Engle og Dæmoner? - Zolg

Zolg fik Sarriels opmærksomhed, han så på ham og nikkede, "ja hva så?" svarede han ubekymret. Han tog det sidste hvæs fra smøgen og kastede skodet væk. Han pustede ud afslappende og så tilbage på Zolg. Han var nu lidt nysgerrige om hans spørgsmål, nu hvor han var dæmon.

"Hvor længe lever engle endelig? Og hvor gammel er du rigtigt?" Spurgte han og så på ham med sine is blå øjne, Zolg var blevet en del mere nysgerrig på engle siden havde mødt Sariel, Sariel er helt anerledes end den sidst engel han havde mødt og spist, men den negel var fandme også irriternde at høre på, han troede han var så almægtig heletiden i den by han boede i, men han på andre tanker da Dæmonen dræbte ham.

Sariel grinte varm og forstod hans nysgerrighed. "Jeg er 187 år" svarede han koldt og ubekymret. Han så dyrisk på ham, "Jeg lever evigt" tilføjede han så og smilte. Dog kunne engle godt blive syge som mennesker men hvis man klarede sig fint kunne man komme til at leve rigtig længe.

"Aha, hm... så er jeg faktisk ældre end dig" sagde han gav ham et halv smil. "Men det må da være irriterende at kunne blive syg ligesom mennesker, ik'?" Spurgte han og så spørgerne på ham, han vil da syndtes at det ville være irriterende hvis han kunne blive syg ligesom menneske.

Sariel grinte en smule, "Hvor gammel er du?" spurgte han og smilte en smule. Han sukkede en smule omkring de der sygedomme, "Så ved jeg at lever" sagde han med et dyrisk smil. Han synes at det lød kedeligt at leve livet uden at frygte noget som helst, det var hadet der drev værket.

"200 år så vidt jeg husker" svarede han og fik slukket til motorcykel, for den larmede en del, "tja, vi dæmon ka' ikke blive syge som mennesker" grinte han lidt af. Zolg så op på ham igen, "så... noget familie?" Spurgte han smilende roligt og venligt.

Sariel sukkede, "de er alle døde" sagde han med en kold stemme. Det var godt nok længe siden men han huskede det som det var igår. Al blodet og skrigende pinte han stadig i hans mareridt.

"Aha, var de endelig også engler eller det kun dig??" Spurgte han og tænkte ikke lige på om det måske var et personligt spørgsmål, men nu da de var igang, hvorfor ikke?

Sariel sukkede, hvorfor skulle han stille sådan nogle spørgsmål, var det ikke ligegyldigt? "De var også engle.." sagde han mumlende. Hvad med dig og din familie? spurgte han koldt, noget for noget ikke sandt?

"De blev dræbt på min 18års fødselsdag" svarede han måske en lidt for ligeglad tone, som han selv brød sig om, men nu var det sagt og det kunne ikke laves om på.
"Jeg dræbte dem" sagde Zolg så og så op på Sariel for at se hans reaktion.

Sariel ga store øjne da han fortalte at det var ham som havde slået dem ihjel? Hvor barbarisk! han så op og virkede vred men ville holde det inde, han kendte jo ikke historien. "hvad skete der?" spurgte han tavst og præcist. Men så lidt væk for ikke at virke for alvorlig.

"Tja... min dæmon far og menneske søster holdte min 18års fødselsdag, og min far havde glemt har give mig den selvandelige indsprøtning den dag, min dæmon brød ud og jeg blev til mit onde og ødelæggene jeg, den dag brændte og dræbte jeg min søster og far, det var den korte version" fortalte han og så op på ham med et skævt smil og ventede på hans reaktion igen.

Sariel stod og var hel måløs, han kunne slet ikke fatte at han ikke kunne styre en del af sig selv. "er du ked af det?" spurgte han og ville høre om det havde givet nogen effekt på ham i den oplevelse, hvis ikke så havde Sariel intet til overs for Zolg.

"Tja.. det var jeg vel dengang, det er så lang tid siden, så jeg kom over det" sagde han stille, han havde faktisk aldrig rigtig tænkt på om han havde været ked af det efter han havde dræbt sin far og søster begrund af en lille spørgte som hans far havde glemt at give ham.

Sariel stod måløs. Han kunne slet ikke fatte hvor modbydeligt det kunne være. Men han havde også levet længe så han var vel ikke ked af det længere. Sariel var jo også ked af det engang, men man kan jo ikke blive ved med at leve i fortiden.
"skod" var hans eneste kommentar, hvor stille flere spørgsmål når det bare var som det var.

Zolg lå stadig over sin motorcykel og havde sin hånd løftet op så han kunne se på den, for han havde antændt sin hånd med sin smaragd grønne ild og drejede hånden langsomt rundt mens han så på den dansene ild som bevægede sig rundt om hans hånd mens den pegede op af i en spidst, han havde faktisk slet ikke tændt på at Sariel måske vil blive overrasket eller bange, han kunne bare blive betaget af ildens bevægelser.

// det er et kedeligt emne xD ... kan du ikke skrive det om så der falder en komet ned eller noget xD //

//haha, skal jeg putte noget mere action i?? xD

// ja endelig xD //

//Ooog du kunne ikke selv finde på noget?? :3

// næ xD //

//dovne tøs xD
men jovh jeg ka' da godt finde på noget da du nu ikke kan xD

// smukt! XD //

Pludselig landede der en ung gut foran dem, men dog stadig lidt fra dem, han havde en eller anden form for tørklæde for munden og næse, så det var kun øjne man kunne se da han også havde en hætte over hovedet på ham, den unge gut havde helt sort kampsport tøj med et Ninja sværd bag ryggen. Han stillede sig op i hvad hans selv så som en sej position stilling, lige bag ham landede der en lidt yngre pige med samme 'udklædning' som den unge gut, men hun havde dog ikke noget våben på sig, hun stillede sig i en ligeså fjolle position som gutten.
Zolg så hen på dem og et hævet øjnbryn og havde slukket ilden om hans hånd.
Han så tilbage på Sariel, "nogen du kender?" Spurgte han lidt forvirret, de lignede mere nogle børn som skulle til fastalavn eller en halloween fest.

Sariel så lidt overrasket på gutten der pludselig dukkede op samt den unge pige. Han hævede øjenbryne og trak på skuldrene. "næh? gør du?" spurgte han og kunne ikke lige få øjne fra de to fremmede som lige pludselig skulle til at true måske. Sariel lukkede øjne og koncertrede sig. Og pludselig svævede en smule over jorden. Han brugte sin evne, han kunne ikke kun flytte ting med tankens kraft også sig selv.