Lost?

Hun tog sig til hoved "Hooooold oooooooooooooooooooop!" skreg hun og rystede på hoved "jeg tror ikke på stemmer i hoved.. jeg tror på det som jeg er blevet lært.. ægte venskab holder en stærk" hun prøvede alt hvad hun kunne får at holde stemmerne ude og komme tilbage til virkeligheden men det var som at gå i mørke og det eneste hun sådan kunne høre var Neils stemme som var en del tåget i forhold til hvad hun kunne hører "Du har ingen venner, hvorfor kæmpe imod længere!?" der var det som om der var noget der sagde klik inde i hende og hun kom langsomt tilbage til den virkelig verden "jeg.. har noget at kæmpe for.. jeg har.. mit.. min.... jeg har.. Neil" mumlede hun stille og sank så sammen. Lidt efter slå hun øjnene op og kiggede lettere forvirret rundt, og derefter på Neil som holde hende ind i hans arme "Ehm" grinede hun og smilede skævt til ham "Hvad.. sker der her??" hun kiggede lidt rundt og kløede sig i nakken da hun ikke kunne huske det som der lige var sket og havde det som om hun lige var vågnet op af en eller anden drøm som man ikke kan huske hvad handlede om bare at den virkelig ikke var særlig rar. Men det underlige var at hvorfor stod de her ude? Hvorfor holde Neil om hende på den måde? Hun rynkede brynene og trak lidt på skuldrene og kiggede ned i hendes hånd hvor hun holde et brev hun ikke kunne huske hun havde haft for? Måske var det bare hende der var lidt træt eller havde slugt for meget vand.

Han slap hende i det samme hun kom til bevidsthed, “Du begyndte at råbe mit navn, også var du væk i din egen verden..” sagde han kortfattet og sukkede, han kiggede rundt, til sidst bestemte han sig for at gå tilbage til stuen med et suk, det havde vel været dumt af ham, men hvad skulle han ellers have gjort for hende, siddet og kigget på? Han anede det ikke, og lod sig bare ryste på hovedet, han lagde det ene bens ankel over det andet bens lår, og tænkte i sin egen verden mens han kiggede tænksomt ud i luften som om den havde noget yderst interessant i sig.

Hun kiggede lamslået på ham da han bare sådan slap hende og gik sin vej. Hvad var der i vejen med ham, hvorfor opførte han sig sådan lige pludseligt?? Hun bed sig i læben igen og overvejede at løbe efter ham og forlange en forklaring hvorfor han lige pludselig skulle opfører sig sådan, men i stedet valgte hun at skubbe underlæben frem, godt nok var hun meget toldmodig til mange ting, og hun ville også give ham den plads han havde brug for, men hun havde også grænser for hvor meget hun ville lade sig strække. Hun traskede lige forbi ham og gik ind i galleriet. Og nærmest smækkede døren i uden at vide hvordan hun skulle opfører sig lige nu og her, hun kunne mærke at hun godt forstod at han havde sluppet fordi hun havde grinet sådan, men så bare svare så kortfattet og derefter bare gået væk fra hende på den måde fandt hun sig virkelig ikke i, og det var en af de punkter hvor hun ikke kunne ændre sig, hvor hun kunne virke utrolig stædig, stor snuet og meget andet som hun ikke lige kunne komme i tanke om. Hun satte sig ned og begyndte at male, men det gik bare ikke særlig godt og efter noget tid op gav hun det og slog et hul igennem maleriget for at komme af med noget af vreden, som lige pludselig var steget op i hende. Hun hadet virkelig sine humørsvingninger, og ville gerne helst være foruden, men nogen gange var de dog også være meget gode. Hun sukkede og rejste sig op og gik ud til polen.

Han bed sig let i læben og mumlede lidt, mens han tænkte over det hun havde sagt, kunne hun ikke huske det? Og hvorfor smækkede hun nu med døren, han havde givet hende et svar og vidste da ikke selv hvordan han skulle beskrive situationen bedre end på den måde som han havde gjort det, han mumlede bistert, og sukkede så til sidst. Rejste sig op og mente han nok hellere måtte sige undskyld, han gik igennem galleriet men der var hun ikke, han kiggede ud af vinduet og så hun var henne ved polen, gik uden for til hende imens han lagde sine hænder ned i sine lommer, “… undskyld..” sagde han stille og kiggede ned, han stod to meter væk fra hende for at give hende plads til sin vrede.

Hun hørte galleridørens dør gå op men fortrak ikke en mine men stod bare og kiggede ud over det blanke vand, mens at man kunne se at det blev lysere og lysere i øst. Hun sukkede og lagde armene over kors mens hun ventede på han ville komme ud til hende, hun var ikke længere sur, hun var nok nærmere bare såret over den måde han bare var gået, det han havde sagt kunne hun godt leve med, men bare, den måde han havde sluppet hende på også bare gået, det havde virket så, så afvisende. Da han så endelig kom ud vente hun langsomt hoved og kiggede over på ham med det ene øjenbryn "Hvad siger du undskyld for?" spurgte hun lige ud som altid, ingen ting der blev holdt tilbage, eller hemmeligt. Ingen løgne bare sandheden, hun kunne ikke rigtig bedømme om hvad det egentlig var han sagde undskyld for, og om han overhoved viste hvorfor hun havde reageret som hun nu en gang havde gjort. Og hvorfor stod han så langt væk fra hende, som om hun enden ville være totalt ulækker at komme tættere på, eller fordi han var bange for hun ville overfalde ham med slag og spark over at han havde gjort som han havde gjort. Godt nok kunne hun have et forfærdelige temperament, men hun slå ikke bare på folk med mindre de gav hende en virkelig god grund til at gøre det, og når hun så endelig havde gjort det, fortrød hun med det samme som hun havde slået sit første slag. Hun fugtede langsomt sine læber og blev ved med at stå hvor hun stod med armene over kros uden at sige noget yderligere.

Han tænkte lidt over det og gik hen til hende, "Fordi jeg bare gik uden at give dig et ordenligt svar, og bare slap dig som var du noget der ikke kunne tages for alvor..." han sukkede stille og stod nu helt henne ved hende og lagde sine hænder på hendes skuldre, "Det er jeg ked af, og det var ikke meningen det skulle være sådan... undskyld.." tilføjede han og gav hendes skulder et lille klem, inden han trak sine hænder til sig, han vidste ikke om hun ville tage imod undskyldningen men det var vel ikke til at vide, faktisk troede han satdig at han skulle lade hende være.

Hun vente hoved og kiggede på ham og sukkede dybt "Baah" mumlede hun stille "jeg.. hmm" mumlede hun stadig og viste ikke helt hvad hun skulle sige til det, et eller andet sted havde hun lyst til at være sur på ham, men kunne ikke rigtig være det "Mere at du bare gik... ikke ar du ikke svarede ordenligt.. kan vel i grunde være lige meget.. men bare at du gik" sagde hun så stille og vente sig om og kiggede op i hans øjne, det var egentlig utroligt, hun var selv 1.92 og blev betragtet som en meget høj pige, men Neil, han var jo en dissideret kæmpe, så at sige. Hun smilede skævt "Men.. jeg kan åbenbart ikke være sur på dg. så det er i orden" grinede hun let og vente sig om, hun tog sine sko og strømper af og listede over til vandet i poolen, langsomt smørrede hun de stramme jeans bukseben op og lod dem let glide ned i det opvarmet vand, hun elskede at tage turen her i, især når det var rigtig koldt så man kunne svømme i damp på grund af at varmen fra vandet og kulden fra luften, fik det til at danne damp. Hun var noget så dårligt til det her, og viste egentlig ikke helt hvorfor, eller jo hun viste godt hvorfor, men kunne ikke forklare fænomenet. Hun sukkede lidt igen og lukkede øjnene.

Han nikkede stille og forstod det vel godt, han kiggede tilbage ind i hendes øjne, og betragtede dem stille men lod blikket glide rundt og sagde ikke så meget mere, hvad mere skulle han sige? Var der endelig mere som han skulle sige? Han sukkede kort og tænkte kort over hvad der mon nu skulle ske, han kiggede rundt endnu engang, og betragede omgivelserne ude i haven. Vidste ikke helt om han skulle sætte sig ned eller bare blive stående, han kiggede ned på hende og betragtede hende let, uden rigtig at sige noget.