Ingen skrigende børn... rart..

"Så ville jeg jo gå glip af evigheden! Og det ville da være et spild, når nu Lyonaro havde så stort et besvær med at over række mig den." svarede han, og lød lettere forurettet. Dette var dog kun påtaget. Han los sig ikke gå på af Rose' dådyrøjne, men smilede blot af hende.

"Øøøøøv.." mumlede hun og sukkede og så lidt ned i jorden og tænkte lidt, men så derefter tilbage op i hans øjne og smilte skævt "Hvad får jeg så? Jeg vil have ét eller andet" sagde hun og blev ved med at sidde så hendes pande gik mod hans pande. Hun ville da gerne have et eller andet for at have haft sår'n et stort problem med at lave dådyrsøjne.

Artemios betragtede hende lidt. Det var egentlig rart, sådan at mærke hendes varme pande. Han havde allerede glemt hvordan det var at være varm. Hvordan det føltes at fryse. "Hvad vil du så have?" spurgte han, og smilede drillende. Han anede virkelig ikke hvad det var hun forventede at han ellers skulle svare.

Rose syntes oss at det var rart at mærke hans kolde pande, da hun altid var så pokkers varm og var sjældent kold og frøs og sår'n. Hun tænkte lidt og vidste ikke rigtig hvad hun ville have "Hvad har du at tilbyde?" spurgte hun med et skævt smil og så ham ind i øjnene med et underholdt blik og syntes at det var sjovt at snakke med Artemios og være sammen med ham og sår'n.

Han lo til hende, og anede ikke hvad han skulle svare. Hvad kunne hun få? Intet over hovedet... "Næh du, sådan leger vi ikke. Du vil have noget, så må du også sige, hvad du vil have." sagde han, og lignede et øjeblik en striks voksen, der formanede et barn om hvad der var rigtigt, og forkert. Så smilede han igen, hvilket ødelagde det strikse look.

Rose så på ham og skød underlæben frem og mumlede et eller andet "Vi leger ikke sådan? Er dette en leg for dig, Artemios?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham og lød ret drillende og prikkede ham hurtigt på næsen så den blev helt flad og han så derfor ret skæg ud "Jamen.. Hvad skal vi dog så gøre? For jeg ved ikke hvad jeg vil have" sagde hun og blev ved med at have sin finger presset mod hans næse og kunne næsten ikke holde masken og var tæt på at grine over ham.

Artemios så kort på den fremskudte underlæbe. "Det er måske dødelig alvor for dig?" spurgte han, uden at besvare spørgsmålet. Han blev et øjeblik overrasket, da hun prikkede den ellers spidse næse flad, men snappede så efter hendes finger. "Så kan du få æreren af at have tabt til mig." sagde han, og trak sit hoved til sig.

"Hmm.. Alvor? Det er sjældent at det er det for mig" sagde hun med et skævt smil og tog helst ikke ting alvorligt da hun ikke brød sig om at være alvorlig. Hun trak hurtigt sin finger til sig og oss sit hoved og skulede til ham "Oi! Ikk bid!" peb hun og så ned på sin finger som han næsten havde bidt og lagde hovedet let på skrå "Vil du måske blive glad for hvis jeg lige pludselig bed i dig?" spurgte hun og smilte skævt og havde dog ikke planer om at bide i folk, men ville da gøre det hvis hun var nødt til det. Selvom at det sikkert ikke ville gøre særlig ondt da hun ikke var god til at bide hårdt ned omkring ting og hun havde jo ikke spidse tænder som vampyre og dæmoner havde.

Artemios lo godmodigt, og smilede til hende. "Tja, det kunne jo faktisk være interessant. Men jeg vover nu at tvivle på at du ville gøre det." svarede han, og rystede på hovedet. Egentlig var det en interessant tanke. Det at englen ville bide igen. Det kunne der i hvert fald komme noget sjovt ud af... Ligesom hans møde med Silvia, den aften på stranden.

Rose så på ham smilte skævt og lagde hovedet let på skrå "Nåååå, så det vover du på?" spurgte hun og lagde sine arme over kors "Jeg ville sikkert gøre det det.." sagde hun og lød ret advarende og så på ham og vidste ikke om hun kunne. Hun havde ikke rigtig prøvet at bide igen før da hun ikke har haft villet haft gjort det på grund af hun var blevet bidt af nogen vampyre som hun ikke kunne lide. Men hvis hun nu gjorde det på Artemios ville han måske ikke blive sur. Hmm.. Det var faktisk en interessant tanke..

Artemios så afslappet på hende. "Virkelig? Sådan en sød lille engel som dig?" spurgte han, og lod en kende tvivlsom. Smilede dog alligevel. Det var nu ikke sådan, at han fast regnede med at det kunne hun ikke finde på. Som jæger havde han jo blandt andet lært, at intet var hvad det gav sig ud for, og at man derfor aldrig skulle stole på noget der ellers så uskyldigt ud.

Rose smilte skævt og løftedet øjenbryn "Så sød og lille er jeg da heller ikke. Jeg er da ældre end dig, Junior" sagde hun og grinte drillende og strøg en hånd gennem sit hår "Og jeg kan da godt være andet end sød" sagde hun og undlod at sige at hun havde svært ved at gøre ting som fik hende i et dårligt lys. Men Rose kunne sikkert godt finde på at gøre noget for enten at irritere folk eller bare af ren nysgerrighed. Hun betragtede ham og smilte muntert "Men tør du virkelig at udfordre mig?" spurgte hun og lød lidt som de vampyre hun havde været oppe mod de sidste mange år.

Artemios grinede underholdt, da hun kaldte ham junior... Junior... Det var så sandelig længe siden han var blevet kaldt det! Over ti år siden... Morsomt. "Om jeg tør udfordre dig? Joo, det tror jeg, at jeg lige præcis er modig nok til." svarede han drillende, og smilede skævt til hende.

Rose tænkte lidt over at hun havde brugt ordet Junior omkring Artemios og kunne ikke lade vær med at smile over det og havde ikke kaldt nogen Junior.. Aldrig. Han var den første som hun gjorde det på. Men det var jo oss fordi hun havde gjort det for at drille lidt. Hun grinte muntert og rystede på hovedet af ham og så på ham "Du er da ikke særlig klog. Jeg er da sååå farlig" sagde hun sarkastisk og løftede et øjenbryn og lændte sig over mod ham "Jeg tør altså godt, Artemios. Du bliver jo ikke sur over at jeg gør det. Så jeg kan da ikke se nogen grund til at lade vær.. Er ret nysgerrig og sår'n... Det er en lidt interesant tanke egentlig.." mumlede hun og trak på skuldrene og grinte igen.

Artemios betragtede hende lidt, og tænkte kort over hvad hun sagde til ham. "Jamen jeg tror skam på dig. Men jeg kunne jo komme til at bide igen." svarede han, og blinkede til hende, mens han igen lænte sig frem mod hende også. Det kunne egentlig være sjovt hvis hun rent faktisk gjorde det. Nej, han ville ikke blive sur over det. Men han ville nok bide igen... Bare en lille smule. Uden at bide hul... Hvis han kunne... Det ville i hvert fald blive en test for hans selvkontrol. Hvis hun da valgte at gøre det.

Rose smilte skævt og kunne egentlig godt lide tanken om at få lidt hævn over ham efter sidste gang han havde bidt hende. Hun så på ham og tænkte lidt om hun skulle gøre det. Han ville ikke blive sur, så hun burde da gøre det. Dette var den eneste chance hun fik for at prøve. Hun kløede sig lidt tænkende i håret og så på ham og rejste sig langsomt op og gik over til ham og tog langsomt og forsigtigt fat i hans krave og trak sit ansigt tæt til hans hals og kunne ikke rigtig se det helt svære ved at modstå ved at bide fast i folks halse, da hun ikke syntes at de så særlig indbydende ud. Hun ville først lige se om han overhovedet ville have det før at hun prøvede at bide igen og kunne ikke lade vær med at grine ovre det som hun var i færd med. Det var sikkert en af de dummeste ting hun havde gjort til dato.

Artemios lo dæmpet. Hun ville faktisk gøre det. Han valgte at blive siddende, da hun ellers ville få problemer med at nå hans hals. Han fjernede det lange hår, da han helst ikke ville have spyt i det. Smilede skævt, og så på hendes skulder, der var udfor hans ansigt. Han kunne tydeligt både høre, og lugte blodet, der pumpede rundt i hendes krop. Han gjorde sit bedste for at trække vejret så normalt som muligt, men tempoet steg alligevel en lille smile. Han var ikke sulten, men det lokkede alligevel. Helt utroligt meget... Når nu det var så tæt på. Så forbandet nemt at få fat på. Han tváng sig selv til at sidde stille på gyngen, og vente på at hun skulle træffe en beslutning.

Rose så på Artemios' hals "Jeg forstår ikke hvorfor i syntes at det her er lækkert.." mumlede hun og grinte lavmælt og åbnede sin mund langsomt og afslørede et helt almindeligt tandsæt. Hun havde almindelige tænder, men derfor kunne hun jo nemt lave bidemærker på ham og hun kunne måske få det til at bløde hvis hun bed hårdt nok. Hun lagde sin ene hånd på den anden side af hans hals og lod til sidst sine tænder gå hårdt ned i hans hals og pressede så hårdt hun kunne og kunne stadig ikke se det sjove i at gøre dette. Selføli var dette den eneste måde for vampyre at få mad. Men stadigvæk.

Artemios kneb kort øjnene sammen. Hun bed hårdere end han havde forventet. Han drejede hovdet en smule, så han havde ansigtet mod hendes blottede hals. Forsigtigt åbnede han munden, og lagde blidt tænderne mod hendes hud. Mest for at se om han kunne uden at bide. Han trak vejret tungt, og lagde stille en hånd på hendes skulder. Ikke for at holde hende fast, men fordi det nærmest var en refleks.

Rose gispede da hun kunne mærke noget mod hendes hals og bed hårdere ned i Artemios' hals for at advare ham og begyndte at få ondt i sine egne tænder, men fjernede dem ikke. Hvis han bed hul på hende, vil hun oss bide hul på ham. Dette sagde hun ikke, men ville lade ham gøre hvad han ville og give ham konsekvensen hvis han bed hende ordentligt. Hun kunne mærke hans hånd mod hendes skulder og greb fast i hans trøje med hendes anden hånd af refleks når hun plejede at blive bidt. Hun holdt altid fast i vampyres skjorter ved brystkassen hver gang hun blev bidt, så hun havde noget at holde fast i, så hun ikke faldt om. Hun ville bare være klar til hvis Artemios valgte at bide hende.

En lille utilfreds lyd slap fra ham, da hun bed hårdere. Hans åndedragt slog ind mod hendes varme hals, og sulten begyndte langsomt at stige op i ham. På grund af situationen. Lyden af hendes hurtige hjerte, og duften af hendes søde blod. Stadig øgede han ikke presset mod hendes hals, men opretholdt den blide berøring. Hvor længe mon han kunne holde den? Og hvor længe turde hun mon opretholde biddet? Artemios bildte sig på intet tidspunkt ind, at Rose var bange for ham. Men han var ret sikker på, at hun et eller andet sted frygtede at blive bidt af ham.

Rose blev ved med i noget tid at bide fast i ham, men da han ikke bed hende lod hun langsomt sine tænder gå væk fra hans hals, men blev ved med at stå ret tæt på ham med sin ene hånd mod hans anden side af hans hals og den anden hånd ved hans brystkasse med et greb omkring hans trøje. Hun så ned på hans hals hvor man tydeligt kunne se et mærke fra hendes tænder og bed sig blidt i underlæben og lukkede sine øjne sammen og forventede at kunne mærke hans bid og var sår'n set klar til det. Han kunne da bare komme an. Hun ville banke ham med hvad end hun kunne få fat på, hvis han gjorde det.

Artemios strammede uvilkårligt grebet om hendes skulder, så hun ikke skulle flygte. Et kort øjeblik, der føltes som timer sad han, og overvejede kraftigt at bide. Lukkede så munden, og slap hende. Han trak endnu vejret tungt, og så let ned mod sandet. Han havde rent faktisk gkordt det. Han havde haft mere end rigeligt chance til at bide, men havde ladet være. Han tørrede sig over halsen, der unægteligt var blevet våd af hendes spyt. I det mindste var hun ikke varulv.

Hendes hjerte havde hoppet et slag over da han havde strammet sit greb i hendes skulder, men havde åndet lettet op da han gav slip på hende. Hun rykkede sig lidt væk fra ham, men kun meget svagt væk. Hun gav langsomt slip på hans skjorte og tog sin hånd væk fra hans hals og smilte til ham "Godt klaret.. Junior" sagde hun og smilte skævt og drillende og lagde sin ene hånd på hans skulder og var egentlig glad for at han ikke havde bidt hende igen.

Artemios grinede svagt af hende. "Jo tak, Senior." svarede han drillende, og så op på hende. Tørrede så spyttet far sin ahls af i hendes arm. Senior, og Junior... Sjovt. For mennesker ville det virke komplet åndsvagt. Han var jo tydeligt ældre end hende? - Sådan så det i hvert fald ud. Han smilede skævt, og betragtede hende. Faktisk var han helt stolt af sig selv. Det var første gang det var lykkes ham at lade være med at bide, selv om han havde haft lyst til det.