Indianer Vampyren (William)

William fornemmede et eller andet komme imod dem imørket, og trak Curia ind til sig som for at beskytte hende, men han da han så det bare var et skelet, slap han hende lidt igen *jeg er ikke for god til det her* Han kunne ikke lade være med at smile lidt af sig selv. Han lod hende klemme hans hånd ligeså tosset hun ville, han havde fundet ud af at han i hvertfald ikke havde været bange for skelettet. Han så rundt, nu måtte han jo se om han håndterede det næste ligeså godt. Han så på hende, og smilede kort.

Hun mødte hans blik, og sendte ham et drillende blik, og åbnede munden for at sige noget. Men inden hun nåede det, så kørte de rundt i en cirkel, hvor nogle mennesker spillede på musikinstrumenter, men ligepludselig så de op, så man kunne se deres zombie-ansigter. Det gibbede svagt i Curia, og da hun hørte et skrig bag dem, drejede hun lynhurtigt, men det havde jo bare været en højtaler. Så kunne hun ikke lade være med at grine af sig selv. Helt ærligt, hvor var hun bare dum. Hallo, hun var træner i situationer som denne, så hun burde sagtens kunne klare det. Hun mindede sig selv om at intet i denne sal var virkeligt, så hun skulle ikke rede nogle, eller noget. Hun skulle bare nyde turen.

// Sorry, skulle lige spise ^^

William smilede let af hendes drillende blik. Han så lidt op fra hende da de kørte rundt i en cirkel, og han så menneskerne, han fnisede stille, og begyndte så at grine. Det kunne han ikke tage alvorligt *Og mig som troede at denne tur ville lave sår på min sjæl?* Han rystede på hovedet af sig selv, og hørte skriget. Det gav et lille ryk i ham da han hørte skriget, og han vendte sig om som Curia gjorde da han hørte det, men han så selvfølgelig intet og bedte sig selv i sine tanker om at tage sig sammen.Han så på Curia der sad og grinede ved hans side, han smilede lidt fjollet.

Curia kunne ikke lade være med at smile. Hun var ikke bange for at blive skadet, men det hele virkede bare så virkeligt... Hun var bange for at nogle af de væsner der var gemt herinde, kunne skade William. Helt ærligt... Hun bed sig i læben, og uden at vide det spændte hun bare alle sine muskler. Da de kom videre, kørte vognen forbi et sted som skulle ligne en balkon, og nedenunder dansede spøgelserne rundt i måneskinnet.

William så på hende, og smilede. Han så lidt rundt, og fik øje på spøgelserne. Han havde været hunderæd for spøgelser da han var mindre, men nu tog han det stille og roligt og betragtede dem danse rundt i ¨det falske måneskin. Han trak vejret let, næsten uhørligt. Så klemte han stille om Curias hånd så hun ikke blev bange, for han havde set hende få et chok derinde, så helt lige glad var hun vidst ikke med de uhyggelige omgivelser.

Et svagt smil bredte sig over Curias læber, og hun klemte lidt svagere om hans hånd. "William jeg.." Hun blev afbrudt af sig selv, fordi hun skreg. Ikke fordi hun var blevet særlig overasket, det var bare synet som fik hende til at ryste i bukserne, gav hende kvalme. Manden som ruskede sin blonde datter, så hun tapt hovedet. Curias øjne var spærret helt op, og hun sørgede for at lukke munden en smule, så hendes skrig blev til en kalvkvalt rallen. Det mindede hende alt for meget om Jessica og hendes far. Hun ville ud... NU!

William lyttede til hende, og fik faktisk et chok da hun begynte at skrige. Han så kort de to robotter der skulle virke uhyggelige. Han så hurtigt på Curia, og regnede ud at det ikke var skræk hun skreg af, men at hun skreg af noget helt andet, måske noget hun var kommet i tanker om. Han tog fat om hende og tvang hende til at se væk og til istedet at se på ham "Curia schh.." sagde han beroligende, og lagde armene om hende så hun ikke kunne se derhen.

Det var som om hendes skrig havde sat en kædereaktion igang, og alle de andre som prøvede forlystelsen også skreg. Kvalmen blev kun værre, og hun gispede igennem tænderne, imens hun prøvede at inogrere overaskelsen. Hvordan... lige det?! Hendes øjne var våde af tåre, og hendes ansigt var svedigt. Hun klemte ansigtet ind imod hans bryst, og trak vejret i små gisp. Det var pinligt sådan et blive sådan, og så lige foran ham. Hun kunne ikke sige noget, for hun var bange for at hendes stemme ville knække over, og hun ville begynde at græde rigtigt.

William var bekymret for hende, og trykkede hende ind mod sig. Han hørte godt de andre skreg og blev en smule irriteret af det, men lod det gå forbi sig. Han fokuserede på Curia "shh Curia schh.." hviskede han ned mod hendes hår, han kunne mærke at hun var oprevet og det var synet fra før der havde udløst sådan nogle voldsomme følelser. Han så ikke de skræmmende figurer eller mennesker, da et af dem kom for tæt på vognen sendte han spøgelset et blik der kunne dræbe, men han sagde intet andet end små beroligende ting til Curia.

Curia rystede og følte at hun aldrig kunne slappe af igen. Syntes havde bare brændt sig ind i hendes nethinde, men hun forstod ikke selv hvorfor. Helt ærligt, det var mere end hundrede år siden, hvorfor kunne hun dog ikke fatte det, at Jessica var død?? Hun trak sig hurtigt væk fra ham, da det gik op for hende, at hun pressede sig op mod ham på den måde, som en lille forelsket teenager. Hun sank, og så væk fra ham, med benene presset op mod hagen. Nu ville hun bare vente på at det var færdigt, og så ville hun skynde sig et eller andet sted hen, og håbe at hun aldrig så William igen, så han ikke kunne håne hende. "Undskyld," hviskede hun hæst, med tårene løbende ud af øjnene, helt uden at kunne holde styr på dem.

William så på hende, han mærkede hun gjorde sig fra af ham. Han så på hende, længe uden at svare på hendes undskyld. Så lænede han sig hen og tørrede hendes øjne "Du skal ikke undskylde du har jo intet gjort" mumlede han. Han så svagt udgangen længere fremme. Han så på hende, og troede at han måske havde gjort noget forkert for hun virkede ikke særlig beroliget. Han bed sig kort i læben, og da de kom til enden af turen satte han sine fødder mod den ting der spændte dem fast, og skubbede hårdt til den så den gav et klik fra sig og sprang op. Så rejste han sig og tog Curias hånd og trak hende med ud af forlystelsen så hun ikke skulle være der mere.

Hun holdte bare hårdt fat i hans hånd, og havde overhovedet ikke lyst til at være der mere. Hun var utrolig taknemmelig. Hun sukkede og klemte sig hårdt ind til ham, og snusede diskret til ham. "Tak," mumlede hun, og fulgte efter ham. "men jeg bliver nok nød til at tage hjem." hviskede hun, med gråden sidene som en knude i halsen. Hun var ked af at have lavet sådan en brøler, lige foran ham.

Han lod hende holde fast, og kunne godt mærke hendes styrke gennem grebet om sin hånd. Han stoppede da hun klemte sig ind til ham "det var så lidt" sagde han stille, og kiggede om det var langt nok væk fra gyserhuset. Det mente han. Han så på hende lidt, og nikkede så "det forstår jeg godt, vil du have jeg skal følge dig på vej?" spurgte han forsigtigt. Han stod stille, og virkede ikke som om han syntes det var pinligt, han havde mere den fornemmelse af at han gerne ville hjælpe, og beskytte hende, men mod hvad?

Curia ville overhovedet ikke være alene nu, så hun var bare utrolig glad fordi han selv havde spurgt. "Ja tak," hviskede hun, og gik langsomt hen mod parkerinspladsen. Hendes bil holdte der. Hun boede jo faktisk ingen steder, men det var alligevel smart at have en bil. Hun følte sig stadig lidt pinlig berørt, men kunne godt føle at han ikke var særlig ... vred eller noget. Han virkede ikke rigtigt sådan, og hun var trænet i et læse følelser.

William så på hende "okay.." sagde han roligt, han gik med da hun begyndte at gå. Han tænkte, og tænkte. Kunne det være noget hun havde oplevet, eller havde set? Han bed sig kort i læben på grund af tankerne. Han så på hende, og grublede. Men han sagde intet, for han ville ikke gøre hende pinligt berørt. Men han sendte hende et lille smil for at muntre hende lidt op. Han så bilen, og lagde hovedet let på skrå. Han plejede at følge folk til døren, også selvom han skulle gå meget langt for at komme hjem selv, det bar bare en del af ham.

Da de endelig kom til parkeringspladsen, førte Curia an, hen mod en lille, rød, halvrusen bil. Ikke noget stort, men heller ikke noget andet end at den lige kunne køre. Hun brugte den jo næsten aldrig. Hun fumlede med nøglen, og sukkede svagt. Så åbnede hun døren, og satte sig ind, dog med benene ude på gruset og øjnene rettet mod ham. Så gjorde hun tegn til at han skulle sætte sig ind i den anden side, så de kunne snakke sammen inde i bilen.

William så på bilen, og virkede ikke som om at den overraskede ham. Selv tog han bussen eller metroen han havde ikke noget imod offentlige transportmidler. Han så på hende, og nikkede kort. Han gik over på den anden side af bilen og satte sig ind på passagersædet. Han lukkede døren efter sig, og så kort rundt, og opfangede en svag duft af Curia inde i bilen. Han så på hende "er du okay?" spurgte han forsigtigt.

Hun sank en gang, og rettede så sine blå øjne mod ham. "Byt plads med mig, og så køre vi hjem til dig." Det var ikke en ordre, og ikke en forføring. Det var et ønske. Hun bad ham. Man kunne ikke se i hendes ansigt at hun følte sig utrolig dum, men man kunne igen høre gråden i hendes stemme. Hun ville ikke være her længere, men hun ville ikke være alene. Hun ville være sammen med ham.

William bed sig i læben, og det første der røg gennem hans hoved var *men jeg kan ikke køre bil?* Han så hendes ansigtsudtryk og nikkede så, for han kunne ikke sige nej. Desuden så kunne han vel lidt, han havde taget køretimer engang, men det var så forfærdelig lang tid siden, og han havde opgivet fordi han var håbløs til alt der havde med biler at gøre. Han sank en klump, og rejste sig fra sædet inde i bilen, uden at støde hovedet mod taget, og gjorde plads til at hun kunne smyge sig forbi ham og hen og sidde der hvor han skulle have siddet.

Det var intet problem at skifte plads, da de begge var både yndefulde og smidige. Hun klemte øjnene en smule sammen, stadig med et udtryksløst udtryk. "Du kan godt køre bil, kan du ikke?" Curia tog det langt fra som en selvfølge at væsner som dem kunne køre bil. Hun havde helt sikkert opfanget nervøsitet.

Han så på hende da hun smøg sig forbi ham, og satte sig på førersædet. Han stirrede lidt på rattet, og prøvede intenst at huske hvad han kunne. Han så på hende, og smilede et ganske naturligt smil "jaja" sagde han bare. Det kunne godt være han var en gentleman med nogen ting, men når det kom til at lyve havde han ikke noget imod en lille hvid løgn engang imellem *hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af* Han rakte hånden frem mod hende "bilnøglen?" sagde han stille. Han vidste godt at det var meget forkert at lyve om sådan noget, men hun havde virket så opgivende, så han måtte vel gøre et forsøg.

Hun stolede på ham, men havde ikke rigtigt noget at være bange for. Hun var for hurtig til at blive skadet i et uheld så... Hun fortrak ikke en mine da hun rakte ham nøglerne, og sendte ham et hurtigt, svagt smil. Hun så stadig ret forpint ud, men havde efterhånden fået styr på sine følelser. Det havde bare chokeret hende lidt, nu var hun okay... Næsen.

Han tog imod nøglerne, og vidste at hvis der var nogen der skulle være bange var det ham. Han stak nøglen i tændingen, og tjekkede om gearstangen var i frigear, så vred han stille nøglen og bilen tændte. Han måtte kvæle et lettet suk. Og trak i gearstangen så de kom i bakgear, han kiggede sig over sin skulder og bakkede ud. Så skiftede han roligt gear igen og begyndte at køre. Han var lettet over at det gik så godt, og koncetrerede sig om vejen.

"Will, du må undskylde jeg flippede sådan ud." sagde hun klart, med de blå øjne fæstet på vejen. Hun trak vejret stille og roligt, men var ved at dø indvændigt. Hun ville kaste sig ud af bilen, og dø på en eller anden måde, selvom hun viste at det var umuligt. Hun ville dø, og komme det samme sted hen som Jessica. Hvem levede hun for her? Så gode venner var hun da ikke med William, men ville gøre alt for at han ikke forlod hende.

Det gav et lille gib i ham da hun kaldte ham Will. Det var han ikke blevet kaldt meget længe, som regel blev han kaldt Liam eller bare William. Den sidste der havde kaldt ham det var hans yngste søster og hende havde han ikke set i 3 år. Han så på vejen "nej du skal ikke undskylde, jeg kan godt regne ud at du reagerede sådan på grund af at du må have oplevet noget lignende eller set noget lignende" svarede han stille. Han kørte roligt, måske en smule langsomt engang imellem på grund af hans nerver men ellers gik det da fremad. Han drejede ind af en sidegade og ned på en parkeringsplads, hvor han parkerede den røde bil.