Trist dag ):

"Ups undskyld, jeg er lidt forvirret nu, jeg ved ikke lige hvad der sker med mig" Hun spiste videre, og alt var roligt, men så hørte Nikita pludselig hvæsen. Det var iceballa, hun sad i vinduet og hvæsede, og da den opdagede at Nikita var opmærksom på det stoppede den. Nikita gik hen til vinduet og kiggede ud. Hun dækkede hurtigt for igen. "Satans, han er her, i skal ud nu, der er en bagvej, kom hurtigt, os jer to" Hun sagde det sidste til kattene

Tazz smilede sødt till hende og spiste stille videre og så lidt på Zofie som der spiste og de fik et chok da hun dagde at de skulle skynde sig hurtigt væk "Hva er der?" sagde hun stille pg rejste sig op og tog Zofie op

"Lang forklaring kort, en dusørjæger som har jagte efter mig i mange år har fundet mig, hvordan fanden han har gjort det ved jeg ikke. Kom med mig denne vej." De lød en høj brag på døren, og døren var ved at gå op. Nikita gik ud til rum og der var balkon hvor man kunne gå udenfor og ned på græsser bag ved lejligheden. Døren sprang op og røg kom derinde fra. "Skynd jer ned." Hun hjalp dem ned, og de bar kommet et stykke ude på græsset. En mørk skikkelse stod ved døren til balkonen. Han sprang ned på jorden og stod omkring 30 meter væk. Nikita hviskede: "Gå væk herfra hold minimum 30-40 meters afstand. Jeg bliver nok nød til at bruge stærk magi" Skikkelse stod bare som en skygge og virkede til at vente.

Tazz holdte Zofie ind til sig for hun iik skulle græde og tog hurtigt barnevognen og gik med hende og kom ned og gik et stykke væk fra hende og holdte stadig Zofie ind til sig så hun iik så hva der skete og hun kiggede længe på Nikita og havde lyst til at hjælpe men hun måtte beskyttet sin datter men hun var klar til at hjælpe hende hvis hun havde brug for hjælp.

Nikita vendte blikket imod Tazz for at se om hun var langt nok bagud. Så kiggede hun fremad igen med den mørke skikkelse. Hun sagde det lavt så hun kun hørte det.
"Det bliver måske en hård kamp, så pas endelig på. Men hvis jeg er ved at dø så skal du redde mig, for hvis jeg dør, så vil der ske rigtig frygtelige ting, som jeg kan forklar senere."
Hun kiggede vredt imod skikkelsen. Skikkelsen gik fremad så han kom i lyset. Han havde tøj som lignede Van Hellsing agtig. Han havde en stor bredskygget hat på som skjulte hans ansigt. Nikita råbte til ham.
"Hvorfor følger du stadigvæk efter mig, jeg reddet dit liv i stedet for at dræbe dig!"
Han grinte ondskabsfuldt. Han sagde stille med en uhyggelig tone.
"Reddet du mig? Kalder du det at redde mig?!"
Han rev hatten af så hans ansigt blev tydelig. Hele hans ansigt var forbrændt, det var et grimt syn, meget grimt endda. Han skar en grimasse af dårlige minder. Han gik nærmere imod dem, med rolige skridt.
"Du mener sikkert at du har reddet mig, men ved du hvad. Det har du ikke. Hvordan skulle man kunne leve et liv med sådan et ansigt som mit!"
Han blev vred, med en lynhurtigt bevægelse tog han sin speciel pistol op og skød. Da nikita hørte skuddet, lavede hun straks et flammehav foran sig for at smelte skuddet. Men det var speciel designet så det ikke kunne smeltes væk. Så skuddet fløj videre og ramte Nikita i skuldren og hun faldt bagover.

Tazz så det og lagde hurtigt Zofie i barnvognen og kyssede hende hurtigt på panden så hun kunne ligge sig ned og slappe af og Tazz løb hurtigt ud til Nikita og kiggede på den person der stod der og var ond mod hende "Lad hende være!" Råbte hun til ham og kiggede vredt på ham og var ligeglad med om hun ville blive skudt det ville forsvinde igen og det viste hun at det ville.

Nikita rejste sig hurtigt op igen, blodet rente ud af såret. Så skar hun en grimasse. Hun vidste hvad hun skulle gøre. Hun gjorde sine finger utrolige varme så de kunne sætte ild til ting, så fjernede hun beskyttelsen fra såret af, og så stak hun en finger ind i såret så det blev brændt så det ikke ville bløde mere, for hun var blevet ramt i hovedpulsåren i skuldren ved armhulen, og der vidste hun, at hvis hun ikke fik stoppet det hurtigt ville hun besvime. Nikita så på tazz.
"Kom væk tazz!"
Dusørjægeren skød igen. Foran Tazz blev der dannet en 4 meter tyk ismur. Skuddet nået næsten helt igennem. og var kun få centimeter fra Tazzs hovede. Men nu var nikita vred, fordi nu var jægeren tæt på at dræbe hendes ven. Ismuren smeltede, og tazz mærkede lige pludselig kraftige vinde, som var både iskolde og varme, men det gjorde ikke noget ved hende for det passede Nikita på at de ikke gjorde. Vindene rejste Nikita op i luften og man kunne tydelig se at hun var godt vred nu, men det lod ikke til at skræmme jægeren. Hun lavede nogle håndbevægelser og 4 store is hellhounds dukkede op og så kom der flammer i isen, men det smeltede ikke dem. De løb gøende imod ham, og han skød straks. Det fik flere af dem til at splinter men så dukkede de bare op igen. Men det stoppede ham ikke, han var ikke bare en normal dusørjæger, han var en vetaran dusørjæger. Han kastede noget til der blev kaldt for ildvand, som var magisk som gjorde at de helt forsvandt.

Tazz fik lagt sig ned på jorden og kiggede vredt på ham og var ved at være pist af og hun havde så meget lyst til at forvandle sig om men det ville iik være så godt at han fandt ua af hun var varulv for hun havde joo sin lille datter over i barnevognen så hun overvejede lidt at løbe over til Zofie men hun måtte beskytte Nikita så hun blev nede på jorden og kiggede op på ham.

Han lod ikke til at interesere sig for Tazz, men kun for Nikita. Man kunne tydelig se hadet i hans øjne. Så løb ham imod dem, og tog samtidig i bæltet hvor han havde nogle som ligner ninjastjerner og kastede imod Nikita. De var blevet velsignet og blevet lavet i hellig vand. Nikita undvig de fleste, men en af dem skar i armen på hende. Nikita kunne tydelig mærke smerten, og nu var hun rime pissed off. Hun vidste at hun måtte gøre det af med ham. Et flammehav strømmede hen over tazz og imod dusørjægeren. Det omslugte ham fuldstændigt, men det var noget galt, han gik bare videre. Nikita stoppede og så skræmt på ham. Han grinte ondt, og sagde. Der var intet sket med ham.
"Troede du at du ville få mig så let, jeg har selvfølgelig forberedt mig, denne her jakke af lavet af det man kalder drageskind"
Nikita så chokeret men så forstod hun hvorfor, det kunne holde til utrolige høje temperature, og virkede som en skudsikkervest. inden hun noget at gøre noget igen, tog han sin pistol op og skød hende flere gange, alle skudende ramte ved brystkassen og skuldrene og der var et skud som var gået igennem den ene lunge.

Tazz så på det hele og blev bare sur nu og forvandle sig om og hendes tøj gik i stykke og hun løb hen mod ham og overfaldt ham og lagde sine forpoter på hans hænder og kiggede rigtig vredt og surt på ham og det kunne man tydlig se på hende. Hun rev ham på brystkassen rigtig hårdt og var lidt ligeglad med at han ville dø.

Han skreg af smerte og prøvede at skubbe hende væk, og selvom han havde været i værre situationer, så gik han i panik, for han havde aldrig troet at hun var en varulv. Hans brystkasse blev helt vildt blodig, han fik endelig styr på sig selv og fik skubbet hende væk, og da han tog hånden ned ved sin kniv og var ved at gøre ende på varulven. Men det var for sent. Nikita havde fået sig selv op og havde taget armbrøsten som hun havde under sin jakke på ryggen, hun stod og så meget ondt på ham. Han så forskrækket på hende, og han så på hendes sår som hun havde, som dryppede ned på jorden. Han kiggede med bedende øjne op på hende, for han vidste at nu var det dødens time. Nikita sagde.
"farvel og må du brænde i helvedet"
Hun skød pilen igennem hans hjerte, han døde i løbet af få sekunder for pilen var konstrueret ligesom en rigtig jægerkniv som fik ofret til at forbløde ihjel, og pilen havde modhager i begge retninger så han ville ikke kunne tage den ud. Da hun så at hans liv ebbede ud af hans øjne, smilte hun veltilfreds og faldt sammen på jorden. Hun mærkede mørket omkring sig, som var ved at overtage hende. Hun måtte ikke dø, især ikke nu hvor tazz er i nærheden. Nikita kæmpede for at holde hende vågen for hvis hun faldt i søvn så ville det overtage hende.

Tazz blev bare ved med rive ham og kiggede stille på ham da han tog kniven frem og kiggede bare forskrækt på ham og lagde ned på jorden og kiggede bare ned men da hun hørte Nikita snakke kiggede hun hurtigt op og så på hende og løb hen til hende mens hun forvandlede sig om igen og hun var lidt ligeglad med at hun iik havde tøj på lige nu men tog fat rundt om Nikita "Bare rolig jeg er her" sagde hun men en rolig stemme og håbede at hun kunne slappe lidt af selvom hun var chok over alt det her.

Tazz kunne tydelig mærke at Nikita mistede balancen, og hun begyndte at falde til jorden. Hun hev efter vejret på grund af den ene lunge var punkteret. Man kunne godt overleve et stykke tid med punkteret lunge, men det var farligt. Nikita havde andre sår, tre skudsår i højre skuldre, den ene skud var gået igennem. Nikita mærkede mørket omkring sig.
"Nej jeg må ikke dø, ikke dø"
Hun stirrede med desperate øjne op på Tazz, alt hendes energi var væk, hun ville ingen gang kunne stoppe sine egne sår.
"Du er nød til at hjælpe mig med at stoppe mine egne sår"
Nikita gjorde hele hendes hånd ultra varm, men det ville ikke påvirke Tazz, fordi hun havde stadigvæk beskyttelses besværgelsen på. Nikita hævede hånden lidt.
"Du så vel hvad jeg gjorde med mit første sår, det skal du også gøre ved de andre, også den med lungen, men der må du ikke stikke dybt, for det vil ødelægge lungen, men jeg skal ha stoppet for at der ikke ryder mere blod i lungerne.

Tazz kiggede stille på hende og nikkede stille og gjorde ssom hun sagde men hun var iik helt tryg ved det her men hun var nød til det for ellers ville hun miste Nikita og det ville hun helst iik da hun var en rigtig god veninde for hende og Zofie var joo helt vildt med hende. Tazz forsætte stille og træk vejret dybt da hun kom til hende lunge og forsætte meget stille efter lidt tid og kiggede stille på Nikita for at se om hun klarede det eller om hun havde gjort det forkert.

Nikita lavede en grimasse og kom med et gips, men hun nikkede til hende for at vise at hun havde gjort det rigtigt. Hun mærkede at hun blev svagere og svagere. Så tog hun med en hånd fat i Tazzs arm, tazz kunne mærke at Nikita var begyndt at blive kold, hun kiggede alvorligt.
"Du er nød til at tage mig på skadestuen, men du må sørge for at lægerne ikke sætter mig i kunstig koma, du må ikke lade dem gøre det!"
Hendes øjne var ved at falde bag i hovedet, så mærkede Tazz noget. Ulve har altid kunne fornemme de åndelige ting. Hun så ud af øjenkrogen, en mørk skygge som ventede og som tog mere form da nikita blev svagere, Nikita stirrede også i retningen af den, og man kunne se at den fulgte hende med rædsel, hun kiggede bange på tazz. Tazz så at det øje nikita havde som var blåt var begyndt at blive gyldnet. den mørke skygge tog mere form, og Tazz kunne forstå at det var Nikitas mørke side.

Tazz blev helt vildt bange og viste iik helt hva hun skulle gøre før hun kom i tanke om den der sten hun hvade fået at Nikita så hun løb hen til hendes tøj som der var gået i stykker og fandt stenen og løb over til Nikita igen og laver en revne i den og der løb et par dråber ned på hendes sår og Tazz håbede sådn at det ville hjælpe men alligevel sad hun med sin mobil i hånden hvis det iik hjælp på hende.

Inden Tazz fik løbet hen efter stenen, kunne Nikita tydelig mærke kulden i sin krop. Hun mærkede at den mørke del af hendes selv, trak magien ud af hende for at sørge for at hun skulle dø, så den kunne overtage. Nikita rystede af kulde. Men da Tazz fik den dråbe fra stenen af, fik hun magien igen så hun selv kunne styre sin egen kropstemperatur. Tazz kunne mærke tydelig mærke at hun blev varm igen. Hendes øje blev normalt igen, og skyggen som ellers var så tydelig, var nu blevet meget utydeligt. Nikita mærkede at hun fik sine kræfter igen, men hun var stadigvæk svag, hun fik rejst sig op.
"Kan du følge mig til hospitalet, du kan skynde dig ind og få noget tøj, jeg skal nok klare mig"
Nikita så på hende, hendes øjne var lidt tåget men ikke særligt meget.

Tazz smilede da hun kunne mærke hendes varme igen og hjælp hende stille op "Jeg har tøj henne ved barnevognen" sagde hun venligt og tog stille nikita med der over for hun kunne støtte sig lidt op af den og fat hendes ekstra tøj og tog det stille på og smilede venligt og Zofie lagde stille sin hånd på Nikita hånd og kiggede op på hende "Moster?" sagde hun meget stille.

Nikita smilte til Zofie, men så vendte hun sig hovede og skar en grimasse. Nikita ville helst ikke vise barnet nogle dårlige følelser, så vendte hun det tilbage og kiggede på tazz og så at hun var færdig. Det var hårdt for Nikita at bare stå op, for hun kunne ikke få særlig meget luft når hun kun havde en lunge, så hun stod og trak vejret dybt, og lidt rallende. Nikita nussede Zofies kind med sin hånd, og så sødt på hende.

Tazz smilede stille til dem og blev hurtigt færdig med at tage tøj på for de skulle helst hurtigt af sted til sygehuset for der skulle laves meget på hende begrund af ham spaden der og Zofie smilede stille til hende og slappede af igen og lagde sig ned

Nikita kiggede på Zofie indtil til Tazz var færdig. Hun var begravet i hendes tanker. Tænker *Hvordan fanden fandt han mig, jeg har ellers skjult alle mine spor, når men han havde sikkert sine egne metoder, nu behøver jeg i hver til fald ikke bekymre om det mere* Et lydløst suk kom fra Nikita, og hun kiggede op på tazz igen.
"Ved du hvor skadestuen ligger, jeg kender stadigvæk ikke nok til denne by?"
Hun så spørgende på hende, og der var et glimt af desperation i hendes øjne.

Tazz smilede venligt til hende "jaa jeg tror nok at jeg ved hvor det er for har kun været der en gang før" sagde hun venligt og tog barnevognen og gik stille afsted og stoppede op et par gange for at være sikker på hun var med

Hun gik stille efter hende, hun tog jakken godt omkring sig, så hun skjulte blodet og hendes sår. Nikita var noget bleg i hovede, men hun gik med faste og nok også stædige skridt efter hende. Tazz syntes hele tiden at der var nogen der holdte øje, og hun kunne føle den mørke skygge og se den ud af øjen krogen, men selv når hun kiggede efter den, kunne hun ikke se den. Nikita gik bare bag ved hende, med hovedet ned imod jorden, og var fuldstændigt begravet i hendes tanker.

Tazz tog stille fat under hendes skulder så hun kunne støtte sig lidt for at spare lidt på sine kræfter. De gik stille videre og de kom ind i byen og de kunne se en stor hvid bygning som der godt kunne ligne et sygehuset men Tazz var iik helt sikker på det men hun gik hen imod det alligevel for at finde ud af om det var det.

Nikita fulgte bare med, hun så ikke hvor de var på vej hen. For hun fulgte bare med Tazz med lukkede øjne, for hun var så træt at hun ville spare kræfter. Hun mærkede trætheden melde sig og var ved at lukke som en karpe over hende. Så skubbede hun den fra sig, hun måtte holde sig vågen. Hun rettede sin ryg op, og så skubbede hun sig pænt væk fra Tazz, nu mærkede hun smerten, men den holdte hende vågen.