Oh Fuck! Sorry sweetheart - Andy

Andy lukkede sine øjne i da han mærkede æggen i sin mund, og elskede virkelig den dejlige smag. han åbnede langsomt sine øjne og så over på ham, han kunne virkelig ikke lade være med at smile når han så over på ham. han lag sin hånd på bordet og lod den langsomt glide over til ham, han tænkte ikke over alle omkring dem og var også ligeglad med dem "jeg elsker dig" hviskede han og prøvede få sekunder at få ham ud af hovedet, og kunne ikke lade være med at smile da han virkelig ikke kunne få ham ud af hovedet. og han ville jo heller ikke havde ham ud af hovedet, så han opgav lige så hurtigt at prøve at få ham ud af hovedet. han lag gaflen ned på tallerken og tog sit glas og drak lidt af det, inden han satte det ned igen og så over på ham imens

Adam lagde godt mærke til Andys hånd, fordi den bevægede sig, og da Adam nu ikke havde brug for at spise med begge hænder, endnu, så lod han sin egen hånd møde Andys, imens han smilede roligt og holdt stadig blikke mod sin mad imens han spiste, men alligevel så han op mod Andy få gange. Adam gad slet ikke prøve at få Andy ud af hovedet i bare et sekund. Han vidste jo at det ikke nyttede, og at han ikke ville få han ud af hovedet foreløbig, og heller ikke i løbet af de næste par dage, hvor han sikkert endte hjemme i sin lejlighed for at pakke alt sammen. Han slikkede sig kort over læberne og spiste videre af sin mad, med velbehag, og lyttede så til det Andy sagde, og kunne ikke lade være med at smile lidt bredere. Han så op pg hen mod Andy med et smil og nikkede kort. "Det ved jeg. Jeg elsker også dig" sagde han så roligt og flugte Andys bevægelser med øjnene.

Andy kunne ikke lade være med at se over på ham, så havde det virkelig svært med at spise sin mad. han havde sådan en stor lyst til at fortælle hvor meget han elskede ham, men det var helt umuligt at gøre det da han's kærlighed var så stor at han ikke selv kunne forstå det. han vende langsomt sit blik ned mod deres hænder, inden han vende sit blik op mod han's ansigt igen "jeg kan ikke stoppe med at sige det, jeg vil ikke havde du glemmer det" sagde han stille og vende stille sit blik ned mod sin mad og tog et stykke bacon ind i munden, og flettede stille sine fingere ind mellem han's fingere. han så op på ham igen og smilte svagt "jeg er bange for at du bare er en fantastisk drøm" hviskede han stille

Adam så lidt ned på sin mad, og lagde så gaflen fra sig og så op på Andys ansigt. Han kunne stadig ikke lade være med at smile, og kunne næsten være helt sikker på at blev han ved lidt endnu ville det bare sidde fast fo altid. Han var jo så utrolig glad og så utrolig forelsket så det ikke kunne beskrives med ord, og han ville slet ikke kunne svare hvis nogen spurgte ham om det. Han blev ved med at se på Andys ansigt og smilede. "Jeg glemmer det aldrig. Aldrig nogensinde, og jeg har heller ikke mulighed for at glemme det når du siger det hele tiden." sagde han så og havde slet ikke noget imod at Andy sagde det tit. Han så ned mod deres hænder og lyttede videre på hvad Andy mere sagde og kunne stadig ikke lade være med at smile over det. Han vendte endnu en gang blikket op mod Andys ansigt og tænkte kort over hvad han skulle sige. "Hvis jeg nu siger at jeg ikke er en drøm, tror du så på mig??" sagde han så og ville med glæde fortælle Andy det flere gange om dagen hvis det var.

Andy viste ikke helt hvad han skulle gøre og spiste bare stille videre, han så over på ham samtidigt og rystede stille i kroppen. han lag gaflen fra sig og så ned på den samtidigt, inden han igen vende sit blik op mod ham "du vil sikkert glemme det en dag.. den dag jeg frygter så meget, den dag du ikke vil havde mig længere.. den dag hvor folk vil begynde at tro at du er min far" sagde han stille og vende langsomt sit blik ned mod sin tallerken og tog gaflen og spiste sin mad igen, han lyttede på hvad han sagde og rystede på hovedet "nej aldrig.. for hvis dette var virkeligheden så ville du ikke havde siddet her os mig" sagde han stille

Adam så hen på Andy og lyttede til det han sagde. Det gav ham en underlig fornæmmelse, da han helst ville glemme at der ville komme en dag hvor folk faktisk ville tro at Adam var Andys far når de gik sammen på offenlige gader, og tanken var på ingen måde rar. Alligevel ville Adam se positivt på det. Så meget han nu kunne. "Men... Jeg vil aldrig glemme af du elsker mig, det må du ikke tro.. Jeg ved at det en dag kommer til at virke underligt, men vi ved jo godt hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er" Sagde han så, og vidste godt at det nok ikke gav megen opmuntring. han bed sig lidt i læben og holde fast i Andys hånd. Adam mistede dog helt interessen for diskussionen over det sidste Andy sagde. Hans tag i Andys hånd løsnede sig helt, selvom han ikke fjernede sin hånd. Han vendte blikket med sig mad og tog sin gaffel i hånden som han havde spist med før. "Jamen tak for at stole så mig" Sagde han med en sarkastisk undertone, og havde det bestemt ikke særlig godt med at Andy ikke stolede på ham, og et eller andet sted havde han lyst til at slå Andy, bare for at vise ham at det ikke var en drøm, men satte sig istedet til at spise videre af den mad han havde tilbage.

Maden forsvandt stille fra Andy's tallerken og det samme forsvandt han's juice, han lag lidt efter sin gafle fra sig og så over på ham. han havde lyttet på hvad han sagde "undskyld.. jeg skal jo ikke engang tænke over sådan nået så tidligt" sagde han og smilte svagt selv om han viste at han ikke ville stoppe med at tænke over det, han lod sin tunge glide hen over sine læber. han's smil forsvandt og han åbnede sine øjne stort, han træk hurtigt sin hånd til sig og rystede på hovedet af ham. han sagde ikke nået og så bare på den tykke kvinde der kom over med regningen, Andy så kort ned på den for at se hvor meget det blev og gav hende hurtigt pengene. han kunne ikke få sig selv til at sige nået og rejste sig bare op, han gik ud af døren fra café'en og lag sine hænder ned i lommerne. inden han bare begynde at gå

Adam forholdte sig så stille som muligt selvom han havde lyst til at protestere. Adam fik faktisk næsten spist op før han lagde gaflen fra sig og lænede sig tilbage. Adam havde for kort tid siden troet at hans smil ikke kunne forsvinde, men nu indså han det det faktisk kunne lade sig gøre, for hans smil var væk. Forsvundet, og det ville nok være svært at finde igen. Følelsen der løb igennem Adam da Andy hev sin hånd hurtigt til sig var bestemt heller ikke rar. Han var sikker på at hvis han ikke havde siddet et offenligt sted så hans han sat sig til at græde. Et eller andet sted var det jo hans egen skyld. Han kunne jo bare lære at tænke før han talte og ellers bare holde sin kæft. Adam sad kort og så efter Andy der forsvandt ud af døren og opfattede det først der. Han rejste sig så utrolig hurtigt og styrtede ud efter Andy. Han kunne ikke bare lade han gå, og især ikke uden at sige noget. Han så kort rundt efter Andy da han kom ud og løb efter ham da han så ham i sin synsvinkel. Selvom Adam var blevet sur over det Andy havde sagt, så betød det jo ikke at han elskede Andy mindre, for det gjorde han bestemt ikke.

Andy var bare gået videre og kunne godt dufte at Adam kom løbende efter ham, han så bare ned på jorde og kæmpede virkelig for at få ord frem. han så kort op på ham og gav et suk fra sig, da han virkelig ikke havde lyst til at være ked af det "hvordan kan du sige sådan nået? jeg mener du forstod ikke hvad jeg mente" sagde han og stoppede op og vende sit blik mod ham, han gav et suk fra sig og begravede sine hænder dybere ned i lommerne på sine bukser "selvfølgelig stoler jeg på dig!" sagde han lidt hårdt og vende hurtigt sit blik væk "men det er som en drøm.. en fantastisk drøm, og ligemeget hvor meget jeg stoler på dig så vil det altid være som en drøm i mit hoved" sagde han lidt mere stille og vende sig om, han så sig omkring inden han gik over vejen og forsatte ned af stranden

Adam ville have taget fat om Andy. Hold om ham. Holdt sig ind mod ham med de trygge arme omkring sig, men han stoppede brat op og stirrede på Andy. Han bed sine tænder sammen og kunne havde vrisset af Andy, men lod sin mund være lukket. Det gav et lille sæt i Adam over den hårde måde Andy talte på, og havde ikke forestillet sig det. Han bed sig hårdt i læben og var helt utrolig ligeglad med såret fra dagen før. Han lyttede dog alligevel efter på hvad Andy sagde og rynkede panden over det, men mest af at han bare vendte sig og gik.. Løb fra det hele, og lod Adam stå tilbage uden at vide hvad han skulle gøre. "Andy, kom tilbage til virkeligheden! Jeg er virkeligheden, og ikke en drøm!!" Råbte han næsten så højt han kunne af bare fustration over det hele. Han var så desperat og anede ikke hvad han skulle gøre. Løbe efter igen ig blive afvist? Næppe. Adam Bed sig hårdt i læben og endte med at sparke mod en mur- måske lidt for hårdt - og endte derfor med at humpe lidt på stedet. *Av!! For fanden altså!! Møg!* Tænkte han over sig selv, og endte så derefter med at sætte sig ned, op af muren, trække sine ben til sig, ignorere smerten i sin fod fuldstændig og menneskerne der gloede underligt på ham og lagde armene om sine ben.

Andy knyttede bare sine hænder nede i sine lommer, og viste at han aldrig ville kunne få sig selv til at tro at det var virkelighed. og det irriterede ham virkelig meget at Adam ikke kunne forstå, det var jo ikke ligefrem fordi han mente det på nogen ond måde og han kunne godt lide at havde det sådan. han's sko gled bare ned i sandet og han råbte og skrig af sig selv inde i hovedet, han kunne dog godt høre Adam's tanker som fik ham hurtigt til at vende sig om og for at se hvad der skete. han's hjerte hoppede inde i ham af panik i hvad der havde sket ham, han løb hurtigt over til ham og gled ned på sine knæ. han så hurtigt op og ned af ham med lidt af panik i sine øjne "hvad skete der?" sagde han bare da han ikke kunne se nogle sår på ham, han tog en hånd af gangen for at se hvis der havde sket nået med han's hænder

Adam bed sig stadig hårdt i læben og kunne mærke såret fra dagen før der begyndte at bløde lidt igen. Det var ikke fordi han havde lyst til det, men han gjorde det helt uden at tænke over det, fordi han var så vred. Han holdte hårdt fast om sine ben, og ignorerrede stadig smerten i foden som blev ved. Han var ikke sikker på om det var sket noget slemt med den, men ondt, det gjorde det. Han vidste også at det var hans egen skyld, han kunne jo bare lærer at styre sig i sådanne situationer. Adam havde gemt sit ansigt mod sine knæ og lagde ikke mærke til at Andy var der før han hørte hans stemme. Et eller andet sted i ham blev det skabt en hvis ro da han hørte sin elskedes stemme, men trak med det samme hænderne til sig når Andy hev fat i dem. Han løftede hovedet en smule og så op mod Andys ansigt, med fugtige kinder, våde øjne og så med det samme panikken i hans blik. Han rystede let på hovedet og gemte sit ansigt igen. "Højre fod" hviskede han så helt stille, med en hulkende undertone.

Andy fik et chok når han træk sine hænder til sig, han så stille på ham og kunne ikke lide at se ham græde. han vende sit blik ned mod han's fod og åbnede den og træk den så stille af han kunne, han lag han's fod op på sit lår og træk så stille han kunne strømpen af "hvorfor kan du ikke bare passe lidt på dig selv?" spurgte han stille om og kunne jo ikke lide at se ham skadet, han vende sit blik mod han's fod og viste endelig ikke hvad han skulle gøre "kan du bevæge dig?" spurgte han stille om og lag sin hånd på han's knæ

Adam snøftede lidt og fik hurtig tørret sine øjne. Han var ikke meget for at græde imens Andy så det, lige nu. Ikke fordi at han ikke turde virke svag, men fordi at han vidste at Andy ikke brød sig om det. Han endte med at slippe taget om sine ben, da Andy hev hans ben til sig. Selvom Andy var forsigtig, så gjorde det stadig utrolig undt bare ved den mindste bevægelse. Han skar et par grimasser imens Andy kæmpede for at få sko og sok af, selvom Adam et eller andet sted var fuldstændig ligeglad med foden, og ville bare være i Andys arme og bare høre hans blide og kærlige stemme uanset hvad det kom ud af munden på ham, så var det det eneste han havde lyst til. Han snøftede en enkelt gang og trak på skuldrende. "Jeg ved det ikke... Du ved at jeg ikke nødvenidvis tænker før handling når jeg er sur.." hviskede han stille og ltyyede videre på hvad han sagde. Han sad helt stille og på ned på sin fod der var en smule hævet, og sukkede dybt. "Ikke min fod i hvert fald..." mumlede han stille og så lidt op mod Andy med et undskyldende blik.

Andy så ned på han's fod og sukkede lidt for sig selv og kunne virkelig ikke klare at se ham skadet, han vende sit blik mod han's ansigt og rystede på hovedet "nej.. men det burde du, jeg kan virkelig ikke klare at se dig skadet på nogenmåde, bare vi skændes så har jeg det som om at jeg bliver revet fra hinanden" sagde han og vende sit blik ned mod han's fod og sukkede igen, og ville ikke lægge skjul på at det gjorde virkelig ondt i ham at se ham skadet. da han næsten var sikker på at det ville få Adam til at tænke sig om næste gang, han tog blidt fat i han's trøje og træk ham langsomt og blidt op i sit skød "vi på heller få dig hen på hospitalet, jeg er nemlig ikke læge" sagde han og lag sin arm under han's røv og tog han's strømpe og sko i den anden hånd, inden han langsomt rejste sig op så godt han kunne og begynde at gå og holde ham tæt ind til sig da han ikke ville tabe ham

Adam slap sine læbe, og heldigvis for det, at det ikke blev meget dybere. Han holdte sit blik på Andy og følte sig som en kæmpe idiot. "Undskyld... Der lå intet ondt mod dig bag det... Jeg vil gøre alt jeg kan for ikke at såre dig" sagde han og ville bestemt ikke have at Andy skulle få det dårligt over det. Adam lod Andy trække han ind til sig, da det jo bare noget at det han mest havde lyst til. Han tog fat rundt om Andy og holdte godt fast om ham. Adam havde jo virkelig ikke gjort noget af dette for at såre Andy, og det var det sidste han ville.. Ikke engang det sidste for han ville aldrig få sig selv til det. Adam kunne ikke andet end at følge hvad Andy sagde. Han kunne jo ikke gå ordenligt, og selvom han helst ikke ville på hospitalet. Han holdte sig ind til Andy da han mærkede at Andy rejste sig op, og han sukkede kort over det hele.

Andy kyssede kort han's kind og gik videre, da han jo bare ville havde at Adam fik det godt igen så hurtigt som muligt "du skal ikke undskylde.. jeg ved jo godt at du ikke gør det for at såre mig, men synes bare du skal vide det når jeg virkelig ikke har lyst til at se at der sker nået med dig" sagde han stille og trykkede ham tætter på sig, mens han sørgede for at der ikke ville ske han's fod nået. han så dog stille på han's ansigt og tænkte lidt over hvad han skulle sige "du ved godt at jeg ikke mente det med en drøm på nogen ond måde vel? jeg mener.. at du er så perfekt at du ikke kan være andet end en fantastisk drøm.. og jeg er ked af at du troet nået andet, eller at du troet at jeg ikke stolede på dig" sagde han stille og lag sit hoved mod han's kind, mens han bare gik videre og så godt efter hvor han gik

Adam nikkede bare stille til det Andy sagde og tænkte lidt over det. "Hvis det du siger nu ikke passer, så var du slet ikke kommet tilbage for at se om jeg var okay... Det beviser jo bare at det du siger nu passer" sagde han stille og trykkede sig ind mod Andy. Et eller andet sted var han glad for at han havde handlet som han havde gjort, for det fik jo Andy til at vende tilbage til Adam. Han så lidt omkring så folk der så lidt underligt efter dem, men var faktisk ligeglad. Andy passede jo på ham igen nu. Han så igen op på Andys ansigt og lyttede til hvad han sagde. Han tænkte ganske kort over det inden han svarede. "Men... Jeg ved ikke hvad jeg troede.. Drømme er altid så korte, og de mest fantastiske slutter altid i det bedste... Det håber jeg jo ikke for dig, Andy. Tilbage til virkeligheden, tilbage til mig.. Virkeligheden stopper ikke bare pludselig i den bedste og fantastiske oplevelse.." Sagde han så, og håbede lidt af det gav mening.

Andy gik bare videre og viste ikke hvad han skulle sige, han holde ham tæt ind til sig og nød at mærke varmen fra ham "jeg ville jo aldrig finde på at lyve for dig, jeg fortæller jo kun det der passer... er alligevel så dårlig til at lyve" sagde han og havde opgivet at lyve for nogen, da det alligevel aldrig virkede da han jo hadet at lyve. Andy bed sine tænder sammen og så bare hvor han gik, han knyttede hånden omkring han's sko mens alle muskler i han's prøv spænde "du forstår det virkelig ikke" sagde han og prøvede at slappe af selv om det var virkelig svært for ham, han havde jo ikke lyst til at være såret eller sur og prøvede derfor så godt som muligt at slappe af "du forstår det ikke.. jeg vil ikke tilbage til virkeligheden.. vi høre ikke sammen i virkeligheden, i virkeligheden skulle jeg slå dig ihjel. kan du ikke forstå det? .. jeg elsker dig jo forsatan... virkeligheden slutter også altid i det bedste" sagde han og stoppede stille op, han vende langsomt sit blik op mod han's ansigt. han tænkte lidt over han skulle sige, mens der trillede en enkel tåre ned af han's kind "det er en fantastisk oplevelse at du er min.. og døden vil tage dig fra mig, hvis ikke du selv tager dig fra mig.. jeg er en monster og alt jeg gør som er fantastisk og det bedste jeg ved bliver taget fra mig af virkeligheden" sagde han og rystede på hovedet og gav et suk fra sig, inden han gik videre for at få Adam hen på hospitalet

Adam tænkte lidt over det hele, og ville helst bare have det ud af sit hoved. Han havde ikke lyst til at fortsætte diskussionen, nok mest fordi at Andy faktisk havde ret, selvom det han sagde var det forfærdelige. Det der på alle måder bare endte i ulykkelighed, og Adam var bange. Så forfærdeligt bange. Selvom han vidste at Andy elskede ham, hva så når Andy så en dag indså at Adam faktisk var blevet ældre og sluttede det for at Adam kunne komme videre, bare for Adams egen skyld. Det sad i Adam og han var så ufatteligt bange for at det ville ske, for Adam ville på ingen måde kunne leve uden Andy. Det var han sikker på, han vidste det. Adam så lidt op på Andy og tørrede med det samme tåren væk fra hans kind. Han lagde armene om nakken på Andy istedet og, ligesåm da de fløj, så trykkede Adam ansigtet mod Andys hals og sin arm. Han lod dog sine læber blive trykket mod Andys hud, uden at gøre andet. Han rystede svagt og ville simpelthen ikke indse at de bare ikke var ment to be, hvis man tog udfra deres racers natur. Andy havde jo ret. "Andy, du vil aldrig være et monster i mine øjne... Aldrig nogen sinde, uanset hvad" hviskede han, næsten utydeligt med hans hals.

Andy lukkede kort sine øjne i da han mærkede at Adam fjernede han's tåre, han nød at mærke ham tætter på sig og følte sig virkelig hel og ikke en eneste del manglede på ham. han lyttede på han's stemme og gik bare videre imens, da tanken om han's fod sad i han's hoved og det var det eneste han tænkte på "jeg er et monster.. jeg brude ikke være i live.. jeg er en morder.. jeg har slået flere mennesker ihjel end en seriemorder, og kun for at holde mig selv i live.." hviskede han stille for at der ikke skulle være andre der skulle høre det, han bed sig i læben og gik bare videre og lidt hurtigere "du burde hade mig og være bange for mig.. du kender ikke mine tanker og alt det jeg har lyst til" sagde han stille og ville dog ikke havde at Adam skulle hade ham eller være bange, men alligevel var der nået i ham som ikke kunne forstå hvorfor at han ikke var det "jeg elsker dig virkelig meget.. og en dag bliver jeg nød til at give slip på dig.. og indtil den dag kommer så vil jeg nyde tiden sammen med dig" sagde han og trykkede sine læber mod han's hår, og gik stille ind af døren på hospitalet og så sig lidt omkring. han havde aldrig været på et da han aldrig havde haft brug for det, og så sig lidt forvirret omkring "hvad skal man ?" hviskede han og rødmede lidt af at han ikke var så klog som mennesker var

//jeg smutter i seng//

Adam havde et eller andet stsed lyst til at græde igennem, i Andys arme, men vidste at det enten aldrig ville ske før noget nyt dukkede op, ellers måtte han vente.. Indtil de var alene. Adam holdte fast om Andy som om at han aldrig skulle give slip igen, og det havde han et eller andet sted heller ikke lyst til. Han sukkede helt lydløst over det Andy sagde og vidste jo godt at det var rigtigt. Andy var jo en dræber, et rovdyr, imen Adam.. Den lille Adam bare var et lille byttedyr. Han holdte bare hårdere fast om Andy over det næste han sagde og kunne heller ikke forstå det selv.. Det sted Adam var allermest tryg, var i armene på en dæmon. En dæmon der helt oprigtigt skulle slå Adam ihjel, men det skræmte ikke Adam. Adam frygtede faktisk ikke døden så specielt, og hvis han skulle dø, så skulle det være Andy det slog ham ihjel. "Jeg kunne aldrig hade dig, og jeg kunne aldrig være bange for dig... Jeg stoler på dig, fuldt ud, og jeg ved at du ikke svigter mig" sagde han helt stille og lyttede videre på hvad han sagde. "Når den dag kommer, så vil jeg ikke leve mere" Sagde han kort og ærligt, for det havde han ikke lyst til. Adam løftede hovedet lidt, tørrede sine øjne, og så lidt rundt. Han pegede så hen imod en skranke og Kyssede Andy på munden i nogle sekunder. Han havde bare brug for at Andy skulle have det kys. "Vi skal hen til skranken, og så bare forklare om min fod." sagde han helt stille og bed sig lidt, i den næsten massakrerede læbe.

//Så er vi to :o ;P//

Andy's øjne lukkede langsomt i når han mærkede han's læber og kyssede ham stille tilbage, han åbnede sine øjne igen og så sig omkring og nikkede. han kunne ikke få sig selv til at sige nået når de var der de var, han havde jo ikke lyst at andre folk skulle høre hvad de snakkede om. så derfor besluttede han sig bare for at snakke om det på et andet tidspunkt, han lyttede på hvad han sagde og gik hen og satte Adam op på skranken. han så lidt på damen der sad på stolen bag den "øh? han har slået foden" sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle sige og vende sit blik mod Adam og så lidt forvirret på ham, og lag sin hånd på han's lår

Adam holdte godt fast om Andy og så lidt rundt omkring dem. Han så lidt ned mod kvinden bag skrænken, som så op mod Adam.
"Okay, hvad skete der, og hvor slemt er det?" Spurgte hun så med en venlig tone. Adam så kort på Andy og så tilbage på kvinden.
"Et uheld, og vi ved ikke hvor slemt det er, men ind til videre kan jeg ikke gå på den" Sagde han så og holdte stadig godt fast om Andy. Kvinden nikkede bare til det og tjekkede kort noget på sin computer inden hun rejste sig op. "Det burde lige tjekkes med det samme, jeg viser jer til et rum hvor i skal vente indtil læge kommer" Sagde hun så og gik med helt rolige skridt ud fra skranken og ned af gangen.

Andy så bare skiftevist på dem og prøvede at lige en der havde prøvet det før, selv om han var helt blank i hvad der forgik. det var også derfor den lyserøde farve var på han's kinder, han løftede Adam hen til sig igen og gik efter kvinden med nogle elegante skridt. selv om det var lidt svært med Adam i sine arme "håber ikke det er slemt" hviskede han og gik ind i det rum som kvinden viste, han gik hen og satte Adam ned på briksen inden han satte sig over på en stol ved siden af. han lag han's sko og strømpe ved siden af ham og lag en hånd på han's lår, han så stille på ham og viste ikke helt hvad han skulle sige. han vende sit blik ned mod gulvet og bed sig kort i læben "jeg vil havde at du er lykkelig og det er det eneste jeg ønsker også selv om det betyder jeg må give slip på dig en dag.. så du kan leve videre som det skønne menneske som du er" sagde han stille og så stille op på ham og bed sig i læben