Kedsomhed - Theo

Fie smilte glad da han lagde armen om hende. Hun smilte, og bed sig kort i læben. Hun stoppede dog ikke med at nynne, hendes stemme forblev stille og rolig imens hun nynnede. Hun lukkede øjnene lidt i, og smilte glad. Hun havde ingen anelse af hvad hun selv lugtede af, da hun ikke kunne lugte sig selv som sådan. Hendes nynnen tyndede ud, og hun blev stille igen da den melodi hun havde nynnet var slut. Hun bed sig i læben, og så lidt ned.

Theo så på hende og lyttede, men han ville ikke afbryde hende det det var rart at høre på. Han så lidt på den hånd han havde i forbinding, og bed sig kort i læben. Han nussede forsigtigt hendes arm, og lyttede lidt og smilede lidt af det. Han lukkede kort sine øjne da hun stoppede med at nynne, og tog en dyb indånding "er det ikke lidt irriterende nogen gange, ikke at kunne sove?" spurgte han stille, for det var noget han havde tænkt på mange gange, nogen gange var det bare nemmere at sove.

Fie smilte lidt, og nød at han nussede hende. Hun bed sig i læben da han spurgte hende om søvn. "Ehm... Det er ikke noget jeg som så tænker på, men nogle gange er det utrolig irreterende. Man kan ikke bare glamme sine problemer og sove, man kan kun ligge med lukkede øjne og gruble over tingene"sagde hun stille, og så på ham. Hun bed sig i læben, og sukkede stille. Det var meget irreterende for hende. Da hun var menneske elskede hun at sove, det var så dejligt bare at ligge i sin egen lille drømmeverden og slappe helt af uden at skulle tænke på noget.

Theo så på hende og nussede hende fortsat på armen "okay, det kan jeg godt forestille mig kan være lidt irriterende" sagde han, og så på hende da hun så på ham. Han tænkte lidt, og lagde hovedet lidt på skrå "men.. der må da også være fordele ved at være vampyr?" spurgte han, og holdt forsigtigt om hende. Han kunne høre en politibil køre forbi nede på vejen og så lidt hen på gardinerne, sådan var det at bo inde i byen, der var næsten altid sirener i natten, ikke som dengang han boede på landet med sin familie.

Fie bed sig i læben, og så ned. "Der er intet godt ved at være vampyr"sagde hun stille, og sukkede. "Du dræber mennesker for at du selv kan overleve, du skaber frygt når først du han vist dit offer hvad du virkeligt er, du får uskyldige til at tro de er noget bare fordi du let tiltrækker dit bytte, du kan ikke sove, du er truet af dusørgjægere, du kan ikke komme ud om dagen..."sagde hun stille, og så ned. "Kan du se det fede i at være vampyr nu?"spurgte hun ham, og så på ham.

Han så på hende og var stille lidt "undskyld, jeg tænkte mig ikke om med det spørgsmål" mumlede han, og så lidt ned. Han havde ikke selv noget imod at være blod dæmon, jagten var noget af det han syntes var umådeligt morsomt, men det sagde han ikke for det kunne godt lide lidt sindsforvirret. Dusørjægere havde han ikke mødt mange af, og havde egentlig også bare undgået dem så godt han nu kunne. Han nussede hende forsigtigt på armen.

Fie nikkede bare, oglukkede øjnene. "Hmm, Jeg er vampyr af høj rang, men frygter næsten alt... Det er ret sølle"sagde hun stille, og smilte lidt. Hun bed sig i læben, og så så på ham. "Endnu en ting du ikke ved om mig, heh... Jeg er e-rang, det er derfor jeg behøver så meget blod"sagde hun stille, og smilte lidt. "Men det er svært for mig, for jeg er næsten lige blevet e-rang"sagde hun stille, og sukkede lavt. Hun havde ikke været det så længe og hun havde ikke lært hvor meget hun havde brug for for hele tiden at være på toppen, og hun brød sig ikke så meget om at jage mere så hun var lidt på skideren.

Theo så på hende "nej du er ikke sølle" sagde han og rettede sig lidt op med hende "hmm.. e-rang det må være specielt" sagde han, og lagde hovedet på skrå "jeg har ikke hørt meget om væsner der var af e-rang, de virker meget tilbageholdene?" sagde han lidt i et spørgsmål, og lidt som en konklusion. Hvordan ruskede man op i en vampyr der var blevet bange, og allerhelst ville lukke sig inde og undgå at jage? Det var det han tænkte da hun sagde det. Han vidste det ikke, det eneste han vel kunne gøre var at støtte hende så godt han kunne.

Fie bed sig i læben, og nikkede. "Jo, nogle er, min skaber er e-rang, men jeg har ikke set ham i lang tid... Og jeg har heller ikke rigtigt lyst til at se ham, han bliver sikkert bare sur på mig og siger at jeg er svag"sagde hun stille, og bed sig i læben. Hun lænede sig stadig indtil ham imens han satte sig op. Hun bed sig i læben, og så på ham. Han så meget tænksom ud, hvad mon det var?

Theo så på hende "okay" sagde han og var det eneste svar han sådan lige kunne give. E-rang.. selve ordet var en smule nyt for ham og aldrig noget han havde tænkt over. Han rystede kort på hovedet "Fie du er ikke svag, du bryder dig bare ikke om nogle ting, og så har psykiske og fysiske problemer kørt dine nerver tyndslidte du skal ikke bebrejde dig selv du må bare prøve at komme ovenpå igen" sagde han, og blev egentlig overrasket over sin svada for han havde ikke forberedt den, det var bare brast ud af ham, fremprovokeret af at hun troede at hun var svag. Han sukkede stille og holdt stadig om hende.

Fie bed sig i læben, og så på ham da hans udbrud faktisk overraskede hende. Hendes blik gled ned på sine ben imens hun lyttede. "Undskyld"sagde hun stille, og bed sig i læben. "Jeg skal nok prøve"sagde hun og så på ham. Hun bed sig i læben, og lagde hovedet ind mod ham. Hun lukkede øjnene, og slappede lidt af. "Men jeg tør stadig ikke møde ham jeg kender ham for godt, han bliver sur på mig hvis han finder ud af at jeg er så usikker..."sagde hun stille, og bed sig i læben.

Han så på hende "du skal ikke undskylde.. i hvertfald ikke til mig" sagde han stille, og nussede blidt hendes arm. "Du behøver heller ikke møde ham.. Du skal bare prøve at tage nogen chancer, måske bliver det bedre på den måde?" sagde han, han sad stille stadig med en arm omkring hende og lyttede til hendes åndedræt.

Fie bed sig i læben, og nikkede. "Okay"sagde hun stille, og bed sig i læben. "Jeg ved godt at jeg ike behøver at møde ham, man hvad nu hvis jeg møder han ved en fejl?" spurgte hun stille, og mærkede at hun blev lidt usikker. Hun sukkede stille, og lukkede øjnene hårdt imens hun lyttede til hans vejrtrækning. Det beroligede hende lidt at hun kunne høre ham.

Theo så på hende, og tænkte sig lidt om "så lad som om der intet er galt, at du klarer alting nemt..ofte hvis man bilder sig selv det ind, så virker det som regel" sagde han og nussede hende stille på armen. Han hørte godt hendes stille suk "måske skulle du ikke tænke så meget på det..." sagde han stille, for han ville ikke gøre hende nervøs hvis hans lejlighed var et af de eneste steder hun kunne slappe af.

Fie lyttede til ham, men sagde ikke noget. Hun skulle lige tænke over hvad han sagde til hende. Hun bed sig i læben, og lyttede til den stilhed som faktisk ikke var til stede i rummet. Hun sukkede stille, "Ja, du har nok ret"sagde hun stille, og så på ham. Hun betragtede ham lidt imens hun stadig tænkte over det han havde sagt. Hun vidste ikke helt om hun kunne gøre det, men hun skulle nok prøve at gøre det bedste hun kunne. Det havde hun nu lovet sig selv.

Theo så på hende og smilede svagt "Jeg har altid ret" sagde han stille og gav hende et lille klem. Han syntedes at hun så ud som om hun overvejede at gøre det, men han ville lade hende tage sine egne beslutninger. Han nussede hende tænksomt på armen, mens han så lidt på hendes hår, for han kunne ikke rigtig se hende i øjnene selvom han nu gerne ville. Han havde kun fået små glimt af dem, når han lige havde set på hendes ansigt,på den måde skadede han hende ikke.

Fie bed sig i læben, og smilte lidt over det. "Nej du har ej"sagde hun og smilte til ham. Hun lukkede øjnene igen, og lænede hovedet ind mod ham. Hun havde det godt igen, hun følte sig tilpas, og var afslappet igen. Hun bed sig i læben, og lyttede til hans hjerte, da hun højt og tydeligt kunne høre slagende det gav fra sig.

Theo så på hende og smilede skævt "jooov jeg har så" hviskede han drillende tilbage. Han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. Han sad stille og tænkte lidt over dagen, den havde været god nok, selvom Fie nok havde haft besvær med at holde sine nerver i ro.

Fie smilte og grinede glad da han hviskede det og hold om hende. Hun smilte stort, og lænede sig ind til ham. "Ingen har altid ret"sagd ehun og grinede lidt. Hun prikkede ham i siden i håbet om at han var kilden, og at hun kunne høre hans grin. Det havde været rigtig hyggeligt for Fie at være sammen med ham, han havde fået hende til at tænke på andre ting end kun hendes problemer hele tiden.

Theo så på hende og smilede lidt "nej du har nok ret" sagde han stille, og farede sammen da hun prikkede ham i siden med et grin "nej lad være.." sagde han bebrejdene. Han var kilden i siden, men ikke lige så voldsomt som han var på ryggen. Han lagde sig lidt ned og trak Fie med, og smilede lidt til hende. Han lagde sine hænder på ryggen af hende, og nussede hende forsigtigt på ryggen og lyttede til hendes åndedræt.

Fie grinede lidt af ham, men stoppede dog alligevel. Hun lod ham hive hende med sig ned og ligge. Hun smilte til ham. Og lukkede øjnene i, imens hun puttede sig godt ind til ham. Hun bed sig i læben, og trak vejret roligt. Hun næd at han nussede hende på ryggen imens, det var beroligende. "Theo?"sagde hun stille, og lyttede til hans hjerte imens hun ventede på svar fra ham.

Theo lå stille, og nussede hende blidt på ryggen "hvad griner du af?" sagde han drillende, og smilede lidt. Han lyttede "Ja?" sagde han og lyttede efter det hun sagde. Han slappede af og så lidt på hendes ansigt, og smilede af hendes lukkede øjne, selvom vampyrer ikke sov, kunne de åbenbart godt slappe af så det virkede som om de var trætte, men det var måske bare ham.

Fie smilte glad, og blev ved med at holde øjnene lukkede selv om at det var fristende at åbne dem og se ham i øjnene, selv om at han havde fortalt hvad der ville ske, men hun lod sine øjne forblive lukkede imens hun smilte glad. "Kan du huske hvad du glemte?"spurgte hun og grinede lidt af den måde hun fik stilt spørgsmålet på, da ordene vidste ikke havde fået de rigtige pladser.

Han betragtede hendes ansigt lidt mens hun havde lukkede øjne, men vendte så blikket mod hendes hår, og tænkte efter ved hendes spørgsmål "hmmm.. jeg tror jeg kan huske det.. det var vist noget med.." sagde han tøvende og skar en grimasse "det lyder som om jeg er blevet senil" sagde han og grinede lidt. "hvorfor du boede hos din eks?" spurgte han stille, det var næsten en lettelse at kunne huske spørgsmålet "Altså jeg ved du ikke bryder dig om at være alene men.. din eks?" sagde han, for ofte var ekskærester ikke nogen han var gode venner med.

Fie bed sig i læben, og lyttede til hans stemme, imens han snakkede. "Ja det lyder lidt sådan"sagde hun og smilte lidt over det. Hunbed sig i læben, og åbnede kort øjnene, men lukkede dem hurtigt igen. "altså, jeg kan slet ikke lide at være alene, jeg går i panik kan man vel sige, og Andy og jeg er ikke uvenner som så, vi har bare haft lidt problemer med hinanden, og det førte så til at jeg er som jeg er nu, men vi er venner igen... Tror jeg"sagd ehun stille, og tarv et lille stykke tid, "Jeg bor mest af alt hos ham fordi at jeg ved at han har det svært fortiden. På grund af at han kæreste og min ven er død, og jeg har ondt af ham..."sagde hun stille, og bed sig i læben. "Jeg trøster ham så godt jeg kan, men det virker ikke som om at det hjælper... han vågner stadig skrigende op om natten, og er ved at skramme livet af mig, men jeg kan ikke få mig selv til at efterlade ham"sluttede hun stille af med at sige. Hun holdt stadig utrolig meget af Andy, og det vidste han godt, men hun var meget skræmt over hans måde at være på.