Indianer Vampyren (William)

Curia drejede lynhurtigt sit ansigt mod ham, som om han havde spurgte hende om hvilken størrelse BH hun brugte. Hun kunne ikke lade være med at sende ham et svagt smil. Hun kyssede ham på næsen, og rodede kærligt op i hans hår. "Jeg har det bare ikke så godt med små rum... Selvom jeg ikke har klaustrofobi." Hun sank en gang ved tanken om... Skabet, igen, og vendte sin underarm opad, så man kunne hendes blege ar. "Jeg blev låst inde i et skab da jeg var mindre - låst inde mange gange." tilføjede hun forsigtigt. Det var faktisk lidt dejligt at komme ud med det, også selvom det lige skulle være til William.

William kunne ikke lade være med at grine af hendes udtryk "du ser ud som om jeg spurgte dig om hvad du tænder på" hviskede han og smilede svagt. Han nød kysset og at hun rodede ham i håret, han så dog bekymret på hende da hun fortalte ham om hvad hun havde måttet stå model til som lille. Han så lidt på hendes ar, og lod sin ene finger følge det "det er jeg ked af" hviskede han trist til hende "det burde ingen få lov til at opleve" hviskede han igen, og prøvede at glemme den hovedpine der virkede som om de ville flå hans hjerne fra hinanden.

Hun klappede ham opmuntrende på hånden, med hendes kolde, blege hånd. "Tænk ikke på det. Der er århundrede år siden." fejede hun ham af, selvom det alligevel føltes som et par få måneder. Hun kunne huske alle tonerne i hendes fars stemme, da han skreg og lukkede hende ind i skabet, lige efter hun havde smækket døren i hovedet på ham, da han havde prøvet at klæde hende af. Hun dirrede svagt ved tanken, men rystede det af sig. "Men hvad så med dig?" spurgte hun venligt.

Han sad og så lidt på hende. "Hmm" mumlede han bare stille, selvfølgelig gik det hende på det kunne han jo se, og sådan noget gik ikke bare væk. Han lignede mest af alt et lagen lige nu, og glansen var gået fuldstændig fra hans øjne som han mest holdt lukkede ellers så han på Curia. "Hvad så med mig?" spurgte han undrende. Han rettede sig lidt op med et kort støn af smerte.

Hun holdte armene omkring ham, som om hun ville hjælpe ham med at sætte sig op. Det gjorde næsten endnu mere ondt at se ham sådan, end at tænke tilbage på minderne i skabet. Hun strøg ham blidt over kinden, og prøvede at opmuntre ham, så han ikke bare fik det alt for dårligt lige med det samme. Det kunne jo være at de blev nød til at blive her i et stykke tid. "Ja, hvad med din egen fortid?" spurgte hun nysgerrigt. Fx. om han havde haft hans mærkelig øje hele hans liv.

Han så på hende og smilede til hende "tak for omsorgen" sagde han og smilede lidt. Han nød det lille strøg over sin kind, han kendte ingen som Curia der med en enkelt sætning kunne få ham i strålende humør. Han så på hende "min fortid er ikke særlig interessant.." mumlede han roligt "jeg er vokset op i en kernefamilie, med mine søstre og min mor." Han nævnte aldrig sin far, det gjorde alt for ondt på ham. "Jeg er den ældste af mine søskende, så det er nok derfor jeg er så.. hvad skal man kalde det? beskyttende overfor alle andre" sagde han stille.

Curia blev ved med at stryge ham beroligende over kinden. Selv var hun også lidt beskyttende, men det var slet ikke på grund af hendes fortid, men på grund af hendes spion-karriere. På en måde var hun lidt ked af at han ikke havde haft en særlig speciel fortid, da det var lidt kedeligt at hun ikke fandt ud af noget om ham på den måde, men selvfølgelig var hun også glad for at han ikke havde levet i trauma. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt over det sidste han sagde. "Tja, det er jo en mulighed..." Hun rynkede svagt panden, og kom til det næste spørgsmål som hun lige kunne finde på. "Hvor gammel er du i det hele? Altså, hvor gammel er din sjæl?" Man ville aldrig have gættet på hendes alder, når man så på hende.

Han nød hendes nussen af hans kind. Han smilede kort "jeg er i det hele taget røvkedelig" sagde han roligt, og så på hende. Han så lidt op på elevatorloftet "jeg er 17 i sjæl og krop" sagde han roligt, så mange gange havde han hørt folks overraskelse over den lave alder, for han virkede altid meget ældre. Han kom pludselig til at savne sine små søskende, begge fuldstændig ens i opførsel og udseende men ikke i deres tanker. Han så lidt på Curia "har du haft søskende?" spurgte han stille. Han skænkede som regelt aldrig sin mor en tanke, selvom hun aldrig havde gjort ham noget. Hun var bare ikke god til at holde kontakt og det var han heller ikke, han snakkede i telefon med sine søstre en gang imellem når de huskede at ringe, men ellers hørte han aldrig fra sin familie.

Curia skulle til at sige at han sgu da var alt andet end kedelig, men tog sig i det. Han ville sikkert bare sige hende imod, og så ville hun ikke kunne lade være med at grine. "Wow, du er godt nok ung." sagde hun, uden at vise den mindste smule overraskelse. Der var jo dæmoner som var meget yngre, men hun kendte ikke nogle som var yngre end ham. Hun valgte ikke at fortælle ham sin egen alder med mindre han selv spurgte. Han ville sikkert bare føle sig som en lille rolling, eller opfatte hende som en olding... Men når man så bort fra det, så var hun jo også en olding. "Søskende..." hun gentog ordet, selvom der faktisk ingen grund var til det. "Nej.. Men jeg havde en virkelig god veninde, som jeg følte mig virkelig forbundet til. Så næsten." konstaterede hun fraværende. Hun følte igen et stik af dårlig samvittighed, og fik lyst til at skrige og bide i sig selv. Men selvfølgelig gjorde hun det ikke.

William så på hende "mm.. det er der mange der siger" sagde han roligt, og hørte svagt noget nede i opgangen. *Det lyder som... støvler?* han så lidt på hende "jeg tror der kommer hjælp nu" sagde han stille og prøvede at smile men hver bevægelse var en enorm pine for ham. "Hvor gammel er du hvis du altså vil ud med det?" sagde han drillende. Han målte hende kort med øjnene, for hendes krop kunne ikke være meget ældre end hans, men hendes sind vidste han intet om. Han så lidt rundt i elevatoren "venner ja.. det er de søskende som man kommer allerbedst ud af det med" sagde han stille. Han kunne godt huske sine venner fra folkeskolen, og gymnasiet det havde været en god tid. Han så på Curia igen, og pustede hende drillende i hovedet, for at slå tiden ihjel hans ånde var iskold, og duftede mest af alt af frost.

Hun grinede af hans pust, og prikkede ham drillende på læben. "Ja, endelig kommer de og hjælper os." sukkede hun teatralsk, og kløede sig i nakken. Hun kunne godt havde siddet her hele hendes liv sammen med ham, men det var tydeligt at han ikke havde det så godt, og hun ville fodre ham med de piller, indtil han fik det bedre. "Hvis du absolut vil vide det, så ved jeg faktisk ikke hvor gammel jeg er. Altså helt præcist. Jeg tror det må være sådan cirka 300 år." Hun rynkede panden, da hun syntes det lød så åndssvagt. Hun sagde ikke noget til det sidste, for hun ville helst ikke halve om det, da det jo ikke var et spørgsmål.

William smilede og nappede ud efter hendes finger da hun prikkede ham på læben, selv om han havde det skidt, skulle hun bestemt ikke slippe afsted med at drille ham tilbage han var jo ikke død endnu! Han smilede skævt "ja det var de også længe om, jeg troede vi skulle sidde her et par måneder" sagde han med let irritation, aldrig havde det taget længere tid tvivlede han stærkt på. Han så på hende, og smilede lidt "300? imponerende så må du have oplevet en hel del" sagde han med et lille grin. Han kunne høre dem råbe ude på gangen og han svarede dem roligt at elevatoren var i udu.

"Og i må meget godt få os ud igen! Så hurtigt så muligt!" tilføjede hun til hans udu-snak. Hun kunne ikke klare at sidde her længere. "Jeps. 300 år." sagde hun, nu lidt laver så dem som kom for at reparere elevatoren ikke troede at hun var mærkelig. "Og angående oplevelserne...." hun klemte øjnene svagt sammen. "Jeg har oplevet det meste på grund af mit erhverv. Hun kløede sig på næsen, og sank en gang. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham sit erhverv, for så ville han sikkert aldrig tale til hende igen...

Han grinede svagt af hendes tilføjelser. Han så på hende og lagde hovedet lidt på skrå "hvilket erhverv har du da?" spurgte han stille og så på hende. Han holdt meget af Curia, det vidste han udemærket, for hun gjorde ham altid ovenud glad. Han smilede varmt dog svagt til hende og så lidt på elevatordøren da han kunne høre lyde derudefra, der tydede på at de virkelig arbejdede på at få lortet til at virke igen. Han slappede af, men smerterne rev stadig i ham, og tvang ham til at lukke sine øjne. Han lyttede til Curias åndedræt, for de sad forholdsvis tæt op af hinanden.

Hun følte sig godt tilpads af hans hjerteslag, for lyden gjorde hende altid glad, og især hans hjerte. Hun åbnede det ene øje og så på ham, da han spurgte hende. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, for selvfølgelig ville hun fortælle ham det. Det var da bare en ting, en meget dum ting hun prøvede at få ind i sit eget hoved. "Jeg er ex-spion. Men nu er jeg pensioneret." Hun undertrøkte en lille latter, ved tanken om at hun var pensioneret.

William så på hende "Ex spion?.. interessant så gammel virker du da heller ikke?" sagde han drillende, for han var udemærket i stand til at drille selvom han ikke havde det så godt. Han hørte elevatoren sætte sig i bevægelse og stoppe på den etage hvor de skulle af. Mudderet på hans tøj og i hans hår var efterhånden størknet. Elevatordørene gled fra hinanden og to mænd i arbejdstøj og med en værktøjskasse hilste forsigtigt på de to blege personer i elevatoren "undskyld tiden.." mumlede de forlegent.

"Haha, det siger du. Jeg er så oldgammel at du slet ikke kan forestille dig det, din knold!" Hun kunne ikke lade være med at drille hendes bedste ven, og rejste sig elegant op da de to mænd kom ind i elevatoren. "Hej med jer." grinede hun og løftede på en usynlig hat. Hun kunne godt se hvordan de to unge mænd kikkede lidt længere på hende, men hun tog sig ikke af det. Hun rakte hånden ned til William, og børstede noget af mudderet af imens. Hendes blege hud fik et sjovt skær efter mudderet. "Endelig blev vi reddet, da nogle ædle riddere." grinede hun og kløede sig på næsen.

"Hvis jeg er knold så er du ihvertfald tot!" sagde han og smilede skævt. William lagde hånden på elevatorvæggen og fik med møje, og hjælp fra Curia sig selv stablet på benene. Han havde det som om de kunne knække sammen under ham med det samme igen, men han støttede til elevatorvæggen så han undgik det. Han bøjede hovedet da Curia fyrede det af med de noble riddere, for ikke at vise de grimasser af indestængt grinflip han lavede, det var for morsomt de to halvtykke mænd med måne i skrigorange kedeldragter, kunne ikke gå for riddere i Williams fantasi.