Der må være en vej uden om?

Ethan så udtryksløst på ham. Selvfølgelig kunne han bare gå igen, men et eller andet holdt ham fast. ".. Hvem var det så, der slog dig?" Hans stemme var pludselig blevet blidt og forstående, hvilket selv overraskede ham selv. Han bed sig i underlæben, hvilket var blevet en dårlig vane for ham, når han blev fortvivlet.

Austin så tænksomt ned i asfalten, men rejste sig så uden at svare og begyndte at gå, han vidste at det ville være svært for ham at lyve, men han kunne ikke fortælle det og følte den eneste udvej var at gå.

Ethan stod alene tilbage, efterladt.. Forundret? Han havde en grund til at skulle følge efter drengen, men alligevel ville han ikke lade ham ødelægge hans nat, når den nu lige var begyndt. "Hey!" Ethan satte farten op og fulgte hurtigt efter ham. "Hey hey hey hey.. Du har stadig ikke fortalt mig dit navn?" Han rakte ud for at tage fat i drengens arm, men tøvede så, da han kom i tanke om hans blå mærker.

Austin fortsatte kort men kunne ikke få sig selv til bare at gå når han ville have ham til at stoppe, han var opdraget til at høre efter lige meget hvad det var for en ordre, så Han stoppede så stille op og så på ham "Jeg hedder Austin .. " Sagde han så i et suk og vidste egentlig heller ikke hvor han skulle gå hen hvis det var han var fortsat?.

Ethan smilede kort og nikkede bekræftende. "Burde du ikke få det der undersøgt? Der kunne gå betændelse i det.." spurgte han og viftede afværgende i retning af Austin's rifter. Egentlig kunne Ethan godt selv undersøge det, da det ikke så ud til at være de største skræmmer, men han gad ikke at skulle til at rende rundt og lege sygeplejerske, når han havde fri - det var jo det han gjorde, når han var på arbejde.

Austin rystede på hovedet "Jeg skal i hvert fald ikke på skadestuen eller ligne .." sagde han helt bestemt, han var ikke meget for sådan nogle steder med nåle og læger, folk der spurgte om alt for mange ting, godt nok gjore det lidt ondt men det var hvist noget han godt liige kunne holde til indtil det gik over.

"Bare for at være på den sikre side.." mumlede han lavmælt, men havde i forvejen regnet med at få det svar. Ethan kløede sig lidt på halsen; for hans skyld kunne der bare gå betændelse i Austin's sår, så han kunne rådne op indenfra - det ville bare gøre det hele meget nemmere for Ethan. "Har du så tænkt dig at tage hjem? - Cuz' it's gettin' dark.."

Austin stod kort og tænkte på hvad han skulle svare, for han havde egentlig ikke liiige tænkt sig at tage hjem, han ville nok gå hen på legepladsen eller ned i skoven måske?, Han trak kort på skuldern "det ved jeg ikke .. " Sagde han så og skulle nok først lige hente sit skateboard derhjemme også smutte et sted hen han kunne være natten over.

Ethan fornemmede, at Austin havde lidt svært ved at svare på spørgsmålet, og han ville sikkert lyve, hvis han sagde, at alt var helt fint. "Men i hvert fald ved jeg, at du vil være i stor knibe, hvis den forkerte får øje på dig helt alene i mørket!" sagde han og lo lavmælt for sig selv. Han vidste godt, det ikke var særligt sjovt ud fra drenges synspunkt, men han kunne ikke lade være.

Han trak kort på skuldern "Alt andet er bedre end at tage hjem .." sagde han så og så på ham "Og hvad gør det at jeg bliver overfaldet? .. Er du ikke ligeglad?" Spurgte han så og undrede sig stadig over at han endnu ikke var smuttet fra ham, selvom det nu var meget rart at snakke med nogen.

Ethan fnøs kort over det, Austin sagde. "Tror du, jeg bare er typen, der elsker at lade andre mennesker i stikken?!" sagde han og slog ud med armene, indtil det gik op for ham, hvor meget han overdrev, og sænkede derfor armene igen. "Jeg reddede dig ligesom fra den betjent," tilføjede han med et let smil. Ethan elskede at minde sig selv om, hvor helte agtig han egentlig var.

Austin så på ham og sukked endnu en gang "Men .. Jeg .. Nej lige meget .. Tak igen" sagde han så og smilte svagt, selvom han stadig ikke var sikker på hvorfor han blev, lod han det ligge og ville ikke lade sit hoved fylde med det "skal du ikke selv hjem?" Spurgte han så.

Ethan så spørgende på ham og skulle lige til at svare, at natten jo først lige var begyndt, men kom så i tanke om, at Austin var et menneske.. Og mennesker var ikke ude hele natten, som han selv var. "Jo jo.. En hel aften alene hjemme på sofaen lyder bare vildt.. tiltrækkende, jeg kan ikke vente med at komme hjem!" svarede han sarkastisk og kørte en hånd gennem sit hår for at få det væk fra øjnene.

Austin tænkte lidt og kunne godt høre sarkasmen "Hmm .. " sagde han så bare og så på ham og nu han så ordentligt efter, var han egentlig utrolig smuk, nærmest perfekt, han betragtede ham stille, men så så væk for at han ikke skulle opdage hans interesse, tænk han først havde lagt mærke til det nu?.

Ethan rettede blikket mod Austin igen; han havde ikke lagt mærke til noget, eftersom han havde haft travlt med at se, hvor mange andre der var, udover dem. Men der var ikke andre. "Det undre mig lidt, at et par forældre bare lader deres lille dreng rende rundt i mørket alene." Han gabte lavmælt, selvom han ikke var tært. Tværtimod, jo mørkere det blev, jo størkere syntes han at blive.

Austin så på ham "Min mor er død .. Og min far er ligeglad vil jeg tro" sagde han så og så lidt væk for ikke at vise han var følsom over for ordet mor, det var ligsom at ordet mor havde en hel anden betydning efter hendes død.

"Oh.. Så det er egentlig fordi, du ikke har nogen steder at gå hen, fordi du har ikke lyst til at gå hjem til din far," understregede Ethan og smilede lidt for sig selv over sin konklution. Han stak hænderne i lommerne og så på Austin med sit undertrykte smil.

Austin så forbavset på ham "jeg .. Det har jeg ikke sagt noget om?!" Sagde han så og knugede hænderne en smule, godt nok var det sandt, han ville ikke hjem til sin far, men var bange for at sige for meget så han valgte at benægte det.

"Det ved jeg," svarede Ethan. Han lagde hovedet let på skrå, mens han så på Austin med et let smil. "Men det regnede jeg ud.. Du vil jo ikke hjem, vil du?" Ethans smil forsvandt stille igen, mens han ventede på, at få det bekræftet.

Austin sukkede "Nej, det vil jeg ikke .." sagde han så og tænkte det ikke nyttede noget at lyve, han fandt højst sandsynligt ud af det hvis han gjore, Han så lidt ned af den ensomme gade og så at der faktisk var ekstremt mørkt der hvor gadelygterne ikke lyste, han bed sig tænksomt i læben og spekulerede lidt på hvor han skulle gå hen.

"Det er ikke nemt sådan noget.." svarede Ethan og prøvede at fremtvinge en smule medlidenhed. Han fik pludselig en stor lyst til at lege med den anden. "Oh well.. Jeg ville nødigt være for længe ude i mørket, - der kunne jo ske så meget - så jeg tror, jeg vil se at komme hjem.. I varmen," sagde han, mens han smilede muntert for sig selv. Ethan gjorde mime til, at han ville begynde at gå.

Austin blev så opmærksom da han havde tænkt sig at gå, men så ville han jo stå tilbage, alene?, i mørket? "N-nej .. Du må ikke gå" Sagde han en smule desperat og tog fat i hans arm for at stoppe ham i det, han kunne næsten allerede mærke angsten stige i ham, bare tanken om at være alene gjore ham bange også selvom han så tit havde gået alene rundt, men efter alt det han havde sagt, var det noget helt andet.

Han kunne mærke, at Austin var bange for at blive, eller han kunne ikke bare mærke det - Ethan kunne næsten smage det. Han vendte sig om mod den anden, lod som om det ikke gjorde noget, at Austin havde taget fat i hans arm. "Du har måske lyst til at komme med?" sagde han med et venligt smil.

Austin slap stille hans arm og så på ham, han tænkte lidt over det, han var jo fremmed? men han havde ikke andre steder at tage hen og han havde jo hjulpet ham på politistationen?" .. Ja hvis jeg må?" sagde han så stille og spekulerede stadig lidt på om det nu var en god idé?.

Et stille smil viste sig på Ethans læber. "Så kom, min lejlighed ligger ikke så langt herfra," svarede han og begyndte at gå videre for ikke at virke alt for ivrig.