Ingen skrigende børn... rart..

Artemios smilede svagt med lyd på. "Helt bestemt." gav han hende ret, og smilede af hende.
Han valgte ikke at svare, da hun spurgte om han var sikker. Nej, gu var han ej sikker. Men det behøvede hun jo ikke at vide noget.
"Hvorfor hader du mig ikke?" spurgte han så, og flyttede hovedet så han kunne se hende i øjnene. Han hadede i hvert fald den vampyr, der havde bidt ham... Og han havde endda bidt Rose mere end engang, men alligevel var hun ikke sur... Det undrede ham. Hvordan kunne hun ikke hade ham? Selvfølgelig var han glad for at hun ikke gjorde det, men alligevel... Han ville vide hvorfor...

Rose smilte muntert og syntes at det var lidt skægt at han gav hende ret i sår'n noget. Hun så op på ham og så ham ind i øjnene lidt tid efter at han havde spurgt hende, men lod derefter sit ansigt gå væk fra ham og derfor oss sit blik "Det ved jeg ikke helt, Artemios" mumlede hun og blev ved med at se væk fra ham "Jeg har ikke lyst til at være sur på dig.. Jeg holder af dig, Artemios. Men jeg kan selføli hade dig, hvis det er det du vil have" sagde hun og bed sig i underlæben og kunne mærke at hun rødmede igen, men gjorde sit bedste for at ignorere det. Hun havde ikke set op på Artemios mens hun havde snakket og så stadig ikke op på ham.

"Nej, det var ikke sådan ment. Jeg undrede mig bare." svarede han, og søgte at fange hendes blik. Smilede over de let lyserøde kinder. Han lod i en let bevægelse fingerspidserne glide hen over hendes ene kind. "Du rødmer." informerede ham, og smilede skævt. Hvor sjovt... Hun holdt faktisk nok af ham til at rødme over ham... Folk var mærkelige. Af en eller anden grund var der ikke rigtigt nogen, der blev sure på ham, over at han bed dem. Jo, Artemis ville nok blive sur. Men hun var også et barn. Han måtte jo have skræmt hende fra vid og sans....

Rose strøg en hånd gennem sit hår og tænkte lidt og så hurtigt op på ham da hun kunne mærke hans fingerspidser gå over hendes ene kind. Hun så på ham og rystede på hovedet "Jeg ved ikke hvad du snakker om.." sagde hun benægtende og hadede at rødme overfor folk. Hun begyndte at gumle nervøst på sin underlæbe og begyndte at gnubbe sine kinder med sine håndflader i håb om at man kunne gnubbe den røde farve væk, som var det skidt i ansigtet.

Artemios grinede af hende, og purrede let op i hendes hår. "Det der skal nok hjælpe" drillede han, og slap hende så. Tossede pigebarn. Han smilede let ad det, og betragtede hende. "Du skulle ikke bide sådan i din læbe." sagde han så, og rystede let på hovedet.

Rose stoppede med sit gnubberi da han begyndte at grine af hende. Hun skulede advarende på ham "Prøver du at fortælle mig noget, Artemios?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham. Hun kunne mærke at han slap hende, men kunne godt mærke at hun godt kunne lide at stå tæt på ham og ville egentlig tilbage i favnen på ham. Hun så op på ham og stoppede ikke med at gumle på sin underlæbe "Hvorfor?" spurgte hun, men vidste det vidst godt da hun let kunne smage en metallisk smag af blod på sin underlæbe og vidste at hun næsten havde fået bidt hul på den.

Artemios grinede, men slog så en uskyldig maske op. "Næææh, hvad skulle det dog være?" spurgte han, og så faktisk ud som om han ikke anede det. Påtaget ganske vidst. "Fordi du ender med at bide hul. - Og læber med sårskorber er ikke noget der klæder en ung pige." svarede han, og smilede let. Jo, hun var en ung pige i hans øjne. Lige meget hvor gammel hun så blev.

Rose så på ham og grinte lavmælt og rakte tunge af ham og det han sagde. Hun strøg en hånd gennem sit hår og blev ved med at gumle svagt på sin underlæbe "Hmm.." mumlede hun og løftede så et øjenbryn "Hvorfor tænker du på sår'n noget? Altså.. Hvorfor holder du mig væk fra at gøre det?" spurgte hun og lagde sit hoved let på skrå og nappede lidt til sin underlæbe og smilte skævt op til ham.

Artemios så et øjeblik overvejende ud. "Fordi jeg holder af dig." svarede han så, og smilede svagt. Purrede så op i sit eget hår. "Man bliver så mærkelig, når man holder af folk." sagde han så, med en let drillende tone, og smilede nu skævt. Det passede jo meget godt.

Rose så op på ham og blev nu helt rød i hovedet "Du holder af mig?" spurgte hun og kunne ikke lade vær med at smile skævt nu. Hun så ned i jorden så han ikke skulle se hendes ansigt igen og strøg en hånd gennem sit hår og var endt i sin egen lille verden og blev ved med at se ned i jorden.

Artemios smilede af hendes rødmen. "Ja, det gør jeg." svarede han, og betragtede hende lidt. Strøg så en tot hår om bag hendes øre. "Hvis det da ikke gør noget?" spurgte han så med en lettere drillende klang i stemmen.

Rose så op på ham og smilte til ham og rystede på hovedet "Nej da.. Det gør ikke noget" sagde hun og tog blidt fat i hans hånd som havde haft strøget en tot af hendes hår om bag hendes øre "Og hvad er der med den der drillende klang?" spurgte hun og smilte skævt op til ham "Vidste du ikke at det er uhøfligt at drille?" spurgte hun og så på hans hånd som hun stadig havde fat i.

Artemios smilede skævt. "Uhøfligt? Nej, det er jeg nu sikker på at det ikke er. - Så ville jeg da ikke gøre det." svarede han, og rystede på hovdet. Faktisk var han knapt uhøflig overfor nogen som helst. Selvfølgelig bortset når han tog deres blod, eller før i tiden, da han slog dem ihjel. Det var der sjovt nok aldrig nogen, der satte synderligt pris på. Men det havde nu ikke afholdt ham fra at gøre det.

Rose kunne ikke lade vær med at grine lavmælt og stillede sig tæt på ham som om at hun ville fortælle en hemmelighed "Hvornår har det været høfligt at drille folk?" spurgte hun og havde da altid syntes at det var uhøfligt at drille. Hun blev ved med at holde fast i hans hånd og løftede et øjenbryn af ham "Og det er da ikke særlig sødt at drille mig.." mumlede hun og lod sit blik vandre væk fra ham lidt og ville gerne høre at hun havde fat i noget, nu.

Artemios så ned på hende, med et let smil. "Jeg har da aldrig sagt at det er høfligt. Kun at det ikke er uhøfligt." svarede han, og nikkede som for at bekræfte hvad han selv sagde. "Hmm... Måske har du ret. Men jeg vil nu vove at påstå, at du godt kan klare det." svarede han, og rystede svagt på hovedet. Han lod hende holde hans hånd, som hun ville, og fulgte hendes blik rundt.

Rose så op på ham og smilte svagt over det han sagde "Okay da.." mumlede hun og rystede på hovedet af hvad han havde sagt og var vidst bare den underlige som syntes at det var ondt at drille folk. Hun skød underlæben frem da han sagde at hun kunne klare det og fik sig selv til at se helt vildt såret ud "Nå, det tror du?" spurgte hun og gav slip på hans hånd og vendte ryggen til ham og lagde armene over kors. Hun fik fremtvunget et falsk snøft og spillede ret godt såret og fornærmet. Om han så ville hoppe på den, var spørgsmålet.

Artemios så lidt på hendes ryg, før han rystede på hovedet. "Ja, det tror jeg. Du driller jo også." svarede han, og blev stående som han stod. Det var da ikke noget at blive fornærmet over? Han rystede let på hovedet igen, og kørte hånden gennem håret. Hun var nu underlig. Men hvis hun ville blive fornærmet over det, så var det hendes problem. Det var virkelig ikke noget han gad at beskæftige sig med i øjeblikket.

Hun smilte skævt og rystede på hovedet og vendte sig langsomt mod ham igen "Jeg ved ikke hvad du taler om" sagde hun og kunne ikke lade vær med at smile. "Men nu er du jo en voksen mand. Se du burde kunne tage det" sagde hun og så op på ham og lagde hovedet let på skrå. Hun vidste sår'n set godt at hun var underlig. Han var ikke den første der havde syntes det. Men man kunne for det meste ikke lade vær med at holde af hendes underlighed. Hun strøg en hånd gennem sit blonde hår og betragtede ham lidt med et muntert smil og sagde ikke så meget mer.

Artemios bredte let armene ud til siderne, som for at sige 'Hvem mig?' "Jamen det kan jeg da også." sagde han så, og så forurettet ud. Så flækkede masken i et smil, og han rystede på hovedet.

Rose nikkede svagt på hovedet og himlede med øjnene "Ja ja" sagde hun sarkastisk og så op på ham "På et eller andet tidspunkt bliver det for meget for lille dig" sagde hun drillende og smilte skævt og kunne godt lide at drille ham. Han var ret skæg at drille. Det var sjovt at drille folk, syntes hun. Og få igen var nu oss ret skægt, selvom at der ikke var mange som ville give hende igen af samme skuffe.

Artemios grinede svagt, men nikkede. "Men så er det jo store dig, der er ond. Når du sådan forsøger at knække mig?" påpegede han, og løftede et øjenbryn. Så smilede han drillende, og så ned på hende. Jo, han kunne skam godt ide hende. Hun var yderst underholdende. Og hun fandt sikkert også ham underholdende... Sjovt.

Hun rystede på hovedet med et lille smil på læberne "Neeeejh da! Når jeg prøver på det, så er jeg bare pokkers sød" sagde hun og lod sine læber gå hen i et sødt og lidt barnligt smil og så op på ham og følte sig egentlig lidt som et barn igen, da han jo var så meget ældre end hende i krops-mæssigt.

Artemios smilede let af hende, og rystede på hovedet. "Nå, så det er det du er.. Tænk, det havde jeg helt overset." drillede han, og betragtede hende let.

//Det blev lidt meget kort o.o Sorry//

"Oi! Stille du!" sagde hun advarende og prikkede ham hårdt i brystkassen "Jeg er MEGET sødere end dig!" sagde hun og lagde sine arme over kors og rakte stædigt og barnligt tunge af ham.

// Jeg overlever! ;) //