Alle hader karma ..

//øhm...nej det tror jeg hellere du må spørge en anden om x3//


David blev stående og så efter Caden. han ville helst ikke gå med og håbede bare at dæmonen hurtigt ville få det overstået og komme tilbage til ham. han følte sig en smule dum bare at stå der og han kunne da også godt mærke at folk kiggede på ham. han vaglte så at gå ind og satte sig hen ved et ledigt bord og håpbede bare at Caden satte sig hen til ham, så han ikke virkede helt dum. han lyttede efter hver eneste lyd og lagde roligt sine arme på kors over bordet. han lagde hovedet på sine arme og stirrede tomt ud i luften. da han ikke ville se ham tage en skygge fra en anden.

//So sorry men logger af efter den her - er ved at falde i ´søvn foran computeren (lang dag,suk):(//

Da Caden var færdig gik han hen David der sad ved et af bordene. Bordet var dækket af en creme-farvet dug med et rødt dyrfadslys i midten. Caden fælte sig en smule akavet af at have stjålet en skygge foran sin nye ven, men komenterede det ikke. det virkede heller ikke som om David var videre begejstret af hans handling. "så..." sagde han og rømmede sig lidt "Hvad er din hund for en race" *wow Caden, det var vel den mest åbenlyste samtaleskift* han slog sig mentalt for hovedet

// der er bare helt okay ^^//

David så lidt op på ham og lagde hovedet på skrå. han rettede sig op og kunne mærke han faktisk ikke havde det så godt med det Caden havde gjort. han så lidt ned "øhm en cheffer.." svarede han og bed sig lidt i læben. han lukkede sine øjne og sukkede "undskyld..jeg kan bare ikke lide det du lige har gjort..jeg er ked af det" sagde undskyldende og så ned i bordet igen efter han havde åbnet sine øjne. han ville helst ikke går fra Caden for han ville meget gerne lære ham bedre at kende, men en ting han ikke kunne lide var lige præcis det han gjorde.

Cadens ansigt fortrak sig i en grimasse. Han var ikke selv glad for det han lige gjorde men hvis han ikke fik de skygger han havde brug blev han.. ubehagelig at være i nærheden af. Han kiggede skamfuldt ned i sine hænder og sagde ikke noget i et godt stykke tid. Anger of skamhed var som ild i hans system men hvad kunne han gøre? Han kunne ikke bare lade vær med at spise, det ville bare ende galt. *Jeg skulle have trukket sulten lidt længere* forbandede han sig selv for at have vist den side af ham til sin nye ven. Han kiggede endelig op med et lettere sørgmodigt blik. "Jeg har ikke nogen undskyldning for det, for der er ingen" sagde han stille. David kunne tolke svaret som han ville.

David så på ham og bed sig hårdt i læben. han lagde stille hænderne ned i sit skød og kunne mærke folk's blikke, da det nok så lidt underligt ud og at deres samtale overhovede ikke hang sammen. menneskerne havde jo bare set det som om at Caden havde kigget på billedet og hvor slemt kunne det være. David så kort rundt på folk og sukkede stille. han så på Caden igen og fik det helt dårligt over hans sørgmodige blik "mmh...du har selvfølgelig brug for det men...jeg brød mig ikek om det..men vil du ikke lade være med at kigge sådan på mig..jeg for det jo helt dårligt" sagde han stille og knyttede sine hænder

Han smilte lidt men hans øjne beholdt det sørgmodige glimt. Han slappede af i kroppen igen. Han havde ikke lagt mærke til sin egen stive kropsholdning før nu og havde det lidt skidt med at vise sine følelser så stærkt for David. Han sukkede tungt og lod sine skuldre falde. "Jeg lover ikke at gøre det foran dig igen. Det var min egen skyld for ikke at have gjort det før nu, unskyld." Han mødte Davids blik for at vise at han mente det han lige havde sagt.

David betragtede hans blandede ansigt lidt og var ikke helt sikker på hvordan Caden havde det. han vente blikket ned og bed sig stille i læben. han rejste sig op og satte sig hen ved siden af Caden, hvorefter han krammede ham "tak skal du have...det er tilgivet" sagde han og kunne godt høre hvordan folk begyndte at hviske og snakke. David håbede ikke at det generede Caden at han krammede ham, for det var ren venskabeligt ment og for at visse at Caden var tilgivet.

Han kramede tøvende David igen, han havde ikke regnet med at de var på det stadie som venner men det gjorde ham bedre tilpas. Han smilte til David - et ægte smil - og legede med sukkerskålen og tegnede små cirkler i de hvide krystaller. "Jeg ved ikke med dig" sagde han og kiggede omkring sig for at møde nogle af de mange stirrende blikke. "Men jeg er træt af at være dagens underholdning." Han lo lidt af den gamle dame der tabte sin tekop da han mødte hendes stirren "Skal vi smutte?

David blev lidt lettet da han krammede med og smilte tilbage til ham. han så lidt på sukkeret og lagde hovedet svagt på skrå imens han lyttede til hvad han sagde. david så lidt på Caden og nikkede stille "jeg er enig...lad os gå...folk må finde noget asndet at glo på" sagde han med et lille grin og rejste sig op. han så lidt på den gamle dame som havde tabt tekopen. han gik hen til hende og samlede den op til hende. han bukkede kort for damen som man normalt ville gøre i et teater og gik tilbage til Caden.

Caden kunne knapt nok holde latterkramperne tilbage da David bukkede for den gamle dame, hendes ansigtsudtryk var simpelthen genialt! Han åbnede døren for David med samme manner som da de kom ind "Damerne først" grinte han og bukkede som han havde gjort for damen. Den kolde vind der slog ham i møde fik ham til at gyse lidt og han satte foden i døren og lagde armene over kors i et forsøg på at varme sig.

David så venligt på damen, men var ved at dø af grin indeni. han stod og stirrede lidt ud og lignede en der surmulede. han kunne dog ikke holde masken ret længe og han vendte bblikket på Caden "shh..jeg er ikke nogen dame fister fryse pin" sagde han med et grin og gik ud af døren. han elskede den kolde vind, selvom han frøs, men den var bare så frysk. han så på Caden "kom..vi tager hjem til mig og bryder ind" sagde han glad og gik rolig afsted

Han ignorerede Davids nye kælenavn og fuldte lydigt med. Han var faktisk ret nysgerrig efter at se hvor David boede og oså for at møde hans hund. Han havde altid ønsket sig en hund - måske ville han skaffe en nu hvor han car flyttet hertil. "Hvor bor du enlig henne ?" spurgte han efter et stykke tid

David så på ham og hævede det ene øjenbryn "du må ikke dømme mig...men jeg bor i det hus der" sagde han imens han pejede hen på et stort hus der lå lige ved vandet. selve huset lignede et stort kunstværk, med sjove vinkler og flotte former. David var ikke sikker på hvad Caden ville sige til sådan noget. nogle var jo ligeglad med han havde penge og så ham bare som han var, andre ville være venner med ham fordi han havde alle pengende og var berømt osv og så var der noge der dømte ham før de overhovede kendter ham bare fordi de kunne se han havde mange penge på grund af huset.

Sandheden var at caden faktisk havde regnet med noget større en hans treværsels lejlighed at dømme efter kvaliteten på Davids tøj - noget han lagde mærke til da de krammede - men det her overskred hans forventning. David var ikke så meget inde i arkitektur men han var sikker på at en arkitekt ville få en skovtur ud af dét hus. "Flot hus" kommenterede han, men sagde ikke mere. David havde sikkert hørt de samme ord alt for mange gange.

David så på ham og smilte lidt "tak...det er skabt ud fra mine tanker" sagde han og stoppede foran døren. han stirrede lidt på låsen og tænkte lidt over hvordan de kunne bryde døren op. han havde tror fået af vide at for det var et fantastisk hus osv så han syntes bare det virkede mere ægte at Caden sagde det var flot. det var jo trods alt bare et hus. han tog lidt i håndtaget og man kunne med det samme høre en hun på den anden side stå og pive.

*Interessante tanker han må have for at kunne finde på noget så detaljeret* tænkte han mens han fulgte David op til døren. Han kunne høre lyden af klør mod gulv og piven inden fra huset, og han fik med ét dårlig samvittighed over ikke at have kommet hertil før nu i stedet for at han skulle stoppe for at spise - selvom det ikke var hans egen hund. Han havde altid elsket dyr - noget hans storebror opdragede ham til - specielt hunde og katte. "Vi må hellere komme ind til den" sagde han eftertænksomt. og kiggede sig om efter en indgang. "Hey!" sagde han efter et stykke tid. "Er det vindue på klem" spurgte han og pegede op mod et af vinduerne.

//skrives. så skal der soves herovre ;)//

David lyttede til hunden bag døren og var lidt bekymret for Bailey. han så på Caden og lyttede til hvad han sagde "ja..hun er nok meget sulten" sagde han og brød sig bestemt ikke om at han ikke havde gevet bailey noget mad endnu. for han havde heller ikke gevert hunden noget til morgenmad fordi han havde haft meget traclt. han så op mod vinduet "helt der oppe?...det er jo langt op" sagde han og så på Caden igen. han var ikke sikker på om de over hovede kunne komme der op. han tænkte også lidt over hvordan det kunne være at det stod åbent.

"Bare vent og se" sagde han med et glimt i øjet. Han gik hen til husets væg og kiggede op for at måle afstanden. Han var ikke sikker på han kunne hoppe derop så han valgte den nemme løsning. Han satte håndfladerne mod jorden og lukkede øjnene og koncentrerede sig om jorden. Han kunne fornemme alt liv omkring sig, fra det mindste græsstrå til hunden indenfor døren. Han undersøgte jorden med sit sind indtil han fandt det han ledte efter. Huset der stod her før havde stadig rødderne tilbage fra de ranker der klatrede op af væggene. Han lagde nu sin vilje ind over dem, bad dem om at endnu engang se dagens lys og skyde op af jorden. De gjorde som han bad om - det gjorde de altid - og med lidt hjælp fra Caden skød grene op fra jorden på et øjeblik og lagde sig som et smalt reb op ad væggen. Han lænede sig hen mod planten og hviskede til den på dens eget sprog og takkede den for at have kommet dem til hjælp. Han trådte et skridt tilbage og så tilbage mod David. "Er det her O.K.?" spurgte han. *Måske skulle jeg have spurgt først..*

David undrede sig lidt over det han sagde og lagde hovedet på skrå. han stod bare helt stille og studereede det han gjorde *han havde en eller anden jord evne så vidt jeg husker* tænkte han til sig selv. da han jo vidste det på grund af han havde brugt sin ebne tidligere. han stirrede forbløffet da han så grenene og snoede sig op af væggen. han trådte et lille skridt tilbage og måbede overrasket. han stod først lidt bare og stirrede uden at svare ham. David havde ikke lige regnet med lige det og det kunne man tydeligt se på han reagtion "øhm...ja..selvfølgelig..Bailey er vigtigst" sagde han. han havde egentlig intet imod grenene selvom de ikke prassede helt så godt til huset, men alligevel så det da specielt ud og det fik David til at kunne lide det.

Caden stod lidt og studsede over hans værk, ahn havde nemlig fået den samme tanke som David. Det passede simpelthen ikke nogen steder på huset. Så slog en idé ned i ham og han vendte sig mod David med et stort grin. "Hey, hvad er din yndlingsfarve?" spurgte han og lænede sig op af væggen.

David så lidt op mod vinduet og tænkte lidt "min ynglingsfarve...jeg kan godt lide sådan en mellem ting af lyse blå og mørke blå..men ikke en almindelig blå..en slags neon blå tror jeg det kaldes" sagde han og så spørgende på Caden "hvordan kan du hjælpe os med at komme op til vinduet?" spurgte han og forstod ikke rigtig noget.

Caden forblev tavst i et stykke tid inden han lagde hånden på ranken. Han hviskede de rette ord og linjerne i barken blev lyse og mørke blå farver der sammen gav den et eventyrligt udseende. "Bedre?" spurgte han med et skævt smil, han kunne godt lide at bruge sine evner hvis de var til gavn. En neon farve var en lidt svær farve at be en plante om at tage men de blandede mørke og lyse farver gav den noget der lignede. "Lad os komme ind til din hund" sagde han smilende

David så på hvad han gjorde og blev lidt mere nysgerrig. hans blik blev helt begejstret og han gik med det samme hen til grenene og betragtede dem "wow...det er længe siden jeg har set noget så naturliogt smukt" sagde han glad og rørte lidt ved grenene. han så på Caden og smilte stort "tusind tak" sagde han glad og krammede ham hurtigt. han slippede ham så igen og så op mod vinduet "ja..lad os det" sagde han glad og tog stille fat i en ef grenene "er du sikker på de kan holde?" spurgte han og så på Caden med et glad smil.

Caden gengældte Davids kram uden tøven denne gang. Han lo lidt af Davids spørgsmål og sagde beroligende "Hvis du falder er det ikke på grund af planten. Og forresten så burde jeg være hurtig nok til at gribe dig" Han lavede afstand imellem sine fødder og rakte hænderne frem som om han skal til at gribe noget. "Kravl bare op" sagde han blidt.

David var glad for at Caden ikke tøvede med at kramme tilbage denne gang, da det jo bare betød Caden ikke havde noget imod ham. han lyttede tl hvad han sagde og så på ham. han grinte lidt af ham "tak skal du have Caden...jeg føler mig meget tryg nu" sagde han med et lilel grin, men han mente hvad han sagde. han var ikke særlig glad for højter, men han følte han kunne stole nok på Caden. David tog fat i grenene og begyndte forsigtigt at kravle op-