Kirkens fire vægge..

Morgan så kort tilbage på hende og rystede på hovedet "har du tænkt dig at lege med døden ?" sagde han og kunne ikke gå tilbage hjem til sig selv, så længe hun fulgte efter ham da ingen måtte vide hvor deres mødested var henne. han gik hurtigt ind i en gyde og hoppede op på taget, inden han gik videre igen og havde slet ikke nået tilbage inde i sig som var den gamle Morgan. eller jo hans smil og hans duft, men ellers var der intet gammelt ved ham

Rose så på Morgan og løftede et øjenbryn og rystede på hovedet "Næææ.. Jeg har tænkt mig at lege lidt med dem.. Og du er ikke døden" sagde hun og fulgte efter ham ind i en gyde og så at han hoppede op på et tag og hadede når folk gjorde det fordi hun ikke kunne gøre det uden sine vinger. Hun koncentrerede sig og fik til sidst sine vinger frem og fløj hurtigt op på det tag som Morgan befandt sig og så over på ham og fulgte hurtigt med ham.

Morgan gik bare videre og satte hurtigt i vampyr løb og viste at hun ikke ville kunne følge efter ham, og det var endelig en af de ting som gjorde ham glad. han fløj næsten igennem luften, og lød vinden mod sit ansigt. han løb så hurtigt han kunne og smilte imens, og nød at komme væk fra det engel barn

Rose mumlede et eller andet irriteret da han satte i vampyrfart, men hun var virkelig ikke personen som ville give op. Hun begyndte at flyve så hurtigt hun kunne i den retning hun så ham i og fulgte følelsen af hans tilstedeværelse, selvom at det var skide svært. Hun koncentrerede sig utrolig meget på at kunne følge efter ham og så efter ham hele tiden.

Morgan løb bare videre og hoppede hurtigt ned i en gyde, han løb over vejen selv om han var tæt på at blive kørt ned. og videre ind i en ny gyde og rundt omkring mellem husene, og glædet sig bare til at komme hjem og komme i bad. hans skridt var hurtige og lydløse, man kunne næsten ikke se ham mens han løb igennem byen for at komme væk fra den irriterende engel. han så sig kort tilbage og løb hen til en gammel bygning, han åbnede døren og løb op af nogle trapper

Rose fulgte ham med besvær og fløj højt på himlen og de steder hvor man ikke kunne se hende overhovedet. Hun rynkede panden da hun landede foran en gammel bygning og trak hurtigt sine vinger ind i ryggen og åbnede langsomt døren op. Hun var ikke engang sikker på at det var her, Morgan var. Well.. Hun tog bare chancen.. Hun lukkede døren efter sig og så sig omkring og begyndte at gå op af nogle trapper.

Morgan fløj næsten op af trapperne da han løb så hurtigt, han løb lige ind i en dør som fløj op i luften og landede ude på gaden. han lod som intet var sket og løb videre, han hoppede ned i gyden og så sig kort op inden han løb videre. han elskede denne lille leg som fik ham til at blive bedre til at løbe omkring i byen, det fik ham til at kende byen selv om han jo allerede kende den. han hoppede ned fra en trappe som helt klart mennesker ville slå sig meget på, men han landede bare elegant inden han løb videre

Da Rose kunne mærke at Morgan havde forladt bygningen, bandede hun lavmælt for sig selv og fik sine vinger frem igen og fløj hurtigt op af trapperne og den vej som Morgan var løbet. Fuck nej at hun ville lade ham slippe væk fra hende. Hun fløj stadig efter ham, men med noget mellemrum så han ville tro at hun ikke fulgte efter ham og at han ville løbe hjem eller stoppe så hun kunne komme over til ham igen.

Morgan løb bare videre uden at stoppe det eneste sekund, han havde ikke tænkt sig at lade hende komme tæt på ham. endelig ville han bare helst hjem og komme i bad, men det viste han godt ville være et dumt træk at gøre. så han ville bare løbe lidt rundt til han var sikker på at hun ikke ville kunne følge efter ham

Rose blev ved med at følge efter ham og var ret glad for at hun havde en virkelig god kondition og fordi hun faktisk kunne flyve så hurtigt som hun jo nu kunne. Hun ville ikke lade ham slippe væk. Det var simpelthen hævn for det som han havde gjort mod hende i kirken. Alting har konsekvenser..

Morgan elskede virkelig når han blev forfulgt, enden kunne han være ond og gøre nået mod dem ellers kunne han løbe væk fra dem. der var jo ingen der kunne løbe så hurtigt som en vampyr, og med hans alder fik ham til at løbe hurtigere. man kunne ikke se andet end farven fra hans tøj, da han var så hurtigt at øjnene ikke kunne se det. han smilte stort og fløj over mennesker

Rose vidste virkelig ikke hvor meget han ville løbe mer, men satte hurtigt farten op da hun var ved at miste tålmodigheden og prøvede at se sig omkring for at kunne se ham et eller andet sted.

Morgan løb bare videre og var sikker på at hun snart måtte blive træt, han kunne løbe i flere timer uden at kede sig. han elskede at løbe næsten lige så meget som han elskede blod, han ville dog med glæde heller drikke blod end at løbe rundt. han grinte hånligt af hende at hun ikke kunne følge med ham, det var det jo heller ikke nogen der kunne udover andre vampyrer

Rose var ved at blive træt og var virkelig irriteret over at hun ikke kunne flyve hurtigere end ham. Hun skulle lige til at stoppe op og give op, men kom derefter på noget at gøre. Hun løb hurtigt en anden vej end ham og løb hurtigt hen til en gyde hvor hun kunne mærke at han kom nærmere og nærmere imod. Dér stod hun i midten og mærkede hvordan han kom nærmere og nærmere og stod sår'n at hvis han ikke så hende, ville han løbe direkte ind i hende.

Morgan løb bare videre og stoppede hurtigt op da han fik øje på hende, han smilte charmerende og gav et grin fra sig "så du blev træt ?" sagde han og satte i løb mod hende, han hoppede hurtigt over hende og løb videre. og så kort tilbage på hende og løb så hurtigt han kunne igen

Rose så på ham da han kom løbende og så på hans ansigt da han sagde et eller andet. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen da han hoppede over hende og løb hurtigt efter ham igen. Nøøøj, hvor han var irriterende! Hun sukkede lavmælt og vidste ikke rigtig hvor lang tid hun kunne holde dette hen. Hun baskede med vingerne og fløj hurtigt efter ham.

Morgan grinte stort og løb bare hurtigt videre, mens han viste at hun snart måtte være meget træt. selv var han som om han lige havde begynd at løbe, og var en vampyr som ikke kunne blive træt. han så kort tilbage på hende og så hurtigt frem igen

Rose vidste ikke hvor længe der gik, men efter noget tid stoppede hun op og lændte sig op af en mur og var ret udmattet. Hun klemte sine øjne sammen og koncentrerede sig og kunne mærke at hendes vinger kom tilbage til sin ryg. Hun så derefter hurtigt over på det sted hun svagt kunne se farverne af Morgans tøj og rakte en hånd ud og fik ham til at stoppe ved hjælp af sine telekinese evner og ville ikke hans små julelege længere.

Morgan mærkede at han blev stoppet, han så tilbage på hende og grinte hånligt "kan du ikke klare mere?" spurgte han om og synes at det var latterligt at nogen skulle bruge, sine evner for at kunne bruge for at kunne klare nået. selv havde han ikke haft brug for at lære sine evner, eller finde ud af hvilke evner det var

Rose smilte over ham og så over på ham og beholdt sin evne oppe mod ham så han ikke lige pludselig kunne løbe afsted "Joo, men det var begyndt at irritere mig" sagde hun og ville ikke indrømme at hun ikke kunne klare mer. Hun var lidt ligeglad med om hun var nødt til at bruge sine evner og var jo oss kun en engel. Det var da ret imponerende at hun har fået ham stoppet og at hun ikke selv er løbet skrigende bort, når man tænkte på at hun var en engel og at han var en vampyr.

Morgan grinte lidt og så bare tilbage på hende "som om" sagde han og ventede bare på hende, så han kunne bide hende igen og denne gang suge mere blod ud af hende "kom lille engelbasse" sagde han og blottede sine tænder

Rose løftede et øjenbryn af Morgan og lagde sine arme over kors. Hun grinte over ham og rystede på hovedet "Så dum er jeg ikke" sagde hun og var ikke dum nok til at falde på den og komme over ham, da hun jo godt vidste hvad han ville.

Morgan så over på hende og prøvede op han kunne snyde hende på andre måder "kom nu engel.. jeg har jo savnet dig selv om jeg ikke kender dit navn" sagde han og rakte sin hånd ud til hende, han lag sit hoved lidt på skrå og så trist på hende. selv om han slet ikke var trist

Rose så på ham og grinte over det han sagde og vidste at han ikke rigtig vidste hvem hun var "Som om" sagde hun og så lidt på hans hånd og greb sig i at hun var lige ved at tage imod hans hånd, men rystede hovedet over ham og tvang sig selv til ikke at tage imod hånden "La vær.. Jeg er ikke så dum" hviskede hun og ville ikke have at han begyndte at skulle snyde hende.

Morgan så bare over på hende "jeg elsker dig.. og det ved jeg et eller andet sted inde i mig" sagde han og holde bare sin hånd ud til hende, mens han virkelig prøvede alt for at få hende over til sig "det er jo mig Morgan" sagde han