Efterladt i spøgelseshuset \\\\Andy//

Andy så stille op på hans ansigt og træk lidt på skulderne "det er okay.. er bare bange for at det sker igen" sagde han stille og så hen mod mataldøren og gik med ham, og begynde at smile igen "du skal nok bare passe på at tage hurtigt fat i mig, da jeg ikke kan styre mine hænder og kommer nok til at slå dig" advarede han og ville ikke havde at Lorcan blev sur på ham hvis det skete, han gik over til en tekop og hoppede ind i den. han satte sig til rette eller så godt han kunne, da hans længde ben ikke var beregnet til det og derfor sat han meget dårligt. han sukkede lidt for sig selv "jeg hader mennesker" mumlede han surt

Lorcan nikkede alvorligt men sagde så legende at "Nogle få slag skulle jeg dog gerne kunne klare hvis det endelig var. Højdeskræk eller ej er jeg skam stadig i stand til at dukke mig" lo han og fortsatte efter Andy ned i tekoppen. Malingen flagede en smule af i kanterne men ellers var den i ganske fin stand. Lorcan trak fødderne en smule til sig og forsøgte at give lidt mere plads til Andy der så ud til at have endnu sværrere ved at sidde behageligt. Andys irritable mumlen fik ham til at grine lavt. "Hvorfor dog? De er da fantstiske!" sagde han overdrevent og slog ud med armene - så godt som man kunne i den trange vogn - og sagde med højtidelig stemme: "Mennesker opfandt pandekager!" Lorcan tiltede sit ansigt op mod himellen og lo hjerteligt. *Tja, hvem kan leve uden pandekager?*

Andy så over på ham og smilte og træk på skulderne "du skal bare ikke flippe ud på mig så" sagde han og pegede kort på ham, og kunne mærke allerede at han ville havde det svært med at gå efter. han så kort ned på sine ben og hævede det ene øjebryn "de kan ikke finde ud af at lave til flok der har lange ben" sagde han og så hen på ham igen og lag sit hoved på skrå, da han endelig ikke viste hvad pandekager var. og derfor så han underligt på ham, selv om han synes at det var pinligt "hvad er pandekager ?" spurgte han stille om og begynde at rødme af det

Lorcan stirrede åbenmundet på Andy i hele 25 sekunder. *Oh.My.God...* "Ved du ikke hvad pandekager er?!" udbrød han, ganske forfærdet over at Andy ikke havde oplevet den bedste opfindelse der er lavet af mennesker. "Det er bare det mest fantastiske mad i verden!" fortsatte han med et stort grin og tegnede en cirkel med sine to pegefingre. "de er på nogenlunde den her størrelse" forklarede han. "Det er en sådan rund ting som man putter enten sukker eller syltetøj - eller begge dele samtidigt - og så ruller man den sammen og spiser den!" sluttede han af og så ud som et lille barn på juleaften. "Er du sulten lige nu? Når vi stiger af må vi finde et sted at købe pandekager henne" sagde han bestemt og smilede op mod Andy.

Lorcan huskede på Andys første kommentar og svarede at "Det er jo ikke alle der er velsignede med lange ben" og kiggede ned på sine egne almidelige ben. Til gengæld havde han en længere overkrop end de fleste hvilket han enlig havde det okay med.

Andy lyttede på hvad han sagde og rødmede af at han ikke viste hvad det var "jeg spiser ikke menneskemad, da jeg ikke kan finde ud af at lave det" hviskede han og synes at det var virkelig pinligt, og bed sig i læben og kunne godt tænke sig at smage en "lyder godt" sagde han og rystede på hovedet og viste sine øjne frem "de bliver gule når jeg er sulten.. og spiser kun menneskesjæle, men kan godt lide at spise menneskemad for sjov" sagde han og kunne mærke at de begynde at køre rundt, han træk lidt på skulderne "men alligevel, de skulle lave nogle der er større" sagde han bestemt og ville vinde i at man skulle gøre det

Lorcan nikkede alvorligt. "Ja, jo større jo bedre som man siger." Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet af Andys tilståelse. "Det gør da ikke noget. Jeg kan kun lave pandekager... og Pasta" tilføjede han efter en kort pause. Lorcan lyttede nysgerrigt og gengældte den lille bid af information han fik med noget af sit eget: "Mine bliver Indigo, en mørklille farve. Sådanset bare mine blåviolette øjne der bliver mørkere." fortalte han og forsøgte at huske de gange hvor han havde set sine egne sultne øjne. "Og ja, mine madvaner kender du" En rumlen under dem fortalte ham at karusellen var ved at gå igang og ganske rigtigt. Snart begyndte platformen langsomt at snurre rundt med uret.

Andy nikkede og gav et grin og begynde at slappe af sammen med ham igen, han træk lidt på skulderne af ham "jeg kan ikke engang åbne en flaske vin" sagde han og viste ikke engang hvad en vin åbner var, det var virkelig pinligt synes han og viste ikke hvad han skulle sige. han nikkede bare til det han sagde og smilte "lyder som flot" sagde han og kunne godt lide tanken om den farve, han så sig lidt omkring og grinte lidt og ville ikke snakke om at bide andre. da han ikke var den type der kunne lide at snakke om blod, selv om han selv mishandlede personerne inden han sugede deres sjæl. men dog var han nået for sig selv når han var fuld dæmon

Lorcan lagde mærke til at Andy slappede mere af, på den måde hans skuldrer langsomt sænkede sig og hans øjne mindre vagtsomme. "I lige måde" sagde han og nikkede som tak for komlimenten - sådan to han det i hvert fald. Karusellen var oppe på det højeste og verden susede forbi i et hav af farver. alligevel havde han ikke svært ved at holde fokus på Andy - hvilket måske var meget godt for ellers var han nok blevet køresyg - og greb fat i det lille metalhjul i midten da de drejede ekstra skarpt for ikke at lande oveni Andy. Det ville nok være lidt akavet...
Lorcan kom pludeslig til at tænke på sin ven der havde slæbt ham herhen. Hvor fanden var han stukket hen? *Nå pyt,* tænkte han og rystede på hovedet. *han kan forlade mig for en pige, så kan jeg da også bare gøre det* Han fik pludselig et billede af hans ven der gemte sig bag pigen inde i spøgelseshuset og han måtte le ved tanken. Det kunne meget vel ske og han ville være den der mindede ham om det hver eneste lejlighed han havde.

Andy smilte og nikkede og tænkte ikke engang på andet end Lorcan, og viste derfor ikke at de kørte ret hurtigt. men han var dog også ligeglad, da han havde det hyggeligt sammen med ham. han hævede dog øjebrynet af hans tanke og rystede på hovedet "jeg er til fyre så kan du ikke tænkte på nået andet end din ven med en pige ?" spurgte han venligt op, og kunne ikke lide den tanke. selv om han selv havde været sammen med piger inden han fandt ud af at han var bøsse, så kunne han ikke lide det mere og synes at det var lidt klamt. han havde det på samme måde med hetro, som nogle hetro har med folk der er til det samme køn eller til begge. han rykkede sig lidt tætter på ham og smilte *lækre fyre på stranden, som kommer op af vandet med kun badebukser på. med flotte muskeløse overkroppe* tænkte han for at få ham til at tænke på nået andet

Lorcan rødmede af billederne der dukkede op i hovedet (sikkert nogle Andy sendte ham) og kiggede ned på sine hænder. *Hvem sagde jeg var til piger?* tænkte han og smilede lumsk og prøvede at undgå at lave sine egne billeder i sit sind.
Piger var da fine nok, det var slet ikke det. Han kunne bare aldrig forestille sig at kysse én. Mænd, var dog en ganske anden sag.
"Og forresten" sagde han, denne gang højt og vendte ansigtet op igen. "Så forestillede jeg mig min ven krybe sammen bag ryggen på pigen hvis ansigt er gemt et eller andet sted bag det tykke lag make-up. Han skar en grimasse. *Hvem har lyst til at kysse det?*
Lorcan blev opmærksom på at afstanden imellem dem var blevet mindre men gjorde ikke mine til at flytte sig. Der var jo ikke noget ubehageligt ved situationen så hvorfor gøre et stort nummer ud af det?

Andy smilte og træk på skulderne "ingen ? regner med at du er til fyre efter dine tanker når vi mødte hinanden" sagde han og gav et grin fra sig, og blev bare siddende og havde ikke tænkt sig at rykke sig selv om Lorcan havde sagt han skulle. han nikkede og grinte lidt og træk lidt på skulderne "hader virkelig piger med alt for meget i hovedet" sagde han og lignede en der skulle kaste op, han gav et til grin fra sig og kunne bedre lide at tænke på fyre. det var en bedre idé efter hans smag "alle dem der er kærester med dem ?" sagde han og lag sit hoved på skrå og så kærligt på ham, og kunne godt lide at drille ham med tanker *mærke bløde og varme mande læber kysse en over hele kroppen, blidt blive bidt i øreflippen. mærke de store hænder røre blidt ved sin krop* tænkte han og kunne godt lide sine egne tanker

Lorcan fugtede sine læber med sin tunge og kunne ikke fortrænge endnu en rødmen. Blodet pumpede hurtigt igennem årene på ham og han havde svært ved ikke at fortabe sig i billederne. Hvad? Han var en vampyr der sad fast i syttenårsalderen, hvad kunne man forvente? Lorcan prøvede eksperimenterende at tage kontrollen over billederne og ledte de to hovedpersonner hen på en sofa hvor de lod sig dumpe ned med et suk uden at slippe taget om hinanden. Lorcan holdt øje med Andys ansigt for en reaktion så han var klar over om det var lykkedes. *To kan spille samme spil* mumlede han drillende gennem tankerne.

//Smutter for nu inden jeg falder i søvn foran computeren xD//

Andy så på ham og smilte og kunne godt lide at se at han kunne lide billederen, da det ville være lidt pinligt at være den eneste der kunne lide dem. han lukkede stille sine øjne i og kunne godt lide de billeder som han fik ind i hovedet, han bed sig hårdt i læben dog ikke for hårdt *slipper kort kysset for at tage hinandens trøjer af, inden begynder at kysse igen og den ene lægger sig ned over den anden* tænkte han og tænkte slet ikke på at de sad i en tekop, da han endelig bare havde det sjovt med Lorcan

Lorcans hoved føltes underligt let og han havde svært ved at fokusere både på verden udenfor og inde i hans hoved. Han havde det som om Andy legede med ham og Lorcan ville for alt i verdenen ikke give sig! Han skulle nok få Andy til at rødme. *deres kroppe var filtret ind i hinanden mellem puderne i sofaen og deres hænder gik på opdagelse imellem dem. Den ene lænede sig ned og bed den anden blidt i øret og hviskede med hæs stemme: "Andy.."* Lorcan vendte opmærksomheden tilbage til virkeligheden hvor karusellen begyndte at sænke farten og holdt skarpt øje med Andys ansigtstræk.

Andy lyttede på hans tanke og smilte, han åbnede dog sine øjne og så på ham "hvorfor skal du blande mig i ind i det ?" spurgte han om og så sig omkring, og havde ingen følelser i sine ben længere. han blev lidt overrasket da han helt havde glemt hvor de var henne, han bevægede sine tæer lidt i sine sko. men kunne ikke mærke dem dog kunne han se blev bevæge sig, han vende sit blik mod ham og prøvede at finde på nået. det havde taget alt ud af ham i at han skulle blandes ind i det, og synes at det var lidt pinligt at forsætte det. men dog havde han ikke tænkt sig at give op så let *man kunne høre et kærligt suk af at blive bidt i øret, hans hænder bevægede sig i en blid tempo. hen på den andens røv og bevægede dem på den i en skøn tempo "mmh Lorcan" gispede han* tænkte han og så drillende på ham

Lorcan gispede og måtte bryde øjenkontakten. *Okay, du vinder* mumlede han i sit sind. Platformen gav et lille ryk og karusellen gik i stå. rundt omkring dem lød det metaliske smæld fra lågerne på tekopperne men han måtte vente på at Andy steg af til selv at kunne komme ud. Lorcan skævede op mod Andy igen. "Øhm, pandekager?" spurgte han usikkert. Lorcan ville ikke indrømme det, men han følte sig en smule domineret af Andy. Han var normalt den selvsikkre, den der ikke blev påvirket af noget. *Det kommer nok ved at være tankelæser* besluttede han. *Eller også er det bare ham*
Lorcan havde for længst opgivet at prøve at holde Andy ude af sine tanker. Det var bare spild af tid og pinlige situationer så han lod sine tanker få frit spil. Eller i hvert fald så meget så det ikke var alt for pinligt. Han sukkede lavmældt. *Hvad har jeg dog rodet mig ind i?* tænkte han med et lille smil på læben.

Andy smilte stort og gik så godt ud af tekoppen som han kunne, han satte en hånd på den og så ned på sine ben. mens han virkelig prøvede at få følelserne tilbage i sine ben, det tog lidt tid før han nogenlunde kunne mærke sine ben igen "jeg vinder altid" sagde han drillende og kunne ikke huske en eneste gang hvor han endelig ikke havde vundet, og kunne ikke huske en eneste gang. og det kunne han ikke lade være med at grine af, han så over på ham og smilte og nikkede stille "ja lad os se hvis de er så gode som du siger de er" sagde han og kunne stadig ikke forstå hvad han mente, da det lød meget som en mærkelig pizza i hans hoved. dog ville han ikke sige det da han ikke ville virke mærkelig "jeg har kendt en til som har den samme evne som mig, men det var en engel som jeg bare blev uvenner med" sagde han og grinte lidt af det, da han havde det det svært med engler nogle gange. og det var nok kun derfor han kun var venner med en af dem "kan du ikke lide at være sammen med mig ?" spurgte han om da han ikke viste om han mente det positivt eller ikke, selv synes han at det var hyggeligt at være sammen med Lorcan. han ville dog ikke sige det da han ikke viste om Lorcan, havde det på samme måde at være sammen med Andy. han slap lidt efter tekoppen og begynde at gå, selv om hans ben stadig sov

Lorcan lo og løb op på siden af Andy, tog fat i hans arm og hev ham med i den modsatte rettning. "Tvært imod Andy" forsikrede han med et skævt smil og hev ham videre igennem mængden til en stor café med et lyserødt neonskilt der blinkede 'Pandekage huset'. "Du vil elske det" sagde han over skulderen og åbnede glasdøren for dem begge. Indenfor blev de hilst af tjeneren, en ung mand klædt i sort t-shirt og hvide bukser. "Bord til to?" spurgte han og Lorcan nikkede kort. Tjeneren førte dem imellem de befolkede borde hen til et bord ved vinduet. Bordet var dækket med en rød og orange-ternet dug med en rød rose i en vase i midten af det runde bord. "Passer det fint?" spurgte tjeneren bag dem og Lorcan mumlede et "jaja". Han ventede bare på pandekagerne.

Andy fik et chok og slog ham over fingere med sin frie hånd, han sagde dog ikke nået til det da han jo havde advaret ham over hvad der ville ske. dog gik han bare så godt han kunne med ham, og prøvede at for ikke at falde. han så sig kort tilbage inden han så op på skiltet og hævede det ene øjebryn "håber jeg godt nok også når de ligefrem gør så meget ud af at få nogle pandekager" sagde han og klødet sig kort i nakken og fulgte bare let med dem, han var dog tæt på at gå ind i tjeneren. da han så sig omkring mens de gik, men nået dog lige at stoppe og stirrede ned på hans hår. inden han rykkede sig lidt væk fra ham "hmm" sagde han og viste ikke hvad han skulle sige og satte sig bare ned, han betragtede rosen med sine øjne. han havde det med at han ikke kunne se på ting uden at lade være med at røre ved dem, så han begynde at pille lidt ved den og det blev efterfulgt med at vasen næsten fald ned på bordet. han nået dog at gribe den og satte den ordenligt på bordet igen, han så sig lidt omkring som om intet var sket

Lorcan undertrykte et 'av'. Han var jo blevet advaret. Lorcan satte sig ned overfor Andy og betragtede ham nysgerrigt. Da vasen væltede måtte han le af Andys ansigtsudtryk. "Bare rolig, dem har de en million af" drillede han og samlede rosen op med to fingre. Han rullede den langsomt mellem de to fingre og mærkede tornene bide ind i huden på ham uden at drage blod. Tjeneren var smuttet ud i køkkenet efter to portioner af hans sædvanlige. Selvom han ikke kom til forlystelsesparken særlig tit, var det altid her han spiste og altid det samme. Hans mund løb i vand bare af at tænke på de store pandekager med is og sukker på siden. Han fjernede den ternede serviet fra sin talerken og gav sig til at folde den til en sløjfe. Hans ansigtsudtryk var koncentreret og da den var færdig satte han den tilfreds tilbage på det hvide porcelæn. Han kiggede over på Andys talerken og derefter på Andy. "Hey, må jeg også lave din?" spurgte han. Hvis der var noget han hadede var det ventetiden så han måtte have noget at beskæftige sig med.

Andy så stille over på ham og smilte, han træk let på skulderne og viste ikke hvad han skulle sige. da han jo synes at det var pinligt at vælte en vase, bare fordi han ikke kunne holde fingere for sig selv. han betragtede rosen i hans hænder og smilte "men alligevel.. jeg skulle havde holdt mine fingere for mig selv, selv om jeg har det svært med det" sagde han og rødmede lidt og satte sine albuer ned i bordet og lag sine hænder på sine kinder, da han virkelig hadet at rødme selv om han elskede at se den farve på andres kinder. han så ned på sin tallerken og nikkede "du tager bare" sagde han selv om han viste at han ville havde det svært med at bruge den så, da han ikke kunne lide at ødelægge nået andre har lavet. han fugtede kort sine læber og så op på ham igen "hvordan kunne din ven endelig finde på at efterlade dig istedet for en pige ? ikke fordi jeg ikke er glad for det, for det er jeg virkelig.. men alligevel, kan man kalde ham en ven så ?" sagde han og viste ikke hvis han sagde nået forkert, da der var nogle der havde imod at folk sagde sådan nået mod sine venner. men han havde det med at sige hvad han tænkte, også selv om det kunne give ham problemer nogle gange

Lorcan smilte og nød synet af Andys røde kinder. "Nah, jeg har da min del af smadrede vaser herinde fra" lo han og trak på skulderne. Lorcan tog glædestrålende Andys serviet og begyndte at folde den. Han tog sig mere tid til Andys sådan så den ikke blev lige så sjusket som hans egen. Andys næste spørgsmål fik ham til at kigge op fra sit arbejde. "Tja" svarede han langsomt. "Nu har jeg jo selv efterladt ham - dog af helt andre grunde." tilføjede han hurtigt. Han lagde den færdigfoldede sløjfe tilbage på Andys talerken og var godt tilfreds med udfaldet. "Han må selv om hvis han hellere vil tilbringe sin tid sammen med 'Make-up monsteret'." grinte han kort og mødte derefter Andys øjne med et alvorligt blik. "Jeg fandt langt bedre selvkab" sagde han med et lille smil.
Tjeneren vendte tilbage til deres bord med deres bestilling og Lorcan måtte bide et 'endelig!' tilbage.
De dampende pandekager så utroligt indbydende men han ventede spændt til Andy havde taget sin første bid for at se hvordan han syntes det smagte.

//Smutter lige hurtigt ud med hunden (<- er blevet bjæffet ned af ham i snart 5 min...) logger på enten når jeg kommer hjem eller efter maden hvis jeg ikke kan nå det:) //

Andy lyttede på hvad han sagde og nikkede, og stoppede lidt efter med at rødme da det så ikke var så pinligt mere. han så efter sin serviet og fulgte en mindste berøring han gjorde med den, for at se hvad han lavede selv om han glemte det lige så hurtigt igen. han lyttede bare på hvad han sagde og ventede på at han havde snakket færdigt, inden han ville svare ham. han forblev lidt i stilhed og vende sit blik op mod hans ansigt "når okay.. ja det er jo rigtigt, men sådan er nogle fyre jo" sagde han og så ned af sig selv da han jo selv brugte makeup dog brugte han kun eyeliner, men der var jo nogle der slet ikke kunne lide fyre med makeup. han træk let sine ben op til sig og så over når pandekagerne kom, han så dog hurtigt over på ham da han hørte hvad han sagde "åh hold dog op" sagde han og havde lige blevet så glad for at han stoppede med at rødme, så fik Lorcan ham til at rødme igen "synes du det ?" spurgte han stille om og så ned på pandekagerne, og træk lidt på skulderne "dit selskab er også bedre end at være alene" hviskede han og tog sin kniv og gaffel og skar et stykke, han satte sin gaffel ned i stykket og så lidt på det "det ligner nået katten har taget med ind" sagde han og så drillende over på Lorcan, dog havde kan kun sagt det for at drille ham. han tog den stille ind i munden, og begynde at bide i det. mens han så op i loftet imens, han nikkede og så ned på ham igen "det smager meget godt" sagde han da han havde slugt stykket, og skar stille et nyt stykke

//okay ^^//

Lorcan kunne godt lægge to og to sammen så han lænede sig ind over bordet for at hviske, som om han ville dele en stor hemmelighed: "Jeg kan meget bedre li' drenge med eyeliner end piger" flirtede han og smilede kækt. Han lod katte- kommentaren passere fordi han var alt for optaget af sit eget himmelske stykke pandkage. Han lukkede øjnene og tiltede hovedet let tilbage med et ansigtsudtryk som en mand i en ørken der lige havde fundet vand. da han havde slugt sin mundfuld sendte han Andy et strålende smil
"I know, det her er vild godt" sukkede han, både af pandekagen og af Andys selskab.
Lorcan tog endnu en bid, denne gang dyppet i vanileisen på siden af talerknen. Han foretrak ellers bananis med pandekager men vanilie gik da også ganske godt til den. Han havde faktisk spurgt efter bananis de første gange han havde været der, men gad de ændre det bare for ham? Næh.
Lorcans pandehår var røget ind foran øjnene på ham som et mørkt gardin og han satte det bag øret så han kunne nyde sin mad uden at skulle være bange for at dyppe håret ned i den.
Da Lorcan slugte sin fjerde bid kiggede han op fra maden. "Jeg ved ikke om jeg har spurgt om det her før" begyndte han og slikkede sin underlæbe for is. "Men jeg blev slæbt herhen af min ven. Hvad er din undskyldning?" spurgte han smilende.

Andy så på ham med et spørgende blik i sine øjne, den lyserøde farve på hans kinder blev mere kraftig i det. og han kunne bestemt ikke lide det, han hadet det ligefrem og kunne ikke lide at bare nogle af hans ord kunne få dem til at blive varme. han gav et opgivende suk fra sig og så let på ham "kan du ? jeg mener.. iih.. ved ikke hvad jeg skal sige! hvorfor gør du det mod mig ?" spurgte han stille om og tog det nye stykke pandekage ind i munden, for at prøve at tænke på nået andet. og få den lyserøde farve væk fra sine kinder, selv om hans ord kørte rundt i hans hoved "ja det smager bedre end det ser ud" sagde han og vende sit blik mod ham og smilte, han fald helt i staver da han elskede at se andre spise. det var altid spænende at se på, og han kunne endelig godt tænke sig at bare se på det en helt dag. han kom dog ud af sin verden og så op på hans øjne og smilte "at jeg havde lyst til at prøve nået sjovt, jeg kedet mig der hjemme" sagde han og var glad for at han havde afsted, ellers havde han nok ikke mødt Lorcan. og var glad for at han havde mødt ham, da han var meget hyggelig at være sammen med. han tog et nyt stykke og synes at det smagt kærligt, men på en god måde.