Solnedgang - Andy

Tid: Øhm, solnedgangs tid.
Vejr: Smukt.
Sted: I en lysning.
Omgivelser: Tomt, heldigvis. Hov, var det et gren der knækkede??
___

Curia var for en gangs skyld i et okay humør. Hun plejede ellers altid at være så trist, dog mest i de sidste dage hun havde brugt her. Hun var jo lige kommet hjem fra et sted som var meget mere trøstesløst, men det virkede bare så godt nu, og hun havde det som om hun for en gangs skyld havde gjort det forkerte valg. Alle hendes gamle bekendskaber var forsvundet som dug for solen, men det var heller ikke så mærkeligt da de alle var x-spioner. Hun rynkede svagt sin smukke pande, bukkede benene, og satte af. Det var et lynhurtigt spring, og lydløst. Hun landede på en gren hun viste kunne bære hendes beskene vægt, og satte sig tilrette.

Mellem de mange træer kunne man se en sort frakke der bevægede sig, man kunne se at den var på vej hen til lysningen. denne frakke sad på en ung og flot mande dæmon, der bukser havde et par huller ved knæ'erne og hans hænder var nede i nogle store lommer på frakken. han havde en halv smøg i sin mundvig, og man kunne kun se fra hans næse og ned af. da han havde en hætte fra sin hættetrøje over hovedet, han havde taget ud i skoven da han ikke gad være der hjemme. da han havde en mindre chance for at møde nogle af sine venner ude i skoven, hans fødder gik elegant på jorden og gav næsten ikke nogle lyde fra sig. der var dog nogle sten der blev skubbet væk og et par grene der knækkede, da han ikke ligefrem prøvede at undgå at træde på nået. han havde ikke fået færten af Curia, da han var lidt inde i sin egen verden

Det tog Curia mindre end et par sekunder at opdage at hun ikke var alene. Hun var jo trænet til netop dette - at opdage væsner lang tid i forvejen. Og det tog hende heller ikke meget mere tid end det at finde ud af hvad han var - dæmon. Hun smilede svagt, og sad helt stikke uden at bevæge en eneste muskel. Hun rettede bare på sin stramme t-shirt, med skelethovedet, og vippede med sine tæer i de grønne, snørebåndsløse sko. Hun rullede forsigtigt ned fra grenen, og stillede sig op af træet, uden at have sagt en eneste lyd. Hun trak ned i de hullede cowboy-shorts, så de igen sad perfekt. Hun betragtede ham, med sine dybblå øjne.

Andy stoppede op og stod helt stille, han var sikker på at han så nået bevæge sig. han lod sig hoved stille køre fra side til side, mens han søgte efter det der bevægede sig med sine blågrå øjne. han kunne lide se jorden omkring sig, men kunne ikke se højere op end et par centimeter op af træerne. da han ikke gad trække sin hætte tilbage, han fik øje på nogle flotte kvindelige fødder og de så unge ud. han tog sin ene hånd op af lommen og smilte lidt, selv om han ikke ligefrem var til piger så syntes han altid det var sjovt at snakke med dem. han lod sine fingere røre ved trænerne mens han gik over til hende, han satte sig på en træstub ikke så langt fra hende. han træk sin anden hånd op af lommen og lag sine arme på sine lår "goddag" sagde han og lod sin tunge lege med sin smøg

Hun lænede sig op af træet, nu med fronten imod ham. Han var en spøjs type, og hvad skulle den hætte enlig til for? Hun løftede svagt det ene orange øjenbryn, og sendte ham et svagt smil. "Godaften," sagde hun bare. Allerede fra de første toner af hende stemme, kunne man høre at hun var vampyr. Hendes stemme var som vindklokker i snevejr, og den var blød og forførende, men alligevel kold som is og hård som stål. Den fortonede sig i mørke, som om mørket slugte hendes ord. Hun gav sig til at betragte ham, men han virkede ikke som en som hun havde mødt før faktisk. Men hun elskede nye bekendskaber.

Andy blev bare helt stille siddende og så over på hende "laver du ?" spurgte han om mens der kom et lille smil på hans læbe, han var altid glad for at møde nye personer. selv om han ikke var glad for vampyrer, og derfor holder han øjne med hende og fjernede ikke sit blik fra hende. han havde prøvet at blive bidt før og havde bestemt ikke lyst til at prøve det igen

Curias smil voksede endnu en gang, og derfor blottede hun svagt sine tænder. Han var faktisk ikke så slem, men hun havde dog aldrig fået det spørgsmål før.. Det var i hvert fald mange år siden. "Jeg laver ikke så meget," svarede hun lavt, men stadig med den fortryllende klang. "Hvad med dig? Du lader vist heller ikke til at lave så meget?" Hun skiftede vægten over til det andet ben, en bevægelse hun gjorde for at virke mere menneskelig.

Andy så på hendes tænder og lukkede sine øjne kort i, han var ikke bange for vampyrer men for deres tænder. og derfor havde han det svært med at se på dem, han så op på hende igen og træk lidt på skulderne "jeg gik mig bare en tur, ville væk fra det hele" sagde han og det var rigtigt nok, selv om han helst ville rejse langt væk og ikke se sig tilbage. men det måtte han ikke og derfor var det bare godt at komme lidt væk

"Sjovt, det gør jeg også," sagde hun, med et stort smil. Hendes stemme lignede mere honning nu. Noget som måske godt kunne blive lidt for sødt. Men hun kunne godt styre det, det virkede bare mærkeligt at lægge kulden fra sig så hurtigt. Hun stak hænderne i lommerne, så det klirrede fra det lille sølv-armbånd hun havde om det højre håndled. Selvom han var en dæmon, følte hun sig i godt selvskab med ham, sjovt nok.

Andy grinte lidt af hende og rystede på hovedet "så laver du da også nået" sagde han og legede videre med sin smøg, og sad bare helt stille og så over på hende "hedder du ?" spurgte han så om og tog en sug af sin smøg og pustede det ud af sin næse, han begynde at pille lidt ved sit ene hul ved knæ'et

Curia syntes det var en anelse mærkeligt at ryge, især når man var et væsen som dem. Hvad skulle man dog få ud af det? Hun smilede svagt, og sammensatte et passende svar. "Mit navn er Curia Dawn." præsenterede hun sig, og tænkte lidt på at række ham hånden, men endte alligevel med at lade være. Hun kunne ikke lide om han kunne lide at røre ved en vampyr, det var jo ikke alle der kunne lide det.

Andy nikkede til hendes navn og syntes det var meget flot, han gad dog ikke sige det og gjorde det derfor ikke "Andy" sagde han bare og gad ikke sige sit efternavn, da han kun sagde det til sine venner. da han ikke ville havde at folk skulle genkende hans navn og derfor skrige at han var berømt, han pillede bare videre med sit hul og smilte venligt til hende. selv om hans smil ikke så helt venligt ud, mere lidt kold i det. det kunne få folk til at tvivle på om han endelig smilte venligt eller om han smilte koldt

Hun var jo ny, derfor bandt hun ingeting til navnet 'Andy', selvom hun dog engang havde kendt en engel ved det navn. Men det var jo tydeligt at han ikke var en engel, så den sag gjorde hun ikke mere ud af. Hun betragtede hans tonefald, og som trænet spion viste hun godt hvad det betød. Men hun sagde ikke noget om det. Det ville jo være en ret dårlig måde at starte et venskab.

Andy rejste sig stille op og så sig lidt omkring inden han gik ind i lysningen og lag sig ned i græsset, han så op på himlen og smilte lidt ved synet. og hans hætte havde faldet lidt tilbage så man kunne se hele hans ansigt, hans hud så blød ud og hans ansigt former var perfekte. han lignede ikke ligefrem en fyr der ikke gik op i sit udseende, da han virkelig gik op i det og man kunne tro at han ville skrige bare nogen rørte ved ham. men det grinte han bare af og elskede at blive nusset i håret, ligemeget for perfekt det sad så havde han slet ikke nået imod det. og derfor kunne det være svært at se hvilken slags fyr han var, men han var jo også nået for sig selv

Næsten uden at man kunne opfatte Curias bevægelse, sad hun ved siden af hans hoved. Bevægelsen havde været hurtigere end to hjerteslag, og et menneske ville ikke engang have opfattet det. Hun sad med benene til hver deres side, og hun sad lidt foroverbøjet, så hun kunne betragte hans ansigt. Hun fik lyst til at prikke ham på næsen, bare for at se om det ikke var en perfekt maske, nogle havde sat på hans ansigt. Selv var hun jo også utrolig smuk, men det blev hun jo nød til at være, fordi hun var en vampyr. Hun smilede svagt, og kunne nu mærke kæden, som dinglede svagt om hendes hals. Kæden med det lille safir-vedhæng.

Andy vende kort sit blik mod hende og smilte "det der hader jeg vampyrer for, man når ikke at være lidt alene før i er der igen" sagde han og syntes at det var mærkeligt at hun sad sådan foroverbøjet over ham, han rykkede sig dog ikke og så hende bare ind i øjnene "gør du det der tit mod folk ?" spurgte han om og hævede det ene øjebryn, mens han lod sin tunge lege videre med sin smøg

Hun lukkede øjnene, og sendte ham et blidt smil. "Man bliver mærkelige når man kan leve forevigt, ikke sandt Andy?" hun kunne ikke lade være med at smile af ham, for han virkede lidt barnlig, men det gjorde ham kun endnu mere hyggelig at være sammen med. "Ja, det gør jeg hele tiden." Hun lænede sig tilbage, i den tro af at det irriterende ham at hun sad sådan. Hun samlede sine kolde fingre om den lige så kolde kæde hun havde om halsen, med den lille ædelssten i. Hun slog øjnene ned, og det fik hende til at se skrøbelig ud.

Andy blev bare liggende og var på en måde glad for at hun ikke var over ham mere, da han var lidt bange for at hun ville sætte sine tænder i ham "det ved jeg ikke nået om, jeg har altid været sådan her" sagde han og kunne ikke huske nået fra den tid han var menneske, så i hans hoved så havde han altid været sådan som han var. han tog sin smøg ud af munden og kastede den væk inden han fugtede sine læber "når okay" sagde han og blev mere usikker på hende

Hun slog en klingende, klokkelatter op, da hun så hvor usikkert han så på hende. Hun var vant til at væsne var usikre på hende, for hun var utrolig farlig for alle parter. Det var alle spioner. Han var en utrolig intreresant person, ham Andy. "Men du kan ikke huske noget af din mennesketid?" Det undrede hende lidt, selvom hun på en måde godt kunne forstå ham. Alle hendes egne menneskeminder var utrolig grumsede, men hendes hukommelse havde husket flere af dem, end dem hvor hun var vampyr. Der var dog heller ikke sket så meget spændene imens hun var vampyr - altid det samme spion arbejde.

Andy blev lidt overrasket over hendes grin "sker der for dig ?" sagde han og syntes at hun var utrolig mærkelig, men det gjorde også at der var nået særligt ved hende. og han fik lyst til at lære hende bedre at kende og helst uden at blive bidt, han vende sit blik op mod himlen "nej det kan jeg ikke, det eneste jeg ved er min mor hedder Isabella.. kan ikke få mig selv til at få en af mine venner til at finde ud af mere" sagde han ærligt og var virkelig bange for at finde ud af hvem han var, hvor han virkelig kom fra og mere om sin familie

"Nej, du er bare en utrolig intresant person." smilede hun, og strøg en hånd igennem sit røde hår. Han var en utrolig intresant person, ikke mindst fordi han var en dæmon, og ikke en vampyr eller et menneske. Der gik et stykke tid før det gik op for hende, hvad det var han sagde. "Du spørger altså ikke din ven, om din fortid?" det lød forkert i hendes øre, og hun kunne ikke rigtigt forstå det. "Prøv at forklar det nærmere." sagde hun toneløst. I virkeligheden var hun faktisk rigtig intreseret.

Andy kunne ikke se at der var nået særligt ved ham, han var jo bare en normal fyr på 20år. eller han betragtede sig som 20år selv om han jo var ældre end det, han svarede ikke på det da han ikke gad diskuter om han var det eller ikke. da han i hans hoved ville han aldrig blive nået særligt "han kan se ind i folk fortid og alt muligt andet" sagde han og gad ikke forklare det nærmere, da han ikke helt selv forstod det. og syntes bare det var mærkeligt at snakke om, som det var at snakke om at han kunne læse tanker og ikke så mange andre kunne det

Curia fjernede sine kolde, blå øjne fra ham, og rettede dem op på stjernerne. Hun smilede dog stadig, men ikke længere til ham. Hun havde engang stødt på en vampyr som havde haft den evne, men den havde kun voldt ham problemer, det kunne hun sværge på. Men tanken om at en dæmon kunne vide noget om en helt fremmed persons fortid, virkede bare så mærkelig for hende. Hendes egen evne var bare... normal og kedelig.

Andy lå bare helt stille og så op på himlen med et smil på læben, da han bare elskede at ligge og så op på nået som bare var så flot og gemte på nået. han var sikker på at der var en mening at man skulle kunne se himlen, ligesom at der var en mening med dem alle sammen. han var så ikke sikker på hvad det skulle være

Stjernerne var nogle af Curias bedste venner, hvis ikke de var de bedste. Hun kendte jo ikke så mange, så det var ret åbenlyst at hun ikke havde nogle særlig knyttede venner. Hun så ned på ham igen, og kunne bare ikke lade være med at smile af ham. Han virkede så sorgløs, og ung, selvom han var et par år ældre end hende, men så mange år var det vel heller ikke. "Hvor lang tid har du været... ikke-menneske?"