Indianer Vampyren (William)

Næsten helt automatisk gled hun ned ved siden af ham. Mudderet fik hende kun til at smile, fordi hun blev så røv beskidt af det. Men det tog hun sig ikke af. Lige nu var hun bare opsat på at hygge sig med Will. "Ja, det er alle mine yndlindsting." grinede hun. "Nå ja, det kunne det vel også lige begynde at sne, ikke?" Hun smilede tilfreds, og kløede sig på næsen. Gud hvor hun dog bare elskede vejret. Det var så fasinerende. Men sol var for den skyld hendes værste fjende. sjovt hvad vejret kunne gøre ved vampyrer.

Han smilede da hun gled ned til ham, der var så meget mudder over det hele så græsset nærmest sejlede, men han tog sig ikke af det. "Mmm.. naturens smukkeste fænomener.. og snefnug" sagde han stille, og lod regnen som var blevet til små dryp falde ned på sit ansigt. "Det kunne sagtens begynde at sne" sagde han spøgefuldt, og så kort op på himlen, og de små dryp forvandlede sig til små hvide flager.

Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, fordi han var så nem at elske. Han opfyldte alle hendes ønsker, helt uden at tænke på sig selv. Der gik det op for hende, alt den hulde og den virkelig lækre duft af nyfaldet sne. "Din evne er frost, ikke?" Hun så ikke på ham, og det var faktisk ikke et spørgsmål. Hun var helt sikker. Hun behøvede ikke engang at tænke længere over det. Han havde hun gjort hende opmærksom på det, og hun regnede ikke med at han havde noget imod det.

Han smilede, og så op på den mærke himmel medd de små hvide pletter der dovent faldt ned mod dem. Han slappede af, selvom det var både koldt og vådt. Han lod sin ene hånd glide igennem sit hår "jov" svarede han roligt og så på hende, og smilede varmt. "Din er illusion eller at lave numre med øjet og min er is eller frost" svarede han stille, og satte sig lidt op og så på hende "men jeg må nok hellere gøre det til regn igen for ellers bliver folk jo bare bekymrede for hvorfor i alverden det sner" sagde han smilende, og netop som han havde sagt det blev sneen til regn.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af ham. "Tja, så er vi vel kvit?" Hun viste at det ikke var godt at sladre om sine evner, eller at lade dem være alt for synlige... Men nu hvor hun også kendte hans, så var det vel okay.. Det undrede hende ikke at han havde gætte hendes. Hun havde jo ikke rigtigt gjodt noget for at sløre dem. "Du har vel nok ret." sammentykkede hun drillende.

"Det er vi vel nok, men husk shh!" sagde han drillende, og smilede skævt til hende. Han lod ikke sine evner være tydelige overfor alle, det var faktisk sjældent han viste dem på den måde, men Curia var ham en dyrebar ven så han havde intet imod at hun så det. "Jeg har altid ret" sagde han smilende til hende, og rejste sig. Han rakte hende sin hånd så hun kunne komme op og stå.

"Jeg røber skam ingeting, min lille prins." grinede hun, og tog imod hans hånd. Enlig havde hun ikke brug for den for hun var elegant og yndefuld selvom der var så glat, men det var så hyggeligt at han hjalp hende op. Med vilje kørte hun foden til siden, så hun gled og greb så blidt fat i hans skuldre for ikke at falde. "Nej der kan man se!" udbrød hun grinende.

Han grinede lidt af hendes ordudvalg, og rystede på hovedet. Han stod solidt plantet i mudderet, så han gled ingen steder forløbig. Han mærkede at hun smuttede i mudderet, og greb hurtigt fat i hende "pas på du" sagde han og smilede skævt "du skulle jo helst ikke have mudder helt op i ørerne før vi kommer hjem" sagde han drillende. Han rodede hende kærligt i håret med den ene hånd, og slap hende forsigtigt.

"Nej nej!" grinede hun som en lille pige som var ligeglad med hendes storebrors beskyttende instrukser. Hun dansede rundt som om det slet ikke var mundret, uden at vakle det mindste. Hun var helt ligeglad med vejret, det kunne slet ikke påvirke hende. Joh hendes humør, men dog ikke mere end det. Hun blev ikke ude bare fordi det regnede. Det var blot endnu en grund til at gå ud.

Han grinede af hendes små lette dansetrin i mudderet, og rystede let på hovedet *den pige bliver ved med at inspirere mig..hvis jeg havde været maler ville jeg have malet hende* tænkte han og smilede for sig selv. Han gik stille efter hende med hænderne i lommerne, gennemblødt men smilende. Hans tøj klæbede til ham som et ekstra lag hud, og hans hår havde nok aldrig været mere vådt.

Curia drejede sig om og tog fat i hans hænder, og dansede rundt om ham. Hun lagde hovedet på skrå, og smilede drillende til ham. "Du er så smuk i regnvejr!" grinede hun og kyssede ham på næsen, hvor hun igen danskede rundt i ring. Hun kunne ikke lade være med at danse, selvom hendes hår klæbede til hendes ansigt.

Han så på hende, og smilede skævt og drejede rundt, som hun dansede rundt om ham "Tak tak og i lige måde" sagde han smilende og begyndte at grine. Han trak hende hen til sig og løftede hende lidt og snurrede lidt rundt med hende, han stoppede igen og satte hende ned og smilede glad.

"Ih, hvor er du dejlig mærkelig!" grinede hun, og landede yndefuldt på jorden da han slap hende. Hun kunne ikke lade være med at grine igen. Hun elskede ham så højt, hendes lille, sjove, hjælpsomme William. Hun lænede sig frem og kyssede blidt igen. "Det gør ikke noget at jeg kysser dig, vel?" Hun sendte ham et sødt smil.

Han grinede af hendes spontane ord "det er du altså også selv" sagde han og grinede lidt. Han rystede på hovedet "Nej kys er jeg meget åben overfor men så meget andet ville måske gøre mig noget" sagde han stille og flyttede en tot af hendes hår om bag hendes øre. Så grinede han "Hvor er du dog sød din lille rødhårede tosse!" sagde han drillende.

Hun prikkede ham i panden, og strøg hånden igennem hans gennembløde hår. "Sikke våde vi er, var?" grinede hun og kløede sig i panden. Hun følte sig altid så godt tilpas sammen med ham, og elskede den måde de lavede sjov på. Det var lang tid siden hun havde haft det så sjovt, og hun ville ønske at han aldrig ville forlade hende.

Han smilede af hende, og lod hende prikke ham i panden og stryge hånden gennem hans hår "Ja men vi har også været udenfor et stykke tid.." sagde han og grinede. Han tog hendes hånd og smilede skævt "skal vi ikke gå tilbage, jeg syntes efterhånden det er blevet koldt selvom du nok ikke kan mærke det" sagde han og grinede lidt.

Curia sendte ham et bekymret blik, men blev så enig med sig selv om at hun ikke burde pylre om ham. Så tog hun fast i hans hånd, og dansede hen mod hans lejlighed igen. Der var sådan en fin aura omkring det sted. Hun var sikker på at der boede nogle rare mennesker der, men det var jo også fordi Will boede der. Hvis hun søgte et sted at søge ly, så ville det her sted være det første sted hun søgte hen fra nu af.

Han så godt det bekymrede blik, men smilede beroligende til hende, forkølelse? Det var længe siden han havde været forkølet..Han kunne ikke lade være med at grine lidt af Curias dansen hele tiden, hun gjorde ham glad. Han så hans lejlighed lidt væk, og smilede. Han pustede ud, regnen var ved at stilne af, og han smilede kort og så på Curia "hvrdan har du det?" spurgte han.

Hun drejede om mod ham igen, men overkroppen svagt bukket, så hun stod lidt forover bøjet, med hovedet vendt op mod hans. "Jeg har aldrig haft det bedre." grinede hun og skar ansigt af ham. Hun havde lyst til at overfalde ham og give ham et lille kys, bare for at straffe ham for hans dumme spørgsmål. Hun sprang da ikke sådan rundt når hun havde de dårligt, det var da klart for hendes lille dæmon-prins.

Han smilede glad "det var godt, det er jeg glad for" sagde han roligt, og så på hende. Han smilede skævt af hendes grimasse "hvad?" sagde han drillende og så på hende. Han stoppede henne ved indgangen til bygningen hvor hans lejlighed lå i, men så fortsat på Curia.

Curia holdte døren for ham, og sendte ham et drillende smil. "Jamen tak for din omsorg." sagde hun og rakte tunge. Der var ikke nogle som fik hende til at fjolle som han gjorde. Utrolig nok. Var det ikke meningen at dæmoner og vampyrer skulle være fjender? Her var der kun ganske stærkt venskab.

Han så på hende, og derefter på døren og bukkede så fornemt med et grin. "Tak tak" sagde han og gav hende et lille kys, og smuttede ind af døren og holdt den for hende så hun også kan komme ind. "Hvorofr bliver jeg altid venner med dem jeg burde være fjnder med?" sagde han langsomt og stille, og egentlig mest til sig selv. Men han så hurtigt på Curia igen og smilede varmt "kom snaske!" sagde han drillende, og hentydede til hendes tøj var smurt ind i mudder.

Hun nejede en gang for ham, og holdte på kanterne af den indbildte kjole. "Mange tak, hr. Grissebasse." grinede hun og gav ham igen med samme skuffe.

Han smilede skævt, og grinede lidt af hendes fjolleri "jeg er ikke nogen grissebasse" sagde han og rynkede på næsen, og grinede lidt. Han rakte hende sin arm som hun kunne tage fat i.

Hun tog imod hans hånd med en elegant ynde, men rakte alligevel tunge af ham. "Nej nej." grinede hun, som om det var det dummeste nogle, nogensinde kunne sige. Hun var alligevel god til at fifle med tonefald og ansigtsudtryk. Hun var jo også en spion, ikke?