Trist dag ):

Tazz stoppede stille op og hev hende lidt op "Bare rolig vi er der om lidt søde" hviskede hun stille til hende og hjalp hende det sidste styk hen til sygehuset og de gik ind med det sammen. Lægerne kom fra alle steder da de kunne se at der var noget galt med Nikita og Tazz forklarede dem bare at der var en spasser der havde skud efter dem og Nikita var desværre blevet ramt og de hev hendes bare med ind på en stue.

Hun så alt i agtig selvmotion unden at forstå ordenligt hvad der sket omkring hende, hun mærkede selv hvordan hun var ved at besvime, men heldigvis kunne den ikke få fat i hende hvis hun besvimede, men den kunne. Hun mærkede panikken i sig, så råbte hun til Tazz
"Husk at de ikke må sætte mig i kunstig koma, for alt i verden de må ikke gøre det"
Det var hendes sidste anstrengelser, og hun besvimede af udmattelse. Hun følte som om hun lå i mørkt vand og bare synkede længere væk fra virkeligheden.

Lægende tog hende med sig og begyndte at bedøve hende og tog kuglerne ud af hende så de kunne sy det sammen og se hvor slemt det var med hendes lunge.
Tazz sad bare og ventede mens hun sad med Zofie som der var ved at falde i søvn for hun var rart træt

En læge kom ud og kiggede efter en pårørende, han læste en seddel op.
"Er der nogen som kender en der hedder Nikita?"
Han så træt og meget forvirret ud, og der var lidt desperation i hans øjne.

Tazz rejste sig op med Zofie på hoften "jaa det gør jeg" sagde hun højt og tog fat i barnevognen og gik over til lægen "hva er der sket?" spurgte hun stille

"Vi har desværre nogle problemer, og vi forstår intet af dette. Hun er blevet ramt flere gange i venstre skuldre, og vi kan ikke komme til at tage kuglerne ud. Vi har prøvet at forbinde så godt som muligt, men vi kan ikke komme til for det underlige stof, og vi har prøvet alt, men intet virker, vi overvejer at ligge hende i fuld narkose, altså kunstig koma, for vi vil prøve at skære det op ved stoffets kan og så bruger vi et specielt værktøj, som ville kunne tage kuglerne"

Tazz rystede på hovedet "neej det skal i iik gøre for det vil hun iik ha og det t det sidste hun sagde til miq så det gør i iik"sagde hun lidt stille og kiggede på lægen og var lidt bekymret for hende.

"Er du helt sikkert? vi ved ellers ikke hvad vi skal gøre, men hvis det var hendes ønske, så er det sådan. Hun vågner nok meget snart, så du skal bare gå ned af gangen, og dør nummer 4, der ligger hun"
Lægen gik videre og skulle hen til andre patienter.

Tazz nikkede stille og lagde stille Zofie ned i barnevognen da hun var faldte i søvn og så gik hun stille ned af gangen og gik ind på ruten hvor Nikita lå og gik stille over til hende og lagde sin hånd på hendes og nussede den blidt og sæt sig ved siden af hende.

Efter lidt vågnede Nikita, og hun åbnede hendes øjne op og så på Tazz, og smilte til hende træt, hun havde ikke ondt pga af bedøvelsen, men hun vidste at smerterne ville komme meget snart. Men det ville bare holde hende i live.

Tazz kiggede stille på hende og rejste sig op og lagde sin hånd på hendes igen "Heej søde er du okii?" sagde hun stille og smilede kært til hende og nussede hendes hånd blidt og kiggede lidt over på sin barnvognen for at se om Zofie stadig sov.

"Ja det er jeg" Hun sagde det lidt hæst.
"Jeg tror jeg skylder dig en forklaring ikke? Både med Dursørjægeren og den skygge du så." Hun smilte til hende, og prøvede at rette sig lidt ud, så hun sad noget mere oprejst. SÅ kunne hun bedre snakke. Hun blev noget svimmel, men så så vendte blodet tilbage til hendes hovede og så var hendes hovede normal igen.

Tazz lagde sine hænder om hendes skulder og hjælpe hende stille op "Rolig nu søde og skal først forklar miq det når du har krafter nok til det" sagde hun stille og nussede blidt hendes skulder og smilede sødt til hende.

Nikita smilte til hende.
"Det har jeg allerede, jeg tror bare at jeg skal vente lidt endnu og så er jeg rask igen" Så hostede Nikita. Hun kunne mærke at hun var blevet syg.
"Forbandet hospitaler, enten er man syg når man kommer der hen, eller så bliver man det." Så rejste NIkita sig op stille og stod et øjeblik på gulvet, og hun hånden over hospital tøjet så det ikke ville blive ødelagt. Så gik hun et skridt fra Tazz, så hun ikke ville blive ramt af varmen, for Nikita kunne mærke, at hendes beskyttelsesformular ikke længere var på hende. Så lukkede hun øjnene og gjorde sin krop utrolig varm op ved de 700 grader. Tazz kunne mærke det der fra, hvor hun stod. Så stoppede Nikita, og hun følte sig helt frisk, for nu var der ingen sygdomme i hendes krop, de er brændt væk. Så satte hun sig stille ned på sengen.
"Skal vi gå et andet sted hen eller blive her?" Nikita følte sig behagelig i dette selskab, så hun tog masken af, hun havde godt nok stadigvæk det sorte stof under masken. Men det var langt behageligere at have den uden.

Tazz smilede venligt til hende og kiggeede lidt på hende og vuggede lidt med barnevognen og kiggede kært på sin datter der lå og sov.
Hun gik over til Nikita da hun lagt sig "Lad os bare blive her indtil du er helt frisk for de kunne iik fjerne alle de der kugler desværre" sagde hun sødt og kiggede stille på hende.

Hendes ansigt lyste op.
"Når ja dem havde jeg jo glemt" Hun rejste sig op igen, og lændte sig forover, hun tog tøjet til siden der hvor hullerne var, og stoffet veg til siden. Så gjorde Nikita sig helt varm omkring de 900 grader og varm sølv faldt ned på gulvet, så røg der ikke mere ned, så rejste hun sig op.
"Sådan der, så er de væk." Smilte til hende.

Tazz smilede sødt til hende "Jaa okii sådn kunne man oqså bare gøre" sagde hun venligt og grinede lidt over det og slappede stille af i kroppen.
Hun sat sig på stolen og strakte sig lidt da hun var blivet træt efter alt det her for det havde da godt nok være lidt af en dag syntes hun.

Nikita satte sig ned træt. Hun prøvede at mindes om tider når hun ikke var træt, og det var der kun få af. Så vendte hun blikket imod Tazz, og hendes begge øjne var tydelig, pga hun ikke havde masken på, men de var venlige.
"Ham der, der gjorde det der ved mig er en dusørjæger. Jeg mødte ham for ca 30 år siden, da han var ung og troede han kunne klare alt. Men han var dog også en god dusørjæger af en ung en som ham. Så jeg var nød til at bruge grovere midler imod ham, så jeg jo ikke blev dræbt. Jeg brændte ham i min ild, det var derfor han så sådan ud pga af branden, og jeg havde i forvejen skudt pile i brystet på ham, og mine pile er jo designet til at dræbe. Men så kom mine tvangstanker, som gjorde at jeg skulle redde ham. SÅ jeg gjorde det, jeg stoppede ilden, og jeg fik pilene ud af brystet på ham, og så gjorde jeg det sammen, som jeg gjorde ved mig selv med kuglerne, altså stoppe blødningen. Han besvimede og jeg lagde ham et offentligt sted, så han kunne blive reddet. Men siden der har han svoret hævn, fordi han mener ikke at han kan leve et liv sådan som han ser ud."
Nikita sukkede, hun var nogle gange bare så træt af det hele, især når hun tænkte på den mørke skygge.

Tazz kiggede stille på hende og lyttede med store øre og slappede stille af "Hm.. Jaa okii jeg forstår ham iik helt men det er nok bare for der er sikkert nogle der gerne vil ha ham" sagde hun stille og smilede venligt til hende "Men hvil diq nu lidt så du er helt frisk"tilføjede hun efter lidt og smilede igen sødt til hende og rejste sig stille og tog stille Zofie op i sine arme "Jeg tror at Zofie syns at det er kedeligt at være på sygehuset" sagde hun med et grin og sat sig ned ved siden af Nikita igen.

"Så lad os gå et andet sted hen, jeg er frisk nok, jeg har overlevet det der var værre." Nikita smilte til hende men det nåede ikke op til hende øjne. Nikita kiggede efter noget tøj, og hendes eget tøj havde de ødelagt, for at få plads til at gøre det de skulle gøre. Nikita kiggede op på hende.
"Du skulle mon aldrig have noget tøj? Jeg tror jeg bliver stoppet hvis jeg har det her hospital tøj på." Nikita prøvede at smile igen, men endnu gang nåede smilet ikke til øjnene. Nikita var mørk af hendes tanker over det der var næsten ved at ske.

Tazz smilede sødt "Joo det har jeg men tag du så lige Zofie?" sagde stile og rakte hende stille over mod hende og smilede venligt til hende og ventede stille på et svar for hende og slappede lidt af.

"Selvfølgelig" Hun tog Zofie og smilte til Zofie, hun holdte hende blidt i hendes arme. Det gjorde hende i bedre humør, og skubbede de mørke tanker væk fra hendes hovede. Nikita så op til Tazz, hun bør nok forklare hende tingene, det syntes hun at hun havde en pligt til at fortælle hende som en ven. For tazz skal vide, hvad hun går ind til når hun er venner med Nikita. Man kunne godt se det i hendes øjne at hun var fjern fordi hun tænkte på alle de ting. Ellers stod Nikita og bare ventede til at TAzz havde fundet noget tøj frem.

Tazz sat sig ned på huk og tog en pose frem og ledet lidt efter noget hun kunne tage på og rejste sig op igen og lidt af hver på sengen og smilede til hende "Jeg har altid meget tøj med hvis jeg nu skulle forvandle miq som før" sagde hun sødt og grinede lidt og gik stille over og rakte armene frem "Skal jeg tag Zofie igen?" sagde hun stille.

"Ja tag hende igen, jeg kan nok ikke klæde mig om samtidig mens jeg holder hende" Nikita gik hen med hende hen til tazz, og rakte Zofie over til hende.
Så gik hun hen til sengen og tog hospital tøjet af, hun havde mange bandager om hendes krop. Da hun tog tøjet på lavede hun en grimasse af smerte, men så forsvandt det hurtigt når hun fik det på.
Hun kiggede over til tazz.
"Skal vi gå, skal vi så ikke gå over til dig, orker ikke at være hos mig."

Tazz tog stille imod hende og Zofie lå og smilede i søvne og sov stille videre og Tazz vuggede hende lidt frem og tilbage og lagde hende hen i barnevognen igen.
Hun kiggede væk imens Nikita tog sit tøj og hendes tøj på og smilede lidt til Zofie og nussede hende kind blidt.
Hun vente sig stille om mod hende og smilede sødt til hende "Det kan vi da godt men så lad os tag ud til miin hule for der er lidt mere ro og er lige blevet færdig med miin hule så den er blevet rigtig flot og lys" sagde hun venligt og tog stille fat i barnvognen.