Kirkens fire vægge..

Rose kunne mærke en kildrende fornemmelse ved hans ord og rakte langsomt sin hånd ud mod hans hånd, men blinkede derefter så og så over på ham "NEJ! Hold mund, Morgan!!" råbte hun vredt og følte sig såret over at han kunne finde på at bruge det mod hende. Hun holdt trak hurtigt sin hånd til sig og rystede på hovedet og så ned i jorden og prøvede at lukke hans ord ude.

Morgan så over på hende og på hendes handling og ord, kunne han godt gætte på at det var det som kunne få hende over til ham "du ved jo godt at jeg elsker dig og vil bare havde dig tæt på mig" sagde han og blev ved med at holde sin hånd ud mod hende, men inden i hans hoved så skrig der blod. og det var det eneste han virkelig havde lyst til

Rose så på ham og bed sig i underlæben og kunne mærke at hendes hjerte slog hårdt og hurtigt. Hun rystede på hovedet og lod sit blik gå ned i jorden "Jeg ved at du lyver, Morgan.." hviskede hun, men greb sig i at gå et lille skridt frem mod ham. Hun lagde sine arme omkring sig og holdt sine arme stramt ind til kroppen for ikke at række ud efter hans hånd.

Morgan så over på hende *lidt mere og hun ikke vil kunne stå for det* tænkte han og fik sig selv til at se mere trist og rystede stille på hovedet, mens han bare blev ved med at rakte sin hånd ud efter hende "jeg lyver ikke.. jeg elsker dig, du er min egen lille engel" sagde han med en stemme som ikke var til at stå for

Rose så langsomt op og trak vejret i rystende drag og så på hans triste udtryk og løb hurtigt over mod ham og tænkte sig ikke om. Der gik nogle få sekunder før at hun stoppede hurtigt op "Nej!" råbte hun og rystede svagt og sprang hurtigt et skridt tilbage og stod alligevel kun to meter væk fra ham nu "Hold mund, Morgan! Det er skuespil!" snerrede hun og ville nu godt have at det ikke var.

Morgan så på hende når hun kom over til ham, han tog ikke fat i hende eller nået og blev bare ved med at se på hende. han viste at hun ikke ville holde fingerne fra ham, hvis hun først havde kommet der over "kys mig elskede.. det er ikke skuespil, her står jeg og viser mine følelser frem også tror du mig ikke" sagde han og blev bare ved med at række sin hånd ud til hende

Rose så op på ham og så fuldstændig ulykkelig ud. Man kunne let se på hende at hun kæmpede med sig selv om ikke at give efter "Morgan.. Lad nu vær.. Jeg be'r dig" hviskede hun og så ham ind i øjnene og så derefter ned på hans hånd og knyttede sine hænder hårdt sammen og gjorde sit bedste for ikke at tage fat i den.

Morgan så på ham og kunne slet ikke huske hende, og derfor var han ligeglad med hvad der skete for hende "tag min hånd og alt bliver godt" sagde han og hentydet at alt ville blive godt for ham selv, men det sagde han ikke på nogen måde at det var det som det betød

Rose så ned på hans hånd og sank en klump. Hun klemte sine øjne hårdt sammen og kæmpede med sine tanker om hvad hun skulle gøre. Inden at hun kunne nå at tænke sig selv fra det, tog hun fat i Morgans hånd og gik helt ind til ham og tog en dyb indånding og kunne nu lugte at det var ham. Hun bed sig i underlæben og åbnede sine øjne og så op på ham og stillede sig langsomt op på tæer og lod sine læber køre blidt over hans og ignorerede sine tanker som skreg at hun skulle flygte langt væk fra ham.

Morgan skrig af lykke inde i sig når hun tog hans hånd, han lod hende bare komme tætter på. og havde ikke regnet med det da han mærkede hendes læber mod sine, han kysse kort hendes læber inden. han træk sit hoved hen til hendes ører "jeg har ikke lyst til at havde en svag engel ved min side" hviskede han og satte hurtigt sine tænder i hendes hals

Rose havde rødmet svagt da han havde kysset hende, men spilede sine øjne op da han hviskede i hendes øre og greb fat i hans vest igen da han bed fast i hendes hals og stønnede af smerte, men trak derefter vejret i rystende og tunge drag da den værste smerte var væk. Hun lagde sin ene arm omkring hans nakke for at holde sig ordentligt oppe og da hun jo vidste at der intet var at gøre. Hun blev ved med at have fat i hans vest med sin anden hånd og lukkede sine øjne i og prøvede at tænke på noget andet end at hun havde en fyrs tænder i sin hals.

Morgan smilte og drak videre af hendes blod, han drak nok til at han var sikker på at hun ikke ville kunne følge efter ham. så træk han sine tænder ud af hendes hals, og fjernede hendes hænder fra sig. inden han gik et skridt væk fra hende "farveller" sagde han hånligt og tørrede blodet væk, og gik hurtigt videre uden at se sig tilbage efter hende

Rose faldt på knæ da Morgan gav slip på hende og så efter ham. Hun var let i hovedet og bed sig hårdt i underlæben "Morgan! Bliv her! Jeg ved du er der et eller andet sted!" sagde hun højt inden at han kom for langt væk.

Morgan grinte hånligt og så tilbage på hende "ja jeg er Morgan.. men ikke nogen som i kender" sagde han og gik bare videre og gad ikke bruge sin tid længere på hende, da hun efter hans mening ikke betød nået i hans hoved

Rose så efter Morgan og rejste sig langsomt op "Hold nu op, Morgan.." sagde hun lavmælt og gik med vaklende og hurtigt skridt over mod ham og inden at han kunne komme alt for langt væk, greb hun fat i hans arm og så op på ham "jeg be'r dig" sagde hun bedende "Prøv at tænk. Tænk tilbage.." fortsatte hun og havde et stramt greb i hans ene arm.

Morgan stoppede op da han mærkede hendes hånd på sig "jeg kender dig ikke.. og du er bare en ækel lille engelbasse i mit hoved" sagde han og skubbede hende væk fra sig, inden han begynde at gå igen. og kunne ikke huske hende overhovedet

Rose så efter ham og gjorde det samme igen med at stoppe ham med sin evne "Jeg ved du er derinde et sted, Morgan. Hvor pokker tror du at du har været inden at du forsvandt herfra? Hvor langt kan du huske tilbage?" spurgte hun og ville ikke tro på at han ikke kunne huske noget som helst. Der måtte være et eller andet han kunne huske fra den tid hvor han havde været den venlige og rare Morgan.

Morgan kunne mærke at hun begynde at irriter ham, han så bare på hende og blottede sine hænder "jeg har aldrig været her før og det er ligemeget for dig hvad jeg laver og ikke laver" sagde han og ville slå hende til jorden når han fik muligheden

"Morgan! Du prøver ikke engang at huske tilbage! Prøv nu!" sagde hun hårdt og så på Morgan og knyttede sine hænder hårdt sammen "Jeg holdt af dig før at du blev sår'n, så nej! Det er ikke ligemeget!" sagde hun lige så hårdt som før.

Morgan vende sit blik ned mod jorden "hvorfor skulle jeg prøve at huske tilbage? huske tilbage til nået som jeg åbenbart ikke vil huske tilbage" sagde han og ville ikke engang tro på at det var virkelig, han var også ret ligeglad med det hele. han levede sit liv som han havde lyst til det

Rose så på Morgan og satte hænderne i siden "Jamen, så er det jo lidt din egen skyld. Kan du ikke bare prøve?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun syntes at det var så skide irriterende at Morgan var så stædig og ikke ville tro på de ting som hun sagde. Hun så på ham og koncentrerede sig om at holde 'væggen' oppe så han ikke kunne komme væk, så hun fik lidt ondt i hovedet, men gjorde sit allerbedste for at ignorere det.

Morgan så på hende og gav et hånligt grin fra sig "det kan du godt glemme" sagde han og bed ud efter hende, selv om han virkelig havde lyst til at slå hende. da han ikke had at være tæt på hende mere, da hun bare irriterede ham

"Det gør jeg ikke" sagde hun koldt og hadede at han var så hånlig overfor hende. Hun slog ham hurtigt i ansigtet da han bed ud efter hende og var irriteret over ham. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og så op på hans ansigt og ledte efter spor fra den gamle Morgan som hun havde holdt så meget af.

Morgan grinte lidt da hun slog ham i ansigtet "slå bare.. du er stadig en lille engelbasse" sagde han og blottede sine tænder igen, og ville endelig bare væk fra hende og ikke se hende mere. ellers var han sikker på at han ville slå hende ihjel

Rose så på ham og rystede på hovedet "Jeg er ikke nogen engelbasse!" snerrede hun og hadede simpelthen at blive kaldt for det. Det var diskriminerende og bare skide irriterende. Hun ville ikke lade ham gå før at han prøvede at tænke tilbage eller bare begyndte at snakke ordentligt og måske viste lidt af den gamle Morgan.