Indianer Vampyren (William)

Han rakte tunge af hende tilbage, og grinede "duh dåm!" sagde han i et barnligt tonefald, og smilede varmt til hende. Han smilede charmerende til hende, og trak hende med hen til elevatoren og trykkede på knappen mens han holdt varmt om hendes hånd. Han nød at have Curia omkring sig, hun var hyggelig, intelligent, og smukkere end solnedgangen.

Curia sukkede, hun kede sig faktisk... Måske skulle de løbe om kap? Nej, det gik ikke. Hun kunne slet ikke tåle at tabe! Hun havde engang fået straf for at banke en af de andre spioner, fordi han havde slået hende i skak på en af vagterne. Hun kunne ikke lade være med at le af det minde. Hun ville så meget ønske at Realia ikke også var sunket i jorden, ligesom alle de andre. Hun kunne ikke finde nogle af dem, og det var ved at brænde hende op indefra.

William så på hende, og trak hende med ind i elevatoren med et smil. Han trykkede på knappen til øverste sal, og stod stille. De kørte op, og han så lidt op i elevatorens loft. Pludselig stoppede elevatoren. William hævede sit ene øjenbryn "hvad?" han så lidt rundt, og slap Curias hånd og gik hen til knapperne og trykkede på den til den øverste. Han undrede sig over at der ikke skete noget. Han så lidt om på Curia "jeg tror vi er gået i stå.." mumlede han.

På trods af den alvorlige situation, lyste hendes smukke ansigt op i et gigantisk smil. Men så blev hun atter alvorlig, og det bekymrede blik voksede op på hendes ansigt. Hun var bange for at de ville falde ned, og der ville ske noget med Will. Selv var hun jo rimelig svær at skade... Hun havde set en video på Youtube med en fyr som havde været fanget i en elevator i 43 timer. Det var bare det sidste hun skulle nu. Så ville hun smadre måde elevatoren og vægen. Ud, det skulle hun nok komme.

// Håber sørme at de har Youtube ^^'

William så på hende, og mistolkede det bekymrede blik "er du bange?" spurgte han undrende og lagde sit hoved på skrå. For det eneste Curia frygtede (i hans hoved) var spøgelseshuset i Van Martens park. Han trykkede på en lille rød knap på elevatorvæggen der begyndte at lyse "så nu har jeg tilkaldt hjælp.. jeg ved bare ikke hvor længe det vil vare" mumlede han stille. Han gik hen og lænede sin ryg mod elevatorvæggen, og så derefter på Curia.

// Haha det kunne ellers have været overdrevet nice hvis de havde xD//

Curia bed sig i læben, og satte sig ved siden af ham. "Nej, jeg er ikke bange. Jeg er bekymret." rettede hun sig, og så ned på sine negle. "Jeg er bange for at der sker noget med dig." Hun kunne ikke lade være med at grine, og prikkede ham på panden. "For jeg vil beskytte dig med min liv!" udbrød hun teatralsk, og flækkede af grin. Hun mente det, selvom det bare lød alt for åndssvagt.

William så på hende "at der skulle ske noget med mig?" sagde han overrasket og en smule sarkastisk. "Jeg er altid den der skal redde alle andre" sagde han og begyndte at grine. "Men tak jeg er glad for at du vil passe på mig, men du skal ikke beskytte mig med dit liv.." sagde han roligt og så på hende. Han lagde en arm om hende og kyssede hende ved tindingen. han slappede af, han mente ikke at der skulle gå noget galt.

Hun rakte tunge af ham, men kyssede ham tilbage på hans tinding. "Helt ærligt, nu lyder du som min far. Og det er ikke positivt." Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hendes far havde sagt noget lignende engang... Det var vist: 'Spild aldrig dit liv på at glæde andre'. Men dengang havde hun bare råbt og skreget af ham, men nu... Nu forstod hun hvad han mente. "Nej, undskyld." grinede hun. Hun ville aldrig sammenligne ham med sin far igen.

Han lo bare, og nød kysset "jaja så må jeg lyde som din far" sagde han og smilede. Pludselig slog det ham at han havde glemt at tage sin pille den dag. Det gjorde ham lidt bleg, og han så ned i elevatorgulvet og virkede lidt fraværende. "Det går nok" mumlede han stille og så lidt rundt. *bare det ikke tager for lang tid med den hjælp, jeg vil ikke skræmme hende eller gøre hende bekymret* tænkte han, og bed sig i læben.

Det tog kun Curia nanosekunder at opfatte ændringen i hans humør. "Så slem var han da heller ikke." løj hun, i den tro at det var det som havde forvirret ham. "Men du ligner jo også bare dig selv..." Hun viste ikke hvordan hun lige skulle rede den, og hun valgte at tie stille. Han virkede oprørt. Ledte han efter noget? Måske skulle hun vise ham en beroligende illusion? Hvad mon hun skulle lave.. snevejr? I en elevator?!

Han så på hende og pressede et smil frem "nej nej det er ikke din far, han var nok en fin fyr jeg er tit blevet sammenlignet med forældre så det gør mig ingenting" sagde han og smilede til hende. Hans ansigtsfarve var blevet kridhvid, lidt som Curias. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes og gav den et lille klem. han slap den dog stille igen, og tog en dyb indånding og lænede sit hoved bagud mod væggen. Han slappede af så godt han nu kunne. Han ville ikke have at Curia fik mistanke så han prøvede at holde sit smil.

William virkede godt nok lidt anstrengt, men han var sikkert bare lidt bange. "Will, skal vi ud nu eller hvad er det der er galt?" spurgte hun bekymret. Hun ville gerne have at han var okay. Han skulle altid være glad. Altid. Hun smilede svagt, og kyssede ham på næsen, hvorefter hun lænede sig hen imod ham, så hun kunne se ham ind i øjnene. "Skal jeg vise dig noget?" spurgte hun venligt, med en utrolig øm undertone.

William sad stille, og så lidt på hende "nej vi kan godt vente" sagde han og prøvede at lyde rolig. Han kunne mærke virkningerne begynde at sætte ind, han blev træt og fik kvalme, og han blev kun blegere. Han lukkede kort sine øjne, og åbnede dem langsomt igen "ja da" sagde han og smilede svagt til hende, og nød det lille kys på sin næse. Han hørte hendes ømme tonefald, og nød det. Han trak vejret lidt tungt, og han prøvede at få det til at holde op og holde sygdommen på afstand.

Curia rynkede panden. "William, du er sgu da helt hvid i hovedet. Hvad er der kæreste?" mumlede hun, og strøg ham blidt over kinden. Hun fik ondt i brystet af at se ham sådan. Hun kunne bare ikke lide det. Han virkede så.... skrøbelig. Det skulle jo have været lige omvendt! "Hvad er der galt?" gentog hun blidt.

// Jeg bliver nød til at logge T_T Ses ^^

William "jeg kan ikke gøre for det, undskyld" hviskede han. Hvor var han dum, selvfølgelig kunne han gøre for det, han havde jo glemt at tage den pokkers pille" Han kunne ikke lade være med at sukke. "Jeg er en idiot.." mumlede han stille. Han nød at hun strøg ham over kinden, og han så på hende. Han strøg hende blidt over håret. "Det er ingenting det går over om lidt" hviskede han lavt. Han tog en dyb indånding, og lukkede sine øjne igen *hvor jeg dog hader det her.. jeg hader mig selv for at have fået denne her sygdom, jeg hader at andre skal opleve den og at det skal gøre dem ondt* tænkte han.

Curia blev ved med at stryge ham beroligende på hans blege ansigt, og smile opmuntrende men bekymret. "Er du... Sulten eller noget?" Hun viste ikke hvad dæmoner spiste.. Måske var det det? Hun ville gøre at for at han blev lidt mere.. normal igen. Og hun havde jo drukket af hans blod, så måske... og deres bloddrikkeri havde kun skærpet deres venskabelige bånd. Hvis man drak blodet fra menneskedrenge og vampyren og mennesket allerede havde et rimeligt forhold, kunne mennesket præge på vampyren. En mærkelig ting som forbandt begge parters sind, og gjorde menneskedelen helt rundt på gulvet.

William så på Curia og rystede på hovedet "jeg lever rimelig længe på det jeg spiser.." sagde han stille, han havde taget glæde fra folk dagen før i Van Martens park og det varede længe før han behøvede mere. Han sad stille, og tænkte lidt. "Som sagt det går bedre om lidt, det er jeg sikker på hjælpen kommer nok også lige om lidt" sagde han stille. Han havde ondt, men det var næsten den følelse af at alting pludselig forsvandt omkring ham. Han sad og så lidt på Curia, på det røde hår og den bløde fine blege hud.

Hun kyssede ham blidt på panden, som en bekymret storesøster, og satte sig ved siden af ham. "Okay, men sig til hvis du skal brække dig eller noget." mumlede hun svagt, og lukkede øjnene. Måske ville hun kunne høre hvis nogle af menneskerne arbejdede på elevatoren? Men hun kunne ikke lige høre noget... Hun rynkede panden og fugtede læberne. Hun var så ked af have sat dem fast i elevatoren. Hun havde bare på fornemmelsen at det var hendes skyld. Eller, hun viste at det ikke var, men hun følte at det var hendes skyld...

Han nød kysset "jeg skal ikke kaste op" sagde han beroligende, han kastede ikke op når han havde det sådan. Han lukkede sine øjne, og sad stille. Han sad stille i lidt tid, og knækkede så pludselig sammen, og holdt for sin mave. Han hostede lidt, og prøvede at rette sig lidt op "jeg har det fint, jeg har det fint" skyndte han sig at sige så Curia ikke blev mere bekymret, end hun allerede var.

Allerede inden at bukkede sammen, sad hun på hug foran ham. Det gode ved at være vampyr var at man bevægede sig virkelig hurtigt. Hun knugede hans hænder hårdt ind til sit bryst, næsten ligeglad med at hun måske klemte lidt for hårdt. "William der er noget galt med dig. Vi skal ud nu, okay?" Hun stirrede ham ind i øjnene med sine dybblå. Hun ville bruge en eller anden dum undskyldning om at hun ikke ville have ansvaret for alle hans venner hvis han døde, men hun viste at hun ikke kunne lyve. Hun viste at han viste, at hun virkelig elskede ham meget, og ikke ville lade noget ske med ham.

Han mærkede hendes hænder om sine. Han lænede sin pande mod hendes skulder og sukkede tungt. "Curia det er iorden, der sker ikke noget" hviskede han træt. Han åbnede sine øjne og rettede sig lidt op og så på Curias blå øjne. Han tænkte sig om "der kommer snart hjælp" hviskede han stille igen og lukkede sine øjne. Der var selvfølgelig noget galt, men han anede ikke hvordan han skulle forklare hende det, men det blev han vel nødt til "Curia der er noget jeg ikke har sagt.. jeg har en sygdom og hvis jeg ikke tager mine piller så bliver jeg meget svækket det er derfor jeg er sådan her nu... jeg glemte mine piller idag" hviskede han stille.

Curia løftede skeptisk sit ene øjenbryn, men troede ikke at han løj for hende. Men hun kunne ikke være sikker... Men det lød altså ret virkeligheds tro, så hun valgte at tro på ham. "Men det er ikke sådan... Farligt, vel?" Hun så stadig utrolig bekymret ud, også selvom hun nu viste hvorfor han var lidt mærkelig. Men hun tvivlede dog stærkt på at der ville komme hjælp hurtigt. Det kunne tage flere dage før de blev hjulpet ud. Og så ville hun blive nød til at drikke hans blod - og han ville kun få det endnu værre... Det gøs igen i hende. De skulle ud! Nu!

William så lidt ned, han havde at fortælle folk det med sygdommen for de blev altid en anden bagefter, de troede at de kunne skade ham ved det mindste, men det kunne de seævfølgelig ikke, det gik jo fint hvis han bare huskede de forbandede piller. "Farligt..." mumlede han for sig selv, som nærmest for at smage på ordet. "Hvis jeg havde været menneske var jeg allerede død.. men jo lidt farligt er det.." hviskede han stille. Der var ingen grund til at lyve for hende. Det med at han ikke kunne køre var jo ikke noget der betød noget for nogen af dem. Han så lidt på deres hænder, og tænkte. Han nussede forsigtigt hendes hænder mens han grublede. Hjælpen skulle komme, ellers ville både Curia og han selv være mærket for livet tænkte han med en kort rysten.

Curia havde listet sin mobil op af lommen, og udstødte en svag væsen. Selvfølgelig skulle den også lige være død for strøm nu? Hun lagde den ned i lommen igen, og lænede sig træt tilbage op af vægen. Hvorfor lige nu? Hun ville ud nu, det skulle de bare! Men hvis hun smadrede sig igennem vægen ville alle bare stille en masse spørgsmål hun sikkert ikke ville kunne svare på. Hun rynkede panden og sank. Det var ligesom om vægene kom tættere og tættere på, og hun fik svære ved at trække vejret. Hun havde aldrig været klaustrofobisk, men lige nu... Alle minderne om den gang hendes far låste hende ind i det lille skab, hvor hun knapt nok kunne være. Hun lod helt automatisk fingrene løbe over et tyndt, usynligt ar, som lå på indersiden af hendes underarm. Hun havde fået det på en af krogene i skabet, en gang da hun ville prøve at komme ud ved egen hjælp.

William så på hende, og hørte hendes væsen. "Curia.." mumlede han stille "fortæl mig om dit liv" sagde han stille og så på hende. Han lagde en hånd på hendes, og lagde hovedet lidt på skrå. Han havde det dårligt, men han ville hellere have at de prøvede at slå tiden ihjel, end at de gik i panik. Han kunne godt høre at hun trak vejret lidt sært "Er der noget galt?" hviskede han bekymret og så på hende. Han følte sig som en kæmpe idiot hvorfor glemte han også de piller? Han så hun rørte ved et ar på hendes arm, og han så lidt betragtende på hende, han kom til at tænke på om hun måske havde siddet fast i en elevator før.