.
"Tror du nogensinde, vi får styr på den her tilværelse?" spurgte hun let, igen med panden mod hans kind.

Han kunne godt forstå at hun var blevet en smule skrænt, over hans horn. Det var jo desværre bare noget han var blevet født med, eller det vidste han ikke om han var, men han havde den evne og det gik ham vældig meget på, så derfor havde han nogle gange haft lidt svært ved selv at acceptere det, og styre det, og det havde han endnu heller ikke helt lært.

"Ja det kan jeg godt forstå, men du må være forberedt på at de nok dukker op hver gang jeg oplever meget stærk vrede. De dukker op jo tættere ulven er på at få overtaget over mig, og den er ikke andet end et monster når den dukker op."

Han var fint tilfreds med at de begge stoppede med at drikke alkohol, og han nikkede og smilede bare som svar på det. Han var overhovedet ikke sikker på at de ville kunne få det til at fungere, med mindre at jægeren valgte at lade ham være, men han vidste at Procella slet ikke ville kunne lade være med at forsøge at dræbe ham hvis hun vidste hvor hun var henne.

"Kan vi nok godt hvis altså jægerne, eller retter jægeren lader mig være."

Hun smilede stille og nikkede.
"Jeg er forberedt næste gang, dearest. Er der andre småting jeg skal være opmærksom på?" Hendes stemme var let spøgende, selvom spørgsmålet var alvorligt ment. hun løftede blikket og så kærligt på ham, mens hun fangede hans ansigt mellem sine hænder.
"Du er ikke noget monster, Segovax! Selv da ulven havde overtaget sørgede du for, jeg ikke kom til skade! Du passede stadig på mig, selvom du kunne have ramt mig en million gange. Du gjorde det ikke, aldrig, og jeg ser intet monster i dig!" Hun kyssede ham en smule hårdere end hun havde ment det, men hun ville så gerne overbevise ham. Hun mente det helt i sit hjertes inderste, et hjerte der græd tårer af blod og snørrede sig sammen hver gang han omtalte sig selv som et sådant. "Du er ikke noget monster!" gentog hun fast og stirrede ham desperat ind i øjnene.
Hun sukkede tungt og slap ham med et desperat udtryk i øjnene kun for igen at lægge panden mod hans kind igen.
Hun lyttede til hvad, han sagde og forstod ca så meget som ingenting.
"Jægerne? Det lyder altså så voldsomt ... Hvem er de overhovedet at de tror sig selv i ret til at forsøge at slå dig ihjel?" Hun sukkede let og en rystelse gik kortvarrigt gennem hende. Hun anede stadig ikke ret meget om den overnaturlige verden. Vidste intet om jægere og dæmoner og vampyrer og hvad der ellers var derude, hun havde kun lige opfattet, der fandtes varulve, og det var i forvejen en stor portion at sluge for en som Colt.

Han vidste ikke hvad han helt skulle svare på hendes formaning om at han ikke var noget monster, så han trak bare på smilebundet. Han gad ikke diskutere det med hende, fordi han var bange for at han ville blive sur og skade hende, hvorfor skulle den frygt ligge inderst ind hele tiden. Han skulle måske bare rejse og glemme hende, der ville alligevel nok ikke gå ret længe inden at hun så også ville glemme ham. Han ville nok aldrig helt tror på at han ikke var et monster da han selv mente han havde bevist det for sig selv lidt for mange gange.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle fortælle om jægerene og da slet ikke hvordan han skulle fortælle om Procella, men måske han heller ikke skulle fortælle om hende, og istedet bare fortælle om dem generelt.

"Ja det er folk der forsøger at dræbe overnaturlige væsner som mig, fordi de mener vi er onde, og ja de fleste af os har mange mord på samvitigheden, hvilket jeg også har. Derfor jæger di os. Problemet med mig er at jeg kun har dræbt jægere fordi jeg har været truet, og så min egen far, og efter drabet af ham blev jeg jaget."

Hun kunne se, han ikke var overbevist, og det gjorde hende ondt helt ind i hendes inderste. Det betød ikke noget for hende, hvordan han havde været engang, kun hvad han var nu, og der var han bestemt alt andet end et monster!
Hvis han virkelig valgte at stikke af fra hende, ville hun ikke stoppe sin jagt på ham, før hun igen havde ham i sine arme. Hun ville aldrig holde op med at opsøge ham, før hun fandt ham, og om hun så skulle bruge hjælp, ville hun få ham tilbage i sit liv ... OG skulle det fejle, hvorfor skulle hun så fortsætte overhovedet?
Hun lyttede til hans forklaring om jægerne og rynkede brynene let.
"Så der er.. andre overnaturlige væsner ... eller? Undskyld, jeg er forvirret. Det her er rimeligt nyt for mig og en fandens stor ting bare at finde en varulv lige pludselig ..." Hun sukkede tungt og strøg ham så over kinden, før hun igen løftede hovedet og mødte has blik.
"Jeg ved, du har slået ihjel før, jeg ved, du har gjort forfærdelige ting, Segovax, men jeg elsker dig alligevel. Alene det at du angrer det, at du fortryder, det fjerner monsterdelen fra dig! Et monster er en, der aldrig ville angre, aldrig ville blive påvirket af det, og det er du, my dearest heart, det piner og torterer dig!" Hun kyssede ham blidt og så på ham desperat for at få ham til at se det fra sin side.
"Jeg ved, du ville gøre det om, hvis du kunne - måske med en enkelt forståelig undtagelse eller to. Derfor ser jeg dig ikke som et monster ... Det er ikke fordi jeg lukker øjnene for det, du har gjort, dearest, men jeg ser dig ikke som sådan! Jeg kender dig efterhånden, elskede Segovax, og der er sket en del for dig i din tilværelse, der forklarer det hele ... Det er ikke din skyld, Segovax, hvad end du så tror!" En enkelt smertefuld tåre løb over hendes kind; hvorfor kunne hun ikke forklare det bedre, hvorfor kunne han ikke forstå det?

Han sad bare tavst indtil hun begyndte at tale om, om der var andre overnaturlige væsner. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare på det spørgsmål. Han var ikke sikker på om det ville være rigtigt af ham at fortælle hende omkring de andre overnaturlige væsner, men han kunne heller ikke helt få sig selv til at holde det hemmeligt for hende, så ordende fløj bare ud af munden på ham.

"Ja der eksisterer andre racer, både engle, dæmoner, vampyre, elvere og så varulve. Men hvis du fortæller det her til fremmede bliver jeg nød til at dræbe dig."

Den sidste del sagde han med en stærk alvorlighed, da han var meget seriøs omkring det. Det var ikke noget man bare normalt fortalte til folk, fordi man gerne ville holde deres eksistens en hemmelighed, og derfor ville han blive nød til at dræbe hende, og alle dem hun havde fortalt det til, for at sikre sig at hemmeligheden ikke slap ud til den almene befolkning.

"Bare drop det, jeg ved du elsker mig, men at få mig til at tro på jeg ikke er et monster kræver mere end en guds indblandelse."

Det svimlede for hende, og hun lænede sig let tilbage og tog sig til hovedet. Engle, vampyrer, elvere... og dæmoner ... Et minde sneg sig ind på hende, men hun skød det væk; måtte tage sig af det senere.
"Selv hvis jeg skule være dum nok til at sige noget, hvem ville så tro mig? JEg tror knapt selv på det lige nu! Jeg..." Hun afbrød sig selv og sank en klump. Det her var ved at være for meget, og hele verden sejlede for hende. What the.... Engle? Dæmoner? Vampyrer? Hun glippede med øjnene og forsøgte at fordøje nyheden. Mange flash af spidse tænder og voldspsykopater gled gennem hende, minder om fortiden. Det hun havde troet en trend... var .. virkeligt!? Verden ville aldrig blive den samme, og hun stirrede lidt tomt frem for sig, mens hun tydeligvis kæmpede for at kapere dette fantasy-mareridt, der pludseligt kom til live for øjnene af hende. HVordan var det meningen, man skulle reagere på den slags? HVordan skulle man...? Det var kun lige, hun hørte det sidste, og hun tog sig alvorligt sammen for at kunne svare ham.
"Jeg ved det," sagde hun ulykkeligt, "men bare du ved, jeg ikke ser dig som sådan ... HVorfor, jeg ikke ser dig som sådan." Hun satte sig lidt anderledes med benene over kors og var ved at drætte ned fra sofaen, selvom hun formåede at blive siddende. Hele hendes krop gjorde efterhånden ondt af smerte, men det var for intet at regne mod det kaos, der var rodet op i hendes hjerne. Hun kunne vælge ikke at tro på ham, men så igen ... Hun vidste, han var en varulv, havde set ham forvandle sig, havde set lange horn komme ud af hans krop. HVad end hun havde rodet sig ud i, vidste hun, han måtte tale sandt.
"Å-åh Gud," mumlede hun med en pludselig kvalm fornemmelse, og øjnene voksede sig store i hendes hoved. "Jeg er nødt til at få fat på Savoy! Alt hans snak om.. om sjæle og New Orleans... åh Gud!" Hun tog sig til hovedet og rejste sig brat, var igen ved at falde, men klarede den lige og trippede lidt rundt kun for at synke på knæ på gulvet. Fortabt i en verden der pludselig var blevet en hel del farligere, sad hun alene på gulvet; en ynkelig lille skikkelse overladt til sig selv og sin forvirring. Kunne den her dag blive værre?
Hun følte, hun var ved at gå i stykker indvendigt; revet itu af alle de informationer og hændelser, der havde taget fart hele dagen. Hun tog sig svimmelt til hovedet, mens syner og tanker bombarderede hende, og til sidst blev det for meget for hende, og hendes hjerne slog fra, så hun dejsede besvimet om på gulvet.

HAn havde ingen anelse om hvad han skulle svare hende på det, hun lige havde sagt. Han vidste bare at det at hun sagde det selvom der ikke var nogen der ville tro hende, ville være nok til at han ville blive nød til at dræbe hende og alle som vidste hvad hun havde fortalt. Det var jo ikke noget der skulle ud til offentligheden, og sådan skulle det forblive.

Han smilede bare som svar på det næste, og da hun begyndte at tale om denne savoy vidste han ikke helt hvad han skulle sige til hende omkring det. Han vidste ikke ret meget omkring det, og derfor var det bare vigtigt at bevare roen men det kunne han ikke helt, da overraskelsen og manglen på forståelse lyste ud af hans øjne, mens han bare stirrede på hende.

Han fik lidt af et chok da hun pludselig besvimede, og det gik ham på. De havde jo talt om at de ikke skulle til at sidde og våge over hinanden, på grund af skader. Det vidste han jo godt ikke ville være muligt da han selv vidste hvor svært han havde det ved at klare en dag uden at han ikke kom til skade. Han tjekkede for livstegn som var tilstede, og rystede hende så bare lidt mens han aede hende, for at se om hun ville vågne af det.

Det lå ikke til Colt at spilde noget ud, han havde fortatl hende, og slet ikke noget som det her. Det var alt for besynderligt og privat mellem de to, til hun nogensinde ville drømme om at sige det. Hun ahvde blot udtrykt sig som hun gjorde, fordi hun var ganske forvirret. Selvfølgelig var det ikke ngoet, der skulle være offentligt kendt, så ville hele verden jo gå amok.
Savoy var aldrig blevet nævnt mellem de to, og havde Clt været ved sine fulde fem, havde hun indset det oog højst sandsynligt forklaret, men det gjorde hun nu engang ikke. Ej heller så hun hans blik og den spørgende uro, der hvilede i dem, og hun var alt for tung i hovedet af svirrende tanker til at høre ham selv hvis han havde talt.
Det var vist en umulighed at ikke en af dem var skadet - oftest Segovax dog - men lige nu var hun selv brugt op, hendes egen krop fuldstændig som en slagmark fysisk og psykisk, og hun var sunket sammen i en akatet stilling. Da han ruskede hende og aede hende, var der ingen reaktion; hun var langt væk af ren og skær udmattelse.

Han blev bare ved med at sidde og ruske hende. Han sad også og aede hende, men efter der var gået lidt tid lagde han hende helt ned på madrassen og lagde hende pænt, med en pude under hovedet, og armene foldet på maven, næsten som når man begravede gamle ærefulde krigere. Han troede ikke hun var dø, men han ville bare ikke risikere at hun lagde dårligt, og han vidste selv at det var en rar måde at ligge på.

"Hey vil du ikke vågne op søde."

Han ruskede hende lidt, og kyssede hende på panden, men da han kunne se at hun ikke vågnede gik han ud og fandt en klud og en balje med vand, som han gik ind med og begyndte at duppe den våde, kolde klud på hendes pande og håbede det ville få hende til at vågne.

Hun lå bare slapt i hans arme, mens han bar hende hen og lagde hende til rette. Et sted langt langt borte hørte hun hans stemme. Hun forsøgte at komme til sig selv, men først da det våde, kolde vand ramte hendes pande, var det muligt for hende at vende tilbage til den vågne tilstand, og hendes øjenvipper vibrerede svagt, før hun langsomt slog øjnene op og forvirret og udmattet så på ham. Et svagt smil krusede hendes læber, og hun løftede hånden og lagde den mod hans kind, mens hun blidt så på ham. Tilsyneladende havde hun lige nu glemt alt det, der havde fået hende til at besvime, men det skulle nok snart vende tilbage.
"Hey you," sagde hun lavmælt og trak vejret roligt, så hendes brystkasse bevægede sig lige så roligt som i bevidstløs tilstand.
Hun blev bare liggende og så op på ham, mens hendes hjerne kørte i den tomgang, der normalt herskede i et hoved lige efter en besvimelse.

Han smilede stort da hun åbnede øjnene, og kiggede op på ham. Han var meget glad for at se hende vågen igen. Det var et syn han havde manglet, og han kunne nu forstå hvordan hun måtte have haft det de gange det var hende der havde sat med ham på den måde, eller hende der skulle transportere ham på hospitalet. Han bøjede sig ned og kyssede hende blidt.

"Hey, er du okay igen."

Hans stemme var kærlig, rolig og bekymret. Han var virkelig bange for at hun ikke havde det godt, og han ville bare gerne have at hun havde det godt denne gang. Han var trist over at hun havde fået det så skidt over alt den information hun havde fået.

Hans kys blev nydt, og hun sukkede stille og strøg ham over kinden. Ved hans ord, kom hun til at tænke lidt på hvad, der var sket, og det hele kom bølgende tilbage og gav hende et træt udtryk.
"Jeg er okay," sagde hun beroligende til ham. "Det var bare lige lidt meget at få på én gang ... Jeg ved stadig knapt hvordan min hjerne skal kapere det ... Men det kommer nok, når jeg får puslet det ind, men..." Hun lukkede kort øjnene i og trak vejret dybt, nærmest for at bringe tålmodighed til sig selv. "JEg er nødt til at spørge om det her, Segovax, det er meget vigtigt for mig! Er der nogen af de overnaturlige racer, der passer på denne beskrivelse: meget stærk, kan modstå store mængder alkohol, kan.. skifte øjenfarve? ehm, spidse tænder, kan modstå stor skade ... og.. ehm, du vil måske tro, jeg er helt bims nu, men.. handler med sjæle?" Hun turde ikke se på ham, men hun måtte vide det. De to, der havde angrebet hende dengang, før hun mødte Segovax, de havde været så stærke, virket så overmenneskelige, eller var det blot fordi hun havde været drugged og forvirret? Fordi de havde forsøgt på guderne må vide hvad? Hun snak en klump. Ydermere var hun nødt til at finde ud af, om der virkelig var noget, der hed handel af sjæle, og hvis der var... Ja hvad så? Hvad ville hun egentlig gøre, hvis hun virkelig kunne have solgt sin sjæl? Var der overhovedet noget at gøre, og da det jo først var fra hendes dødsdag og Savoy tilbød hende beskyttelse mod de to fra tidligere ... Havde Savoy vidst hvem de var? Hvad de eventuelt var? Og... var han det selv? Det svimlede for hende, og hun var glad for, hun lå ned, for ellers var hun måske besvimet igen. Hun følte sig morderligt tæt på i alt fald, og hun måtte trække vejret dybt et par gange for at afværge det sorte intet, der trængte sig på.
Lige nu tænkte hun slet ikke over, hvordan Segovax kunne reagere på hendes spørgsmål. Ud fra hendes nævnelse af alkohol ville han nok godt kunne regne ud hvor, hun havde mødt dem hun talte om, og det var nok ikke svært for ham at regne ud, hun var endt i problemer. Sjælespørgsmålet var i virkeligheden et spørgsmål for sig, men det var ikke nemt at gennemskue, og han kunne så let få det hele mikset sammen til én begivenhed - hvad det næsten var.

Han sad og lyttede til hendes forklaring, og han vidste ikke helt hvad han skulle tage ud af det hun fortalte, og derfor valgte han bare at svare hende kort, omkring det, og fortælle hende hvad det kunne være for et væsen.

"Ja det er nok en dæmon du har været i kontakt med."

Han sad og var meget tør og neutral nu, da han kom til at tænke på hvad han selv havde gjort i forhold til Wicked, og hvis det var fordi hun havde solgt sin sjæl var det problematisk, da hun jo nærmest intet ville kunne gøre mod det. Han kunne ikke selv gøre ret meget, og han var trods alt noget stærkere end hende.

Ved hans svar lukkede hun øjnene anstrengt i med et halvt suk, halvt hulk, mens hun tog sig til hovedet og tænkte. Hvor mange dæmoner mon hun kendte? Hun syntes at se de tænder og andre ting gå igen og igen i snart alle, hun kendte. Men ... Hvis Narcissa og Az var dæmoner ... og Savoy var en dæmon ... Så var det måske ikke så dumt igen, hun havde byttet sig til beskyttelse, for hvad kunne hun selv stille op? Det forklarede i alt fald hvorfor, hun ikke havde kunnet rive sig løs, hvordan de havde flået hinanden til blods, hvordan der var endt et hul i væggen ... Savoy virkede bare så.. harmløs i sammenligning til dem, men mon han alligevel kunne gøre noget?
"Fint," mumlede hun køligt og tænkte i virkeligheden bare højt, "Så kan de slå hinanden ihjel i stedet for mig!" Et tungt suk undslap hende, før hendes blik blev mere nærværende, og hun sendte ham et svagt smil.
"Det er altså en yderst mærkværdig verden det her!" Hun sukkede igen. "Men vi må spille de kort, vi har på hånden, er det ikke sådan, man siger?" Hun satte sig op og så på ham, før hun lænede sig ind og kyssede ham blidt.
"Men vi skal nok klare det, når bare vi er sammen!" Hun strøg ham over kinden igen og lagde så armene om ham i et kram.

Han sad lidt i sin egen verden mens hun sad og tænkte det var alt sammen så mystisk og svært at forstå, og ikke lige noget han helt forstod, at hun faktisk havde været i kontakt med væsner på den måde, og så ikke selv regnet den ud med det samme. Han havde ikke haft de store problemer med det selv at regne ud at den slags ikke var normale.

"Ja vi skal nok klare os og ingen kan skille os ad."

Da han sagde det gik der tanker igennem hans hoved, omkring at der var folk der ude der sagtens kunne skille dem ad, Procella ville ikke være bange for at dræbe ham. Han var ikke bange for at hun ville gøre det mod ham, men mere hvordan det ville på virke Colt, hvis det skete.

"Ja vi skal nok klare os..."

Han sagde det en gang til for at understøtte det, men denne gang uden at sige den sidste del, da han ikke ville lyve for hende.

Hun holdt ham tæt og beskyttende, vidste alt for godt hvor meget, der kunne skille dem ad, og det gjorde hende bange indvendigt for at miste ham. Det ville hun ikke kunne bære, og hun nærmest klamrede sig til ham.
"Ingen vil få lov at skille os!" hviskede hun og legede lidt med hans dreads. "Jeg ved godt, jeg ikke er ret meget, men jeg vil give alt, jeg har i mig for at blive sammen med dig!" Hendes stemme rystede af bevægelse, og hun lænede hovedet ind mod hans og kyssede ham på øret. Følelserne rev i hende, for der var så mange af dem, alle sammen vilde og stærke i deres flammer.
Hun følte sig ganske udmattet og tung i hovedet og løftede det for at se på ham med et kærligt smil.
"Dearest, jeg er virkelig udmattet efter den her dag! Der er sket så meget, kommet så meget ny information, og jeg... ja... Kan vi ikke sove lidt? JEg har en million spørgsmål, jeg kunne fyre af, men er simpelthen for træt ... Vil du have noget imod, vi lagde os lidt?" Hun kyssede ham blidt og gjorde mine til at ville lægge sig uden at tage sin cardigan eller noget af det andet tøj af. Hun vil ikke lade ham se sårene på sin arm.

"Selvfølgelig kan vi ligge os lidt ned hvis du gerne vil det."

Da hun gjorde an til at ligge sig ned, lagde han sig hurtigt ned og trak hende med ned til sig, men først fjernede han sin skjorte som han vidste han ikke kunne holde ud at ligge med ret længe af gangen. Han kunne også sagtens forstå hende, han havde jo ikke ligefrem fået det hele smidt i hovedet på en gang. Han havde fået det at vide men over længere tid.

"Sov godt"

Hun lagde sig til rette op ad ham med et let suk og trak hans arm om sig, hvor hun kærtegnende lod fingrene løbe over den.
"Jeg elsker dig virkelig, Segovax," mumlede hun træt og gabte, før hun lukkede øjnene i med et lille, tilfreds suk. Hun var ikke sikker på hvordan hun vil komme til at sove, hvordan hendes drømme ville vise sig at blive. Der var sket alt for meget de sidste 36 timer til hun kunne tage stilling til det; hun orkede ikke en gang at frygte det og gled bare hen i en dyb søvn fyldt med underlige drømme, der var genklang af hendes nye viden og hændelserne, af minder og af fantasi. Alt sammen i én stor pærevælling, der gjorde søvnen en smule urolig.
Udenfor blæste vinden mod ruden bærende kaskader af nyt sne med sig, og inde ved Django lå Georgie i sofaen og sov også uden at ane en klap om alt det, der var gået for sig. Dagen gik på hæld og mørket fandt dem der i stuen.

Han lagde og tænkte ret meget uden at kunne falde i søvn, og han følte ikke for at skulle sove. Han lagde bare og kiggede op mens han hold om hende, for at vide at hun stadig var der. Hans tanker kørte desværre i de samme baner hele tiden, og de gik i at han ikke kunne klare sig selv længere, og kunne ikke klare at han havde væert ved at skade hende selvom det jo ikke var sket, men det at han var blevet vred nok til at slå ud efter hende var nok til at han ikke kunne lide hvad han var.

Da der var gået noget tid, og han regnede med at hun var nået den dybe søvn, tog han sig sammen og rejste sig forsigtigt op fra sengen. Han rejste sig meget forsigtigt og så roligt som muligt, på den måde regnede han ikke med at hun ville vågne. Han stillede sig stille op og gjorde sig klar til at gå.

Dybt i sin søvn mærkede hun ham trække sig væk, og hun klynkede svagt og famlede efter ham uden at finde ham. Hendes drømme blev snart til mareridt, og til sidst kom hun halvejs tilbage til en vågen tilstand, hendes blik sløret, hendes stemme groggy, da hun kaldte på ham efter at have mærket, han var væk. Hun så rundt, men kunne ikke rigtigt skelne figurerne i værelset fra hinanden. En synkende og tom følelse greb hende, en følelse af at være forladt og ensom, og hun kæmpede sig op på den ene albue og gned sine øjne for at få dem til at fokusere, mens tankerne forsøgte at forstå, hvad der skete.