Lost?

Hun sukkede lidt og krummede sig sammen da hun lige pludselig fandt sig selv i en andens drøm. Dette var ikke hendes, hun gik igennem en gyde og kiggede rundt, det var ikke nogen hyggelig drøm det her, det kunne hun med samme det sige. Hun så nogle mænd luske sig ind på en høj skikkelse der gik lidt længere fremme, inden hun kunne nå at sige noget var det allerede gået på personen, hun skynde sig at holde sig for munden for ikke at skrige, men uden for drømmen var hun begyndte at begvæge urolig på sig og lavede underlige lyde. Hun kiggede rundt efter noget hun kunne bruge med at hjælpe personen der nu var blevet overmandet. Men inden hun nået der over skiftede den over til en anden drøm, hun sad i træ huset og kiggede på en ranglet sort håret dreng der smilede skævt til hende og bøjede sig forover for at kysse hende, men drengen ændrede sig til et rør på en pistol, "JEG DRÆBER HENDE FANDMA!" råbte en mande stemme der tilhørte hendes far. Hun stod som forstenet. Han råbte det igen og igen som om han håbede på nogen ville komme og stoppe ham, men ingen kom, han trykkede på aftrækkerne og hun begyndte at skrige på grund af smerten der bredte sig i hendes hals som om der var blevet sat ild til hende.

Han vente sit hoved lidt, da han kunne se at i hans drøm gik han stille og roligt hen af gaden, hvor en gruppe unge drenge bag ham fulgte efter ham, han regnede selv bare med at de skulle samme vej som ham, man kunne da aldrig vide. Neil gik videre hen mod broen da hans hjem lå på den anden side af den, hans tempo var roligt og ganske afslappet, ingen længe blev han overmandet af den lille gruppe af drenge der kaldte ham alt muligt, og skubbede ham frem og tilbage, til sidst fik han en mave pumper og et slag over nakken så han kunne falde til jorden. Han fik knaldet ansigtet ned mod asfalten og hostede lidt af det da støvet gik ind i hans næse og mund, som medgav at det kom ned i hans lunger. Han prøvede at komme op igen, da hans hoved var meget rystet men så snart han lige var ved at komme op på benene pressede en af dem deres fod ned mod hans ryg og lagde vægt på ham så han ikke kunne komme op, det gjorde så hans ryg blev øm og at hans scener sagde knæk op til flere gange så de blev slidt hvilket ikke gjorde den hamrende smerte som han havde i sig i forvejen meget værre. Efter lidt tid hvor drengene udsendte blikke til hinanden om hvad de der næst skulle gøre, kunne han mærke en støvle hamre sig ind i hans ribben og fik endnu et knæk frem i ham, han kunne mærke hvordan smerten veg i ham, og nu var der flere støvler, næver, og læder bælter der slog mod ham, som gjorde at blå mærker, brækkede ben, og scener der blev hårdt ramt som sendte de værste smerte sendinger op til hjernen, han fik nu en fod der havde en sådan kraft ind mod hans baghoved, som slog ham helt bevidstløs. Drengene opfattede det efter noget tid, og udsendte blikke og smil, de tog den ældre dreng op i deres arme og viftede ham fra side til side i deres arme, og så... røg han ned mod vandets strøm som var omkring 16 meter væk fra den store dybe flod der kørte som en farende gepard der løb hen af savanen. Hans bevidstløse krop ramte mod vandoverfladen og blev straks rykket med sig, der kom et lille vandfald hvor han stødte sit hoved ind mod en skarp sten, der med førte til et kæmpe hul i hans hoved, og gjorde at han forbløde. Først flere dage efter opdagede et menneske hans lig der lå og flød ude på søen, og som straks ringede til politiet, men der var det jo for sent, der havde han taget afsted til et nyt liv, i en sjæle krop.

Hun begyndte at bevæge sit mere uroligt da hun kunne mærke at Neil hellere ikke havde den mest dejlige drøm man kunne tænke sig til. Hun trak vejret tungt og begyndte at skrige lavt mens hun krammede puden til sig og tårerne langsomt bevægede sig ned af hendes kinder. Inde i drømmen var hun nu faldt i jorden på grund af skuddet. Blodet strømmede ud af hendes hals mens hun ikke kunne få vejret. Men hun dødede ikke, hendes far kiggede ned på hende med et koldt og uhyggeligt blik og hun prøvede at skrige, men det hjælp ikke, der kom ikke noget lyd ud af hendes mund mere. Hele hendes hals var blevet beskadiget. Han rejste sig op og rettede igen pistolen mod hende og ramte den her gang hendes lunge, smerten fløj igennem hende og hun krympede dig mens hun rallede uhyggeligt efter vejret. hun lagde hænderne på hendes hals og kunne nu mærke hvordan hun kunne få vejret igen. Hun hæv efter vejret "Hjælp mig.. ikke dræb mig.. far.. jeg er din datter!" sagde hun med en hæs og rallende stemme, hendes problem var bare at hun ikke kun sagde tingene i drømmen men også i virkeligheden. Men faren kiggede bare tomt på hende og vente sig om, han skynde sig op af trappen og lod hende ligge der. Der gik timer, hun viste ikke hvor mange, men det gik lang tid for hun overhoved fik lov til at glide ind i bevidstløsheden og uden smerte.
Da hendes mor kom hjem og fandt hende ligge sådan i stuen skreg hendes mor, det var den værste lyd hun nogen sinde havde hørt, faren sad bare oppe i sit værelse, og havde i mellem tiden lavet det som om det så ud som selvmord. Da hun altid havde vidst tegn for at ville gøre det, men aldrig gjort det. Der blev straks ringet til ambulancen og de havde da også fået vækket hende til live igen, men da de ville operere hende havde hun gledet ud i sin anden krop og havde skyndt sig væk fra hospitalet. Aldrig vent tilbage til det sted hun var blevet født eller sin familie. Alene, ensom, fortabt?

Han vågnede bart op, og trak vejret gispende ned igennem lungerne, mens han kiggede rundt med opspillet øjne. Det hele kørte rundt i hans hoved, og han måtte lige tænke en tanke eller to igennem før han lod sig selv komme til virkeligheden, hans øjne betragtede genstandene rundt omkring ham, og i ganske få øjeblikke havde han totalt glemt sit besøg her hos Miuwe. Han gned sit øje med den frie hånd og tænkte lidt, hvorfor skulle man plages drømme, hvorfor skulle de eksistere i hans underbevidsthed?!

Hun vågnede ikke af at Neil vågnede, og vred sig i tæppet. Hun trak det over hoved og gemte sig under det stadig mens hun lå op af ham. Hun lavede flere lyde inden hun begyndte at vugge frem og tilbage. Hendes drøm ændrede sig hele tiden tilbage til at hendes far skød hende, om og om igen. Hvorfor ville det ikke stoppe!? Hvorfor skulle hun forbandes med denne viden af hendes far var psykopat og havde fået et rush af at skyde hende. Smerten skød igennem hendes krop. Folk stod nu over hendes lig og grinede af hende mens hun prøvede at få vejret og rakte hånden frem mod dem for at få hjælp. Men ingen hjælp hende. "Hjælp" mumlede hun i søvne og vred sig igen. hun sprakede ud med føden og faldt der efter ned på gulvet og vågnede med det samme med et lille skrig. Hun kiggede forvirret rundt mens hun lå dernede og kiggede rundt. Hun lagde sig ned og sukkede mens hun lagde hænderne på hendes pande og bed sig i læben, og hende som troede det snart var forbi.

Neil kiggede på hende og forstod ikke helt hvad der forgik, det kunne være en drøm, et minde, eller noget der trængte ind i hendes sind, måske en illusion? Hvem ved, han mumlede lidt og ruskede kort i hende sådan som hun lå op af ham og spurgte efter hjælp, og dog vred hun sig fra side til side og sparkede ud med benene som om hun var ved at blive angrebet, "Miuwe?" spurgte han stille med et undrende blik og gned sit ene øje, så faldt hun ned på gulvet, og han så så at hun nu var vågnet "Miuwe er du okay?" spurgte han søvnigt og med en ret kryddered stemme.

"hmm" brummede hun og vågnede mere og mere. Hun havde det sådan når hun vågnede blev hun hurtigt frisk igen. hun sukkede lidt og satte sig op og kiggede på ham med et lille smil på læben og rystede på hoved "Eh" mumlede hun stille og trak benene op til sig med et lille suk "Minderne der forvandler sig til mareridt" sagde hun stille og kom langsomt op og stå. Hun gik langsomt over til pejsen og lagde brænde ind i den så flammerne plussede op og hun lukkede lågen. Hun kiggede over på ham og opdagede han ikke just lignede den person som så ud til at have sovet særlig godt, hun trak lidt på skuldrene og bed sig i læben og gik over til en komode og trak en skuffe ud, hun fandt en masse stearinlys og satte dem rundt på gulvet og boret. Hun viste godt det var hvad folk så for romantisk, men for hende var det måde han komme ned på jorden igen. Langsomt tænde hun de små bloklys, de meget høje og tygge, og de tynde stearinlys. Hun traskede ud i køkkenet for at få noget at drikke. Hun kiggede lidt på Neil og tog nogle glas ud og varmede noget kakao op og noget flødeskum inden hun gik tilbage til ham med et lille smil, hun satte dem på det store firkantet egetræs bord og satte sig i sofaen og slog tæppet omkring sig ".. men det er vel sådan at man ikke sådan kommer sig over at ens far dræber en" mumlede hun stille og kiggede ned i boret og rynkede brynene.

Han kiggede på hende imens hun gjorde alle disse mange ting, på kort tid, det syntes han nu, og mumlede lidt. Neil var et utrolig dårligt morgenmenneske, han kunne virkelig ikke klarer at stå tidligt op morgen, han elskede at sove længe, det var faktisk en af de få ting han godt kunne lide. Et lille grynt kom fra ham da hun begyndte at fortælle, og nikkede dog til det hun sagde "Hmm... det gør mig ondt.." mumlede han så kort, og lænede sig tilbage i sofaen så ryggen gav et knæk fra sig, han lukkede øjne og kunne mærke hvordan søvnen begyndte at komme tilbage.

Hun betraktede ham lidt og bed sig i læben da det gik op for hende hun faktisk havde sagt det til nogen, på en måde. Hun sukkede og tog fat i hanken på koppen og drak lidt af den. Hendes blik flækkede lidt rundt og inden hun lukkede dem igen for en tid, billede kom frem igen, men bare ikke billede af hendes far, men billede af en dreng blive slået ned. Hun rystede på hoved og ville ikke tænke på den del af den nye drøm, hun måtte helt klart stoppe med at læse alle de aviser omkring hendes ven der var blevet myrdet. Hun kiggede på ham igen og kunne et eller andet sted godt se visse ligheder når han smilede. Men hun rystede hurtigt tanken fra sig igen, sandsynligheden for at han kunne være den dreng hun havde kendt som lille ville bare være for usandsynlig. Da hun kunne se han var ved at falde i søvn igen åbnede hun langsomt munden "bare sov" sagde hun stille og smilede blidt til ham, hun rejste sig væk fra sofaen og satte sig over i stålen der var lige ved siden af sofaen så han kunne lægge sig helt ned i den og sove mere behageligt.

Han tænkte lidt og overvejede om han skulle fortælle om hans drøm, eller rettere fortid, måske ville det bedste ord for det være, tidligere liv, han sukkede kort og kløede sig i håret. "Tjo... hm... jeg er ikke rigtig træt mere.." sagde han stille og kløede sig i håret mens han tænkte over det. "Hmm.. vil du hører omkring det jeg mente om Minderne?" spurgte han stille og kiggede ud af vinduet, mens han snakkede, han vidste ikke hvad hun ville sige til det være forbløffet, eller hvilken reaktion hun nu end kunne frembringe sig.

Hun kiggede forbløffet på ham og åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud. hun kløede sig i nakken og nikkede så "Ja.. det vil jeg gerne" sagde hun stadig lettere forbløffet og valgte at sætte sig over til ham i sofaen og trak benene op så hun sad lidt som en havfrue, men benene foldet til den ene side. Hun kunne ikke lade vær med at være forbløffet over at han lige pludselig ville fortælle hende ting, hun havde jo ingen anelse om hvad han havde tænkt sig at sige, men det lød som om han var ved at åbne sig op for hende, hvilket hun ikke havde troet han ville gøre allerede nu, hun havde faktisk troede at hun skulle bruge meget mere tid på at kunne grave sig ind i skallen meget dybere endnu, men det havde hun åbenbart fejlvurderet? Hun trak tæppet omkring sig og kiggede på ham som om hun ventede på han ville fortælle hende en eller anden form for eventyr historie. Men sikkert ikke noget han var, men hun kunne ikke gøre for at hun lige nu var virkelig spændt på hvad han ville sige til hende, hun ville lade ham tale ud uden at sige noget. Hun lukkede øjende lidt og åbnede dem så igen.

"Hmm.." sagde han tænkende og vidste ikke helt hvor han skulle begynde nu. "Tjo, jeg var på vej hjem efter at have været over ved et forlager, for at arbejde med en ny bog. Eftersom jeg boede i den anden ende af byen og var nød til at gå over af bro, som adskiller byen i to halvdele, øst og vest, bemærker jeg at en gruppe drenge på nok omkring min døds alder, vil jeg nok mene de var omkring de 17-20 år. Men altså denne lille bande gruppe mandede sig op foran mig, og sendte mig i gulvet, de slog og sparkede til mig, dette gør de i et godt stykke tid, jeg vil slet ikke nævne minutterne på det..." han sukkede stille og kløede sig i håret, "Men efter de havde tævet løs på mig med deres fødder, syntes de lige at de ville have lænker og læderbælter frem, de slog mig ned med dem, og flere af mine knogler var brækkede, dermed fik jeg et hårdt slag med en fod om bag i baghovedet.." forklarede han og pegede på stedet i baghovedet "Det fik mig til at besvime, det opfattede banden så efter noget tid, og hev mig op. De kastede mig ud over en flod hvor jeg så fik lov til flyde afsted med strømmen, floden havde så nogle små vandfald og i et af dem, fik jeg hovedet hamret ind i en spids sten lige ved panden..." Han pegede nu på stedet ved panden og trak så på skuldrende, "Det medførte så til min død... og jeg blev først fundet efter adskillige dage af en gammel bonde." Han trak endnu engang på skuldrende, og vidste ikke hvad han mere skulle fortælle.

Hun kiggede lamslået på ham og åbnede munden lidt og lukkede den så igen. Hun tog sig til kinderne, det kunne bare ikke passe. Hun skyndte sig over til aviserne og var fuldstændig ligeglad med hun havde lagt dem i ordenlig række følge og fandt den avis hvor der omhandlede mordet som hun troede var hans ven, men efter hvad han lige havde fortalt, så. Nej, nej det kunne bare ikke passe. Hun satte sig ned og kunne mærke hvordan tårerne trillede ned af hendes kinder, det havde været Neil!? Ikke hendes ven, vennen, havde været.. den som hun havde fået af vide af politiet, der havde været to mulige forklaringer på hvem han var, en bandeleder eller et offer. Hun vente sig om og kiggede på Neil og gik langsomt over til ham og trak vejret dybt ned i sine lunger "Jeg.." mumlede hun stille og bed sig hårdt i læben "jeg.." hun prøvede igen, at hun kendte den mand som havde gjort sådan noget forfærdeligt imod ham, var bare udholdeligt, den mand som hun havde elsket, den eneste drenge hun nogen sinde havde troet hun kunne stole på, var bare, en, en morder!? Hun krammede avisen ind til sig ""det er jeg virkelig ked af at høre.." mumlede hun stille og tog en dyb indånding og følte hun skulle fortælle lidt mere om sig selv "Jeg.. vil fortælle dig hvorfor jeg opfører mig som jeg gør lige nu, men først tror jeg at, jeg bliver nød til at starte med begyndelsen" hun kiggede lidt ned og rakte ham avisen hvor der stod med store bogstaver på forsiden 'mand i 19 års alderen fundet myrdet i kanten af søen' "Jeg kom til verden under en krig blandt det land jeg kom fra og et andet land, mine forældre var flygtninge og flygtede fra deres land, da jeg var ganske lille, og kan ikke huske dette blev mine forældre dræbt af en mand kaldet Yousri Akhon" sagde hun meget stille "Eller rettere de blev henrettet fordi at de havde solgt ting til fjenden, da bødlen Yousri fandt ud af at de havde en datter, mig, fortrød han sin handling og tog sig i al hemmelighed af mig, han flyttede væk med mig, og tog til Skotland hvor han giftede sig med en dame som sidenhen blev min mor, jeg troede på den historie de gav mig med at de var mine rigtige forældre, men jeg måtte hurtigt indse at dette ikke var rigtigt.." hun trak igen vejret dybt og legede med et lok af hendes hår "Da jeg lige var fyldt 18 begyndte min såkaldte far at blive mere og mere sindssyg, han begyndte at kalde mig Jean, og ikke Miuwe, jeg viste ikke hvor navnet Jean kom fra, og efter noget tid begyndte jeg at lede efter navnet og fandt hende og min far, jeg fandt senere ud af at det var mine rigtige forældre, en uge efter jeg fyldte 19 var jeg i garagen og lavede på min bil da min far kom ind med et vildt blik i øjnene og pegede på mig med hans pistol mens han råbte "Jeg dræber hende, JEG DRÆBER HENDE!", jeg var som forstenet, jeg kunne ingen ting, og inden jeg viste af det lå jeg jorden mens blodet fosset ud af mig, han skød mig 4 gange forskellige steder, men det var ikke nok til at han dræbte mig, han lagde mig ind i stuen og fik det hele til at ligne selvmord, gjorde rent i garagen og da min mor kom hjem nok 3 timer efter var jeg stadig i live, men besvimede da hun ringede efter ambulancen, de vækkede mig op igen i ambulance, men når man har 2 skyd sår i halsen og 3 i lungerne, er det meget svært at få ordenligt luft, hvis overhoved" hun kløede sig lidt i nakken og kunne mærke hvordan hun fik det bedre med at fortælle alt det her. Hun smilede skævt "men .. det var egentlig slet ikke det jeg ville sige, mens jeg boede i Skotland.. kendte jeg en dreng som hed Davian, og han.. forsvandt en dag da jeg var 17, jeg har været.. syg med tanken om at finde ud af hvad der skete med ham.. men" hun sank en klump og lukkede øjnene da hun kunne mærke at hendes øjne blev sløret af tårerne "Jeg troede.. han var den dreng.. som blev myrdet.. men det var det slet ikke.. det var dig.. og han.. han.. var morderen" hun spottede det sidste ord ud og kunne slet ikke begribe at den hun havde stolet på var sådan en fyr!? Hun ville ikke, men måtte "Jeg er så ked af det, jeg har drømt en drøm mange gange hvor jeg gå i en gyde og ser en dreng blive overfaldet, jeg ville så gerne hjælpe ham, men kunne aldrig, i dag var første gang siden jeg fandt ud af han var blevet myrdet jeg havde den igen, men så tydeligt, for så jeg bare ham ligge på bunden af søen inden jeg så min egen død" hun rystede kraftigt på hoved "Også.. er han bare en morder.. en morder der tog et liv fra dig, som ikke var retfærdigt" hun viste ikke hvor det hele kom fra, men hun var bare så chokeret og ked af det, og alt og mest sur over hun ikke havde gjort hvad hendes hjerte havde sagt.

Han kiggede på hende med et undrende blik og forstod ikke hendes pludselige lamslåelse, han tænkte lidt og gabte kort mens han nynnede lidt for sig selv, der var vel nok noget hun var kommet i tanke om, hvem ved? Han kiggede lidt rundt og ventede på at hun ville komme tilbage, det var måske vigtig, og noget som hun skulle huske til en eller anden gang, hvad kunne han vide? Roligt ventede han som var det en naturlig ting i livet, han var yderst tåldmodig til tider, men nogen gange blev han bare det mest utrolige utåldmodigste menneske der nogen sinde havde eksisteret. Han kiggede nu tilbage på hende da hun begyndte at stamme og rynkede panden over det, det hvade han ikke hørt fra hende før nu, men lod det ligge som var det ingenting. Han ventede så bare på at hun fik taget sig sammen og kunne fortælle ham hvorfor og hvad der gjorde at hendes reaktion var sådan, han kiggede på avisen og tog den, han vel nok regnet med det var kommet i avisen men kunne ikke helt forstå hvorfor det var et sådan stort problem omkring det, han mente nu det var meget normalt, og sukkede så kort og lagde avisen fra sig mens han vendte sit blik mod hende, og betragtede hende i mens hun talte han nikkede lidt, og lagde sit ene bens ankel op på det andet bens lår, og lod sine fingre tromme på de sorte cowboybukser mens hun snakkede, han lyttede og afbrød hende ikke en eneste gang. Han kiggede lidt tænkende hen mod flammerne mens han lyttede til det hun sagde, han hævede så begge øjenbryn og pustede alt den luft han havde i sig ud, "Jeg er ked af det med din familie, og den tragedie du har været igennem. Hvad angår det med din ven, ved jeg ikke hvad jeg skal sige til..?" sagde han så og trak lidt på skuldrende, "Men det er fortid og intet at gøre ved det.." sagde han så og kiggede tilbage på hende.

Hun mumlede noget og for så op og rev avisen til sig og smed det ind i flammerne, hun løb ud til de andre og tog dem alle med ind og mens tårerne trillede ned af hendes kinder smed hun en efter end aviserne ind i flammerne hvor de blev ædt op "Svin.. den eneste mand jeg nogen sinde stolede på, han lovede.. jeg kunne have stoppet det" ud over det kom der en masse æder og forbandelser ud af hendes mund, hun hade ham, hun hadet ham, hadet ham hadet ham! Hun sputtede ordene ud "Jeg siger det fordi.. fordi.. jeg kan vældig godt lide dig.. og vide at man troede nogen var noget og viste sig at være en bloody morder, der ikke er til at stole på, hvad blev der er af hans, vi stoler på hinanden og vi skal altid være sammen, næste dag er han fandma væk!?" hun blev ved med at rase mens hun smed aviserne ind i flammerne, her skinnede hendes personlighed virkelig frem, at hun virkelig tog at man sagde sandheden meget højt. Man skulle sige sandheden, og nu var det hende klart at han havde løget og ikke sagt det han virkelig mente, hun havde aldrig været noget for ham, hun havde aldrig været noget for nogen, bare en horeunge der var blevet født uden for ægteskab, en person ingen kunne elske, ingen ville være sammen med eller kunne lide. "Jeg er bare en som alle ønsker at se død.." sagde hun og smed den sidste avis ind i flammerne og kiggede der ind mens tårerne gled ned af hendes kinder "Undskyld.. jeg er bare.. så... så sur over.. at han gjorde det imod dig" mumlede hun og kiggede på ham mens tårerne tog til, hun kunne ikke styre det mere, egentlig var hun helt ligeglad med sig selv, men det han havde fortalt havde bare fået hende til at åbne øjnene, hvilket hun et eller andet sted var meget glad for.

Han kiggede på hende og rejste sig op, gik stille hen til hende og lukkede lågen for hende så ilden ikke ville tage fat i hendes tøj. Han rettede sig så op, og trak hende ind et varmt og trøstende kram, han var fuldkommen ligeglad med sig selv, han var ikke ked af det, på nogen måde, det var hende der var det, og lige nu virkede det som om at hun havde en som hun muligvis kunne stole på ved sig, han strøg hende over håret og vuggede hende lidt "Du er bestemt ikke hadet, hvis jeg ønskede du skulle dø, havde jeg nok ladet dig ligge nede på bunden af søen ikke?" han sukkede stille og strøg hende forsat over håret, og tænkte lidt over det, han brude i grunden være skide sur, og opsøge denne drengs grav, grave ham op fra den, og brænde hans lig med satans tegn, men det gjorde han ikke, og hvad ville det endelig ændre på det der var sket for mange år siden, omkring 82 år siden ca. Hvilke ting ville det ændre for hans vedkommende? Ingenting, han ville måske føle sig tilfredsstillet over at kunne gøre noget mod ham, nu hvor han havde gjort noget mod ham selv, men det var jo fortid nu og han var slet ikke interesseret i hævngerrige tanker, han tog tingene stille og roligt, og gjorde ikke yderligere skade på folk hvis de gjorde skade på dem.

Hun havde ikke forventet at han gjorde det som han gjorde. Hun gispede lidt da han trak hende ind til sig. Men hun vred sig ikke væk men tårerne fik fri løb mens hun pressede sig ind til ham som om han var det eneste der kunne holde hende i live, som om han var det sidste håb og hvis hun gav slip ville hun falde fra hinanden "Men.." mumlede hun og kunne slet ikke sige noget, hvorfor havde han i det hele taget gjort det, hvorfor havde han i det hele taget sprunget i efter hende og redet hende, og derefter brugt så mange kræfter på at få hende tilbage til livet "Hvorfor" mumlede hun så stille og lagde hoved ind mod hans bryst og prøvede at få kontrol over hendes følelser men det virkede bare ikke. Hun havde ikke fået sådan et kram i meget, meget lang tid, havde hun overhoved fået sådan et kram "Tak.. tak.. fordi at du faktisk krammer mig" mumlede hun så og kunne mærke at tårerne igen kom mens alle minderne vældede op i hende igen og hun klamrede sig ind til ham "jeg giver aldrig slip nu" prøvede hun og grinede lidt, da hun gerne ville have den dumme dårlige stemning væk, selvom det var svært når hun ikke kunne lade vær med at græde. hun var ikke helt sikker på om det var glæden eller sorgen der gjorde hun ikke kunne lade vær. Glæden for at han virkelig var en ven og ikke skubbede hende væk, og hun rent faktisk havde en hun kunne ståle på, eller sorgen over den måde hendes venner havde været overfor hende på, og det med hendes den gang bedsteven, det han havde gjort. Men det var fortid nu, hun var nød til at se fremad, på en eller anden måde, det måtte da være muligt? Hun sukkede lidt og lukkede øjnene mens hun stadig lå ind til ham.

Han gættede sig frem til hvad hun mente omkring 'hvorfor..' han sukkede kort og hun forlangte vel at vide hvorfor "Er træt af at folk forsvinder ud af mine hænder..." forklarede han med en mumlende stemme og tænkte lidt mens han forsatte med at stryge hende hen over håret. Han gav et lille brum fra sig da hun takkede for at han krammede hende og rystede kort på hovedet som i at det ikke var noget at takke for, men smilede stille da hun begyndte at klamre sig fat til ham, "Det går vel nok, må vel bare finde en måde at kunne klæde om så.." små lo han lidt og kiggede frem for sig.

Hun grinede lidt og slap langsomt sit tag og prikkede ham på næsen "Det kunne du lide var!?" grinede hun og rakte tunge af ham og tog sine arme til sig men flyttede dog ikke sin krop væk fra ham da hun godt kunne lide at have ham tæt på. Hun sukkede lidt og kløede sig i nakken mens hun tænkte lidt over denne pludselig nærhed han viste og de var gået fra et meget alvorligt emne til at sidde her og pjatte. et lille smil sneg sig helt op i den ene mundvige og hendes smilehul kom frem. Hun kiggede lidt rundt hvordan lyset langsomt brændt og man kunne hører den knitrende lyd fra pejsen. Hun lukkede øjnene og lagde sit hoved ind til hans brystkasse.

Han åndede ganske roligt ud og små lo lidt af hendes bemærkning "Sikkert..." sagde han bare og tænkte stille over det, i grunden var han meget ligeglad og tog det ikke specielt ilde op. Han kiggede hen på væggen hvor flammernes glans dansede op af, han betragtede det stille, og slap hende så inden længe men blev dog stående i sin egen tænkende verden, mens han kiggede frem for sig, han var sådan set helt stille, og ikke just snakkelig lige nu, men faktisk kunne han godt lide denne tavse stilhed i mellem dem, han smilede svagt af at hun lænede sit hoved ind mod hans brystkasse og sagde ikke noget til det. Han strøg hende endnu en gang kort over håret, og lod igen sine hænder falde ned langs hans side.

Hun grinede selv og rystede på hoved af dem og trak sit hoved tilbage og gik langsomt over til boret og tog sin kakao kop og skulle til at drikke af den da hun hørte nogen banke på døren. Hun rynkede brynene og kiggede lidt på Neil, hvad var det også for en tid at komme på? Hun bed sig i læben og gik ud i entreen og tændte lyset for at kunne se bedre. Hun gik langsomt over til døren og åbnede den, og kiggede ud i mørket og så nogle råde øjne, hun skreg og smækkede døren i og rystede over det hele, de øjne tilhørte en vampyr, hvad lavede den vampyr her!? Men da det igen bankede på døren ”Miu..luk op!?” Hun stivnede den stemme kendte hun alt for godt, hun åbnede døren og stirrede på skikkelsen, ”Hva… Hvad laver du her Davian” sagde hun med en kold stemme og kunne slet ikke fatte at han stod der og kiggede på hende, i live. ”Sikke en velkomst til en gammel ven?” grinede han og maste sig ind så han stod i gangen med hende ikke særlig langt fra hende. Han kiggede på hende og lukkede øjnene og snusede til hende, det fik hende til at få kuldegysninger hele vejen igennem hendes krop ”Du.. er ikke min ven” mumlede hun og begyndte at skubbe ham ud af døren igen ”Jeg vil aldrig se dig igen.. og du skal aldrig.. aldrig nogen sinde opsøge mig igen.. gid du måtte brænde op!” hun skubbede nu af alt kraft men han rykkede sig ikke ud af stedet i stedet tog hans hendes håndled mellem hans hænder og hun kunne mærke at de sagde knæ ”Slip.. SLIP MIG!?” Råbte hun og glemte helt at Neil var i det andet rum ”Kommer her.. tror du bare kan vade ind.. DU LØG! Og nu kan du skride af helvedes til! Jeg finder mig ikke i alt Davian og du burde vide dette” Råbte hun og prøvede at rive sig ud af hans greb man det gjorde bare at grebet om hendes hånd og kiggede hende ind i øjnene ”Hvad taler du om Miu” mumlede han og lagde sig ind over hende og nussede til hendes hals, hun stivnede og viste nu hvad hun havde gjort, han var virkelig en vampyr, en morder og en vampyr ”Morder” hvæsede hun ”Tænk at du kunne blive sådan en lille mide.. et ukast, en der skulle dræbe en uskyldig man som aldrig havde gjort dig noget!.. MORDER” Hun prøvede igen at komme fri men han pressede hende op af væggen ”Pas du på hvad du siger lille Miu… godt nok er du nu en engel.. men du er lige så svag som du altid har været.. og jeg er meget stærkere” han lo ondt og havde nok heller ikke opdaget a der var tilstede værelse af en anden engel og havde kun øje for hende

Neil kiggede på Miu og trak lidt på skuldrende, da det vel var meget normalt, eller måske ikke ligefrem normalt, men man kunne jo ikke vide hvad der kom til en på disse kanter, og slet ikke på tidspunkterne. Han hørte på at Miu begyndte at hvæse af den nyankommen og hævede det ene bryn af undring, hvad mon der kunne forgå lige nu, han kunne mærke at atmosfæren skiftede fra at være let til en mellem tung luft, det måtte betyde at det var en vampyr, og eftersom alle vel nok vidste var Vampyrer blodtørstige og kunne stort set ikke holde sine tænder for sig selv. Han gik roligt ud på gangen og så på det der forgik mens han overlyttede samtalen, til sidst blev det for meget for ham at han gik hen til vampyren og slyngede ham væk fra Miuwe, han pressede ham op af den modsatte væk, og klemte en tommelfinger mod dets strube, “Hold dig væk fra hende…” sagde han med en dyb stemme og formede sin hånd om til en tyk og solid træpæl, han holdt sin arm frem parat til at stikke den i ham, han kunne jo os bare have taget noget vievand, men han gad sq da ikke tage hele vejen ned til kirken og finde noget.

Hun faldt ned til på gulvet da Davian lige pludselig blev flyttet fra hende mens hun hørte Neil sige noget, hun kiggede sløret på ham og havde lyst til at lægge sig ned og sove. Der var morderen af Neil og han havde ikke dræbt ham endnu, hvis det havde været hende havde han ikke fået lov til at leve særlig længe, faktisk havde hun nok dræbt ham med det samme. Men Davian kiggede bare på Neil ”Well well.. se hvem vi har her, drengen der stak sin næse lidt for langt ind i ting.. nå så i to er sammen” spurgte han og kiggede frem og tilbage på dem med det stadige uhyggelige smil på læben, hvordan kunne han være så rolig. Hun rejste sig langsomt op og kiggede ned på Neils arm der nu var en træ kæp. ”Nå.. så hun ved omkring alle de ting du har gjort siden du er her?? Eller har du fortiet den tid hvor du var lige så slem som jeg var” sagde Davian og kiggede på Neil stadig med det smil der fik Miuwe til at ryste og kunne stadig ikke få et ord frem, hvad mente han, Neil havde da aldrig været så slem som ham, hvad skete der her, hvorfor var det hele så forvirrende. Hun tog sig til halsen og bed sig hårdt i læben mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige eller gøre, men der kom bare ikke noget til hendes hoved som hun kunne udtrykke gennem sprog. Der var godt nok en masse spørgsmål og hun fattede virkelig ikke hvor Davian ville hen med alt det her.

Han kiggede fast på ham stadig med et fast om hans strube, og fortrak ikke en mine i et godt stykke tid, "Nej jeg har ikke fortalt hende det, og jeg siger ikke noget før jeg får noget for det.." sagde han kort uden at vende blikket fra ham, "og jeg kan umuligt være lige så slem som dig, jeg mener, du er en ussel vampyr! Hvem af os er det lige folk ser mest op til?!" Han lagde let træpinden mod hans bryst lige ud for hjertet og var parat til at borer sin arm ind i ham, da hans hånd jo var selve træpinden. Han kiggede ikke tilbage på Miu men ville heller ikke i dette øjeblik, og var godt tilfreds med at holde denne mands øjenkontakt, "Du havde ingen grund overhovedet til at slå mig ihjel! Jeg havde droppet de sager for længe siden og begyndte at skrive i stedet for, men det skulle du lige ødelægge!" han snakkede med en dæmpet men hård tone.

Hun sank en klump og trak sig tilbage, hun viste virkelig ikke hvad hun skulle sige, hvad forgik der her? Var Neil.. hun fattede det virkelig ikke hvad der foregik her, og ville heller ikke. Hun bed sig hårdt i læben og prøvede at holde de ord der farede rundt i hendes hoved inde hos sig selv i stedet for at sige det. "hmm.. du troede det hele bare var noget man kunne komme ud af når man først er inde, så svigter man ikke, eller gøre det surt for de andre, og du var så dum at tro at du bare fordi du var kommet videre kunne slippe for den straf du viste du ville få" grinede han "Du fik lige præcis det du fortjente og det ved du, og hende" han nikkede over mod Miu, som kiggede vredt på ham men alligevel væg for hans blik inden han vente det tilbage mod Neil "Hende vil du aldrig få, ikke en som dig, en som dig vil aldrig nogen sinde en chance hos en pige som hende, hende som man sagde var godheden selv" han kiggede direkte ind i Neils øjne og var ikke bange for at han havde træpinden ved sit bryst, faktisk så han ud som om han i det store og hele var virkelig ligeglad med at han kunne dø lige om lidt. "Og hvad er det du venter på Neil!?" grinede han så man kunne se hans hvide spidse tænder "Venter du på at jeg lægger mig ned på knæ og bedre dig om nåde, og at du skal tilgive mig for at jeg var den der smed dig i søen, for det vil aldrig nogen sinde ske" med et blev Davians blik mere ondt og alvorligt "Og jeg ønskede at se dig rådne op, som den forfærder du var.. skrive bøger" fnyste han som om det var det værste bandeord man kunne sige. Hun stod bare og stirrede på dem og kunne slet ikke kapere hvad det hele gik ud på.