The club of nightmares.

Silvia fulgte ham med øjne i et godt stykke tid før hun vendte hoved imod palæet og gik tilbage ind i det.

Efter et stykke tid kom Vicente tilbage. Han stoppede ved palæets dør og bankede roligt på. Han havde fløjten under sin sorte frakke, som han normalt havde når han gik rundt med den. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne og ventede på der blev åbnet.

Der gik lidt tid men det var kun på grund af at palæet jo var så stort og at Silvia havde været i den anden ende af huset. Hun åbende den og han så hun var klædt i en hvid ankel lang kjole og havde nogle simple hvide, flade sko på. Silvia havde ikke taget det på for at imponere ham eller nået, hun føldte bare det var mere rart at have på.

Vicente så på hende og studerede kort hendes påklædning med de grønne øjne, før hans blik faldt på hendes ansigt igen. "Jeg har min fløjte med," sagde han og knappede sin sorte frakke op. Han kørte sit lange hår om på ryggen, så han ihvertfald i et kort stykke tid slap for at få det i øjnene

Silvia nikkede blot men smilte ikke, dog kunne han se hun var roglig og tydeligvis ikke sur. Hun vendte sig blot op og begyndte at gå op af trapperne siden han jo ikke kendte vejen.

Vicente lukkede døren efter sig og stillede sine sko. Han fulgte med hende og så rundt på de forskellige ting, som de gik forbi. Stedet var meget interessant, med de alle de fine møbler og malerier.

"du ved, de fleste hader denne gamle stil at bo i", sagde hun over sin skulder imens de gik.

"Jeg finder den ganske interessant," svarede han og rettede sine grønne øjne mod hende og betragtede hende stille. Han stak sine blege hænder i sine bukselommer og slikkede sig kort over sine spidse hjørnetænder.

Efter flere gange og en enkel trappe nåede de til værelset igen. Ikke meget var ændret udover der hang en hvid jakke og et par sorte bukser til tørre på skabeslågen. Silvia trådte let ind og holdte døren for ham.

Vicente trådte ind. Han tog fløjten og lagde den på bordet, hvorefter han smed sin jakke på en stol. Han så kort rundt i lokalet og kørte en bleg hånd igennem sit lange sorte hår. Han kastede et blik mod vinduet, før han ellers så på sin fløjte.

Silvia stillede sig foran ham og så op i hans ansigt. Hun gled fingrende i gennem hans hår og satte det om bag hans øre så det ikke ville falde ned i øjne på ham med mindre han brugte hånden til at få det løst.

Vicente så på hende i et kort stykke tid, efter hun havde kørt hans hår om bag hans ører. "Jeg foretrækker triste melodier," sagde han og satte sig derefter på sengekanten. "Eller er der noget andet, som du hellere vil spille?" spurgte han.

Silvia tog violinen fra stranderen og lage pinden imod stregende. Hun lage hagen på det rette sted og så imod ham"...du kan bare begynde..de bedste toner er dem som ikke er planlagt"

Vicente tog sin fløjte og satte den til sine læber. Han begyndte med en stille og rolig melodi, den var trist og byggede sig langsomt op. Han kunne ikke rigtig spille andet end triste melodier, men alligevel virkede det, som om han havde en stor kollektion at tage fra.

Silvia så på ham da han begyndte, men langsomt lukkede hun sine øjne for at fange tonen og rytmen. Efter lidt tid begyndte hun selv at spille, hun bed sig i læben. I starten var det 2 forskelige toner som begge prøvede at overgå den anden, men efterhånden flød de mere sammen og skabte en endnu smukkere lyd.

Vicente lukkede sine øjne og lyttede til tonerne. Det lød meget godt indtil videre, men han følte dog stadig, at det sagtens kunne lyde bedre. Efter et kort stykke tid åbnede han sine øjne igen og betragtede stille Silvia imens han spillede. Han satte lidt mere gang i melodien, men det var stadig en trist melodi, som han spillede.

silvia begyndte efter et par minutter igen at nynne en selsom sang der tillod sangen at blive mere trist. Selvom den lod direkte som hjertesorg nu, forsatte hunblot og holdte tonden ren og klar.

Vicente kunne lide det de spillede. To musikere lød åbenbart bedre end én, tænkte han. Han afsluttede med, at fløjtespillet langsomt døde hen. "Du er god," sagde han og nikkede kort. Han syntes bestemt, at det lød godt når de to spillede sammen.

Silvia`s tone døde hen lidt efter og blev nærmest hænge i luften imens hendes nynnede sang rungede i gange. Hun fjernede still hagen fra violinen og satte den tilbage i sin stander.

Vicente rejste sig og lagde sin fløjte på bordet. Han kastede et blik mod vinduet, men rettede derefter sine grønne øjne mod hende igen. "Hvad synes du?" spurgte han og hentydede til melodien.

"min menning betyder skam ikke nået, vi syndes jo alle forskeligt", sagde hun blot og satte sig ned på siden af ham, hendes blik hvilende på hans ansigt.

Der var vel mening i det hun sagde, tænkte han og nikkede kort. "Hvad skal vi foretage os?" spurgte han. De kunne vel ikke blive ved med at lave det samme. Sidde og kigge eller spille musik. De burde lave noget nyt, tænkte han.

Silvia sukkede let, hun havde mest af alt lyst til et langt varm bad, men eftersom hendes bade oftes varede i 2-3 timer, og hun jo ikke ville lade vicente alene og kede sig, valgte hun og være stille omkring det. "..Ved ikke"

Vicente rejste sig op og trådte hen til vinduet. Han så småfraværende ud ad vinduet og et lavt suk undslap hans læber. "...Så er vi to," sagde han og stak sine blege hænder i sine bukselommer.

vicente følte kort efter 2 blege arme kramme ham bagfra, efterfulgt af 2 blege hænder som lå på hans brystkasse. Silvia lage hoved på hans ryg og lukkede halvt sine øjne"..savner du nogensinde levende selskab?"