Indianer Vampyren (William)

Han blev lidt overrasket over kysset, men smilede varmt af det, og holdt hende tæt ind til sig. Han slappede af, kulden fra Curia generede ham ikke. Han lukkede langsomt sine øjne, og der gik ikke lang tid før han faldt i søvn. Han havde et lille smil på læberne. Sårene på hans hals gjorde fortsat ondt, men han bemærkede det næsten ikke. Hans drømme overtog hans sind, og han sov tungt.

På trods af Curias femininitet, begyndte hun snart at snorke. Hvis man spurgte hende, så var det en helt vildt pinlig vane, men hun havde slet ikke tænkt over det, nu hvor hun havde hygget sig så meget, og var blevet så træt. Et svagt smil krusede hendes læber, og hun vente hovedet væk fra ham i søvne.

// Uha, vi må hellere spole frem til de vågner igen, ellers dør jeg af kedsomhed :3

William vågnede hen af morgenen ved at nogen snorkede. Han blinkede søvnigt med øjnene, og gabte. Da han havde fået sine øjne tvunget op, så han på Curia og smilede stort, og grinede lidt *Kan vampyrer snorke?? Det kan de åbenbart..* Han smilede fjollet, og rejste sig forsigtigt for ikke at vække hende. Han så kort rundt i rummet, og lagde mærke til at de havde sovet hele dagen *jeg vender vist min døgrytme* tænkte han og så ud gennem gardinet, og gik så ind i stuen.

//iorden :3

Curia rynkede svagt panden, og rullede lidt rundt. Hun sov altid uroligt, hvor viste hun ikke selv, men gættede på at det fordi man aldrig kunne sove roligt når man var spion. Men det var hun jo ikke længere, så hun skulle vist lige vende sig af med den dårlige vane. Hun udstødte en sjov lyd, og faldt så ned fra sengen. Hun fløj lynhurtigt op af bar forskrækkelse, og sad på hug på sengen. En svag kluklatter forlod hendes læber, men den stoppede da det gik op for hende hvor hun var, og at hun var alene.

William hørte et bump inde fra værelset "Curia?" spurgte han højt, og gik ud af køkkenet som han havde været i med en brødskive i munden, egentlig spiste han ikke menneskemad, men det var nu meget hyggeligt alligevel, og folk undrede sig hvis man ikke handlede en gang imellem. Han stak hovedet ind i værelset "Faldt du ud af sengen?" mumlede han, og tog brødskiven ud af munden og så på hende. Det undrede ham lidt, for det var en ret stor seng, men hvis hun nur var van til det der var mindre, så var det måske ikke så underligt. "Kom du noget til?" spurgte han og gik ind til hende, og skar så en grimasse "nej selvfølgelig ikke undskyld" sagde han stille.

Curia var stadig lidt døsig, så hun havde slet ikke lyst til at sige at vampyrer aldrig kom tilskade. Hun gabte en gang, og krammede ham. "Nå, jeg tror faktisk at jeg snart skal hjem..." Hun stillede sig op af vægen, og smilede svagt.

Han lagde armene om hende da hun krammede han og smilede varmt til hende "Nå.." sagde han og slap hende stille da hun ville læne sig op ad væggen "det skal vel også til" sagde han, og smilede en lille smule. Selv ville han aldrig flytte, han elskede tag lejligheden, og havde altid været der. Han stod stille og tog brødskiven i munden igen og så tænksomt ned i brædderne.

Så gik et langsomt og forfærdeligt op for hende, at hun jo faktisk ikke havde noget hjem... Gud hvor var hun dog bare åndsvag! Hun kunne ikke lade være med at udstøde en lille, nuttet perlelatter. "Tja, men jeg kan godt blive her lidt, der er vist intet jeg skal lave her." grinede hun.

// Undskyld længden..

Han hørte hendes latter, og smilede undrende "hvad griner du af?" spurgte han undrende, men kunne ikke lade være med at grine en lille smule, nogen gange virkede hun så munter. Han stod stille, og gumlede på sin brødskive "du må blive her så længe du har lyst mi casa es su casa eller noget" sagde han roligt og gik ind i stuen. Selv så han sig selv som dødkedelig og forstod egentlig ikke hvorfor folk var så glade for at kunne snakke med ham, enten fjollede han eller også kunne han ikke finde på et passende svar, og hvis han fandt et passende svar var det som regel ikke godt nok.

// hey no worries nogen gange går krea bare ned ^^//

"Jeg har jo slet ikke noget hjem.." grinede hun, og rodede op i sit hår. Det lød bare så akavet når hun sagde det, og hun kunne ikke lade være med at rødme en smule. "Men det har der jo ikke rigtigt været brug for..." som vampyr havde man ikke så mange fjender, andet end de andre væsner, så man kunne næsten some over det hele. Forrige dag havde hun faktisk sovet ude i det fri, i støvregn, og det havde bare været så utrolig forfriskende.

"Har du ikke?" sagde han overrasket, næsten bekymret. "Nææh det er der vel ikke" mumlede han og kløede sig i nakken. Men han så på hende, med et bekymret udtryk i øjnene for han vendede sig ikke til at hun ikke kunne slå sig, og at hun ikke behøvede noget særligt andet end blod. Han stod lidt, og sukkede så kort "jeg vender mig ikke til at du ikke kan blive såret, osv." hviskede han stille.

Hun prikkede ham kærligt på næsen, og rakte tunge af ham. "Helt ærligt, jeg er en vampyr, jeg er sejhudet." Hun smilede svagt, og kunne ikke lade være med at grine igen. "Så tænk ikke på det." Hun satte sig ved hans bord, og tænkte lidt på hvad hun nu skulle lave. Hun kunne ikke side og sylte på William hele tiden, men hun skulle vel lave noget som hun fik noget ud af...

Han så på hende, og smilede kort "det er svært ikke at tænke på det, for mig er du lige så menneskelig som alle andre og alligevel ikke" mumlede han. Han så udenfor, og så at det regnede. Han lyste op i et smil "skal vi gå en tur?" spurgte han energisk, og så på hende. Det var længe siden det havde regnet, og han gik altid en tur i regnvejret hvis han havde tid, det kunne jo være Curia ville med?

"Åh ja!" grinede hun, og var lynhurtigt på vej ud af døren. Hun nåede lige at tage fat i hans hånd, og fik trukket ham med ud. Eller, hun slap ham på halvejen. Måske ville han gerne have en jakke på, men hun havde ikke brug for en. Hun havde ikke engang en med. Hun trådte ud i regnvejret, og lod det fugte hendes ansigt med sine regndråber. Hun elskede regn, især når det var om aftenen.

William blev overrasket af hendes eintusiasme, og grinede lidt. Han behøvede ingen jakke og gik langsomt efter hende da hun løb ud i regnen. Hun var inspirerende den lille kønne skabning. Han kunne ikke lade være med at standse, og betragte hende med et smil, mens vandet regnede ned af hans nakke, og på hans tøj. Han smilede skævt, og lod sine øjne gå fra hendes fødder til hendes ansigt mens der spandt sig en masse ord i hans hoved.

Hun drog et lettelsens suk, og trak sig ud fra sin lille, våde, drømmeverden. Hun vendte sig om mod William, og tog ham i hans hænder, og drejede ham rundt i cirkler, imens hun lo. Det så ud som om hun græd, men det gjorde hun ikke. Det var bare regnen. Og det ville have været for mærkeligt hvis hun græd. Hun stillede sig på tæer, og kyssede ham på panden. "Ih, hvor jeg elsker regn!" grinede hun, slap ham og lavede et lille rejehop.

// Skulle lige spise ^^

Han grinede af hendes glæde, og kunne godt se at dråberne på hendes ansigt lignede tårer. Han smilede af kysset på hans pande og lukkede sine øjne. Han smilede skævt og kyssede hende på næsen "det er jeg glad for, der er mange der forbander regnen, men ikke du... ikke du" sagde han og hviskede det sidste lidt for sig selv. Han grinede, og begyndte at trække hende med sig "kom så skal du se noget!" sagde han glad, og nød den spøjse fornemmelse af sin t-shirt klæbende mod sin overkrop, dog mest ved skuldrene lige nu.

//det er iorden ^^//

Hun kunne ikke holde den søde, perlende latter inde. Regn gjorde et eller andet ved hende, som bare forvirrede hende lidt. Hun fulgte efter ham, og så ned af sig selv. Hun rødmede svagt, og kløede sig på næsen. Hendes t-shirt klæbede til hendes krop, og hvis man kikkede godt nok efter kunne man også se hendes bh. Det tog ikke lang tid at sløre hendes våde tøj, så man slet ikke kunne se noget indenunder. Perfekt.

Han smilte af hendes søde perlende latter, og han kunne ikke laade være med at grine lidt med. Han så på hende, og han var glad for hun ikke var meget modtagelig overfor sygdomme. Han så fremad, og trak hende med gennem nogen gyder og gader til højhusene pludslig holdt op. Han stoppede på en græsplæne hvor man kunne se langt inden der kom huse igen, himlen lyste kort op i et lynnedslag, og han så på hende med et stort smil, hans hår klæbede til hans ansigt og hans øjne lyste lidt af glæde og spænding "prøv at se hvordan det bugter sig på himlen?" sagde han til hende.

Hun lod hurtigt hånden køre på panden, så hun nemmere kunne se da dråberne hang i hendes øjenvipper. Hun smilede svagt, og rettede de smukke, blå øjne op mod den mørke himmel. Hun klemte blidt hans hånd da hun igen gik fat i den. "Hvor er det bare smukt!" hviskede hun betraget og betragtede alle lynene og dråberne som faldt ned fra himlen. Hun lod dråberne falde på hendes ansigt, og det føltes så dejlig forfriskende.

Han smilede og så på hende "ja ikke?" sagde han og klemte stille igen, og smilede stort. Han så op mod himlen. Selvføgelig var det farligt, mest for mennesker at så ude på en flad plæne når vejret var sådan. Men selv gik han oftest herover for at se det "vi er heldige der ikke er nogen skyer" sagde han muntert. Han betragtede hende lidt da hun så mod himlen, og smilede.

Curia kløede sig lidt på næsen, og rynkede så panden. "Øhm Will.. Det er vel ikke sådan lidt farligt at stå her.. Tja, med alt det våde og de der lyn..." Hun rynkede panden, men smilede så stort. Hun kunne ikke lade være med at grine. Hun var bare så dum, helt ærligt.. Som om de ikke godt selv kunne overleve nogle lyn... Hun var alligevel for hurtig til at blive angrebet af at lyn... Hun smilede svagt.

William så på hende og smilede skævt "ikke for dig, og jeg bliver højst lidt forbrændt hvis jeg bliver ramt" sagde han og smilede djævelsk, det var bare noget der gik lige i ham lynene. Han elskede regnvejr på den måde det tiltalte hans indre djævel. Han grinede da hun gjorde, og smilede skævt "det er hyggeligt regnen og lynene, regnen giver ro, mens lynene giver spænding" sagde han stille.

"Jeg ville ønske at jeg kunne tage dem." hviskede hun betaget, og rakte hænderne op. Stjernerne var efterhånden ved at blinke oppe på himlen. Hun smilede svagt og tænkte lidt på at sætte af, og se om hun kunne komme helt op til stjernerne. Hun viste jo godt at hun ikke kunne, men hun ville gerne... prøve sig selv...

Han så på hende og lagde hovedet på skrå og smilede varmt, mens regnen stadig silede ned over dem. Han så op på himlen og sukkede glad "regn, og stjerner, og lyn..er der noget bedre?" spurgte han varmt, og så på Curia igen. Han lod sig glide ned og sidde, var ligeglad med mudder, og vand, han lagde sig ned og så op på himlen og slappede af "så noget her inspirerer mig" hviskede han.