Ingen skrigende børn... rart..

Hun smilte skævt over at blive kaldt for Senior "Senior?.." mumlede hun og kløede sig på kinden og grinte lavmælt og trak på skuldrende. Det var vel fint nok at blive kaldt det. Men det ville nok se lidt underligt i blandt mennesker da hun jo tydeligvis var yngre end ham i udseendet. "Eeeeeejh!" peb hun da han tørrede spyt af i hendes arm og gav ham et drillende dask på armen "Det kunne man godt have undladet at gøre" mumlede hun og grinte muntert og rystede på hovedet af ham. Hun åndede op og betragtede ham lidt og var egentlig stolt over ham da han jo stadig var 'ung' af en vampyr at være og burde egentlig ikke være i stand til at kunne modstå hendes blod. Men han kunne, og det var hun glad for.

Artemios nikkede, da hun gentog. "Ja, hvis kalder mig Junior, så må jeg vel kalde dig Senior." svarede han, og rejste sig op. Grinte lidt af hendes piven. "Da ikke sådan som du savler?" udbrød han drillende, og smilede skævt. Så ned på hende igen. Han følte sig bedst tilpas sådan. Følte at han havde bedre styr på situationen på den måde.

"Jamen.. Jeg føler mig sååå gammel! Det er da ikke så slemt at blive kaldt for Junior.. Så føler man sig da ung!" peb hun og brød sig ikke om at føle sig gammel. Hendes blik fulgte ham da han rejste sig op og følte sig både lille og gammel! "Jeg savler ikke!" sagde hun og rakte tunge af ham og så ret barnlig ud.

Artemios tog fat i hendes tunge, da hun stak den ud af munden. "Man føler sig som et barn, når man bliver kaldt Junior. - Og det er ikke sjovt, når man er tredvie år." svarede han, og blinkede til hende. "Jo du gør så. Det er jo næsten en hel flod." drillende han leende, og slap så hendes tunge. Tørrede endnu engang spyttet af i hende.

Rose peb over at han havde taget fat i hendes tunge og skulede nærmest op til ham og lagde sine arme over kors og trak hurtigt sin tunge tilbage i munden da han gav slip "Okay! For det første: Det er ikke sjovt at blive kaldt for Senior når man er.." sagde hun og ville helst ikke komme ind på hvor gammel hun er ".. når man ikke er gammel!" sagde hun så og ville bare sige at hun ikke var særlig gammel, selvom at hun var tudsegammel. Hun skød underlæben fornærmet frem og så op på ham "Nej, jeg gør ikke" mumlede hun og så på ham og puffede blidt til ham "Pas på! Jeg advare dig!" sagde hun og lød ret advarende, men kunne ikke lade vær med at smile hvilket fik det til at blive mindre advarende.

Artemios kunne ikke lade være med at le. "Ikke gammel siger du? Hvor meget var det... 1500 år? Nej da, du er da intet andet end et barn." drillede han, og tog let fat om hendes kæbe. "Hvad vil du da gøre? Bide mig igen?" spurgte han udfordrende, og så hende tilsyneladende helt alvorligt i øjnene. Artemios var kommet til et stadie, hvor han prøvede grænser af, og legede. Legede med sin styrke, med sin selvkontrol... Med hvad som helst næsten. Han var jo nødt til at finde ud af hvor meget han kunne, og ikke kunne.

Rose mumlede et eller andet irriteret og havde rettet sit blik ned i jorden, men så hurtigt op på ham igen da han havde taget fat om hendes kæbe "I det mindste ser jeg ikke gammel ud. I forhold til andre her. Jeg nævner ikke nogen navne.. Artemios!" sagde hun måske lidt hårdt og var vidst bare blevet fornærmet over at han havde sagt det der til hende, og mente nu bare at han så gammel ud på grund af sine tredive år. Hun så ham ind i øjnene og stillede sig hurtigt tæt til ham "Vil du virkelig have mig til det?" spurgte hun og havde kunnet mærke at han ikke havde forventet at hun havde bidt så hårdt. Hun kunne sikkert få bidt hul hvis hun prøvede igen, og hun ville sår'n set bare få ham til at holde mund.

Artemios smilede, da hun sagde at han så gammel ud. Det gjorde han ikke. Han så voksen ud. Der var forskel...
Han så ned på hende, da hun stillede sig tæt op ad ham, og lagde hænderne på hver sin side af hendes liv. "Tør du virkelig det?" spurgte han, og så stadig alvorlig ud. Han mente det dog ikke helt alvorligt. Troede ikke på at han ville kunne holde sig i skindet. Det var svært nok, sådan som de stod nu, men hvis hun også begyndte at ville bide ham, ville han nok ikke kunne modstå hendes varme hals.

Rose så ham ind i øjnene og kunne mærke hans hænder på hver af hendes sider og smilte skævt "Jeg tør nu mange ting, gamle mand" sagde hun drillende og turde faktisk ret mange ting. Hun var kendt for at lege med ilden, så hun havde lært at kunnet holde ud til en ting eller to. Hun smilte op til ham og rystede på hovedet af ham og hans alvorlighed "Jeg kan altså ikke tage dig alvorligt.." mumlede hun og grinte lavmælt og så ham dybere ind i hans kulsorte øjne "Du er umulig at tage helt alvorlig" sagde hun drillende og smilte skævt.

Artemios smilede skævt, da hun ikke længere kunne tage ham alvorligt. "Intet er mere umuligt end du forestiller dig det." svarede han, og nappede drillende efter hende. Hans øjne var svagt begyndt at blive lysere. Mere gyldne i det. Indtil videre gik det nu meget godt. Men hvis de blev stående på den måde ville Artemios ikke svare for følgerne.

Rose så på ham og rynkede på panden og trak på skuldrene "Måske.." mumlede hun og smilte derefter "..Men det er stadig svært at tage dig alvorlig" mumlede hun og rystede på hovedet af ham. Hun så op på ham og vidste ikke rigtig hvor meget hun kunne lide at han nappede ud efter hende og lagde sin ene hånd på hans brystkasse og lod den anden hånd prikke drillende til ham og prikkede ham udelukkende for at irritere ham "Du er ond, Artemios.. " sagde hun og grinte lavmælt og mente det ikke rigtigt. Han drillede, men han var ikke ond. Hun havde oplevet det der var værre ihvertfald.

"Helt uhyrligt ond." samtyggede han, og blev et øjeblik tænkende. Han var faktisk ond. Han slog ihjel uden at skamme sig over det, og havde gjordt det siden en alder af 15 år. Han smilede let ned til hende, og overvejede ikke længere om han skulle bide hende. Nu gik tankerne på hvordan, og hvornår...

Rose nikkede af det han sagde "Ja, utrolig ond" sagde hun og smilte skævt og så op på ham. Hun kunne se at der gik tanker omkring i hans hoved, men ville helst ikke vide hvad han tænkte på. Hun blev ved med at have en hånd ved hans brystkasse og lod sin anden hånd gå op og prikke ham på kinden "Du tænker.." mumlede hun lavmælt og så op på ham og smilte op til ham og lagde hovedet let på skrå.

Artemios lod den ene hånd gå op, og lagde den over hendes hånd. Dér var hans mulighed! "Mmmh" mumlede han, og så ned på hende. Hans øjenfarve nærmede sig noget omkring ravgult. "Det gør jeg ja." sagde han så, og tog fat i hånden, der lå på hans kind. Tog den anden hånd væk fra hendes liv, og tog i stedet fat lidt under håndledet. Så ind i hendes øjne, og bed hul på hendes håndled. Han var mere behersket, og 'blid' i den måde han sugede blodet til sig, end normalt.

Rose så på sin hånd som han havde lagt sin egen over og så ind i hans ravgule øjne. Hun gispede lavmælt da han tog fat i hendes håndled og udbrød et lille støn af smerte da han bed ned i hendes håndled og klemte sine øjne hårdt sammen. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og havde derfor et stramt greb i hans skjorte. Hun kunne mærke at han var blidere end sidste gang, og åbnede langsomt øjnene og så op på ham og trak vejret tungt og brød sig ikke om følelsen af blodet der forlod hendes krop, da den var ret ubehagelig "..Artemios.." hviskede hun og lukkede sine øjne på klem og prøvede at tænke noget andet end den ubehagelige følelse og lændede sig blidt op af ham.

Artemios drak fortsat, og så på hendes ansigt. Han slap hende med den ene hånd, og lagde blidt armen om hende. Så lukkede han øjnene, og koncentrede sig om hendes hjerterytme. Hun skulle helst ikke blive lige så slemt tilredt som sidst. Faktisk blev han overrasket over smagen af hendes blod. Det var første gang han ikke bare grådigt drak, men gav sig tid til faktisk at smage på hende også.

Rose kunne mærke hans ene arm omkring sig og holdt sin arm lydigt op til ham og lod ham drikke det han ville. Hun vidste at det ville gøre det hele værre hvis hun begyndte at prøve at komme fri. Hun blev ved med at holde fast i ham med sin frie hånd og åbnede langsomt sine øjne og så op på ham og kunne godt overleve denne følelse hvis bare at han ikke drak så grådigt som han havde gjort sidste gang. Hun blinkede hurtigt og lukkede sine øjne igen da hun kunne mærke at hun langsomt blev mere og mere svimmel.

Artemios trak tænderne til sig, og holdt hende let ind til sig. Ikke mere end hun let ville kunne komme ud af hans greb. Han tørrede blodet væk fra hendes håndled med tommelfingeren, på den hånd, der havde holdt hendes hånd. Sukkede så let. Det... Det var fantastisk! Der var intet andet ord for det. Aldrig havde han prøvet noget lignende. Lyonaro havde haft ret... Han ville faktisk gå hen og blive taknemlig. Dog ikke mere end han stadig ville slå ham ihjel, på et eller andet tidspunkt...

Rose åndede lettet op da hun kunne mærke at Artemios trak sine tænder til sig og prøvede ikke at komme væk fra ham. Hun lændte sig op af ham og lod begge sine hænder hvile ved hans brystkasse og lyttede lidt til stilheden.
Hun vidste ikke rigtig hvor lang tid der var gået før hun ikke var så pokkers svimmel mer, men da hun endelig kunne åbne øjnene, gjorde hun det og rettede sine øjne op på hans ansigt ".. Hvordan var det?" spurgte hun lavmælt med en svag kølig kant i den. Hun trak vejret i dybe indåndinger og var kommet ret hurtigt. Hun vidste jo ikke hvordan det var at smage engle blod. Hun vidste ikke hvad der var så pokkers godt ved hendes blod, så det ville da være rart at vide hvordan hendes blod egentlig smagte. Hun blev ved med at stå op af ham og var ligeglad med at han lige havde bidt hende. Hun holdt stadig af ham og ville ikke være sur på ham.

Et svagt, skævt smil løb over Artemios' læber ved hendes spørgsmål. "Fantastisk." svarede han kort, og så først bagefter ned på hendes ansigt. "Det var helt utroligt." tilføjede han så, og fjernede le hår fra hendes ansigt. Så ømt på hende. Hun var den han havde bidt flest gange, og egentlig også den der havde lært ham mest. Selvom hun måske ikke var klar over det. Han holdt skam af hende. Næsten på samme måde, som han holdt af sin søster. Han lod diskret tungespidsen løbe langs tænderne. Det var ikke det der var fantastisk... Det var hende....

Rose så op på ham og kunne mærke at hun rødmede svagt ved det han sagde. Det kunne godt være at det ikke var særlig godt at hun smagte godt, men det var bare det at han gav hende komplimenter. Hun smilte svagt over ham og nikkede og sukkede let "Det var godt" sagde hun og var da glad for at han havde kunnet lide det "Der er nogen der siger at jeg er den rene junk food.." mumlede hun og havde været lidt bange for at han måske oss syntes det. Hun så på hans ansigt og rakte langsomt op med den hånd som han havde bidt i og lod sine fingre køre gennem lidt af hans hår så det kom om bag hans ene øre og havde egentlig ikke mødt en som ham og lagde hovedet let på skrå og var helt rolig.

Artemios så lidt på hende, og smilede let. "Tja.." sagde han lettere overvejende. "Så må de have smagt noget forbandet godt junk food." svarede han, og betragtede hende afslappet. Han lukkede kort øjnene, da hun strøg hans hår om abg øret, men åbnede dem så igen. Sårene på hendes håndled duftede. Ligesom når man som menneske lige havde spist, og så duftede et eller andet delikat. Han smilede svagt ned til hende. Fik egentlig dårlig samvittighed over at sammenligne hende med mad på den måde. Jo, han drak hendes blod, men hun var ikke mad... Hun var et levende væsen.

Rose så op på ham og kunne ikke lade vær med at smile over det han sagde "Smagte det virkelig så godt?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og kunne ikke rigtig forstå at hendes blod smagte så godt for ham. Hun bed sig blidt i underlæben og trak sin hånd til sig efter at hun havde strøget hans hår bag øret og havde strøget sine fingre over hans ene kind da hun havde hevet den tilbage. Rose lagde hovedet let på skrå og smilte et sødt smil til ham, men kunne se at der var noget som nagede ham "Er der noget galt, Artemios?" spurgte hun og lød lidt bekymret og lagde sin hånd med bidemærkerne tilbage mod hans kind og så ham ind i øjnene.

"Hm hm" grinede han stille. "Jeg kan ikke beskrive det. Man skal nok være vampyr, for at forstå det..." svarede han så, og så på sandet bag hendes hoved. Blev lettere fjern, før hun lagde hånden på hans kind igen. "Hva?... Åh. Nej." svarede han, og blinkede kort, overrasket. "Nej, der er ikke noget galt." tilføjede han så, og lod let kinden hvile mod siden af hendes pande. "Rose..?" spurgte han så, og så tænkende ud over legepladsen, stadig med kinden mod hendes hoved.

Rose smilte svagt og nikkede "Ja, det må man vel. Men i vampyre er oss så pokkers underlige" sagde hun drillende og grinte lavmælt. Hun så på ham og syntes at han så så fjern ud "Er du helt sikker?" spurgte hun og tog sin hånd til sig da hun mærkede hans kind mod siden af hendes pande. Hun lukkede øjnene på klem og kunne høre at han sagde hendes navn "Ja?" spurgte hun og trak vejret roligt og dybt og stod helt stille og lod ham bare have sin kind mod siden af hendes pande.