Rengøring.. What a drag..

Rose så på Trako med et koldt blik "Hvorfor skulle jeg lade vær?" spurgte hun hånligt og løftede et øjenbryn af det som han sagde "Jeg gør hvad det passer mig, Trako!" snerrede hun og blev ved med at holde ilden ret tæt på jakkens stof "Du kan bare komme og tage den.." sagde hun, men ville dog brænde den yderligere hvis han prøvede på noget.

Han sank en klump og bakkede lidt væk fra hende "For helvede da Rose! Der er sprængstof i den!" Udbrød han så "I inderforet!" Han var vel nødt til at sige det. Ellers ville det gå galt. Voldsomt galt.

Rose så på Trako og forstod først ikke rigtig hvad han mente med det, men lod derefter fingeren gå væk fra knappen så flammen forsvandt. Hun så ret vred ud og holdt jakken tilbage tæt mod sig og så væk fra ham "... Du har taget sprængstof ind i mit hus.." hviskede hun og kunne ikke tale højt i frygt af at man kunne høre vreden i hendes stemme. Hvor vovede han?! Uden at sige det til hende før nu?! Hun havde virkelig lyst til at slå ham for det han havde gjort og det som han kunne have gjort mod hende.

Han tog sig lettet til hovedet "Ja det er en del af mit udstyr. Jeg gemmer altid nogle små ladninger til nødstilfælde... Skal jeg vise dig hele mit arsenal eller hvad?!" hvislede han og rystede opgivende på hovedet

"Hold kæft, Trako!!" snerrede hun vredt og så hurtigt tilbage på hans ansigt. Man kunne let se på hende at han havde pisset hende af. Hun gik langsomt et skridt væk fra ham og holdt stadig lighteren i hendes ene hånd og hans jakke tæt ind til sig.

Han så nervøst på hende. Mennesker-og sikkert også engle- kunne opføre sig unaturligt når de var vred. "Rose... Læg jakken fra dig, eller i det mindste lighteren!"

"Make me!" snerrede hun og lød stadig vred og ville ikke lægge noget som helst fra sig. Det var rart at se ham så nervøs, og hun var så vred at hun ikke kunne få sig selv til at gøre som han sagde.

"Rose det er ikke noget at spøge med! Det er en C4 ladning!" Han skar tænder en kort stund mens han samlede fatningen "Der er nok kræft i den satan til at sprænge hele huset og måske også de nærliggende til stumper og stykker!"

"Det burde du have haft tænkt på, Trako!" snerrede hun og så på ham ".. Dumme lille menneske.." mumlede hun og gjorde stadig ikke hvad han sagde.

Han sukkede lidt uroligt "Rose, du er oprevet ligenu... Læg det nu fra dig før der sker en ulykke!" Han sank en klump og skulede ned til resten af våbene på hans krop. Der var ingen af dem der kunne hjælpe ligenu.

"Ja gud fanden er jeg oprevet!!" snerrede hun og lød ret vred og mærkede tåre vælde frem på grund af vreden. Hun havde bare gået gennem meget igennem natten med ham. Hun tændte lighteren igen og satte den tæt på jakken "Tving mig, Trako! Jeg er ligeglad med mit liv! Jeg har levet 1500 år, så jeg er klar til at gå i døden.." sagde hun og holdt flammen faretruende tæt på jakkens stof.

Han hævede begge sine hænder men turde ikke nærme sig hende i frygt for at hun ville lade flammerne opsluge jakken "Nej!" udbrød han og tænkte sig om. Hans øjne flakkede på hende, fyldt med angst "I så fald vil du tage mange uskyldige med dig i døden... et sådan mord vil hjemsøge dig, selv i efterlivet!"

Rose så på Trako og smilte først svagt over at han var så bange, men så derefter på ham med et blik som sagde at hun ikke ville det. Hun sank en klump og ville ikke dræbe uskyldige mennesker. Kun ham. Hun ville kun se ham lide og dø.. Men ikke andre. Hun sukkede lavmælt og trak lighteren væk fra jakken og rakte ham langsomt lighteren så han ville vide at hun ikke ville sætte ild til den.. Men hun kunne sikkert godt finde en saks et eller andet sted!..

Trako sukkede lettet og greb hurtigt ud efter lighteren. Han gned sine øjne som oven på frygten og den lettelse som nu skyldede ind over ham havde blevet lidt våde. "Godt... Og så giv mig jakken.. Så skal jeg nok gå, og lade dig være i fred"Han så afventede på hende

Rose så på Trako og grinte lavmælt "Nææ nej! Jeg kan skam godt finde noget andet til at ødelægge denne jakke.." sagde hun og så hurtigt rundt omkring og blev ved med at holde jakken tæt ind til sig.

Trako sukkede irriteret og hev en af sine knive op fra bæltet og svang den ligeledes så han holdte den på bladet mellem to fingre "Rose...Skal jeg virkelig gentage mig selv, stål varer længere end magi... Giv mig den jakke" Han så opgivende på hende men stadig dog lidt nervøs. Hun kunne godt finde på at ødelægge jakken, og hun havde selv lige givet udtryk for at hendes liv var meningsløst. Ifølge ham var jakken faktisk mere end ham. Den havde en stor betydning for ham. Hun ville trodsalt være i stand til at skaffe ham lidt penge på lommen, men det havde han i forvejen. Men jakken, den kunne ikke erstattes. For ikke at tale om de cigarer der lå gemt i jakken også. De var købt udenlandsk så skaffe nogle nye ville tage noget tid.

Rose så på kniven og rystede hurtigt på hovedet "Nej! Se dette som hævn for det som du har gjort mod mig!" sagde hun hårdt og så ned på jakken og fandt en løs tråd i en af syningerne og begyndte at hive i den så hun langsomt begyndte at ødelægge jakken.

Trako så med store øjne på hende "NARJ! Jeg har intet gjort dig" Skreg han og kastede kniven. Han smed samtidig lighteren fra og tog derefter to nye knive op. Han så hurtigt ned. Der sad 4 tilbage i bæltet. Hvorfor havde han dog efterladt sværdet inde i stuen

"Du har skadet mig på så mange forskellige måder!" snerrede hun og undveg kniven og så sig omkring efter et eller andet skarpt som hun kunne bruge til at flænse stoffet op.

Han kastede irriteret de to knive efter hende "Du lader mig jo ikke undskylde for det! Jeg har prøvet at gøre det godt igen, men du er fast besluttet på at genholde stridighederne!"

Rose gispede da hun kunne mærke en kniv snitte hendes arm "Jeg kan ikke tilgive dig for det!" snerrede hun og tog sig til armen og blev ved med at holde fast i jakken.

Trak greb fat om endnu en kniv "Det beviser blot hvor lidt du forstår den menneskelige evne til at elske... Herren's søn har altid prædiket om at man skal tilgive sin næste. Det står endda i de ti bud" Han fnøs.

"Jamen, det du har gjort kan ikke tilgives!" snerrede hun og prøvede at snige sig rundt om ham så hun kunne komme tilbage til stuen.

Trako stillede sig hen og spærrede døren "Rose, giv mig jakken" han rakte sin ene hånd frem mod hende

"Nej!" snerrede hun stædigt og så sig omkring og gik hurtigt over til skufferne igen og begyndte at se om hun kunne finde en saks eller noget andet skarpt.