Lost?

"Hold kæft.." snerrede han og borede træpinden ind i hans bryst, han fik nok af hans ord og begravede sin arm dybt inde i hans hjerte mens han kiggede på ham med tomme øjne, "Jeg er langt fra ligesom dig Daiven.." mumlede hans stille og kiggede på den mand han havde hadet igennem hele sit liv, "og som om jeg forlanger en chance, alle mine chancer var væk for længe siden!?" han borede dybere ind i hans bryst til at han kom til hjertet og lod sin arm presse længere ind mod ham så det kom igennem hans hjerte og nu ville han dø, i det sekund Neil ville passere igennem det.

Davian skreg da hans arm borede sig ind i hans hjerte men blev afløst af et ondt grin inden han langsomt begyndte at brænde op, Miu undslap et skrig fra sine ellers så sammenpresset læber, og hun styrede ind i stuen, hun ville ikke hører mere eller se mere, folk, ændrede sig bare fra det ene sekund til det andet, hvordan, hvordan kunne hun nogen sinde stole på nogen egentlig? Hvordan kunne hun nogen sinde igen tro at der var folk som var hvad hun troede de var, måske skulle hun også bare stoppe med at tro at folk var dem hun troede de var. Hun satte sig ned i sofaen og krummede sig sammen og lukkede ørerne for mere, hun var sikker på hvis hun hørte mere ville hun bare gå amok, og hun viste ikke engang hvorfor, men hun kunne bare ikke klare mere, det som Davian havde sagt havde alligevel sat sig fast i hendes nethinde og kom hele tiden frem 'Har du fortalt hende hvad du har gjort'. Hvad havde han gjort siden det havde været så vigtigt for Davian at sige det højt så hun ikke kunne undgå at hører det og Neil 'jeg gør noget for noget' reglen. Hun vuggede lidt frem og tilbage mens hun havde hænderne i håret og knugede det ind til sig. Hun bed sig hårdt i læben og blodet løb langsomt ned af hendes mundvige, hun måtte tage sid sammen, det var jo sikkert ikke så slemt som hun troede det var, var det? Han havde jo ikke, han.. Hun stoppede sin tankegang da hun viste det var umuligt for hende at tænke lige nu, nu viste hun da hvad der var sket med den eneste dreng hun virkelig viste hun havde elsket. Hun pressede øjnene hårdt i og blev ved med at bide sig hårdt i læben og blodet blev ved med at glide ned af hendes mundvige og hun kunne smage den velkendte smag af blod i hendes mund.

Neil kiggede på Daiven der nu grinte og sukkede kort med en lille hovedrysten og kiggede ned på sin hånd, han lod den blive normal og gik ud på toilettet og få den gjort ren, han gjorde det omhyggeligt for ikke at få noget på hans tøj eller svine nogen af Miu's til til. Han brummede lidt for sig og sukkede kort.
Traskede så ud af badeværelset og indtil Miu igen, han sukkede kort og satte sig hen til hende, han lod en finger glide hen over den lille blodstribe der løb fra hendes mundvige og vidste ikke helt hvad hun tænkte, han tænkte selv, og havde sikkert skræmt hende fra vid og sans, et lille suk røg ud igen, "Du må gerne spørge til det, skal nok svarer, og hvis du tror jeg lyver, vil jeg blive ret skuffet over dig Miuwe.." mumlede han stille og kiggede på hende med et alvorligt blik.

Hun vente sig om og kiggede på ham, hendes underlæbe dirrede lidt inden hun rykkede ind til ham og lagde armene om hans mave og lagde hoved ind til ham mens hun stadig havde øjnene presset hårdt sammen "hmm... jeg .. tror ikke du lyver.. jeg tror at jeg ikke længere kan stole på folk.. så i grunden er der jo noget galt med mig" mumlede hun stille og ville gerne stole på ham, og kunne faktisk ikke tro at han ikke ville fortælle hende sandheden, men et eller andet sted havde folk bare løget for hende hele hendes liv, til sidst troede man bare ikke mere. "Men.. jeg.. stoler på dig" mumlede hun og nikkede for sig selv, mest for bare selv at vise for sig selv at hun virkelig stolede på ham, som om hun skulle give sig selv lov til at kunne stole på ham. Og hvis der var nogen hun følte hun kunne stole på, så var det ham "hmm.. du sagde jo noget for noget, hvad siger du til jeg fortæller omkring de ting som er sket i mit liv, og du fortæller om de ting som der er sket i dit liv" sagde hun stille og bed sig i læben, hun kendte det godt det med at man ville have at vide fra andre noget om dem inden man åbnede op.

"Hmm... hvis du ikke længere ved om du kan stole på folk, hvordan kan du så vide at du kan stole på mig?" spurgte han stille og strøg hende lidt over håret da hun så omfavnede ham rundt om maven. Han tænkte lidt over det næste og sagde ikke noget i et lille stykke tid, men ja han ville hellere hører hendes liv først før han begyndte på sin egen, så kunne han os selv vide hvor meget han nu skulle fortælle, om han skulle fortælle lidt eller meget. En lille mumlen kom frem fra hans læber og han nikkede anerkendene til det hun sagde, "Okay..." sagde han kort og kiggede ned på hende "Men lad være med at bid dig i læben, som om du ikke allerede har nok sår på den...?" sagde han stille opgivende og adskilte hendes læbe fra tænderne med sin tommelfinger.

Hun kiggede op på ham og kunne mærke suget i maven da han skilte hendes læber fra sine tænder med sin tommelfinger, hun hævede det ene øjenbryn, den følelse havde hun ikke haft i meget lang tid, og havde faktisk helt glemt hvordan det var det føltes. Hun smilede stille og lukkede øjnene for en tid, for at give ham et ordenligt svar "Fordi.. at, den måde du bare er på, et eller andet sted, så kan man ikke lade vær med at kunne stole på dig" sagde hun så "og du er den første der nogen sinde har sagt at du ville blive skuffet hvis at jeg ikke gjorde.." mumlede hun stille og nikkede lidt, og smilede skævt og var ved at bide i sin læbe igen men stoppede sig selv "jo.. du har nok ret" sagde hun så og kløede sig i nakken mens hun så fik lyst til allerede at begynde at fortælle og ikke vente med at han ville fortælle "men når vi nu gør det sådan så.. synes jeg at jeg starter, så kan jeg jo ligesom vise jeg ståler på dig.. hvis du også stoler på mig?" sagde hun stille og kiggede væk fra ham "hmm.. når men jeg blev født under en krig, kan ikke huske hvilken krig det var, men jeg tror det var noget med nogle mennesker der blev surere på kongefamilien, og mine forældre havde været med til at hjælpe dem, da folk fandt ud af de ville de have fat i dem og henrette dem, men de nået at komme væk og jeg blev født nogle få dage efter, dog blev de allerede fundet efter en uge og taget med for at blive henrettet, den mand som henrettede dem havde altid haft noget for min mor og prøvede at overtale hende til at gå med ham så kunne han skåne hendes liv, men hun sagde at hun heller ville gifte sig med en rotte end ham, og at hun aldrig ville lade sin mand i stikken, men det hun dog ikke viste var at det bare gjorde ham så vred at de blev halshugget allerede dagen efter, og de ikke fik gjort noget med mig, jeg var da så heldig at man fandt ud af at hun havde født og af skyldfølelse tog han mig til sig, som jeg jo har fortalt, han fylgtede til Skotland og fandt en kone der og de udgav sig for at være mine rigtige forældre, ja tiden gik og han blev mere og mere sindssyg, af sorg går jeg ud fra og han prøvede så at myrde mig til sidst, hvilket sådan set også lykkes, men.. han havde nok ikke lige ventet med at jeg ville komme tilbage til live, i en engels skikkelse" hun tog en indånding og lukkede kort øjnene og tænkte lidt, nu ville hun fortælle det hele for første gang "jeg har i alle disse år sagt jeg aldrig vente tilbage, men som tiden gik vokset mit had så meget til den jeg havde troet var min far, og jeg vente tilbage en vinter aften, han var alene hjemme, også dræbte jeg ham" hun lavede et lille hulk og rystede på hoved, at hun havde kunne gøre sådan noget, det var noget af det mest forfærdelige en engel kunne gøre, men hun havde været så gal og sur på ham at hun ikke havde kunne styre det, og derfor havde hun dræbt ham, han havde bare siddet der da hun kom ind, han havde ikke sagt noget bare kigget på hende da hun rettede pistolen mod ham og trykkede på aftrækkeren, en gang, to gange, også var han død. Hun flygtede så hurtigt hun kunne og kom derefter aldrig mere tilbage, man kunne læse i avisen at han var blevet dræbt, men man opgav sagen da der var så mange mennesker som havde ønsket ham til livs, og der var ingen der gik rundt og tænkt på at datteren stadig var i live, man havde jo set hende død, og begravet hende. Hun lod langsomt sin tunge glide hen over læben og de mange sår "Siden fandt jeg dette hus og gik i iver i gang med at lave det, da jeg ikke kunne klare at være sammen med mennesker igen, jeg fandt ikke at mennesker var vær at have noget at gøre med.." hendes stemme blev lav der, hun havde virkelig haft så mange nederlag at hun ikke længere ville prøve mere "også.. mødte jeg dig" sagde hun og smilede skævt "mere.. er der vel ikke så meget at sige, og jeg ved ikke så meget om mine forældre, kun det sm jeg fandt ud af på nettet om det" afsluttede hun, det var godt endelig at kunne åbne sig igen, og det havde virkelig været noget hun havde haft brug for, et eller andet sted var det mærkeligt at man kunne følge sig så lettet over at havde sagt det til nogen, nogen man faktisk kunne ståle på, hun havde vist aldrig prøvet det for, og hvad hvis det nu viste at han ikke var det hun troede han var? Hvad hvis han efter lod hende nu fordi at hun havde gjort som hun havde gjort. Hun mærkede klumpen i halsen og næsen sved på grund af tårerne, hendes side gjorde også ondt og hun kunne ikke få vejret ordenligt hvilket hun fandt meget mærke lidt, men sådan var det jo nu engang så sagde hun pludselig "Vær sød... vær sød aldrig at lade mig forlade dig" sagde hun så og satte sig sådan at hun kunne kigge ham ind i øjnene "Jeg.. lover.. jeg vil gøre alt hvad jeg kan for altid at være her, og altid grave videre og ikke lade dig få en grund til at lukke skallen igen, men.. ikke.. lad mig svigte dig, eller give mig en god grund til at gøre det" hun var ved at bide sig selv i læben igen mens stoppede som hun havde bidt ned i den og kiggede væk og var ved at trække sig tilbage fra ham.

Han nikkede stille tænkende til det og lænede sig tilbage i sofaen mens han stadig strøg hende stille over håret, “Man er jo nød til at overbevise en person om at man stoler på vedkommende, og så os vil have at vedkommende stoler på en selv..” forklarede han og kiggede lidt ind i pejsen men kiggede så tilbage på hende da hun begyndte at fortælle noget igen, han nikkede let til det hun sagde og lod sig rive med ind i hendes fortælling omkring hendes liv. Han lyttede opmærksomt og nikkede nogle gange mens han tænkte lidt over det, med krigen og kongefamilien, men stillede ikke yderligere nogen spørgsmål omkring det, da han fandt det uacceptable bare sådan at spørger midt inde i det hele når hun nu sad og fortalte om sit liv i gennem tiden. Han lyttede med til alt det hun sagde og kunne selv forstille sig hvordan det mon måtte være for hendes forældre at være på flugt også samtidig være høj gravid og derefter føde nogle dage efter flugten, også blive fundet. Han mumlede lidt for sig selv og nikkede dog stadig til det hun sagde. Der kom et lille fnys fra ham da hun sagde det som hendes mor havde sagt, da det lod ganske komisk i hans hoved, at manden der spurgte efter at kunne få lov til at redde hende det liv som hun nu havde kært, også bare få den kolde skulder for det, det syntes han var både tappert og komisk endelig. Han kløede sig lidt i håret. Han nikkede videre til det hun sagde, og sagde ikke et eneste ord imens hun nu fortalte, hvor ville det endelig os være tarveligt af ham hvis han gjorde det når hun nu havde tilbudt det, og sagt hun stolede på ham. Han hævede det ene øjenbryn over det med skyldfølelsen, da han jo var skylden i at hun døde, hvilken skyldfølelse havde han så efter det? Tanken spillede lidt rundt inde i hans hoved mens han tænkte over det, og lyttede dog stadig med. Det kom endnu engang bag på ham at hun havde dræbt en mand, da han virkelig ikke havde troet at hun kunne finde på den slags, men nikkede kort til hende som i at det var okay at føle sådan. Og nu var det hans tur til at blive noget forbløffet over hendes pludselige reaktion med at se på ham og sige sådan noget, han smilede så meget svagt da hun skulle til at flytte sig fra ham, han strøg hende kort over håret, “Jeg vil ikke lade dig forlade mig, eller lade dig få chancen til at svigte mig, jeg vil på minde dig om det som var det et piskesmæld...” svarede han til det og smilede lidt af hende, det var store ord men dog intet at gøre ved det. Han mumlede lidt, og kiggede rundt.

Hun nikkede lidt og grinede over det han sagde mens hun bed sig i læben. "jaa" mumlede hun stille og snoede et lok af hendes hår mellem pegefingeren og langemanden, mens hun langsomt tænkt over det hun havde sagt "hmm.. jeg har været afhængig af smøger, stoffer og spiritus, med stofferne var det dog ikke så slemt det var mere spiritussen og smøgerne der var et problem, og min sygelige trang til at gøre skade på mig selv" hun grinede lidt og tog sig i det og kiggede væk "der var mange der troede jeg havde en voldelig kæreste i en tid fordi jeg mødte op med blå øjne brækket arme osv. egentlig bare fordi jeg havde gjort skade på mig selv, og til sidst kunne jeg bare ikke stoppe mere" jo mere hun begyndte at fortælle jo mere blev det svært for hende at stoppe igen, hun havde så meget inde i sig som hun kun fik ud ved at græde for sig selv, men at sidde og kunne tale med en som hun var sikker på faktisk ville lytte til hvad hun havde at sige, var en virkelig rar følelse. Hun bed sig igen i læben, hun havde det stadig med at gøre skade på sig selv da hun havde svært ved at stoppe, og en af dem var så blev at bide sig selv til blods i sin læbe hvilket var rigtig godt "jeg er mere eller mindre skizofren og kan nogen gange snakke med mig selv da jeg referer til en der hedder Oliva, den hårde side af mig selv, den side der tæsker mig med sine hård.. jeg har været udsat for incest, da jeg i en overgang.. boede hos en mand som tog sig til mig efter jeg var flygtet fra.. hospitalet" hun rystede over hele kroppen nu og rykkede lidt væk fra ham og havde ingen ide om hvorfor hun sagde alt det her nu, hun følte sig som en pige der havde for meget, og folk ville bare se hende som en person der ledte efter opmærksomhed med alt det, og hun måtte jo finde på det meste. Men det var lige netop det hun ikke ville, hun ville ikke have for meget opmærksomhed, faktisk hvis hun fik for meget opmærksomhed blev hun utryg og kunne ikke rigtig klare det, hun ville heller være alene og ikke snakke om sin fortid, faktisk var Neil den eneste person hun nogen sinde havde fortalt alt det her til og fandt det utroligt at hun overhoved åbnede sig sådan op for nogen, efter så lang tid med at indespærre sig selv "Men.. " mumlede hun og fik sit sædvanlige smil frem og tørrede sig under øjnene "Se hvor jeg er nu.. det hele.. er vel godt nu" mumlede hun stadig og lukkede øjnene mens hun holde om sig selv, hun bed sig igen hårdt i læben og kunne ikke stoppe, bare hårde og hårde mens hun prøvede at få styr på sig selv og sine følelser, han skulle også have chancen for at dele det som han havde på hjertet, hun følte lidt at hun havde talt for meget. "Nå.. jeg.." prøvede hun men gik i stå og viste ikke helt hvor hun skulle begynde eller starte mere, nu havde huns agt alle sine dybeste hemmeligheder, hun viste faktisk ikke om der var noget han ikke viste om hende nu? Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede ind i flammerne i pejsen som gnitrede så dejligt beoligene. Hun vente hoved og skævede lidt til Neil uden hun stadig ikke rigtig viste hvad hun skulle sige.

Han hævede det ene bryn af forbløffelse dog virkede det ikke helt sådan, han tænkte lidt over det, og mumlede kort og nikkede så igen, “Du har da været en del igennem må man sige…” kom det fra ham, og kiggede så lidt rundt mens et lille suk kom ud fra hans læber. Han folede sine hænder sammen og tænkte på hvad han mon selv skulle fortælle, hvad var der endelig at fortælle, det var måske ikke det med hvad der var at fortælle, det var bare mere med hvor meget han skulle fortælle af det. “Hmm…” mumlede han stille og kløede sin hage let, mens han overvejede det tænksomt og kiggede ind i ilden med et roligt blik. “Okay… da jeg var barn, var min familie meget fattig, og vi var så nød til at leve på hver sin måde for at samle nok fødevarer ind… Jeg gik hen som allerede 10årig at stjæle, det var ikke de der store ting men de små ting, faktisk stjal jeg kun brød og den slags… mest for at holde mit eget liv i gang. Men altså op omkring 13-15 års alderen mødte jeg Daiven, en ret brutal fyr efter min mening, han lovede mig altid at han ville hjælpe min familie med at komme op fra fattig grænsen, men løftet blev bare udsat, og udsat igen og igen, til sidst gad jeg ikke at spørge ind til det længere, da jeg kom op i de 16-17 år begyndte jeg at komme ind i den lille bande gruppe som Daiven havde, jeg smadrede ruder., biler, folk, dyr, alt hvad der kunne smadres ned faktisk, jeg havde på det tidspunkt ikke set at Daiven udnyttede mig, da han manglede folk til sin egen bande, men da det gik op for mig stoppede jeg så hurtigt jeg kunne, jeg begyndte at undgå Daiven, for ikke at rode mig ind i det samme endnu en gang, hmm ja, så er vi oppe omkring 18-19 år, i den tid er jeg startet på en bog, og skriver flittigt for mig, jeg snakker ind og ud med forlaget om det, og vi kommer med idéer til det næste der kan ske og så videre… Men så var jeg på vej hjem en dag, en af Daiven’s bande venner flokkes omme bag mig, og jeg er da klar over det men lader mig ikke forhaste eller lader angsten gribe over, men lige pludselig var løbet kørt, og jeg kunne intet gøre. Men ja så kom jeg her til, mødte nogle andre personer og det, fik en lejlighed, ellers ikke mere..” sluttede han af.

Hun nikkede lidt og vente nu opmærksomheden mod ham og bed sig selv i læben, hvordan det ikke måtte have været meget svært at vokse op i et miljø hvor den der var stærkest overlevede, og at Davian bare havde smadret hans drømme om at kunne hjælpe hans familie, gjorde hende så gal at hun havde lyst til at gå ned i helvede og finde Davian bare for at dræbe ham engang til, på den mest pinefulde måde hun kunne finde på. Hun lukkede øjnene og knyttede næverne ”Det.. er jeg virkelig ked af” mumlede hun stille og kiggede på ham, han virkede så cool omkring det hele, hvordan kunne han egentlig det, havde det at han kunne dræbe Davian gjorde ham mere, hvad skulle man sige nede på jorden omkring det, eller prøvede han bare at skjule hvordan han egentlig havde omkring det? Eller var han bare sådan. Hun smilede skævt ”Vi laver alle fejl i vores liv, nogen kan tilgives andre kan ikke, men det vigtigste er at tilgive os selv, for hvis vi ikke gør det, hvordan kan man så regne med at andre folk vil tilgive en?” mumlede hun stille og drak det sidste af hendes nu kolde kakao og sagde noget for sig selv inden hun satte den tilbage på boret og vente sit hoved mod Neil og der var et spørgsmål mere der rumsterede hende i hendes hoved om og om igen, det som Davian havde sagt, du har ingen chance hos hende, og han havde svaret, ’ og som om jeg forlanger en chance, alle mine chancer var væk for længe siden’ De ord blev ved med at vende tilbage mens hun tænkte over hvad han mente med det. Hun bed sig stadig i læben, men dog ikke så hårdt at hun lavede et nyt sår ”Hvad mente du med.. at du ikke forlanger en chance, fordi alle dine chancer var væk for længe siden?” spurgte hun stille og kiggede på ham med et trist blik, hun havde ikke noget imod ham, og det som Davian havde sagt passede slet ikke, hvis der var nogen der havde en chance hos hende, så var det der helt klart Neil, hun fandt det mere omvendt, hvis der var nogen der ikke havde en chance hos den anden så var det da helt klart hende?! Hun smilede skævt til ham og vente så blikket væk fra ham og vuggede lidt frem og tilbage mens hun havde benene trykket op til sig, hun smilede skævt frem for sig og lukkede lidt øjnene, gad vide hvad klokken i det hele taget var, den måtte vel være omkring de 3-4 om morgen. Hun sukkede og lænede sig tilbage i sofaen mens hun ventede på at han ville svare.

Han trak stille på skuldrende, han tog det ikke så tungt mere det havde været omkring 80-75 år siden det hele havde fundet sted, og han kunne ikke rigtig græde, sådan havde det altid været. Han mumlede lidt og kløede sin hage lidt, hvor han skulle til at barbere sig, men havde ikke rigtig gidet, “Hmm det er ved at være længe siden..” sagde han som et svar på hendes spørgsmål som hun havde stillet inde i sit hoved, da han havde det som om han nærmest kunne se hendes spørgsmål i øjnene, “jeg tænker ikke over det mere…” tilføjede han og trak på skuldrende og kiggede lidt rundt da han hørte et nyt spørgsmål dukke op fra hendes mund af. “Hmm… jeg mente at det var fordi folk ikke gad mig, fordi de tror jeg er den kolde type… så vender de mig ryggen og derfor mister jeg mine chancer… men jeg har heller ikke bedt om nogen chancer, og måske er det os bedst hvis jeg ikke for nogen, jeg er jo et uhyre i sig selv jo..” han fnøs lidt og kløede sig lidt i håret med en tænkende mine, og kiggede lidt rundt men vendte så blikket mod hende.

Hun hævede begge øjenbryn og åbnede munden lidt mens hun tænkte over det han lige havde sagt, hvordan kunne han sige sådan noget!? Det passede jo ikke det han sagde, hun rystede på hoved og lukkede munden "hvordan kan du sige sådan noget!?" mumlede hun og kiggede væk, selvom hun ikke ville, kunne hun lade var med at blive sur over det han sagde sådan noget "Du er ikke noget uhyre.. og du er ikke nogen kold person" hun vente sig mod ham igen og satte sig over hans ben med vær knæ på vær side af ham og kiggede ham ind i øjnene "Du er ikke noget uhyre.. hører du.. og bare fordi at du ikke smiler og fortæller om dine følelser, betyder heller ikke at du er kold" hun blev ved med at forsøge at holde hans blik, og smilede skævt itl ham og blev ved med at sidde hvor hun sad, da hun på den måde kunne holde hans blik bedst muligt "Og.. jeg synes du fortjener chancer, fordi du er den person du er, og det skal du ikke ændre.. jeg kan godt lide den person du er.. og vil ikke have du ændre dig.. bare fordi at nogen folk siger du er en smule kold" hun bed igen i læben "Som du sagde da jeg sagde at alle ønsker mig død, hvorfor ville du så redde mig.. nu vil jeg spørger dig.. hvis alle vender dig ryggen... hvad laver jeg så her.. fortæller dig ting som jeg aldrig nogen sinde for havde den vildeste fantasi havde troet jeg ville fortælle nogen.. hvis der er nogen der er et uhyre så er det mig.. Jeg dræbte en syg mand bare for at få hævn over noget som ikke engang gav nogen mening når han alligevel ville dø snart.. han havde ikke særlig meget tid igen.. og alligevel.. nød jeg det øjeblik jeg trykkede på aftrækkeren og .." hun stoppede sig selv og kiggede ned og sukkede. Hun viste ikke hvad hun skulle sige, og det hun havde sagt virkede nu latterligt i hendes ører, men hun kunne ikke finde andre måde at udtrykke det hun mente om det han havde sagt, for han var virkelig ikke noget uhyre i hendes øjne, og der var intet han kunne sige som ville få hende til at ombestemme sig omkring det emne.

Han kiggede hen på hende, og forstod ikke helt hvad hun mente med det, men sukkede så bare og kiggede rundt han kiggede nu på hende, da hun satte sig op på hans ben og kiggede på ham. Han kiggede tilbage på hende igennem det tunge gardin af hår. Han lyttede til det hun sagde, og var bare stille, indtil hun ikke sagde noget mere, han trak en dyp indånding og løftede hendes hoved op med sin hånd, “Det er muligt jeg siger sådan om mig selv, men det er mit eget valg…” lod så sin hånd hvile tungt og blidt på hendes skulder, mens han kiggede på hende, han sukkede så kort og rystede på hovedet over det hun sagde om at det var hende der var et uhyre, “Du er intet uhyre bare fordi du dræber et menneske, også selvom det ikke er fair overfor den anden person er du stadig intet uhyre, jeg derimod har dræbt mange flere end hvad jeg kan bære at have på mine skuldre, jeg finder derfor heller ikke rettigheden til at kunne bære titlen engel…” han kiggede på hende, og flyttede så sin hånd og lagde armene over kors, “Og få så det der sure triste ansigt væk, det passer sig slet ikke til en køn pige som dig..” afsluttede han.

Hun kiggede op og smilede skævt over den sidste kommentar han kom med "hmm.. jeg tror ikke på du ikke fortjener at blive en engel" mumlede hun stille og lukkede det ene øje og lagde hoved lidt på skrå "Og hvis du virkelig vil tænke sådan nogle tanker om sig selv, så siger jeg bare at jeg ikke vil tro på dig, om du så har dræbt en masse mennesker, men har du måske ikke gjort de i den tro med at dine forældre og familie, skulle få det godt, har du ikke ofret dig selv for de mennesker du elskede?" sagde hun stille stadig med et lille smil på læben "Som sagt, så tror jeg på vi alle vælger vores skæbne for vi bliver til.. og sjovt nok.. så synes jeg at du fortjener at være mere engel end jeg gør" hun lagde hurtigt sin finger foran hans læber da hun var ret sikker på at han ville sige noget til det "Og.. det er noget jeg har valgt at tænke.. så derfor kan du ikke gøre noget ved det og derved pasta" grinede hun og lagde hoved lidt på skrå "Og.. jeg takkede dig aldrig for at rede mig.. hvis du ikke havde været her.. ville jeg nok havde været død nu.." sagde hun stille og kløede sig lidt i nakken og tog fingeren væk fra hans mund stadig med et lille smil på læben hun blev dog ved med at sidde på hans ben da hun faktisk sad ret godt. Hun prikkede ham lidt i maven mens hun smilede skævt. Faktisk havde hun brug for noget mere smil fra ham, eller noget mere.. hvad skulle man sige, et rare emne at snakke om, mere om ting de ikke havde snakket om, bare sådan nogle underlige ting som bare ikke gav mening at snakke om, men som var noget man kunne grine af. Hun blev langsomt ved med at drikke lidt i hans mave som faktisk var mere muskuløs end hun lige sådan havde regnet med, han så ikke ud af meget, men han havde jo nu også ind til flere gange vist at han kunne løfte hende uden problemer, men nu var det jo også sådan at engle næsten ikke vejede noget, så, det kunne også var en af de ting. Men alligevel. Hun lukkede lidt øjnene og åbnede dem så igen.

“Ja ja…” sagde han kort og himlede med øjne og kiggede lidt rundt han kiggede så på hende da hun prikkede ham på maven og forstod ikke hvorfor men tog det ikke ilde op, han forholdte sine arme i kors og tænkte videre over hvad det mon var Daiven ville her, hans tanker kredsede lidt omkring der, og han rystede så lidt på hovedet, han kiggede på hende og lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hendes ansigt, hvordan kunne Daiven i det hele taget sige at der ikke var nogen der fortjente hende, der vel nok en mand der ude, der ville tage sig af hende, passe på hende, og elske hende, det var da bare spørgsmålet om at tage imod det. Men han syntes et eller andet sted at Daiven langt fra fortjente hende, sådan som han havde behandlet hende, hvordan kunne han gøre noget så idiotisk… men på den anden side, Daiven var heller ikke til at stole på om man ville det eller ej. Roligt lænede han hovedet tilbage og slappede af, derefter lukkede han øjne og mumlede lidt kort.

Hun daskede lidt til ham da hun så at han himlede med øjnene og grinede "hmm.." mumlede hun stille og hævede det ene øjenbryn "Neil Alistar.. hvad er det lige det der skal betyde" grinede hun igen med hentyde til at han himlede med øjnene "jeg mener det.. hvis nogen der fortjener at være engel så burde det være dig.. jeg kan egentlig ikke lide alle de hyper og oppe og køre" hun rystede lidt på hoved og fattede ikke hvordan de overhoved kunne være sådan, så oppe og kører over ingen ting, man kunne også tage tingene roligt nogen gange. Hun rejste sig op fra ham og tog kopperne, og gik langsomt ind i køkkenet og hældte det ud i køkkenvasken og stillede det ind i opvaske maskinen og kiggede ud i den store pool der var når man gik igennem galleriet. Faktisk ville en måneskins badningen, som hun plejede når hun var alene, men det var ikke lige det hun havde lyst til når der var gæster på besøg. Hun rynkede brynene og tænkte nu også over hvad Davian egentlig havde lavet der, hun gik langsomt ud til hvor Neil havde dræbt ham og kunne se den fine støv der lå på gulvet. Hun knælede foran det og begyndte af en eller anden grund at rode rundt i det, men da hun rørte ved det kunne hun hører stemmer i hendes hoved. hun stoppede med det samme og stemmerne stoppede. Hun rystede på hoved og begyndte igen at rode rundt i det uden at tage notits af det, hun skulle bare finde ud af hvad han lavede. Langsomt fandt hendes fingre noget der ikke var støv, hun trak et papir op for der stod noget i. Hun folede det langsomt ud og begyndte at læse

Dear Miuwe Light..

Hun rynkede brynene og fattede ikke hvad det her skulle gå ud på, hun kiggede op og gjorde store øjnene da hun syndes hun så Davian stå foran sig og smile ondt til hende, men da hun lukkede øjnene og åbnede dem igen så hun igen der stod der. Hun kiggede igen ned på papiret og begyndte at læse videre

Jeg ved at du ikke vil tilgive mig nu, men jeg må sige at de ting jeg har gjort imod dig er jeg kede af jeg har gjort, men du skal vide jeg altid har elsket dig, og nu har jeg brug for du tilgiver mig.. jeg har brug for et sted at bo, vil du ikke nok give mig en chance for at bevise jeg virkelig fortryder det jeg har gjort.. men der er ting jeg bliver nød til at fortælle dig...

Hun stoppede med at læse da hun ikke kunne få sig selv til at læse mere, der måtte være mere end det hvorfor han ville snakke med hende, han måtte havde udspioneret hende, og den tanke kunne hun virkelig ikke tage. Hun bed sig igen i læben og kiggede op og gispede da hun så et par øjne der kiggede ind i hendes, nogle helt røde øjne der kiggede ind i hendes. Hun pressede sit hoved til bage "Du slipper ikke for mig så let" sagde en stemme der tilhørte Davian inden han forsvandt igen. Hun sad stivnet til stedet med brevet i hånden, *nej nej.. tag det nu.. REALISTISK!? Han kan ikke være tilbage* tænkte hun om og om igen, hvordan kunne han? Hun havde jo set hvordan Neil havde boret træpinden ind i hjertet på ham, men, igen der havde hun set hans røde øjne og hans stemme, eller var hun bare ved at blive sindssyg!?

Neil lo kort og over hende, og kiggede lidt rundt for at tage boligen i øjesyn da det var ved at lysne. Han mumlede lidt men sagde ikke det helt store, kiggede så efter hende da hun rejste sig op og gik ud i køkkenet, han tænkte videre over hvad Daiven havde til formål her, og hvordan mon han havde fundet frem til at hun boede her, hun havde vel ikke boet så længe til at kunne have registreret sin nye bolig, så han havde vel udspioneret hende? Han sukkede kort, endelig havde Neil jo ikke noget imod vampyrer som sådan, men det lagde måske et ekstra plus på at han var den person der havde myrdet ham, den person der havde fra taget hans ansvar for sin familie, og til sidst taget hans succes med bøger. Han mumlede lidt og kløede sig i håret, igen tænkte han over hvad han ville her, det kunne vel være fordi han ville tage flere liv, og hvor mange liv havde han mon ikke taget i en vampyr tilstand? En masse spørgsmål dukkede op, men dog alligevel forblev han inde i sin tavse mine og ikke sagde noget for højt.

Hun sad stadig lamslået og kiggede rundt, inden hun rejste sig op og kiggede rundt, nu måtte hun sq tage sig sammen, han kunne ikke være tilbage, det måtte være hende som havde været så skræmt eller oppe og kører over at han var kommet tilbage, men han kunne jo ikke genopstå efter at have fået spiret en træpind igennem hjerte. Hun kiggede rundt og krøllede papiret hun havde i hånden lettere sammen, hun kiggede over på støvet som langsomt begyndte at lave en hvirvlede rundt og derefter forsvandt det "Neil..." mumlede hun sagte så han umuligt kunne hører det inde fra stuen, mens hun bare stod og kiggede som en eller anden åndssvag blond pige som ikke lige havde fattet hvad matematik læreren prøvede at fortælle dem. Eller faktisk kunne det være en eller anden menneske som bare stod og kiggede dumt fordi man ikke lige fattede hvad der blev sagt, hvorfor man faktisk sagde at det var de blonde der var dumme. Hun rystede tanken af sig og bed sig i læben og kunne mærke en ånde ved hendes nakke og stod som stivnet da hun ikke turre vende sig i frugt for at det kunne være ham "hmm.. duften af engel blod.. virkelig synd at du skulle vise dig at være det.. gør det så meget sværrer at holde sig fra dig." Hun vente sig straks om og kiggede på et bleg ansigt, hun skreg og faldt tilbage, men da hun kiggede igen så var han væk igen, hvad skete der her!? Var hun virkelig ved at blive helt sindssyg!? "NEEEEEEEIL!" Råbte hun nu da hun ikke længere kunne lide det mere, der måtte da være en eller anden form for forklaring på hvad det hele det gik ud på og hvorfor han viste sig igen.

Han spekulerede yderligere over det, og sukkede så til sidst, det kunne være ligemeget nu, han var død, væk, borte, og ville under ingen omstændigheder vende tilbage, medmindre hans ånd selvfølgelig ville plage en resten af livet, men det burde ikke være muligt. Han brummede lidt for sig og lod sine fingre kradse hen over de få skægstubbe der var ved at plante sig frem fra hans sidste tættebarbering. Det kunne nu endelig være meget smart hvis man kunne få en form for skum som man kunne gnide ud i ansigtet også ville det tage længere tid for skægget om at komme frem? Han trak på skuldrene og fór halvt sammen da Miuwe råbte, han rejste sig og gik med hastende skridt hen til gangen og kiggede hen på hende, "Hvad er der?" spurgte han lettere bekymret og gik hen til hende, han tog hende op i sine arme og betragtede hende let.

Hun kiggede skræmt rundt og da han kom ind i gangen kiggede hun på ham og prøvede at sige noget, men kunne ikke helt få noget ud inden han kom hen til hende og tog hende ind i sine arme "jeg.. han.. jeg.." mumlede hun forvirret og kiggede rundt mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige, da hun var ret sikker på han bare ville sige at hun var sindssyg "Davian" fik hun så endelig frem og blev ved med at kigge rundt, igen kunne hun mærke den kolde onde ved hendes hals og hun kunne mærke hvordan kuldegysningerne langsomt kom fra nakken ned af ryggen og ud i finger spidserne, indtil hun begyndte at skælve. "Han.. er her stadig" hun mærkede nogle skarpe genstande mod hendes hals og hun lukkede øjnene hårdt i, også forsvandt det igen, hun vente sig om og der var ingen at ske, okay måske, var det bare en af, hans venner der legede et puds med hende, fordi de var sure over at de havde dræbt Davian? Der slog tanken hende, han var muligvis ikke alene, der var måske flere vampyrer ude i skoven, hun fløj hen og låste hoved døren, med fem forskellige låse. Hun trak vejret dybt, men nu kunne de være sådan at mens de havde siddet og snakket havde de kommet ind uden de havde hørt det, på den måde var det en dårlig ting at låse døren, hun ville låse den op igen men viste virkelig ikke mere hvad hun skulle tro på, hvad var fantasi og hvad var virkelighed!?

Han kiggede på hende med en rynken i panden og sukkede kort, måske var han blevet til en ånd, men det var da ikke helt sikkert, og på den anden side, mon dog? Han trak stille på skuldrene, og lagde sine hænder ned i sine lommer, og betragtede hende stille, han kunne ikke mærke nogen form for tung atmosfære omkring sig, den var faktisk ganske let, så det betød jo kun at der var engle tilstede, og de eneste engle der var her var jo ham og Miu, "Jeg tror du skal slappe lidt af Miu, tag en dyp indånding, det kan være du ikke vil helt af med ham endnu... så din hjerne spiller dig nogle tricks.. det sker ofte når man lige har set en man kendte dø.." Sagde han i et meget roligt tonefald, og gik hen til hende, han lagde sine hænder på hendes arme og kiggede ned på hende, da hun jo var et godt og vel pænt stykke lavere end ham, "Slap af.." tilføjede han mildt, og strøg hende roligt over armen for at kunne køle hende ned.

Hendes vejtrækning var meget oppe og kører og rallede en del, men hun kunne ikke forstå det hele. Igen kunne hun mærke den kolde ånde mod hendes hals. Og veg lidt tilbage da Neil kom hen til hende, mere fordi at hun havde for et kort øjeblik troet at det var Davian der kom gående imod hende, hun mumlede noget utydeligt på latin mens hun bed sig hårdt i læben og pressede sig op imod døren, men stoppede dog hendes underligt vejtrækning da han talte beroligende til hende og strøg hende op af armene. Hun lukkede øjnene og så ham igen "Ikke lyt til ham, jeg er her stadig.. du holder mig i live.." hun før sammen og stod som en skræmt mus presset op mod døren og igen kunne hun mærke hvordan pulsen steg op og hun ikke længere kunne kontrollerer "Hvis det er sådan.. så få ham ud af mit hoved" hvæsede hun allermest til sig selv "Skrid.. ud.. af.. mit.. hoved.." mumlede hun i et hæst og truende tonefald, mens hun kastede lidt med hoved til den ene vej mens hun åbnede sine øjnene igen og troede hun så ind i Davians røde øjne og fik så øje på hænderne der holde om hende, hun troede at det var Davian der ville have fat i hende igen, og havde totalt glemt at det havde været Neil for et øjeblik side der bare havde prøvet at berolige hende "Nej.. Davian.. slip mig!" råbte hun og prøvede at rive sig fri og flygte ind i biblioteket. Der var en hemmelig gang som hun kunne flygte ud af, hvis hun bare kunne få Davian til at slippe.

Han kiggede på hende og fattede ikke hvad der skete, hans greb blev lidt fastere og han så på hende med et blidt men dog meget alvorligt og bekymret blik "Miuwe Light, det er mig Neil... jeg vil aldrig skade dig hører du?" han snakkede dæmpet og prøvede at få hende til at vågne op fra sine tanker, om at han var Daiven, han bøjede sig ned over hende og ruskede hende let "Miu, hør på hvad jeg siger, Daiven er ikke her! Hans ånd hjemsøger dig, du er nød til at kunne drive ham ud selv!" han ville gerne hjælpe hende med det så ikke ud som om hun var til rette lagt i den sag. Han trak hende ind i sine arme så hun ikke kunne gå nogen steder, "Jeg vil aldrig sårer dig Miu, det ved du..." han prøvede på at få hende til at slappe af, og strøg hende roligt hen over håret.

"Neil" mumlede hun langsomt og tøvende og lod vær med at gøre modstand, for at kunne komme væk, hun virkede helt fortumlet og viste ikke hvad, og hvor hun var "Hvad.. hvad laver vi i.." hun kastede igen med hoved og lukkede øjnene i "som om han mener det.. igen er der for dig, alle er ude på at såre dig Miu.. du kan ikke stole på ham" Miu åbnede øjnene igen og kiggede med store øjne på ham, som nu skinnede et rødligt skær, og alligevel var der noget blåt i. "du..." hun ville have sagt du lyver, men kunne ikke få sig selv til det, men alligevel begyndte hun igen at komme væk, stemmen som havde sagt hun ikke kunne stole på nogen, så kunne denne, person som sagde han var Neil, lige så godt være Davian i forklædning!? Hun vred sig og prøvede alt hvad hun kunne at komme ud af hans greb "Ingen er der for mig.. eller er ude på at såre mig" sagde hun med en lettere metallisk stemme. Inde i sit hoved kunne hun hører en ond latter, hun blev ved med at kæmpe "Neil.... Neil er her ikke.. han.. Davian.. er her" mumlede hun i en sætning der ikke sådan udmeldbart gav nogen mening, mens hun stadig sled for at komme fri, underligt at han var så stærk, han så ikke ud som en der var stærk "Han holder ikke af dig... det gør jeg.. lad mig over tage din krop" Hun vred sig mere, men ikke for at komme væk fra Neil men nu med at få ham ud "nej.. nej.. jeg vil ikke.. du må ikke tage min.. min krop" mumlede hun hæst med sin rigtige stemme, hun kunne ikke holde fokus og var alt for svag lige nu til at skubbe Davian væk, det var egentlig som om hun kun kæmpede halvhjertet, som hun havde tænkt tidligere, hvorfor kæmpe mere, hvad skulle der være at miste. *Neil* mumlede der en stemme inde i hoved på hende *Kæmp for Neil's skyld* hun mumlede noget og hun kunne hører en ny stemme "Neil vil dig ikke, du har intet at kæmpe for" Hun var virkelig ved at gå sindssyg, hvem skulle hun tro på? Hvem var det der talte, hvem var det der holde hende?! Hun havde ingen forbindelse til hende selv mere og det var som om hun svævede i noget der ikke længere var virkelighed, men noget der var hendes underbevidsthed og sjæl der var ved at give slip på sin krop og lade en anden sjæl overtage den!? Ville hun virkelig tillade det!?

“Miu det er mig, se på mig, jeg gør dig ikke noget..” han blev ved med at snakke til hende i et håb om at hun ville vågne op, han slap hende ikke en eneste gang, selv ikke da hun prøvede at komme væk fra ham. Roligt strøg han hende over håret og trak hende lidt ud af det tætte greb om hende, og kiggede hende ind i øjne, han betragtede dem let og tænkte stille, han vidste ikke hvad der gik af hende med det måtte være noget i hendes underbevidsthed, og hvad det kunne være var han ikke sikker på. Han blev ved med at stryge hende over håret mens han kiggede på hende og vidste ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe hende, “Hvis du tror Daiven ville have holdt dig sådan efter det der lige er sket så tager du fejl..”