Indianer Vampyren (William)

"Er du sulten?" sagde han roligt. Han kunne næsten kun forestille sig det, hvis altså hun ikke havde fået stillet sin sult i Van Martens Park. Han lod hende løfte sit håndled, og fik bekræftet det han troede. Hun havde ikke fået noget blod den dag, det var tydeligt. Han sad stille, og så på hende.

Da blodrusen igen havde lagt sig, rystede hun svagt på det røde hår, og sukkede tungt. Hun kunne ikke drikke hans blod, det var alt for egoistisk. Man drak kun blod på to tidspunkter. Når man var tørstig og overfaldte folk for at få det, eller når man drak sin elskedes blod. Hun ville ikke drikke hans. Hun ville ikke skade ham...

Han lagde sit hoved på skrå, og betragtede hende. Men så nikkede han bare "okay" sagde han stille. Hvad var det egentlig han ville have gjort, hvis hun havde sagt ja? Ville han have tilbudt sit eget blod. Han bed sig kort i læben, og tænkte over det. Det ville han nok, det lå bare til ham at hjælpe andre, selvom han syntes tanken om at få suget sit blod var skræmmende, og dog pirrende?
Han rystede bare på hovedet af sig selv. Nu var han fjollet.

Som erstatning for hans hånd, lagde hun sit eget håndled op til læberne. Det var slet ikke det samme at drikke sit eget blod, og der var ingen nydelse eller noget i det, så hun duftede bare svagt. Hun ville nøsten have gjort alt for at have drukket... bare en lille dråbe af hans blod. Hun måtte virkelig styre sig får ikke at sætte tænderne i ham. Når hendes tanker endelig havde strejfet blod, var de bare ikke til at stoppe igen. Hun pressede sig diskret længere ned i sofaen.

Han sad og så på hende i et stykke tid, uden at sige noget. Så tog han blidt fat om hendes hage "du lyver" mumlede han, og strøg en tot af hendes hår bort fra hendes ansigt "du er sulten" sagde han roligt, og så ind i hendes øjne. Hvorfor sagde hun det ikke bare? Var hun bange for han ville smide hende ud, eller var hun genert over det? Han forstod det ikke rigtigt.

Hun blev lidt chokeret, men stirrede ham ind i øjnene, og var helt sikker på at han ville kunne høre hendes hjerte hamre i brystet. Hendes læber sitrede svagt. "Ja. Jeg lyver," hviskede hun hæst, med en uudholdelig brænden i halsen. Hun følte det som om hun ville brænde op indefra, med Williams hænder om hendes hage. Bare tanken om blodet fik hende vejrtrækning til at blive lidt tungere.

Han blev egentlig overrasket over at hun indrømmede det, men også lidt glad. Det måtte være ubehageligt, her sad han, en levende organisme med blodet pulserende gennem årene, og der sad hun og var ved at gå til af tørst. Han smilede blidt til hende "du må godt" sagde han så. Egentlig vidste han ikke om hun måtte, men han ville gerne hjælpe hende. Han slap stille hendes hage, men så hende fortsat i øjnene.

Lige så snart Williams hænder slap hende, kastede hun sig tilbage i sofaen igen, med store, blå øjne. Selvom han havde givet hende lov, kunne hun ikke. Nogle kunne godt lide at få drukket sit blod, men andre hadede det. Hun ville ikke tage chancen. Han mente det sikkert kun godt for hende, men hvis hun først kom igang viste hun ikke om hun kunne stoppe igen. Og det var også værre hvis det var nogle man kunne lide. Så smagte blodet altid så meget bedre...

Han så på hende, og lagde hovedet på skrå. "Curia jeg bider altså ikke" sagde han roligt. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, selv vidste han godt at dæmoners blod var mere metallisk i smagen afhængig af hvad de var. Især blod dæmoners blod skulle smage usandsynligt dårligt, men han vidste det ikke rigtigt og han var jo ikke selv en bloddæmon. Han anede ikke selv om hans blod var spiseligt. "Det er okay" sagde han roligt "det er jo mig selv der tilbyder dig det" sagde han roligt.

"Du ved godt at jeg ikke kan skade dig," hvislede hun ud igennem tænderne, med øjnene sammenknebne. På en måde gjorde hun sig klar til at spring ud af et eller anden vindue, selvom han gav hende lov til at drikke hans blod... Hun havde aldrig smagt dæmonblod før, men viste at det helt sikkert ikke kunne være så lækkert som engleblod... Men det var ligemeget for hende. Hun viste at bloddrikkeri styrkede alle følelsesmessige bånd.

Han smilede af hende, og tog fat om hende ankler og trak hende nærmere. "Nej det vidste jeg faktisk ikke" sagde han stille, og kunne ikke lade være, for hun var nem at drille midt i alvoren "jeg ved ikke engang om det smager godt.." mumlede han så tankefuldt. Han lod tankefuldt sin tommelfinger stryge forsigtigt over hendes læber. "Nu sidder du jo og gør mig helt i tvivl.." hviskede han stille. "Hvorfor gør du det ikke bare?" spurgte han forsigtigt, han vidste ikke om han pressede hende, og han ville straks holde op hvis hun bedte ham om det.

Hendes øjne var en anelse blanke, men det var svært at se. Hun lagde armene om hans hals, og gemte ansigtet i hans hår i et øjeblik. Det virkede bare for mærkeligt at bide ham, men efterhånden var det ikke længere et spørgsmål om at være tørstig, men et forsøg. Så bevægede hun sig forsigtigt ned af hans hals, og lod sine skarpe tænder glide ind i den bløde hud på hans hals. Han smagte knapt så godt som mennesker men.. wauw... Hun lod forsigtigt tunger køre på de små prikker i hans hud, bange for at gøre unødvendig skade.

Han mærkede hendes arme om sin hals, og lod hende gøre det. Han gispede stille da hun bed ham, og lagde en arm om hende og klemte forsigtigt om hende. Han lagde langsomt hovedet på skrå så hun kunne komme til, det gjorde utroligt ondt, men han lod sig ikke mærke med det. Han trak bare vejret helt stille, og lukkede sine øjne. Han bed sig kort i læben, men prøvede at slappe af.

Som alle andre gange blev Curias åndedræt tungere, og det var som om hun ikke kunne få nok, som om hun ikke ville have nok. Hun kunne ikke få for meget. Hun pressede læberne lidt hårdere om hans hals, tæt på at lade sig selv synkte hen i instinkterne. Hendes fingre kravlede ned på hans ryk, ned igennem kraven på hans trøje. Hun kunne næsten ikke selv bestæmme bevægelserne. Smagen af en vens blod, var næsten lige så godt som menneskeblod.

Han gav et lille støn af smerte fra sig. Men han sagde intet, afbrød hende ikke. Han hud var varm, nærmest brændene mod hendes kolde hud. Han holdt fastere om hende, og sank stille en klump. Han lyttede til hendes åndedræt, og bevægelser, det var så specielt det hele, så planlagt, som om det skulle ske? Bytte og jager, selvom byttet havde overgivet sig frivilligt.

Det rykkede hårdt i hende, da blodrusen slap hende nok til at hun kunnne opfatte situationen. Med en bevægelse hurtigere end et menneskeøje kunne se, trak hun et stribet tørklæde op af lommen, og lagde det blidt på hans hals, med de to prikker i halsen. Hun var bange for at han ville beholde de to prikker i et stykke tid, og hun kunne ikke sige om de ville blive til et ar. Men det lod hun sig ikke tænke på i for lang tid, men trak sig ansigt tilbage, så det var lige foran hans. "Er du okay?" spurgte hun bekymret, og strøg noget hår væk fra hans ansigt. Han så godt nok lidt forpint ud. Hendes ansigt var utrolig bekymret.

Han sad srille mens hun gjorde det, og mærkede det lille tørklæde mod sin hals. Han var svagt stakåndet, men haan nikkede bare og så på hende "jeg har det fint" svarede han roligt, og smilede svagt til hende. Han havde bekymret sig om hans blodssygdom ville have kunnet klare det, men han havde taget sine piller den dag, så det skulle ikke være noget problem, hans blod var som det skulle være. Han så hendes urolige ansigtsudtryk og smilede mildt "du skal ikke være bekymret jeg har det fint" sagde han roligt og strøg hende over hendes kind. Selvfølgelig havde han haft det bedre, for han var svimmel, men ellers var der ikke noget der generede ham.

Curia lænede sig frem mod ham, og kyssede ham blidt på kinden, måske lidt tættere på munden end nødvendigt. Så lænede hun sig tilbage og tørrede sine læber fri fra blod, og sendte ham et kærligt blik. "Tak for måltidet." grinede hun, med en stemme mere oplivet end før. Hun havde det altid godt når hun lige havde fået noget blod. Hendes øjne var meget lysere, som en sommerdag. Hun lænede sig tilbage med et stort smil.

Han nød kysset, havde intet imod det var så tæt på munden. "Velbekommen" svarede han og smilede skævt. Han slap hende så hun kunne læne sig tilbage. Selv lagde han sin kind mod sofaens ryglæn, og slappede af. Han smilede af hendes stemme, og af hendes smil. At sådan en lille smule blod kunne ændre så meget ved et menn... vampyr, var egentlig ret imponerende. Han sad stille, kunne stadig mærke svimmelheden men ikke så omfangsrigt som før.

"Du har det helt godt, ikke?" De fleste Curia drak blod fra, havde det ikke særlig godt bagefter. Men hun havde jo også være mere forsigtig end hun plejede, også selvom blodet havde freaket hende ud som det plejede. Men det skete af og til at hun kom til at drikke alt blodet fra sine ofre. Normalt drak hun kun et par littre, så menneske kunne vågne og rejse sig et par timer senere. Hendes ansigt var lidt bekymret, imens smagen af det delikate blod langsomt forsvandt.

"Jeg har det fint, jeg er bare lidt svimmel" svarede han roligt, og smilede venligt til Curia. Det mærkelige ved det hele var at nu var han træt som bare fanden. Han smilede beroligende til hende og slappede af. "Jeg er bare en smule træt" sagde han, og lukkede sine øjne på klem. Han kunne mærke der var ved at komme skorpe på de to små prikker på hans hals, det var sådan en underlig fornemmelse. Han tvang sig selv til at holde sig vågen, så han kunne snakke med Curia, han vidste stadig ikke hvorfor hun havde reageret så voldsomt i forlystelsesparken "jeg løj for dig idag" hviskede han stille "jeg vil gerne undskylde" igen den samme hvisken.

Hun bevægede sig lidt tættere på ham, og tog fat i hans hånd. Hun smilede opmuntrende, og der var intet had eller overaskelse at spore i hans ansigt. Hun strøg noget mere hår væk fra hans ansigt, og fangede hans smukke øjne. "Det anede mig," grinede hun, men sænkede så stemmen som om hun hun talte til et lille, skræmt barn. "Hvad løj du om?" spurgte hun kærligt.

Han så på deres hænder og smilede bare af det. "Det gjorde det vel nok" svarede han drillende. Han nød at hun virkede så omsorgsfuld, når det nok nærmere var hende der burde får strøget hår væk fra ansigtet, og taget sin hånd. Han gav hendes hånd et varmt klem, og smilede til hende. Det var svært at skelne farveforskellen i hans øjne når lyset var dæmpet, og stearinlysene, istedet for at oplyse dem, fik dem til at gløde når han kiggede på dem. Han tog blidt fat i en lille tot af hendes hår der havde forvildet sig op foran hendes øjne, og han snoede det langsomt om sin finger. "Jeg har ikke noget kørekort" sagde han roligt, og begyndte så at grine.

Curia lo sammen med ham, og prøvede at skjule sine smil med den anden hånd. Hun havde godt kunnet fornemme det, men helt ærligt. Det var dog ikke det værste han havde kunnet lyve om. Hun tørrede øjnene fra de tåre som var kommet fordi hun havde grinet så meget. "Jeg viste det godt, men der skete jo ikke noget. Jeg vil ikke lade noget ske dig." grinede hun, og så kærligt på ham. Det kilede svagt i hovedbåndet, fra de hår han rørte ved.

Han grinede sammen med hende, og smilede skævt. "Nej det var heldigt jeg ikke kørte ind i noget, men virkelig jeg sutter til paralelparkering" sagde han og grinede, mens han rystede på hovedet af sig selv. Han smilede skævt, og snoede hendes hår om sine fingre. Han syntes det var meget smukt hendes røde hår, unikt, og hendes. Han slap forsigtigt håret igen, og vendte sin opmærksomhed mod hendes ansigt igen.