Så falder der brænde ned!

"Ja glem hende!!"

Han var ved at være godt vred og han forsøgte at gå frem mod hende, men hornene i hans ryg havde groet sådan at de hold ham tilbage mod væggen, og han var derfor nød til at blive stående. Han hadede når det skete, men det værste der kunne ske for ham var nok nærmer når folk havde holdt om ham, og han var blevet vred og hornene var brudt ud, og havde spiddet dem. Det var desværre sket et par gange for meget.

Han kunne mærke at brugen af hans evne havde kostet ham alt for mange kræfter men nu skulle han bare være sikker på at hun glemte alt om hende, men det kunne han ikke og derfor besluttede han sig for at fortælle om hende istedet, eller beslutte og beslutte det for bare ud af hans mund.

"Ja hun er en del af min fortid, hun fandt mig døende, hjalp mig på hospitalet, var forførende, jeg blev frisk, vi tog i skoven, vi havde sex, og vi blev enige om at mødes men at vi ville have Jaelyn med. Der er ikke mere i det, og nu kender du historien og så glemmer vi det, okay!?"

Hun lyttede og sank en klump, mens hun sænkede blikket.
"I-ikke nær så slemt som hvad jeg havde f-frygtet," tvang hun frem og sukkede så, før hun kravlede over på sengen og lagde sig på ryggen.
"Goddamnit, jeg håber aldrig jeg skal se hende igen ...!" Så kikkede hun let bekymret over på ham igen.
"Ét spørgsmål, så er alt glemt," dristede hun sig til at sige. Selvom hun kunne se, han var meget vred, måtte hun kende svaret. Hun sank en klump
"H-har du stadig lyst til at mødes med hende o-og Jaelyn?" Hun gruede for svaret så meget, hendes mave trak sig sammen i kramper og hun fik kvalme. Der var noget ynkeligt over hendes blik, mens hun kikkede på ham, et tegn på, hun havde brug for hans bekræftelse; at hun var god nok til ham og at han ikke havde brug for hvad end han havde set i Cherlyn.

Han lyttede bare og nikkede til hende over at hun godt måtte stille et spørgsmål, og da hun gjorde det brød han helt sammen og ulven fik frit spil, hvilket både kunne være godt og skidt. Han kunne slet ikke forstå hvordan hun kunne få sig selv til at spørge ham om det, og hans verden brød mere sammen end nogensinde før, vidste hun ikke hvad han var eller hvad, eller vidste hun ikke hvor meget han elskede hende.

Han kastede sig frem mod hende, og mærkede hvordan hornene i ryggen knækkede, og hvordan de halv blev revet ud af hans ryg, og kunne faktisk tydeligt mærke hvordan blodet flød ned af hans ryg, mens han knyttede isne hænder, og alle hans horn voksede lidt igen, og en af dem skar gennem siden på hans tommelfinger som også begyndte at bløde men intet af det rørte ham. Han slog ud efter hende oppe fra og ned, men ramte i det mindste ikke men istedet blev sengen ødelagt af slaget.

"Selvfølgelig vil jeg da ikke det, er du blevet helt sindsyg eller hvad er det galt."

Tårene trillede ned af hans kinder og hornene trak sig tilbage, og han faldt bare sammen ind over den ødelagte seng, da hans krop ikke kunne holde til at bruge den evne ret meget.

Hun fik et lille chok, da han slog ned og smadrede sengen, og hun rykkede sig lidt tættere på ham, med tårerne løbende over sine kinder, og da hornene trak sig tilbage kæmpede hun sig helt over til ham og tog ham i sine arme. Hun holdt hans hoved blidt og regnede kys ned over hans ansigt.
"Undskyld," hviskede hun, "Det er ikke dig, jeg tvivler på, men mig selv." Hun græd selv og holdt ham ind til sig, mens hun så ned ad hans ryg med et let gys, før hun lagde hovedet ned mod hans og derved sad helt krøllet sammen om ham, mens lydløse hulk gennemrystede hendes spinkle krop.
"Tilgiv mig," hviskede hun, hendes stemme vibrerende så meget af gråden, man knapt kunne høre ordene rigtigt. Hun holdt bare om ham og blev siddende, mens tårerne løb fra hendes øjne og dryppede ned på hans pande, hvor de fortsatte deres kapløb væk fra hende, og hun følte sig ussel og lille over at have spurgt overhovedet. Men en indre frygt havde krævet det, krævet at få at vide, hun var god nok for ham, for nogen gange troede hun det ikke helt selv. Cherlyn havde været... vild og eksotisk i forhold til Colt, der var kedelig og ordinær. Hun forstod stadig ikke helt hvordan han var endt med sådan en som hende, og da slet ikke at han stadig følte sådan for hende efter hele misæren med den fest.

Han mærkede hvordan hun hold om ham, og havde bare lyst til at trække sig væk eller skubbe hende væk fra sig, men en ting var sikkert han brød sig faktisk ikke om det. Han ville gerne dø i lige det øjeblik, faktisk ville han det lige så gerne som den gang han havde gjort forsøget med klipperne og den gang ude i hytten, hvor han havde bidt sig selv. Trangen til det kom krybende fra hans inderste, og var meget svære at fortrænge igen.

"Selvfølgelig."

Hans stemme var stadig hård og såret, men nu var der også nogle kærligt undertoner men det var også alt.

Hun kunne mærke hans modvilje til at blive holdt om, hans modvilje mod hende og hun kunne gætte hvor, hans tanker bar hen. Og alt sammen på grund af det elendige spørgsmål, på grund af den kælling! Hun følte selv rimelig meget for bare at forsvinde ud i glemslen.
"D-du kan vove på at for-forlade mig!" hikstede hun, "H-hvis du gør det så sværger jeg, jeg følger efter!" Hun håbede, truslen om hende tagende sit liv var nok til at få lidt mod tilbage i ham, ellers vidste hun ikke hvordan, hun skulle tackle det. Nu kunne han blive vred, slå hende, ruske hende, skælde hende ud, hun ville være fuldstændigt ligeglad. Hun kunne ikke bære at miste ham, og da slet ikke for noget hun havde bragt over ham. Hun følte sig lille, ussel, som et kryb der ikke fortjente andet end at blive trådt ihjel, og hun krympede sig og fortsatte blot med at holde om ham. Hun åbnede øjnene og så ned mod hans med al sin frygt og smerte så tæt ved overfladen, han ikke ville kunne undgå at se den, hvis han mødte hendes blik.
"Segovax, se på mig," tiggede hun, "se på mig!" Hun snøftede en gang, hendes øjne røde og let opsvulmede af gråd, og hun var bestemt ikke det kønneste syn lige nu. "Jeg elsker dig mere end nogen eller noget andet, og i aftes, da jeg troede Cherlyn var ude på at slå dig ihjel, var jeg klar til at ofre mit liv for dig! Det vil jeg altid være! Hun snakkede om tortur nærmest som sjov, men jeg var fuldstændigt ligeglad, for jeg ville ikke lade hende røre dig! Og jeg ved, du ville gøre det samme for mig uden at blinke ... Det var ikke din kærlighed jeg betvivlede, da jeg stillede det spørgsmål, det var om jeg er spændende nok for dig, om jeg kan slå til og være alt det, du gerne vil have af mig, for jeg føler mig lille og utilstrækkelig ... Din tilstedeværelse gør det bedre, men du ved, jeg ikke føler mig værdig til dig." Hun så forpint på ham og kyssede hans pande med en prændende intensitet.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og han havde ikke kræfter til at løfte hovedet op og se på hende. Han kunne mærke hvordan han langsomt gled ned af sengen, da hans krop var fuldstændig tappet for energi, og han gled bare ned på gulvet og væltede bagover, hvor blodet begyndte at lave pletter på gulvet. Han vidste selv han ikke ville dø af det, da han havde prøvet værre mens han var alen, og derfor ville han ikke nogen steder andet end bare at ligge ned.

Hun forsøgte at holde fast i ham, men han gled på gulvet, og hun kravlede hurtigt ned til ham.
"Å-åh, vi må få stoppet den blødning," mumlede hun og så sig desperat om. Hvorfor vidste hun ikke noget om den slags, det blev hun virkelig nødt til at lære!
*TÆnk, din idiot, tænk!* skændte hun på sig selv og gik så i hans lommer efter forbindinger.
Georgie forsøgte at komme til igen efter at være flygtet ind i stuen tidligere, men Colt skubbede ham væk med den ene fod.
"Ikke nu, Georgie, gå nu med dig!" sagde hun irriteret og fokuserede på Segovax, men hunden blev ved med at ville tæt på, og til sidst vendte hun snerrende blikket mod ham.
"Stuen, NU!" tordnede hun, og hunden stak pivende af igen.
Med et suk vendte hun igen opmærksomheden mod Segovax. Hun kæmpede for at få ham op at sidde og brugte sin sårede hånd, hvor sårene gik op og blodet begyndte at gennemvæde forbindingen, men hun var ligeglad og begyndte blot at slynge forbindingerne om ham.
"Ikke noget med at stikke af fra mig, Segovax!" skændte hun blidt og angst, "Det hele er min skyld, tag dig nu lidt sammen, det er bare mig, der er dum!" Hun talte og talte, mens hun forbandt ham, bare for at have noget at beskæftige tankerne med, og bagefter lagde hun ham forsigtigt ned med hovedet i sit skød, hvor hun så ned på ham, hendes røde lokker faldt som et virvar omkring hendes hoved.

Han lagde bare med hovedet i hendes skød, og mærkede hvordan hun forbandt ham, og hvordan hun enlig ikke var super god til det, men okay hvis man fik ham til at kalde sig for god til at lægge en forbinding har man satme gjort det godt, da han ikke ligefrem selv var dårlig til det. Han lagde bare og svævede mellem at være bevidstløs og ikke, og der i den tilstand begyndte han at fumle med den ene hånd for at få fast i hendes ene hånd, som han kunne holde fast i. Han hadede sig selv lidt for at det nu var sket igen, hvorfor kunne han ikke bare være som alle andre og elske sit liv og gøre alt for ikke at ødelægge det.

"Jeg elsker dig," hviskede hun blidt, "Det må du aldrig tvivle på! Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg tvilver ikke på dig! Du er stærkere, Segovax, du kan klare dig gennem det her også!" Hvilken drejning tingene havde taget. Hun overvejede meget stærkt at ringe efter en ambulance, men hvordan fanden skulle hun forklare det her? Der skød horn ud ovaralt fa hans krop, de sad fast i væggen og han rev dem af? Det lød sindssygt i hendes ører, og hun havde endda set det. Han var helt sikkert noget specielt, Segovax. Hun var stadig ny til at have en varulv i huset, til at de overhovedet eksisterede, men når horn pludselig begyndte at skyde ud gennem kroppen på ens fyr, var det så egentligt ikke meningen, man skulle gå i panik og blive bange for ham. Når han smadrede ens seng med et enkelt slag synligt rettet mod en selv, burde man så ikke blive skræksslagen? Og alligevel var hun det ikke. Det var jo bare hendes Segovax. Hvis dette ikke kunne gøre hende bange for ham, var der intet, der kunne, og det håbede hun, han vidste.

Han lagde bare med hovedet i hendes skød, og kunne ikke rigtigt høre hvad det var hun sagde. Han åbnede dog langsomt øjnene, og smilede blidt til hende. Han var i dårligt og godt humør på samme tid, men det var dog svært for ham at have styr på sig selv. Han hadede at han ikke bare kunne have helt styr på sig selv, men det måtte han leve med. Han blev bare ved med at fumle efter hendes hånd, for at have noget at støtte sig til.

Hun gav ham sin hånd og holdt om ham med en fast styrke, hun ikke følte, hun havde lige nu, men hun måtte nødt til at være stærke for dem begge to. Hvis bare hun vidste hvad, hun skulle gøre.
"Segoovax? Du er nødt til at fortælle mig hvad, jeg skal gøre! Hvordan skal jeg behandle de sår? Jeg kan ikke tage dig på hospitalet med det her ..." Hun sukkede forvirret og forsøgte igen at forstå hvad, der lige var sket, men det var umuligt. Han ville blive nødt til at forklare en hel del for hende om varulve, når han engang kom ordentligt til sig selv!
"Hører du mig, Segvax?" Hun bøjede sig ind over ham for at møde hans let tågede blik, og hun kunne se, han flød lidt i en halvt ubevidst tilstand, så hun vidste, han var ved at miste bevidstheden. Damn hvorfor skete det her lige nu?
Et blik gled op på piggene, der hang ud af den halvsmadrede væg, og hun gøs, da hun så blodet. De havde siddet på ham. Var kommet indefra ham. What the hell!? Denne lille ulv havde faktisk lidt af et forklaringsproblem, det var hun sikker på, for hvordan fanden skulle hun nogensinde forstå det her?

Han blev bare liggende, og forsøgte at åbne øjnene mere end det var lykkedes ham før. Han fik dem åbnet helt, og kiggede bare på hende. Han hadede sig selv mere end nogensinde, nu havde hun haft brug for ham og hvad endte det med? At han skadede sig selv, og at hun blev nød til at redde ham. Han hadede sig selv for det, og han havde ikke lyst til at leve med det i tankerne.

Han brugte alt hvad han havde af kræfter til bage, og kæmpede sig op og stå, hvor han så rev de forbindinger af hun havde på ham. Han begyndte så ligge dem igen rundt om dem, ved at ligge dem rundt, så de gik fra højre skulder til venstre armhule med den ene, og modsat med den anden, og hvergang han fik mulighed strammede han hårdt til. Han vendte sig så om mod hende.

"Det skulle gøres resten klarer min krop. Havde vi stadig noget kød?"

Inden hun nåede at svare ham gik han ud i køkkenet og kiggede efter noget af det, han kunne ikke forestille sig at de allerede havde spist det hele, og fandt da også en dyrekølle som han bare satte sig til at spise rå.

Hun var rimeligt overrasket over hans pludselige ændring og så ham komme på benene delt mellem håb og forvirring. Hun sugede videbegærligt til sig hvordan han forbandt det, så hun ville kunne gøre ham det efter næste gang. Så talte han, og hun var mildest talt overrasket. Ville hans krop klare resten? Var dette endnu en syg varulveting eller hvad fanden skete der? Hun kæmpede sig på benene og stavrede usikkert efter ham kun for at komme ind og se ham sætte tænderne i det rå kød. Hun gøs, men tvang sig selv til at fastholde blikket. Der var mere ulv over ham i dag end menneske, men hun måtte bare vænne sig til den her side også. Hun var klar over, hun havde set den indre ulv, han havde frygtet så meget at vise hende, og hun forstod det lidt bedre nu. MEn hun var ikke bange for ham og slog sig bare ned overfor ham på den anden side af bordet med et taknemmeligt suk over at få vægten væk fra fødderne.
"Så meget for al den madlavning," bemærkede hun og forsøgte at lyde munter, selvom hun var fandens forvirret over alt det her.
Der var så meget, hun ikke forstod lige nu, så meget, hun ikke forstod, og hun følte sig godt rundt på gulvet over hvad pokker, der lige var sket. Men hun turde ikke spørge ham lige nu, vidste ikke helt hvor meget plads, han havde brug for.
Med et suk rejste hun sig og stavrede ud i køkkenet, hvor hun lavede sig en kop te, som hun bragte med ind igen sammen med nogle smertestillende piller. Hun kastede dem ind i munden, måske en enkelt mere end hun burde have taget, og skyllede dem ned med den næsten brændende varme te, før hun igen så på ham. Det var så tydeligt at se, hvor forvirret og tænksom hun var, mens hun prøvede at finde ud af, hvad pokker der var sket og sætte det i relation til virkeligheden. Det føltes efterhånden som en meget dårlig film, det her, hvor hun spillede en eller anden syg hovedrolle som hun ikke havde læst på. Meget frustrerende.

Han sad bare og spiste af køddet med voldsomme bevægelser, hvor han flåede et stykke kød af og sank det i et stykke, da hans tænder ikke var egnet til at tygge med. Han sad med den røde saft drivende ned af hans mund og hage, og dryppe ned på bordet foran ham. Han lagde ikke mærke til hvordan hun sad og så forvirret ud, og det var også lige meget for ham, fordi han var bare så gal på sig selv.

Da han havde indtaget køddet, rejste han sig op og ledte videre efter noget mere men det eneste der stadig var tilbage af dyret var ikke noget som helst, så han satte sig bare ned igen, og gav sig til at gnave i knoglen fra det tidligere stykke kød. Han bed knogle over og begyndte at suge marven ud af benet, og spiste det hurtigt og voldsomt på samme måde som før.

Han vendte så hovedet mod hende, med et sulten blik i øjnene. Han slikkede sig om munden, og det sultne blik forsvandt ikke, og han kunne mærke hvordan dyret fik lyst til at spise hende, eller andet kød der var i nærheden, og det var nok ikke svært at se på hans sultne øjne, og hans slikken om munden.

Hun gøs let og skuttede sig, da han begyndte på knoglen på dyriske maner, og hun forstod godt hvorfor, han ikke havde ønsket at vise hende det tidligere. Men hun var stærkere nu, og hun elskede ham ligemeget hvad! Hun var dog lidt ubehageligt til mode ved den skurrende lyd af hans skarpe tænder mod knoglen, og det løb hende koldt ned ad ryggen.
Hun sank en klump over måden, han så på hende, det sultne blik i øjnene, hans slikken om munden, men hun gjorde sit bedste for bare at betragte ham roligt. Det her var hendes Segovax, ikke noget monster, selvom han selv troede det. Intet han kunne gøre ville ændre på noget, sagde hun hårdt til sig selv. Hun betragtede hans tænder, de skarpe, spidse tænder, hun havde mærket tit med sin tunge, og hun så igen på de stormgrå øjne, som hun elskede så meget. Blodet, kødsaften, der dryppede ned over hans hage, og fik ham til at ligne en ulv mere og mere, og hun længtes efter at hente en serviet og tørre det bort. Men for nu sad hun bare stille på stolen med sit tekrus, og hun tog en lang slurk for at stilne sig selv, før hun satte koppen fra sig.
"Er der noget, jeg kan gøre for dig?" spurgte hun bekymret og betragtede ham, stadig temmelig forvirret over alt det, der var sket i dag.

Den måde hun kiggede på ham på, forstærkede bare hans blod lyst, eller resttere lysten til kød, da det ikke var nogen lyst til at dræbe han havde, men nærmere en lyst til at spise, men kun kød. Hendes stemme skar igennem, og fik ham trukket tilbage til virkeligheden men kun meget kortvarigt, og han vendte sit blik mod hendes øjne, og åbnede munden for at svare hende stille og roligt, men istedet blev det til et råb.

"JA UD HERFRA, UD AF LEJLIGHEDEN, OG TAG GEORGIE MED."

Han snerrede det af hende, og kunne mærke at ulven slog mod ham, og han fik svært ved at holde styr på sine lyster, og han vidste bare at hvis hun ikke skred, ville han komme til at sidde med hende lige i sit skød, og græde for evigt, indtil han selv døde af sult. Det var den eneste mulighed han havde for det. Han ville bare have hende ud derfra, for ikke at skade hende.

Han bed tænderne hårdt sammen, og vidste at han snart måtte gøre noget, fordi hvis de ikke snart forsvandt ville det gå ud over den ene af dem, enten Georgie eller Colt.

Hun fik et lille chok af hans råb, men kunne se på ham, han var dybt alvorlig, og hun nikkede tavst og rejste sig, mens hun kaldte på Georgie. Hendes skuldrer hang lidt, og hendes blik var trist, fordi hun ikke kunne gøre noget.
Da Georgie kom, samlede hun ham op i favnen.
"Vi går ind til Django, hvis der er noget - noget som helst ... Og Segovax? lad mig nu ikke finde dig... død, når jeg kommer igen." Hun så bedende på ham og gøs, da hun sagde ordet død. Så stavrede hun usikkert ud til døren og gik ind til naboen for at forklare ham hvad, der var sket den foregående aften og for at græde og finde lidt støtte.

Så snart hun var gået lod han bare dyret for fuldstændigt frit spil, med den ene restriktion at han ikke ville lade sig selv forlade lejligheden, og han stormede bare ind i soveværelset, hvor han med det samme begyndte at smadre sengen, mere end den allerede var i forvejen, og først da madrassen var blevet revet fuldstændigt fra hinanden, faldt han lidt til ro, men det var ikke noget kønt syn at se derinde.

Han satte sig så koldt ned på gulvet, uden at vide noget om hvad han nu skulle gøre, fordi han var ikke sikker på at han var klar til at gå ind og hente Colt endnu, da han stadig var bange for at skade hende, og det var et godt valg, da dyret dukkede op igen, og han flåede denne gange hendes dyne fra hinanden, og faldt så om på gulvet, på grund af udmattelse.

Colt og Django havde en lang, alvorlig samtale, mens Georgie stod ved hoveddøren og kradsede pibende. De kunne høre lydene fra lejligheden, da sengen blev smadret, og Colt brød sammen, da hun var bange for, han var ved at skade sig selv igen. Django fik det meste at vide og var halvt chokeret, halvt varme og venlighed som et bavn midt i mørket. Hun fandt trøst og følte sig til sidst stærk nok til hvad som helst.
Hun efterlod Georgie inde hos ham, mens hun med rank ryg kæmpede sig gennem gangen og ind i lejligheden igen med et smertefuldt udtryk i ansigtet og et hårdt strejf om de sammenpressede læber.
"Segovax?" Hun så i stuen, hvor alt lignede sig selv og gik så ind og åbnede døren til soveværelset. Et højlydt gisp undslap hende. Ikke så meget over værelsets tilstand som af at se ham sunket sammen på gulvet udenfor bevidsthed, go hun halvt gik, halvt faldt hen på knæ ved ham og mærkede straks efter hans puls. Heldigvis var den stødt og stærk, og hun åndede lettet op, før hun lod blikket glide over ødelæggelserne med en klump i halsen. Hvad der engang havde været en seng var pindebrænde og madrasfyld, og der lå fjer fra dynen ud over det hele. Hun børstede fjer af ham og besluttede sig så for at få ham ind i stuen. Han skulle ikke vågne og få dårlig samvittighed over værelset!
Med stor belutsomhed kæmpede hun for at få ham så meget op i sine arme, hun kunne slæbe ham væk, og hun gjorde det stønnende af smerte og med tårerne løbende over hendes kinder, nåede hun langsomt ind og fik lagt ham på sofaen. Sårene på hendes fødder var gået op, og hele vejen over gulvet var blodige, slæbende spor, hvor hun havde gået.
Hun sank en klump og tog de sidste forbindinger fra hans lommer, før hun skiftede dem ud på sig selv. De blodige tog hun ud i køkkenvasken, hvor hun vred en klud op og tog en rulle affaldsposer i buksekanten, før hun gik i gang med at rydde op med rystende hænder.
Hun vaskede blodet af gulvet og gik så ind i soveværelset. Hvordan var hendes liv blevet sådan noget rod? Hun gik i gang med at samle fjer op med den gode hånd og tog samtidig smårester af sengerammen og madrassen med, og hun fyldte pose efter pose efter pose og stillede dem op ad væggen, mens hun hårdnakket fortsatte.
Tårerne af smerte løb over hendes kinder, mens hun kravlede rundt på gulvet og kæmpede for at blive færdig.

Segovax lagde roligt på sofaen, hvor hun havde lagt ham, og vidste selv inderst inde at der ville gå mange timer før han vågnede op, men når han gjorde det var han næsten helt sikker på at han igen ville være sig selv. Han lagde bare helt roligt, som et lig, men et lige med et bankene hjerte og et stødt og kraftigt åndedræt. Han var stadig i live, det var han faktisk rigtigt meget, så det var ikke noget problem. Nej problemet ville nok opstå når han en gang vågnede igen, og fandt ud af hvad han havde lavet.

Hun fik samlet alle stumperne sammen og vendte sig så med en gysen mod hornene, der stadig sad i væggen. Hun var nødt til at fjerne dem, men hun nærrede en vis afsky for at røre ved dem.
*^h tag dig dog sammen kvinde, vil du have, han skal se det, når han vågner og mindes?* Tankerne satte hende i gang, og hun tog ved og hev af alle kræfter. Men de gav sig ikke. I stedet måtte hun lægge hele armen om dem og bruge sin vægt til at trække dem fri, men det lykkedes til sidst, og hun lagde dem i en ny pose og hentede så en vaskebalje for at vaske blodet væk. Heldigvis var det trægulv, så det meste ville være til at få væk, og hun gik flittigt i gang og skrubbede og skurrede i det meste af en time, før hun var tilfreds.
Så så hun mod hullerne i væggen. Hvad pokker skulle hun gøre ved dem? Det ville kræve, hun tog i et byggemarked og købte noget spartelmasse, og det var hun ikke meget for lige nu. Så hun måtte stille sig tilfreds og sukkede, mens hun tørrede panden af i ærmet og endte med at få blod i det meste af hovedet.
På badeværelset for at vaske sin hånd opdagede hun det, og hun sukkede og viklede så forbindingerne af sig og smed deet blodige tøj til vask, før hun gik i bad selv og grundigt sørgede for at få blodet af sig.
Da hun var færdig godt en halv time senere og forbundet igen, kikkede hun til Segovax i stuen, før hun gik ind og klædte sig på. Hun valgte et mørkegrønt sæt joggintøj og en tanktop og stavrede så ind og satte sig på sofaen med benene trukket op, hvor hun kunne betragte ham.
Dog blev hun kun siddende der et øjeblik, før hun igen hendtede en våd klud og begyndte at vaske blodet af ham også. Så gjorde hun rent på bordet efter hans måltid og gik ned med alle affaldsposerne ad flere omgange, før hun igen satte sig ved siden af ham. Hun strøg ham blidt over panden og kinden og betragtede ham bare bekymret. Hvornår mon han ville vågne? Hvor meget ville han kunne huske, og hvor meget skyldfølelse ville han have? De små huller i hendes arm, fra da han havde skubbet hende væk, var stadigt synlige under cardiganen, som hun havde valgt netop ad den grund. Hun ville ikke lade ham se dem under nogen omstændigheder, da han nok havde det slemt nok i forvejen.
Det nyttede ikke, hun peb lige nu over sin egen elendighed; ikke når hun havde ham i den tilstand, og det gjorde hende stærkere midlertidigt at skubbe det væk.

Han vågnede langsomt, mens hun sad ved ham, og kiggede bare på hende, i første omgang var han meget forvirret men bagefter kom han i tanke om hvad der var sket, eller rettere han kom i tanke om hvad han kunne se han ikke kunne huske, og vidste godt det betød at ulven havde været igang, sådan var det altid som en start, og ikke kort efter ville det hele komme væltende.

"Undskyld... Er der sket dig noget?"

Han sagde det meget koldt og neutralt.

Hun smilede blidt til ham, da han vågnede og lagde sin hånd mod hans kind, de ru knoer glidende let hen over den.
"Hey you," sagde hun blidt og rystede så på hovedet. "Nej nej, jeg har det fint! Helt fint!" Hun virkede mere rolig nu; rengøringen og oprydningen havde fået hende til at falde ned, og hun blev blot siddende ganske stille ved hans side.
"Har du det bedre, dearest?" Hun lænede sig lidt akavet ned over ham og kyssede ham blidt.
Hun havde for længst tørret de smertende tårer af kinderne, og man kunne ikke se, hun havde grædt.
Hendes våde hår hang ned ad hendes ryg, og hun lugtede nyvasket og ikke længere af blod. Den svage duft af magnolia smøg sig om hende, og selvom hun havde undladt cremen på grund af de ru fingre, var hendes hud stadig blød.
Hendes blik mod ham var opmærksomt, nænsomt og kærligt, og der var ingen spor af den usikkerhed eller forvirring, der havde grebet hende tidligere. Det måtte alt sammen vente; hendes nysgerrighed måtte pakkes væk til senere.

Han smilede til hende, og var bare glad for at han ikke havde skadet hende. Han var endnu ikke blevet klar over hvad der faktisk var sket, men han vidste det ville komme, så han håbede bare at hun fortalte ham sandheden, så han ikke ville blive alt for bange og hvad han havde gjort, eller alt for chokeret, da det var det han var bange for der ville ske.

"Jeg har det fint, fint."

Han smilede over kysset, og satte sig langsomt op, og kunne så mærke hvordan det smertede i hans ryg, og han kunne ikke lade være med at få billeder i hovedet af hvorfor han havde fået så ondt i ryggen, og han var ked af at hun skulle se det, men det var sket, og han forsøgte bare at glemme det.