Little girl

Dato : 6. nov.
Årstid : Efterår
Dag : Fredag
Vejr : Fuldmåne, og stjerneklart
Sted : Et sted i byen
Tid : 20.30
Omgivelser : Meget øde

Lucy tumlede rundt i byen. Hun tog sig til hovedet, og hviskede stille. Hun var sulten, men kunne ikke finde noget føde, hvilket godt kunne blive et problem. "Hvorfor skal alle mennesker også være væk lige nu?" hvæsede hun vredt. Hun havde det med at blive gnaven når hun var sulten.

Demetri stod oppe af en mur med en hat ned over øjnene, hans smilte over den unge vanpyrs vræemåde.

Hun opdagede pludseligt hans tilstedeværelse og vendte sig lynsnart mod ham. "Hvem er du?" spurgte hun undersøgende og lagde hovedet en anelse på skrå

Han smilte nu og tog sin hat lidt op for øjnene, "Måske en ven, måske en fjende" han smilte og tog så sine hænder i hans lommer.

"Og har den herre mon tro et navn?" spurgte hun da hun ikke kunne bruge hans svar til noget

Han kiggede nu helt op på hende med sine metalgrå øjne, "JO, og hvad med dig" sagde han metallisk og alligevel med et smil.

"I den grad" svarede hun og sukkede over at han ikke bare ville svare hende med et brugbart svar. Hun var ikke i humør til sådan noget. Hvis han havde været et menneske, havde det været meget nemmere...

//Skal lige spise men kommer igen bag efter^^//

Han grinte og kiggede så bare på hende, "Demetri" sagde han og bukkede overdrevet.

Hun genkendte hurtigt lydene som et buk. "Lucinia" sagde hun og nejede. Hun rettede sig op i sin fulde højde (hvilket ikke var ret meget), og smilede svagt.

//Roweena??//

Han smilte og sukkede så efter situationen, Pigen kendte ham ikke. *Havde hun ikke snakket med de andre vampyre og menneske/engle om ham som alle andre gjorder.

//øøh??//

"Hvor gammel er De mister?" spurgte hun igen undersøgende. Hun havde i sin tid fået mange ørefinger af folk hun havde tiltalt forkert dengang alle sagde 'De' og Dem' til hinanden, så for at være på den sikre side brugt hun det stadig

Han grinte, "Demetri og du" sprugte han ligeud, det var kun meget få han sagde de eller dem til.

"De forstod ikke mit spørgsmål mister Demetri. Jeg spurgte Dem hvor gammel De er?" sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes stemme var rolig, selv om sulten gnavede i hende

Hans smil blev større, "HVad er der så vigtigt med min alder" han kiggede længe på hende.

//Sorry er lidt crazy i dag so kan ikek fokusere//

"Jeg ynder blot at vide hvor gamle andre er... Når man er fanget i en 7-årig krop betyder alder pludselig en masse" svarede hun og smilede sit lille-pige-smil til ham

Han sukkede og kiggede så op ihimlen hvorefter han vendte sig om og begyndte at gå.

"Mister Demetri, hvorfor går De?" spurgte hun og dukkede op foran ham. Hendes ansigt var vendte op mod ham, og hendes uhyggeligt udseende øjne stirrede dødt på ham

Han lagde hoved på skrå op kiggede på hende ved et smil i forhold til normalt ville han bare blive irreteret men denne pige hun virkede sjov på en måde, men dog var han selv ikke ældre end hende, "Et sted var kun de ældste går" sagde han og gik forbi hende.

"Slev om jeg ikke ser sådan ud, er jeg ældre end de fleste" sagde hun og vendte sig mod ham med et grin. *Meget ældre end de fleste* tilføjede hun i tankerne

"Det dufter de også til og hvis min søster havde været her ville hun kunne isge tallet" han stoppede op og vendte kun det halve af kroppen mod hende, som en ventende position.

"3605 år" sagde hun tydeligvis stolt af sin alder. Jo hun var skam ældre end de fleste

Han nikkede anerkendene til hende og gik så igen videre.

Hun dukkede op ved hans side og spurgte stille: "Kan jeg gå med Dem mister Demetri?" hun gik hurtigt for at holde hans tempo, men ville stoppe hvis han bad hende om ikke at følge med

"HVad siger dit instinkt" sprugte han hende roligt imens de gik side om side.